En af de vestlige værdier, vi betænker som et særligt adelsmærke for vores kultur, er ligestillingen af kønnene. Med god grund. Ikke mange år skal man tilbage i tiden, førend kvinder på adskillige områder havde en ringere social, økonomisk og kulturel status end mænd. Kvinder havde ikke stemmeret, deres adgang til arbejdsmarked og uddannelse var begrænset etcetera. Der herskede altså det, vi gerne betegner kønsdiskriminerende tilstande. Den negative diskrimination af kvinder var ensbetydende med inefficiens og uværdig behandling af individer. Den rivende kulturelle, sociale og økonomiske udvikling, vesten har gennemgået, er utvivlsomt i et vist omfang et resultat af den omvæltning af fasttømrede kønsroller og disses medfølgende arkaiske samfundsopbygning, feminismen orkestrerede, på dansk grund især fra 1970 og fremefter.

At kere sig om ligestilling er derfor naturligt, hvorfor samtlige danske partier har en ligestillingsordfører, hvis opgave det er at se til, at ligestillingenstilstanden opretholdes og – i de tilfælde, hvor den endnu ikke er opnået – udbygges. Måske var det det med at udbygge, Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher, havde i tankerne, da hun proklamerede i landsdækkende medier, at S ønsker kønskvotering i danske virksomheders bestyrelser.

Forslaget faldt ikke overvejende i god jord, idet Rademacher udtalte, at såfremt virksomhederne ikke overholdt kvoteringsreglerne, måtte de tvangsopløses. I sandhed et vanvittigt standpunkt, at virksomheder ikke skulle kunne vælge frit, hvem de ønsker har sæde i deres ledende organer – og tillige et praktisk umuligt standpunkt. Kom det dertil, at virksomhederne ikke agtede at følge loven på området, skulle man da opløse dem med det tab af arbejdspladser, fortjeneste og og produktion, det uundgåeligt ville medføre, til følge? Nej – truslen herom er naturligvis fuldkommen utroværdig: det er ingenlunde i politikernes interesse at nedlægge i øvrigt retskafne og profitable virksomheder på grundlag af deres bestyrelsers sammensætning.  Hverken ifald der med interesse menes den interesse, de burde have, nemlig landets, eller den interesse, de om ikke andet under alle omstændigheder har, interessen for eget genvalg.

At forslaget ikke er realiserbart, bør imidlertid ikke standse os, hvis det i tilfælde af realisation skønnes at bringe os tættere på idealet om kønnenes ligestilling. Hvis forslaget finder hjemmel i vor opfattelse af ligestillingsidealet, må man søge andre måder, hvorpå det engang i fremtiden bliver praktisk muligt at realisere det. Ergo: øger forslaget ligestillingen, er det betimeligt at søge det vedtaget og eksekveret, om ikke på den ene, så på den anden måde. Muligvis ser det ud, som om det netop er, hvad forslaget gør. Der er for få kvinder i bestyrelserne, og det er ikke ligestilling. Når vi indfører en kvindekvote på 40 %, kommer der flere, hvilket øger ligestillingen.

Det synes såre simpelt, men pas nu på, for skinnet bedrager. Indføres kvindekvoten, vil kvinderne stå i en fordelagtig position, når der skal vælges bestyrelsesmedlemmer. Dette tankeeksperiment illustrerer hvorfor: hvis man har valgt 60 % af en given bestyrelse ved at lade de de bedst kvalificerede kandidater indtræde, og disse kandidater ved en tilfældighed,  eller måske fordi mænd er overrepræsenterede i virksomhedens branche, alle er mænd, ja, så indebærer forslaget, at alle de resterende bestyrelsesmedlemmer skal vælges blandt de kvindelige kandidater.

Det betyder, at en mand og en kvinde, der har erhvervet sig ligelige kvalifikationer – lad os antage, at de er fuldstændig identiske – ikke har samme chance for at blive valgt. Kvinden har 100 % chance, manden 0%, ene og alene som følge af kandidaternes køn. I øvrigt vil selv en mand, hvis kvalifikationer er kvindens overlegne, blive vraget. Forslaget stiller med andre ord ikke kønnene ligeligt, det tilvejebringer ikke ligestilling,  men særstilling til kvinden i forhold til manden.

Særstilling, det var akkurat, hvad kvinden havde, før feministerne fik sko og (røde) strømper på og lod deres budskaber gjalde i gaderne – og det er akkurat, hvad Socialdemokraternes forslag skaber, nu blot ikke længere negativ, men positiv særstilling. Hvor kvinder før feminismen diskrimineredes negativt, vil de efter Rademachers forslag blive diskrimineret positivt. Summa summarum afskaffer forslaget ikke kønsdiskriminationen. Det ændrer blot dens fortegn, så vi får at gøre med en slags omvendt kønsdiskrimination, hvor kvinder gives særligt gunstige vilkår for at få dem ud i bestyrelserne. Jo før, des bedre.

Og denne omvendte diskrimination er, hvor belejlig den end måtte være for den enkelte bestyrelseshungrende kvinde, det stik modsatte af, hvad en ægte ligestillingsforkæmper bør anprise, for hvorledes er det egentlig muligt at retfærdiggøre kvindens særstilling? Er hun monstro dårligere til at varetage bestyrelsesposter, ringere til at erhverve sig kvalifikationer eller på anden vis mindre egnet til bestyrelsesarbejdet end mændene, siden hun er afhængig af et forslag som dette for at opnå en bestyrelsespost? Vi er nok mange, der er enige om, at der ikke er hold i dén tanke. Kvinden er naturligvis mindst lige så dygtige som mændene, også hvad angår bestyrelsesarbejde.

Men hvorfor da indføre denne særbehandling for de stærke, oplyste og karrierebevidste kvinder? Den er jo fuldstændig overflødig: kvinderne både kan og vil selv.