Ved det nylige parlamentsvalg i Rusland rapporterede en lang række internationale observatører om omfattende og systematisk valgsvindel. SILBA, der arbejder for og med demokratisk udvikling i det baltiske område, konkluderer lakonisk, at valget til det russiske parlament, Dumaen, var “[un]free and unfair to such an extent that we are in deep concern of the validity of the official results” og anfører flere eksempler på den svindel, de kunne konstatere, heriblandt organiseret bustransport af vælgere fra stemmested til stemmested med det formål at afgive stemmer ved flere forskellige valgsteder, ikke-anonym stemmeafgivning, politi ved stemmestederne og trusler mod valgobservatører.

Selv om der er tale om ualmindelig grov og velorganiseret svindel, er det ganske forudsigeligt, at det russiske valg er præget af valgsvindel. Det er i større eller mindre udstrækning tilfældet ved hvert eneste russiske valg. Til gengæld skete der det uventede, at Vladimir Putins parti, Et Forenet Rusland, på trods af systematisk og omfattende valgsvindel gik tilbage. Faktisk så meget, at partiet ikke længere har kvalificeret flertal i det russiske parlament, Dumaen. Et valgresultat, der langt fra er tilfredsstillende for Putin, som genopstiller til posten som Ruslands præsident i marts 2012, når Dimitri Medvedevs præsidentperiode udløber.

Forretningsmanden Dimitri Medvedev blev præsident, da Putin faldt for den russiske forfatnings regel om maksimalt to perioders valg til præsidentembedet i træk, og til trods for det faktum, at Medvedevs retorik har budt på et vist håb om fornyelse og modernisering af det russiske demokrati, er det begrænset, hvad der rent faktisk er ført ud i livet i den henseende, og Medvedev har igennem hele sin tid som præsident måttet lægge ører til tiltagende kritik. Enkelte kritikere har sågar kaldt Medvedev for Putins nikkedukke – en udlægning, der blev yderligere sandsynliggjort af begivenhederne på Et Forenet Ruslands partikongres i september, hvor Medvedev anbefalede russerne at støtte Putin som partiets kandidat til Ruslands præsidentpost.

I det perspektiv kommer Medvedevs periode til at ligne en art vikariat i den sande leders fravær. I øvrigt et billede, som Putin med garanti har det aldeles udmærket med. Siden Putin tog over efter Jeltsin, der allerede dengang skrantede alvorligt, har han været genstand for en efter europæisk standard uhørt overdreven kultdyrkelse. Præsidenten er således karikeret som den stærke mand, der kan og gør alt, hvad der skal til for at sikre Ruslands og russerne mod det onde. Konkret kommer det for eksempel til udtryk i den måde, hvorpå Putin håndterer skovbrande og andre ulyksaligheder. Han nøjes nemlig ikke med at møde ofrene og vise sin medlidenhed, når det værste er overstået, som andre statsoverhoveder ville gøre det. Nej, han organiserer og deltager selv i den akutte indsats. Det vil sige: sådan fremstilles det.

Putins resultater som præsident er imidlertid ikke det rene ingenting. Den russiske økonomi har i hans periode indtil for nylig været i imponerende vækst, og den almindelige russers levestandard er forbedret betragteligt. Det er således intet under, at mange russere har givet afkald på deres eventuelle demokratiske idealer til fordel for den oprydning i Ruslands økonomiske morads, der har været Putins store trumfkort. Desværre for Putin har den økonomiske vækst skabt en russisk middelklasse af hidtil uset størrelse. En middelklasse, der nu er så velbeslået, at den begynder at stille krav om andet og mere end det daglige brød – og det er den middelklasse, der nu udgør kernen i de største demonstrationer på russisk jord i mands minde. Putin ligger med andre ord, som han har redt.

Hvor problematisk denne nyetablerede middelklasses krav om demokrati og politisk medbestemmelse end måtte synes for Putin, er der til gengæld tale om gode nyheder for alle dem, der tror på folkestyre og ikke bryder sig alt for meget om at have et slagkraftigt  pseudodemokrati i baghaven. Såvel det nylige valgresultat som de efterfølgende demonstrationer fortæller os nemlig noget, vi længe har håbet på at erfare: Noget virker i Rusland. Det russiske demokrati vejrer morgenluft.

I et demokratisk, velstående i-land som Danmark er de fleste enige om, at vi har en forpligtelse til at hjælpe de mennesker, der lever under trangere kår – ikke kun i Danmark, men også i udlandet. En forpligtelse, der nok er moralsk, men også har at gøre med sikkerhedspolitiske hensyn: ønsker vi fortsat en fredelig og fornuftig dialog med vores omverden (og ikke mindst gunstige handelsbetingelser), er det nødvendigt at investere i undgåelse af hungersnød, sygdomsspredning og ekstrem fattigdom.

Denne investering kan naturligvis foregå i privat regi og gør det da også under prædikatet nødhjælp, særligt i tilspidsede situationer, hvor tv-skærmenes billeder af nød og ulykke ansporer folk til barmhjertig gavmildhed. Skal man imidlertid sikre en vis kontinuitet – og ihukommelse af ikke kun den moralske, men også den sikkerhedspolitiske forpligtelse – til den hjælpende hånd til verdens syge og fattige, er en mere overordnet og mindre katastrofefølsom koordinering hensigtsmæssig.

Måske netop derfor er der almindelig enighed om, at en del af borgernes skattepenge i snart sagt alle udviklede lande skal gå til, at der også opretholdes en statslig hjælpende hånd – det, vi kender som udviklingspolitikken. Andelen af den enkelte danskers indkomst, der øremærkes udviklingspolitikken, er ikke prangende, men i kroner og ører er dansk udviklingspolitik en bekostelig affære – faktisk så bekostelig, at Danmark er et af de lande, der i skrivende stund giver den største andel af bruttonationalproduktet til udviklingspolitik. Det er derfor helt oplagt, at der må foreligge en omfattende evaluering af, om de penge, der bruges, resulterer i mærkbare fremskridt i de lande, der modtager dem.

Men hvordan måler man i grunden udvikling? Det er desværre et spørgsmål, der længe er blevet overset – ja, ligefrem afvist som irellevant – i dansk udviklingspolitik. Og meget tyder på, at resultatet af den manglende resultatorienterethed (om man så må sige) har været, at netop resultaterne er udeblevet. Et studium af Martin Paldam, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, viste således i 2008, at dansk udviklingspolitik over en bred kam har haft en effekt – og jeg citerer – ”lig nul.” En ganske nedslående konklusion, især når man tænker på de store beløb, der er ofret på de nyttesløse initiativer.

Givet den ovenstående retfærdiggørelse af udviklingshjælp som en statslig opgave bliver det relevante opfølgningsspørgsmål naturligvis, hvad man kan gøre for at sikre hjælpens effektivitet – og hvad angår dette spørgsmål er man heldigvis nået ikke bare til et svar, men også til et mere liberalt svar end den hidtidige linje. Svaret er selvstændighed. ”Giv manden en fisk, og han får mad i dag – giv ham en fiskestang, og han får også mad i morgen,” lyder et kinesisk ordsprog, og det er akkurat denne filosofi, der er udgangspunktet for en moderne udviklingspolitik.

En filosofi, der modsat tidligere tiders udviklingspolitiske paradigme, som var kendetegnet ved store udskrivninger uden reel dokumentation for effekterne, lægger vægt på at bruge pengene på en måde, der skaber synlige resultater. En filosofi, der med andre ord går efter mest mulig udvikling for pengene – og en filosofi, der som en konsekvens af den resultatorienterede tilgang stiller skarpt på, at det ikke er nok at hjælpe. Skal udviklingspolitikken gøre en forskel, skal den hjælpe folk til at hjælpe sig selv.

