Filmene om Olsen-banden under ledelse af fantasten, kleptomanen og hidsigproppen Egon Olsen er et vaskeægte nationalklenodie i dansk kultur. Det er uforfalsket familiehygge at følge den håbløse bande, efterhånden som Egon Olsens mystisk koreograferede kupforsøg går galt, enten på grund af uforudsete omstændigheder eller håndlangerne Benny og Kjelds notoriske utilstrækkelighed. Vi ved godt, hvordan det ender, og det generer os ikke, for det er jo bare film – men i den virkelige verden vil vi naturligvis ikke som Benny og Kjeld blindt adlyde en mand, der uden dokumentation påstår at have planen, der kan løse alle vores problemer.

Næh, i den virkelige verden spørger vi selvsagt, hvad den famøse plan egentlig består i? Hvordan det helt præcist er, den når det mål, den påstår at nå? Eller gør vi? I hvert fald ikke alle.

I de forskellige skitser til en plan for dansk økonomi, oppositionen har fremlagt, regner man helt og holdent med, at LO’s Harald Børsting finder de penge, der mangler. Og det skal han nok, siger han. Uden dokumentation – og uden at ville specificere bare nogenlunde, hvad han har i tankerne. Alligevel kan man næsten høre Helle og Villy råbe: ”Skide godt, Harald!”

Dette indlæg blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad 27/4 – 2011.

Oppositionen har ødelagt den offentlige debat. Det, der engang var intelligente menneskers udveksling af argumenter i gensidig respekt for hverandre, er i dag degenereret til en fordummende opvisning i mere eller mindre velartikulerede ukvemsord.

Når økonomer foreslår, at en ændring af boligbeskatningen måske er en måde at finansiere den danske velfærd på, er det ”økonompis”, hvis man spørger Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup. Hverken mere eller mindre.

Når Børsens journalister drister sig til at spørge, hvornår præcis Socialdemokraternes 12 minutter mere i arbejde skal sættes i værk, og hvad det betyder for planens holdbarhed, er det intet andet end ”fuckjournalistik” i politisk ordfører Henrik Sass Larsens øjne.

Også fagbevægelsen er ramt af bacillen. Da LO’s Harald Børsting for eksempel blev forelagt, at den gennemsnitlige dansker i dag giver statskassen et underskud på omtrent 800.000 kr., lød svaret således, at ”sådan noget vrøvl” gad han skam ikke høre på. Hvor bliver respekten – for ikke at tale om argumenterne – af?

Dette indlæg er offentliggjort på Venstres Ungdoms hjemmeside.

Osama bin Laden er død. Efter ti års intens jagt lykkedes det i søndags endelig amerikanerne at få ram på Osama bin Laden, og netop nu fejres amerikanernes sejr verden over. I den forbindelse kan vi passende spørge os selv, hvad drabet på bin Laden betyder for Al Qaedas virksomhed? Indvarsler hans død Al Qaedas endeligt og en ny, terrorfri verdensorden, eller kan den knapt mærkes i en terrororganisation af geografisk og intellektuelt decentral karakter, hvor aktioner planlægges af løst organiserede og mere eller mindre spontane enheder, der opererer uafhængigt af Al Qaedas topfigurer?

I besvarelsen af dette spørgsmål kan det være nødvendigt at skelne mellem på den ene side Al Qaedas evne til at gennemføre operationer og på den anden side bevægelsens evne til at mobilisere fremtidige generationer og skabe folkelig opbakning blandt verdens muslimer.

Hvad angår den rent operationelle kapacitet er de fleste eksperter enige i, at bin Ladens død ikke umiddelbart har den store betydning. Modsat en national militær enhed, der har et klart geografisk og intellektuelt center (hjemlandet og militærets ledelse), er en terrororganisation som Al Qaeda nemlig decentralt organiseret. Med andre ord har organisationen ikke en enkelt bagmand, der koordinerer og planlægger dens aktiviteter, ligesom der heller ikke findes et decideret hovedkontor. Det er givet, at bin Laden og hans nærmeste har været orienteret om meget af det, der er foregået, men majoriteten af de terroraktioner, verden har set siden 11. september 2001, er formodentlig i al væsentlighed blevet planlagt af autonome terrorgrupper.

