Som borgerlig er det svært at være entydigt begejstret for nogen af planerne – hverken S-SF-planen eller regeringens genopretningsplan er skruet optimalt sammen. Genopretningsplanens genistreg er dagpengeperiodens forkortelse. I lande, vi normalt sammenligner os med, er dagpengeperioden allerede lige så kort som eller kortere end de 2 år, hvortil den nu er reduceret. Statistikken fra disse lande viser, at når man forkorter dagpengeperioden, kommer de arbejdsløse hurtigere i arbejde – ekstra mange i månederne lige inden perioden udløber. Samme mekanisme har virket i Danmark i forbindelse med de tidligere forkortninger af den maksimale dagpengeperiode, der faktisk var på 7 år, indtil den blev reduceret af Nyrupregeringerne i løbet af 90′erne.

Til gengæld udgøres en stor del af genopretningsplanens finansieringsgrundlag af en udskydelse af skattelettelser, der ellers ville være trådt i kraft fra 1. januar 2011. Danmark har i forvejen verdens højeste skattetryk, og det er ikke hensigtsmæssigt. Det er muligt, at mange danskere hellere vil have mere velfærd end skattelettelser, men for at stå distancen i den internationale konkurrence er det en nødvendighed, at det danske skattetryk når et leje, der er acceptabelt for velkvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Ellers går de højttuddannede simpelthen udenom Danmark, når de skal vælge et sted at bo og arbejde. Eksemplerne herpå åbenbarer sig løbende – senest skrev epn.dk, at de forskere, der kommer til Danmark igennem den såkaldte forskerordning, forlader landet i hobetal, når ordningens favorable skattevilkår udløber. Utallige andre lande har nemlig en langt lavere beskatning. At rulle skattelettelser tilbage er derfor en uambitiøs og helt forfejlet måde at gribe spareøvelsen an på.

Loftet over børnechecken på 30.000 kr. er også en uhensigtsmæssig kilde til besparelser. Checken skaber et økonomisk incitament til at få børn, der er uundværligt, som landet ligger nu. Danskerne får nemlig langt fra børn nok. Børnefødselstallet ligger på 1,9 barn pr. kvinde, og indtil vi når 2,1, reproducerer vi end ikke os selv. Det kan forekomme uskyldigt, at der bliver lidt færre af os i de nye generationer, men det kan man ingenlunde forsvare at mene i et samfundsøkonomisk perspektiv. Allerede nu er der flere ældre, end der er borgere i den arbejdsdygtige alder, og misforholdet mellem forsørger og forsørget bliver kun større i de kommende år. I fremtiden vil vi mangle hænder og hoveder på arbejdsmarkedet i hidtil uset omfang, og den mest effektive måde at løse dét problem på er netop ved at få flere børn.

Heller ikke oppositionens Fair Løsning er som sagt uden fejl. Planen skæmmes af flere afgørende mangler. For det første forholder planen sig kun til de økonomiske udfordringer på langt sigt. Det betyder, at planen ikke anviser, hvordan overholdelse af EU’s konvergenskrav på kort sigt kan sikres. Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, formulerer det sådan, at S og SF “nærmest satser på ikke at leve op til kravet fra EU.” Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, mener godt nok ikke, at man behøver overholde kravene – den slags kan man bare tage en snak med kommissionen om. Det lyder i grunden tilforladeligt, men sandheden er, at når EU kræver af et lille land som Danmark, at økonomien skal bringes på fode inden 2013, så gør vi mildest talt klogt i at makke ret.

For det andet bygger planens realiserbarhed på, at fagbevægelserne er villige til at indgå aftale om de forlængede arbejdstider. Fagbevægelserne – det er dem, der ved overenskomstforhandlingerne gang på gang skriger på højere løn, kortere arbejdstider og bedre arbejdsforhold. Hvad er sandsynligheden for, at de vil gå med til en 38-timers arbejdsuge – og vel at mærke uden løn for den sidste time, for ellers forsvinder en god del af de 15 mia. kr., forslaget skulle tilvejebringe? Den synes ikke overvældende. I manges øjne er det derfor et noget risikabelt farvand at bevæge sig ud i, når man på den måde gør sig afhængig af arbejdsmarkedets parters velvilje.

Eksperter har kritiseret planen for at være meget svær at gennemføre, og 25 førende danske økonomer har vurderet, at planen ikke kan genoprette dansk økonomi. Sågar Nationalbankens direktør, Nils Bernstein, har noget utraditionelt taget parti for genopretningsplanen ved at udtrykke sin bekymring. Han siger om Fair Løsning, at han vil have det “skidt med at overdrage nødvendige politiske beslutninger, som hører hjemme i de folkevalgte forsamlinger, til interesseorganisationer” og understreger, at erfaringerne med at lade fagbevægelsen få indflydelse på aftaler af denne art ikke er videre imponerende. Bemærkelsesværdigt er det da også, at De Radikale, venstrefløjens økonomisk ansvarlige stemme, har forholdt sig yderst skeptisk til S og SF’s plan. Hvor skal de 15 mia. kr. findes, spørger Margrethe Vestager forundret, og det er et begavet spørgsmål. Jovist, LO har lovet, at de bliver fundet, men har til gengæld på forhånd afvist både efterlønsreformer og den oprindelige model med en 38-timers arbejdsuge.

Det ser ikke alt for lyst ud. At Fair Løsning slet intet løser, som overskriften antyder, er naturligvis politisk retorik, når den er værst (eller bedst, om man vil), for det kan da tænkes, at fagbevægelsen i tilfælde af et regeringsskift kan lokkes med i en aftale, der på en eller anden facon skaffer de 15 milliarder, der sikrer, at Fair Løsning medvirker til en løsning af Danmarks langsigtede problemer. På kort sigt, derimod, er Fair Løsning vitterlig ikke en løsning på noget som helst. Snarere tværtimod. De reformstrategier, planen indbefatter, vil på det korte sigt ligefrem øge statsgælden. Sammenfattende må konklusionen derfor være, at regeringens genopretningsplan er at foretrække. Ikke fordi den løser alle problemerne, eller fordi den løser de problemer, den løser, på den mest forbilledlige vis, for den gør ingen af delene – men fordi den alt andet lige er det bedste bud på en genopretning af dansk økonomi, der foreligger på nuværende tidspunkt. Hverken mere eller mindre.

Søvndal selv ser “intet odiøst” i, at han har modtaget rådgivning udi komikkens svære kunst og bedyrer i øvrigt, at størstedelen af hans jokes er udtænkt af ham selv. Det mest skræmmende er vel i grunden, at han har ret. Det er ikke spor odiøst, at vi ikke aner, hvor grænsen mellem politikerne selv og det fernis af smart design, der er spartlet nænsomt ud over deres medieoptrædener, går.

Rådgivningen af vort lands politiske ledelse angår i dag snart sagt enhver situation, de kan tænkes at optræde i. Der rådgives om politisk indhold, debatteknik, tv-optræden, brug af Internettets nye medier – og nu også i komik. Brugen af særlige rådgivere af forskellig art er udbredt på begge fløje i dansk politik, og intet tyder på, at tendensen er for nedadgående. Snarere tværtimod.

Men er det ikke, kunne man måske spørge, blot rimeligt, at vore politikere søger råd og vejledning, for så vidt denne rådgivning kun medvirker til at sikre kompetente beslutninger, interessante tv-shows og levende profiler på Facebook? Eftersom politikerne i umindelige tider har modtaget rådgivning af deres embedsapparat, partisekretariater og deslige, er spørgsmålet sådan set godt nok. Hvorfor er den massive personlige rådgivning, der vel kan betragtes som en simpel professionalisering og systematisering af den rådgivning, der allerede har fundet sted siden tidernes morgen, overhovedet problematisk?

