For at tage beslutninger på et fornuftigt grundlag skal man først og fremmest have adgang til information. I diktaturer, der styres af et eller ganske få mennesker, er det ikke en forudsætning for styrets fortsatte drift, at denne informationsadgang gælder folket i dets helhed. Når blot en lille skare har ansvaret for at træffe beslutninger på befolkningens vegne, gør det ingen forskel, om folket har fri adgang til den information, der ligger til grund for magthavernes beslutninger.

I et folkestyre, derimod, forekommer det naturligt at antage, at den frie adgang til information og viden om forhold såvel i landet som uden for dets grænser er nødvendig, ej blot for de repræsentanter, borgerne vælger til parlamentet, men også for menigmand, den almindelige borger. Enhver information, der unddrages offentlighedens opmærksomhed og gøres utilgængelig, og hvorom befolkningen følgelig forbliver uvidende, kan nemlig ikke indgå i den meningsdannelse, der foregår i det offentlige rum. Enhver information, der ikke er tilgængelig, forringer med andre ord den viden, der gør det muligt for befolkningen kritisk at vurdere de tiltag, de folkevalgte repræsentanter præsenterer dem for.

Samfund, der præges af mangel på åbenhed om de politiske beslutningsprocesser og den viden om landet og den omkringliggende verden, der muliggør stillingtagen, vil uundgåeligt lide af en offentlig debat, der, selv i de tilfælde, hvor den af denne eller hin grund måtte blusse op, har et lavt vidensniveau og derfor hurtigt antager polemisk og propagandistisk karakter eller stagnerer for siden at forstumme helt. Uden åbenhed ingen (kvalificeret) diskussion – og uden diskussion ingen kritik eller kontrol.

Med det ovenstående in mente kan man spørge, hvorfor et demokratisk samfund som det danske ikke giver fri og ubesværet adgang til al den information, der produceres af offentlige myndigheder. Det er dog et spørgsmål, der – omend fundamentalt og essentielt som basis for videre undersøgelse – let lader sig besvare. Nærliggende er det nemlig, at ikke al information tjener til landets og borgernes interesse at offentliggøre. Den aktuelle lækagesag er et eksempel på netop dette: militære operationer bør af gode grunde ikke underlægges et fundamentalistisk krav om absolut åbenhed, og visse oplysninger af særlig karakter – heriblandt information som den, Forsvarsministeriet (i skikkelse af en endnu ukendt medarbejder) i sin tid kom for skade at offentliggøre – bør endda formenes offentlighedens adgang, simpelthen af sikkerhedsmæssige årsager.

Der er således grænser for offentlighed. Ingen tvivl om det. Hvad der imidlertid er mere uklart, er den grænsedragning, der knytter sig til erkendelsen om offentlighedens grænser. Hvad karakteriserer den type eller de typer af information, der skal tilbage- og hemmeligholdes? Militære operationer bør ikke havne på forsiden af dagens avis, før de føres ud i livet, det siger sig selv. Diplomatiske anliggender, der af modparten ønskes behandlet i al fortrolighed, bør ligeledes som udgangspunkt håndteres derefter. Desværre kan man forestille sig en lang række gråzoner. Sager, hvor afvejningen af hensynet til offentlighed over for militært og/eller administrativt hensigtsmæssige dispositioner ikke er så ligetil, som den fremstår herover.

Og hvad gør man så? Da den borgerlige regering trådte til i 2001, var en af dens ambitioner at skabe bedre vilkår for den frie offentlighed. Man ønskede med andre ord at revidere offentlighedsloven, således at den i mindre grad end tidligere indeholdt uhensigtsmæssige smuthuller, der kunne bruges til at skjule relevant information for borgerne. Man ønskede, at det skulle være nemmere at holde myndighederne i ørerne. I 2002 nedsatte man derfor en såkaldt Offentlighedskommission, der skulle udarbejde forslag til en ny offentlighedslov. Det stod skrevet om kommissionens formål, at “det overordnede sigte [...] skal være at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold.” Efter syv års arbejde blev frugterne af kommissionens arbejde afleveret til justitsminister Brian Mikkelsen d. 10. november 2009 i form af et digert værk på intet mindre end 1216 sider.

Såfremt man er i det lune, er det oplagt at korse sig over en betænkning af en sådan længde, når man tager emnet i betragtning. Hvem læser nogensinde et sådant tekstmonstrum? Debattøren og forfatteren Rune Lykkeberg polemiserer:

De vælter vrøvl i hovedet på os (Information)
“I stedet for at sige for lidt siger man for meget og lægger det hele frem. I stedet for at skjule informationer ved at holde dem væk, så gemmer man dem i en overflod af andre informationer: Offentlighedskommissionens betænkning er på 1.216 sider. Der findes sikkert ikke en eneste engageret borger i dette land, som kommer til at læse hele denne betænkning. Det er et utroligt spændende tema, som bliver gjort utroligt tungt ved at blive lagt frem som en mursten.”
- Rune Lykkeberg

Jeg skal straks indrømme, at jeg langtfra altid er enig i den gode Lykkebergs udgydelser, men i dette tilfælde er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Den tekniske og bureaukratiske indgang, Offentlighedskommissionen her leverer til debatten om offentlighedsloven, er ingenlunde i nærheden af at kunne udgøre grobunden for en bred diskussion. En betænkning af denne karakter har i sig den iboende risiko, at den bliver lige lovlig elitær. Skrevet af eliten om eliten til eliten, så at sige. Det er dog ikke helt så simpelt, som Lykkeberg stiller det op. En betænkning er ikke blot et politisk papir bestående af visioner, hensigtserklæringer og grove skitser, men et stykke fagligt håndværk, og offentlighedsloven er et kompliceret stofområde, der knytter an til mange andre områder. Ønsker man sig en betænkning, der med hensyn til detaljeringsgrad og faglig tyngde er tilstrækkelig til, at man kan lovgive ud fra den, er det således ikke så let endda at korte den ned. 1216 sider virker dog stadig i overkanten af det strengt nødvendige.

Heldigvis findes der råd herfor. Selv slap jeg uden om den fuldstændige gennemlæsning – som jeg desværre må erkende langt fra at have tid til – ved at forholde mig til Justitsministeriets pressemeddelelse ved betænkningens aflevering. Nederst i pressemeddelelsen gennemgås i punktform de væsentligste ændringsforslag til den gamle offentlighedslov. Blandt de gode nyheder er bl.a. ret til aktindsigt på grundlag af et retsligt tema, hvor man førhen har været henvist til at kræve aktindsigt i enkelte sager en ad gangen; minimumslovkrav om journalisering (tro det eller ej, registrering af korrespondance mellem borgere og institutioner er, trods praksis de fleste steder, endnu ikke lovpligtigt) og endelig øgede forpligtelser til aktiv information, dvs. pligt til for en myndighed at informere om sin gøren og laden også uden, at nogen forudgående har krævet aktindsigt. Medlem af kommissionen, Oluf Jørgensen, har anskueliggjort de væsentligste perspektiver i det ovenfor beskrevne.

Nogle af de mest interessante punkter er desværre ikke iblandt dem, Jørgensen kommer ind på. Undtagelserne! En række dokumenter, der tidligere var underlagt ret til aktindsigt på forespørgsel, skal efter Offentlighedskommissionens mening undtages herfra i den reviderede offentlighedslov.

Undtagelse af interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem myndigheder i forbindelse med ministerbetjening.

Undtagelse af interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem KL, Danske Regioner, kommunerne og regionerne i forbindelse med bl.a. økonomiske eller politiske forhandlinger med staten.

Undtagelse af dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces (der foreligger en mindretalsudtalelse).
- Justitsministeriets pressemeddelelse

Jeg vil vove den påstand, at der er tale om ret vidtrækkende undtagelser. Det vil kommissionsmedlemmet og pressejuristen Olof Jørgensen også – for selv om han kun nævner åbenhedsfremmende tiltag i kommentaren på DJH’s Update, går han selvsamme dag, d. 11. november 2009, i medierne med et budskab om, at undtagelserne i Offentlighedskommissionens fremlagte forslag til ny lov “svækker den demokratiske kontrol med politikerne.” Information opremser en lang række sager, hvori der ikke fremover vil kunne begæres aktindsigt, såfremt § 24 (som er den paragraf i det nye lovudkast, der modsvarer de undtagelser fra aktindsigten, jeg har klippet ind fra Justitsministeriets pressemeddelelse).

