“I dag er der mange kristne, der ikke deltager i den demokratiske proces, og det er et problem, fordi det er de kristne stemmer, der skal vælte regeringen. Ved at hedde Danmarks Kristne, kan vi få flere kristne til at deltage i politik. Der skal bygges bro mellem kristne og det øvrige samfund”
- N.N., formand for Danmarks Kristne

Lyder det usandsynligt? Ja. Det er heldigvis også en and. Det samme kunne man tro om det nye parti Danmarks Muslimer, der netop er blevet godkendt af Indenrigsministeriet – men den er god nok. Citatet ovenfor er sakset fra en artikel i Information i dag, hvor partiets formand, Ras Anbessa, udtaler ordene som skrevet står, blot med muslimsk fortegn i stedet for kristent.

Det er selvsagt en aldeles glimrende ambition at engagere alle samfundsgrupper på tværs af religiøse, etniske og kulturelle skel i det politiske arbejde på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Det politiske system kan i høj grad trænge til endnu større fokus på den repræsentationsproblemstilling, der opstår, når dele af samfundet af den ene eller den anden grund ikke deltager aktivt i samme grad som resten.

Når det er sagt, tror jeg ikke, at et parti for muslimer er løsningen – ligesom et parti for kristne heller ikke umiddelbart er en frugtbar ide. Hvis vi et øjeblik ser bort fra den atypiske kirkepolitik, handler politik nemlig forsvindende lidt om religion. Derfor vil et parti, hvis medlemmer har muslimsk overbevisning, men ikke nødvendigvis så meget andet, til fælles, stå splittet og dermed uden handlekraft og beslutsomhed i langt de fleste konkrete sager.

Simpelthen fordi det, at man er muslim, ikke er ensbetydende med, at man også har en bestemt politisk overbevisning. Akkurat som kristne, buddhister, jøder, ateister og så videre kan muslimer både være socialister, liberale, konservative og alle afarter heraf, helt uafhængig af deres religiøse overbevisning. Danmarks Muslimer har med andre ord ingen mulighed for at repræsentere alle Danmarks muslimer, som partinavnet og markedsføringen som partiet, der samler muslimerne, ellers antyder.

Såfremt man bruger et minut eller to på at sætte sig ind i, hvad Danmarks Muslimer egentlig står for, vil man da også komme til den konklusion, at det ikke er partiets reelle mål. Ras Anbessa siger det selv: “I dag er der mange muslimer, der ikke deltager i den demokratiske proces, og det er et problem, fordi det er de muslimske stemmer, der skal vælte regeringen.”

Ergo har partiet Danmarks Muslimer til hensigt at vælte regeringen og placerer sig dermed entydigt på venstrefløjen i dansk politik. Den ædle ambition om at skabe en højere muslimsk deltagelse i den demokratiske proces er i øvrigt kun relevant, “fordi det er de muslimske stemmer, der skal vælte regeringen,” som Anbessa udtrykker det. De muslimske stemmer, der ikke er interesserede i at vælte regeringen, men alligevel gerne deltager i den demokratiske proces, bedes med andre ord søge et andet sted hen – og ideen om at repræsentere hele det muslimske vælgerkorps går fløjten. Danmarks Muslimer er på ingen måde lig med Danmarks muslimer som helhed.

Med en mindre navneændring til Danmarks Venstreorienterede Muslimer eller lignende kunne partiet snildt undgå den falske varedeklaration, men eftersom der fint er plads til regeringsvenlige muslimer i regeringspartierne, hvorfor er der så ikke ligeledes plads til regeringskritiske muslimer i oppositionspartierne, kunne man spørge. Det er der naturligvis også. Ved kommunalvalget i november så vi alle, hvorledes muslimer såvel som mennesker af utallige andre religiøse observanser stillede op til kommunal- og regionalvalgene for partier, hvis holdninger lignede deres egne, deres religiøse ståsted ufortalt.

