En af de vestlige værdier, vi betænker som et særligt adelsmærke for vores kultur, er ligestillingen af kønnene. Med god grund. Ikke mange år skal man tilbage i tiden, førend kvinder på adskillige områder havde en ringere social, økonomisk og kulturel status end mænd. Kvinder havde ikke stemmeret, deres adgang til arbejdsmarked og uddannelse var begrænset etcetera. Der herskede altså det, vi gerne betegner kønsdiskriminerende tilstande. Den negative diskrimination af kvinder var ensbetydende med inefficiens og uværdig behandling af individer. Den rivende kulturelle, sociale og økonomiske udvikling, vesten har gennemgået, er utvivlsomt i et vist omfang et resultat af den omvæltning af fasttømrede kønsroller og disses medfølgende arkaiske samfundsopbygning, feminismen orkestrerede, på dansk grund især fra 1970 og fremefter.

At kere sig om ligestilling er derfor naturligt, hvorfor samtlige danske partier har en ligestillingsordfører, hvis opgave det er at se til, at ligestillingenstilstanden opretholdes og – i de tilfælde, hvor den endnu ikke er opnået – udbygges. Måske var det det med at udbygge, Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher, havde i tankerne, da hun proklamerede i landsdækkende medier, at S ønsker kønskvotering i danske virksomheders bestyrelser.

Forslaget faldt ikke overvejende i god jord, idet Rademacher udtalte, at såfremt virksomhederne ikke overholdt kvoteringsreglerne, måtte de tvangsopløses. I sandhed et vanvittigt standpunkt, at virksomheder ikke skulle kunne vælge frit, hvem de ønsker har sæde i deres ledende organer – og tillige et praktisk umuligt standpunkt. Kom det dertil, at virksomhederne ikke agtede at følge loven på området, skulle man da opløse dem med det tab af arbejdspladser, fortjeneste og og produktion, det uundgåeligt ville medføre, til følge? Nej – truslen herom er naturligvis fuldkommen utroværdig: det er ingenlunde i politikernes interesse at nedlægge i øvrigt retskafne og profitable virksomheder på grundlag af deres bestyrelsers sammensætning.  Hverken ifald der med interesse menes den interesse, de burde have, nemlig landets, eller den interesse, de om ikke andet under alle omstændigheder har, interessen for eget genvalg.

At forslaget ikke er realiserbart, bør imidlertid ikke standse os, hvis det i tilfælde af realisation skønnes at bringe os tættere på idealet om kønnenes ligestilling. Hvis forslaget finder hjemmel i vor opfattelse af ligestillingsidealet, må man søge andre måder, hvorpå det engang i fremtiden bliver praktisk muligt at realisere det. Ergo: øger forslaget ligestillingen, er det betimeligt at søge det vedtaget og eksekveret, om ikke på den ene, så på den anden måde. Muligvis ser det ud, som om det netop er, hvad forslaget gør. Der er for få kvinder i bestyrelserne, og det er ikke ligestilling. Når vi indfører en kvindekvote på 40 %, kommer der flere, hvilket øger ligestillingen.

Det synes såre simpelt, men pas nu på, for skinnet bedrager. Indføres kvindekvoten, vil kvinderne stå i en fordelagtig position, når der skal vælges bestyrelsesmedlemmer. Dette tankeeksperiment illustrerer hvorfor: hvis man har valgt 60 % af en given bestyrelse ved at lade de de bedst kvalificerede kandidater indtræde, og disse kandidater ved en tilfældighed,  eller måske fordi mænd er overrepræsenterede i virksomhedens branche, alle er mænd, ja, så indebærer forslaget, at alle de resterende bestyrelsesmedlemmer skal vælges blandt de kvindelige kandidater.

Det betyder, at en mand og en kvinde, der har erhvervet sig ligelige kvalifikationer – lad os antage, at de er fuldstændig identiske – ikke har samme chance for at blive valgt. Kvinden har 100 % chance, manden 0%, ene og alene som følge af kandidaternes køn. I øvrigt vil selv en mand, hvis kvalifikationer er kvindens overlegne, blive vraget. Forslaget stiller med andre ord ikke kønnene ligeligt, det tilvejebringer ikke ligestilling,  men særstilling til kvinden i forhold til manden.