Det er højst relevante og betydningsfulde sager, der fremdrages. Hvem vil f.eks. ikke gerne holde hånd i hanke med, hvorledes henholdsvis privat- og kommunalhospitalers serviceydelser afregnes? Hvem vil ikke gerne lade Ekstra Bladets Bo Elkjær grave i noget så afgørende som Irakkrigens bevæggrunde? I det hele taget tegner der sig et billede af en paragraf, der fortolket på rette måde er i stand til at holde megen nyttig information uden for offentlighedens søgelys. I forlængelse af dette billede udtrykte en række dagbladsredaktører deres bekymring for den uklare paragraf. Som indikator på kontroversialiteten af undtagelserne er det måske ligeledes værd at nævne, at de er vedtaget af et snævert flertal på 11 ud af 21 i kommissionen.

Men hvis det er så kontroversielt og åbenlyst kritisabelt at unddrage embedsværkets ministerbetjening, kommunikation mellem ministerier og mellem ministerier og folketingsmedlemmer aktindsigt, hvorfor i alverden så overveje at gøre det? Den bedste begrundelse, jeg kan komme på, og som samtidig er den bedste, jeg har hørt, lyder noget i retning af, at det sikrer ministeriernes embedsmænd arbejdsro og stabilitet, at de kan forvisse sig om, at deres foreløbige dokumenter ikke offentliggøres på avisernes forsider som følge af aktindsigten. For så vidt et udmærket argument, som jeg dog ikke godtager. Det, at det bliver lettere at være embedsmand, er jo ikke det primære gode, vi efterstræber i et demokrati. Det primære gode er åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocessen for borgere og medier. Argumentet om, at aktindsigt fører til ringere lovgivning, er ikke desto mindre også vægtigt – men noget tyder på, at det ikke er videre veldokumenteret. I hvert fald erindrer et flertal af Folketingets retsordførere ikke tilfælde, hvor aktindsigten har besværliggjort lovgivningsarbejdet.

Kommissionens oprindelige formålsbestemmelse var som nævnt at “udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol.” Eftersom der er klare indicier på, at undtagelserne fra aktindsigtsmuligheden repræsenterer det modsatte, altså undergravning af lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol, samtidig med at der ikke foreligger klare tegn på, at fuld aktindsigt vil forringe lovgivningens kvalitet, forstår undertegnede ikke, hvad der nøles med. Stryg da de undtagelser og lad os få en fuldbyrdelse af det gode offentlighedsprincip i stedet for den amputerede udgave, der lægges op til i Offentlighedskommissionens betænkning. Det er meget muligt, at det er til besvær for ministre og embedsmænd – men det er godt for folkestyret. Dixit.

Og det er forståeligt. Landet har fået ny statsminister, der godt nok har regeret i nogen tid nu, men alligevel først for alvor er trådt i karakter som statsmand efter klimatopmødets afvikling, så der er uden tvivl masser af vigtige spørgsmål at få besvaret. Hvad vil han? Hvordan vil han det – og hvorfor? Ikke mindst står et spørgsmål centralt i den nuværende situation, hvor 00′ernes uafbrudte højkonjunktur er afløst af en eksploderende statsgæld og økonomisk ustabilitet i hele verden: hvordan vil Løkke få Danmark igennem krisen?

Så langt, så godt. Problemet opstod, da pressefolkene åbnede munden, for hvad spurgte de om? Jo, de ville såmænd vide, om statsministeren sov godt om natten. Og hvordan gik det med hans børns lektielæsning? Mon de kunne klare at tage et par dage fri fra skole for at tage på ferie med mor og far? Og gad vide, hvad statsministeren lavede på Tenerife? Gudfader bevares. Løkke svarede beredvilligt og humoristisk på spørgsmålene, men det var tydeligt, at han hellere ville tale om noget andet. Således forsøgte han adskillige gange at dreje samtalen hen på det, der efter hans mening betød noget.

Det er naturligvis økonomien, jeg tænker på – og det konvergensprogram, regeringen fremlægger inden længe. Et program, der vil åbenbare den økonomiske situation i dens fulde omfang og skitsere den vej, regeringen vil gå i forsøget på at få Danmark sikkert ud på den anden side. Et program, der skal sørge for, at vi overholder de EU-krav, der gælder for det økonomiske samarbejde – og ikke mindst et program, der uundgåeligt vil medføre besparelser og nedskæringer i årene fremover. Det lykkedes ikke helt for Løkke at få pressen til at interessere sig for sagen. Der var andre emner, der havde større betydning for pressens oplags- og seertal.

Eller også syntes de fremmødte pressefolk bare, at konvergensprogrammer er lidt for komplicerede til at kunne forklares for for læsere og seere? Op på hesten. Lad os se en seriøs nyhedsformidling, der ikke negligerer vor generations presserende udfordringer, selv om de er for omfattende til, at det altid lader sig gøre at dække dem fyldestgørende uden at sætte sig grundigt ind i sagerne, fordi man i modsat fald vil vide for lidt til at kunne stille de kritiske, dybdeborende og præcise spørgsmål, der holder magthavernes sortsnakkeri i ave og leverer reelt indhold til befolkningen.

Medgivet, det er svært at levere ordentlige nyheder -  og desværre skyldes det ikke kun mediernes egne forsimplinger og overspringshandlingslignende lad os tale om noget andet-prioriteringer, når lokummet brænder, og økonomien sejler. Det skyldes også, at politikerne leger med. For Lars Løkke Rasmussens vedkommende betød debatten om hans børns fritagelse fra undervisningen for eksempel, at pressen helt glemte at forholde sig kritisk til udmeldingerne om konvergensprogrammet, der er lige på trapperne. Det var han givet vis taknemmelig over, for hvor længe har det ikke været tilfældet? Så lang tid kan det da ikke tage regeringen at gøre status over dansk økonomi, kunne journalisterne have konstateret – for derefter at stille det oplagte opfølgende spørgsmål: så er det ikke snarere sådan, at I udmærket godt ved, hvordan situationen ser ud, men ikke kan finde fælles fodslag med Konservative med hensyn til, hvordan den skal håndteres?

Se, det kunne have været et interessant spørgsmål. Ligesom det kunne være spændende at høre Villy Søvndals svar på et spørgsmål, der lyder i omegnen af “hvad laver du ellers, når du ikke fordømmer lokale forældrearrangementer i de landsdækkende medier?” Forstå mig ret, naturligvis er det et skråplan at indrette samfundet efter forældede normer for køn og seksualitet.

Alligevel er udtalelsen, der faldt i relation til et forældremøde for mødre på Holbergskolen, tåbelig. For det første, fordi den falder sporenstrengs efter det indledende mediepip, helt uden forudgående refleksion og research. At fare i blækhuset, inden man har hold på de mest basale oplysninger i en sag, er aldrig klædeligt for en politiker, der af folket er valgt til at lede landet med kløgt og omhu. For det andet, fordi den måde, hvorpå forældremøder afvikles i lokalsamfundene, hvor uhensigtsmæssigt det end måtte ske, ganske enkelt ikke er Christiansborgpolitikernes ansvar. Håndteringen af konkrete problemstillinger på enkelte skoler er skolernes eget område. Ikke politikernes. Og for det tredje, fordi Søvndal burde have langt vigtigere ting at tage sig til.

Det siges, at Danmark for øjeblikket regeres af et borgerligt flertal. Af og til kan det dog være svært at tro. Det gør sig for eksempel gældende, når snakken falder på landets børnehavebørn. Fra 1. januar 2010 er disse – det vil sige mere end 100000 danskere – nemlig underlagt en tvungen madordning. Forslaget? Det stammer såmænd fra regeringen selv.