Det er den, fordi rådgivningen gør det uigennemskueligt, hvem vi egentlig stemmer på, når vi går til valgurnerne og sætter vort kryds. Tusinder af danskere, der har stemt på Villy Søvndal måske blandt andet for at anerkende hans hyggelige og morsomme tilgang til den ellers lidt træge og tørre politiske debat, afgav deres stemmer i troen på, at ophavsmanden til Villy Søvndals komik var Søvndal selv. Det viser sig ikke at holde stik, og det er dybest set svindel.

Grundlaget for, at borgerne i et demokratisk samfund kan træffe kvalificerede valg og stemme på de politikere, de finder bedst egnede til at lede landet, er, at det er borgerne muligt at vurdere de enkelte politikeres styrker og svagheder. Når Villy Søvndals komik er Dorsets, er det Dorset og ikke Søvndal, der i realiteten tages stilling til, ligesom det er LO’s og ikke Socialdemokraternes politiske kompetence, der tages stilling til, når S’s politiske program er udformet af LO og ikke af S, som det hændte i Odense og København i forbindelse med den seneste kommunale valgkamp.

Den fremherskende politikerlede, hvorom man har hørt megen frygtsom tale blandt politisk interesserede, er et fuldt ud forståeligt modtræk til det billede af utroværdigt glinsende og ned til mindste detalje perfekte politikere, der fremmanes af spindoktorer, særlige rådgivere og lignende. Såfremt man foretrækker et gennemskueligt og åbent folkestyre, hvortil borgerne trygt kan sætte deres lid, er politikere, der er ærlige om sig selv og deres formåen, en grundlæggende forudsætning. Katten må med andre ord ud af sækken i dansk politik – borgerne fortjener at vide, hvem og hvad de stemmer på.

At kere sig om ligestilling er derfor naturligt, hvorfor samtlige danske partier har en ligestillingsordfører, hvis opgave det er at se til, at ligestillingenstilstanden opretholdes og – i de tilfælde, hvor den endnu ikke er opnået – udbygges. Måske var det det med at udbygge, Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher, havde i tankerne, da hun proklamerede i landsdækkende medier, at S ønsker kønskvotering i danske virksomheders bestyrelser.

Forslaget faldt ikke overvejende i god jord, idet Rademacher udtalte, at såfremt virksomhederne ikke overholdt kvoteringsreglerne, måtte de tvangsopløses. I sandhed et vanvittigt standpunkt, at virksomheder ikke skulle kunne vælge frit, hvem de ønsker har sæde i deres ledende organer – og tillige et praktisk umuligt standpunkt. Kom det dertil, at virksomhederne ikke agtede at følge loven på området, skulle man da opløse dem med det tab af arbejdspladser, fortjeneste og og produktion, det uundgåeligt ville medføre, til følge? Nej – truslen herom er naturligvis fuldkommen utroværdig: det er ingenlunde i politikernes interesse at nedlægge i øvrigt retskafne og profitable virksomheder på grundlag af deres bestyrelsers sammensætning.  Hverken ifald der med interesse menes den interesse, de burde have, nemlig landets, eller den interesse, de om ikke andet under alle omstændigheder har, interessen for eget genvalg.

At forslaget ikke er realiserbart, bør imidlertid ikke standse os, hvis det i tilfælde af realisation skønnes at bringe os tættere på idealet om kønnenes ligestilling. Hvis forslaget finder hjemmel i vor opfattelse af ligestillingsidealet, må man søge andre måder, hvorpå det engang i fremtiden bliver praktisk muligt at realisere det. Ergo: øger forslaget ligestillingen, er det betimeligt at søge det vedtaget og eksekveret, om ikke på den ene, så på den anden måde. Muligvis ser det ud, som om det netop er, hvad forslaget gør. Der er for få kvinder i bestyrelserne, og det er ikke ligestilling. Når vi indfører en kvindekvote på 40 %, kommer der flere, hvilket øger ligestillingen.

Det synes såre simpelt, men pas nu på, for skinnet bedrager. Indføres kvindekvoten, vil kvinderne stå i en fordelagtig position, når der skal vælges bestyrelsesmedlemmer. Dette tankeeksperiment illustrerer hvorfor: hvis man har valgt 60 % af en given bestyrelse ved at lade de de bedst kvalificerede kandidater indtræde, og disse kandidater ved en tilfældighed,  eller måske fordi mænd er overrepræsenterede i virksomhedens branche, alle er mænd, ja, så indebærer forslaget, at alle de resterende bestyrelsesmedlemmer skal vælges blandt de kvindelige kandidater.

Det betyder, at en mand og en kvinde, der har erhvervet sig ligelige kvalifikationer – lad os antage, at de er fuldstændig identiske – ikke har samme chance for at blive valgt. Kvinden har 100 % chance, manden 0%, ene og alene som følge af kandidaternes køn. I øvrigt vil selv en mand, hvis kvalifikationer er kvindens overlegne, blive vraget. Forslaget stiller med andre ord ikke kønnene ligeligt, det tilvejebringer ikke ligestilling,  men særstilling til kvinden i forhold til manden.

Særstilling, det var akkurat, hvad kvinden havde, før feministerne fik sko og (røde) strømper på og lod deres budskaber gjalde i gaderne – og det er akkurat, hvad Socialdemokraternes forslag skaber, nu blot ikke længere negativ, men positiv særstilling. Hvor kvinder før feminismen diskrimineredes negativt, vil de efter Rademachers forslag blive diskrimineret positivt. Summa summarum afskaffer forslaget ikke kønsdiskriminationen. Det ændrer blot dens fortegn, så vi får at gøre med en slags omvendt kønsdiskrimination, hvor kvinder gives særligt gunstige vilkår for at få dem ud i bestyrelserne. Jo før, des bedre.

Og denne omvendte diskrimination er, hvor belejlig den end måtte være for den enkelte bestyrelseshungrende kvinde, det stik modsatte af, hvad en ægte ligestillingsforkæmper bør anprise, for hvorledes er det egentlig muligt at retfærdiggøre kvindens særstilling? Er hun monstro dårligere til at varetage bestyrelsesposter, ringere til at erhverve sig kvalifikationer eller på anden vis mindre egnet til bestyrelsesarbejdet end mændene, siden hun er afhængig af et forslag som dette for at opnå en bestyrelsespost? Vi er nok mange, der er enige om, at der ikke er hold i dén tanke. Kvinden er naturligvis mindst lige så dygtige som mændene, også hvad angår bestyrelsesarbejde.

Men hvorfor da indføre denne særbehandling for de stærke, oplyste og karrierebevidste kvinder? Den er jo fuldstændig overflødig: kvinderne både kan og vil selv.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg måbede, da jeg læste om afgørelsen. At tænke sig: Italien er et kristent land, hvis indbyggermajoritet udgøres af kristne. Hvad ligner det at forbyde kristne religiøse symboler i dette land? Dette er i sig selv galt nok til, at man vitterlig korser sig. Imidlertid er sagen langt fra ovre. Hvis dommen stadfæstes, er det nemlig ej blot krucifikser i offentlige sammenhænge som for eksempel i undervisningsinstitutioner, der trues. En række europæiske staters nationale flag er tillige i farezonen, eftersom disse på forskellig måde indeholder kors og/eller andre religiøse symboler. Således også Dannebrog, kunne medierne berette. Det lyder som det rene vanvid, men påstanden underbygges af ikke mindre end 37 europæiske juraprofessorer.