Særstilling, det var akkurat, hvad kvinden havde, før feministerne fik sko og (røde) strømper på og lod deres budskaber gjalde i gaderne – og det er akkurat, hvad Socialdemokraternes forslag skaber, nu blot ikke længere negativ, men positiv særstilling. Hvor kvinder før feminismen diskrimineredes negativt, vil de efter Rademachers forslag blive diskrimineret positivt. Summa summarum afskaffer forslaget ikke kønsdiskriminationen. Det ændrer blot dens fortegn, så vi får at gøre med en slags omvendt kønsdiskrimination, hvor kvinder gives særligt gunstige vilkår for at få dem ud i bestyrelserne. Jo før, des bedre.

Og denne omvendte diskrimination er, hvor belejlig den end måtte være for den enkelte bestyrelseshungrende kvinde, det stik modsatte af, hvad en ægte ligestillingsforkæmper bør anprise, for hvorledes er det egentlig muligt at retfærdiggøre kvindens særstilling? Er hun monstro dårligere til at varetage bestyrelsesposter, ringere til at erhverve sig kvalifikationer eller på anden vis mindre egnet til bestyrelsesarbejdet end mændene, siden hun er afhængig af et forslag som dette for at opnå en bestyrelsespost? Vi er nok mange, der er enige om, at der ikke er hold i dén tanke. Kvinden er naturligvis mindst lige så dygtige som mændene, også hvad angår bestyrelsesarbejde.

Men hvorfor da indføre denne særbehandling for de stærke, oplyste og karrierebevidste kvinder? Den er jo fuldstændig overflødig: kvinderne både kan og vil selv.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der hører under Europarådet (og ikke, som mange ellers har givet udtryk for, er en del af EU-systemet), har for nylig dømt til fordel for en italiensk kvinde, der indklagede hendes børns skoles brug af krucifikser som udsmykning i undervisningslokalerne. Krucifikserne er, mener domstolen, en krænkelse af hendes børns rettigheder og dermed ulovlige.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg måbede, da jeg læste om afgørelsen. At tænke sig: Italien er et kristent land, hvis indbyggermajoritet udgøres af kristne. Hvad ligner det at forbyde kristne religiøse symboler i dette land? Dette er i sig selv galt nok til, at man vitterlig korser sig. Imidlertid er sagen langt fra ovre. Hvis dommen stadfæstes, er det nemlig ej blot krucifikser i offentlige sammenhænge som for eksempel i undervisningsinstitutioner, der trues. En række europæiske staters nationale flag er tillige i farezonen, eftersom disse på forskellig måde indeholder kors og/eller andre religiøse symboler. Således også Dannebrog, kunne medierne berette. Det lyder som det rene vanvid, men påstanden underbygges af ikke mindre end 37 europæiske juraprofessorer.

Kristne symboler hyppige forekomst i det offentlige rum i Danmark såvel som i en lang række af de øvrige europæiske lande afspejler en kulturhistorisk arv fra kristendommen, der gennemsyrer hele det vestlige samfund. Forbud mod kors i det offentlige rum er ganske enkelt udtryk for kulturel ignorance og historieløshed af en kaliber, der er så uforståeligt uintelligent, at det halve kunne være nok. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech udtalte om dommen:

Birthe Rønn vil blæse på menneskerettighedsdomstol (Kristeligt Dagblad)
“Menneskerettighedsdomstolen [...] har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden fremfor at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder”
- Birthe Rønn Hornbech

Heri kan man kun være enig. En dom som den beskrevne er desværre ikke blot håbløs, fordi den udtrykker mangel på enhver form for forståelse for europæisk kulturs baggrund – den er også håbløs, fordi den i sagens natur krænker en af de mest grundlæggende frihedsrettigheder, religionsfriheden. Beklageligvis er dommen ikke en enlig svale.