Det lyder utroligt: En borgerlig regering med statsministerpartiet Venstre for bordenden, der burde lægge vægt på værdier som frihed, selvstændighed og personligt ansvar, fremsætter og stemmer for et forslag, der indebærer tvungen madordning i de danske børnehaver. Ikke desto mindre er det lige så sandt, som det er sagt.

Madpakker har alle dage været forældrenes opgave, og det er der mange grunde til. Lad mig nævne dem, der efter min mening er særlig væsentlige. For det første er det helt grundlæggende forældrenes ansvar som netop forældre at brødføde deres børn – og det er et ansvar, som de i forvejen varetager ganske udmærket, helt uden at kny. For det andet giver det børnene en medindflydelse på, hvad de får i madpakken. For det tredje er der ressourceproblematikken: mange af landets børnehaver har langt fra de køkkenfaciliteter, der er nødvendige for at sikre mad af ordentlig kvalitet. Mens vi venter på faciliteterne, venter der børnene masseproduceret fabriksmad, der, selv hvis den skulle vise sig at være rig på næringsstoffer, vil blive leveret i kedelig og upersonlig indpakning. Ud med de farverige og opfindsomme madpakker med gulerod, leverpostejsmadder og agurkeskiver; ind med grå foliebakker på køl.

En fjerde og måske mindre rationel grund til, at dette scenarium er en dårlig ide, er i forlængelse heraf den mulighed for omsorg og omtanke, forældrene mister. Tabet af den kærlighed, der ligger i en lille seddel fra mor med ønsket om en god dag, kan for barnet betyde mindst lige så meget som tabet af sund og nærende mad. Der er altså på alle måder tale om en ordning, der ikke kan fungere optimalt fra begyndelsen.

Nuvel – det kommer den sikkert til, og indtil da kan forældrene vel bare fortsætte med at smøre madpakker til deres små poder? Nej. Det kan forældrene netop ikke. Der er nemlig (og det kan vel siges at udgøre en femte grund) tale om tvang. Danmarks Statistik opgjorde i 2005 antallet af børnehavebørn til 109 447. Disse godt 100 000 børn udsættes for noget, man med et lidt grimt ord kan kalde tvangsfodring – og de (sikkert omtrent dobbelt så mange) forældre, der før var klar fra morgenstunden med madkasser og pålæg, udsættes samtidig for regulær berøvelse af deres forældremyndighed, idet de ikke længere har retten til at bestemme, hvad deres børn skal spise. Spis, min gris – i morgen skal du slagtes!

I Århus Kommune og andre steder har man forsøgt sig med en omgåelse af reglerne ved at registrere forældrene som private leverandører af mad til kommunen. Et forståeligt modtræk, der dog bestemt ikke er uden ulemper. For eksempel betyder det stort bureaukrati, både for institutioner og forældre. Det må man bare ikke, siger socialminister Karen Ellemann. Næh, her i Danmark må forældre skam ikke smøre deres børns madpakker. Hvis de skulle få lyst, kan de jo blot tage deres børn ud af børnehaven, som ministeren kom for skade at ytre. Jovist, det kan de vel i teorien, men jeg tror, det står klart for de fleste, hvilke konsekvenser en sådan manøvre i praksis vil få, hvis den foretages af ret mange. For hvor skal børnene så passes? Hjemme? Og hvornår skal forældrene arbejde, hvis dét er svaret?

Som om det ikke skulle være nok, er der faktisk en sjette grund til, at madpakken bør forblive i forældrenes hænder, og det er en grund, der efter min mening er blevet overset på besynderligste vis i Venstres og mediernes diskussioner. For hvad med det kommunale selvstyre? Ideen om, at kommunerne på baggrund af en rammeaftale med staten i videst muligt omfang selv administrerer midlerne og foretager de økonomiske og politiske prioriteringer, der følger heraf, er på nogle områder efterhånden ikke mere værd end det stykke papir, hvorpå den står skrevet. Det kommunale selvstyre er i disse år under betydeligt pres fra Folketinget, og den statsligt dikterede tvangsfodring er endnu et eksempel på denne udvikling. En skam, for den decentrale styring af kommunerne er en liberal kongstanke. Derfor bør vi råbe vagt i gevær, også selv om det denne gang er Venstre, der leverer anledningen.

Jeg beklager, at mine “regelmæssige kommentarer og links inden for politik og samfund i al almindelighed” ikke blev helt så regelmæssige, som jeg selv havde troet det muligt – men sådan er det nu engang, når man har studier, Venstres Ungdom, korrekturlæsning og webdesign med meget mere at passe. Ambitionen i det nye år er et indlæg om ugen – heraf vil det indlæg, jeg skriver den sidste uge i måneden, fra nu af være en linksamling med mine bud på månedens bedste artikler om politik og samfundsrelaterede problemstillinger, selvfølgelig garneret med mine kommentarer.

I anledning af julens (og siden eksamens) komme leges der stilleleg på Krablog til ultimo januar. Når jeg igen tager bladet fra munden, bliver det med nye spændende emner, der som vanligt vil blive kritisk belyst og diskuteret på grundlag af de borgerlig-liberale værdier. Blandt andet temaer som åbenhed og demokrati (set i sammenhæng med Offentlighedskommissionens arbejde) og beherskelsen af den politiske dagsorden (et emne, som jeg netop nu skriver opgave i på universitetet) står for skud.

Glædelig jul!

Erhvervs- og mediemanden, fodboldklubejeren og politikeren, den 72-årige Silvio Berlusconi, er et billede på den italienske drøm. Han begyndte sin karriere i bunden af det italienske erhvervsliv, avancerede som ejendomsinvestor for langsomt, men sikkert at skabe sig den unikke position, han har i dagens Italien. Han er landets rigeste og ejer talrige aviser, tv-kanaler og andre medieforetagender. I 1994 valgtes han for første gang til Italiens regeringschef med sit eget parti Forza Italia[1], i 2006 valgtes han endnu en gang, ved valget i 2006 var det lige ved og næsten, og ved valget i 2008 fik han sin tredje periode som regeringschef. En post, han stadig beklæder.

Umiddelbart lyder det som en ren succeshistorie, og der er da heller ingen tvivl om, at det er tilfældet for Berlusconis vedkommende, men hvad med det italienske demokrati? Silvio Berlusconi er manden, der konsekvent har udnyttet sin monopollignende position på mediemarkedet til at udkonkurrere politiske modstandere, han er manden, der har udnyttet sin politiske karriere til at skaffe sig immunitet i en lang række retssager – både vedrørende hans forretningsførelse og korruption i regeringsførelsen. Han er også manden, der har sammenlignet sig selv med Jesus[2], og både hans forfængelighed og hans skandaløse smarte bemærkninger – for eksempel har han kaldt USAs nyvalgte præsident, Barack Obama, for ”solbrændt”, og da pressen spurgte, om han fortrød bemærkningen, fik de prædikatet ”idioter” hæftet på sig[3] – skaber overskrifter med jævne mellemrum.

Der tegner sig altså et billede af et enevældigt, arrogant, narcissistisk og udemokratisk menneske, men er han også fascist? En af de grunde, jeg har til at finde en undersøgelse af denne sammenlignings holdbarhed relevant, er, at Berlusconis sejre repræsenterer de største vælgerskred i Italiens historie netop Mussolinis PNF-partis sejre i sin tid[4]. Som en passende ramme om undersøgelsen indføres sociologen Max Webers[5] typologi. Godt nok er denne teori møntet på personlighedstyper, men Webers tre personlighedstyper modsvarer tre magttyper eller snarere magtlegitimeringstyper med tilsvarende træk[6], nemlig den karismatiske magt, der består i en udnyttelse af Berlusconis karisma og gennemslagskraft. Denne magtlegitimering var i høj grad på banen i Mussolinis tilfælde; fascismen som bevægelse var netop afhængig af at aktivere masserne med denne ressource, som Sørensen 2008, 165 kalder ”fascinationskraften”. Hos Berlusconi er brugen sublimeret vha. tv-mediet, der giver ham en langt større rækkevidde.

