Før valget lød det fra Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, at det ikke ville blive dyrere for den almindelige dansker, hvis Socialdemokraterne kom til magten. En målsætning, der for mange danskere formentlig forekom en kende uambitiøs.

Det var allerede før valget mere end dyrt nok at være dansker i forvejen – og man kunne jo i stedet have valgt den målsætning, at det skulle være billigere! Et løfte om, at det i det mindste ikke ville blive dyrere, var dog trods alt noget.

Siden regeringsskiftet er det imidlertid blevet dyrere at ryge, at drikke et glas rødvin, at spise fredagsslik, at drive virksomhed, at betale sin skat, at skrue op for varmen, at arbejde hjemmefra – og det er kun en foreløbig liste. En lang række fordyringer, der kan mærkes på pengepungen.

Tilbage står to muligheder: enten har Socialdemokraterne som i så mange andre tilfælde ikke holdt det, de lovede før valget, eller også er det bare meget få individer, der i socialdemokratisk optik er almindelige danskere. Eftersom jeg er opdraget til at tro på det bedste i mine medmennesker, må jeg gå ud fra, at det er mig, der har misforstået budskabet. På den baggrund lyder mit spørgsmål til Socialdemokraterne: Hvem er den almindelige dansker?

Ved det nylige parlamentsvalg i Rusland rapporterede en lang række internationale observatører om omfattende og systematisk valgsvindel. SILBA, der arbejder for og med demokratisk udvikling i det baltiske område, konkluderer lakonisk, at valget til det russiske parlament, Dumaen, var “[un]free and unfair to such an extent that we are in deep concern of the validity of the official results” og anfører flere eksempler på den svindel, de kunne konstatere, heriblandt organiseret bustransport af vælgere fra stemmested til stemmested med det formål at afgive stemmer ved flere forskellige valgsteder, ikke-anonym stemmeafgivning, politi ved stemmestederne og trusler mod valgobservatører.

Selv om der er tale om ualmindelig grov og velorganiseret svindel, er det ganske forudsigeligt, at det russiske valg er præget af valgsvindel. Det er i større eller mindre udstrækning tilfældet ved hvert eneste russiske valg. Til gengæld skete der det uventede, at Vladimir Putins parti, Et Forenet Rusland, på trods af systematisk og omfattende valgsvindel gik tilbage. Faktisk så meget, at partiet ikke længere har kvalificeret flertal i det russiske parlament, Dumaen. Et valgresultat, der langt fra er tilfredsstillende for Putin, som genopstiller til posten som Ruslands præsident i marts 2012, når Dimitri Medvedevs præsidentperiode udløber.

Forretningsmanden Dimitri Medvedev blev præsident, da Putin faldt for den russiske forfatnings regel om maksimalt to perioders valg til præsidentembedet i træk, og til trods for det faktum, at Medvedevs retorik har budt på et vist håb om fornyelse og modernisering af det russiske demokrati, er det begrænset, hvad der rent faktisk er ført ud i livet i den henseende, og Medvedev har igennem hele sin tid som præsident måttet lægge ører til tiltagende kritik. Enkelte kritikere har sågar kaldt Medvedev for Putins nikkedukke – en udlægning, der blev yderligere sandsynliggjort af begivenhederne på Et Forenet Ruslands partikongres i september, hvor Medvedev anbefalede russerne at støtte Putin som partiets kandidat til Ruslands præsidentpost.

I det perspektiv kommer Medvedevs periode til at ligne en art vikariat i den sande leders fravær. I øvrigt et billede, som Putin med garanti har det aldeles udmærket med. Siden Putin tog over efter Jeltsin, der allerede dengang skrantede alvorligt, har han været genstand for en efter europæisk standard uhørt overdreven kultdyrkelse. Præsidenten er således karikeret som den stærke mand, der kan og gør alt, hvad der skal til for at sikre Ruslands og russerne mod det onde. Konkret kommer det for eksempel til udtryk i den måde, hvorpå Putin håndterer skovbrande og andre ulyksaligheder. Han nøjes nemlig ikke med at møde ofrene og vise sin medlidenhed, når det værste er overstået, som andre statsoverhoveder ville gøre det. Nej, han organiserer og deltager selv i den akutte indsats. Det vil sige: sådan fremstilles det.