Den nye tilgang til udviklingspolitikken stadfæstes formelt i Paris-erklæringen fra 2005, der er underskrevet af over hundrede lande, der er engageret i udviklingshjælpen. Erklæringen betoner nødvendigheden af at udvikle og benytte forskellige mål for bistandseffektivitet for at kunne måle, om udviklingspolitikken skaber resultater. Endvidere lægger erklæringen vægt på, at udviklingspolitikken skal udformes og administreres i overenstemmelse med og til dels af modtagerlandets egne institutionelle strukturer for at skabe ejerskab og gensidig ansvarlighed.

En modernisering af dansk udviklingspolitik har lige siden helt åbenlyst været en påtrængende opgave. Imidlertid har den samtidig været besværlig, fordi fagkundskaben på det udviklingspolitiske område har været præget af en indgroet venstresnoethed. Denne venstresnoethed har bl.a. betydet en stærk modvilje mod det eneste analyseredskab, der kan sikre optimal udnyttelse af bistandskronerne – nemlig cost benefit-analyser, der kortlægger værdien i kroner og øre af forskellige udviklingspolitiske strategier og prioriteringer. Analysen forudsætter nemlig, at man værdifastsætter menneskeliv – og det må man ikke på venstrefløjen. Det er ”inhumant” – også selv om fraværet af cost benefit-analyse qua udviklingspolitikkens deraf følgende ineffektivitet resulterer i flere tabte menneskeliv end brugen af den.

Med Søren Pinds udnævnelse til udviklingsminister anno 2010 indledte regeringen en proces, der skulle modernisere dansk udviklingspolitik i lyset af erkendelsen af, at hjælp kun nytter, hvis der er tale om hjælp til selvhjælp. I den strategi for dansk udviklingspolitik, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Udviklingsministeriet og Danida i 2010, Frihed fra fattigdom – frihed til forandring, betyder den nye tilgang, at Danmark fremover fokuserer udviklingshjælpen på færre lande. Herudover lancerer strategien en hidtil uset grad af specialisering i udviklingspolitikken: skal vi have mest muligt for hver bistandskrone, må vi koncentrere os om den type projekter, vi er gode til.

Udover det resultatorienterede islæt udmærker strategien sig ved, at en anden liberal kongstanke, nemlig kombinationen af demokrati og det frie marked, i overensstemmelse med nyere forskning tillægges stor betydning for udviklingen af tredjeverdenslande. Strategien er mere konkret udtryk for den erkendelse, at fattigdom ikke bedst udryddes ved at begynde med fattigdommen selv, hvilket risikerer at skabe et udsigtsløst afhængighedsforhold, men derimod ved at begynde med samfundsstrukturerne og igennem reformer af disse sikre et friere marked og en mere demokratisk samfundsorganisering. Den enkelte borgers større økonomiske og politiske frihed som følge af dette fokus skal gøre borgerne i ulande bedre i stand til på egen hånd at forbedre deres situation, hvilket igen medfører øget vækst og velstand. I stedet for at symptombehandle ved at bruge udviklingspolitikken til at give hjælpen som en art smertestillende medicin, bruger man nu udviklingspolitikken til aktivt at hjælpe patienten af med sygdommen – nemlig den mangel på politiske, økonomiske og sociale rettigheder, som borgerne i mange tredjeverdenslande lider under.

For liberalt sindede kan disse indsigter måske synes banale, og helt forkert er en sådan betragtning næppe. Ikke desto mindre er der tale om intet mindre end et paradigmeskift i den måde, hvorpå vi praktiserer udviklingshjælp. Et paradigmeskift, der nu også er nået til Danmark. Takket være Søren Pind. Vi skal hjælpe ulandene – til at kunne selv!

Man kan mene meget om den måde, hvorpå det danske samfund er indrettet, og denne diskussion er i dag så livlig som nogensinde. Hvordan skal vi skabe den vækst, der betaler for fremtidens velfærd – ved at øge den offentlige sektors andel af BNP og investere målrettet i ”vækstindustrier” og særligt udvalgte former for velfærd? Eller ved at mindske den og give borgerne deres penge tilbage, så de selv kan prioritere deres forbrug og investeringer? Som det antydes her, hælder undertegnede i retning af sidstnævnte.

Imidlertid er jeg et frit menneske og kan når som helst, jeg måtte ønske det, vælge at hive teltpælene op og slå mig ned et andet sted. I et andet land, hvor folk og fæ er blevet enige om en anderledes samfundsindretning. Man kan sige, at min fortsatte tilstedeværelse i Danmark også er et samtykke: ja, jeg synes, at fordelene ved at bo her opvejer ulemperne.

Derfor er det rimeligt, at jeg betaler den skat, jeg gør. Jeg har muligheden for at vælge dén – og alt det andet, der gælder for borgere i Danmark – fra. Skatteopkrævningen kan altså ingenlunde, som det ellers med jævne mellemrum sker i skattesnyder- og nægterkredse, karakteriseres som røveri. Den bygger på en indgået aftale, på en kontrakt mellem borger og stat, som det står i borgerens magt at annullere efter forgodtbefindende.

Det vil sige: således ville konklusionen lyde, hvis ellers staten holdt sig til at beskatte de levende. Det gør den desværre ikke. Død mand svarer nemlig – hvor bizart det end måtte lyde – også skat. Eller rettere, død mand svarer også afgift. Det sker igennem den såkaldte arveafgift, der betales af afdøde danskeres formuer, inden de kan overgå til de slægtninge, der er bestemt til at modtage dem enten i et tastamente eller ifølge de almindelige arveretlige regler.

Det betyder, at en borger i Danmark efter at have betalt op mod 70 % i skat igennem et helt liv får lov at betale skat én gang til af de penge, det trods brandbeskatningen er lykkedes vedkommende at spare op. Men det betyder først og fremmest, at beskatningen ikke begrænser sig til mennesker, der qua deres held at være i levende live har mulighed for at flytte, hvis de ikke bryder sig om lugten i bageriet.

Den gælder også mennesker, der af naturlige årsager (eksempelvis dødens indtræffen) ikke har nogen mulighed for at gøre indsigelser. Lidt ligesom når røvere og banditter plyndrer egyptiske faraoners skatkamre i pyramidernes indre og sælger guld og andre værdier for egen vindings skyld. Et fænomen, der slet og ret er kendt som gravrøveri. Gravrøveri straffes med fængsling. Nogen vil måske indvende, at eftersom vedkommende ved sin død levede i Danmark, kan man med en vis sandsynlighed antage, at han eller hun er indforstået med, at der også i tiden efter livet svares dansk skat af vedkommendes formue.

Men akkurat som kiosktyvens selvretfærdiggørelse med tanker som ”ingen vil mangle den her pakke smøger alligevel” og deslige på ingen måde legitimerer tyveriet, kan heller ikke statens formodning om, at borgeren ikke har noget imod afgiften, legitimere opkrævningen. Gravrøveri straffes med fængsling. Men, vil nogen ganske givet indvende, det går jo til et godt formål? Det kan selvfølgelig diskuteres – og når man frem til, at det ikke er tilfældet, er der god grund til at sænke skatten eller at vedtage en revideret finanslov. Uanset konklusionen er problematikken dog uændret: der foreligger intet samtykke. Intet godtgør, at vedkommende skatteyder er enig i vurderingen og ikke ville være flyttet, såfremt han havde været i stand til at gøre noget sådant.