Alligevel er de fleste eksperter enige om, at tabet af bin Laden udgør et vigtigt tilbageslag for Al Qaeda-bevægelsen. Den afgørende grund til, at dette er en korrekt analyse, er bin Ladens symbolske betydning. Alene i kraft af, at han var en af bevægelsens oprindelige grundlæggere, talte han med særlig legitimitet. Dertil kommer, at bin Laden var en dygtig retoriker, en karismatisk personlighed og ikke mindst et kendt ansigt for såvel verdenspressen som det store flertal af muslimer.

Bevægelsen vil utvivlsomt inden længe vælge en ny leder og gøre et ihærdigt forsøg på at køre vedkommende i stilling. Mest oplagt er bin Ladens højre hånd, Ayman al-Zawahiri. Imidlertid er den gængse vurdering, at bin Laden i kraft af de ovenfor beskrevne karakteristika havde nogle kvaliteter, som al-Zawahiri ikke lever op til. Ph.d. og lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Helle Lykke Nielsen, siger eksempelvis om al-Zawahiri, at han “ikke [har] de samme evner som bin Laden, [...] er ældre, mere tør og ikke taler lige så godt,” og det er et skudsmål, der er udbredt enighed om.

Al Qaeda forsvinder ikke uden videre, blot fordi bevægelsen må udnævne en leder af ringere kvalitet end den foregående, men man kan med rette håbe, at bin Ladens død vil gøre det besværligere at rekruttere nye medlemmer og opretholde den nuværende folkelige opbakning. En sådan svækkelse vil efter al sandsynlighed medføre, at Al Qaedas autoritet som paraplyorganisation mindskes – en situation, der dels kan forårsage intern splittelse imellem forskellige grupperinger, dels kan gøre bevægelsen ude af stand til at planlægge og udføre storstilede terroraktioner a la angrebet på World Trade Center i september 2001.

Venter man, at bin Ladens død indvarsler en ny, terrorfri verdensorden, bliver man ganske sikkert skuffet. Hverken terrorister eller terroraktioner bliver vi fri for i den nærmeste fremtid, hvor hævnaktioner er overordentlig sandsynlige. Til gengæld kan man formodentlig imødese en tid, hvor Al Qaedas svækkelse giver om ikke færre, så i det mindste mindre omfattende og dårligere planlagte aktioner.

Derfor er der – alt andet lige – noget om snakken: bin Ladens død er en sejr for den frie verden.

Dette indlæg er bragt i Venstres Ungdoms medlemsblad, Liber, og på Venstres Ungdoms hjemmeside.

Når jeg rundt om i landet har talt med VU’s medlemmer om opstandene i Mellemøsten, har jeg fået en lang række gode spørgsmål. Denne artikel er et forsøg på at besvare nogle af de vigtigste.

Hvordan kan man karakterisere det, der foregår i Mellemøsten i øjeblikket?
I medierne benævnes begivenhederne i Mellemøsten alt fra opstande over oprør til revolution. Af disse betegnelser er revolution vel nok den mest vidtgående og samtidig mindst passende betegnelse.

Baggrunden for at kunne udtale sig om, hvorvidt urolighederne kan karakteriseres som en (eller flere) revolution(er), er naturligvis at vælge en definition på revolutionsbegrebet. Uden en sådan bliver ethvert svar på spørgsmålet ikke andet end løs snak – og valget af definition er af stor betydning for svaret, da politologiens teoretikere langt fra er enige. Jeg vil derfor i dette svar tage udgangspunkt i to divergerende definitioner, nemlig Skocpol og Goldstones.

Politologen Theda Skocpols arbejder tager sin begyndelse i antagelsen om, at en revolution er “hurtige, grundlæggende transformationer af de socioøkonomiske og politiske institutioner efterfulgt af og til dels effektueret igennem klasseoprør fra neden.” En revolution i skocpolsk forudsætter med andre ord en omfattende omkalfatring af den sociale orden i det land, hvor revolutionen finder sted – og tilmed, at denne omkalfatring skal være forårsaget af og i sig selv forårsage klasseoprør fra neden.