Kristne symboler hyppige forekomst i det offentlige rum i Danmark såvel som i en lang række af de øvrige europæiske lande afspejler en kulturhistorisk arv fra kristendommen, der gennemsyrer hele det vestlige samfund. Forbud mod kors i det offentlige rum er ganske enkelt udtryk for kulturel ignorance og historieløshed af en kaliber, der er så uforståeligt uintelligent, at det halve kunne være nok. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech udtalte om dommen:

Birthe Rønn vil blæse på menneskerettighedsdomstol (Kristeligt Dagblad)
“Menneskerettighedsdomstolen [...] har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden fremfor at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder”
- Birthe Rønn Hornbech

Heri kan man kun være enig. En dom som den beskrevne er desværre ikke blot håbløs, fordi den udtrykker mangel på enhver form for forståelse for europæisk kulturs baggrund – den er også håbløs, fordi den i sagens natur krænker en af de mest grundlæggende frihedsrettigheder, religionsfriheden. Beklageligvis er dommen ikke en enlig svale.

Begrænsningen af basale frihedsrettigheder med misforstået henvisning til beskyttelse af mennesker, der kan føle sig stødt af rettighedsudøvelsen, er et tilbagevendende fænomen, der eksempelvis også ses i FN-regi, hvor en række lande på Durban II-konferencen søgte at få indskrevet frihed fra religionskritik i FN’s Menneskerettighedskonvention. En tilføjelse, der – såfremt den var blevet vedtaget – kunne have fået katastrofale følger, idet den er i åbenbar modstrid med en anden grundlæggende rettighed, ytringsfriheden. Heldigvis kom det ikke så vidt, og forbuddet mod religionsforhånelse blev ikke en del af den endelige tekst.

Dommen i den italienske krucifikssag er endnu ikke nået igennem sidste appelinstans, og der er derfor stadig mulighed for, at de talrige opråb om den forskruede dom kombineret med appelinstansens om- og eftertanke fører til, at den forkastes. Derpå må vi følgelig håbe og så i øvrigt afvente den kommende afgørelse. Forhåbentlig besinder domstolen sig, og i så fald er der vel strengt taget ingen ko på isen.

Ikke desto mindre er det højst alarmerende, at en domstol, der er nedsat af Europarådet – hvis medlemsstater til forskel fra de stater, som i FN var bannerførere for forbuddet mod religionsforhånelse, er demokratiske, vestlige nationer med kristne majoriteter – overhovedet kan komme i tanke om at dømme, som det er sket, i første omgang. Ja, man fristes til at udtrykke sig med et godt, gammelt mundheld: kors i hytten!

I forlængelse af finanskrisen, der i Europa i vidt omfang er blevet håndteret ved hjælp af ekspansiv finanspolitik, er flere europæiske landes statsgæld i % af BNP eskaleret voldsomt, således at det for nuværende kun er sølle tre af 27 lande, der overholder de krav, der stilles til lande, som indgår i ØMU’ens 3. fase. Disse krav til konvergens eurolandene imellem indebærer blandt andet, at den samlede offentlige gæld ikke må overstige 60 % af BNP.

Kravet er yderst fornuftigt, fordi det sikrer, at enkeltlande ikke kan undergrave euroens stabilitet og derigennem dens troværdighed på det internationale valutamarked. Ikke desto mindre er dette dog, hvad der sket. Senest har Grækenlands dårlige økonomi været i mediernes søgelys, og det med god grund. Landets offentlige gæld er nemlig på 115 % af BNP. Det vil sige, at landets gæld overstiger værdien af et helt års produktion. Fundamentet under landets omfangsrige økonomi er med andre ord særdeles skrøbeligt. Med reference til den antikke græske kultur kan man måske formulere det sådan, at den efterhånden ligner en kolos på lerfødder.

I forsøget på at undgå en decideret statsbankerot har eurozonens lande tillige med flere lande i ØMU’ens fase 2 finansieret en lånepulje, der gør det muligt  for Grækenland at refinansiere deres lån og betale de renter, der forfalder løbende. Lånepuljen er en historisk stor fællesaftale, der andrager 720 milliarder euro, svarende til 5360 milliarder kroner. Alle 27 EU-lande stiller sikkerhed for beløbet, hvortil IMF bidrager med 1/3.

Rationalet bag lånepuljen synes at være, at hvis man lader falde, hvad ikke kan stå, vil den græske krise sprede sig til resten af eurozonen og ødelægge tilliden til euroen endegyldigt. Lande som Spanien, Portugal, Irland og Italien er alle i farezonen med høj andel af BNP i offentlig gæld og kunne meget vel gå statsbankerot som følge af en finansiel dominoeffekt, hvis investorerne mistede tilliden til, at eurolandene kunne håndtere krisen og redde de truede eurolande fra bankerot. Dette rationale er for så vidt ganske udmærket.

Problemet er blot, at lånepuljen langt fra løser eurozonens grundlæggende problem. Hovedparten af pengene til puljen kommer fra de øvrige eurolande, der allerede selv er plagede af en ekstraordinær gældspukkel i kølvandet på krisen. Dertil kommer, at Grækenland ikke bruger pengene fra puljen til at afbetale på deres statsgæld – det er der ikke mulighed for. I stedet går pengene som tidligere nævnt blot til midlertidig udsættelse af tilbagebetaling ved refinansiering af lån, der forfalder i øjeblikket. Gælden flyttes altså blot rundt inden for eurozonens grænser.

Den eneste måde, hvorpå det er muligt at afhjælpe euroens problemer, er at stille større krav til de enkelte landes økonomiske politik – samt ikke mindst sanktionere de lande, der blot ignorerer de henstillinger, de øvrige EU-lande kommer med. Det er naturligt nok, at de enkelte lande ønsker at bevare muligheden for at føre selvstændig udgiftspolitik. Tidligere har en række lande med Grækenland som det oplagte eksempel fået stiltiende accept af en højst uholdbar offentlig forbrugspolitik. Den græske pensionsalder er i gennemsnit 61 år (indenfor visse erhverv pensioneres man langt tidligere; politimænd pensioneres allerede som 45-årige), og er man offentligt ansat på græsk jord, er der tale om intet mindre end en livstidsstilling.

Det siger sig selv, at sådanne økonomiske prioriteringer bevirker, at hele eurozonens troværdighed i sin helhed undermineres. Derfor er ønsket om selvstændig udgiftspolitik ikke så ligetil at opfylde, som det lyder. Eurozonen er i forbindelse med den græske krise begyndt i langt højere grad end tidligere at lægge pres på gældsplagede lande – dog mangler vi stadig at se konkrete, håndfaste sanktioneringsmuligheder, der kan tages i anvendelse (og ikke mindst rent faktisk vil blive taget i anvendelse), når enkeltlande budgetterer med uacceptabelt store underskud.

Ideelt set kunne eurolandene på en gang føre selvstændig udgiftspolitik og høste alle fordelene ved fælles valuta. I virkelighedens verden ser tingene anderledes ud. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, som man siger. Skal euroen overleve, må eurozonen indse, at dette gamle ordsprog taler sandt.