Begrænsningen af basale frihedsrettigheder med misforstået henvisning til beskyttelse af mennesker, der kan føle sig stødt af rettighedsudøvelsen, er et tilbagevendende fænomen, der eksempelvis også ses i FN-regi, hvor en række lande på Durban II-konferencen søgte at få indskrevet frihed fra religionskritik i FN’s Menneskerettighedskonvention. En tilføjelse, der – såfremt den var blevet vedtaget – kunne have fået katastrofale følger, idet den er i åbenbar modstrid med en anden grundlæggende rettighed, ytringsfriheden. Heldigvis kom det ikke så vidt, og forbuddet mod religionsforhånelse blev ikke en del af den endelige tekst.

Dommen i den italienske krucifikssag er endnu ikke nået igennem sidste appelinstans, og der er derfor stadig mulighed for, at de talrige opråb om den forskruede dom kombineret med appelinstansens om- og eftertanke fører til, at den forkastes. Derpå må vi følgelig håbe og så i øvrigt afvente den kommende afgørelse. Forhåbentlig besinder domstolen sig, og i så fald er der vel strengt taget ingen ko på isen.

Ikke desto mindre er det højst alarmerende, at en domstol, der er nedsat af Europarådet – hvis medlemsstater til forskel fra de stater, som i FN var bannerførere for forbuddet mod religionsforhånelse, er demokratiske, vestlige nationer med kristne majoriteter – overhovedet kan komme i tanke om at dømme, som det er sket, i første omgang. Ja, man fristes til at udtrykke sig med et godt, gammelt mundheld: kors i hytten!

Dette indlæg er offentliggjort på Venstres Ungdoms hjemmeside.

I forlængelse af finanskrisen, der i Europa i vidt omfang er blevet håndteret ved hjælp af ekspansiv finanspolitik, er flere europæiske landes statsgæld i % af BNP eskaleret voldsomt, således at det for nuværende kun er sølle tre af 27 lande, der overholder de krav, der stilles til lande, som indgår i ØMU’ens 3. fase. Disse krav til konvergens eurolandene imellem indebærer blandt andet, at den samlede offentlige gæld ikke må overstige 60 % af BNP.

Kravet er yderst fornuftigt, fordi det sikrer, at enkeltlande ikke kan undergrave euroens stabilitet og derigennem dens troværdighed på det internationale valutamarked. Ikke desto mindre er dette dog, hvad der sket. Senest har Grækenlands dårlige økonomi været i mediernes søgelys, og det med god grund. Landets offentlige gæld er nemlig på 115 % af BNP. Det vil sige, at landets gæld overstiger værdien af et helt års produktion. Fundamentet under landets omfangsrige økonomi er med andre ord særdeles skrøbeligt. Med reference til den antikke græske kultur kan man måske formulere det sådan, at den efterhånden ligner en kolos på lerfødder.

I forsøget på at undgå en decideret statsbankerot har eurozonens lande tillige med flere lande i ØMU’ens fase 2 finansieret en lånepulje, der gør det muligt  for Grækenland at refinansiere deres lån og betale de renter, der forfalder løbende. Lånepuljen er en historisk stor fællesaftale, der andrager 720 milliarder euro, svarende til 5360 milliarder kroner. Alle 27 EU-lande stiller sikkerhed for beløbet, hvortil IMF bidrager med 1/3.

Rationalet bag lånepuljen synes at være, at hvis man lader falde, hvad ikke kan stå, vil den græske krise sprede sig til resten af eurozonen og ødelægge tilliden til euroen endegyldigt. Lande som Spanien, Portugal, Irland og Italien er alle i farezonen med høj andel af BNP i offentlig gæld og kunne meget vel gå statsbankerot som følge af en finansiel dominoeffekt, hvis investorerne mistede tilliden til, at eurolandene kunne håndtere krisen og redde de truede eurolande fra bankerot. Dette rationale er for så vidt ganske udmærket.