Alligevel svarer også død mand skat i dagens Danmark – og ingen fængsles. Ingen løfter så meget som et øjenbryn på trods af, at gravfreden hver dag krænkes over det ganske land. På trods af, at staten udplyndrer afdøde borgere, der ikke længere kan svare for sig selv. Jeg betaler gerne min skat – og den dag, hvor jeg hellere er fri for dét og de goder, der trods alt følger med, skal jeg nok pakke mine sager og finde et andet sted at bo. Bevares. Jeg finder næppe et sted, hvor alle til fuldkommenhed deler min opfattelse af, hvorledes samfundet bør udformes, og så må jeg forhandle mig frem og i øvrigt nøjes – eller tage kufferten i egen hånd. Skik følge eller land fly. Men kan vi i det mindste ikke enes om dette ene: at give død mand den gravens fred, han fortjener. Også for skattefar. Gravrøveri er ganske enkelt uværdigt. Både for den, det går ud over, og for dem, der lader det ske.

Kære borgere

Ja, kære borgere, siger jeg, for borgere, det er I, og derpå er det værd at huske. Det er nemlig dét, Grundlovsdag handler om: at vi er borgere. Borgere med rettigheder – og pligter. Borgere i intet mindre end et demokratisk land, hvor vi hver især har indflydelse.

Indflydelse på landets ledelse.

Indflydelse på vores dagligdag.

Og det er bestemt værd at fejre. Alligevel er vi trods det flotte fremmøde ved dagens grundlovsfest her i Hersom snarere undtagelsen end reglen. Langt de fleste danskere bruger således deres søndag på helt andre gøremål – nogle endog uden at skænke hverken Grundloven eller grundlovsdag en tanke.

Det er næppe tegn på tankeløshed. Disse mennesker tænker utvivlsomt noget andet. Måske trænger haven til en overhaling. Måske er der et regnskab, der skal føres eller et brev, der skal skrives. Måske skal familien på udflugt. Mange gøremål kan i øjeblikket forekomme vigtigere end Grundlovsdag. For hvad er der at bekymre sig om?

Som danskere har vi vænnet os til tanken: Danmark er et demokratisk land. Danskerne er borgere. Danskerne er demokrater. På en solrig dag som denne kan vi se ud over engen, før vi igen vender ansigterne mod hinanden og nikker veltilfredse. Vi er demokratiske, slet og ret.

Måske tænker man endda, at demokrati – det er der noget dansk over. At demokrati er en del af vores kultur. At det derfor er en selvfølgelighed, at vi har demokrati i Danmark.

Ifølge den tankegang kan vi således læne os tilbage og hvile på laurbærrene. Men kultur er ikke uforanderlig. Danmark har ikke altid været et demokrati, og vedligeholdelsen af et velfungerende demokratisk samfund kan ikke udføres fra divanen.

Demokrati kræver blod, sved og tårer. Det så vi under besættelsen, hvor danske frihedskæmpere sang:

Kæmp for alt, hvad du har kært
dø om så det gælder

Og i øvrigt levede derefter.

Det ser vi i dag, når lande som Irak og Afghanistan trods Vestens hjælp langt fra bliver demokratier med den hast, vi kunne have ønsket os det. Det forekommer os måske mærkværdigt, at irakere og afghanere ikke blot bukker og nejer i ren og skær taknemmelighed og straks tager demokratiet til sig.

Men også i Danmark tog det en rum tid at indføre. Et ord som forfatningskamp klinger underlig hult nu om stunder, men der er grund til at erindre, at det netop var, hvad der gav os en grundlov: vi kæmpede for den. Og det var ikke en kamp, der sluttede med den første grundlov af 1849.

Dengang besluttede man nemlig, at ikke alle skulle have stemmeret. Nærmere betegnet var de fem f’er – fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter og fjollede – undtaget. I begyndelsen var det altså i Danmark lidt som det i det gamle Athen, hvor kun mænd over en vis alder, der samtidig var indfødte athenere, var fuldgyldige borgere. At være borger var ikke kun enten eller, borger eller ej. Det var også et spørgsmål om mere eller mindre.

Og fruentimmere fik som bekendt først stemmeret langt senere i 1915. Ideen om lighed for loven var heller ikke i Danmark noget, der kom af sig selv.

Det er ikke nok at vælte en diktator og bygge et parlament og en domstol, akkurat som man heller ikke kommer i bedre form af at købe et par løbesko, før man rent faktisk kommer ud at løbe.

I det antikke Grækenland levede i øvrigt en mand, der hed Aristoteles. Han gik gerne og undrede sig, for den slags gjorde man som bekendt dengang.

Blandt andet undrede han sig såre over, hvorfor der fandtes medfødt talent i matematikkens og sprogets verden, men ikke i etikkens. Efter lang tids grublen nåede han frem til et svar: etik er dyd og duelighed – og de kan kun erhverves gennem praksis og opøvelse af gode vaner. Jeg tror, det forholder sig på samme måde med demokratiet.

Demokrati forudsætter praksis. At vi praktiserer det at være demokratiske. Kun sådan bliver vi gode borgere. I Jyske Lov, den ældste samlede danske lov helt tilbage fra 1241, hedder det sig, at med lov skal land bygges. Med lov skal land bygges.

Allerede dengang overså man således Aristoteles væsentlige indsigt: at demokratiet ikke kun forudsætter, at vi har love og regler, der regulerer vort fællesskab. Det forudsætter også, at lovene overholdes. At borgerne i Danmark rent faktisk praktiserer det demokrati, de er en del af.

Vi borgere har i dag mange rettigheder. Som de rettelig hedder: borgerrettigheder. Man kan måske ligefrem sige, at Danmark borger for os, en formulering, der i disse dage er mere aktuel end nogensinde før med alle de rettigheder, vi efterhånden har fået.

Nok er det ikke med de traditionelle frihedsrettigheder. Ytrings- og pressefrihed. Forsamlingsfrihed. Ejendomsret. Religionsfrihed. Næh, mere vil have mere.

Tænk blot på fænomenet ”velfærdsrettigheder.”

Et noget luftigt begreb, der dækker over den stadig stigende grad af hjælp, vi modtager staten. Vi har ret til sundhedsbehandling. Vi har ret til børnepasning. Vi har ret til undervisning. At have det godt er efterhånden en rettighed i vores samfund. Vi har ret til det gode liv. Det er hjælp, vi har betalt os til. Eller skulle man sige: hjælp, vi har betalt os fra?

Meget af det, vi i dag betragter som samfundets opgave, har engang været folkets. I udgangspunktet er det et godt tegn. Muligheden for at få assistance og møde en hjælpende hånd, når man trænger til den, er et tegn på vort samfunds velstand. Et tegn på, at vi har råd til at tænke på andre end os selv.

Men alle disse rettigheder rummer også en fare for, at vi glemmer den anden del af det at være borger. Vi er nemlig ikke kun borgere med rettigheder, vi er også borgere med pligter.

Den franske tænker Frédéric Bastiat sagde engang, at samfundet er den store fiktion, at alle kan leve på andres regning. Den fiktion lever også i dag i fuld vigør, når talen falder på gratis offentlig transport, gratis uddannelse og gratis lægehjælp. For den er jo ikke gratis.

Eller, som det hedder på engelsk: there’s no such thing as a free lunch. Det gratis måltid findes ikke.

Den gratis uddannelse, den gratis transport og den gratis lægehjælp synes måske nok gratis i øjeblikket for den, der modtager den. Men det er fiktion. For vi betaler alle sammen til samfundet. Samfundet er intet – bogstaveligt talt – uden de mennesker, der udgør det.

Forudsætningen for, at Danmark vedbliver at være Danmark, som vi kender det, er, at vi erkender netop det. Hvis ingen yder, og alle nyder, gøres der hurtigt en ende på vor velstand.

Ligeså er det med demokratiet. At være borger i et demokrati er ensbetydende med rettigheder. Med alskens milde gaver.