Da Labour med Tony Blair i spidsen kom til magten i Storbritannien i 1997, var det lederen af et genfødt parti, der indtog Downing Street 10. Det gamle arbejderparti havde under overskriften New Labour – New Britain gennemført en gennemgribende fornyelse af partiet siden 1994, hvor Blair blev valgt som formand for partiet. En fornyelse, der i høj grad var nødvendig som følge af den samfundsudvikling, der blandt andet havde betydet, at partiets traditionelle venstreorienterede arbejdervælgere var blevet færre, medens en ny gruppe relativt velstillede midtervælgere havde set dagens lys.

Det nye Labour
Centralt i bestræbelserne på at forny partiet var det derfor at mindske fagbevægelsens indflydelse på politikken. I året 1995 afskaffede Labour som en del af disse bestræbelser det hidtidige block vote-system, der havde givet fagbevægelsens repræsentanter mandat til at stemme på vegne af samtlige dens menige medlemmer – en ordning, der indtil da havde sikret fagbevægelsen anseelig indflydelse.

Det nye image og den nye politik, der i Tony Blairs tid blev Labours, var kraftigt inspireret af den amerikanske sociolog Anthony Giddens, hvis bog “Den tredje vej” skitserer en moderne socialdemokratisme, der indser det klassedelte samfunds død og accepterer markedet som grundvilkår for offentlig politik. Statens rolle bliver i Giddens’ nye socialdemokratisme mere tilbagetrukket end tidligere som den instans, der påtager sig et socialt ansvar for de mennesker, der kommer i klemme som følge af det frie markeds uundgåelige konsekvenser i form af arbejdsløshed, fattigdom og økonomisk ulighed.

Helt essentielle i Giddens’ tanker om den nye socialdemokratisme er de krav, denne stiller til politikeren. Politik skal, mener Giddens, være baseret på eksplicitte mål og værdier, som vælgeren kan måle politikeren på – en holdning, der ikke blot blev til praktisk politik i Storbritannien, men også implementeret i dansk kontekst af Anders Fogh Rasmussen under betegnelsen kontraktpolitik.  At Venstres tidligere statsminister har følt sig inspireret af strategien bag Blairs 1997-sejr antydes ligeledes af, at Venstres slogan ved valget i 2001 var “Tid til forandring” – en direkte oversættelse af Labours “Time for a change” i 1997. Det vides da også fra interviews og biografier, at Fogh i tiden før Statsministeriet havde læst “Den tredje vej” med endog overordentlig stor interesse.

Det blairske Labour blev et parti med kommunikative metoder, der lå tæt på Giddens’ retningslinjer og politiske budskaber, der lå om muligt endnu tættere på Giddens’ ideer om den tredje vej. Man accepterede det frie marked, men holdt et skarpt fokus på at eliminere eller mindske de sociale problemer, det medførte og understregede i forbindelse hermed ikke sjældent, at den forpligtelse, staten havde overfor borgeren, implicit skabte en tilsvarende forpligtelse den anden vej. Det er således ikke uden grund, at  Anthony Giddens er blevet omtalt som Tony Blairs politiske guru og chefideolog.

13 år efter. Hvad gik galt?
I dag, 13 år efter Labours indtog i regeringskontorerne, står særligt et spørgsmål tilbage: hvad gik galt? På dette spørgsmål findes der flere plausible svar. Først og fremmest må man konstatere, at de løfter, Labour i 1997 vandt det britiske valg på, ikke er indfriet. Stik imod den intention om at reducere uligheden og de sociale problemer i Storbritannien, der var central i Labours valgprogram, er uligheden såvel økonomisk som uddannelsesmæssigt og socialt steget i partiets regeringstid. Udnyttelsen af det kontraktpolitiske koncept i politikformuleringen er et stærkt værktøj i kampen om vælgerne, men det følger naturligvis af kontraktindgåelsen, at kontrakten efterfølgende må overholdes, hvis man ønsker at bevare troværdigheden i vælgerbefolkningen.

Denne erkendelse er tilsyneladende gået Labours næse forbi. Læg hertil en række skandaløse afsløringer af magtmisbrug, der involverede skikkelser helt ind i Labourpartiets inderkreds. Bidragydere til partiet, der blev udnævnt til Overhusmedlemmer, og parlamentarikere, der brugte deres rådighedsbeløb på højst tvivlsomme personlige husforbedringsprojekter, skal heriblandt nævnes.

Dernæst må man dog se i øjnene, at det ikke kun er rent politiske problemer, der har ført Labour til den tredje vejs ende. Også kommunikative forskelle mellem den veltalende, dynamiske og til tider endog provokerende lederfigur, partiet havde i Tony Blair, og den noget mindre rapkæftede, gumpetunge og akademiserede efterfølger, Gordon Brown, har dannet billedet af et Labour, der var langt fra befolkningens ønsker og behov. Dette billede blev tydeligere i løbet af valgkampen, hvor dets mest oplagte og nærmest ikoniserede eksempel blev Browns reaktion på en samtale med en trofast Labourvælger, kvinden Gillian Duffy. I bilen på vej bort fra gaden proklamerede han, at mødet med Duffy havde været “en katastrofe” samt karakteriserede hende med ordene “en slags snæversynet kvinde.” Brown undskyldte senere efter alle kunstens regler, men rystede aldrig rigtig den uheldige episode af sig.
Valgets resultat blev et af de mest spektakulære i nyere britisk historie. For første gang i 36 år er det sket, at et enkelt parti ikke har fået absolut flertal. Det lyder måske nok mærkværdigt, men er almindeligt i lande, der har det såkaldte first past the post-valgsystem, der kort sagt går ud på, at kun den kandidat, der får flest stemmer i en given kreds, får noget ud af sin vælgeropbakning i form af et mandat. Resten af stemmerne i kredsen er spildte, og det selv om afstanden mellem den sejrende kandidat og kandidaten med næstflest stemmer af og til er meget lille. Systemet medfører ofte et politisk system, hvor to partier dominerer. I Storbritannien er magten således traditionelt gået på omgang mellem De Konservative og Labour, medens det i USA, hvor man har samme valgsystem, er gået på omgang mellem Republikanerne og Demokraterne.

Efter valget: hvad nu?
Ved årets valg ville  vælgerne det anderledes. I stedet for at give et af de store partier absolut flertal gav de Liberaldemokraterne med Nick Clegg i spidsen så gode stemmetal, at hans parti nødvendigvis indgik i begge tænkelige koalitioner efter valget. På den ene side var der mulighed for koalitionsdannelse mellem Clegg og David Cameron, De Konservatives leder. På den anden side havde Clegg mulighed for at indgå i samarbejde med Labour og en række mindre partier. Efter valget påpegede mange analytikere, at uoverensstemmelserne mellem Clegg og Labour var mindre end dem, Clegg havde med Camerons Konservative. Ikke desto mindre endte forhandlingerne med en konservativ-liberaldemokratisk koalition.

Ifølge visse iagttagere bestemtes dette udfald blandt andet af Nick Cleggs personlige aversion mod Gordon Brown. Undertegnede finder det dog mere sandsynligt, at valget faldt på Cameron dels på grund af det højst usikre i at basere sit flertal på de mindre og ret utilregnelige partier, hvis mandater krævedes for at få flertal med Labour og Liberaldemokraterne, dels fordi Gordon Brown (og måske i det hele taget Labour) efter tretten års regeringsmagt forekom så slidt og udtjent, at det ikke kunne forenes med den moderniserings- og fornyelsesretorik, der udgjorde den røde tråd i Cleggs kampagne.