Set herfra er partiet Danmarks Muslimer derfor fra begyndelsen en overflødig konstruktion, der i bedste fald vil vise sig nytteløs og gå i sig selv inden længe, i værste fald vil bidrage til en yderligere politisk marginalisering af Danmarks muslimske befolkningsgruppe. Overflødig eller ej, de etablerede partier må tage dannelsen af Danmarks Muslimer alvorligt. Den vidner om, at der er behov for en tydelig og utvetydig markering af, at politik er for alle. Politik kan og skal være det, der samler os som borgere i det danske samfund – på tværs af etniske, religiøse og kulturelle skel.

Når Barack Obama tager til Oslo for at modtage Nobels fredspris, kan han nyde folkets hyldest for den store og agtværdige indsats for verdensfreden, han har gjort i sin tid som USA’s præsident. Men hvori består egentlig den prisværdige indsats, har har været i stand til at yde efter under et år i embedet? Obamas administration har hidtil udvist større forhandlingsvilje og stået for en mere diplomatisk linje end forgængerens, men hvem havde ærlig talt forestillet sig, at det var muligt at overgå George W. Bushs udenrigspolitiske unilateralisme?

Og hvad er det egentlig helt præcist, Obama har udrettet? Hvad er den konkrete forbedring af verdensfreden, hans virke er resulteret i? Det er der ikke rigtig nogen, der har kunnet give et kvalificeret svar på. Nobelpriskomiteens bud på en begrundelse, der kan berettige til fredsprisen,  er en løst formuleret ros til Obamas visioner, hvor såvel den nye atomvåbenstategi som USA’s indstilling til klimaudfordringen nævnes:

Nobelpris-komiteens begrundelse (Information)
“Den norske Nobelkomité har besluttet, at Nobels fredspris for 2009 tildeles præsident Barack Obama for hans ekstraordinære indsats for at styrke det internationale diplomati og samarbejde mellem folkene. Vi har i bedømmelsesudvalget navnlig lagt vægt på Obamas vision om og arbejde for en verden uden atomvåben. Obama har som præsident skabt et nyt klima i international politik. [...] Takket være Obamas initiativ spiller USA nu en mere konstruktiv rolle for at imødegå de store klimatiske udfordringer, som verden står overfor.”
- Nobelkomiteen

Jeg tror ikke, at  mange vil erklære sig uenige i, at Obama har gjort en positiv forskel som USA’s præsident. Derom er undertegnede heller ikke i tvivl. Det, der udløser min kritik af Nobelpriskomiteens valg, er således ikke en forudindtaget modvilje mod Barack Obama som person eller det, han står for. Snarere udløses den af et spørgsmål, der i en verden med 6 mia. mennesker at vælge af må forekomme logisk for de fleste: er der ikke nogen, der har fortjent den mere?

Ser man på listen over modtagerne af Nobels fredspris igennem tiderne, glider øjnene ned over navne som Nelson Mandela, Martin Luther King, Desmond Tutu og Jimmy Carter. Fælles for modtagerne er for det første, at de ikke blot har holdt visionære taler. De har rent faktisk ført ordene ud i livet. For det andet og nok så vigtigt har de tillige det til fælles, at de har fået prisen efter at have ydet en indsats for verdensfreden. Ikke før. Man må yde, før man kan nyde, lyder et gammelt mundheld, og det er sund fornuft, også for Nobelpristagere.