Putins resultater som præsident er imidlertid ikke det rene ingenting. Den russiske økonomi har i hans periode indtil for nylig været i imponerende vækst, og den almindelige russers levestandard er forbedret betragteligt. Det er således intet under, at mange russere har givet afkald på deres eventuelle demokratiske idealer til fordel for den oprydning i Ruslands økonomiske morads, der har været Putins store trumfkort. Desværre for Putin har den økonomiske vækst skabt en russisk middelklasse af hidtil uset størrelse. En middelklasse, der nu er så velbeslået, at den begynder at stille krav om andet og mere end det daglige brød – og det er den middelklasse, der nu udgør kernen i de største demonstrationer på russisk jord i mands minde. Putin ligger med andre ord, som han har redt.

Hvor problematisk denne nyetablerede middelklasses krav om demokrati og politisk medbestemmelse end måtte synes for Putin, er der til gengæld tale om gode nyheder for alle dem, der tror på folkestyre og ikke bryder sig alt for meget om at have et slagkraftigt  pseudodemokrati i baghaven. Såvel det nylige valgresultat som de efterfølgende demonstrationer fortæller os nemlig noget, vi længe har håbet på at erfare: Noget virker i Rusland. Det russiske demokrati vejrer morgenluft.

I et demokratisk, velstående i-land som Danmark er de fleste enige om, at vi har en forpligtelse til at hjælpe de mennesker, der lever under trangere kår – ikke kun i Danmark, men også i udlandet. En forpligtelse, der nok er moralsk, men også har at gøre med sikkerhedspolitiske hensyn: ønsker vi fortsat en fredelig og fornuftig dialog med vores omverden (og ikke mindst gunstige handelsbetingelser), er det nødvendigt at investere i undgåelse af hungersnød, sygdomsspredning og ekstrem fattigdom.

Denne investering kan naturligvis foregå i privat regi og gør det da også under prædikatet nødhjælp, særligt i tilspidsede situationer, hvor tv-skærmenes billeder af nød og ulykke ansporer folk til barmhjertig gavmildhed. Skal man imidlertid sikre en vis kontinuitet – og ihukommelse af ikke kun den moralske, men også den sikkerhedspolitiske forpligtelse – til den hjælpende hånd til verdens syge og fattige, er en mere overordnet og mindre katastrofefølsom koordinering hensigtsmæssig.

Måske netop derfor er der almindelig enighed om, at en del af borgernes skattepenge i snart sagt alle udviklede lande skal gå til, at der også opretholdes en statslig hjælpende hånd – det, vi kender som udviklingspolitikken. Andelen af den enkelte danskers indkomst, der øremærkes udviklingspolitikken, er ikke prangende, men i kroner og ører er dansk udviklingspolitik en bekostelig affære – faktisk så bekostelig, at Danmark er et af de lande, der i skrivende stund giver den største andel af bruttonationalproduktet til udviklingspolitik. Det er derfor helt oplagt, at der må foreligge en omfattende evaluering af, om de penge, der bruges, resulterer i mærkbare fremskridt i de lande, der modtager dem.

Men hvordan måler man i grunden udvikling? Det er desværre et spørgsmål, der længe er blevet overset – ja, ligefrem afvist som irellevant – i dansk udviklingspolitik. Og meget tyder på, at resultatet af den manglende resultatorienterethed (om man så må sige) har været, at netop resultaterne er udeblevet. Et studium af Martin Paldam, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, viste således i 2008, at dansk udviklingspolitik over en bred kam har haft en effekt – og jeg citerer – ”lig nul.” En ganske nedslående konklusion, især når man tænker på de store beløb, der er ofret på de nyttesløse initiativer.

Givet den ovenstående retfærdiggørelse af udviklingshjælp som en statslig opgave bliver det relevante opfølgningsspørgsmål naturligvis, hvad man kan gøre for at sikre hjælpens effektivitet – og hvad angår dette spørgsmål er man heldigvis nået ikke bare til et svar, men også til et mere liberalt svar end den hidtidige linje. Svaret er selvstændighed. ”Giv manden en fisk, og han får mad i dag – giv ham en fiskestang, og han får også mad i morgen,” lyder et kinesisk ordsprog, og det er akkurat denne filosofi, der er udgangspunktet for en moderne udviklingspolitik.

