Korruption. Det lyder fælt, og ordet leder tankerne i retning af bananrepublikker, militærdiktaturer og lignende. Stater, hvor magt og indflydelse ikke opnås i en demokratisk proces af den, der har argumenterne, men tværtimod kan købes af den, der har pengene. Stater, hvor demokratiet er teater, et skuespil, en farce til pøbelens underholdning.

Korruption er om ikke demokratiets modsætning, så i hvert fald en af dets værste fjender, og i undersøgelser af demokratiets tilstand rundt om i verden er korruption netop derfor et af de helt centrale parametre. I hvor høj grad skabes politik i en reel offentlig diskussion snarere end af velstillede interessenters økonomiske bidrag til at fremme specifikke politiske beslutninger? Dét er et centralt anliggende for demokratiet.

Tænk, hvis Venstres og Konservatives partiprogrammer var skrevet af A.P. Møller Mærsk, tænk, hvis Danmarks rigeste mand, hr. Mærsk Mc-Kinney Møller, dikterede regeringens politik, således at fremsatte lovforslag på forhånd var afpasset med virksomhedens behov på samtlige relevante områder. Ville det være demokratisk – eller sagt på en anden måde: kan politik være til salg i et demokrati?

Svaret er naturligvis et klokkeklart nej. Formelt set ville Danmark i den ovenfor skitserede hypotetiske situation til stadighed have karakter af et demokrati, men det er åbenlyst, at demokrati som begreb er tømt for det indhold, hvormed vi ellers associerer det, i det øjeblik demokratiske beslutninger kan fremprovokeres direkte af utilslørede finansielle  overførsler.

En ting er, at erhvervsdrivende støtter borgerlige partier, medens fagbevægelsen traditionelt har haft et godt øje til venstrefløjen og følgelig har bidraget til de herunder rangerende partikasser. Disse transaktioner er udtryk for støtte til den politik, partierne fører; vel at mærke en støtte, der ikke indeholder modkrav om særlige hensyn og politiske markeringer.

Noget andet er, hvis nogen – en virksomhed, en fagforening, en rigmand, en avis – uden blusel kan købe et partis politik, overtage politikformuleringen og idéudviklingen mod et nærmere aftalt beløb. Noget andet er, når politik er til salg. Heldigvis lever vi i et eksemplarisk land uden korruption af betydning, det dokumenterer alle komparative internationale undersøgelser (se for eksempel Transparency International-undersøgelsen fra 2008). Politikere kan ikke købes, ikke i Danmark.

Troede vi. Indtil det for nylig kom for en dag, at odenseanere og københavnere, der i disse dage følger med i den kommunale valgkamp, er blevet snydt. Socialdemokraterne i Odense og København – under henholdsvis Anker Boyes og Frank Jensens ledelse – præsenterer nemlig ikke, som man ellers ganske oplagt kunne tænkes at formode, Socialdemokraternes politik. De præsenterer LO’s. Begge steder har LO formuleret de partiprogrammer, som i øvrigt ikke bare Socialdemokraterne, men tillige flere af de øvrige venstrefløjspartier godvilligt har skrevet under på – og begge steder har partierne gjort det velvidende, at baggrunden var en klar aftale om økonomisk støtte til gengæld for ulejligheden.

Ud over det betænkelige i, at politikere kan købes – og endda undlader at gøre opmærksom på det eller ligefrem lyver sig fra det, som Anker Boye forsøger – har sagen også en anden vinkel. Fagforeninger er ikke politiske partier. De er interesseorganisationer, hvori mennesker af forskellig politisk observans organiserer sig for at fremme netop deres vilkår. Interesseorganisationer, der påberåber sig politisk neutralitet. Denne påstands absurditet stilles nu offentligt til skue – og det er en skam, at det forholder sig sådan, for stærke fagforeninger er en vigtig del af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel.

En fragmentering af de store organisationer udi liberale, konservative og socialistiske foreninger er ikke ønskelig, da en sådan fragmentering vil mindske den styrke, hvormed foreningerne kan tale på deres medlemmers vegne, betragteligt. Omtrent halvdelen af LO’s medlemmer stemmer ifølge undersøgelser på Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti. Ved at tage klart politisk stilling til fordel for venstrefløjen lægger LO afstand til disse medlemmer, og dermed graver fagforeningen sin egen grav.

Venstres Ungdoms formand, Jakob Engel Schmidt, var blandt de første til at reagere på dette galimatias. I et provokerende, men vedkommende og gennemtænkt stunt troppede VU’s formand op ved Frank Jensens kampagnehovedkvarter medbringende en check på 100.000 kr., som han offentligt tilbød Jensens kampagne til gengæld for retten til at formulere kandidatens politiske budskaber. Et tilbud, der er fuldstændig analogt til det, LO valgte at tilbyde Socialdemokraterne i København. I dette tilfælde afslog Frank Jensen dog tilbuddet.

Tilbage er kun at spørge: hvem har mon købt venstrefløjen i din kommune?