Obama, derimod, har fået prisen for sine gode intentioner. Finn Ziegler, der er medstifter af Libertas, skriver på sin blog Zieglers hjørne om valget af Obama:

Nobelkomite udsteder en “fredspris-future” til Obama (Zieglers hjørne)
“Det er første gang i min erindring, at prisen går til en, som intet har udrettet. Absolut intet. Obama har fået prisen for gode intentioner. Det er vel typisk sådan, at mødre vil behandle deres børn: Belønne dem for gode intentioner. Fædrene vil nok se handlinger snarere end gode intentioner.”
- Finn Ziegler

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har i et indlæg på sin blog, Verden omkring Danmark, kaldt tildelingen for “på forventet efterbevilling” og mindes ligesom Ziegler ikke, at Nobelkomiteen tidligere har uddelt fredsprisen på et så vagt grundlag. Wall Street Journal, som Ziegler også henviser til, omdøber i en kommentar Nobels fredspris til “The Nobel Hope Prize”, altså noget i retning af Nobels håbspris på dansk. Obama har fået prisen, fordi han giver os håb, er budskabet. Eller med lidt andre ord: Obama har fået prisen, fordi han har givet os forhåbninger om, at han kan levere varen.

Men hvad nu, hvis han ikke kan løfte opgaven? Kan prisen så trækkes tilbage? Nej, vel? Information skrev i går om den nye strategi for Afghanistan, Obamas administration har offentliggjort. Fokus er især på en bestemt kontroversiel bestanddel af den nys lancerede strategi. Obama vil, skriver avisen, stik mod ekspertanbefalinger og med tvivlrådige allierede, udruste op mod 50000 militsfolk i Afghanistan med våben, der skal gøre dem forsvarsdygtige og dermed muliggøre lokalt selvstyre uafhængigt af Taleban, hvorved man håber at svække bevægelsen, der netop står stærkest i de uvejsomme og tyndtbefolkede områder.

Militserne i Afghanistan er lokalt funderede, uafhængige militære enheder, som NATO tidligere har brugt enorme ressourcer på at afvæbne for at vinde kontrol med landet og sikre dets indbyggere mod interne militsstridigheder og de blodbad, disse risikerer at ende med. Nu skal de altså bevæbnes igen – og præsident Barack Obama, modtager af Nobels fredspris, betaler regningen.

Man kommer uvægerlig til at tænke på George Orwells 1984, hvor det altseende og altkontrollerende parti, der slet og ret hedder Partiet, blandt andet opererer med en tankekontrollogik, der går ud på, at hvis man kan redefinere sproget, kan man også redefinere, hvorom det overhovedet er muligt at tale. Derfor har Partiet opfundet det såkaldte newspeak, eller nysprog, der umuliggør kritik af Partiets styre igennem en konsekvent begrebsforvanskning. For eksempel hedder det ministerium, der beskæftiger sig med krigsførelse, Ministeriet for Fred.

Gad vide, om vi fremover skal se Nobels fredspris som udtryk for samme tankegang – så det, vi kalder en fredspris, i virkeligheden er en eufemistisk omskrivning af realiteterne, ifølge hvilke vi nærmere burde tale om Nobels krigspris? Lad os endelig ikke håbe det. Under alle omstændigheder står det dog klart, at Nobels fredspris – også med Al Gores modtagelse af prisen i 2008 in mente – bevæger sig længere og længere væk fra det antimilitaristiske udgangspunkt, Alfred Nobel oprindelig havde tiltænkt den i sit testamente. Ja, nordmanden Frederik Heffermehl hævder sågar i en ny bog, at Nobelkomiteen uddeler ulovlige fredspriser.

Nobels fredspris tilbage på sporet, tak.

Hvert fjerde år samles eliteidrætsudøvere fra hele verden et på forhånd aftalt sted for at afholde De Olympiske Lege. Disse idrætsudøvere er spredt ud over hele spektret af sportsgrene, og der er utallige af slagsen. Alt fra judo over fægtning til skydning er således for olympiske sportsgrene at regne.

Politik er imidlertid ikke på denne liste, og det må komme som en overraskelse for de politiske kommentatorer, der fylder mere og mere i dansk politik. Disse kommentatorer har, som DSU og VU’s fælles såkaldte “bullshitbarometer” dokumenterer, i de forløbne år fået større og større medieopmærksomhed.