En filosofi, der modsat tidligere tiders udviklingspolitiske paradigme, som var kendetegnet ved store udskrivninger uden reel dokumentation for effekterne, lægger vægt på at bruge pengene på en måde, der skaber synlige resultater. En filosofi, der med andre ord går efter mest mulig udvikling for pengene – og en filosofi, der som en konsekvens af den resultatorienterede tilgang stiller skarpt på, at det ikke er nok at hjælpe. Skal udviklingspolitikken gøre en forskel, skal den hjælpe folk til at hjælpe sig selv.

Den nye tilgang til udviklingspolitikken stadfæstes formelt i Paris-erklæringen fra 2005, der er underskrevet af over hundrede lande, der er engageret i udviklingshjælpen. Erklæringen betoner nødvendigheden af at udvikle og benytte forskellige mål for bistandseffektivitet for at kunne måle, om udviklingspolitikken skaber resultater. Endvidere lægger erklæringen vægt på, at udviklingspolitikken skal udformes og administreres i overenstemmelse med og til dels af modtagerlandets egne institutionelle strukturer for at skabe ejerskab og gensidig ansvarlighed.

En modernisering af dansk udviklingspolitik har lige siden helt åbenlyst været en påtrængende opgave. Imidlertid har den samtidig været besværlig, fordi fagkundskaben på det udviklingspolitiske område har været præget af en indgroet venstresnoethed. Denne venstresnoethed har bl.a. betydet en stærk modvilje mod det eneste analyseredskab, der kan sikre optimal udnyttelse af bistandskronerne – nemlig cost benefit-analyser, der kortlægger værdien i kroner og øre af forskellige udviklingspolitiske strategier og prioriteringer. Analysen forudsætter nemlig, at man værdifastsætter menneskeliv – og det må man ikke på venstrefløjen. Det er ”inhumant” – også selv om fraværet af cost benefit-analyse qua udviklingspolitikkens deraf følgende ineffektivitet resulterer i flere tabte menneskeliv end brugen af den.

Med Søren Pinds udnævnelse til udviklingsminister anno 2010 indledte regeringen en proces, der skulle modernisere dansk udviklingspolitik i lyset af erkendelsen af, at hjælp kun nytter, hvis der er tale om hjælp til selvhjælp. I den strategi for dansk udviklingspolitik, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Udviklingsministeriet og Danida i 2010, Frihed fra fattigdom – frihed til forandring, betyder den nye tilgang, at Danmark fremover fokuserer udviklingshjælpen på færre lande. Herudover lancerer strategien en hidtil uset grad af specialisering i udviklingspolitikken: skal vi have mest muligt for hver bistandskrone, må vi koncentrere os om den type projekter, vi er gode til.

Udover det resultatorienterede islæt udmærker strategien sig ved, at en anden liberal kongstanke, nemlig kombinationen af demokrati og det frie marked, i overensstemmelse med nyere forskning tillægges stor betydning for udviklingen af tredjeverdenslande. Strategien er mere konkret udtryk for den erkendelse, at fattigdom ikke bedst udryddes ved at begynde med fattigdommen selv, hvilket risikerer at skabe et udsigtsløst afhængighedsforhold, men derimod ved at begynde med samfundsstrukturerne og igennem reformer af disse sikre et friere marked og en mere demokratisk samfundsorganisering. Den enkelte borgers større økonomiske og politiske frihed som følge af dette fokus skal gøre borgerne i ulande bedre i stand til på egen hånd at forbedre deres situation, hvilket igen medfører øget vækst og velstand. I stedet for at symptombehandle ved at bruge udviklingspolitikken til at give hjælpen som en art smertestillende medicin, bruger man nu udviklingspolitikken til aktivt at hjælpe patienten af med sygdommen – nemlig den mangel på politiske, økonomiske og sociale rettigheder, som borgerne i mange tredjeverdenslande lider under.

For liberalt sindede kan disse indsigter måske synes banale, og helt forkert er en sådan betragtning næppe. Ikke desto mindre er der tale om intet mindre end et paradigmeskift i den måde, hvorpå vi praktiserer udviklingshjælp. Et paradigmeskift, der nu også er nået til Danmark. Takket være Søren Pind. Vi skal hjælpe ulandene – til at kunne selv!

