Ophavsretsreglerne er på mange måder håbløst nyttesløse og forældede i et moderne informationssamfund som Danmark. Det beror på mange forskellige forhold. Den teknologiske udvikling gør det praktisk taget umuligt at kontrollere delingen af indhold digitalt på Internettet. Derfor er brugsbegrænsninger som DRM o.lign. ikke effektive, men alene til gene for forbrugeren og udtryk for producenternes manglende forståelse for nutidens kunst- og kulturforbrugs individualistiske karakter, der medfører, at pengene ikke tjenes på musikken, men på merchandise, koncerter og andre beslægtede produktioner, herunder også samplinger og remixes af den oprindelige produktion.

Dette er set eksemplificeret adskillige gange, for eksempel ved Coldplays lanceringer af deres seneste albums, hvor bandet tjente gode penge på deres albums, selv om disse var lagt ud på Internettet til gratis download.

En populær slutning heraf er, at når markedet og samfundet gør det besværligt at opretholde ophavsret i gammeldags forstand, og når man endvidere uden denne sagtens kan tjene på kunst- og kulturproduktion, bør ophavsret, DRM osv. som de begrænsende faktorer for kulturforbruget, de er, afskaffes og ulovliggøres. En kendt agitator for dette synspunkt er Piratpartiet i Sverige, (der for øvrigt også har en dansk afdeling) der senest kom i EP og står til omkring 8 % af stemmerne ved næste valg.

Partiets holdninger er ikke overraskende især guf for unge vælgere, for hvem fildeling ofte er en naturlig foreteelse i hverdagen. Partiet er imidlertid, set med liberale øjne, alvorligt på vildspor, for uanset hvor sympatisk og oplagt, det er at dele sine frembringelser frit med omverdenen – og uanset, hvor prisværdige initiativer som f.eks. open source er med de mange involveredes altruistiske bidrag til menneskeheden – svarer en afskaffelse af ophavsretten mere eller mindre til afskaffelsen af noget så grundlæggende i et liberalt demokrati som den private ejendomsret.

Som liberal kan man sagtens mene, at en streng fortolkning af ophavsrettens bestemmelser er uhensigtsmæssig, forbrugerfjendsk og skyldes en antikveret opfattelse af kulturprodukters karakter – men man kan ikke forsvare at tvinge hverken kunstnere eller deres distributører til at stille deres kunst gratis til rådighed eller på nogen måde regulere, hvorledes og på hvilke præmisser salget foregår, ligesom patenter og rettigheder på alle øvrige områder ingenlunde kan fratages de innovative kræfter, der står bag, hvadenten der er tale om forskning, kunst eller opfindelser, der gør dagligdagen lettere. Beslutningen herom tilfalder alene opfinderne, forskerne, kunstnerne.

Eller sagt med andre ord: ophavsretten – og beføjelserne til at administrere  denne – tilfalder ophavsmanden, og sådan skal det være. Denne ret er af fundamental betydning for den kulturelle og teknologiske udvikling i ethvert samfund. Vil man som liberal gerne være fri for DRM og ophavsret, er der således kun en fornuftig ting at gøre: sig frem og ytr, meget gerne med Dankortet. Hvis du foretrækker DRM-fri musik, ja, så køb DRM-fri musik, når det lader sig gøre. Hvis du fryder dig, når bands lægger musikken til gratis download, ja, så gå til koncert og køb en t-shirt, så de tjener penge.

Det lægger såvel pladeselskaber som kunstnere mærke til – og er vi nok, der gør det, taler alt for, at vi får meget mere fri kultur i fremtiden. Markedets aktører er nemlig ret nemme at påvirke: de gør, hvad der betaler sig. Simpelthen.