I daglig tale og tanke sidestilles socialisme som politisk ideologi ofte med social adfærd, medens dens modstykke, liberalismen, især af venstrefløjen selv fremstilles som en asocial ideologi, hvis tilhængere er egoistiske og selvoptagede individualister. Man kunne så tænke sig socialliberalismen som en mere social udgave af den klassiske liberalisme. Imidlertid er der god grund til at se kritisk på den opfattelse.  Socialliberalismens optræden som en mere social liberalisme er som ulvens i fåreklæder. Der er nemlig ikke tale om en mere social liberalisme, tværtom en mere socialistisk liberalisme, idet der ingenlunde er belæg for at hævde, at liberalister på nogen måde er mindre sociale eller socialt ansvarlige end socialister og andre venstreorienterede.

Liberalismens primære sigte er at sætte mennesket før systemet og give det så frie udfoldelsesmuligheder som overhovedet muligt, det vil sige uindskrænket frihed på de områder, hvor det ikke skader andre individers tilsvarende frihed. Når kontrol og bureaukrati ikke er nødvendigt for at sikre menneskets basale rettigheder, hvorfor så have den, er liberalistens spørgsmål, der som regel rettes mod staten, det danske samfunds mest fremtrædende kontrollant af borgernes gøren og laden.

Liberalisten vil med andre ord have mest mulig frihed. Egocentrisk selvfedme og tilsidesættelse af andres behov er der dog ikke tale om: liberalismen vil sikre en maksimal frihed til alle. En frihed, de så vidt muligt skal kunne administrere, som de ønsker det i opnåelsen af deres egne personlige mål. Personlige mål, råber socialisten, hvad så med fællesskabet, solidariteten, sammenhængskraften…? Det fine ved det hele er, at ingen af disse glimrende fænomener går fløjten i et liberalistisk idealsamfund.

Det, socialisternes kritik overser, er, at fællesskabet sagtens kan være et personligt mål. Liberalismen har absolut intet imod fællesskab, liberalister ditto. Forskellen på den liberalistiske og den socialistiske opfattelse af fællesskabet er blot, at medens liberalister ønsker sig fællesskaber, der opstår naturligt som følge af frie menneskers samarbejde og samkvem af forskellig art, det være sig såvel bridgeklubber som fagforeninger og sportsforeninger, accepterer socialisterne uden videre fællesskaber, der mere eller mindre tvinges ned over hovedet på den enkelte. Altså ikke frit fællesskab, men tvungent fællesskab.

Men, kunne man så indvende, hvis fællesskaber blev frivillige, ville nogle af dem vel med tiden forfalde og forgå? Javist – frivillighed skaber et vist frafald i nogle fælles ordninger, det er der ingen tvivl om. Spørgsmålet er, om det ikke kun er en god ting. Liberalisten svarer ja. Det er nemlig hans opfattelse, at fællesskaber er gode, men at de bliver allerbedst og mest velfungerende, hvis de bygger på frihed både til og fra deltagelse. Og at når et fællesskab forgår, opstår et andet, der udfylder samme funktion lige så godt eller bedre, helt af sig selv som følge af den menneskelige natur.

Hvad da med de økonomisk, socialt eller på anden måde særligt belastede borgere i vores samfund, der ikke har samme muligheder for at udnytte deres frihed som vi andre? Det er et spørgsmål, hvortil det er lykkedes venstrefløjen at skabe almen accept af følgende svar: de bliver ladt i stikken. Det er der dog ikke tale om; en sådan kynisme er hverken i socialliberalismen eller klassisk liberalisme udbredt. Tværtimod lægges der vægt på det, bl.a. Liberal Alliance har kaldt socialt ansvar.

Forskellen på socialt ansvar og det venstreorienterede kernebegreb solidaritet kan måske forklares således, at solidaritet i sin essens går ud på at give det samme til alle. Samme offentlige ydelser, samme niveau af kontrol og styring fra statens side. Solidaritet er lig med ensretning, også på det konkrete niveau: man er solidarisk med arbejderne ved at gå i arbejdertøj. Socialt ansvar, derimod, udmøntes i en differentieret hjælp, der tilfalder de, for hvem en sådan hjælp er nødvendig og formålstjenlig, medens de, der ikke har hjælp behov, ikke får hjælp, men i bytte herfor større individuel frihed.

De, der kan klare sig selv, skal nemlig i et liberalt idealsamfund ikke tilbydes muligheder for at springe over, hvor gærdet er lavest og lade sig fratage ansvar og friheden til selv at vælge. De, der ret beset ikke kan klare sig selv, altså ikke middelklassefamilierne på børnecheck og de velbjergede pensionister, men f.eks. psykisk syge, handicappede, folk med kroniske lidelser o. lign., samfundets sande svageste, skal derimod heller ikke i liberal optik lades i stikken. Myten om den asociale liberalisme er altså stærkt overdrevet.