Religionslighed er en misforståelse (Konflikten)
“Folk sammenblander religionsfrihed med religionslighed. Religionsfrihed, som den er i grundloven, er sådan set slet ikke nogen frihed i sig selv. Det er snarere en indirekte kombination af forsamlingsfriheden, foreningsfriheden og ytringsfriheden. Religionsfrihed betyder ganske enkelt, at ingen kan tvinge dig ind i et religiøst fællesskab, du ikke ønsker, og at du iøvrigt er fri til at mødes med andre ligesindede og dyrke jeres fælles gudstro i henhold til loven. Det er altså en indirekte anerkendelse af ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden og ikke i sig selv en distinkt frihedsret.

Hvis man skal tage den logiske konsekvens af fortalerne for religionslighed, så burde vi altså også have indført ‘ytringslighed’ og ‘foreningslighed’ [...] Hvis staten giver penge til én bestemt oplysningskampagne, skal den også give den samme mængde penge til en oplysningskampagne, der siger det nøjagtigt modsatte. Det ville være ytringslighed. Det er naturligvis åbenlyst for enhver, at ytringslighed er en grotesk meningsløs blindgyde [...] Men hvordan kan det så være, at folk taler varmt om religionslighed? Hvordan kan det være, at folk ligefrem siger, at ‘vi har brug’ for en stormoské for at skabe mere ‘lighed mellem religioner’?
- Troels Heeger og Søren Villemoes

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. På en anden JP-blog, nemlig Karsten Bundgaards Er det bare mig?, står der også noget, jeg kan tilslutte mig, og det er jo altid opmuntrende. I dette tilfælde om den famøse bog af Thomas Rathsack, der stadig skaber overskrifter i medierne og antagelig vil gøre det et stykke tid endnu, bl.a. fordi Forsvaret ikke har frafaldet deres anklager mod Rathsack.

Nærmere bestemt nogle kloge ord om de konsekvenser af informationssamfundets mange videnspredningskanaler, jeg også selv var inde på i mit indlæg om sagen.

Jeg har oversat “Jægerbogen” (Er det bare mig?)
“I gamle dage kunne man nedlægge et fogedforbud mod en udgivelse, og derefter – hvis anmelder fik ret i sin påstand – kunne man så brændeoriginalmanuskriptet  og hele oplaget på bålet. Så var alle spor slettet. Men den går ikke længere. Murphys lov “Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt” kan omskrives til “Hvis noget kan offentliggøres, vil det blive offentliggjort””
- Karsten Bundgaard

Mit beskedne gæt er, at vi i den kommende tid kommer til at høre meget mere om den iboende konflikt, der er imellem hensynet til ophavsret og ytringsfrihed. Hvad har forrang? Og hvordan afgør man egentlig, om en handling er udført for at forsvare ytringsfriheden?

Min egen udlægning af Politikens trykning af Jæger – i krig med eliten var relativt positiv, især idet jeg valgte at godtage Tøger Seidenfadens forklaring om, at aktionen repræsenterede et forsvar for ytringsfriheden. Som den offentlige debat tydeligt illustrerede, er det imidlertid muligt at nå frem til mange andre konklusioner, og prioriteringen af hhv. ytringsfriheds- og ophavsretshensyn vil altid være en politisk afgørelse:

Politiken-sag sætter lov om ophavsret under pres (Information)
“I de her år ser vi en stigende tendens til, at ytringsfriheden tillægges en større og større betydning. Ytringsfriheden har vundet terræn i forhold til ophavsretten på en måde, vi ikke har set tidligere.”
- Morten Rosenmeier, lektor i jura og ph.d. ved Københavns Universitet

Ovenfor citerede lektor Rosenmeier går så langt som til at foreslå en ændring af ophavsretten, så den “bedre tager hensyn til ytringsfriheden.” Desværre glimrer et konkret bud på en sådan ændring ved sit fravær.

Hvorfor i alverden støtter danskerne så et sådant forslag? Det er dagens gåde for undertegnede. Skatteministeren kalder forslaget for et “misundelsesforslag”. Vil det sige, at danskerne også vælger at støtte forslaget på baggrund af jantelovsmotiver og misundelse – eller er det snarere på baggrund af en manglende viden om de sandsynlige økonomiske konsekvenser af forslaget? Jeg vælger nu at tro det sidste.

