Dette indlæg er offentliggjort på Venstres Ungdoms hjemmeside som tredje del af en artikelserie om det italienske demokrati. Læs også anden del om Italiens politiske kultur og første del om Italiens leder, Silvio Berlusconi.
I et demokratisk samfund som det danske kan det synes uforståeligt, at fascistiske regimer nogensinde har kunnet eksistere – og så meget desto mere, at befolkningerne nogensinde har accepteret og i visse tilfælde accelereret deres overtagelse af såvel den politiske som den økonomiske og militære magt igennem en i vore øjne uforståelig opvisning af støtte og gejst for det nye skud på totalitarismens stamme.
Det kan i den forbindelse være nyttigt ikke blot at stikke sig blår i øjnene og hovedrystende enes om, at noget sådant umuligt kan finde sted på ny. Psykoanalytikeren Erich Fromm karakteriserede fascismen med ordene ”the fear of freedom”. I en bog af samme navn argumenterer han for, at tilslutning til totalitære bevægelser er udtryk for flugt fra alle de komplicerede problemer, friheden medfører. I øvrigt finder man en lignende tolkning hos den liberale tænker og videnskabsfilosof Karl R. Popper, som blot betjener sig af metaforerne det lukkede og det åbne samfund i forklaringen af flugten, der altså er udtryk for et forsøg på tilbagevenden til det lukkede samfund, en harmonisk naturtilstand, hvor individet ikke handler for sit eget, men for stammens bedste. Andrew Heywood, der blandt andet er kendt som forfatter af adskillige undervisningsbøger om politik, anfører i bogen Political Ideologies, at den moderne industrialiserede verden indebærer en øget frihed, men også en øget usikkerhed, og at det i krisetid sagtens er tænkeligt, at fascistiske bevægelser genopstår som reaktion herpå.
Tanken med denne artikel, der er den tredje i serien om det italienske demokrati, er at kortlægge de vigtigste forudsætninger for en fascistisk gruppes succesfulde magterobring. En besvarelse af spørgsmålet om, hvad der skal til, førend et fascistisk regime kan blive en realitet, kan nemlig med fordel tage udgangspunkt i Mussolinis magtovertagelse i Italien 1922. Det synes oplagt at opdele forudsætningerne i forskellige grupper efter deres karakter. Lad os derfor tale om 1) sociale, 2) økonomiske, 3) politiske og 4) kulturelle forudsætninger eller politisk kultur, som jeg har omtalt i seriens anden artikel.
Italien var efter 1. verdenskrig, i hvilken man først havde deltaget på centralmagternes side, men fra 1915 havde regnet sig til ententemagternes, et forarmet land. Med Versaillestraktaten syntes man ikke, at man havde fået en tilstrækkelig kompensation for de mange materielle og immaterielle tab i skyttegravene. Krigens folkelige popularitet var altså på et absolut lavpunkt, og det gik ud over de liberale og demokratiske partier, der i folkemunde havde ”tabt freden”. Ergo var der social uro som følge af en gennemgående utilfredshed med de siddende magthavere.
Massepartierne PSI og PPI var prægede af intern splittelse og umuliggjorde arbejdet for den gamle elite, der dannede en række ufunktionsdygtige regeringer, som ikke var i stand til at levere det, det politiske system – il trasformismo – stillede befolkningen i udsigt. Dette tydeliggøres af, at der fra 1914-1922 var intet mindre end seks regeringer i Italien. Som modstykke til det traditionelle politiske system stod socialistpartierne, der havde allieret sig med fagforeningerne. Imidlertid var der en udbredt frygt for disse i borgerskabet, der rykkede kraftigt mod højre som følge af udfordringen. Økonomisk gik det heller ikke godt, både fordi der som nævnt ikke var helt fyldestgørende kompensation for krigens udgiftsside i Versaillesfreden, men også på grund af en generelt svag økonomi, der plagede Italien i perioden.