Men det er også ensbetydende med pligter. Og gør vi ikke vores borgerpligt – at deltage i demokratiet, at opdrage vore børn til stræbsomhed og velopdragenhed, at følge med i stort og småt og tage ansvar for vores lokalsamfund og vore medmennesker – forvitrer demokratiet på ingen tid.

Heldigvis er det en pointe, der ligger dybt forankret i den danske folkesjæl. Vi kalder det Foreningsdanmark, Frivillighedsdanmark. Kært barn har mange navne – og mange ansigter:

Det er faderen, der tager sig tid til at være træner for sin søns fodboldhold. Det er moderen, der hjælper med lektierne ved stuebordet. Det er bedsteforældrene, der passer børnebørnene, når forældrene har travlt. Ja, det er folk i menighedsrådene og borgerforeningerne. Og – i al beskedenhed – i de politiske partier. Den unge mand, der drager til fjerne egne af verden for at forsvare vort land og vise andre folkeslag, at demokrati kan lade sig gøre. De unge mænd og kvinder, der uddanner sig flittigt og arbejder ligeså.

Alt dét er borgerens pligt – og til borgerens ære, når det bliver gjort. Og det er det, der holder Danmark sammen.

Vi står i en tid med ekstraordinære udfordringer. Udfordringer af meget forskellig art. Der er en økonomisk udfordring: dansk økonomi hænger ikke sammen. Vi har ikke råd til at sakke bagefter. Blandt andet dét vil det kommende valg handle om.

Men der er også en kulturel udfordring: hvordan holder vi fast i at være os selv i en verden, der er så global som aldrig før? Hvordan kombinerer vi udsyn og fremsyn med evnen til at se indad og kende vort eget land, vore egne traditioner og vor egen kultur?

Og det er ikke en udfordring, vi kan løbe fra. Ikke en udfordring, vi kan lukke ude. Vælger vi at overse den nu, bliver den kun større. For som den berømte digter og forfatter, Piet Hein, har bemærket det: fremtiden kommer af sig selv. Det gør fremskridtet ikke.

Hvis vi vil undgå, at Danmark ender som et frilandsmuseum, er vi derfor nødt til at spørge os selv:

Hvordan skaber vi dét Danmark, der kan overkomme disse udfordringer? Svaret på dette spørgsmål er måske i virkeligheden nogle andre spørgsmål: Hvordan skaber vi et Danmark, der engagerer sig? Et Danmark, der forpligter sig? Et Danmark, der værdsætter flid? Et Danmark, der tror på fremtiden, men kommer fortiden i hu?

Jeg tror ikke, det lader sig gøre. Jeg ved det, for vi har gjort det før. Nye tider er – paradoksalt nok – ikke noget synderlig nyt. Alskens omvæltninger har præget menneskehedens historie lige fra tidernes morgen. Og her i Danmark har vi altid løftet tidens byrder, selv når det har været drøjt.

Vi har haft hungersnød. Vi har haft pest og kolera. Vi har haft krige og været besat. I dag er det de færreste, der sulter, vi har penicillin og alskens medikamenter, og Europa har lært af historien. Alligevel er der noget at kæmpe for, med og imod. I dag har vi terrorisme. Vi har – måske – klimaforandringer.

Frem for alt har vi en hidtil uset grad af konkurrence. Det betyder pludselig noget, hvad kineserne foretager sig, og hvor gode de er til det. Vi er nødt til at klare os mindst lige så godt. Ellers koster det ved kasse et, når arbejdspladser og ordrer går uden om os. Men vi tager kampen op. Vi kaster ikke håndklædet i ringen. Vi vælger ikke stilstand. Vi vælger fremskridt og bevægelse. Bevægelse mod et nyt og bedre Danmark, en ny og bedre tid.

For danskerne ved, som det hedder i Kaalunds gamle sang, at:

Kamp maa der til, skal Livet gro,
ej Kamp blot for dagligt Brød,
men Kamp for Frihed i Liv og Tro —
thi evig Stilstand er Død!

Og denne kamp har allerede ført meget godt med sig.

Vi er i dag et velstående folk, der har råd til at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv. Råd til at hjælpe de hjælpeløse.

Vi er i dag et frit folk, der har lov at sige, tro og trykke akkurat det, vi har på hjerte, hvadenten det falder i andres smag eller ej.

Vi er i dag et folk, der tager internationalt ansvar for at bringe demokrati og frihed til klodens fjerneste egne. Et folk, der ganske vist har det rød-hvide Dannebrog som fane, men som bringer håbets grønne farve med sig, hvor det færdes.

Vi er i dag et folk, der sætter vid og kundskab højt. Men også et folk, der forstår, at hovmod til alle tider står for fald. Stolthed, derimod, er vort brændstof.

Vi er i dag et folk, der kan kalde sig noget så fint som borgere. Dét i sig selv er bestemt værd at fejre. At være borger er ikke enhver forundt.

Og vi er faktisk ikke helt dårlige til det, så selv om hverken friheds- eller fremtidskamp langt fra er ovre, skulle jeg mene, at vi har god grund til optimisme. Og optimisme er vigtigt. Troen på, at vi også i morgen kan udrette det nødvendige, er måske den vigtigste forudsætning for, at vi rent faktisk formår det.

For som en vis NATO-generalsekretær i en anden sammenhæng har sagt det, så kan alt kan gå i stå, hvis angsten for at handle er større end ønsket om at forbedre. Men alt kan lykkes, hvis viljen til at ville er større end frygten for at fejle.

Tak for ordet.

Senest har Jens Rohde, medlem af Europaparlamentet for Venstre, kaldt Dansk Folkepartis forslag om grænsebomme for “ren populisme.”

Men hvad er populisme egentlig? Ordet kommer af det latinske populus, der slet og ret betyder “folk.” Populisme kan således betegnes som en politik, der bygger på jævne folks verdensbillede. Vælger man denne definition, forekommer det uklart, om der overhovedet er tale om et skældsord. Hvad skulle der være galt i at føre politik på grundlag af jævne folks holdninger? Er det værre end at føre politik på grundlag af elitens præferencer?

Ordet bruges da også gerne med en mere negativ undertone – som betegnende en politik, der følger den skiftende folkestemning i stort og småt og således ikke bygger på nogen form for konsekvens eller ideologi, men blot er en art stemmemaksimerende følgagtighed.

Denne forståelse af populisme – som Rohde synes at abonnere på – indebærer for det første en nedværdigelse af befolkningen i og med, at den uden videre forudsætter, at folkestemningen og dermed folkets politiske ræsonnementer er inkonsekvente og uden ideologisk bevidsthed.

For det andet er begrebet populisme i denne aftapning uegnet som beskrivelse af den politik, Dansk Folkeparti i det konkrete tilfælde fremlægger. Grænsebomme er nemlig langt fra et nyt forslag. Tværtimod er det noget, partiet har været tilhængere af, lige siden det stemte imod tiltrædelse af Schengenaftalen. Den skiftende folkestemning har med andre ord ikke ansvaret for Dansk Folkepartis holdning på området. Det har derimod Dansk Folkepartis politikere. Ergo er det simpelthen ikke korrekt, at der er tale om populisme, i hvert fald ikke, hvis ordet skal forstås som negativt ladet.

Det ville være klædeligt, om politikere til højre såvel som til venstre for midten ville bruge bruge ordet populisme med større omtanke. Der er talrige argumenter imod forslaget, for eksempel det nys fremførte om køer ved grænsen. Hvorfor ikke bruge dette og andre glimrende argumenter frem for straks at trække populismekortet?