Og så leverer de borgerlige regeringspartier en tydelig indikation af, at jeg har ret i min mistanke om de negative konsekvenser af ensidigheden i klimadebatten. Konservatives Per Ørum Jørgensen siger om Lomborg og hans forskning, at

K: Lomborg er en støjsender (Information)
“Jeg har svært ved at tage ham alvorligt – ikke mindst efter at have set det mobile springvandshow, han nu lancerer. Hvis vi lytter for meget til hans fantasifulde påfund, risikerer vi at negligere de kæmpemæssige klimaudfordringer, som vi står over for – og som førende forskere i verden videnskabeligt har dokumenteret.”
- Per Ørum Jørgensen

Man er i sin gode ret til som politiker at indtage en holdning, negativ eller positiv, til en given forskers arbejde og resultater, men at kalde Lomborgs forskning for “fantasifulde påfund” og hans skyfabrikker for et “mobilt springvandsshow” er simpelthen for tykt og lugter langt væk af opportunisme og populistisk flyden med strømmen i forsøget på at score nogle billige points på klimadagsordenen.Venstre (in casu Eyvind Vesselbo), der jo oprindelig gik foran i støtten til Lomborg i oprettelsen af Institut for Miljøvurdering, trækker også i land og vil undersøge, om man får mere medvind for pengene andetsteds… mere miljø, mener jeg!

Faktisk er denne debat et eklsempel på, at DF ikke altid vælger den mest populistiske vej at gå. Klimadiskursen farver enhver snak om miljøet, og det langt nemmeste er immervæk at afvise enhver kritisk forsknings relevans i skarpe vendinger. Det, DF gør, at beskytte og gå i brechen for en forsker, hvis resultater og holdninger strider imod de gængse, kræver politisk mod.

Forresten er min vurdering, at hele diskussionen om DF i regering eller ej er komplet irrellevant. DF ved udmærket godt, at de ingenlunde har interesse i regeringsdeltagelse af adskillige årsager. Først og fremmest vil det give dem et langt mere snævert spillerum til at lege opposition og kritisere regeringen og dens ministre. For det andet risikerer de at ende med tunge og upopulære sager, som på nuværende tidspunkt varetages af ministre fra V og K, hvilket kan mindske deres folkelige appel ganske drastisk. Langt mere givtig er den aktuelle position som magtfuldt støtteparti, der skal tages i ed ved alle større beslutninger og har udstrakt handlefrihed i kritikken af de regerende partier, fordi disse4 er helt afhængige af DF’s støtte i den etablerede parlamentariske situation.

Som Kjærsgaard selv udtrykker det:

Pia Kjærsgaard vil gerne i regering (Børsen)
“Lige nu ligger ministrene længere nede på magtbarometeret end jeg, og det siger, at vi lige nu har stor indflydelse.”
- Pia Kjærsgaard

Hvorfor i alverden skulle hun overhovedet overveje at bytte den position med ministertaburetter? Det sker ikke foreløbig, hvis man spørger undertegnede.

Hjort: Thorning-Schmidt er arrogant og gammeldags (Information)
“Det er en lidt arrogant holdning at tro, at man kan sidde på en piedestal inde på Christiansborg og bestemme, hvad der er godt for de enkelte mennesker, og være meget klogere til at leve folks liv, end borgerne selv er. [...] Helle Thorning-Schmidts indgangsvinkel er, at hun vil regulere med udgangspunkt i enkeltsager. Den tankegang er håbløst forældet [...] og vil kun føre til mindre frihed og flere standardløsninger.”

Hvor er det dog i grunden fortrinligt sagt!

Pia Kjærsgaard er inde i en god periode og kritiserer Statens Kunstfonds livsvarige kunststøtte, ligesom jeg også selv har gjort det tidligere i en kommentar, der lægges ud på bloggen her i morgen, men som allerede nu kan læses på Venstres Ungdoms hjemmeside: Sæt pris på kulturen. Den mest rammende kommentar til Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (og konceptet statskunst i det hele taget), som de fleste liberale sikkert kan nikke genkendende til, bliver dog givet af sociologen Henrik Dahl, som bemærker det betænkelige i, at statsstøtten til visse kunstprojekter sætter markedskræfterne ud af spil:

Kjærsgaard kontra kunstfonden (Information)
“Jeg synes mere principielt, at det er et problem, at markedet bliver sat ud af spil. I de eksempler, jeg kender til, betyder det bare, at det bliver dyrere og dårligere. Når du sætter markedet ud af spil, om det så er ved produktion af skibe, landbrugsprodukter, billeder eller musik, så skåner du producenterne for kritik.”
- Henrik Dahl

Sådan, hr. Dahl!

