Nu om stunder er det ikke sjældent, man må lægge ører til en påstand om, at medierne er “den fjerde statsmagt.” Bag udsagnet findes en grundlæggende ide om, at den offentlige debat orkestreres af medierne med offentligheden selv som en art statister uden nævneværdig indflydelse. Det er en opfattelse, der trives vidt og bredt – ikke kun i offentligheden i al almindelighed og på Journalisthøjskolen i særdeleshed. Også i megen politologisk forskning tillægges medierne en altafgørende betydning.

Men, lyder det relevante og næsten intuitive modspørgsmål: hvad så med partierne? Kan det virkelig være sandt, at de blot er statister i en virkelighed, der er medieret og italesat af mediernes profetiske røst? Kan det passe, at dagsordenen, den politiske debat i offentligheden, holder sig til de rammer, der afstikkes af denne fjerde statsmagt? Da vi som afslutning på faget Politologisk Introduktionskursus skulle udfærdige en selvvalgt eksamensopgave, var det netop dette spørgsmål, jeg og mine to studiekammerater, Nikolaj Bøjlesen og Martin Hellfritzsch, satte os for at undersøge nærmere.

Det vil næppe være hensigtsmæssigt her at komme ind på alle de teoretiske mellemregninger, vi gjorde os. Dertil er en weblog ikke egnet. Til gengæld vil jeg komme ind på den empiriske del af opgaven, der nok er dens mest originale – og dermed interessante – bestanddel. Idet vi søgte at falsificere hypotesen om, at medierne styrer den offentlige dagsorden, tog vi udgangspunkt i en række forskellige sager og mediernes dækning af disse.

De sager, der behandledes i opgaven, var indvandringsspørgsmålet generelt, burkasagen specifikt og ulandsbistanden. Ergo behandlede opgaven udelukkende værdipolitiske emner. En tilsvarende opgave kunne ganske givet skrives på baggrund af fordelingspolitiske emner, men da det ville være for omfattende at inddrage begge, foretog vi et valg til fordel for værdipolitikken. For hvert enkelt sag valgte vi en mængde søgeord, der karakteriserede dens emne, og undersøgte forekomsten af disse søgeord i avisernes nyhedsdækning over tid ved hjælp af Infomedia, avisernes fælles artikeldatabase.

Resultaterne talte for sig selv. Kort sagt viste graferne over den databehandling, vi foretog, en klar sammenhæng mellem politiske udmeldinger og medieopmærksomhed om en given sag. Dette indikerede, at medierne ikke er ene om at sætte dagsordenen. Man kan naturligvis spørge, om ikke det blot kan være udtryk for tilfældigheder, at indvandrerdebatten udbredes og oplever øget fokus i medierne sammenfaldende med partiernes udmeldinger om emnet. Hvorledes kan det eksempelvis siges med sikkerhed, at det skyldes Dansk Folkepartis stiftelse, når indvandrerdebatten får fremdrift i tiden efter 1995? Det kan det selvsagt ikke; en sådan antagelse vil være behæftet med betydelig usikkerhed.

Havde vi blot observeret en generelt og jævnt stigende opmærksomhed om emnet, kunne denne altså ikke have været forklaret tilstrækkeligt af partiernes dagsordensfastsættende funktion – ej heller af mediernes. I så fald måtte vi i stedet have set på den mulighed, at borgernes interesse i et emne og den deraf følgende placering af dette emne højt på deres dagsorden medførte en gradvist stærkere position på mediedagsordenen. Imidlertid kan vi som beskrevet se en række signifikante stigninger i opmærksomheden.

Såfremt det havde været tilfældet, at disse stigninger kun i begrænset omfang kunne relateres til politiske udmeldinger, men eksempelvis i stedet til forskellige enkeltsager, der var sat på dagsordenen af selvstændig journalistisk undersøgelse, ville databehandlingen derimod have bestyrket den traditionelle opfattelse af dagsordensfastsættelsen: at det er medierne, der styrer.

Det, der kunne observeres, var dog snarere en bestyrkelse af den nyere politologiske forskning, der påpeger partiernes dagsordensættende funktion. Bestyrkelsen var tydeligst i burkasagen, hvor emnet overhovedet ikke var omtalt i en årrække, hvorefter det eksploderede i 2009 i forbindelse med Konservatives burkaforslag, men den kunne også ses i indvandrercasen, selv om dette emne var på dagsordenen over en længere periode end fra 1995, idet stigningen blev væsentligt mere markant derefter. Siden sker der bemærkelsesværdige stigninger ifm. dels valg, dels andre konkrete enkeltsager aktualiseret af politiske udspil. Således altså en række forandringer, der alle – om end med varierende grad af sikkerhed – kunne henføres til konkrete politiske udmeldinger.

Alt i alt viste opgavens empiri med andre ord en stærk sammenhæng mellem partiernes politiske udmeldinger og mediernes efterfølgende dækning heraf. En sammenhæng, der med rimelig overbevisende styrke afsvækkede antagelsen om, at det primært er medierne, der fastsætter den politiske dagsorden. Medierne lytter også til politikerne, når rammerne for den offentlige debat skal lægges fast – og godt for det, kunne man sige, for det er vel akkurat det skønne ved demokratiet, den genistreg, der sikrer demokratiske beslutningers legitimitet og fremsynethed: den åbne, frie og ja, slet og ret demokratiske debat, der ikke lader sig tøjle af hverken magthavere, medier eller menigmand, men tværtimod er som en slagmark. En slagmark, hvor det bedste argument må vinde.

Lad os derfor glæde os over mediernes magt – og deres afmagt med.

Del dette indlæg

•