Problemet er blot, at lånepuljen langt fra løser eurozonens grundlæggende problem. Hovedparten af pengene til puljen kommer fra de øvrige eurolande, der allerede selv er plagede af en ekstraordinær gældspukkel i kølvandet på krisen. Dertil kommer, at Grækenland ikke bruger pengene fra puljen til at afbetale på deres statsgæld – det er der ikke mulighed for. I stedet går pengene som tidligere nævnt blot til midlertidig udsættelse af tilbagebetaling ved refinansiering af lån, der forfalder i øjeblikket. Gælden flyttes altså blot rundt inden for eurozonens grænser.

Den eneste måde, hvorpå det er muligt at afhjælpe euroens problemer, er at stille større krav til de enkelte landes økonomiske politik – samt ikke mindst sanktionere de lande, der blot ignorerer de henstillinger, de øvrige EU-lande kommer med. Det er naturligt nok, at de enkelte lande ønsker at bevare muligheden for at føre selvstændig udgiftspolitik. Tidligere har en række lande med Grækenland som det oplagte eksempel fået stiltiende accept af en højst uholdbar offentlig forbrugspolitik. Den græske pensionsalder er i gennemsnit 61 år (indenfor visse erhverv pensioneres man langt tidligere; politimænd pensioneres allerede som 45-årige), og er man offentligt ansat på græsk jord, er der tale om intet mindre end en livstidsstilling.

Det siger sig selv, at sådanne økonomiske prioriteringer bevirker, at hele eurozonens troværdighed i sin helhed undermineres. Derfor er ønsket om selvstændig udgiftspolitik ikke så ligetil at opfylde, som det lyder. Eurozonen er i forbindelse med den græske krise begyndt i langt højere grad end tidligere at lægge pres på gældsplagede lande – dog mangler vi stadig at se konkrete, håndfaste sanktioneringsmuligheder, der kan tages i anvendelse (og ikke mindst rent faktisk vil blive taget i anvendelse), når enkeltlande budgetterer med uacceptabelt store underskud.

Ideelt set kunne eurolandene på en gang føre selvstændig udgiftspolitik og høste alle fordelene ved fælles valuta. I virkelighedens verden ser tingene anderledes ud. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, som man siger. Skal euroen overleve, må eurozonen indse, at dette gamle ordsprog taler sandt.

Dette indlæg er offentliggjort på Venstres Ungdoms hjemmeside.

Da Labour med Tony Blair i spidsen kom til magten i Storbritannien i 1997, var det lederen af et genfødt parti, der indtog Downing Street 10. Det gamle arbejderparti havde under overskriften New Labour – New Britain gennemført en gennemgribende fornyelse af partiet siden 1994, hvor Blair blev valgt som formand for partiet. En fornyelse, der i høj grad var nødvendig som følge af den samfundsudvikling, der blandt andet havde betydet, at partiets traditionelle venstreorienterede arbejdervælgere var blevet færre, medens en ny gruppe relativt velstillede midtervælgere havde set dagens lys.

Det nye Labour
Centralt i bestræbelserne på at forny partiet var det derfor at mindske fagbevægelsens indflydelse på politikken. I året 1995 afskaffede Labour som en del af disse bestræbelser det hidtidige block vote-system, der havde givet fagbevægelsens repræsentanter mandat til at stemme på vegne af samtlige dens menige medlemmer – en ordning, der indtil da havde sikret fagbevægelsen anseelig indflydelse.

Det nye image og den nye politik, der i Tony Blairs tid blev Labours, var kraftigt inspireret af den amerikanske sociolog Anthony Giddens, hvis bog “Den tredje vej” skitserer en moderne socialdemokratisme, der indser det klassedelte samfunds død og accepterer markedet som grundvilkår for offentlig politik. Statens rolle bliver i Giddens’ nye socialdemokratisme mere tilbagetrukket end tidligere som den instans, der påtager sig et socialt ansvar for de mennesker, der kommer i klemme som følge af det frie markeds uundgåelige konsekvenser i form af arbejdsløshed, fattigdom og økonomisk ulighed.

