Analyseinstitituttet Interresearch har begået en undersøgelse for den venstreorienterede tænketank Cevea. Den viser, at danskerne, mere præcist 58 %, ønsker en fattigdomsgrænse i Danmark. Altså et bestemt beløb, der anviser grænsen mellem fattig og ikke-fattig. Nu er meningsmålinger jo ikke altid lige pålidelige – Kristeligt Dagblad bragte i forgårs en lang artikel om den måde, hvorpå medierne benytter meningsmålinger i nyhedsdækningen, og hvorfor der ofte gøres regning uden vært, når det proklameres, at danskerne mener først et, så andet.

Jeg går ud fra, at Ceveas direktør, Jens Jonatan Steen, er et både dannet og uddannet menneske. Derfor er der selvfølgelig heller ingen tvivl om, at han udmærket er klar over de iboende begrænsninger, meningsmålingers konklusioner har. Imidlertid plæderer han på sin weblog, Fællesskaberen, for, at politikerne bør tage lige netop denne undersøgelse særlig alvorligt. Det budskab kan undre – indtil man ihukommer, at undersøgelsen er foranlediget af Steens egen tænketank.

Bortset fra det: Socialdemokraterne jubler og mener, at en sådan grænse er vejen frem, idet den giver et redskab til at identificere de fattige i vores samfund og komme dem hurtigt og effektivt til undsætning. For så vidt er det en sympatisk tanke. Det viser sig desværre hurtigt, at den ikke er uproblematisk. For det første – og det er slemt nok endda – kan der herske nogen tvivl om, hvorledes grænsen skal fastsættes.

Den helt oplagte model, at vælge et konkret årligt rådighedsbeløb og dividere det med antal dage på et år, er fuldkommen ubrugelig, eftersom fattigdom for det enkelte individ ikke er et spørgsmål om at have en bestemt pose penge til sin rådighed, men derimod en sammenligning af egen økonomiske formåen med omgivelsernes. Fattigdom lader sig med andre ord vanskeligt opgøre i absolutte tal, det er en relativ størrelse.

Fagforeningen 3F har taget konsekvensen heraf og foreslået en fattigdomsgrænse, der tager højde for fattigdomsbegrebets relativitet. De foreslår en definition, hvor man er fattig, når man tjener under 50 procent af den gennemsnitlige danskers indkomst og har gjort det i mere end to år. Det lyder umiddelbart fornuftigt, men ak og ve – også til denne fattigdomsdefinition er der knyttet en række oplagte ulemper. For at tage en af de vigtigste vil 3F’s definition medføre, at antallet af fattige er faldende under en finanskrise som den, vi oplever for øjeblikket. Danskerne bliver jo som helhed fattigere. Omvendt vil antallet af fattige stige under en højkonjunktur. Det er langt fra en ny erkendelse. Selv blev jeg første gang opmærksom på disse selvmodsigende implikationer af 3F’s forslag takket være et debatindlæg af Anne Hansen, folketingskandidat for De Konservative i Vestjyllands Storkreds.

For det andet overser en fattigdomsgrænse, at fattigdom er mange forskellige ting. Følelsen af fattigdom behøver ikke at have med økonomiske forhold at skaffe. Kulturelle og sociale forhold kan ligeledes spille ind på, om man opfatter sig som værende fattig. En fattigdomsgrænse er en forjættende tanke, fordi den vil gøre det muligt på en simpel og ukompliceret måde at holde et vågent øje med fattigdommen i Danmark. Realiteten er, at en fattigdomsgrænse er lige så uhensigtsmæssig, som den er tillokkende. En fattigdomsgrænse indebærer en forsimpling af fattigdomsbegrebet, der – stik imod de ellers gode intentioner – risikerer at betyde forringelser for landets fattigste.

Det ved den konservative socialminister, Benedikte Kiær, heldigvis godt. Derfor er man i ministeriet i gang med at udvikle en række fattigdomsindikatorer, der tilsammen skal give et mere retvisende og dækkende billede af fattigdommen, såvel i Danmark som helhed som i den enkelte familie. Det kan godt være, at det lyder kedeligt og svært – det er intet under, for det er det også. Men det er den eneste farbare vej, hvis vi skal have en effektiv fattigdomsbekæmpelse, der ikke blot er en sovepude for politikerne, akkurat som en fattigdomsgrænse meget vel kunne blive det. Fattigdom er nemlig ikke sådan at sætte på formel.

Del dette indlæg

•