Dette indlæg blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad 19/5 – 2011.

Oppositionen har mandag fremlagt Fair Løsning 2020. Planen, der udgør oppositionens endelige bud på, hvordan Danmarks økonomiske udfordringer frem til 2020 skal løses, er således nu offentliggjort og stillet til skue for alle og enhver, der måtte ønske at vide, hvad de kan vente sig af en eventuel rød regering efter et valg. Og man må lade S og SF, at dele af planen er veldokumenteret – nemlig de dele, der koster penge at realisere.

Hvad angår de dele, der skal skæppe i kassen og sørge for at genoprette balancen i dansk økonomi, er dokumentationen desværre mindre overbevisende. For eksempel er det ikke givet, at flere i uddannelse vil indbringe hele 4,8 mia. kroner. Det afhænger blandt andet af, om man når det noget optimistiske mål for andelen af unge i uddannelse, der er en af forudsætningerne.

De 15 mia. fra trepartsforhandlinger med fagbevægelsen forudsætter ligeledes, at fagbevægelsen overhovedet har i sinde at forhandle om andet og mere end gavmilde gaver til bevægelsen selv. Også dette er tvivlsomt, og man kunne blive ved. Det er unægtelig imponerende, at oppositionen har fantasi til at forestille sig alle de fugle på taget – men det ser ikke ud til, at de har nogen i hænderne?

Populisme er blevet et modeord i politik. Særligt partier som Dansk Folkeparti og dets søster- og broderpartier i det europæiske udland kaldes rask væk for populister eller sågar højrepopulister i tide og utide, og det er ikke en betegnelse, man ligefrem længes efter.

Senest har Jens Rohde, medlem af Europaparlamentet for Venstre, kaldt Dansk Folkepartis forslag om grænsebomme for “ren populisme.”

Men hvad er populisme egentlig? Ordet kommer af det latinske populus, der slet og ret betyder “folk.” Populisme kan således betegnes som en politik, der bygger på jævne folks verdensbillede. Vælger man denne definition, forekommer det uklart, om der overhovedet er tale om et skældsord. Hvad skulle der være galt i at føre politik på grundlag af jævne folks holdninger? Er det værre end at føre politik på grundlag af elitens præferencer?

Ordet bruges da også gerne med en mere negativ undertone – som betegnende en politik, der følger den skiftende folkestemning i stort og småt og således ikke bygger på nogen form for konsekvens eller ideologi, men blot er en art stemmemaksimerende følgagtighed.

Denne forståelse af populisme – som Rohde synes at abonnere på – indebærer for det første en nedværdigelse af befolkningen i og med, at den uden videre forudsætter, at folkestemningen og dermed folkets politiske ræsonnementer er inkonsekvente og uden ideologisk bevidsthed.

For det andet er begrebet populisme i denne aftapning uegnet som beskrivelse af den politik, Dansk Folkeparti i det konkrete tilfælde fremlægger. Grænsebomme er nemlig langt fra et nyt forslag. Tværtimod er det noget, partiet har været tilhængere af, lige siden det stemte imod tiltrædelse af Schengenaftalen. Den skiftende folkestemning har med andre ord ikke ansvaret for Dansk Folkepartis holdning på området. Det har derimod Dansk Folkepartis politikere. Ergo er det simpelthen ikke korrekt, at der er tale om populisme, i hvert fald ikke, hvis ordet skal forstås som negativt ladet.

Det ville være klædeligt, om politikere til højre såvel som til venstre for midten ville bruge bruge ordet populisme med større omtanke. Der er talrige argumenter imod forslaget, for eksempel det nys fremførte om køer ved grænsen. Hvorfor ikke bruge dette og andre glimrende argumenter frem for straks at trække populismekortet?

Filmene om Olsen-banden under ledelse af fantasten, kleptomanen og hidsigproppen Egon Olsen er et vaskeægte nationalklenodie i dansk kultur. Det er uforfalsket familiehygge at følge den håbløse bande, efterhånden som Egon Olsens mystisk koreograferede kupforsøg går galt, enten på grund af uforudsete omstændigheder eller håndlangerne Benny og Kjelds notoriske utilstrækkelighed. Vi ved godt, hvordan det ender, og det generer os ikke, for det er jo bare film – men i den virkelige verden vil vi naturligvis ikke som Benny og Kjeld blindt adlyde en mand, der uden dokumentation påstår at have planen, der kan løse alle vores problemer.

Næh, i den virkelige verden spørger vi selvsagt, hvad den famøse plan egentlig består i? Hvordan det helt præcist er, den når det mål, den påstår at nå? Eller gør vi? I hvert fald ikke alle.

I de forskellige skitser til en plan for dansk økonomi, oppositionen har fremlagt, regner man helt og holdent med, at LO’s Harald Børsting finder de penge, der mangler. Og det skal han nok, siger han. Uden dokumentation – og uden at ville specificere bare nogenlunde, hvad han har i tankerne. Alligevel kan man næsten høre Helle og Villy råbe: ”Skide godt, Harald!”

Dette indlæg blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad 27/4 – 2011.