Man kan mene meget om den måde, hvorpå det danske samfund er indrettet, og denne diskussion er i dag så livlig som nogensinde. Hvordan skal vi skabe den vækst, der betaler for fremtidens velfærd – ved at øge den offentlige sektors andel af BNP og investere målrettet i ”vækstindustrier” og særligt udvalgte former for velfærd? Eller ved at mindske den og give borgerne deres penge tilbage, så de selv kan prioritere deres forbrug og investeringer? Som det antydes her, hælder undertegnede i retning af sidstnævnte.

Imidlertid er jeg et frit menneske og kan når som helst, jeg måtte ønske det, vælge at hive teltpælene op og slå mig ned et andet sted. I et andet land, hvor folk og fæ er blevet enige om en anderledes samfundsindretning. Man kan sige, at min fortsatte tilstedeværelse i Danmark også er et samtykke: ja, jeg synes, at fordelene ved at bo her opvejer ulemperne.

Derfor er det rimeligt, at jeg betaler den skat, jeg gør. Jeg har muligheden for at vælge dén – og alt det andet, der gælder for borgere i Danmark – fra. Skatteopkrævningen kan altså ingenlunde, som det ellers med jævne mellemrum sker i skattesnyder- og nægterkredse, karakteriseres som røveri. Den bygger på en indgået aftale, på en kontrakt mellem borger og stat, som det står i borgerens magt at annullere efter forgodtbefindende.

Det vil sige: således ville konklusionen lyde, hvis ellers staten holdt sig til at beskatte de levende. Det gør den desværre ikke. Død mand svarer nemlig – hvor bizart det end måtte lyde – også skat. Eller rettere, død mand svarer også afgift. Det sker igennem den såkaldte arveafgift, der betales af afdøde danskeres formuer, inden de kan overgå til de slægtninge, der er bestemt til at modtage dem enten i et tastamente eller ifølge de almindelige arveretlige regler.

Det betyder, at en borger i Danmark efter at have betalt op mod 70 % i skat igennem et helt liv får lov at betale skat én gang til af de penge, det trods brandbeskatningen er lykkedes vedkommende at spare op. Men det betyder først og fremmest, at beskatningen ikke begrænser sig til mennesker, der qua deres held at være i levende live har mulighed for at flytte, hvis de ikke bryder sig om lugten i bageriet.

Den gælder også mennesker, der af naturlige årsager (eksempelvis dødens indtræffen) ikke har nogen mulighed for at gøre indsigelser. Lidt ligesom når røvere og banditter plyndrer egyptiske faraoners skatkamre i pyramidernes indre og sælger guld og andre værdier for egen vindings skyld. Et fænomen, der slet og ret er kendt som gravrøveri. Gravrøveri straffes med fængsling. Nogen vil måske indvende, at eftersom vedkommende ved sin død levede i Danmark, kan man med en vis sandsynlighed antage, at han eller hun er indforstået med, at der også i tiden efter livet svares dansk skat af vedkommendes formue.

Men akkurat som kiosktyvens selvretfærdiggørelse med tanker som ”ingen vil mangle den her pakke smøger alligevel” og deslige på ingen måde legitimerer tyveriet, kan heller ikke statens formodning om, at borgeren ikke har noget imod afgiften, legitimere opkrævningen. Gravrøveri straffes med fængsling. Men, vil nogen ganske givet indvende, det går jo til et godt formål? Det kan selvfølgelig diskuteres – og når man frem til, at det ikke er tilfældet, er der god grund til at sænke skatten eller at vedtage en revideret finanslov. Uanset konklusionen er problematikken dog uændret: der foreligger intet samtykke. Intet godtgør, at vedkommende skatteyder er enig i vurderingen og ikke ville være flyttet, såfremt han havde været i stand til at gøre noget sådant.