Goldstones revolutionsbegreb er mindre vidtgående. Revolutioner er hos Goldstone blot “en indsats for at transformere et samfunds politiske institutioner og legitimeringen af den politiske autoritets autoritet efterfulgt af formel eller informel massemobilisation og uinstitutionaliserede aktører, der underminerer den eksisterende autoritet.”  Her kræves altså ikke nogen grundlæggende transformation af samfundets sociale orden – blot en indsats for dele af en sådan transformation. Heller ej stilles der krav om en hurtig proces. Til gengæld er det et krav, at ikke-institutionaliserede aktører skal underminere den eksisterende samfundsmæssige autoritet.

I hvilke mellemøstlige lande kan man da for nuværende tale om en revolution med udgangspunkt i de kriterier, der er opstillet af henholdsvis Goldstone og Skocpol? Skocpols definition bliver hurtigt irrelevant: den grundlæggende transformation af den sociale orden er i samtlige tilfælde udeblevet, omend de opstande, vi har set, i princippet kan være begyndelsen til sådanne transformationer.

En goldstonesk revolution er mere inden for rækkevidde, da han kun stiller krav om “en indsats” for transformation. Imidlertid nævner Goldstones definition også, at tidligere magtstrukturer skal være undermineret, før man kan tale om en revolution – og det er ikke min vurdering, at det nogetsteds i Mellemøsten er tilfældet. Godt nok er diktatorer på stribe bragt til fald, men hvad har erstattet dem? Egyptens ekspræsident Mubarak, der alle dage har været det egyptiske militærs mand, er eksempelvis blot erstattet af et åbenlyst militært styre.

Det korte svar er således, at ingen revolutioner endnu er forekommet, hverken i goldstonesk eller skocpolsk forstand. Det betyder ikke, at opstandene ikke indeholder et potentiale til at udvikle sig til deciderede revolutioner, eller at opstandene er ligegyldige og ikke værd at understøtte. Langt fra. At kalde opstandene for revolutioner er simpelthen bare at tage munden for fuld.

Hvor sandsynligt er det, at en eller flere af diktatorerne bliver afløst af islamisk teokrati a la Iran?
Spørger man de tidligere og nuværende diktatorer, vil vi i den kommende tid se en omfattende islamisering af de lande, der er ramt af folkelige protester. Med henvisning til Iran efter omvæltningen af den vestligt orienterede shah i 1979, hvor ayatollah Khomeini kaprede oprøret og etablerede et undertrykkende islamisk teokrati, der lige siden har voldt såvel Vesten som Irans indbyggere mange problemer, har diktatorerne alle som én råbt “ulven kommer” i en årrække.

Men er der noget om sagen, eller er diktatorernes paralleller til Iran lige så troværdige som Gaddafis talrige løfter om våbenhvile? Som så ofte før ligger sandheden formentlig et sted midt imellem. Islam står stærkt i alle de mellemøstlige lande, der har oplevet protester. Imidlertid er der stor forskel på, hvor meget forskellige grene af islam blander sig i politiske anliggender. Den iranske totalitarisme er en ekstrem i den sammenhæng.

For at svare på spørgsmålet om, hvorvidt islamisk magtovertagelse er sandsynlig, må man ergo vide noget om karakteren af den islamiske bevægelse i det konkrete land, man beskæftiger sig med. Man må også vide noget om, hvor stærk modstandskraft det givne samfund har – kan udenforstående islamister blot vende tilbage fra eksil med firetoget og uden videre overtage et oprør, eller findes der kræfter, som har styrke til at sætte sig imod?

Derfor er et spørgsmål som dette også særdeles plads- og indsigtskrævende at  besvare fyldestgørende. Helt generelt kan man dog sige, at den udbredte Iran 1979-analogi er misvisende, såfremt forholdene i det land, hvormed man sammenligner, afviger væsentligt fra datidens Iran på de nævnte og ganske givet også andre parametre.

Og det er i høj grad tilfældet. Lad mig begynde med Egypten. Egyptens Muslimske Broderskab er den eneste muslimske gruppering af betydning i landet, og bevægelsen har kun i begrænset omfang været involveret i oprøret, da den såvel før som efter Mubaraks fald ganske enkelt har været forbudt af myndighederne. Forbuddet skyldes en paragraf i den egyptiske forfatning, der tilsiger, at politiske partier med religiøst grundlag ikke er lovlige. Broderskabet repræsenterer således en forfulgt minoritet i det egyptiske folk. Dertil kommer, at medens det iranske militær efter shahens fald fremstod splittet og uforberedt, er det egyptiske militær en samlet og velorganiseret magtfaktor i det egyptiske samfund, der har lært lektien fra 1979 og ikke tager nogen chancer.