Helt essentielle i Giddens’ tanker om den nye socialdemokratisme er de krav, denne stiller til politikeren. Politik skal, mener Giddens, være baseret på eksplicitte mål og værdier, som vælgeren kan måle politikeren på – en holdning, der ikke blot blev til praktisk politik i Storbritannien, men også implementeret i dansk kontekst af Anders Fogh Rasmussen under betegnelsen kontraktpolitik.  At Venstres tidligere statsminister har følt sig inspireret af strategien bag Blairs 1997-sejr antydes ligeledes af, at Venstres slogan ved valget i 2001 var “Tid til forandring” – en direkte oversættelse af Labours “Time for a change” i 1997. Det vides da også fra interviews og biografier, at Fogh i tiden før Statsministeriet havde læst “Den tredje vej” med endog overordentlig stor interesse.

Det blairske Labour blev et parti med kommunikative metoder, der lå tæt på Giddens’ retningslinjer og politiske budskaber, der lå om muligt endnu tættere på Giddens’ ideer om den tredje vej. Man accepterede det frie marked, men holdt et skarpt fokus på at eliminere eller mindske de sociale problemer, det medførte og understregede i forbindelse hermed ikke sjældent, at den forpligtelse, staten havde overfor borgeren, implicit skabte en tilsvarende forpligtelse den anden vej. Det er således ikke uden grund, at  Anthony Giddens er blevet omtalt som Tony Blairs politiske guru og chefideolog.

13 år efter. Hvad gik galt?
I dag, 13 år efter Labours indtog i regeringskontorerne, står særligt et spørgsmål tilbage: hvad gik galt? På dette spørgsmål findes der flere plausible svar. Først og fremmest må man konstatere, at de løfter, Labour i 1997 vandt det britiske valg på, ikke er indfriet. Stik imod den intention om at reducere uligheden og de sociale problemer i Storbritannien, der var central i Labours valgprogram, er uligheden såvel økonomisk som uddannelsesmæssigt og socialt steget i partiets regeringstid. Udnyttelsen af det kontraktpolitiske koncept i politikformuleringen er et stærkt værktøj i kampen om vælgerne, men det følger naturligvis af kontraktindgåelsen, at kontrakten efterfølgende må overholdes, hvis man ønsker at bevare troværdigheden i vælgerbefolkningen.

Denne erkendelse er tilsyneladende gået Labours næse forbi. Læg hertil en række skandaløse afsløringer af magtmisbrug, der involverede skikkelser helt ind i Labourpartiets inderkreds. Bidragydere til partiet, der blev udnævnt til Overhusmedlemmer, og parlamentarikere, der brugte deres rådighedsbeløb på højst tvivlsomme personlige husforbedringsprojekter, skal heriblandt nævnes.

Dernæst må man dog se i øjnene, at det ikke kun er rent politiske problemer, der har ført Labour til den tredje vejs ende. Også kommunikative forskelle mellem den veltalende, dynamiske og til tider endog provokerende lederfigur, partiet havde i Tony Blair, og den noget mindre rapkæftede, gumpetunge og akademiserede efterfølger, Gordon Brown, har dannet billedet af et Labour, der var langt fra befolkningens ønsker og behov. Dette billede blev tydeligere i løbet af valgkampen, hvor dets mest oplagte og nærmest ikoniserede eksempel blev Browns reaktion på en samtale med en trofast Labourvælger, kvinden Gillian Duffy. I bilen på vej bort fra gaden proklamerede han, at mødet med Duffy havde været “en katastrofe” samt karakteriserede hende med ordene “en slags snæversynet kvinde.” Brown undskyldte senere efter alle kunstens regler, men rystede aldrig rigtig den uheldige episode af sig.
Valgets resultat blev et af de mest spektakulære i nyere britisk historie. For første gang i 36 år er det sket, at et enkelt parti ikke har fået absolut flertal. Det lyder måske nok mærkværdigt, men er almindeligt i lande, der har det såkaldte first past the post-valgsystem, der kort sagt går ud på, at kun den kandidat, der får flest stemmer i en given kreds, får noget ud af sin vælgeropbakning i form af et mandat. Resten af stemmerne i kredsen er spildte, og det selv om afstanden mellem den sejrende kandidat og kandidaten med næstflest stemmer af og til er meget lille. Systemet medfører ofte et politisk system, hvor to partier dominerer. I Storbritannien er magten således traditionelt gået på omgang mellem De Konservative og Labour, medens det i USA, hvor man har samme valgsystem, er gået på omgang mellem Republikanerne og Demokraterne.