Osama bin Laden er død. Efter ti års intens jagt lykkedes det i søndags endelig amerikanerne at få ram på Osama bin Laden, og netop nu fejres amerikanernes sejr verden over. I den forbindelse kan vi passende spørge os selv, hvad drabet på bin Laden betyder for Al Qaedas virksomhed? Indvarsler hans død Al Qaedas endeligt og en ny, terrorfri verdensorden, eller kan den knapt mærkes i en terrororganisation af geografisk og intellektuelt decentral karakter, hvor aktioner planlægges af løst organiserede og mere eller mindre spontane enheder, der opererer uafhængigt af Al Qaedas topfigurer?

I besvarelsen af dette spørgsmål kan det være nødvendigt at skelne mellem på den ene side Al Qaedas evne til at gennemføre operationer og på den anden side bevægelsens evne til at mobilisere fremtidige generationer og skabe folkelig opbakning blandt verdens muslimer.

Hvad angår den rent operationelle kapacitet er de fleste eksperter enige i, at bin Ladens død ikke umiddelbart har den store betydning. Modsat en national militær enhed, der har et klart geografisk og intellektuelt center (hjemlandet og militærets ledelse), er en terrororganisation som Al Qaeda nemlig decentralt organiseret. Med andre ord har organisationen ikke en enkelt bagmand, der koordinerer og planlægger dens aktiviteter, ligesom der heller ikke findes et decideret hovedkontor. Det er givet, at bin Laden og hans nærmeste har været orienteret om meget af det, der er foregået, men majoriteten af de terroraktioner, verden har set siden 11. september 2001, er formodentlig i al væsentlighed blevet planlagt af autonome terrorgrupper.

Alligevel er de fleste eksperter enige om, at tabet af bin Laden udgør et vigtigt tilbageslag for Al Qaeda-bevægelsen. Den afgørende grund til, at dette er en korrekt analyse, er bin Ladens symbolske betydning. Alene i kraft af, at han var en af bevægelsens oprindelige grundlæggere, talte han med særlig legitimitet. Dertil kommer, at bin Laden var en dygtig retoriker, en karismatisk personlighed og ikke mindst et kendt ansigt for såvel verdenspressen som det store flertal af muslimer.

Bevægelsen vil utvivlsomt inden længe vælge en ny leder og gøre et ihærdigt forsøg på at køre vedkommende i stilling. Mest oplagt er bin Ladens højre hånd, Ayman al-Zawahiri. Imidlertid er den gængse vurdering, at bin Laden i kraft af de ovenfor beskrevne karakteristika havde nogle kvaliteter, som al-Zawahiri ikke lever op til. Ph.d. og lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Helle Lykke Nielsen, siger eksempelvis om al-Zawahiri, at han “ikke [har] de samme evner som bin Laden, [...] er ældre, mere tør og ikke taler lige så godt,” og det er et skudsmål, der er udbredt enighed om.

Al Qaeda forsvinder ikke uden videre, blot fordi bevægelsen må udnævne en leder af ringere kvalitet end den foregående, men man kan med rette håbe, at bin Ladens død vil gøre det besværligere at rekruttere nye medlemmer og opretholde den nuværende folkelige opbakning. En sådan svækkelse vil efter al sandsynlighed medføre, at Al Qaedas autoritet som paraplyorganisation mindskes – en situation, der dels kan forårsage intern splittelse imellem forskellige grupperinger, dels kan gøre bevægelsen ude af stand til at planlægge og udføre storstilede terroraktioner a la angrebet på World Trade Center i september 2001.

Venter man, at bin Ladens død indvarsler en ny, terrorfri verdensorden, bliver man ganske sikkert skuffet. Hverken terrorister eller terroraktioner bliver vi fri for i den nærmeste fremtid, hvor hævnaktioner er overordentlig sandsynlige. Til gengæld kan man formodentlig imødese en tid, hvor Al Qaedas svækkelse giver om ikke færre, så i det mindste mindre omfattende og dårligere planlagte aktioner.

Derfor er der – alt andet lige – noget om snakken: bin Ladens død er en sejr for den frie verden.

At en ung, arbejdsløs tunesisk akademikers selvantændelse blev startskuddet til et sandt virvar af oprør og folkelige protestbevægelser i snart sagt hele Mellemøsten, havde næppe mange ventet. I så forskellige lande som Algeriet, Marokko, Tunesien, Libyen, Ægypten, Jordan, Syrien, Irak, Saudi-Arabien, Iran, Bahrain og Yemen har befolkningen protesteret imod de siddende regimer.

Oprørets uforudsigelighed forklarer dog ikke, hvor den demokratiske verdens ledere blev af, da det brød ud. Hvorfor så man ikke en perlerække af sympati- og støtterklæringer til de nys opståede demokratibevægelser fra ledere som Obama, Merkel og Sarkozy? Eller sagt på en anden måde: hvorfor blev Vesten væk?

Det er der naturligvis en god forklaring på. Vesten, der stiltiende har accepteret de nu detroniserede diktatorers urimelige beherskelse og udnyttelse af deres respektive landes befolkninger, blev på det nærmeste taget på sengen af den pludselige bevægelse i regionen, hvilket understregedes af støtten til oprørerne, der kun langsomt og nølende blev meddelt alverdens medier.

Først da Ben Alis endeligt var en uundgåelighed, gav Vestens ledere oprørerne uforbeholden støtte. Især den tidligere kolonimagt i Tunesien, Frankrig (der først forlod Tunesien i 1956), vendte på en tallerken, da Ben Ali ikke stod til at redde. De første efterretninger om uro i landet affødte en fransk sympatierklæring med tilbud om intet mindre end militær assistance til nedkæmpelse af oprørerne.

Det er nærliggende at begrunde den franske støtte til Tunesien med et kolonialt broderskab, men sandheden er en anden. De franske interesser i området er omfattende, og det er til Frankrigs klare fordel, at landet er stabilt i tiden, der kommer. Fransk diplomati har således set med bekymring på de omkringliggende stater under islamisk herredømme, der har været langt sværere at finde fælles fodslag med, og ikke ønsket sig en sådan udvikling i Tunesien.

Ligeledes lod også en støtteerklæring til Ægyptens demonstranter vente på sig, indtil det stod klart, at Mubaraks dage var talte. Særligt Obamas meddelelse kom sent – USA og Ægypten har siden Mubaraks tiltrædelse efter mordet på Sadat i 1981 været allierede med tæt samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitik, og Obama fik straks vrøvl for sin udmelding.

Israels præsident, Shimon Peres, sagde om Mubarak:

“Vi har altid haft og har stadig stor respekt for præsident Mubarak. Jeg siger ikke, at alt det, han har gjort, er rigtigt, men han gjorde én ting, som vi alle er ham taknemmelige for: han holdt fred i Mellemøsten.”

Peres’ ord afspejler det faktum, at Ægypten kort før mordet på Sadat som det første mellemøstlige regime indgik en fredsaftale med Israel. En aftale, Mubarak holdt i hævd, da han overtog magten – og som i øvrigt er enestående i den forstand, at kun ét af de øvrige lande, der nu i årtier formelt har været i krig med Israel, til dato har taget samme skridt.

John Mearsheimer og Stephen Walt, der er professorer i Statskundskab ved henholdsvis Chicago og Harvard University, beskriver i bogen Den israelske lobby, hvordan amerikansk politik – ikke mindst på udenrigsområdet – er under stærk påvirkning af en magtfuld jødisk lobby, der både officielt og i det skjulte har stor indflydelse i Washington. Jødernes frygt er, at Mubaraks fald vil føre til, at Det Muslimske Broderskab overtager magten i Ægypten, og faktisk har netop en demokratisk præsident i særlig høj grad grund til at lytte til jøderne i USA. De udgør nemlig en stor vælgergruppe – op mod 80 % af USA’s jøder stemmer gerne demokratisk.