Næste magttype er den traditionelle magt, der kort sagt går ud på, at man udpeges – altså ligesom monarker er selvskrevne pga. arvefølgen. Dette træk var ikke til stede for Mussolinis vedkommende i begyndelsesfasen, hvorimod det senere blev understreget som en historisk nødvendighed[7], at fascismen tog over. For Berlusconi ser det ud, som om han helt og holdent har skabt sin egen karriere, men dels kan man stille spørgsmål til den ikke helt afklarede opbakning, han har fået i netværket P2, dels understreger han selv i sin retorik ”forsynet” som en faktor. Her er altså også en vis lighed.

Sørensen 2008 taler også om en legalistisk/bureaukratisk magtlegitimering, der udvider Webers typologi, altså en legitimering af magt via lovgivningen[8]. En magtlegitimeringstype, der i høj grad blev udnyttet i Mussolonis tid, hvor loven klargjorde, at il Duce havde den absolutte magtdominans. Inden for et demokratisk systems rammer er det selvsagt ikke en mulighed for Berlusconi at legitimere sin magt så klart på denne facon, men der er træk af det alligevel. Som før omtalt har han bl.a. benyttet sin position til at vedtage love, der gavnede ham selv. Herudover er hans lovfæstede kontrol over Rais tre kanaler også et udslag af legalistisk magt. I det følgende behandles Berlusconis brug af de forskellige magttyper. Først tv-mediet som udtryk for hans udnyttelse af karismatisk magt.

Forudsætningen for demokratisk debat må nødvendigvis først og fremmest være en fri debat. Denne frie debat kræver lige vilkår[9], og disse er med Berlusconis sammenblanding af det politiske og økonomiske ressourcer ikkeeksisterende, idet Berlusconi kontrollerer alle private medier af afgørende betydning i sin egenskab af ejer af selskabet Fininvest og samtidig kontrollerer de statslige kanaler i sin egenskab af regeringschef. Dernæst er en forudsætning for demokratisk debat, at et vist vidensniveau i debatten opretholdes. Hvis dette vidensniveau forfalder øges risikoen for, at demokratiet afdemokratiseres og glider over i en anden styreform[10]. I det italienske tilfælde kan man frygte, at monopolet på specielt tv-mediet, der har indtaget en stadig mere dominerende hegemoni i landets mediebillede som formidler af nyheder og viden[11], åbner en dør for Berlusconi, der muliggør en aktiv medvirken til sænkning eller stagnering af den politiske debats saglige niveau. Filosoffen Giorgio Agamben har udtrykt det sådan, at den offentlige sfære under Berlusconi i tiltagende grad ikke er et rum for kritisk diskussion, men snarere et rum for ensidig hyldest til lederskikkelsen[12].

Det italienske demokrati er af den italienske politolog Giovanni Sartori blevet døbt et telekrati for at understrege den kolossale indflydelse, Berlusconis tre private og tre statslige kanaler har på den demokratiske debat.[13] Ifølge Sartori er deltagelsesdemokratiet simpelthen gradvist blevet omdannet til et mediedemokrati, hvor fakta – som f.eks. Berlusconis gedulgte forbindelser til mafiaen og medlemskab af den hemmelige loge P2, der er karakteriseret af domstolen som undergravende for demokratiet[14] – ikke længere er et overbevisende argument. I stedet spredes rygter, smarte slagord og smalltalk via de billedbaserede medier og former borgernes politiske bevidsthed.

Accepterer man denne analyse, er det ensbetydende med, at der er skabt et demokratisk tomrum, og det er med en politisk personlighed som Berlusconi nærliggende at monitorere, om dette tomrum udnyttes på slet vis, det vil i dette tilfælde sige om han qua sit politiske liv medvirker til at trække Italien i en fascistisk retning. Ser man udelukkende på den retoriske og symbolske dimension, er der skræmmende mange ligheder.

Den koalition, der under ledelse af Berlusconi vandt regeringsmagten i 2008, i.e. Casa delle Libertà, altså Frihedens Hus, består af hans eget Forza Italia, det nyfascistiske parti National Alliance, det norditalienske hjemstavnsparti Liga Nord og MPA, der er et siciliansk uafhængighedsparti. Det er naturligvis i sig selv ildevarslende, at Berlusconis parlamentariske grundlag bl.a. er et fascistisk parti, men også Berlisconis egne udtalelser kan tyde på en vis tilknytning til det fascistiske tankegods. Således udtalte han i 2003 til det britiske magasin The Spectator, at ”Mussolini aldrig dræbte nogen. [Han] plejede at sende folk på ferie i internt eksil.”[15] Det er imidlertid kun retorik og signalpolitik – eller spin med et moderne ord – alt sammen. Hvorvidt Berlusconi har flere skeletter i skabet er svært entydigt at besvare i et retssamfund, hvor man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, for Berlusconi er aldrig blevet dømt som følge af forhalinger, forældelsesfrister og føromtalte immunitetslove. Ligeledes er det svært at vurdere, om han står bag den fysiske terror og hetz mod sine modstandere, der er blevet udført igennem tiden[16]. Den er han nemlig heller aldrig dømt for.

Ser man imidlertid på noget andet, der kan dokumenteres, nemlig den førte politik (hvorigennem legalistisk magt ligeledes kan udøves), synes den fascistiske indflydelse ikke gennemskuelig. Berlusconis – og dermed Forza Italias – programmatiske ambitioner for magten lyder især som liberale toner. FI vil sikre en fortsat deregulering af staten, nedsætte skatterne og i det hele taget styrke det civile samfunds (og hermed individets) stilling over for samfundet[17]. Berlusconi benytter dog samtidig enhver lejlighed til at forsvare de frie markedskræfter og anser angreb på hans monopol eller på ham for angreb på hans personlige frihed – snarere end et korrekt forsøg på forsvar af det andet individs tilsvarende rettigheder og frihed.

Altså er der på overfladen tale om et parti med et højreorienteret valgprogram, der vil decentralisere og deregulere i individets tjeneste – alt andet end det fascistiske, hvor individet er en relativ størrelse underlagt staten til nationens bedste. I praksis skaber Berlusconi dog ikke nødvendigvis mindre stat – og da slet ikke mindre regulering. Den decentralisering og mangfoldiggørelse af informationerne, der umiddelbart ligger i tv-billedet som medietendens, er snarere reelt blevet udnyttet til en centralisering af samme.[18] Centraliseringen har derefter dannet grobund for en propagandisering af mediebilledet i ”føreren” Berlusconis favør. Samtidig er det værd at bemærke sig, at FI i vid udstrækning er et topstyret parti, i hvilket fri debat mere eller mindre konsekvent er erstattet af kæft, trit og retning efter chefens ordre.

Partiet har også det særkende, at det har organisatorisk afsæt i en kommerciel koncern. Her adskiller det sig væsentligt fra oppositionspartierne, der er dannet i en kontinuerlig meningsudvekslingsproces på grundlag af en folkelig bevægelse, en ideologi eller deslige[19]. Selv om partiet altså er del af et demokrati, er det ikke skabt i henhold til almindelig demokratisk tradition. Endvidere agerer partiet ikke i den politiske virkelighed med de samme redskaber, som de øvrige partier benytter. Rettere sagt begrænser de øvrige politiske partier dig i højere grad til at agere i virkeligheden, medens FI fra begyndelsen satsede på at påvirke og i visse tilfælde ligefrem omkalfatre selvsamme virkelighed, således at partiet selv fremstår i et pr. automatik positivt lys.[20] Med andre ord var FI et af de første partier, der for alvor fandt ud af ikke blot at forholde sig til vælgernes diskurs, men tilmed at være dagsordensættende for denne.

Sørensen 2008 noterer sig det faktum, at FIs vælgere ved valget i 1994 nærede en udbredt mistillid til institutionerne og kæder denne observation sammen med, at samme vælgere typisk var mindre tværmedielle i deres søgen efter oplysninger end gennemsnittet – den primære kilde var tv’et. Kampagnen i 1994 bar, stadig ifølge Sørensens ræsonnement, præg af et forsøg på at forbinde institutionerne med kommunismen[21] og yderligere forbinde den socialistiske opposition hermed.

