Venstres Ungdom, hvorigennem jeg selv er engageret i det ungdomspolitiske arbejde, har et udvalg vedrørende problemstillinger, der knytter sig til kultur-, ideologi- og religionsrelaterede emner – et udvalg, hvori jeg selv er menigt medlem. Dette udvalg var for nylig initiativtager til en kampagne for religionslighed, hvilket næsten altid i dansk kontekst og også i dette tilfælde vil sige adskillelse af kirke og stat.

Jeg går som liberal ind for adskillelse af kirke og stat, men jeg må understrege, at jeg på ingen måde sympatiserer med den kampagne, VU leverede forleden. Det skyldes som antydet ikke primært indholdet, men derimod formen.Velsagtens for at give budskabet den rette pondus og medietække valgte man nemlig at lade den centrere sig om en bestemt og helt konkret handling: udmeldelse af folkekirken.

Medlemmer af Venstres Ungdom gik altså på gaden i Århus, København og Odense for at uddele udmeldelsesblanketter, så handlende og tilfældigt forbipasserende fik en ekstra mulighed for at udmelde sig. Det svarer lidt til at gå på gaden og uddele udmeldelsesblanketter til 3F for at slå et slag for fagforeningsfriheden. VU bedyrede ganske vist, at der ikke var tale om et korstog (undskyld udtrykket) mod kristendommen som sådan, og det er da heller ikke mit indtryk på baggrund af mit kendskab til udvalgsarbejdet, at dette var tanken bag.

Derfor forekommer valget af provokation mig særdeles tåbelig, idet sammenkædningen af den principielle diskussion om religionslighed og udmeldelse af folkekirken ikke kan undgå at resultere i negativ opmærksomhed om netop kristendommen og folkekirken som sådan.

Stiller man spørgsmålet “er du for religionslighed”, er det meget svært at svare andet end ja, og når opfordringen herefter lyder “så meld dig ud af folkekirken”, er det om muligt sværere i forbifarten at skue ind bag det negativt ladede og argumentatorisk forvrøvlede imperativ med et “ellers tak, fortsat god dag.” Det kan altså ikke undre, at folk i et vist omfang fulgte opfordringen og meldte sig ud på stedet – jeg vil skyde på, at en god del af de nys udmeldte ender med at melde sig ind igen før eller siden, for eksempel til næste dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse, de kommer i nærheden af. For mig at se er der med andre ord tale om en kampagne i retning af decideret hetz mod folkekirken.

Med hensyn til den rent principielle diskussion, der druknede lidt i VU’s klodsede indpakning af budskabet, er der adskillige problematiske aspekter af brugen af tilfældet folkekirken som eksempel på manglende religionslighed.

For det første glemmer mange, at vi allerede har religionsfrihed, dvs. at alle er frie til at dyrke deres tro som buddhister, muslimer, kristne, jøder og så videre efter forgodtbefindende. Det nuværende kirke-stat-forhold forhindrer på ingen måde folk af anden religiøs overbevisning end kristendommen i at gøre dette.

For det andet er det tilskud, staten giver kirken, ikke blot penge, der kan snoldes væk eller bruges på nye præstekjoler. Det er tværtom i høj grad penge, der går direkte til driften af de mange opgaver af bl.a. administrativ art, folkekirken i dag varetager for den danske stat.

Nogle af disse opgaver kunne uden videre løses i privat – og dermed religionsneutralt – regi. Denne ændring bør ingenlunde udsættes. Derimod er det fornuftigste fra et liberalt perspektiv straks at bringe disse opgaver, hvortil bl.a. tæller fødselsregistreringen, i udbud. Hvem kan løse dem bedst og billigst? Imidlertid må man, så længe ordningen er, som den er, ikke lade det ligge folkekirken til last. Der er tale om en politisk beslutning, hvorom der for øvrigt er bred enighed blandt Folketingets partier.

Gå nu efter bolden, ikke manden, VU!

Dertil kommer, og her bevæger jeg mig holdningsmæssigt væk fra mange af mine bekendte i VU, at man efter min bedste overbevisning kan diskutere, om de penge, der tilgår folkekirken ud over den del af tilskuddet, der i realiteten blot dækker omkostninger ved det administrative arbejde, folkekirken udfører, virkelig skal fjernes fra de kommende finanslove. I et samfund som det danske, der i høj grad bygger på kristne værdier, og hvor over 80 % af befolkningen er medlemmer af samme kirke, forekommer det mig faktisk en kende uforståeligt at nægte denne massivt støttede kirke enhver minimalt fordelagtig ordning.

Det er da at gå i for små sko i liberalismens navn fuldkommen at overse den unikke effekt, der følger af en folkelig konsensus om en fredelig, samfundsgavnlig og -opretholdende religionsdyrkelse, der både udmærker sig i kraft af den omfattende verdsliggørelse og den store integration med samfundet på alle niveauer: et massivt bidrag til sammenhængskraft og stabilitet i det danske samfund, før som nu. Ingen tvivl om, at religionsfrihed er et must i ethvert demokrati – men er religionslighed?

Man kunne måske vende diskussionen om og spørge: hvis 80 % af danskerne havde været muslimer/buddhister/hinduer/jøder, mon dog ikke dét faktum også havde medført visse særlige indretninger i den anledning? For mig er svaret klart.