I programmet Ellemann|Lykketoft på TV2 News, hvor de forhenværende udenrigsministre Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen diskuterer udenrigspolitik med Martin Krasnik, spørger Krasnik i en udsendelse d. 28. januar, hvorfor Vestens ledere ikke klart har støttet oprørerne i Mellemøsten. Altså: hvorfor blev Vesten væk, Lykketoft?

Han svarer lakonisk: “Fordi de gennemgående de sidste 30-40 år har støttet de diktaturer, som nu er ved at falde sammen.” Så enkelt kan det i grunden siges: Vesten har sovet i timen, fordi forskellige økonomiske og sikkerhedspolitiske hensyn har gjort en stærk diktator til en mere bekvem løsning end et svagt og ustabilt demokrati. Og hvordan skulle udenrigspolitikken ellers have set ud, kan man spørge? Er det overhovedet muligt at føre en idealistisk udenrigspolitik, der betoner frihedsrettigheder og demokrati, uden at rage uklar med en lang række strategisk vigtige allierede? Vi er vel nødt til at samarbejde også med de regimer, der ikke deler vore idealer?

Utvivlsomt. Ingen stat kan være tjent med at isolere sig fra det mellemstatslige samarbejde i stædig insisteren på egne værdier og normer. Enhver fornuftig udenrigspolitik tager således et realistisk udgangspunkt: vi skal tale og samarbejde med alle, akkurat som man i øvrigt gør det med politiske modstandere i nationale parlamenter. Et er imidlertid at samarbejde med diktatorer, noget andet er at blåstemple dem. Der er ikke et modsætningsforhold imellem kritik af et regimes undertrykkelse af dets borgere og et samtidigt diplomatisk samkvem, når blot diplomatisk samkvem ikke er ensbetydende med rygklapperi, støttekroner under bordet og den legitimering, der er følgen heraf. En sådan praksis er hyklerisk og fratager os muligheden for at kunne forsvare vore egne værdier mod beskyldninger om dobbeltmoral og selvforherligelse.

Vi kan ikke undgå at anerkende, at deres findes diktaturer, som vi næppe uden videre får bugt med, og vor udenrigspolitik bør følgelig søge at skabe diplomatiske løsninger, der er tålelige for begge parter – uden dog at forskåne nogen for vor skarpe og tilbagevendende kritik af de repressive og menneskefjendske vilkår, der bydes de folkeslag, som diktatorerne uretmæssigt undertrykker. Tilbage er kun at sige til Vestens ledere: kom frit frem!

I en tv-tale til nationen har Ægyptens vicepræsident, Omar Suleiman, annonceret præsidentens øjeblikkelige afgang. Det sker efter gårsdagens tale, hvori nu forhenværende præsident Hosni Mubarak trods demonstranternes vedvarende protester meddelte, at han blev siddende indtil valget i september. Det ægyptiske militær overtager midlertidigt magten – endnu forlyder intet om, hvorledes en ny regering skal sammensættes.

Militæret tager imod magtoverdragelsen, selv om der ikke synes at være tale om et traditionelt militærkup. Tværtom har en talsmand flere gange i dagens løb udtalt sig til pressen med løfter om snarligt startskud til en demokratisk proces i Ægypten. I udtalelserne har han bl.a. betonet, at befolkningens krav om reformer og demokratisering er legitime, og bekræftet, at militæret agter at tage opgaven på sig: “Vi vil hjælpe Egypten med at opnå folkets ønsker.”

Voldsorgie undgås formentlig
Præsident Mubaraks titel har ellers indtil for nylig været solidt sikret af militærets opbakning, blandt andet fordi det ægyptiske militær, der har store kommercielle foretagender indenfor bil- og madproduktion mm., har gode grunde til at foretrække en stabilitet, der er tilstrækkelig til at beskytte militærets egne interesser. Den stabilitet har Mubarak hidtil været garant for, og det er efter al sandsynlighed de seneste dages massive folkeprotester overalt i Ægypten, der har overbevist militæret om, at en fortsættelse af Mubaraks regeringstid ikke længere kan garantere den ro og orden, de efterspørger.

Den nye udmelding om militærets magtovertagelse betyder formentlig, at omfanget af yderligere voldsudgydelser minimeres. Så sent som i går så det ellers ud til, at konflikten eskalerede. Mange demonstranter havde ventet, at Mubarak ville annoncere sin afgang. Da han tværtimod bekendtgjorde, at han agtede at fortsætte, var vreden hos de utallige ægyptere på Tahrirpladsen i det centrale Cairo ikke svær at få øje på.

Såfremt demonstranterne havde indledt et angreb på præsidentpaladset, og militæret var forblevet loyale overfor Mubarak, kunne Tahrirpladsens uroligheder være eksploderet i et sandt voldsorgie. Et orgie, der kunne have spredt sig med lynets hast, hvis Sikkerhedspolitiet, der er omtrent tre gange hærens størrelse og ubetinget loyalt overfor Mubarak, havde blandet sig i kamphandlingerne.

Lysner det i Mellemøst?
Selv om den vestlige verdens ledere i de senere dage i mere eller mindre bombastisk stil har proklameret, at Mubaraks tid er omme, vil hans afgang ikke nødvendigvis føre til en situation, der er entydigt ønskelig. Det Muslimske Broderskab, der officielt er forbudt i Ægypten, har i hans regeringstid vundet stadig flere ægypteres sympati. Broderskabet er et muslimsk parti, der har islamisering af Ægypten som erklæret målsætning.

Selv hvis hærens lovede forfatningsændringer og et frit, demokratisk valg til september bliver en realitet, risikerer vi således, at Det Muslimske Broderskab benytter lejligheden til om ikke at tage magten i landet, så i hvert fald tage del i den. En situation, der imødeses med frygtsomhed. Visse kommentatorer advarer om paralleller til shahens fald i Iran 1979, hvor ayatollaherne tilkæmpede sig styret.

Særligt Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, har fremhævet denne skræmmende parallel og talt for, at en stærk og stabil diktator er bedre end et islamisk demokrati. Ægyptens relativt sekulære (og Israel-venlige) linje under Mubarak har netop været en af årsagerne til, at regimet er blevet stiltiende accepteret af vestlige ledere.

Iran 1979 og Ægypten 2011 er dog ikke sammenlignelige på alle områder. For det første var Mubarak ikke i samme grad som shahen i Iran en vestlig stråmand. Jovist, Mubarak havde gode forbindelser til især USA og fulgte de facto i visse dele af udenrigspolitikken blot den amerikanske instruks, men han var dog – til at begynde med – legitimt indsat efter mordet på Sadat i 1981 og havde mange ægypteres opbakning. Ikke som shahen i Iran, der inden revolutionen i 1979 faktisk var blevet tvunget til flugt én gang tidligere, hvorefter CIA havde iscenesat afsættelsen af den folkevalgte regering og shahens efterfølgende genindsættelse. En dygtigt udført manøvre, muligvis, men ikke en manøvre, der forbedrede shahens ry i befolkningen.

Det iranske præsteskab med dets allestedsnærværende indflydelse findes heller ikke tilsvarende i Ægypten. Jovist, der findes religiøse mænd med indflydelse, men de har ikke samme tætte og tillidsfulde samarbejde med den ægyptiske handelsindustri, som det iranske præsteskab havde og har med den iranske. Heller ikke islamismens politiske udtryk, Det Muslimske Broderskab, er lige så populært i det ægyptiske samfund som det præsteskab, der overtog magten ved ayatollah Khomeinis kup i 1979. For at opnå denne popularitet mangler Broderskabet for eksempel helt oplagt en mand af Khomeinis støbning, der kan lede en magtovertagelse og vinde folkets gunst.