Diskurspåvirkningsmuligheden er opstået som følge af den specielle konstruktion, FI er i og med, at partiet repræsenterer en hidtil uset symbiose mellem den kommercielle og den politiske sfære. NGO’en Freedom House vurderede i 2005, at Italien er et land, hvor der ikke hersker fuld pressefrihed.[22]

NGO’ens konklusion understøtter min tese om, at de via markedsøkonomien indhentede finansielle ressourcer i milliardklassen altså ikke er udnyttet til at skabe politisk eller personlig frihed for den enkelte, som programmet påstår, men nærmere til at forstærke den magtkonsolidering af Berlusconi og hans allierede, der har profitmaksimering og amnesti fra korruptionssager osv. som endeligt mål.[23] Man kan altså sagtens sammenligne Berlusconis magtlegitimeringsmetoder med fascismens, og dog bør man ikke lade denne analogi gå for langt, for hvad gør Berlusconi med den opnåede magt?

Han fører i hvert fald ikke fascistisk politik – begrebet populisme er mere dækkende. Det betegner en politisk bevægelse, hvis politik er forankret i det jævne folks verdensbillede[24]. I modsætning til mange af de traditionelle ideologier opererer populismen ikke hen mod et ideologisk betinget mål, og populisme kan således både være venstreorienteret, højreorienteret og midterorienteret. Selv om fascismen ikke var populistisk, er der her et lighedspunkt, for også fascismen stod som Berlusconis bevægelse i opposition til det traditionelle, etablerede politiske apparat.

Alt i alt synes det ikke rimeligt at påklistre Berlusconi mærkatet ”fascist”, idet den faktiske førte politik ikke tilnærmelsesvis godtgør denne påstand. Derimod er det meget passende at anføre, at nogle af de metoder, han benytter sig af i kampen for at opnå og legitimere sin magtposition, indeholder klare fascistiske træk, der udgør faretegn i et moderne vestligt demokratis udvikling. Af disse træk skal den omfattende magtcentralisering og monopolisering af de diskursdannende medier nævnes. Disse tendenser er især ildevarslende, fordi de udmøntes i en idolisering grænsende til guddommeliggørelse af FIs leder[25] og ydermere indebærer spredning af partisk og særdeles farvet – og i nogle tilfælde direkte misinformerende – nyhedsstrømme til store dele af den italienske befolkning. En cocktail, der virker decideret underminerende for den demokratiske debat. Endvidere er det særdeles betimeligt at rejse en debat i det italienske folk om, hvad demokrati egentlig er og består i – for så vidt at landets med stort flertal valgte leder i sin eksploitering af magten udviser en problematisk disrespekt over for det demokratiske retssamfunds spilleregler.

Den konkrete sag, der gav anledning til omarbejdning og publicering af denne tekst, indeholder lignende bekymrende elementer. Midt i den massive italienske forståelse og omsorg for premierministeren giver indenrigsministeren nemlig oppositionen skylden for overfaldet og bebuder stramninger af reglerne for demonstrationer og brugen af internet som adækvate konsekvenser af forløbet. Jeg vil ikke påstå, at Berlusconi har bestilt angrebet, men han forstår ikke desto mindre at udnytte det til at skabe sympati om sin person og yderligere cementere sin mediehegemonstatus i højst betænkelig grad.

[2] Beiter, Morten (2003): ”Europas lille Cæsar ”. Berlingske Tidende 22/6. 1

[3] Lindqvist, Andreas (2008): ”Berlusconi forsvarer lykønskning til Obama”. Politiken 8/11. http://politiken.dk/udland/valgiusa/article595414.ece [Besøgt 14/12 - 2008] 6. afsnit.

[4] Sørensen, Gert (2008): Berlusconi og den moderne fyrste – om demokratiets tilstand i Europa. Museum Tusculanums Forlag. S. 162

[5] Maximilian Weber (1864-1920) var en tysk økonom og sociolog, der i dag almindeligvis vurderes som en af sociologiens grundlæggere. Hans hovedområde var sociologien, men også en del økonomiske emner er undergået hans behandling.

[6] Tak til Læsjø, Jon Helge (1982): ”Uddannelse”. http://www.leksikon.org/art.php?n=2664 [Besøgt 16/12 – 2008], for ideen til denne parallel. 5. afsnit

[7] Kategoriske påstande om historiens gang er et gennemgående kendetegn ved de totalitære ideologiers legitimering af sig selv. Karl Popper har i sin totalitarismekritik kaldt det ved navnet historicisme.

[8] Sørensen 2008, 165

[9] Altså lige muligheder for at komme til orde. I Danmark forpligtes public service-stationerne DR og TV2 af denne grund til at dække alle opstillede partier ligeligt. Noget tilsvarende findes ikke i Italien.

[10] Sørensen 2008, 17f

[11] Jævnfør Frese, Mads (2008): ”Berlusconi på vej tilbage”. Information 26/2. http://www.information.dk/155446 [Besøgt 14/12 – 2008],  læser 60 % af italienerne f.eks. ikke aviser – og selv, hvis de gør, så ejer Berlusconi jo en del af dem i tilgift. 2. afsnit

[12] Sørensen 2008, 19

[13] Frese, 5. afsnit

[14] Frese, 12. afsnit

[15]  Gregersen, Henrik m.fl. (2003): ” Berlusconi: Mussolini sendte kun folk på ferie”.  BT 11/9. http://www.bt.dk/article/20030911/nyheder/109110440/ [Besøgt 14/12 – 2008]. 2. afsnit

[16] Som eksempel kan nævnes den påsatte brand i den Berlusconikritiske avis l’Espressos vicedirektørs ferievilla, eller den Berlusconikritiske politiker Gianfranco Mascia, der kort efter sejren i 1994 blev overfaldet af maskerede mænd på sit kontor. Se Beiter, 3

[17] Sørensen 2008, 151

[18] Sørensen 2008, 150

[19] Sørensen 2008, 147-148

[20] Sørensen 2008, 148

[21] En ideologi, der i høj grad blev benyttet som et fascistisk skræmmebillede.

[22]Sørensen 2008, 193

[23] En lignende observation findes i øvrigt i Sørensen 2008, 152

[24] For Berlusconi gælder dog, at han jf. mediernes rolle som det, italieneren Giovanni Valentini har kaldt ”konsensusfabrik”, selv er med til at støbe det verdensbillede, han som populist navigerer i. Se Sørensen 2008, 151

[25] Som fordi den giver mindelser til guddommeliggørelsen af Roms nok bedst kendte kejser, Julius Cæsar, har fået betegnelsen cæsarisme.

“I dag er der mange kristne, der ikke deltager i den demokratiske proces, og det er et problem, fordi det er de kristne stemmer, der skal vælte regeringen. Ved at hedde Danmarks Kristne, kan vi få flere kristne til at deltage i politik. Der skal bygges bro mellem kristne og det øvrige samfund”
- N.N., formand for Danmarks Kristne

Lyder det usandsynligt? Ja. Det er heldigvis også en and. Det samme kunne man tro om det nye parti Danmarks Muslimer, der netop er blevet godkendt af Indenrigsministeriet – men den er god nok. Citatet ovenfor er sakset fra en artikel i Information i dag, hvor partiets formand, Ras Anbessa, udtaler ordene som skrevet står, blot med muslimsk fortegn i stedet for kristent.

Det er selvsagt en aldeles glimrende ambition at engagere alle samfundsgrupper på tværs af religiøse, etniske og kulturelle skel i det politiske arbejde på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Det politiske system kan i høj grad trænge til endnu større fokus på den repræsentationsproblemstilling, der opstår, når dele af samfundet af den ene eller den anden grund ikke deltager aktivt i samme grad som resten.

Når det er sagt, tror jeg ikke, at et parti for muslimer er løsningen – ligesom et parti for kristne heller ikke umiddelbart er en frugtbar ide. Hvis vi et øjeblik ser bort fra den atypiske kirkepolitik, handler politik nemlig forsvindende lidt om religion. Derfor vil et parti, hvis medlemmer har muslimsk overbevisning, men ikke nødvendigvis så meget andet, til fælles, stå splittet og dermed uden handlekraft og beslutsomhed i langt de fleste konkrete sager.

