Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der hører under Europarådet (og ikke, som mange ellers har givet udtryk for, er en del af EU-systemet), har for nylig dømt til fordel for en italiensk kvinde, der indklagede hendes børns skoles brug af krucifikser som udsmykning i undervisningslokalerne. Krucifikserne er, mener domstolen, en krænkelse af hendes børns rettigheder og dermed ulovlige.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg måbede, da jeg læste om afgørelsen. At tænke sig: Italien er et kristent land, hvis indbyggermajoritet udgøres af kristne. Hvad ligner det at forbyde kristne religiøse symboler i dette land? Dette er i sig selv galt nok til, at man vitterlig korser sig. Imidlertid er sagen langt fra ovre. Hvis dommen stadfæstes, er det nemlig ej blot krucifikser i offentlige sammenhænge som for eksempel i undervisningsinstitutioner, der trues. En række europæiske staters nationale flag er tillige i farezonen, eftersom disse på forskellig måde indeholder kors og/eller andre religiøse symboler. Således også Dannebrog, kunne medierne berette. Det lyder som det rene vanvid, men påstanden underbygges af ikke mindre end 37 europæiske juraprofessorer.

Kristne symboler hyppige forekomst i det offentlige rum i Danmark såvel som i en lang række af de øvrige europæiske lande afspejler en kulturhistorisk arv fra kristendommen, der gennemsyrer hele det vestlige samfund. Forbud mod kors i det offentlige rum er ganske enkelt udtryk for kulturel ignorance og historieløshed af en kaliber, der er så uforståeligt uintelligent, at det halve kunne være nok. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech udtalte om dommen:

Birthe Rønn vil blæse på menneskerettighedsdomstol (Kristeligt Dagblad)
“Menneskerettighedsdomstolen [...] har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden fremfor at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder”
- Birthe Rønn Hornbech

Heri kan man kun være enig. En dom som den beskrevne er desværre ikke blot håbløs, fordi den udtrykker mangel på enhver form for forståelse for europæisk kulturs baggrund – den er også håbløs, fordi den i sagens natur krænker en af de mest grundlæggende frihedsrettigheder, religionsfriheden. Beklageligvis er dommen ikke en enlig svale.

Begrænsningen af basale frihedsrettigheder med misforstået henvisning til beskyttelse af mennesker, der kan føle sig stødt af rettighedsudøvelsen, er et tilbagevendende fænomen, der eksempelvis også ses i FN-regi, hvor en række lande på Durban II-konferencen søgte at få indskrevet frihed fra religionskritik i FN’s Menneskerettighedskonvention. En tilføjelse, der – såfremt den var blevet vedtaget – kunne have fået katastrofale følger, idet den er i åbenbar modstrid med en anden grundlæggende rettighed, ytringsfriheden. Heldigvis kom det ikke så vidt, og forbuddet mod religionsforhånelse blev ikke en del af den endelige tekst.

Dommen i den italienske krucifikssag er endnu ikke nået igennem sidste appelinstans, og der er derfor stadig mulighed for, at de talrige opråb om den forskruede dom kombineret med appelinstansens om- og eftertanke fører til, at den forkastes. Derpå må vi følgelig håbe og så i øvrigt afvente den kommende afgørelse. Forhåbentlig besinder domstolen sig, og i så fald er der vel strengt taget ingen ko på isen.

Ikke desto mindre er det højst alarmerende, at en domstol, der er nedsat af Europarådet – hvis medlemsstater til forskel fra de stater, som i FN var bannerførere for forbuddet mod religionsforhånelse, er demokratiske, vestlige nationer med kristne majoriteter – overhovedet kan komme i tanke om at dømme, som det er sket, i første omgang. Ja, man fristes til at udtrykke sig med et godt, gammelt mundheld: kors i hytten!