Socialdemokraterne fabler om en statsbank. Du godeste:

Socialdemokraterne: Staten skal drive bank (180Grader)
“For det første kunne det hjælpe virksomhederne. Men det kunne også få de private banker op på stikkerne, når der er konkurrence fra det offentlige.”
- Anders Lundkvist

Siger hvem? Anders Lundkvist, der er ekstern lektor i økonomi – men samtidig medforfatter af leksikon.org, som de fleste vist indrømmer mildest talt er en temmelig tendentiøs størrelse til trods for deres leksikale ambitioner. Det der med objektivitet er jo en hård nød at knække. De forsøger sikkert – kanske de bare ser et rødt flag smælde lidt for ofte? Men 180Grader, helt ærligt, hvad er en ultrasocialist? Jeg spørger bare.

Pia Kjærsgaard lutrer min sjæl med et fornuftigt ugebrev – ja, de findes faktisk – om klimadebattens eskalerende hysteri. Mind mig om at skrive en klimapolitisk kommentar ved førstkommende lejlighed. Men lææs nu, hvad fru Kjærsgaard ytrer:

Giv os proportionerne tilbage (Dansk Folkeparti)
“Ingen med fornuften i behold kan være modstander af, at vi træffer vore forholdsregler, når det gælder om at modvirke opvarmningen – også selv om omfanget af menneskets indflydelse på denne ikke entydigt er fastlagt, og selv om klimaet er en uhyggelig kompleks størrelse, der er genstand for stor uenighed blandt forskere. Men jeg står helt af, når man ”aftaler”, at temperaturen ikke må stige mere end to grader over en årrække. Hvordan i alverden kan man aftale noget, som man end ikke aner, om man har indflydelse på?”
- Pia Kjærsgaard

Godt brølt, løve, som man siger (om man har læst Shakespeare eller ej). Et af de oversete dilemmaer i klimadebatten, som Kjærsgaard mere eller mindre bevidst berører, ligger mig i høj grad på sinde: forskningsfriheden. For når medierne og politikerne ukritisk labber alle dommedagsprofetierne i sig og giver dem al den taletid, der er til rådighed, er der ingen taletid til den forskning, der er kritisk over for tanken om menneskeskabt global opvarmning – eller som måske bare er af den opfattelse, at pengene kan bruges bedre end til at halse efter Kyoto-målene her og nu. Og de forskere, der ikke er taletid til, er der heller ingen forskningsbevillinger til. Så enkelt er det.

Den kritik, Socialdemokraternes Mette Gjerskov (miljøordfører, og det er ikke arbejdsmiljøet, der er tale om) straks buser ud med, er ret sigende for niveauet i klimadebatten. Enten er man med os, eller også er man imod os, og i sidstnævnte tilfælde har vi gloserne klar. Klimafornægter o. lign. – ikke at forveksle med Holocaustfornægter, selv om ordvalget unægtelig bærer på en negativ konnotation, der peger i den retning. Pia Kjærsgaards udmelding er “direkte skadelig,” mener Gjerskov. Værsgo at læse med: Pia Kjærsgaard: Vi aner ikke, om vi har indflydelse på klimaet (Ingeniøren). Hvori består det skadelige i at se kritisk på omstridt forskning? Er det ikke snarere Gjerskovs klimahetz, der er skadelig, når det kommer til stykket? Klimahetz. Nyt ord. Tag det og brug det!

Debatten om mænd og kvinders respektive ansvar for manglende børn i landet tillige med sædeligheden i singlekvinder med børn fortsætter naturligvis – jeg deler lige to gode links med jer. For det første et befriende fordoms- og floskelfrit opråb til mænd og kvinder fra en kommunikationsrådgiver ved navn Signe Wenneberg, jeg ikke har hørt om før. For det andet endnu en kvinde, Marie Wandel Kampmann, der også rusker op i mændene: hvis I synes, det er en katastrofe, at børn vokser op uden en far, så kom da i gang. Kurtisér, charmér, forfør de enlige mødre! De leder stadig efter den eneste ene.