Dertil kommer, at de analyser, der understreger risikoen for islamisk magtovertagelse, tilsyneladende glemmer en afgørende ægyptisk spiller, der manglede i Iran 1979, nemlig militæret. Modsat datidens iranske militær, der ikke var forberedt på shahens fald og fremstod usikkert famlende, da det skete, har det ægyptiske militær i mange år fremstået som en anderledes selvbevidst og samlende kraft i det ægyptiske samfund. De ægyptiske generaler kender utvivlsomt til omstændighederne ved shahens fald og vil næppe lade noget tilsvarende hænde på ægyptisk jord. Især ikke, fordi den islamiske magtovertagelse i Iran medførte en brutal udrensning af shahens militære støtter. Mon ikke, militæret har lært historiens lektie og sætter en effektiv stopper for eventuelle islamiske kupforsøg? Måske vil man ikke engang afkriminalisere Broderskabets aktiviteter, når det kommer til stykket?

Demokrati frem for alt
Det kan meget vel tænkes, at dette skridt vil lade vente på sig. Huske må vi dog også, at om end det ikke er utænkeligt, at en demokratisering af Ægypten vil føre til større og mere formaliseret indflydelse til Det Muslimske Broderskab, er der i sig selv tale om markante fremskridt blot i og med, at demokratiske valg gennemføres. De sikkerhedspolitiske interesser, vi har i et stabilt og Israel-venligt Ægypten, må ikke forhindre os i at støtte den demokratiske udvikling, ægypterne har igangsat.

Når vi i Danmark går til stemmeurnerne ved valg til Folketinget, kommunal- og regionsbestyrelserne, tænker vi måske ikke meget over den frihed, hvormed vi vælger vort lands ledelse. Denne frihed og andre basale frihedsrettigheder har i årtier reelt været ikke-eksisterende for den enkelte ægypter. Som liberale er det derfor vores fornemste forpligtigelse at insistere på, at en sådan undertrykkelse af individets rettigheder er utålelig, og være konsekvente i afvisningen af at lade sikkerhedspolitisk bekvemmelighed begrunde negligeringen af ethvert menneskes ret til de universelle friheder, vi tror på.

Demokrati er til enhver tid at foretrække – også hvis de mennesker, det ægyptiske folk vælger, ikke er dem, vi havde valgt i deres sted.

Siden Japans besættelse af Korea, der varede fra 1910-1945, ophørte, har landet været delt i to, Nord- og Sydkorea. Delingen var et resultat af forhandlinger mellem sejrherrerne efter Stillehavskrigen. Landene har befolkninger med ens kulturel og etnisk baggrund, der lever under vidt forskellige regimer. Nordkorea kom hurtigt efter tilbagetrækningen under sovjetisk indflydelse og har siden været et planøkonomisk, socialistisk diktatur, omend det har udviklet sig i en retning, der er ganske unik.

Oprindeligt lignede Den Demokratiske Folkerepublik Korea, som Nordkorea rettelig hedder, de lydstater, der blev etableret af Sovjetunionen i det central- og østeuropæiske område, men efter Koreakrigen løsrev landet sig delvist fra det kommunistiske tankegods. Kim Il-sung, landets første diktator, der er fader til den nuværende, Kim Jong-il, skabte en ny ideologisk retning; en med Politikens Asien-ekspert Flemming Ytzens ord “bizar ideologisk cocktail, der inkorporerede stalinistisk personkult og kungfutsiansk paternalisme med en udviklingspolitisk filosofi kaldet Juche, der nærmest kan oversættes med selvforsyning.”

Kim Il-sung blev landets ubestridte leder og lod sig hylde i alle tænkelige sammenhænge ved hjælp af en mytisk propaganda, der gennemsyrede alle dele af det nordkoreanske samfund med dens kommunistiske, nationalistiske og lederglorificerende budskaber. Ved Il-sungs død i 1994 blev han udnævnt til præsident for republikken til evig tid og sønnen udpeget som arvtager. Tilliden til Jong-il er imidlertid ikke den samme som til faderen, særligt ikke i militæret, hvorfor man påbegyndte yderligere oprustning, udvikling af atomvåben og tiltagende isolering af det nordkoreanske folk, der er fortsat til i dag.

Sydkorea, derimod, har taget form af et demokratisk og i høj grad vestligt inspireret styre på grundlag af det frie marked. Disse ideologiske forskelle har kun forstærket de modstridende territoriale interesser, der gjorde og gør sig gældende i Korea, og som medførte udbruddet af Koreakrigen i 1950. Grænserne mellem de to lande er lagt mere eller mindre arbitrært der, hvor fronten var, da kamphandlingerne efterhånden ebbede ud.

Krigen er aldrig officielt afsluttet, og igennem adskillige år har Nord- og Sydkorea gentagne gange været på kollisionskurs i grænseområderne. En våbenhvile blev indgået i 1953, og der er ikke daglige kamphandlinger som under krigen, men begge lande bruger mange ressourcer på militært beredskab og bevogter nidkært grænseområderne – og der er ikke tale om bevogtning a la dansk grænsevagt eller lignende, men omfattende tilstedeværelse af topprofessionelle soldater og tungt artilleri. Nogle steder er grænsen blot markeret ved en smal forhøjning, og nord- og sydkoreanske soldater står inden for hinandens umiddelbare ikke blot skud-, men i princippet nævevidde. Det indbyder konstant til potentielle konflikter, og alene i år har der været flere sammenstød og provokationer.

I tirsdags skete det igen. Nordkoreansk militær angreb den sydkoreanske ø Yeonpyeong. Angrebet bestod i flere hundrede granater og var ifølge Nordkoreas pressebureau, KCNA, svar på tiltale. Sydkorea skulle angiveligt have angrebet først. Fra Sydkorea forlyder det omvendt, at der ikke var tale om et angreb, men en militær øvelse på sydkoreansk territorium. Det medgives dog, at Nordkorea tidligere havde varslet, at de ville opfatte øvelserne som en provokation og opfordret til, at man ikke gennemførte dem. Angrebene blev i medierne slået stort op med forsideartikler i alle større danske dagblade, og det er ingenlunde grundløst.

Nordkorea er et korrupt, udemokratisk og ustabilt regime med adgang til imponerende militære ressourcer. Kombinationen af utilregnelighed og farlighed er uhensigtsmæssig og indebærer store risici, dels som følge af Nordkoreas egne militære dispositioner, dels på grund af samarbejdsaftaler med andre udemokratiske regimer, der kan tænkes at have interesse i at påføre vestlige stater skade. Senest har en lækage frigivet af WikiLeaks antydet, at Iran har modtaget 19 nordkoreanske missiler. Missiler af en type, der ved en smule ombygning er så langtrækkende, at Vesteuropa er inden for skudvidde.

En konfliktoptrapning i Korea kan få fatale konsekvenser. Landene ligger mellem Kina og Japan, to af Asiens vækstlokomotiver; ikke i en ørken, på en afsidesliggende ø eller deslige. Geografien har afgørende betydning for den bevågenhed, konflikten bør mødes med. Dertil kommer de mangeartede engagementer, udlandet har i regionen, militære såvel som finansielle. Kina har ofte holdt hånden over Nordkorea. Begge styrer er kommunistiske, og hvis Nordkorea falder eller Koreaerne forenes, vil Kina grænse op til en stærk, demokratisk stat med store militære ressourcer. Et scenarium, der langt fra står på kinesernes ønskeliste. En anden stormagt, USA, har styrker udstationeret permanent i Sydkorea. Også de har interesser i konflikten, både hvad angår prestige og fortjeneste i kroner og ører. Endvidere er FN-styrker at finde i området, eftersom konflikten som nævnt aldrig er afsluttet og overvåges af FN. Set i lyset heraf var det naturligt, at FN’s Sikkerhedsråd øjeblikkeligt satte konfliktens eskalering på dagsordenen, da granatangrebene blev kendt.