Alligevel svarer også død mand skat i dagens Danmark – og ingen fængsles. Ingen løfter så meget som et øjenbryn på trods af, at gravfreden hver dag krænkes over det ganske land. På trods af, at staten udplyndrer afdøde borgere, der ikke længere kan svare for sig selv. Jeg betaler gerne min skat – og den dag, hvor jeg hellere er fri for dét og de goder, der trods alt følger med, skal jeg nok pakke mine sager og finde et andet sted at bo. Bevares. Jeg finder næppe et sted, hvor alle til fuldkommenhed deler min opfattelse af, hvorledes samfundet bør udformes, og så må jeg forhandle mig frem og i øvrigt nøjes – eller tage kufferten i egen hånd. Skik følge eller land fly. Men kan vi i det mindste ikke enes om dette ene: at give død mand den gravens fred, han fortjener. Også for skattefar. Gravrøveri er ganske enkelt uværdigt. Både for den, det går ud over, og for dem, der lader det ske.

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 14/9 – 2011.

Signe Munk klandrer mig i sit læserbrev 10/9 for ikke at have forstået, hvad forhandling går ud på. Imidlertid opridser jeg i mit læserbrev 7/9, der omhandler oppositionens målsætning om at øge arbejdstiden med 12 minutter om dagen, meget klart forudsætningen for, at en forhandling kan finde sted. Forudsætningen er forhandlingsvilje: ”Den danske ordning, hvor arbejdstid, løn og så videre forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter, nødvendiggør, at denne idé støttes af fagbevægelsen, hvis den skal realiseres.” Påstanden om, at jeg ikke har forstået princippet ved en forhandling, er med andre ord noget vås.

Signe Munk har til gengæld ret i, at forudsætningen for en forhandling mellem oppositionen og fagbevægelsen er til stede. Fagbevægelsen har nemlig givet oppositionen håndslag på, at de vil finde 15 mia. kr. Ligeledes har hun ret i, at man ikke kan præsentere resultatet af en forhandling, før den har fundet sted. Det væsentlige spørgsmål står dog til stadighed ubesvaret: hvorfor kan forhandlingen ikke finde sted før valget, så oppositionen inden valgdagen kan fremlægge resultatet? Kunne det måske skyldes en formodning om, at borgerne næppe vil reagere med begejstring?

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 17/8 – 2011.

Mange har nok bemærket Venstres nye kampagne, Bag Facaden, der søger svar på de mange ubesvarede spørgsmål vedrørende oppositionens politik. Kampagnen spørger for eksempel hvilke patienter, der ikke længere skal nyde godt af behandlingsgarantien? Hvordan de varslede flyafgifter hænger sammen med et Danmark i balance? Hvordan den offentlige gælds himmelflugt – anslået af Finansministeriet til 320 mia. kr. i 2020 mod 50 mia. kr. i dag med S og SF’s økonomiske politik – harmonerer med den fortsatte bevarelse af velfærdssamfundet?

Med andre ord er der tale om en lang række væsentlige spørgsmål til tvivlsomme politiske initiativer, der vil fordyre og forringe danskernes hverdag. Den store opmærksomhed, kampagnen har fået, er derfor fortjent. Oppositionens svar, derimod, har ingen bemærket. De har nemlig ikke sagt en lyd, hvis man ser bort fra den stædige insisteren på, at Venstre fører “skræmmekampagne.”

Men hvordan kan en kampagne, der ikke gør andet end at formidle fakta og spørge, hvorfor i alverden oppositionen vil, som den vil, være en skræmmekampagne? Det er over min forstand. At nogen kan finde den ganske skræmmende, er til gengæld let at forstå. Især hvis det er første gang, de hører om oppositionens politik.

Dette indlæg blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad 16/8 – 2011.

Indrømmet: også med regeringens 2020-plan stiftes der gæld frem til 2020. Anno 2020 går budgettet så i balance. Hverken opposition eller regering kan således prale af en økonomisk plan, der løser landets samlede økonomiske udfordring i ét hug, og man kunne bestemt have ønsket sig et mere vidtgående udspil fra regeringen.

Alligevel står danskerne overfor et klart valg. Mens regeringen har fremlagt et veldokumenteret og seriøst bud på, hvordan vi sikrer den fornødne finansiering til at opretholde det danske velfærdssamfund fremover, byder oppositionens plan stadig på huller i milliardklassen.

Èt ligger imidlertid fast: kommer S og SF til magten, skal danskerne til lommerne. En almindelig dansk familie kan således imødese en ekstraudgift på 28.000 kr. om året, hvis S og SF’s politik bliver til virkelighed. Samtidig betyder S og SF’s uansvarlige politik en seksdobling af den offentlige nettogæld fra omkring 50 mia. i år til i omegnen af 320 mia. i 2020. Det er et overvældende beløb, og hvem skal mon betale? Det skal vi – Danmarks ungdom. Må jeg være fri, tak!