For så vidt et sympatisk budskab, men jeg vil nu stadig vove at påstå, at det har mændene nok prøvet – at være prinsen på den hvide hest er sin sag i dag. Enten er hesten desværre lidt for grålig, eller også glemte prinsessen lige at specificere: det er naturligvis kun kronprinser, der har interesse. Gør op med perfektionismen, find hinanden og find jer i hinanden, som jeg skrev, og det gjaldt for øvrigt såvel kvinder som mænd. Alt andet er synd, ikke kun for mændene (det tykkes mig, at der går en smule feminisme i denne debat), men for kvinderne ligeså.

Med et link til Henriette Kjærs snak om et “psykologisk spil” om regningen for oprettelsen af fribyer for forfattere, der er forfulgt for at bruge deres ytringsfrihed, er vi ved at være ved vejs ende:

Ingen betaler for forfulgte forfattere (Danmarks Radio)
“Det er ærgerligt, vi ikke er blevet et friby-land, når vi har besluttet det. Men jeg ser det sådan, at der kører et psykologisk spil mellem staten og kommunerne om regningen.”
- Henriette Kjær

Og så? Et psykologisk spil om regningen skal forhindre os i at tilslutte os dette glimrende initiativ? Der skal findes en løsning, og det med det vuns. Ingen pris er for høj at betale for ytringsfriheden. Og så har vi endda penge stående i Kulturministeriet! Hvad venter vi på?

Rønn om Danmark: For meget stat og for lidt borger (180Grader)
“Der er alt for meget stat og alt for lidt borger. Hvis man kommer lidt ud over slagordene, så er samfundet i alt for høj grad blevet præget af forkælelse, og alle partier har været med til det. Dét, vi skal have tilbage, er glæden og ansvarsfølelsen overfor sit eget liv, arbejde, familie og samfundet.”
- Birthe Rønn Hornbech

Netop som jeg lancerer Krablog, pøser Birthe Rønn Hornbech vand på min mølle i ret og pligt-diskussionen, jeg nævnte i første indlæg her på bloggen. Det virker næsten som aftalt spil, ikke sandt? Men et er selvfølgelig, hvad man siger – noget andet er, som 180Grader påpeger, hvad man gør.

Leder: For meget snak, for lidt handling (180Grader)
“Det er én ting at gennemskue, at det danske samfund er præget af krævementalitet, hjælpeløshed og uvirksomhed – det er tilsyneladende noget helt andet at gøre noget ved det [...] På et eller andet tidspunkt må de partipolitiske og parlamentariske hensyn vel vige for Birthe Rønn Hornbechs egentlige holdninger. I sidste ende er det jo rent faktisk folketingsmedlemmernes ret at stemme som deres samvittighed og overbevisning byder dem det. Det står i Grundlovens §56, hvis nogen skulle være i tvivl.”
- 180Grader

Ja tak. Naturligvis skal politikerne sige, hvad de gør og gøre, hvad de siger. Det siger – hvis jeg må bruge det udtryk – sig selv. Ikke desto mindre er det at lade sig interviewe med overskriften “Rønn ønsker liberal revolution” mildest talt også et signal, der vil noget, især i en parlamentarisk situation som den nuværende, hvor V og K er afhængige af DF’s stemmer. Dertil kommer, at udmeldingen efter al sandsynlighed er koordineret med Lars Løkke – jo, mon ikke?

I så tilfælde kan udmeldingen måske ses som Løkkes forsøg på at få luftet den i Foghs regeringstid lettere undertrykte liberalisme – på en måde, så det hele ikke falder tilbage på ham selv, når han skal brænde igennem ude i stuerne. Lidt i stil med den kampagne for det personlige ansvar, daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i sin tid lancerede. Kilden til interviewet er som sagt Kristeligt Dagblad:

Rønn ønsker liberal revolution (Kristeligt Dagblad)
“Vælgerne skal vækkes af deres tornerosesøvn ved en liberal kulturrevolution. Danskerne skal opdrages til at tage større personligt ansvar. Forholdet mellem stat og borger er det helt grundlæggende politiske spørgsmål.”

Og det er bare Kristeligt Dagblads indledning. Det er stærke sager!