Det er berettiget: deres beskrivelser af magtkampe og taktiske træk i dansk politik er underholdende og dejlig uforpligtende nyhedsdækning, der kan indtages problemfrit, medens man slænger sig på sofaen eller surfer på sin pc, omtrent som sæbeoperaer o.l. i eftermiddagstimerne på TV2 – eller netop sportskommentarer som dem, der publiceres i forbindelse med OL og andre idrætsbegivenheder.

De såkaldte analyser er kort sagt metafor- og farverige beretninger om politik i dagens Danmark på godt og ondt, og sådanne kulørte historier har naturligvis deres plads. Problemet er blot, at de netop kun er kulørte historier, ikke seriøs politisk journalistik.

Deres fremtrædende position i mediebilledet kombineret med den kultdyrkelse, flere kommentatorer har haft held til at skabe om sig selv, afspejler ikke dette forhold. Kommentatorernes tiltagende magt og dominans i den politiske journalistik bør anspore dem til ikke blot at beskæftige sig med de taktiske overvejelser, selve det politiske spils form, men også med spillets indhold, den politiske substans.

Politik er nemlig ikke kun intriger, personspørgsmål, tæl til 90-leg og katten om den varme grød. Politik er ligeledes helt konkrete politiske forslag og udspil, der ikke – som mangen en kommentator ellers rutinemæssigt har hævdet – hovedsageligt er udtryk for, at “regeringen er presset” eller “oppositionen demonstrerer sammenhold”, men derimod udtrykker politikernes interesse for de problemer, samfundets borgere oplever, og deres løsninger.

Netop derfor er et initiativ som Bullshitbarometeret – omend man efter undertegnedes mening godt kunne have fundet på et bedre navn, hvad for eksempel med Varmluftsmåleren, Tomgangsdetektoren eller lignende – yderst velkomment. Det kommer i rette tid (om ikke for sent). Tanken med barometeret er ganske enkelt at give den besøgende muligheden for at anmelde og vurdere en politisk kommentators optræden i medierne på en art lødighedsskala, hvorefter denne vurdering så lægges offentligt til skue.

Man kan nære et lønligt håb om, at det vil være med til at sætte fokus på den forfladigelse af den politiske debat, de senere års mediedækning har faciliteret. Mindre sport, mere substans, tak. Eller som VU’s formand, Jakob Engel Schmidt, og DSU’s mand på samme post, Peter H. Thomsen, ytrer i deres fælles kronik i Berlingske Tidende:

Skru ned for politiske kommentatorer (Berlingske Tidende)
“Skrevne såvel som elektroniske medier skyder vælgerne og demokratiet i foden ved at fokusere på formen frem for indholdet.  [...] mere tid til den politiske journalistik og gå kritisk i dybden med politiske forslag. Hvad taler for og imod et givent udspil? Holder politikerne det, de lover, og er der noget, de glemmer? Alt dette er ganske relevant og langt mere interessant end taktik og spin.”
- Jakob Engel Schmidt og Peter H. Thomsen

Bragt i en lettere redigeret udgave i Kristeligt Dagblad 11/11 – 2009.

Når hele Vorherres skaberværk stander i våde (eller bogstavelig talt er i fare for det) som følge af klimaforandringerne, er det oplagt for et kristent menneske at interessere sig for emnet. Derfor, må ræsonnementet være, er det også oplagt for kirken som sådan at blande sig i det. Det gør man så med klokkeringning på dagen for klimatopmødet i København d. 13. december 2009. Ikke bare én, men 350 gange (for de 350 ppm, CO2′ens andel af atmosfæren ifølge målsætningerne mindst skal reduceres til) skal klokkerne landet over bimle og bamle for Jordens ve og vel.