Libyen er også interessant at tage i øjesyn. NATO har talt med bekymring om, at oprøret måske er delvist infiltreret af Al Qaeda, sådan som Gaddaffi selv fra begyndelsen har hævdet det. Landet har dog ingen samlet islamisk opposition – og det samme kan for samlingens vedkommende siges om Libyens regering. Den har indtil for nylig i høj grad været baseret på Gaddaffis evne til at forhandle stabilitet på plads med de libyske klaner, der har haft udstrakt selvstyre i flere regioner, og placeringen af hans egne fortrolige og familiemedlemmer på essentielle poster. Når og hvis Gaddaffi forsvinder, vil ingen af de konkurrerende klaners ledere have interesse i, at oprøret resulterer i en islamisk magtovertagelse, der centraliserer styret og sætter dem uden for indflydelse. En sådan vil de derfor forsøge at forhindre, hvis det skulle blive aktuelt.

Diktatorerne i Mellemøsten har haft og har til stadighed en klar interesse i at foregøgle os en overhængende risiko for islamisk magtovertagelse i deres respektive lande, og det er da også korrekt, at vi fra et sikkerhedspolitisk perspektiv må foretrække en sekulær diktator frem for et utilregneligt præstestyre. Dette er dog ikke ensbetydende med, at risikoen er så stor, som det fortælles. Libyen og Egypten blot to eksempler på, at variation i de nationale forhold er altafgørende for islamiske bevægelsers mulighed for at tage magten. Historiske analogier bør med andre ord anvendes med forsigtighed.

Bortset fra de rent ideologiske grunde – hvorfor bør vi så foretrække demokrati i Mellemøsten?
Til en begyndelse kan siges, at jeg ikke under normale omstændigheder ville vælge at se bort fra de rent ideologiske grunde til at foretrække demokrati frem for diktator. Udbredelsen af universelle frihedsrettigheder som ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed, ejendomsret og deslige er mål, vi som liberale nødvendigvis må efterstræbe. Anerkender vi ikke dét, kan vi vanskeligt argumentere for, at disse frihedsrettigheder er netop universelle og må så i stedet påstå, at frihedsrettigheder er et specifikt vestligt fænomen, der er et resultat af vestens historiske udvikling og ikke nødvendigvis hverken værre eller bedre end den mangel på frihed til almindelige mennesker, der er normen i andre dele af verden.

Ikke desto mindre har jeg fået spørgsmålet indtil flere gange. Heldigvis er der ikkun ideologisk funderede, men også sikkerhedspolitiske begrundelser for, hvorfor demokrati er at foretrække. Den kvikke læser har sikkert allerede tænkt tanken: den demokratiske fredstese, altså ideen om, at demokratier afstår fra at føre krig imod hinanden og i det hele taget udvikler en mere stabil og forudsigelig forhandlingskultur end diktaturer, må da være et afgørende argument – og dertil er kun at sige, at deri har vedkommende fuldstændig ret.

Den demokratiske fredstese er dog ikke helt så ligetil, som den lyder. Faktisk er ideen meget omdiskuteret i politologien, og det er ikke lykkedes at komme til enighed om, hvorvidt den overhovedet er en empirisk realitet. Blandt andet er der igennem tiderne  givet en række eksempler på det modsatte: at demokratier rent faktisk kriges. Et bud på en kvalificering af den oprindelige tese er følgelig fremsat af teoretikere som Owen, der påpeger, at tager man højde for, om demokratierne opfatter hinanden som sådan og holder sig til at antage, at demokratier ikke går i krig mod hinanden, hvis de vel at mærke opfatter hinanden som demokratiske, modsiger eksemplerne på demokratier i krig ikke længere tesen.

Udfordringen bliver så at påvise, at lederne af et givent land ikke blot redefinerer andre lande som værende demokrati eller diktatur afhængig af, om de er venner eller fjender. Kan man godtgøre, at en sådan kontekstuelt bestemt ændring finder sted, hver gang det er belejligt, er den demokratiske fredstese varm luft. Dette er dog endnu ikke lykkedes – og der er således til stadighed tungtvejende grunde til at foretrække samarbejde med demokratier.