Den nye koalitionsregering får det imidlertid ikke let. Cameron og Clegg er politisk uenige på flere områder. Vigtigst er vel diskussionen om reform af valgsystemet. Nick Clegg ved, at det nuværende valgsystem gør det meget svært for hans parti at opnå indflydelse. Derfor har et af hans mest fremtrædende løfter valgkampen igennem været at arbejde for forholdstalsvalg i stil med den danske model. David Cameron ved omvendt på sin  side, at et forholdstalsvalgsystem risikerer at stille De Konservative udenfor indflydelse, fordi det vil give flere mandater til Liberaldemokraterne og dermed muliggøre, at fremtidige regeringsdannelser kan bygges på koalitioner mellem Labour og Liberaldemokraterne alene. Ikke desto mindre har Cameron lovet Clegg, at der gennemføres folkeafstemning om det såkaldte Alternative Valgsystem, der i sin essens minder om forholdstalsvalgsystemet. Cameron har samtidig bebudet, at Konservative ser sig i sin gode ret til at kæmpe imod vedtagelsen af systemet.

Også hvad angår EU-politikken, der spiller en noget større rolle i Storbritannien end i f.eks. Danmark, er der afgørende uenigheder mellem de to. Camerons Konservative er således overvejende EU-skeptiske, medens Liberaldemokraterne ligger i den EU-positive lejr og blandt andet har plæderet kraftigt for, at Storbritannien går med i 3. fase af ØMU-samarbejdet, hvilket betyder udfasning af det britiske pund og indførsel af euroen som ny valuta.

En række skattelettelser i toppen, som Konservative havde ønsket, er tillige blevet opgivet til fordel for lettelser i bunden – endnu en indrømmelse, der måske nok har bragt Cameron til magten, men som uden tvivl også får konsekvenser i det konservative bagland.

Heller ikke i Cleggs’ bagland er den hellige grav velforvaret. Et samarbejde med De Konservative er en tanke, der tidligere har ligget Liberaldemokraterne fjernt, og de indrømmelser, Clegg har opnået i regeringsprogrammet, giver ham uden tvivl midlertidig arbejdsro. Spørgsmålet er, om partiets bagland vil holde sig i ro, når realiteten går op for det: den indflydelse, Clegg har haft på regeringsprogrammet, er den største cadeau i samarbejdet, Liberaldemokraterne nogensinde får. Den resterende del af valgperioden vil partiet ligge under for De Konservative, og enhver trussel om at forlade samarbejdet er utænkelig, idet den risikerer at medføre udskrivelsen af et valg med et tvivlsomt resultat for Liberaldemokraterne og efter alt at dømme en derpå følgende indflydelsesløs periode.

Det britiske valg har efterladt Storbritannien i en særdeles usædvanlig og spændende situation. Britisk politiks umage par står pludselig for at skulle indgå i et konstruktivt regeringssamarbejde, hvor kompromiser i en for britisk politiks vedkommende hidtil uset grad bliver den eneste måde, hvorpå en stabil regering kan sikres, og hvor en række politiske uenigheder lurer lige om hjørnet.

Komplikationspotentialet i den nye koalition blev accentueret af en scene, der fandt sted på det pressemøde, hvor Clegg og Cameron præsenterede deres samarbejde. En journalist rettede henvendelse til Cameron med et spørgsmål: “Er det rigtigt, at du engang sagde, at din yndlingsvittighed var Nick Clegg,” spurgte journalisten. “Sagde du virkelig det,” lød det fra Nick Clegg. “Det gjorde jeg vist desværre,” måtte Cameron medgive og rodede sig ud i en længere smøre om, at man nu måtte lægge fortiden bag sig og fokusere på det fremadrettede samarbejde.

Det er helt sikkert en korrekt observation. Desværre for makkerparret Clegg og Cameron er det lettere sagt end gjort. Èn ting er dog under alle omstændigheder værd at glæde sig over. Storbritannien står nu ved enden af tretten års socialdemokratisk styre. Ved den tredje vejs ende.

Vi ved nemlig godt, at det hjælper – på kort sigt giver offentlige investeringer en beskæftigelseseffekt, der er væsentlig større end den, skattelettelser kan mønstre. Også med hensyn til vækst virker offentlige investeringer bedst på den korte bane. Næsten dobbelt så godt som skattelettelser, faktisk – et faktum, som blandt andre Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ikke er sene til at påpege, hver gang chancen byder sig. Alligevel kan der paradoksalt nok være fornuft i at holde igen med de offentlige investeringer – og i stedet give skattelettelser, selv midt i en økonomisk krise.

Det forholder sig nemlig sådan, at mens offentlige investeringer fungerer godt på kort sigt som akut kriseknuser, er skattelettelsernes effekter mere langsigtede. Arbejdsudbuddet øges, og velstanden stiger. I projektet Danmarks Konsensus, som er et samarbejde mellem Copenhagen Consensus og Politiken, har en række af landets førende økonomer undersøgt effekterne af begge finanspolitiske redskaber.

I analysen Derfor giver skattelettelser mest for pengene konkluderer de, at

“[...] en nedsættelse af topskatten på længere sigt er langt mere effektiv til at øge væksten end offentlige investeringer. Hvis der benyttes en krone på at nedsætte topskatten, øger det velstanden med 1,98 kr., hvorimod en krone anvendt på offentlige investeringer kun øger velstanden med 1,28 kr.”
- Jan Rose Skaksen m.fl.

Helt nøjagtigt viser beregningerne, at det efter 4 års forløb er lettelser i marginalskatten, der betaler sig bedst. Men hvorfor, kunne man spørge, skal vi interessere os for noget, der virker om fire år, når vi har finanskrisen hængende over os nu? Hvorfor ikke bare vælge det mest effektive vækstværktøj på kort sigt og se at slippe af med de deprimerende nøgletal? Svaret gemmer sig i en politisk diskussion, som efterhånden ligger nogle år tilbage, det vil sige før finanskrisen rystede økonomer og økonomier verden over.

Dengang manglede vi nemlig arbejdskraft. Vores arbejdsudbud var mærkbart mindre end efterspørgslen på samme, og manglen skyldtes ikke kun de gode tider. Den er i høj grad strukturelt betinget, idet den skyldes, at medens de store årgange går på pension, er de årgange, der sluses ud på arbejdsmarkedet og erstatter dem, ikke nær så store. Færre unge og arbejdsdygtige skal med andre ord forsørge flere ældre og uarbejdsdygtige. Problematikken, der har fået den lidet politisk korrekte betegnelse “ældrebyrden”, bliver uheldigvis kun større i fremtiden. Det gør sundhedsudgifterne også – så meget, at vi ifølge overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen alene på grundlag af disse udgifter vil få et hul i statskassen på op mod 54 mia. om året. Et tal, der, såfremt det står til troende, endog er større end det forventede hul i selvsamme statskasse på ca. 16 mia. kr. om året, det stigende antal ældre ventes at afstedkomme.

Derfor diskuterede politikerne reformer, og i 2006 vedtog regeringen, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti et forlig om en ny velfærdsreform. Forliget indeholdt blandt andet en hævning af tilbagetrækningsalderen og en række tiltag, hvormed man ønskede at øge indvandreres beskæftigelsesfrekvens. Allerede ved reformens offentliggørelse lød der imidlertid et kor af kritiske røster, der ikke fandt forliget tilstrækkeligt (læs for eksempel Dansk Arbejdsgiverforenings og Nationalbankens kritik), og der var da også mildt sagt synlige forskelle mellem de reformforslag, Velfærdskommissionen fremlagde, og politikernes derpå følgende forligsresultat. Dertil kom, at forliget først træder fuldt i kraft i 2019.

