Dette indlæg er offentliggjort på Venstres Ungdoms hjemmeside.

Ved det nylige parlamentsvalg i Rusland rapporterede en lang række internationale observatører om omfattende og systematisk valgsvindel. SILBA, der arbejder for og med demokratisk udvikling i det baltiske område, konkluderer lakonisk, at valget til det russiske parlament, Dumaen, var “[un]free and unfair to such an extent that we are in deep concern of the validity of the official results” og anfører flere eksempler på den svindel, de kunne konstatere, heriblandt organiseret bustransport af vælgere fra stemmested til stemmested med det formål at afgive stemmer ved flere forskellige valgsteder, ikke-anonym stemmeafgivning, politi ved stemmestederne og trusler mod valgobservatører.

Selv om der er tale om ualmindelig grov og velorganiseret svindel, er det ganske forudsigeligt, at det russiske valg er præget af valgsvindel. Det er i større eller mindre udstrækning tilfældet ved hvert eneste russiske valg. Til gengæld skete der det uventede, at Vladimir Putins parti, Et Forenet Rusland, på trods af systematisk og omfattende valgsvindel gik tilbage. Faktisk så meget, at partiet ikke længere har kvalificeret flertal i det russiske parlament, Dumaen. Et valgresultat, der langt fra er tilfredsstillende for Putin, som genopstiller til posten som Ruslands præsident i marts 2012, når Dimitri Medvedevs præsidentperiode udløber.

Forretningsmanden Dimitri Medvedev blev præsident, da Putin faldt for den russiske forfatnings regel om maksimalt to perioders valg til præsidentembedet i træk, og til trods for det faktum, at Medvedevs retorik har budt på et vist håb om fornyelse og modernisering af det russiske demokrati, er det begrænset, hvad der rent faktisk er ført ud i livet i den henseende, og Medvedev har igennem hele sin tid som præsident måttet lægge ører til tiltagende kritik. Enkelte kritikere har sågar kaldt Medvedev for Putins nikkedukke – en udlægning, der blev yderligere sandsynliggjort af begivenhederne på Et Forenet Ruslands partikongres i september, hvor Medvedev anbefalede russerne at støtte Putin som partiets kandidat til Ruslands præsidentpost.

I det perspektiv kommer Medvedevs periode til at ligne en art vikariat i den sande leders fravær. I øvrigt et billede, som Putin med garanti har det aldeles udmærket med. Siden Putin tog over efter Jeltsin, der allerede dengang skrantede alvorligt, har han været genstand for en efter europæisk standard uhørt overdreven kultdyrkelse. Præsidenten er således karikeret som den stærke mand, der kan og gør alt, hvad der skal til for at sikre Ruslands og russerne mod det onde. Konkret kommer det for eksempel til udtryk i den måde, hvorpå Putin håndterer skovbrande og andre ulyksaligheder. Han nøjes nemlig ikke med at møde ofrene og vise sin medlidenhed, når det værste er overstået, som andre statsoverhoveder ville gøre det. Nej, han organiserer og deltager selv i den akutte indsats. Det vil sige: sådan fremstilles det.

Putins resultater som præsident er imidlertid ikke det rene ingenting. Den russiske økonomi har i hans periode indtil for nylig været i imponerende vækst, og den almindelige russers levestandard er forbedret betragteligt. Det er således intet under, at mange russere har givet afkald på deres eventuelle demokratiske idealer til fordel for den oprydning i Ruslands økonomiske morads, der har været Putins store trumfkort. Desværre for Putin har den økonomiske vækst skabt en russisk middelklasse af hidtil uset størrelse. En middelklasse, der nu er så velbeslået, at den begynder at stille krav om andet og mere end det daglige brød – og det er den middelklasse, der nu udgør kernen i de største demonstrationer på russisk jord i mands minde. Putin ligger med andre ord, som han har redt.

Hvor problematisk denne nyetablerede middelklasses krav om demokrati og politisk medbestemmelse end måtte synes for Putin, er der til gengæld tale om gode nyheder for alle dem, der tror på folkestyre og ikke bryder sig alt for meget om at have et slagkraftigt  pseudodemokrati i baghaven. Såvel det nylige valgresultat som de efterfølgende demonstrationer fortæller os nemlig noget, vi længe har håbet på at erfare: Noget virker i Rusland. Det russiske demokrati vejrer morgenluft.

Del dette indlæg

•