Oppositionen har ødelagt den offentlige debat. Det, der engang var intelligente menneskers udveksling af argumenter i gensidig respekt for hverandre, er i dag degenereret til en fordummende opvisning i mere eller mindre velartikulerede ukvemsord.

Når økonomer foreslår, at en ændring af boligbeskatningen måske er en måde at finansiere den danske velfærd på, er det ”økonompis”, hvis man spørger Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup. Hverken mere eller mindre.

Når Børsens journalister drister sig til at spørge, hvornår præcis Socialdemokraternes 12 minutter mere i arbejde skal sættes i værk, og hvad det betyder for planens holdbarhed, er det intet andet end ”fuckjournalistik” i politisk ordfører Henrik Sass Larsens øjne.

Også fagbevægelsen er ramt af bacillen. Da LO’s Harald Børsting for eksempel blev forelagt, at den gennemsnitlige dansker i dag giver statskassen et underskud på omtrent 800.000 kr., lød svaret således, at ”sådan noget vrøvl” gad han skam ikke høre på. Hvor bliver respekten – for ikke at tale om argumenterne – af?

Dette indlæg er offentliggjort på Venstres Ungdoms hjemmeside.

Osama bin Laden er død. Efter ti års intens jagt lykkedes det i søndags endelig amerikanerne at få ram på Osama bin Laden, og netop nu fejres amerikanernes sejr verden over. I den forbindelse kan vi passende spørge os selv, hvad drabet på bin Laden betyder for Al Qaedas virksomhed? Indvarsler hans død Al Qaedas endeligt og en ny, terrorfri verdensorden, eller kan den knapt mærkes i en terrororganisation af geografisk og intellektuelt decentral karakter, hvor aktioner planlægges af løst organiserede og mere eller mindre spontane enheder, der opererer uafhængigt af Al Qaedas topfigurer?

I besvarelsen af dette spørgsmål kan det være nødvendigt at skelne mellem på den ene side Al Qaedas evne til at gennemføre operationer og på den anden side bevægelsens evne til at mobilisere fremtidige generationer og skabe folkelig opbakning blandt verdens muslimer.

Hvad angår den rent operationelle kapacitet er de fleste eksperter enige i, at bin Ladens død ikke umiddelbart har den store betydning. Modsat en national militær enhed, der har et klart geografisk og intellektuelt center (hjemlandet og militærets ledelse), er en terrororganisation som Al Qaeda nemlig decentralt organiseret. Med andre ord har organisationen ikke en enkelt bagmand, der koordinerer og planlægger dens aktiviteter, ligesom der heller ikke findes et decideret hovedkontor. Det er givet, at bin Laden og hans nærmeste har været orienteret om meget af det, der er foregået, men majoriteten af de terroraktioner, verden har set siden 11. september 2001, er formodentlig i al væsentlighed blevet planlagt af autonome terrorgrupper.

Alligevel er de fleste eksperter enige om, at tabet af bin Laden udgør et vigtigt tilbageslag for Al Qaeda-bevægelsen. Den afgørende grund til, at dette er en korrekt analyse, er bin Ladens symbolske betydning. Alene i kraft af, at han var en af bevægelsens oprindelige grundlæggere, talte han med særlig legitimitet. Dertil kommer, at bin Laden var en dygtig retoriker, en karismatisk personlighed og ikke mindst et kendt ansigt for såvel verdenspressen som det store flertal af muslimer.

Bevægelsen vil utvivlsomt inden længe vælge en ny leder og gøre et ihærdigt forsøg på at køre vedkommende i stilling. Mest oplagt er bin Ladens højre hånd, Ayman al-Zawahiri. Imidlertid er den gængse vurdering, at bin Laden i kraft af de ovenfor beskrevne karakteristika havde nogle kvaliteter, som al-Zawahiri ikke lever op til. Ph.d. og lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Helle Lykke Nielsen, siger eksempelvis om al-Zawahiri, at han “ikke [har] de samme evner som bin Laden, [...] er ældre, mere tør og ikke taler lige så godt,” og det er et skudsmål, der er udbredt enighed om.

Al Qaeda forsvinder ikke uden videre, blot fordi bevægelsen må udnævne en leder af ringere kvalitet end den foregående, men man kan med rette håbe, at bin Ladens død vil gøre det besværligere at rekruttere nye medlemmer og opretholde den nuværende folkelige opbakning. En sådan svækkelse vil efter al sandsynlighed medføre, at Al Qaedas autoritet som paraplyorganisation mindskes – en situation, der dels kan forårsage intern splittelse imellem forskellige grupperinger, dels kan gøre bevægelsen ude af stand til at planlægge og udføre storstilede terroraktioner a la angrebet på World Trade Center i september 2001.

Venter man, at bin Ladens død indvarsler en ny, terrorfri verdensorden, bliver man ganske sikkert skuffet. Hverken terrorister eller terroraktioner bliver vi fri for i den nærmeste fremtid, hvor hævnaktioner er overordentlig sandsynlige. Til gengæld kan man formodentlig imødese en tid, hvor Al Qaedas svækkelse giver om ikke færre, så i det mindste mindre omfattende og dårligere planlagte aktioner.

Derfor er der – alt andet lige – noget om snakken: bin Ladens død er en sejr for den frie verden.