Efter valget: hvad nu?
Ved årets valg ville  vælgerne det anderledes. I stedet for at give et af de store partier absolut flertal gav de Liberaldemokraterne med Nick Clegg i spidsen så gode stemmetal, at hans parti nødvendigvis indgik i begge tænkelige koalitioner efter valget. På den ene side var der mulighed for koalitionsdannelse mellem Clegg og David Cameron, De Konservatives leder. På den anden side havde Clegg mulighed for at indgå i samarbejde med Labour og en række mindre partier. Efter valget påpegede mange analytikere, at uoverensstemmelserne mellem Clegg og Labour var mindre end dem, Clegg havde med Camerons Konservative. Ikke desto mindre endte forhandlingerne med en konservativ-liberaldemokratisk koalition.

Ifølge visse iagttagere bestemtes dette udfald blandt andet af Nick Cleggs personlige aversion mod Gordon Brown. Undertegnede finder det dog mere sandsynligt, at valget faldt på Cameron dels på grund af det højst usikre i at basere sit flertal på de mindre og ret utilregnelige partier, hvis mandater krævedes for at få flertal med Labour og Liberaldemokraterne, dels fordi Gordon Brown (og måske i det hele taget Labour) efter tretten års regeringsmagt forekom så slidt og udtjent, at det ikke kunne forenes med den moderniserings- og fornyelsesretorik, der udgjorde den røde tråd i Cleggs kampagne.

Den nye koalitionsregering får det imidlertid ikke let. Cameron og Clegg er politisk uenige på flere områder. Vigtigst er vel diskussionen om reform af valgsystemet. Nick Clegg ved, at det nuværende valgsystem gør det meget svært for hans parti at opnå indflydelse. Derfor har et af hans mest fremtrædende løfter valgkampen igennem været at arbejde for forholdstalsvalg i stil med den danske model. David Cameron ved omvendt på sin  side, at et forholdstalsvalgsystem risikerer at stille De Konservative udenfor indflydelse, fordi det vil give flere mandater til Liberaldemokraterne og dermed muliggøre, at fremtidige regeringsdannelser kan bygges på koalitioner mellem Labour og Liberaldemokraterne alene. Ikke desto mindre har Cameron lovet Clegg, at der gennemføres folkeafstemning om det såkaldte Alternative Valgsystem, der i sin essens minder om forholdstalsvalgsystemet. Cameron har samtidig bebudet, at Konservative ser sig i sin gode ret til at kæmpe imod vedtagelsen af systemet.

Også hvad angår EU-politikken, der spiller en noget større rolle i Storbritannien end i f.eks. Danmark, er der afgørende uenigheder mellem de to. Camerons Konservative er således overvejende EU-skeptiske, medens Liberaldemokraterne ligger i den EU-positive lejr og blandt andet har plæderet kraftigt for, at Storbritannien går med i 3. fase af ØMU-samarbejdet, hvilket betyder udfasning af det britiske pund og indførsel af euroen som ny valuta.

En række skattelettelser i toppen, som Konservative havde ønsket, er tillige blevet opgivet til fordel for lettelser i bunden – endnu en indrømmelse, der måske nok har bragt Cameron til magten, men som uden tvivl også får konsekvenser i det konservative bagland.

Heller ikke i Cleggs’ bagland er den hellige grav velforvaret. Et samarbejde med De Konservative er en tanke, der tidligere har ligget Liberaldemokraterne fjernt, og de indrømmelser, Clegg har opnået i regeringsprogrammet, giver ham uden tvivl midlertidig arbejdsro. Spørgsmålet er, om partiets bagland vil holde sig i ro, når realiteten går op for det: den indflydelse, Clegg har haft på regeringsprogrammet, er den største cadeau i samarbejdet, Liberaldemokraterne nogensinde får. Den resterende del af valgperioden vil partiet ligge under for De Konservative, og enhver trussel om at forlade samarbejdet er utænkelig, idet den risikerer at medføre udskrivelsen af et valg med et tvivlsomt resultat for Liberaldemokraterne og efter alt at dømme en derpå følgende indflydelsesløs periode.