Kære borgere

Ja, kære borgere, siger jeg, for borgere, det er I, og derpå er det værd at huske. Det er nemlig dét, Grundlovsdag handler om: at vi er borgere. Borgere med rettigheder – og pligter. Borgere i intet mindre end et demokratisk land, hvor vi hver især har indflydelse.

Indflydelse på landets ledelse.

Indflydelse på vores dagligdag.

Og det er bestemt værd at fejre. Alligevel er vi trods det flotte fremmøde ved dagens grundlovsfest her i Hersom snarere undtagelsen end reglen. Langt de fleste danskere bruger således deres søndag på helt andre gøremål – nogle endog uden at skænke hverken Grundloven eller grundlovsdag en tanke.

Det er næppe tegn på tankeløshed. Disse mennesker tænker utvivlsomt noget andet. Måske trænger haven til en overhaling. Måske er der et regnskab, der skal føres eller et brev, der skal skrives. Måske skal familien på udflugt. Mange gøremål kan i øjeblikket forekomme vigtigere end Grundlovsdag. For hvad er der at bekymre sig om?

Som danskere har vi vænnet os til tanken: Danmark er et demokratisk land. Danskerne er borgere. Danskerne er demokrater. På en solrig dag som denne kan vi se ud over engen, før vi igen vender ansigterne mod hinanden og nikker veltilfredse. Vi er demokratiske, slet og ret.

Måske tænker man endda, at demokrati – det er der noget dansk over. At demokrati er en del af vores kultur. At det derfor er en selvfølgelighed, at vi har demokrati i Danmark.

Ifølge den tankegang kan vi således læne os tilbage og hvile på laurbærrene. Men kultur er ikke uforanderlig. Danmark har ikke altid været et demokrati, og vedligeholdelsen af et velfungerende demokratisk samfund kan ikke udføres fra divanen.

Demokrati kræver blod, sved og tårer. Det så vi under besættelsen, hvor danske frihedskæmpere sang:

Kæmp for alt, hvad du har kært
dø om så det gælder

Og i øvrigt levede derefter.

Det ser vi i dag, når lande som Irak og Afghanistan trods Vestens hjælp langt fra bliver demokratier med den hast, vi kunne have ønsket os det. Det forekommer os måske mærkværdigt, at irakere og afghanere ikke blot bukker og nejer i ren og skær taknemmelighed og straks tager demokratiet til sig.

Men også i Danmark tog det en rum tid at indføre. Et ord som forfatningskamp klinger underlig hult nu om stunder, men der er grund til at erindre, at det netop var, hvad der gav os en grundlov: vi kæmpede for den. Og det var ikke en kamp, der sluttede med den første grundlov af 1849.

Dengang besluttede man nemlig, at ikke alle skulle have stemmeret. Nærmere betegnet var de fem f’er – fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter og fjollede – undtaget. I begyndelsen var det altså i Danmark lidt som det i det gamle Athen, hvor kun mænd over en vis alder, der samtidig var indfødte athenere, var fuldgyldige borgere. At være borger var ikke kun enten eller, borger eller ej. Det var også et spørgsmål om mere eller mindre.

Og fruentimmere fik som bekendt først stemmeret langt senere i 1915. Ideen om lighed for loven var heller ikke i Danmark noget, der kom af sig selv.

Det er ikke nok at vælte en diktator og bygge et parlament og en domstol, akkurat som man heller ikke kommer i bedre form af at købe et par løbesko, før man rent faktisk kommer ud at løbe.

I det antikke Grækenland levede i øvrigt en mand, der hed Aristoteles. Han gik gerne og undrede sig, for den slags gjorde man som bekendt dengang.

Blandt andet undrede han sig såre over, hvorfor der fandtes medfødt talent i matematikkens og sprogets verden, men ikke i etikkens. Efter lang tids grublen nåede han frem til et svar: etik er dyd og duelighed – og de kan kun erhverves gennem praksis og opøvelse af gode vaner. Jeg tror, det forholder sig på samme måde med demokratiet.