Mange steder i landet vil man endog akkompagnere klokkeringningen (eller omvendt) med en såkaldt skabelsesgudstjeneste, der skal bidrage til at sætte yderligere fokus på klimaudfordringen. Initiativet, der organiseres af Grøn Kirke og Danske Kirkers Råd, har affødt mange og meget forskelligartede reaktioner. Min reaktion sammenfattes meget godt af Folketingets kirkeudvalgs formand, Venstres Britta Schall Holberg:

Politikere strides om klimaringning (Kristeligt Dagblad)
“Jeg tror, at de er blevet fuldstændig gale. Det er misbrug at spænde kirken for en klima-vogn. Jeg kan ikke gøre andet end at ryste på hovedet.”
- Britta Schall Holberg (V)

Der er intet problematisk i, at man som kristen på baggrund af Bibelens ord finder det nødvendigt at deltage i klimadebatten. Slet ikke. Det må man naturligvis gøre, lige så tosset man vil, akkurat som alle mulige andre må deltage efter forgodtbefindende med deres egne bevæggrunde herfor, de være sig verdslige såvel som religiøse. Det problematiske består deri, at kirken som sådan, kirken som institution i sin helhed støtter ringningerne.

Denne støtte er nemlig udtryk for en politisering af folkekirken. Det ved de biskopper, der støtter ringningerne, godt. Derfor har et af deres hovedbudskaber i debatten været at dementere dette forhold. Som biskop Peter Fischer-Møller formulerede det:

Klimaklokker skal kalde til nødvendige forandringer (Kristeligt Dagblad)
“Klimaet er ikke en partipolitisk sag. Det handler om klodens og vor fælles fremtid, som vi som kirke også bør forholde os til.”
- Biskop Peter Fischer-Møller

Et udsagn, der ganske åbenlyst er aldeles tåbeligt – for hvorom er det, politik i reglen drejer sig? Netop: “klodens og vor fælles fremtid.” Med andre ord er klimaet i allerhøjeste grad en partipolitisk sag, hvilket da også understreges af, at klimatopmødet ikke er et religiøst forum, men derimod et politisk topmøde med deltagelse af politikere og deres embedsmænd fra hele verden, der efter planen skal munde ud i politiske beslutninger.

Nu er det sådan, at man for at kunne foretage en verdslig ringning – principielt i kategori med de ringninger, der tidligere skete ved radioaktivt nedfald, luftforurenings- eller mobiliseringsvarsler (mere herom i kirkeministerens svar til kirkeudvalget på et spørgsmål om klokkeringningerne) – skal have Kirkeministeriets tilladelse. En sådan tilladelse har Grøn Kirke-initiativet dog end ikke forsøgt at opnå, for, siger man (blandt andre biskop Fischer-Møller med udgangspunkt i ovennævnte citat), det er skam en kirkelig ringning.

Spørgsmålet er så blot: hvis ikke den internationale politiske forhandling om foranstaltninger til bevarelse af Jordens miljø er en så politisk sag, at den kan afvises som værende kirkelig, hvad i alverden vil man da kunne nævne som et eksempel på en sag, der ligger uden for den kirkelige sfære? Med “kirkelige” klimaringninger er grænsen mellem religion og politik i folkekirken ikke bare overskredet, den er gjort fuldstændig indholdsløs og dermed i realiteten ophævet.

Når miljøpolitik er et kirkeligt anliggende, hvorfor mener kirken ikke også noget om socialpolitik? Integrationspolitik? Eller hvad med trafikpolitik – det er vel god kristen etik at gøre busserne gratis, så moster Oda kan komme til gudstjeneste om søndagen uden at skulle give afkald på sin i forvejen sparsomme folkepension.