Uanset, hvor farlig situationen er, må det dog konstateres, at Nordkoreas reaktioner afspejler en bevidsthed om, at regimet er presset. De diplomatiske muligheder, der tidligere har været for forbrødring, lempelse af sanktioner og økonomisk og humanitær hjælp til det fattige og hungersnødsramte regime, er mere eller mindre udtømt, og det er svært at se vejen ud af de meget penible omstændigheder, Nordkorea skal håndtere. Angrebene er tydeligvis ikke koordineret med kineserne, der i det hele taget i de senere år har været yderst kritiske overfor Nordkoreas manglende samarbejdsvilje og hovedløse politik. Den kinesiske viceudenrigsminister, He Yafei, har således i en drøftelse med USA’s ambassade kaldt nordkoreanernes handlinger for “et forkælet barns.” Godt nok er denne bemærkning kun nået offentligheden, fordi WikiLeaks har lækket dokumenterne, men i internationalt diplomati er det alligevel en overraskende skarp kritik – der også tyder på, at Kinas indflydelse på Nordkorea er begrænset.

Desuden er der tale om en højst agressiv reaktion på forudvarslede øvelser, der blev foretaget på sydkoreansk territorium. Det har medført spekulationer om, hvorvidt Nordkoreas ledelse med Kim Jong-il og sønnen Kim Jong-un i spidsen har fuld kontrol med landets militære apparat. Det er en plausibel mulighed, at militæret har foretrukket en mere konfrontatorisk strategi end regimets ledelse og ganske enkelt handlet på egen hånd. Oprør og uroligheder af denne karakter ses med jævne mellemrum i svage diktaturer, og et sådant er Nordkorea utvivlsomt.

En anden mulighed er, at angrebet er en magtdemonstration, der er iværksat for at understrege Kim Jong-uns frygtløshed overfor fjenden i Sydkorea og deres allierede, USA. Reuters beretter, at Kim Jong-il og sønnen Jong-un besøgte militærbasen, hvorfra granaterne blev affyret, i timerne umiddelbart inden angrebet. En sådan magtdemonstration er udtryk for, at den relativt ukendte Jong-un, der er udset til at overtage ledelsen af landet, når den hensygnende fader går bort, mangler opbakning i militær og befolkning.

Det er således langt fra usandsynligt, at de tiltagende provokationer, der for øjeblikket præger Nordkoreas udenrigspolitik, om nogle år vil blive betragtet som Pyongyangs svanesang. På nuværende tidspunkt er situationen ikke desto mindre yderst risikabel – især i det tilfælde, at Nordkoreas provokationer fortsætter og måske endda tiltager. Sydkorea reagerede afdæmpet på granatangrebene, idet man rettede et mindre granatangreb mod udvalgte mål på den nordkoreanske side af grænsen. Reaktionen var givetvis klog set i et militærstrategisk perspektiv, men mødte voldsom kritik i den sydkoreanske offentlighed, hvilket fik landets forsvarsminister,  Kim Tae-young, til at træde tilbage. Sydkoreanerne opfatter svaret som svagt og kræver mere resolut handling.

Folkehavets protester har lokket Sydkoreas præsident, Lee Myung-bak, ud af sit flyverskjul. Han kritiserer nu Nordkorea i hårde vendinger og lover blandt andet, at “Nord betaler prisen for enhver provokation” og understreger yderligere, at “mere tolerance og tilbageholdenhed blot vil føre til større provokationer.” En retorisk opgradering af konflikten, som han kan blive tvunget til at stå til regnskab for, hvis Nordkoreas provokationer fortsættes.

240.000 danskere er i dag på førtidspension. Det er de, fordi de af det offentlige vurderes at være ude af stand til at arbejde. Som det er i dag, foretages denne vurdering én gang, og der foretages som udgangspunkt ikke revurderinger af den førtidspensioneredes tilstand og arbejdsevne. Anne Kathrine Fjord-Marschall, kandidat i forvaltning fra Roskilde Universitet, har i sit speciale undersøgt førtidspensionisternes position i samfundet og den marginalisering, de udsættes for, når de førtidspensioneres. Konklusionen er, at det er meget svært at være førtidspensionist – endog så svært, at mange førtidspensionister ytrer ønske om at komme tilbage i arbejde.

Det er desværre en kompliceret affære for en førtidspensionist. Derfor bør systemet laves om, så arbejdsevnen revurderes med jævne mellemrum, for eksempel hvert femte år, som Dansk Industri har foreslået det – og førtidspensionisterne skal selvsagt have mulighed for når som helst på eget initiativ at få revurderet deres situation, så de kan komme helt eller delvist i arbejde hurtigst muligt fra det øjeblik, de igen føler sig motiverede til at deltage i arbejdsmarkedet. Det er skandaløst, at man i dag placerer en stor gruppe danskere, heriblandt mange unge, på en offentlig ydelse, der isolerer dem fra det omkringliggende samfund, uden at give dem ordentlig mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet og undfly den isolation, deres uarbejdsdygtighed har pådraget dem.

Et mere fleksibelt system er dog ikke hele løsningen. Der vil til stadighed være mennesker, der ikke kan arbejde, og som måske nok bliver mere motiverede til det på grund af de sociale problemer, der er forbundet med førtidspension, men ikke desto mindre ikke rent fysisk eller psykisk er i stand til at arbejde – hvor gerne de end vil. Eftersom deres ulykke ikke skyldes utilstrækkelige midler til livets opretholdelse, men sociokulturelle faktorer, vil yderligere offentlig støtte næppe være en velfungerende løsning. Måske snarere tværtimod. Hvis den økonomiske kompensation og de særinitiativer, der tildeles førtidspensionister i dag, medvirker til at stigmatisere dem, hvad kunne så ikke en øget økonomisk støtte medføre?

En mentalitetsændring er tvingende nødvendig. Den grundlæggende sunde indstilling, der præger danskerne, nemlig at det mest prisværdige er at bidrage til samfundet igennem et aktivt arbejdsliv, er højst ønskværdig, og dens betydning for beskæftigelse og arbejdsglæde i det danske samfund må ikke undervurderes. Vi må dog indse, at der er mennesker, der ikke evner at påtage sig et almindeligt arbejde, og at der påhviler enhver borger et moralsk ansvar for at sikre, at disse mennesker ikke isoleres fra resten af samfundet. Denne pligt kan begrundes på adskillige måder, der alle tydeligt illustrerer, hvorfor den er essentiel at tage vare på. For det første har et menneske, alene i kraft af dets menneskelighed, krav på at blive taget alvorligt. At agte uarbejdsdygtige og (psykisk) syge mennesker mindre end raske og arbejdsdygtige er en moralsk forbrydelse, man ikke bør gøre sig skyldig i. For det andet findes der ikke en, men utallige måder at bidrage til samfundet på. Førtidspensionister, der er uarbejdsdygtige i traditionel forstand, kan således foretage sig andre ting af værdi, for eksempel at pusle om familien, være foreningsaktive eller lignende. Disse aktiviteter er ganske vist sværere at prissætte end traditionelt arbejde, men der kan omvendt ikke herske tvivl om, at de skaber en værdi, der betyder noget for deres medmennesker. Også derfor er der grund til at udvise inkluderende respekt over for samfundets uarbejdsdygtige.

Oplever de førtidspensionerede, at de bliver respekteret, og at deres arbejde værdsættes, vil det næppe vare længe, førend deres selvværd og livsglæde stiger – og det er godt på hele to måder. Gladere mennesker bliver nemmere raske og kan dermed måske gøre sig håb om at komme ud på arbejdsmarkedet – og gladere mennesker gør alle vi andre glade med den glæde, de spreder omkring sig.