Demokrati forudsætter praksis. At vi praktiserer det at være demokratiske. Kun sådan bliver vi gode borgere. I Jyske Lov, den ældste samlede danske lov helt tilbage fra 1241, hedder det sig, at med lov skal land bygges. Med lov skal land bygges.

Allerede dengang overså man således Aristoteles væsentlige indsigt: at demokratiet ikke kun forudsætter, at vi har love og regler, der regulerer vort fællesskab. Det forudsætter også, at lovene overholdes. At borgerne i Danmark rent faktisk praktiserer det demokrati, de er en del af.

Vi borgere har i dag mange rettigheder. Som de rettelig hedder: borgerrettigheder. Man kan måske ligefrem sige, at Danmark borger for os, en formulering, der i disse dage er mere aktuel end nogensinde før med alle de rettigheder, vi efterhånden har fået.

Nok er det ikke med de traditionelle frihedsrettigheder. Ytrings- og pressefrihed. Forsamlingsfrihed. Ejendomsret. Religionsfrihed. Næh, mere vil have mere.

Tænk blot på fænomenet ”velfærdsrettigheder.”

Et noget luftigt begreb, der dækker over den stadig stigende grad af hjælp, vi modtager staten. Vi har ret til sundhedsbehandling. Vi har ret til børnepasning. Vi har ret til undervisning. At have det godt er efterhånden en rettighed i vores samfund. Vi har ret til det gode liv. Det er hjælp, vi har betalt os til. Eller skulle man sige: hjælp, vi har betalt os fra?

Meget af det, vi i dag betragter som samfundets opgave, har engang været folkets. I udgangspunktet er det et godt tegn. Muligheden for at få assistance og møde en hjælpende hånd, når man trænger til den, er et tegn på vort samfunds velstand. Et tegn på, at vi har råd til at tænke på andre end os selv.

Men alle disse rettigheder rummer også en fare for, at vi glemmer den anden del af det at være borger. Vi er nemlig ikke kun borgere med rettigheder, vi er også borgere med pligter.

Den franske tænker Frédéric Bastiat sagde engang, at samfundet er den store fiktion, at alle kan leve på andres regning. Den fiktion lever også i dag i fuld vigør, når talen falder på gratis offentlig transport, gratis uddannelse og gratis lægehjælp. For den er jo ikke gratis.

Eller, som det hedder på engelsk: there’s no such thing as a free lunch. Det gratis måltid findes ikke.

Den gratis uddannelse, den gratis transport og den gratis lægehjælp synes måske nok gratis i øjeblikket for den, der modtager den. Men det er fiktion. For vi betaler alle sammen til samfundet. Samfundet er intet – bogstaveligt talt – uden de mennesker, der udgør det.

Forudsætningen for, at Danmark vedbliver at være Danmark, som vi kender det, er, at vi erkender netop det. Hvis ingen yder, og alle nyder, gøres der hurtigt en ende på vor velstand.

Ligeså er det med demokratiet. At være borger i et demokrati er ensbetydende med rettigheder. Med alskens milde gaver.

Men det er også ensbetydende med pligter. Og gør vi ikke vores borgerpligt – at deltage i demokratiet, at opdrage vore børn til stræbsomhed og velopdragenhed, at følge med i stort og småt og tage ansvar for vores lokalsamfund og vore medmennesker – forvitrer demokratiet på ingen tid.

Heldigvis er det en pointe, der ligger dybt forankret i den danske folkesjæl. Vi kalder det Foreningsdanmark, Frivillighedsdanmark. Kært barn har mange navne – og mange ansigter:

Det er faderen, der tager sig tid til at være træner for sin søns fodboldhold. Det er moderen, der hjælper med lektierne ved stuebordet. Det er bedsteforældrene, der passer børnebørnene, når forældrene har travlt. Ja, det er folk i menighedsrådene og borgerforeningerne. Og – i al beskedenhed – i de politiske partier. Den unge mand, der drager til fjerne egne af verden for at forsvare vort land og vise andre folkeslag, at demokrati kan lade sig gøre. De unge mænd og kvinder, der uddanner sig flittigt og arbejder ligeså.

Alt dét er borgerens pligt – og til borgerens ære, når det bliver gjort. Og det er det, der holder Danmark sammen.