Simpelthen fordi det, at man er muslim, ikke er ensbetydende med, at man også har en bestemt politisk overbevisning. Akkurat som kristne, buddhister, jøder, ateister og så videre kan muslimer både være socialister, liberale, konservative og alle afarter heraf, helt uafhængig af deres religiøse overbevisning. Danmarks Muslimer har med andre ord ingen mulighed for at repræsentere alle Danmarks muslimer, som partinavnet og markedsføringen som partiet, der samler muslimerne, ellers antyder.

Såfremt man bruger et minut eller to på at sætte sig ind i, hvad Danmarks Muslimer egentlig står for, vil man da også komme til den konklusion, at det ikke er partiets reelle mål. Ras Anbessa siger det selv: “I dag er der mange muslimer, der ikke deltager i den demokratiske proces, og det er et problem, fordi det er de muslimske stemmer, der skal vælte regeringen.”

Ergo har partiet Danmarks Muslimer til hensigt at vælte regeringen og placerer sig dermed entydigt på venstrefløjen i dansk politik. Den ædle ambition om at skabe en højere muslimsk deltagelse i den demokratiske proces er i øvrigt kun relevant, “fordi det er de muslimske stemmer, der skal vælte regeringen,” som Anbessa udtrykker det. De muslimske stemmer, der ikke er interesserede i at vælte regeringen, men alligevel gerne deltager i den demokratiske proces, bedes med andre ord søge et andet sted hen – og ideen om at repræsentere hele det muslimske vælgerkorps går fløjten. Danmarks Muslimer er på ingen måde lig med Danmarks muslimer som helhed.

Med en mindre navneændring til Danmarks Venstreorienterede Muslimer eller lignende kunne partiet snildt undgå den falske varedeklaration, men eftersom der fint er plads til regeringsvenlige muslimer i regeringspartierne, hvorfor er der så ikke ligeledes plads til regeringskritiske muslimer i oppositionspartierne, kunne man spørge. Det er der naturligvis også. Ved kommunalvalget i november så vi alle, hvorledes muslimer såvel som mennesker af utallige andre religiøse observanser stillede op til kommunal- og regionalvalgene for partier, hvis holdninger lignede deres egne, deres religiøse ståsted ufortalt.

Set herfra er partiet Danmarks Muslimer derfor fra begyndelsen en overflødig konstruktion, der i bedste fald vil vise sig nytteløs og gå i sig selv inden længe, i værste fald vil bidrage til en yderligere politisk marginalisering af Danmarks muslimske befolkningsgruppe. Overflødig eller ej, de etablerede partier må tage dannelsen af Danmarks Muslimer alvorligt. Den vidner om, at der er behov for en tydelig og utvetydig markering af, at politik er for alle. Politik kan og skal være det, der samler os som borgere i det danske samfund – på tværs af etniske, religiøse og kulturelle skel.

Og hvad er det egentlig helt præcist, Obama har udrettet? Hvad er den konkrete forbedring af verdensfreden, hans virke er resulteret i? Det er der ikke rigtig nogen, der har kunnet give et kvalificeret svar på. Nobelpriskomiteens bud på en begrundelse, der kan berettige til fredsprisen,  er en løst formuleret ros til Obamas visioner, hvor såvel den nye atomvåbenstategi som USA’s indstilling til klimaudfordringen nævnes:

Nobelpris-komiteens begrundelse (Information)
“Den norske Nobelkomité har besluttet, at Nobels fredspris for 2009 tildeles præsident Barack Obama for hans ekstraordinære indsats for at styrke det internationale diplomati og samarbejde mellem folkene. Vi har i bedømmelsesudvalget navnlig lagt vægt på Obamas vision om og arbejde for en verden uden atomvåben. Obama har som præsident skabt et nyt klima i international politik. [...] Takket være Obamas initiativ spiller USA nu en mere konstruktiv rolle for at imødegå de store klimatiske udfordringer, som verden står overfor.”
- Nobelkomiteen

Jeg tror ikke, at  mange vil erklære sig uenige i, at Obama har gjort en positiv forskel som USA’s præsident. Derom er undertegnede heller ikke i tvivl. Det, der udløser min kritik af Nobelpriskomiteens valg, er således ikke en forudindtaget modvilje mod Barack Obama som person eller det, han står for. Snarere udløses den af et spørgsmål, der i en verden med 6 mia. mennesker at vælge af må forekomme logisk for de fleste: er der ikke nogen, der har fortjent den mere?

Ser man på listen over modtagerne af Nobels fredspris igennem tiderne, glider øjnene ned over navne som Nelson Mandela, Martin Luther King, Desmond Tutu og Jimmy Carter. Fælles for modtagerne er for det første, at de ikke blot har holdt visionære taler. De har rent faktisk ført ordene ud i livet. For det andet og nok så vigtigt har de tillige det til fælles, at de har fået prisen efter at have ydet en indsats for verdensfreden. Ikke før. Man må yde, før man kan nyde, lyder et gammelt mundheld, og det er sund fornuft, også for Nobelpristagere.

Obama, derimod, har fået prisen for sine gode intentioner. Finn Ziegler, der er medstifter af Libertas, skriver på sin blog Zieglers hjørne om valget af Obama:

Nobelkomite udsteder en “fredspris-future” til Obama (Zieglers hjørne)
“Det er første gang i min erindring, at prisen går til en, som intet har udrettet. Absolut intet. Obama har fået prisen for gode intentioner. Det er vel typisk sådan, at mødre vil behandle deres børn: Belønne dem for gode intentioner. Fædrene vil nok se handlinger snarere end gode intentioner.”
- Finn Ziegler

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har i et indlæg på sin blog, Verden omkring Danmark, kaldt tildelingen for “på forventet efterbevilling” og mindes ligesom Ziegler ikke, at Nobelkomiteen tidligere har uddelt fredsprisen på et så vagt grundlag. Wall Street Journal, som Ziegler også henviser til, omdøber i en kommentar Nobels fredspris til “The Nobel Hope Prize”, altså noget i retning af Nobels håbspris på dansk. Obama har fået prisen, fordi han giver os håb, er budskabet. Eller med lidt andre ord: Obama har fået prisen, fordi han har givet os forhåbninger om, at han kan levere varen.

Men hvad nu, hvis han ikke kan løfte opgaven? Kan prisen så trækkes tilbage? Nej, vel? Information skrev i går om den nye strategi for Afghanistan, Obamas administration har offentliggjort. Fokus er især på en bestemt kontroversiel bestanddel af den nys lancerede strategi. Obama vil, skriver avisen, stik mod ekspertanbefalinger og med tvivlrådige allierede, udruste op mod 50000 militsfolk i Afghanistan med våben, der skal gøre dem forsvarsdygtige og dermed muliggøre lokalt selvstyre uafhængigt af Taleban, hvorved man håber at svække bevægelsen, der netop står stærkest i de uvejsomme og tyndtbefolkede områder.

Militserne i Afghanistan er lokalt funderede, uafhængige militære enheder, som NATO tidligere har brugt enorme ressourcer på at afvæbne for at vinde kontrol med landet og sikre dets indbyggere mod interne militsstridigheder og de blodbad, disse risikerer at ende med. Nu skal de altså bevæbnes igen – og præsident Barack Obama, modtager af Nobels fredspris, betaler regningen.

Man kommer uvægerlig til at tænke på George Orwells 1984, hvor det altseende og altkontrollerende parti, der slet og ret hedder Partiet, blandt andet opererer med en tankekontrollogik, der går ud på, at hvis man kan redefinere sproget, kan man også redefinere, hvorom det overhovedet er muligt at tale. Derfor har Partiet opfundet det såkaldte newspeak, eller nysprog, der umuliggør kritik af Partiets styre igennem en konsekvent begrebsforvanskning. For eksempel hedder det ministerium, der beskæftiger sig med krigsførelse, Ministeriet for Fred.