Provst i Helsingør Stift, Peter Balslev-Clausen, er enig:

Klima-kirkeklokker skaber uro (Jyllands-Posten)
“Den planlagte klokkeringning er en klar politisk tilkendegivelse og tager evangeliet som gidsel i en sag, der skal løses politisk og teknisk. Man skal passe morderlig på, at der ikke går religion i klimadebatten. Så kan man også ringe med kirkeklokkerne for en ny sociallov og andre politiske dagsordener”
- Provst Peter Balslev-Clausen

Så vidt er det gudskelov (!) ikke kommet, og det er der god grund til at glæde sig over. For det første, fordi det er i strid med kirkens religiøse grundlag, lutheranismen (man bruger ikke udtrykket den evangelisk-lutherske folkekirke for ingenting). En af lutheranismens centrale pointer er nemlig toregimentelæren, der kort sagt går ud på, at livet har to regimenter, det verdslige og det åndelige. Heraf er det kun kirkens opgave at beskæftige sig med det åndelige regimente. Denne sondring mellem det åndelige og det verdslige giver god mening, når man læser Bibelen. Jesus engagerede sig aldrig i politik. Som han udtrykker det i Matthæusevangeliet: “giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”

For det andet, fordi en politisering af kirken rent opbakningsmæssigt ikke just er et intelligent træk fra kirkens side. Ved at tage så klart politisk stilling risikerer folkekirken at støde de sognebørn fra sig, der ikke er enige i kirkens politiske standpunkt. For eksempel bliver det efter d. 13. december lidt sværere for dem, der har et mere nuanceret syn på klimaproblematikken end Fischer-Møller og kompagni, at tage kirken seriøst, ligesom nogen sikkert også ærgrede sig over forløbet i Brorsons Kirke, hvor sognepræst Per Ramsdal ligeledes spændte kirken for en politisk vogn.

I et interview i Politiken slår Ramsdal til lyd for, at kirke og stat skal adskilles, idet han ønsker “en kirke, der træder i karakter, melder ud om samfundsanliggender og engagerer sig i det sociale arbejde – uden dog at gå ind i politik.” Hans argumentation herfor er legitim nok, nemlig at ordene fra prædikestolen ikke giver mening, hvis de ikke omsættes til handling. Deri har han ret. Han har blot misforstået folkekirkens lutherske grundlag, ifølge hvilket denne udøvelse af kristendommen jævnfør tankerne om det personlige gudsforhold i praksis er det enkelte individs anliggende. Desuden kunne jeg godt tænke mig at høre Ramsdals bud på en grænsedragning mellem “samfundsanliggender” og “politik”? Jeg tror næppe, at det lader sig gøre på en meningsfuld måde.

Personligt er jeg meget glad for at komme i kirken og agter ikke at lade mig skræmme væk af enkelttilfælde som disse, men folkekirkens i stigende omfang politiserende linje generer mig ikke desto mindre. Andre med en mindre tilknytning til folkekirken end jeg, der står i samme situation, kan nok tænkes at tage deres kirkegang – eller endda deres medlemskab – op til overvejelse. Den 13. december ringer klokkerne for klimaet, men kirken risikerer, at de en skønne dag ringer for kirken selv i en noget sørgeligere kontekst, hvis den fortsætter med at se bort fra de lutherske ideer om toregimente, personligt gudsforhold og så videre, hvorpå den bygger, og blande sig i den politiske debat som nu.

Korruption. Det lyder fælt, og ordet leder tankerne i retning af bananrepublikker, militærdiktaturer og lignende. Stater, hvor magt og indflydelse ikke opnås i en demokratisk proces af den, der har argumenterne, men tværtimod kan købes af den, der har pengene. Stater, hvor demokratiet er teater, et skuespil, en farce til pøbelens underholdning.

Korruption er om ikke demokratiets modsætning, så i hvert fald en af dets værste fjender, og i undersøgelser af demokratiets tilstand rundt om i verden er korruption netop derfor et af de helt centrale parametre. I hvor høj grad skabes politik i en reel offentlig diskussion snarere end af velstillede interessenters økonomiske bidrag til at fremme specifikke politiske beslutninger? Dét er et centralt anliggende for demokratiet.

Tænk, hvis Venstres og Konservatives partiprogrammer var skrevet af A.P. Møller Mærsk, tænk, hvis Danmarks rigeste mand, hr. Mærsk Mc-Kinney Møller, dikterede regeringens politik, således at fremsatte lovforslag på forhånd var afpasset med virksomhedens behov på samtlige relevante områder. Ville det være demokratisk – eller sagt på en anden måde: kan politik være til salg i et demokrati?

