Visse røster – mest markant Francis Fukuyama i hans berømmede værk The End of History and the Last Man – har ladet os vide, at de store ideologiers tid er forbi. At den kamp, vestlige demokratier kæmpede mod kommunismen, nazismen og fascismen i det 20’ende århundrede, er uigenkaldeligt ovre, og at de liberale værdier har sejret. Selvfølgelig, har budskabet været, kan vi opleve tilbageslag, men disse vil kun være kortvarige ophold på vejen til et demokratisk verdenssamfund. Så hvorfor egentlig bekymre sig om frihed og demokrati? De store kampes tid er jo alligevel forbi.

Det er naturligvis et spørgsmål, der på ingen måde forholder sig til den virkelighed, der udspiller sig på den internationale scene. En international scene, hvor tibetanernes basale menneskerettigheder undertrykkes på det groveste af et kommunistisk Kina; hvor Rusland uden videre invaderer Georgien i strid med alt, hvad der ligner demokrati og internationalt diplomati; hvor det iranske præstestyre slår hårdt ned på horder af mennesker, der blot udnytter deres ytrings- og forsamlingsfrihed til at demonstrere mod det totalitære regime, de ikke længere ønsker at være en del af? En international scene, hvor Kim Jong-Il ublu truer alt og alle med død og ødelæggelse, mens han lader sig fotografere sammen med den enorme hær, han har ladet træne til gengæld for sit folks velstand; hvor talebanerne til stadighed holder stand på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan, og Osama bin Laden endnu ikke er fanget, selv om tropper fra brede dele af den vestlige verden ustandselig slår igen, hver gang Taleban rører på sig.

I denne virkelighed er der nemlig ikke brug for en udenrigspolitisk trillen tommelfingre. Der er ikke brug for en laden stå til og en resignerende eftergivenhed over for den modstand, der møder os. Der er brug for handling, og der er ikke mindst brug for en udenrigspolitik, der tør stå fast og insistere på de værdier, der har skabt det samfund, vi lever i i dag. Værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, ejendomsret, beskyttelse af privatlivets fred og kønnenes ligestilling. Med disse værdier må vi aldrig gå på kompromis, for gør vi det, har totalitarismen vundet.

Allerede i dagens Danmark vinder den store sejre, selv om vi måske ikke mærker det, som vi ville, hvis fremmede magter igen krydsede vore grænser. Den totalitarisme, der engang manifesterede sig i kommunismens, nazismens og fascismens markante lederskikkelser, og hvis fremmarch kunne observeres ved dramatiske invasioner og angreb, lever i bedste velgående, om end dens skikkelse er ny. Når bomberne sprænger i London, Madrid og selveste frihedsgudindens by, New York, er det en manifestation af netop denne selvsamme totalitære og formørkede tankegang. Når ambassaderne brænder, og harmløse karikaturtegnere må bevogtes i døgndrift af professionelle sikkerhedsvagter, er det netop denne selvsamme tankegang, der sejrer. Det må vi ikke lade ske.

Og kampen stopper ikke ved vore egne landegrænser. Vi hverken kan eller skal lukke os inde i den osteklokke, Danmark hidtil har været. De tider, hvor vi har kunnet hvile på laurbærrene, er ovre. Byder vi ikke totalitarismen trods, vil den sprede sig – og når den spreder sig, vil den før eller siden nå os. Det kan ikke nytte noget at spille småstatskortet og undvige stillingtagen og deltagelse med henvisning til vor egen lidenhed i det store billede. Demokratiet, menneskerettighederne og de borgerlige frihedsværdier har brug for alle de hænder og hoveder, der endnu er frie til at kæmpe deres sag. Også Danmark har en rolle i denne kamp. Hvad vi ikke har i muskler og maskiner, har vi i mund og mæle. Først den dag, hvor frihedens fane vejrer i vinden ikke kun her, men også hisset; først den dag, hvor alle Jordens folk kan nyde frihedens frugter; først den dag er frihedskampen til ende.

Del dette indlæg

•