Med andre ord bar Italiens situation i tiden op til Mussolinis magtovertagelse i 1922 præg af en række dybe problemstillinger, der på det nærmeste forekom uløselige, ikke mindst fordi de var tæt forbundne. Disse var tilsammen og hver for sig forudsætninger for Mussolinis drastiske omvæltning af det italienske samfund. For at opretholde den en skelnen mellem forudsætningstyper havde vi altså 2) social uro som følge af 2) økonomisk lavvande efter krigen, der så ud til at fortsætte pga. den svage kompensationsgrad i Versaillestraktaten, der igen 3) fremmanede et til en vis grad retvisende billede af et inkompetent politisk system, der ikke formåede at løse problemerne effektivt, hvilket satte tiltroen til demokratiet på en alvorlig prøve. Endvidere var den økonomiske krise et særligt uhåndterligt problem for politikerne, fordi de samtidig måtte kæmpe for at undgå, at den socialistiske bevægelse fik fodfæste i befolkningen.
Når man skal tage stilling til, hvorledes Mussolinis magtovertagelse kunne gå for sig, må man nødvendigvis tage de beskrevne forhold med i betragtning, især idet fascistbevægelsen i høj grad baseredes netop på massernes utilfredshed. I begyndelsen havde fascismen end ikke et politisk program – i stedet baserede man sig på de eksisterende politiske programmer, armoden og den manglende ro og orden, som man stillede sig i opposition til. Altså var fascismen i begyndelsen det, man i dansk sammenhæng bedst kender under betegnelsen en protestbevægelse.
Modsat et dansk protestparti som DF, der opererer i en demokratisk ramme, var fascistbevægelsen dog ikke spor ’stueren’. I bestræbelserne på at nå magtens tinder brugte den hyppige terror- og voldsaktioner, der især rettede sig imod socialistiske ledere og faciliteter. De fascistiske sortskjorter kæmpede ofte på åben gade mod arbejdernes egne kampgrupper, og regeringerne havde ingen reel magt over situationen. Det medvirkede til at øge den sociale uro og tilvejebragte simultant den ængstede mellemklasses og småborgerskabets opbakning til fascismen, da disse var bange for socialistbevægelsens fremmarch.
I det politiske system kunne fascisternes stigende tilslutning have aktualiseret et samarbejde mellem borgerlige og socialistiske partier henover fløjgrænser, men man kunne ikke blive enige om andet end at bekæmpe hinanden, og nogen koordineret antifascistisk bevægelse blev det derfor ikke til. Tværtimod dannedes det fascistiske højrefløjsparti PNF i 1922, og herefter fortsatte organiseringen af den fascistiske bevægelse for uformindsket kraft.
Demonstrationer, trusler, voldsomme aktioner mm. var udtryk herfor, og disses indtryk på magthaverne forstærkedes af, at de netop i et vidt omfang var støttet af masserne. Marchen mod Rom i oktober 1922 var et karakteristisk eksempel herpå. Man kan altså i høj grad tale om massen som drivkraft for fascismens frembrud i Italien, selv om individet som drivkraft, altså Mussolini, der må siges at have været heldig både med tid og sted, selvfølgelig også er en faktor. Styret, der i begyndelsen havde bevaret de borgerlige frihedsrettigheder rimelig intakte, opløste i 1925 parlamentet og ophævede mange af frihedsrettighederne, hvorefter det fascistiske diktatur (og etpartisystem) var etableret.
Men hvad nu, hvis Mussolini aldrig havde set dagens lys? Ville verden så have set den fascistiske bevægelse? Antagelig ikke i den form, der nøjagtig blev tale om, og det er da muligt, at det i kraft af mangel på en stærk frontfigur ikke var gået, som det gik, men mit bud er, at en eller anden form for fascisme havde vi under alle omstændigheder set i Italien. Argumentationen herfor er dels, at mellemkrigstiden bugnede med totalitært ukrudt over hele Europa – Mussolini var ikke en enlig svale – og dertil, at forudsætningerne for totalitarismens succes som beskrevet var til stede både på politisk, økonomisk og socialt plan.