Da krisen kom, forstummede megen af den politiske debat, der havde handlet om de strukturelle problemer, arbejdsmarkedet (og hermed Danmarks økonomi) stod overfor. Lavkonjunkturerne bevirkede, at arbejdskraftmanglen forsvandt, efterhånden som krisen bed sig fast – og det er svært at bevare vælgernes gunst, hvis man taler om et svindende arbejdsudbud, medens folk bliver arbejdsløse. Ergo talte S, SF og Enhedslisten i stedet om offentlige investeringer. Det var og er en skam, for selv om det er trist, må vi erkende, at de langsigtede problemer ikke fordufter, blot fordi man undlader at diskutere, hvordan vi håndterer dem.

De vender frygteligt tilbage, så snart krisen er overstået. Til den tid er står valget mellem at bruge flere penge på offentlige investeringer, der på kort sigt er effektive, men allerede efter 4 års forløb er mindre vækstskabende end marginalskattelettelser, eller at bruge flere penge på at lette marginalskatten. Vælger vi at bruge finanspolitiske redskaber, der egner sig bedst til at løse kortsigtede problemer, til at adressere et langsigtet af slagsen? Eller vælger vi kortsigtede løsninger til kortsigtede problemer og vice versa? Tja. For mig at se er der tale om et spørgsmål, hvortil det korrekte svar er af rimelig indlysende karakter.

Mens der trilles tommelfingre til den helt store guldmedajle på Christiansborg, vokser de økonomiske udfordringer stedse. Ingen tør for alvor tage tyren ved hornene. Det gør sig på forunderlig vis både gældende for oppositionen og regeringen.  Måske skyldes det slet og ret frygt for vælgernes dom? Måske skyldes det, at man stiller det forkerte spørgsmål: velfærd eller skattelettelser? Eftersom skattelettelser (og reformer, helst i noget mere vidtgående form end den, velfærdsreformen indebærer) er en forudsætning for en fremtidig stigning i arbejdsudbuddet af tilstrækkelig størrelse til, at velfærdssamfundet kan overleve, er det kategoriske spørgsmål bygget på helt forkerte præmisser.

Et spørgsmål af større relevans er uden tvivl, hvor meget længere, politikerne vover at tøve? Lad os nu få de reformer, tak.

Jeg går ud fra, at Ceveas direktør, Jens Jonatan Steen, er et både dannet og uddannet menneske. Derfor er der selvfølgelig heller ingen tvivl om, at han udmærket er klar over de iboende begrænsninger, meningsmålingers konklusioner har. Imidlertid plæderer han på sin weblog, Fællesskaberen, for, at politikerne bør tage lige netop denne undersøgelse særlig alvorligt. Det budskab kan undre – indtil man ihukommer, at undersøgelsen er foranlediget af Steens egen tænketank.

Bortset fra det: Socialdemokraterne jubler og mener, at en sådan grænse er vejen frem, idet den giver et redskab til at identificere de fattige i vores samfund og komme dem hurtigt og effektivt til undsætning. For så vidt er det en sympatisk tanke. Det viser sig desværre hurtigt, at den ikke er uproblematisk. For det første – og det er slemt nok endda – kan der herske nogen tvivl om, hvorledes grænsen skal fastsættes.

Den helt oplagte model, at vælge et konkret årligt rådighedsbeløb og dividere det med antal dage på et år, er fuldkommen ubrugelig, eftersom fattigdom for det enkelte individ ikke er et spørgsmål om at have en bestemt pose penge til sin rådighed, men derimod en sammenligning af egen økonomiske formåen med omgivelsernes. Fattigdom lader sig med andre ord vanskeligt opgøre i absolutte tal, det er en relativ størrelse.

Fagforeningen 3F har taget konsekvensen heraf og foreslået en fattigdomsgrænse, der tager højde for fattigdomsbegrebets relativitet. De foreslår en definition, hvor man er fattig, når man tjener under 50 procent af den gennemsnitlige danskers indkomst og har gjort det i mere end to år. Det lyder umiddelbart fornuftigt, men ak og ve – også til denne fattigdomsdefinition er der knyttet en række oplagte ulemper. For at tage en af de vigtigste vil 3F’s definition medføre, at antallet af fattige er faldende under en finanskrise som den, vi oplever for øjeblikket. Danskerne bliver jo som helhed fattigere. Omvendt vil antallet af fattige stige under en højkonjunktur. Det er langt fra en ny erkendelse. Selv blev jeg første gang opmærksom på disse selvmodsigende implikationer af 3F’s forslag takket være et debatindlæg af Anne Hansen, folketingskandidat for De Konservative i Vestjyllands Storkreds.

For det andet overser en fattigdomsgrænse, at fattigdom er mange forskellige ting. Følelsen af fattigdom behøver ikke at have med økonomiske forhold at skaffe. Kulturelle og sociale forhold kan ligeledes spille ind på, om man opfatter sig som værende fattig. En fattigdomsgrænse er en forjættende tanke, fordi den vil gøre det muligt på en simpel og ukompliceret måde at holde et vågent øje med fattigdommen i Danmark. Realiteten er, at en fattigdomsgrænse er lige så uhensigtsmæssig, som den er tillokkende. En fattigdomsgrænse indebærer en forsimpling af fattigdomsbegrebet, der – stik imod de ellers gode intentioner – risikerer at betyde forringelser for landets fattigste.

Det ved den konservative socialminister, Benedikte Kiær, heldigvis godt. Derfor er man i ministeriet i gang med at udvikle en række fattigdomsindikatorer, der tilsammen skal give et mere retvisende og dækkende billede af fattigdommen, såvel i Danmark som helhed som i den enkelte familie. Det kan godt være, at det lyder kedeligt og svært – det er intet under, for det er det også. Men det er den eneste farbare vej, hvis vi skal have en effektiv fattigdomsbekæmpelse, der ikke blot er en sovepude for politikerne, akkurat som en fattigdomsgrænse meget vel kunne blive det. Fattigdom er nemlig ikke sådan at sætte på formel.

Men, lyder det relevante og næsten intuitive modspørgsmål: hvad så med partierne? Kan det virkelig være sandt, at de blot er statister i en virkelighed, der er medieret og italesat af mediernes profetiske røst? Kan det passe, at dagsordenen, den politiske debat i offentligheden, holder sig til de rammer, der afstikkes af denne fjerde statsmagt? Da vi som afslutning på faget Politologisk Introduktionskursus skulle udfærdige en selvvalgt eksamensopgave, var det netop dette spørgsmål, jeg og mine to studiekammerater, Nikolaj Bøjlesen og Martin Hellfritzsch, satte os for at undersøge nærmere.

Det vil næppe være hensigtsmæssigt her at komme ind på alle de teoretiske mellemregninger, vi gjorde os. Dertil er en weblog ikke egnet. Til gengæld vil jeg komme ind på den empiriske del af opgaven, der nok er dens mest originale – og dermed interessante – bestanddel. Idet vi søgte at falsificere hypotesen om, at medierne styrer den offentlige dagsorden, tog vi udgangspunkt i en række forskellige sager og mediernes dækning af disse.

De sager, der behandledes i opgaven, var indvandringsspørgsmålet generelt, burkasagen specifikt og ulandsbistanden. Ergo behandlede opgaven udelukkende værdipolitiske emner. En tilsvarende opgave kunne ganske givet skrives på baggrund af fordelingspolitiske emner, men da det ville være for omfattende at inddrage begge, foretog vi et valg til fordel for værdipolitikken. For hvert enkelt sag valgte vi en mængde søgeord, der karakteriserede dens emne, og undersøgte forekomsten af disse søgeord i avisernes nyhedsdækning over tid ved hjælp af Infomedia, avisernes fælles artikeldatabase.