Gad vide, om vi fremover skal se Nobels fredspris som udtryk for samme tankegang – så det, vi kalder en fredspris, i virkeligheden er en eufemistisk omskrivning af realiteterne, ifølge hvilke vi nærmere burde tale om Nobels krigspris? Lad os endelig ikke håbe det. Under alle omstændigheder står det dog klart, at Nobels fredspris – også med Al Gores modtagelse af prisen i 2008 in mente – bevæger sig længere og længere væk fra det antimilitaristiske udgangspunkt, Alfred Nobel oprindelig havde tiltænkt den i sit testamente. Ja, nordmanden Frederik Heffermehl hævder sågar i en ny bog, at Nobelkomiteen uddeler ulovlige fredspriser.

Nobels fredspris tilbage på sporet, tak.

Politik er imidlertid ikke på denne liste, og det må komme som en overraskelse for de politiske kommentatorer, der fylder mere og mere i dansk politik. Disse kommentatorer har, som DSU og VU’s fælles såkaldte “bullshitbarometer” dokumenterer, i de forløbne år fået større og større medieopmærksomhed.

Det er berettiget: deres beskrivelser af magtkampe og taktiske træk i dansk politik er underholdende og dejlig uforpligtende nyhedsdækning, der kan indtages problemfrit, medens man slænger sig på sofaen eller surfer på sin pc, omtrent som sæbeoperaer o.l. i eftermiddagstimerne på TV2 – eller netop sportskommentarer som dem, der publiceres i forbindelse med OL og andre idrætsbegivenheder.

De såkaldte analyser er kort sagt metafor- og farverige beretninger om politik i dagens Danmark på godt og ondt, og sådanne kulørte historier har naturligvis deres plads. Problemet er blot, at de netop kun er kulørte historier, ikke seriøs politisk journalistik.

Deres fremtrædende position i mediebilledet kombineret med den kultdyrkelse, flere kommentatorer har haft held til at skabe om sig selv, afspejler ikke dette forhold. Kommentatorernes tiltagende magt og dominans i den politiske journalistik bør anspore dem til ikke blot at beskæftige sig med de taktiske overvejelser, selve det politiske spils form, men også med spillets indhold, den politiske substans.

Politik er nemlig ikke kun intriger, personspørgsmål, tæl til 90-leg og katten om den varme grød. Politik er ligeledes helt konkrete politiske forslag og udspil, der ikke – som mangen en kommentator ellers rutinemæssigt har hævdet – hovedsageligt er udtryk for, at “regeringen er presset” eller “oppositionen demonstrerer sammenhold”, men derimod udtrykker politikernes interesse for de problemer, samfundets borgere oplever, og deres løsninger.

Netop derfor er et initiativ som Bullshitbarometeret – omend man efter undertegnedes mening godt kunne have fundet på et bedre navn, hvad for eksempel med Varmluftsmåleren, Tomgangsdetektoren eller lignende – yderst velkomment. Det kommer i rette tid (om ikke for sent). Tanken med barometeret er ganske enkelt at give den besøgende muligheden for at anmelde og vurdere en politisk kommentators optræden i medierne på en art lødighedsskala, hvorefter denne vurdering så lægges offentligt til skue.

Man kan nære et lønligt håb om, at det vil være med til at sætte fokus på den forfladigelse af den politiske debat, de senere års mediedækning har faciliteret. Mindre sport, mere substans, tak. Eller som VU’s formand, Jakob Engel Schmidt, og DSU’s mand på samme post, Peter H. Thomsen, ytrer i deres fælles kronik i Berlingske Tidende:

Skru ned for politiske kommentatorer (Berlingske Tidende)
“Skrevne såvel som elektroniske medier skyder vælgerne og demokratiet i foden ved at fokusere på formen frem for indholdet.  [...] mere tid til den politiske journalistik og gå kritisk i dybden med politiske forslag. Hvad taler for og imod et givent udspil? Holder politikerne det, de lover, og er der noget, de glemmer? Alt dette er ganske relevant og langt mere interessant end taktik og spin.”
- Jakob Engel Schmidt og Peter H. Thomsen

Når hele Vorherres skaberværk stander i våde (eller bogstavelig talt er i fare for det) som følge af klimaforandringerne, er det oplagt for et kristent menneske at interessere sig for emnet. Derfor, må ræsonnementet være, er det også oplagt for kirken som sådan at blande sig i det. Det gør man så med klokkeringning på dagen for klimatopmødet i København d. 13. december 2009. Ikke bare én, men 350 gange (for de 350 ppm, CO2′ens andel af atmosfæren ifølge målsætningerne mindst skal reduceres til) skal klokkerne landet over bimle og bamle for Jordens ve og vel.

Mange steder i landet vil man endog akkompagnere klokkeringningen (eller omvendt) med en såkaldt skabelsesgudstjeneste, der skal bidrage til at sætte yderligere fokus på klimaudfordringen. Initiativet, der organiseres af Grøn Kirke og Danske Kirkers Råd, har affødt mange og meget forskelligartede reaktioner. Min reaktion sammenfattes meget godt af Folketingets kirkeudvalgs formand, Venstres Britta Schall Holberg:

Politikere strides om klimaringning (Kristeligt Dagblad)
“Jeg tror, at de er blevet fuldstændig gale. Det er misbrug at spænde kirken for en klima-vogn. Jeg kan ikke gøre andet end at ryste på hovedet.”
- Britta Schall Holberg (V)

Der er intet problematisk i, at man som kristen på baggrund af Bibelens ord finder det nødvendigt at deltage i klimadebatten. Slet ikke. Det må man naturligvis gøre, lige så tosset man vil, akkurat som alle mulige andre må deltage efter forgodtbefindende med deres egne bevæggrunde herfor, de være sig verdslige såvel som religiøse. Det problematiske består deri, at kirken som sådan, kirken som institution i sin helhed støtter ringningerne.

Denne støtte er nemlig udtryk for en politisering af folkekirken. Det ved de biskopper, der støtter ringningerne, godt. Derfor har et af deres hovedbudskaber i debatten været at dementere dette forhold. Som biskop Peter Fischer-Møller formulerede det:

Klimaklokker skal kalde til nødvendige forandringer (Kristeligt Dagblad)
“Klimaet er ikke en partipolitisk sag. Det handler om klodens og vor fælles fremtid, som vi som kirke også bør forholde os til.”
- Biskop Peter Fischer-Møller

Et udsagn, der ganske åbenlyst er aldeles tåbeligt – for hvorom er det, politik i reglen drejer sig? Netop: “klodens og vor fælles fremtid.” Med andre ord er klimaet i allerhøjeste grad en partipolitisk sag, hvilket da også understreges af, at klimatopmødet ikke er et religiøst forum, men derimod et politisk topmøde med deltagelse af politikere og deres embedsmænd fra hele verden, der efter planen skal munde ud i politiske beslutninger.

Nu er det sådan, at man for at kunne foretage en verdslig ringning – principielt i kategori med de ringninger, der tidligere skete ved radioaktivt nedfald, luftforurenings- eller mobiliseringsvarsler (mere herom i kirkeministerens svar til kirkeudvalget på et spørgsmål om klokkeringningerne) – skal have Kirkeministeriets tilladelse. En sådan tilladelse har Grøn Kirke-initiativet dog end ikke forsøgt at opnå, for, siger man (blandt andre biskop Fischer-Møller med udgangspunkt i ovennævnte citat), det er skam en kirkelig ringning.

Spørgsmålet er så blot: hvis ikke den internationale politiske forhandling om foranstaltninger til bevarelse af Jordens miljø er en så politisk sag, at den kan afvises som værende kirkelig, hvad i alverden vil man da kunne nævne som et eksempel på en sag, der ligger uden for den kirkelige sfære? Med “kirkelige” klimaringninger er grænsen mellem religion og politik i folkekirken ikke bare overskredet, den er gjort fuldstændig indholdsløs og dermed i realiteten ophævet.

Når miljøpolitik er et kirkeligt anliggende, hvorfor mener kirken ikke også noget om socialpolitik? Integrationspolitik? Eller hvad med trafikpolitik – det er vel god kristen etik at gøre busserne gratis, så moster Oda kan komme til gudstjeneste om søndagen uden at skulle give afkald på sin i forvejen sparsomme folkepension.