Det britiske valg har efterladt Storbritannien i en særdeles usædvanlig og spændende situation. Britisk politiks umage par står pludselig for at skulle indgå i et konstruktivt regeringssamarbejde, hvor kompromiser i en for britisk politiks vedkommende hidtil uset grad bliver den eneste måde, hvorpå en stabil regering kan sikres, og hvor en række politiske uenigheder lurer lige om hjørnet.

Komplikationspotentialet i den nye koalition blev accentueret af en scene, der fandt sted på det pressemøde, hvor Clegg og Cameron præsenterede deres samarbejde. En journalist rettede henvendelse til Cameron med et spørgsmål: “Er det rigtigt, at du engang sagde, at din yndlingsvittighed var Nick Clegg,” spurgte journalisten. “Sagde du virkelig det,” lød det fra Nick Clegg. “Det gjorde jeg vist desværre,” måtte Cameron medgive og rodede sig ud i en længere smøre om, at man nu måtte lægge fortiden bag sig og fokusere på det fremadrettede samarbejde.

Det er helt sikkert en korrekt observation. Desværre for makkerparret Clegg og Cameron er det lettere sagt end gjort. Èn ting er dog under alle omstændigheder værd at glæde sig over. Storbritannien står nu ved enden af tretten års socialdemokratisk styre. Ved den tredje vejs ende.

Det er næppe nogen hemmelighed, at Danmark er midt i et finansielt uvejr. Arbejdsløsheden er stigende, huspriserne faldende eller stagnerende og forbrugerne gået i flyverskjul. Der er således brug for finanspolitik, der kan få landet fri af krisens klør. Det er nemt for oppositionen at kræve investeringer i det offentlige. Sygehusvæsenet, ældreplejen, uddannelsessystemet, pasningsinstitutionerne etcetera.

Vi ved nemlig godt, at det hjælper – på kort sigt giver offentlige investeringer en beskæftigelseseffekt, der er væsentlig større end den, skattelettelser kan mønstre. Også med hensyn til vækst virker offentlige investeringer bedst på den korte bane. Næsten dobbelt så godt som skattelettelser, faktisk – et faktum, som blandt andre Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ikke er sene til at påpege, hver gang chancen byder sig. Alligevel kan der paradoksalt nok være fornuft i at holde igen med de offentlige investeringer – og i stedet give skattelettelser, selv midt i en økonomisk krise.

Det forholder sig nemlig sådan, at mens offentlige investeringer fungerer godt på kort sigt som akut kriseknuser, er skattelettelsernes effekter mere langsigtede. Arbejdsudbuddet øges, og velstanden stiger. I projektet Danmarks Konsensus, som er et samarbejde mellem Copenhagen Consensus og Politiken, har en række af landets førende økonomer undersøgt effekterne af begge finanspolitiske redskaber.

I analysen Derfor giver skattelettelser mest for pengene konkluderer de, at

“[...] en nedsættelse af topskatten på længere sigt er langt mere effektiv til at øge væksten end offentlige investeringer. Hvis der benyttes en krone på at nedsætte topskatten, øger det velstanden med 1,98 kr., hvorimod en krone anvendt på offentlige investeringer kun øger velstanden med 1,28 kr.”
- Jan Rose Skaksen m.fl.

Helt nøjagtigt viser beregningerne, at det efter 4 års forløb er lettelser i marginalskatten, der betaler sig bedst. Men hvorfor, kunne man spørge, skal vi interessere os for noget, der virker om fire år, når vi har finanskrisen hængende over os nu? Hvorfor ikke bare vælge det mest effektive vækstværktøj på kort sigt og se at slippe af med de deprimerende nøgletal? Svaret gemmer sig i en politisk diskussion, som efterhånden ligger nogle år tilbage, det vil sige før finanskrisen rystede økonomer og økonomier verden over.

