Det er næppe nogen hemmelighed, at Danmark er midt i et finansielt uvejr. Arbejdsløsheden er stigende, huspriserne faldende eller stagnerende og forbrugerne gået i flyverskjul. Der er således brug for finanspolitik, der kan få landet fri af krisens klør. Det er nemt for oppositionen at kræve investeringer i det offentlige. Sygehusvæsenet, ældreplejen, uddannelsessystemet, pasningsinstitutionerne etcetera.

Vi ved nemlig godt, at det hjælper – på kort sigt giver offentlige investeringer en beskæftigelseseffekt, der er væsentlig større end den, skattelettelser kan mønstre. Også med hensyn til vækst virker offentlige investeringer bedst på den korte bane. Næsten dobbelt så godt som skattelettelser, faktisk – et faktum, som blandt andre Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ikke er sene til at påpege, hver gang chancen byder sig. Alligevel kan der paradoksalt nok være fornuft i at holde igen med de offentlige investeringer – og i stedet give skattelettelser, selv midt i en økonomisk krise.

Det forholder sig nemlig sådan, at mens offentlige investeringer fungerer godt på kort sigt som akut kriseknuser, er skattelettelsernes effekter mere langsigtede. Arbejdsudbuddet øges, og velstanden stiger. I projektet Danmarks Konsensus, som er et samarbejde mellem Copenhagen Consensus og Politiken, har en række af landets førende økonomer undersøgt effekterne af begge finanspolitiske redskaber.

I analysen Derfor giver skattelettelser mest for pengene konkluderer de, at

“[...] en nedsættelse af topskatten på længere sigt er langt mere effektiv til at øge væksten end offentlige investeringer. Hvis der benyttes en krone på at nedsætte topskatten, øger det velstanden med 1,98 kr., hvorimod en krone anvendt på offentlige investeringer kun øger velstanden med 1,28 kr.”
- Jan Rose Skaksen m.fl.

Helt nøjagtigt viser beregningerne, at det efter 4 års forløb er lettelser i marginalskatten, der betaler sig bedst. Men hvorfor, kunne man spørge, skal vi interessere os for noget, der virker om fire år, når vi har finanskrisen hængende over os nu? Hvorfor ikke bare vælge det mest effektive vækstværktøj på kort sigt og se at slippe af med de deprimerende nøgletal? Svaret gemmer sig i en politisk diskussion, som efterhånden ligger nogle år tilbage, det vil sige før finanskrisen rystede økonomer og økonomier verden over.

Dengang manglede vi nemlig arbejdskraft. Vores arbejdsudbud var mærkbart mindre end efterspørgslen på samme, og manglen skyldtes ikke kun de gode tider. Den er i høj grad strukturelt betinget, idet den skyldes, at medens de store årgange går på pension, er de årgange, der sluses ud på arbejdsmarkedet og erstatter dem, ikke nær så store. Færre unge og arbejdsdygtige skal med andre ord forsørge flere ældre og uarbejdsdygtige. Problematikken, der har fået den lidet politisk korrekte betegnelse “ældrebyrden”, bliver uheldigvis kun større i fremtiden. Det gør sundhedsudgifterne også – så meget, at vi ifølge overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen alene på grundlag af disse udgifter vil få et hul i statskassen på op mod 54 mia. om året. Et tal, der, såfremt det står til troende, endog er større end det forventede hul i selvsamme statskasse på ca. 16 mia. kr. om året, det stigende antal ældre ventes at afstedkomme.

Derfor diskuterede politikerne reformer, og i 2006 vedtog regeringen, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti et forlig om en ny velfærdsreform. Forliget indeholdt blandt andet en hævning af tilbagetrækningsalderen og en række tiltag, hvormed man ønskede at øge indvandreres beskæftigelsesfrekvens. Allerede ved reformens offentliggørelse lød der imidlertid et kor af kritiske røster, der ikke fandt forliget tilstrækkeligt (læs for eksempel Dansk Arbejdsgiverforenings og Nationalbankens kritik), og der var da også mildt sagt synlige forskelle mellem de reformforslag, Velfærdskommissionen fremlagde, og politikernes derpå følgende forligsresultat. Dertil kom, at forliget først træder fuldt i kraft i 2019.

Da krisen kom, forstummede megen af den politiske debat, der havde handlet om de strukturelle problemer, arbejdsmarkedet (og hermed Danmarks økonomi) stod overfor. Lavkonjunkturerne bevirkede, at arbejdskraftmanglen forsvandt, efterhånden som krisen bed sig fast – og det er svært at bevare vælgernes gunst, hvis man taler om et svindende arbejdsudbud, medens folk bliver arbejdsløse. Ergo talte S, SF og Enhedslisten i stedet om offentlige investeringer. Det var og er en skam, for selv om det er trist, må vi erkende, at de langsigtede problemer ikke fordufter, blot fordi man undlader at diskutere, hvordan vi håndterer dem.

De vender frygteligt tilbage, så snart krisen er overstået. Til den tid er står valget mellem at bruge flere penge på offentlige investeringer, der på kort sigt er effektive, men allerede efter 4 års forløb er mindre vækstskabende end marginalskattelettelser, eller at bruge flere penge på at lette marginalskatten. Vælger vi at bruge finanspolitiske redskaber, der egner sig bedst til at løse kortsigtede problemer, til at adressere et langsigtet af slagsen? Eller vælger vi kortsigtede løsninger til kortsigtede problemer og vice versa? Tja. For mig at se er der tale om et spørgsmål, hvortil det korrekte svar er af rimelig indlysende karakter.

Mens der trilles tommelfingre til den helt store guldmedajle på Christiansborg, vokser de økonomiske udfordringer stedse. Ingen tør for alvor tage tyren ved hornene. Det gør sig på forunderlig vis både gældende for oppositionen og regeringen.  Måske skyldes det slet og ret frygt for vælgernes dom? Måske skyldes det, at man stiller det forkerte spørgsmål: velfærd eller skattelettelser? Eftersom skattelettelser (og reformer, helst i noget mere vidtgående form end den, velfærdsreformen indebærer) er en forudsætning for en fremtidig stigning i arbejdsudbuddet af tilstrækkelig størrelse til, at velfærdssamfundet kan overleve, er det kategoriske spørgsmål bygget på helt forkerte præmisser.

Et spørgsmål af større relevans er uden tvivl, hvor meget længere, politikerne vover at tøve? Lad os nu få de reformer, tak.