Svaret er naturligvis et klokkeklart nej. Formelt set ville Danmark i den ovenfor skitserede hypotetiske situation til stadighed have karakter af et demokrati, men det er åbenlyst, at demokrati som begreb er tømt for det indhold, hvormed vi ellers associerer det, i det øjeblik demokratiske beslutninger kan fremprovokeres direkte af utilslørede finansielle  overførsler.

En ting er, at erhvervsdrivende støtter borgerlige partier, medens fagbevægelsen traditionelt har haft et godt øje til venstrefløjen og følgelig har bidraget til de herunder rangerende partikasser. Disse transaktioner er udtryk for støtte til den politik, partierne fører; vel at mærke en støtte, der ikke indeholder modkrav om særlige hensyn og politiske markeringer.

Noget andet er, hvis nogen – en virksomhed, en fagforening, en rigmand, en avis – uden blusel kan købe et partis politik, overtage politikformuleringen og idéudviklingen mod et nærmere aftalt beløb. Noget andet er, når politik er til salg. Heldigvis lever vi i et eksemplarisk land uden korruption af betydning, det dokumenterer alle komparative internationale undersøgelser (se for eksempel Transparency International-undersøgelsen fra 2008). Politikere kan ikke købes, ikke i Danmark.

Troede vi. Indtil det for nylig kom for en dag, at odenseanere og københavnere, der i disse dage følger med i den kommunale valgkamp, er blevet snydt. Socialdemokraterne i Odense og København – under henholdsvis Anker Boyes og Frank Jensens ledelse – præsenterer nemlig ikke, som man ellers ganske oplagt kunne tænkes at formode, Socialdemokraternes politik. De præsenterer LO’s. Begge steder har LO formuleret de partiprogrammer, som i øvrigt ikke bare Socialdemokraterne, men tillige flere af de øvrige venstrefløjspartier godvilligt har skrevet under på – og begge steder har partierne gjort det velvidende, at baggrunden var en klar aftale om økonomisk støtte til gengæld for ulejligheden.

Ud over det betænkelige i, at politikere kan købes – og endda undlader at gøre opmærksom på det eller ligefrem lyver sig fra det, som Anker Boye forsøger – har sagen også en anden vinkel. Fagforeninger er ikke politiske partier. De er interesseorganisationer, hvori mennesker af forskellig politisk observans organiserer sig for at fremme netop deres vilkår. Interesseorganisationer, der påberåber sig politisk neutralitet. Denne påstands absurditet stilles nu offentligt til skue – og det er en skam, at det forholder sig sådan, for stærke fagforeninger er en vigtig del af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel.

En fragmentering af de store organisationer udi liberale, konservative og socialistiske foreninger er ikke ønskelig, da en sådan fragmentering vil mindske den styrke, hvormed foreningerne kan tale på deres medlemmers vegne, betragteligt. Omtrent halvdelen af LO’s medlemmer stemmer ifølge undersøgelser på Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti. Ved at tage klart politisk stilling til fordel for venstrefløjen lægger LO afstand til disse medlemmer, og dermed graver fagforeningen sin egen grav.

Venstres Ungdoms formand, Jakob Engel Schmidt, var blandt de første til at reagere på dette galimatias. I et provokerende, men vedkommende og gennemtænkt stunt troppede VU’s formand op ved Frank Jensens kampagnehovedkvarter medbringende en check på 100.000 kr., som han offentligt tilbød Jensens kampagne til gengæld for retten til at formulere kandidatens politiske budskaber. Et tilbud, der er fuldstændig analogt til det, LO valgte at tilbyde Socialdemokraterne i København. I dette tilfælde afslog Frank Jensen dog tilbuddet.

Tilbage er kun at spørge: hvem har mon købt venstrefløjen i din kommune?