Resultaterne talte for sig selv. Kort sagt viste graferne over den databehandling, vi foretog, en klar sammenhæng mellem politiske udmeldinger og medieopmærksomhed om en given sag. Dette indikerede, at medierne ikke er ene om at sætte dagsordenen. Man kan naturligvis spørge, om ikke det blot kan være udtryk for tilfældigheder, at indvandrerdebatten udbredes og oplever øget fokus i medierne sammenfaldende med partiernes udmeldinger om emnet. Hvorledes kan det eksempelvis siges med sikkerhed, at det skyldes Dansk Folkepartis stiftelse, når indvandrerdebatten får fremdrift i tiden efter 1995? Det kan det selvsagt ikke; en sådan antagelse vil være behæftet med betydelig usikkerhed.

Havde vi blot observeret en generelt og jævnt stigende opmærksomhed om emnet, kunne denne altså ikke have været forklaret tilstrækkeligt af partiernes dagsordensfastsættende funktion – ej heller af mediernes. I så fald måtte vi i stedet have set på den mulighed, at borgernes interesse i et emne og den deraf følgende placering af dette emne højt på deres dagsorden medførte en gradvist stærkere position på mediedagsordenen. Imidlertid kan vi som beskrevet se en række signifikante stigninger i opmærksomheden.

Såfremt det havde været tilfældet, at disse stigninger kun i begrænset omfang kunne relateres til politiske udmeldinger, men eksempelvis i stedet til forskellige enkeltsager, der var sat på dagsordenen af selvstændig journalistisk undersøgelse, ville databehandlingen derimod have bestyrket den traditionelle opfattelse af dagsordensfastsættelsen: at det er medierne, der styrer.

Det, der kunne observeres, var dog snarere en bestyrkelse af den nyere politologiske forskning, der påpeger partiernes dagsordensættende funktion. Bestyrkelsen var tydeligst i burkasagen, hvor emnet overhovedet ikke var omtalt i en årrække, hvorefter det eksploderede i 2009 i forbindelse med Konservatives burkaforslag, men den kunne også ses i indvandrercasen, selv om dette emne var på dagsordenen over en længere periode end fra 1995, idet stigningen blev væsentligt mere markant derefter. Siden sker der bemærkelsesværdige stigninger ifm. dels valg, dels andre konkrete enkeltsager aktualiseret af politiske udspil. Således altså en række forandringer, der alle – om end med varierende grad af sikkerhed – kunne henføres til konkrete politiske udmeldinger.

Alt i alt viste opgavens empiri med andre ord en stærk sammenhæng mellem partiernes politiske udmeldinger og mediernes efterfølgende dækning heraf. En sammenhæng, der med rimelig overbevisende styrke afsvækkede antagelsen om, at det primært er medierne, der fastsætter den politiske dagsorden. Medierne lytter også til politikerne, når rammerne for den offentlige debat skal lægges fast – og godt for det, kunne man sige, for det er vel akkurat det skønne ved demokratiet, den genistreg, der sikrer demokratiske beslutningers legitimitet og fremsynethed: den åbne, frie og ja, slet og ret demokratiske debat, der ikke lader sig tøjle af hverken magthavere, medier eller menigmand, men tværtimod er som en slagmark. En slagmark, hvor det bedste argument må vinde.

Lad os derfor glæde os over mediernes magt – og deres afmagt med.

Hvad skaber et demokrati? For at begynde ved begyndelsen, betyder ordet folkestyre – eller alternativt folkets styre. Demokrati er med andre ord en styreform, der er kendetegnet ved, at den er både for og af folket. Folket styrer. I forsøget på at besvare spørgsmålet om, hvori et demokrati består, må man derfor nødvendigvis tage udgangspunkt i en søgen efter de karakteristika ved et styre, der gør det muligt for folket at regere.

For at tage beslutninger på et fornuftigt grundlag skal man først og fremmest have adgang til information. I diktaturer, der styres af et eller ganske få mennesker, er det ikke en forudsætning for styrets fortsatte drift, at denne informationsadgang gælder folket i dets helhed. Når blot en lille skare har ansvaret for at træffe beslutninger på befolkningens vegne, gør det ingen forskel, om folket har fri adgang til den information, der ligger til grund for magthavernes beslutninger.

I et folkestyre, derimod, forekommer det naturligt at antage, at den frie adgang til information og viden om forhold såvel i landet som uden for dets grænser er nødvendig, ej blot for de repræsentanter, borgerne vælger til parlamentet, men også for menigmand, den almindelige borger. Enhver information, der unddrages offentlighedens opmærksomhed og gøres utilgængelig, og hvorom befolkningen følgelig forbliver uvidende, kan nemlig ikke indgå i den meningsdannelse, der foregår i det offentlige rum. Enhver information, der ikke er tilgængelig, forringer med andre ord den viden, der gør det muligt for befolkningen kritisk at vurdere de tiltag, de folkevalgte repræsentanter præsenterer dem for.

Samfund, der præges af mangel på åbenhed om de politiske beslutningsprocesser og den viden om landet og den omkringliggende verden, der muliggør stillingtagen, vil uundgåeligt lide af en offentlig debat, der, selv i de tilfælde, hvor den af denne eller hin grund måtte blusse op, har et lavt vidensniveau og derfor hurtigt antager polemisk og propagandistisk karakter eller stagnerer for siden at forstumme helt. Uden åbenhed ingen (kvalificeret) diskussion – og uden diskussion ingen kritik eller kontrol.

Med det ovenstående in mente kan man spørge, hvorfor et demokratisk samfund som det danske ikke giver fri og ubesværet adgang til al den information, der produceres af offentlige myndigheder. Det er dog et spørgsmål, der – omend fundamentalt og essentielt som basis for videre undersøgelse – let lader sig besvare. Nærliggende er det nemlig, at ikke al information tjener til landets og borgernes interesse at offentliggøre. Den aktuelle lækagesag er et eksempel på netop dette: militære operationer bør af gode grunde ikke underlægges et fundamentalistisk krav om absolut åbenhed, og visse oplysninger af særlig karakter – heriblandt information som den, Forsvarsministeriet (i skikkelse af en endnu ukendt medarbejder) i sin tid kom for skade at offentliggøre – bør endda formenes offentlighedens adgang, simpelthen af sikkerhedsmæssige årsager.

Der er således grænser for offentlighed. Ingen tvivl om det. Hvad der imidlertid er mere uklart, er den grænsedragning, der knytter sig til erkendelsen om offentlighedens grænser. Hvad karakteriserer den type eller de typer af information, der skal tilbage- og hemmeligholdes? Militære operationer bør ikke havne på forsiden af dagens avis, før de føres ud i livet, det siger sig selv. Diplomatiske anliggender, der af modparten ønskes behandlet i al fortrolighed, bør ligeledes som udgangspunkt håndteres derefter. Desværre kan man forestille sig en lang række gråzoner. Sager, hvor afvejningen af hensynet til offentlighed over for militært og/eller administrativt hensigtsmæssige dispositioner ikke er så ligetil, som den fremstår herover.