Dengang manglede vi nemlig arbejdskraft. Vores arbejdsudbud var mærkbart mindre end efterspørgslen på samme, og manglen skyldtes ikke kun de gode tider. Den er i høj grad strukturelt betinget, idet den skyldes, at medens de store årgange går på pension, er de årgange, der sluses ud på arbejdsmarkedet og erstatter dem, ikke nær så store. Færre unge og arbejdsdygtige skal med andre ord forsørge flere ældre og uarbejdsdygtige. Problematikken, der har fået den lidet politisk korrekte betegnelse “ældrebyrden”, bliver uheldigvis kun større i fremtiden. Det gør sundhedsudgifterne også – så meget, at vi ifølge overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen alene på grundlag af disse udgifter vil få et hul i statskassen på op mod 54 mia. om året. Et tal, der, såfremt det står til troende, endog er større end det forventede hul i selvsamme statskasse på ca. 16 mia. kr. om året, det stigende antal ældre ventes at afstedkomme.

Derfor diskuterede politikerne reformer, og i 2006 vedtog regeringen, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti et forlig om en ny velfærdsreform. Forliget indeholdt blandt andet en hævning af tilbagetrækningsalderen og en række tiltag, hvormed man ønskede at øge indvandreres beskæftigelsesfrekvens. Allerede ved reformens offentliggørelse lød der imidlertid et kor af kritiske røster, der ikke fandt forliget tilstrækkeligt (læs for eksempel Dansk Arbejdsgiverforenings og Nationalbankens kritik), og der var da også mildt sagt synlige forskelle mellem de reformforslag, Velfærdskommissionen fremlagde, og politikernes derpå følgende forligsresultat. Dertil kom, at forliget først træder fuldt i kraft i 2019.

Da krisen kom, forstummede megen af den politiske debat, der havde handlet om de strukturelle problemer, arbejdsmarkedet (og hermed Danmarks økonomi) stod overfor. Lavkonjunkturerne bevirkede, at arbejdskraftmanglen forsvandt, efterhånden som krisen bed sig fast – og det er svært at bevare vælgernes gunst, hvis man taler om et svindende arbejdsudbud, medens folk bliver arbejdsløse. Ergo talte S, SF og Enhedslisten i stedet om offentlige investeringer. Det var og er en skam, for selv om det er trist, må vi erkende, at de langsigtede problemer ikke fordufter, blot fordi man undlader at diskutere, hvordan vi håndterer dem.

De vender frygteligt tilbage, så snart krisen er overstået. Til den tid er står valget mellem at bruge flere penge på offentlige investeringer, der på kort sigt er effektive, men allerede efter 4 års forløb er mindre vækstskabende end marginalskattelettelser, eller at bruge flere penge på at lette marginalskatten. Vælger vi at bruge finanspolitiske redskaber, der egner sig bedst til at løse kortsigtede problemer, til at adressere et langsigtet af slagsen? Eller vælger vi kortsigtede løsninger til kortsigtede problemer og vice versa? Tja. For mig at se er der tale om et spørgsmål, hvortil det korrekte svar er af rimelig indlysende karakter.

Mens der trilles tommelfingre til den helt store guldmedajle på Christiansborg, vokser de økonomiske udfordringer stedse. Ingen tør for alvor tage tyren ved hornene. Det gør sig på forunderlig vis både gældende for oppositionen og regeringen.  Måske skyldes det slet og ret frygt for vælgernes dom? Måske skyldes det, at man stiller det forkerte spørgsmål: velfærd eller skattelettelser? Eftersom skattelettelser (og reformer, helst i noget mere vidtgående form end den, velfærdsreformen indebærer) er en forudsætning for en fremtidig stigning i arbejdsudbuddet af tilstrækkelig størrelse til, at velfærdssamfundet kan overleve, er det kategoriske spørgsmål bygget på helt forkerte præmisser.

Et spørgsmål af større relevans er uden tvivl, hvor meget længere, politikerne vover at tøve? Lad os nu få de reformer, tak.