Provst i Helsingør Stift, Peter Balslev-Clausen, er enig:

Klima-kirkeklokker skaber uro (Jyllands-Posten)
“Den planlagte klokkeringning er en klar politisk tilkendegivelse og tager evangeliet som gidsel i en sag, der skal løses politisk og teknisk. Man skal passe morderlig på, at der ikke går religion i klimadebatten. Så kan man også ringe med kirkeklokkerne for en ny sociallov og andre politiske dagsordener”
- Provst Peter Balslev-Clausen

Så vidt er det gudskelov (!) ikke kommet, og det er der god grund til at glæde sig over. For det første, fordi det er i strid med kirkens religiøse grundlag, lutheranismen (man bruger ikke udtrykket den evangelisk-lutherske folkekirke for ingenting). En af lutheranismens centrale pointer er nemlig toregimentelæren, der kort sagt går ud på, at livet har to regimenter, det verdslige og det åndelige. Heraf er det kun kirkens opgave at beskæftige sig med det åndelige regimente. Denne sondring mellem det åndelige og det verdslige giver god mening, når man læser Bibelen. Jesus engagerede sig aldrig i politik. Som han udtrykker det i Matthæusevangeliet: “giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”

For det andet, fordi en politisering af kirken rent opbakningsmæssigt ikke just er et intelligent træk fra kirkens side. Ved at tage så klart politisk stilling risikerer folkekirken at støde de sognebørn fra sig, der ikke er enige i kirkens politiske standpunkt. For eksempel bliver det efter d. 13. december lidt sværere for dem, der har et mere nuanceret syn på klimaproblematikken end Fischer-Møller og kompagni, at tage kirken seriøst, ligesom nogen sikkert også ærgrede sig over forløbet i Brorsons Kirke, hvor sognepræst Per Ramsdal ligeledes spændte kirken for en politisk vogn.

I et interview i Politiken slår Ramsdal til lyd for, at kirke og stat skal adskilles, idet han ønsker “en kirke, der træder i karakter, melder ud om samfundsanliggender og engagerer sig i det sociale arbejde – uden dog at gå ind i politik.” Hans argumentation herfor er legitim nok, nemlig at ordene fra prædikestolen ikke giver mening, hvis de ikke omsættes til handling. Deri har han ret. Han har blot misforstået folkekirkens lutherske grundlag, ifølge hvilket denne udøvelse af kristendommen jævnfør tankerne om det personlige gudsforhold i praksis er det enkelte individs anliggende. Desuden kunne jeg godt tænke mig at høre Ramsdals bud på en grænsedragning mellem “samfundsanliggender” og “politik”? Jeg tror næppe, at det lader sig gøre på en meningsfuld måde.

Personligt er jeg meget glad for at komme i kirken og agter ikke at lade mig skræmme væk af enkelttilfælde som disse, men folkekirkens i stigende omfang politiserende linje generer mig ikke desto mindre. Andre med en mindre tilknytning til folkekirken end jeg, der står i samme situation, kan nok tænkes at tage deres kirkegang – eller endda deres medlemskab – op til overvejelse. Den 13. december ringer klokkerne for klimaet, men kirken risikerer, at de en skønne dag ringer for kirken selv i en noget sørgeligere kontekst, hvis den fortsætter med at se bort fra de lutherske ideer om toregimente, personligt gudsforhold og så videre, hvorpå den bygger, og blande sig i den politiske debat som nu.

Korruption er om ikke demokratiets modsætning, så i hvert fald en af dets værste fjender, og i undersøgelser af demokratiets tilstand rundt om i verden er korruption netop derfor et af de helt centrale parametre. I hvor høj grad skabes politik i en reel offentlig diskussion snarere end af velstillede interessenters økonomiske bidrag til at fremme specifikke politiske beslutninger? Dét er et centralt anliggende for demokratiet.

Tænk, hvis Venstres og Konservatives partiprogrammer var skrevet af A.P. Møller Mærsk, tænk, hvis Danmarks rigeste mand, hr. Mærsk Mc-Kinney Møller, dikterede regeringens politik, således at fremsatte lovforslag på forhånd var afpasset med virksomhedens behov på samtlige relevante områder. Ville det være demokratisk – eller sagt på en anden måde: kan politik være til salg i et demokrati?

Svaret er naturligvis et klokkeklart nej. Formelt set ville Danmark i den ovenfor skitserede hypotetiske situation til stadighed have karakter af et demokrati, men det er åbenlyst, at demokrati som begreb er tømt for det indhold, hvormed vi ellers associerer det, i det øjeblik demokratiske beslutninger kan fremprovokeres direkte af utilslørede finansielle  overførsler.

En ting er, at erhvervsdrivende støtter borgerlige partier, medens fagbevægelsen traditionelt har haft et godt øje til venstrefløjen og følgelig har bidraget til de herunder rangerende partikasser. Disse transaktioner er udtryk for støtte til den politik, partierne fører; vel at mærke en støtte, der ikke indeholder modkrav om særlige hensyn og politiske markeringer.

Noget andet er, hvis nogen – en virksomhed, en fagforening, en rigmand, en avis – uden blusel kan købe et partis politik, overtage politikformuleringen og idéudviklingen mod et nærmere aftalt beløb. Noget andet er, når politik er til salg. Heldigvis lever vi i et eksemplarisk land uden korruption af betydning, det dokumenterer alle komparative internationale undersøgelser (se for eksempel Transparency International-undersøgelsen fra 2008). Politikere kan ikke købes, ikke i Danmark.

Troede vi. Indtil det for nylig kom for en dag, at odenseanere og københavnere, der i disse dage følger med i den kommunale valgkamp, er blevet snydt. Socialdemokraterne i Odense og København – under henholdsvis Anker Boyes og Frank Jensens ledelse – præsenterer nemlig ikke, som man ellers ganske oplagt kunne tænkes at formode, Socialdemokraternes politik. De præsenterer LO’s. Begge steder har LO formuleret de partiprogrammer, som i øvrigt ikke bare Socialdemokraterne, men tillige flere af de øvrige venstrefløjspartier godvilligt har skrevet under på – og begge steder har partierne gjort det velvidende, at baggrunden var en klar aftale om økonomisk støtte til gengæld for ulejligheden.

Ud over det betænkelige i, at politikere kan købes – og endda undlader at gøre opmærksom på det eller ligefrem lyver sig fra det, som Anker Boye forsøger – har sagen også en anden vinkel. Fagforeninger er ikke politiske partier. De er interesseorganisationer, hvori mennesker af forskellig politisk observans organiserer sig for at fremme netop deres vilkår. Interesseorganisationer, der påberåber sig politisk neutralitet. Denne påstands absurditet stilles nu offentligt til skue – og det er en skam, at det forholder sig sådan, for stærke fagforeninger er en vigtig del af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel.

En fragmentering af de store organisationer udi liberale, konservative og socialistiske foreninger er ikke ønskelig, da en sådan fragmentering vil mindske den styrke, hvormed foreningerne kan tale på deres medlemmers vegne, betragteligt. Omtrent halvdelen af LO’s medlemmer stemmer ifølge undersøgelser på Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti. Ved at tage klart politisk stilling til fordel for venstrefløjen lægger LO afstand til disse medlemmer, og dermed graver fagforeningen sin egen grav.

Venstres Ungdoms formand, Jakob Engel Schmidt, var blandt de første til at reagere på dette galimatias. I et provokerende, men vedkommende og gennemtænkt stunt troppede VU’s formand op ved Frank Jensens kampagnehovedkvarter medbringende en check på 100.000 kr., som han offentligt tilbød Jensens kampagne til gengæld for retten til at formulere kandidatens politiske budskaber. Et tilbud, der er fuldstændig analogt til det, LO valgte at tilbyde Socialdemokraterne i København. I dette tilfælde afslog Frank Jensen dog tilbuddet.

Tilbage er kun at spørge: hvem har mon købt venstrefløjen i din kommune?