Vi står i en tid med ekstraordinære udfordringer. Udfordringer af meget forskellig art. Der er en økonomisk udfordring: dansk økonomi hænger ikke sammen. Vi har ikke råd til at sakke bagefter. Blandt andet dét vil det kommende valg handle om.

Men der er også en kulturel udfordring: hvordan holder vi fast i at være os selv i en verden, der er så global som aldrig før? Hvordan kombinerer vi udsyn og fremsyn med evnen til at se indad og kende vort eget land, vore egne traditioner og vor egen kultur?

Og det er ikke en udfordring, vi kan løbe fra. Ikke en udfordring, vi kan lukke ude. Vælger vi at overse den nu, bliver den kun større. For som den berømte digter og forfatter, Piet Hein, har bemærket det: fremtiden kommer af sig selv. Det gør fremskridtet ikke.

Hvis vi vil undgå, at Danmark ender som et frilandsmuseum, er vi derfor nødt til at spørge os selv:

Hvordan skaber vi dét Danmark, der kan overkomme disse udfordringer? Svaret på dette spørgsmål er måske i virkeligheden nogle andre spørgsmål: Hvordan skaber vi et Danmark, der engagerer sig? Et Danmark, der forpligter sig? Et Danmark, der værdsætter flid? Et Danmark, der tror på fremtiden, men kommer fortiden i hu?

Jeg tror ikke, det lader sig gøre. Jeg ved det, for vi har gjort det før. Nye tider er – paradoksalt nok – ikke noget synderlig nyt. Alskens omvæltninger har præget menneskehedens historie lige fra tidernes morgen. Og her i Danmark har vi altid løftet tidens byrder, selv når det har været drøjt.

Vi har haft hungersnød. Vi har haft pest og kolera. Vi har haft krige og været besat. I dag er det de færreste, der sulter, vi har penicillin og alskens medikamenter, og Europa har lært af historien. Alligevel er der noget at kæmpe for, med og imod. I dag har vi terrorisme. Vi har – måske – klimaforandringer.

Frem for alt har vi en hidtil uset grad af konkurrence. Det betyder pludselig noget, hvad kineserne foretager sig, og hvor gode de er til det. Vi er nødt til at klare os mindst lige så godt. Ellers koster det ved kasse et, når arbejdspladser og ordrer går uden om os. Men vi tager kampen op. Vi kaster ikke håndklædet i ringen. Vi vælger ikke stilstand. Vi vælger fremskridt og bevægelse. Bevægelse mod et nyt og bedre Danmark, en ny og bedre tid.

For danskerne ved, som det hedder i Kaalunds gamle sang, at:

Kamp maa der til, skal Livet gro,
ej Kamp blot for dagligt Brød,
men Kamp for Frihed i Liv og Tro —
thi evig Stilstand er Død!

Og denne kamp har allerede ført meget godt med sig.

Vi er i dag et velstående folk, der har råd til at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv. Råd til at hjælpe de hjælpeløse.

Vi er i dag et frit folk, der har lov at sige, tro og trykke akkurat det, vi har på hjerte, hvadenten det falder i andres smag eller ej.

Vi er i dag et folk, der tager internationalt ansvar for at bringe demokrati og frihed til klodens fjerneste egne. Et folk, der ganske vist har det rød-hvide Dannebrog som fane, men som bringer håbets grønne farve med sig, hvor det færdes.

Vi er i dag et folk, der sætter vid og kundskab højt. Men også et folk, der forstår, at hovmod til alle tider står for fald. Stolthed, derimod, er vort brændstof.

Vi er i dag et folk, der kan kalde sig noget så fint som borgere. Dét i sig selv er bestemt værd at fejre. At være borger er ikke enhver forundt.

Og vi er faktisk ikke helt dårlige til det, så selv om hverken friheds- eller fremtidskamp langt fra er ovre, skulle jeg mene, at vi har god grund til optimisme. Og optimisme er vigtigt. Troen på, at vi også i morgen kan udrette det nødvendige, er måske den vigtigste forudsætning for, at vi rent faktisk formår det.

For som en vis NATO-generalsekretær i en anden sammenhæng har sagt det, så kan alt kan gå i stå, hvis angsten for at handle er større end ønsket om at forbedre. Men alt kan lykkes, hvis viljen til at ville er større end frygten for at fejle.

Tak for ordet.