Og hvad gør man så? Da den borgerlige regering trådte til i 2001, var en af dens ambitioner at skabe bedre vilkår for den frie offentlighed. Man ønskede med andre ord at revidere offentlighedsloven, således at den i mindre grad end tidligere indeholdt uhensigtsmæssige smuthuller, der kunne bruges til at skjule relevant information for borgerne. Man ønskede, at det skulle være nemmere at holde myndighederne i ørerne. I 2002 nedsatte man derfor en såkaldt Offentlighedskommission, der skulle udarbejde forslag til en ny offentlighedslov. Det stod skrevet om kommissionens formål, at “det overordnede sigte [...] skal være at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold.” Efter syv års arbejde blev frugterne af kommissionens arbejde afleveret til justitsminister Brian Mikkelsen d. 10. november 2009 i form af et digert værk på intet mindre end 1216 sider.

Såfremt man er i det lune, er det oplagt at korse sig over en betænkning af en sådan længde, når man tager emnet i betragtning. Hvem læser nogensinde et sådant tekstmonstrum? Debattøren og forfatteren Rune Lykkeberg polemiserer:

De vælter vrøvl i hovedet på os (Information)
“I stedet for at sige for lidt siger man for meget og lægger det hele frem. I stedet for at skjule informationer ved at holde dem væk, så gemmer man dem i en overflod af andre informationer: Offentlighedskommissionens betænkning er på 1.216 sider. Der findes sikkert ikke en eneste engageret borger i dette land, som kommer til at læse hele denne betænkning. Det er et utroligt spændende tema, som bliver gjort utroligt tungt ved at blive lagt frem som en mursten.”
- Rune Lykkeberg

Jeg skal straks indrømme, at jeg langtfra altid er enig i den gode Lykkebergs udgydelser, men i dette tilfælde er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Den tekniske og bureaukratiske indgang, Offentlighedskommissionen her leverer til debatten om offentlighedsloven, er ingenlunde i nærheden af at kunne udgøre grobunden for en bred diskussion. En betænkning af denne karakter har i sig den iboende risiko, at den bliver lige lovlig elitær. Skrevet af eliten om eliten til eliten, så at sige. Det er dog ikke helt så simpelt, som Lykkeberg stiller det op. En betænkning er ikke blot et politisk papir bestående af visioner, hensigtserklæringer og grove skitser, men et stykke fagligt håndværk, og offentlighedsloven er et kompliceret stofområde, der knytter an til mange andre områder. Ønsker man sig en betænkning, der med hensyn til detaljeringsgrad og faglig tyngde er tilstrækkelig til, at man kan lovgive ud fra den, er det således ikke så let endda at korte den ned. 1216 sider virker dog stadig i overkanten af det strengt nødvendige.

Heldigvis findes der råd herfor. Selv slap jeg uden om den fuldstændige gennemlæsning – som jeg desværre må erkende langt fra at have tid til – ved at forholde mig til Justitsministeriets pressemeddelelse ved betænkningens aflevering. Nederst i pressemeddelelsen gennemgås i punktform de væsentligste ændringsforslag til den gamle offentlighedslov. Blandt de gode nyheder er bl.a. ret til aktindsigt på grundlag af et retsligt tema, hvor man førhen har været henvist til at kræve aktindsigt i enkelte sager en ad gangen; minimumslovkrav om journalisering (tro det eller ej, registrering af korrespondance mellem borgere og institutioner er, trods praksis de fleste steder, endnu ikke lovpligtigt) og endelig øgede forpligtelser til aktiv information, dvs. pligt til for en myndighed at informere om sin gøren og laden også uden, at nogen forudgående har krævet aktindsigt. Medlem af kommissionen, Oluf Jørgensen, har anskueliggjort de væsentligste perspektiver i det ovenfor beskrevne.

Nogle af de mest interessante punkter er desværre ikke iblandt dem, Jørgensen kommer ind på. Undtagelserne! En række dokumenter, der tidligere var underlagt ret til aktindsigt på forespørgsel, skal efter Offentlighedskommissionens mening undtages herfra i den reviderede offentlighedslov.

Undtagelse af interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem myndigheder i forbindelse med ministerbetjening.

Undtagelse af interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem KL, Danske Regioner, kommunerne og regionerne i forbindelse med bl.a. økonomiske eller politiske forhandlinger med staten.

Undtagelse af dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces (der foreligger en mindretalsudtalelse).
- Justitsministeriets pressemeddelelse

Jeg vil vove den påstand, at der er tale om ret vidtrækkende undtagelser. Det vil kommissionsmedlemmet og pressejuristen Olof Jørgensen også – for selv om han kun nævner åbenhedsfremmende tiltag i kommentaren på DJH’s Update, går han selvsamme dag, d. 11. november 2009, i medierne med et budskab om, at undtagelserne i Offentlighedskommissionens fremlagte forslag til ny lov “svækker den demokratiske kontrol med politikerne.” Information opremser en lang række sager, hvori der ikke fremover vil kunne begæres aktindsigt, såfremt § 24 (som er den paragraf i det nye lovudkast, der modsvarer de undtagelser fra aktindsigten, jeg har klippet ind fra Justitsministeriets pressemeddelelse).

Det er højst relevante og betydningsfulde sager, der fremdrages. Hvem vil f.eks. ikke gerne holde hånd i hanke med, hvorledes henholdsvis privat- og kommunalhospitalers serviceydelser afregnes? Hvem vil ikke gerne lade Ekstra Bladets Bo Elkjær grave i noget så afgørende som Irakkrigens bevæggrunde? I det hele taget tegner der sig et billede af en paragraf, der fortolket på rette måde er i stand til at holde megen nyttig information uden for offentlighedens søgelys. I forlængelse af dette billede udtrykte en række dagbladsredaktører deres bekymring for den uklare paragraf. Som indikator på kontroversialiteten af undtagelserne er det måske ligeledes værd at nævne, at de er vedtaget af et snævert flertal på 11 ud af 21 i kommissionen.

Men hvis det er så kontroversielt og åbenlyst kritisabelt at unddrage embedsværkets ministerbetjening, kommunikation mellem ministerier og mellem ministerier og folketingsmedlemmer aktindsigt, hvorfor i alverden så overveje at gøre det? Den bedste begrundelse, jeg kan komme på, og som samtidig er den bedste, jeg har hørt, lyder noget i retning af, at det sikrer ministeriernes embedsmænd arbejdsro og stabilitet, at de kan forvisse sig om, at deres foreløbige dokumenter ikke offentliggøres på avisernes forsider som følge af aktindsigten. For så vidt et udmærket argument, som jeg dog ikke godtager. Det, at det bliver lettere at være embedsmand, er jo ikke det primære gode, vi efterstræber i et demokrati. Det primære gode er åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocessen for borgere og medier. Argumentet om, at aktindsigt fører til ringere lovgivning, er ikke desto mindre også vægtigt – men noget tyder på, at det ikke er videre veldokumenteret. I hvert fald erindrer et flertal af Folketingets retsordførere ikke tilfælde, hvor aktindsigten har besværliggjort lovgivningsarbejdet.

Kommissionens oprindelige formålsbestemmelse var som nævnt at “udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol.” Eftersom der er klare indicier på, at undtagelserne fra aktindsigtsmuligheden repræsenterer det modsatte, altså undergravning af lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol, samtidig med at der ikke foreligger klare tegn på, at fuld aktindsigt vil forringe lovgivningens kvalitet, forstår undertegnede ikke, hvad der nøles med. Stryg da de undtagelser og lad os få en fuldbyrdelse af det gode offentlighedsprincip i stedet for den amputerede udgave, der lægges op til i Offentlighedskommissionens betænkning. Det er meget muligt, at det er til besvær for ministre og embedsmænd – men det er godt for folkestyret. Dixit.