At tilskrive Mussolini total folkelig opbakning ville dog være en overdrivelse. Da Mussolini overdragedes regeringsmagten som leder af en bred koalitionsregering (med den bagtanke fra de liberale partiers side at tvinge socialisterne til samarbejde), formåede han sandt nok at skabe ny vækst i økonomien, stabilisere det politiske system og skabe en nogenlunde stabil inflation, men han havde kun 35 mandater i parlamentet, og resultaterne var frembragt i et politisk arbejdsfællesskab, ikke i et diktatur med Mussolini som enehersker.
I 1924 afholdtes et valg, hvor en fascistisk liste fik flertal på 60 % af stemmerne, men denne liste var broget med kandidater fra erhvervsliv og liberale partier opstillet, og desuden var dominansen på forhånd sikret via en valglov fra 1923, der gav et parti med relativt flertal af stemmerne det absolutte flertal i parlamentet. Med andre ord var parlamentet efter den nye lov ikke repræsentativt for stemmeafgivelsen, men i stedet et slags vinderen tager det hele-system. Desforuden var valget langtfra frit – den fascistiske vold fortsatte under valgkampen, og stemmeafgivelsen har sikkert båret præg af frygt og fortvivlelse snarere end af politisk debat og moden overvejelse.
I artiklens begyndelse opregnede jeg fire centrale typer forudsætninger for fascistisk magtovertagelse i Italien. Disse gjorde sig i forskellig grad og forskelligt omfang gældende i hele Europa, men mange steder var fascistbevægelserne indflydelsesløse, andre steder opstod der ikke fascistiske, men måske snarere autoritære diktaturstater. Set fra demokratiernes side kan ligeledes opregnes mere eller mindre alment gældende problemer, der gav autoritære tendenser friere spil.
Mange af Europas demokratier led således under 1) børnesygdomme, der mindskede effektiviteten og gjorde funktionsmåden uhensigtsmæssig (jf. ustabile regeringer og en uoverskuelig pluralisme af små politiske partier, der ikke var særlig kompromissøgende), 2) manglende opbakning i masserne, bl.a. som følge af ineffektiviteten og de førnævnte økonomiske problemer og 3) svindende opbakning i den herskende klasse. Jeg minder om, at fascismebevægelsen i Italien fra begyndelsen fødtes som et elitært foretagende fostret af elitens utålmodighed, ikke af de horder af almindelige mennesker, man senere hævdede at repræsentere formedelst paraplybegreber som ”folket” og ”nationen”.
Grunden til, at demokratiet i Italien ikke blot blev udfordret eller transformeret til en mere eller mindre autoritær variant, som det skete i en del lande, men ligefrem omvæltet og nydannet som et fascistisk diktatur, skal nok findes i noget andet og dybereliggende end de aktuelle politiske, sociale og økonomiske forhold, der er præsenteret her. Mit bud på denne dybereliggende forudsætning for fascismen er det, jeg her lidt forsigtigt kalder kulturelle forudsætninger, men som jeg i seriens anden artikel har forklaret og sammenfattet i begrebet politisk kultur. Selvsamme kultur er måske endvidere baggrunden for, at mennesker som Italiens nuværende leder, Silvio Berlusconi, hvis betænkelige metoder og populistiske politik er skitseret i seriens første artikel, har mulighed for at opnå deres magt.
Når historikeren Ernst Nolte betegner mellemkrigstiden som ”fascismens epoke”, er det en noget unuanceret og generaliserende opfattelse af perioden. En betegnelse som ”den ikke-demokratiske epoke” ville muligvis være mere retvisende, idet den indikerer de nyslåede og gamle demokratiers problemer og tilsvarende de antidemokratiske bevægelsers vind i sejlene, men den er dels ikke så velklingende, dels ret diskutabel i og med, at perioden efter 1. verdenskrig faktisk begyndte lovende med etablering af – på papiret – parlamentariske demokratier på stribe.
Kommentarer