Søvndal selv ser “intet odiøst” i, at han har modtaget rådgivning udi komikkens svære kunst og bedyrer i øvrigt, at størstedelen af hans jokes er udtænkt af ham selv. Det mest skræmmende er vel i grunden, at han har ret. Det er ikke spor odiøst, at vi ikke aner, hvor grænsen mellem politikerne selv og det fernis af smart design, der er spartlet nænsomt ud over deres medieoptrædener, går.

Rådgivningen af vort lands politiske ledelse angår i dag snart sagt enhver situation, de kan tænkes at optræde i. Der rådgives om politisk indhold, debatteknik, tv-optræden, brug af Internettets nye medier – og nu også i komik. Brugen af særlige rådgivere af forskellig art er udbredt på begge fløje i dansk politik, og intet tyder på, at tendensen er for nedadgående. Snarere tværtimod.

Men er det ikke, kunne man måske spørge, blot rimeligt, at vore politikere søger råd og vejledning, for så vidt denne rådgivning kun medvirker til at sikre kompetente beslutninger, interessante tv-shows og levende profiler på Facebook? Eftersom politikerne i umindelige tider har modtaget rådgivning af deres embedsapparat, partisekretariater og deslige, er spørgsmålet sådan set godt nok. Hvorfor er den massive personlige rådgivning, der vel kan betragtes som en simpel professionalisering og systematisering af den rådgivning, der allerede har fundet sted siden tidernes morgen, overhovedet problematisk?

Det er den, fordi rådgivningen gør det uigennemskueligt, hvem vi egentlig stemmer på, når vi går til valgurnerne og sætter vort kryds. Tusinder af danskere, der har stemt på Villy Søvndal måske blandt andet for at anerkende hans hyggelige og morsomme tilgang til den ellers lidt træge og tørre politiske debat, afgav deres stemmer i troen på, at ophavsmanden til Villy Søvndals komik var Søvndal selv. Det viser sig ikke at holde stik, og det er dybest set svindel.

Grundlaget for, at borgerne i et demokratisk samfund kan træffe kvalificerede valg og stemme på de politikere, de finder bedst egnede til at lede landet, er, at det er borgerne muligt at vurdere de enkelte politikeres styrker og svagheder. Når Villy Søvndals komik er Dorsets, er det Dorset og ikke Søvndal, der i realiteten tages stilling til, ligesom det er LO’s og ikke Socialdemokraternes politiske kompetence, der tages stilling til, når S’s politiske program er udformet af LO og ikke af S, som det hændte i Odense og København i forbindelse med den seneste kommunale valgkamp.

Den fremherskende politikerlede, hvorom man har hørt megen frygtsom tale blandt politisk interesserede, er et fuldt ud forståeligt modtræk til det billede af utroværdigt glinsende og ned til mindste detalje perfekte politikere, der fremmanes af spindoktorer, særlige rådgivere og lignende. Såfremt man foretrækker et gennemskueligt og åbent folkestyre, hvortil borgerne trygt kan sætte deres lid, er politikere, der er ærlige om sig selv og deres formåen, en grundlæggende forudsætning. Katten må med andre ord ud af sækken i dansk politik – borgerne fortjener at vide, hvem og hvad de stemmer på.

Og det er forståeligt. Landet har fået ny statsminister, der godt nok har regeret i nogen tid nu, men alligevel først for alvor er trådt i karakter som statsmand efter klimatopmødets afvikling, så der er uden tvivl masser af vigtige spørgsmål at få besvaret. Hvad vil han? Hvordan vil han det – og hvorfor? Ikke mindst står et spørgsmål centralt i den nuværende situation, hvor 00′ernes uafbrudte højkonjunktur er afløst af en eksploderende statsgæld og økonomisk ustabilitet i hele verden: hvordan vil Løkke få Danmark igennem krisen?

Så langt, så godt. Problemet opstod, da pressefolkene åbnede munden, for hvad spurgte de om? Jo, de ville såmænd vide, om statsministeren sov godt om natten. Og hvordan gik det med hans børns lektielæsning? Mon de kunne klare at tage et par dage fri fra skole for at tage på ferie med mor og far? Og gad vide, hvad statsministeren lavede på Tenerife? Gudfader bevares. Løkke svarede beredvilligt og humoristisk på spørgsmålene, men det var tydeligt, at han hellere ville tale om noget andet. Således forsøgte han adskillige gange at dreje samtalen hen på det, der efter hans mening betød noget.

Det er naturligvis økonomien, jeg tænker på – og det konvergensprogram, regeringen fremlægger inden længe. Et program, der vil åbenbare den økonomiske situation i dens fulde omfang og skitsere den vej, regeringen vil gå i forsøget på at få Danmark sikkert ud på den anden side. Et program, der skal sørge for, at vi overholder de EU-krav, der gælder for det økonomiske samarbejde – og ikke mindst et program, der uundgåeligt vil medføre besparelser og nedskæringer i årene fremover. Det lykkedes ikke helt for Løkke at få pressen til at interessere sig for sagen. Der var andre emner, der havde større betydning for pressens oplags- og seertal.

Eller også syntes de fremmødte pressefolk bare, at konvergensprogrammer er lidt for komplicerede til at kunne forklares for for læsere og seere? Op på hesten. Lad os se en seriøs nyhedsformidling, der ikke negligerer vor generations presserende udfordringer, selv om de er for omfattende til, at det altid lader sig gøre at dække dem fyldestgørende uden at sætte sig grundigt ind i sagerne, fordi man i modsat fald vil vide for lidt til at kunne stille de kritiske, dybdeborende og præcise spørgsmål, der holder magthavernes sortsnakkeri i ave og leverer reelt indhold til befolkningen.

Medgivet, det er svært at levere ordentlige nyheder -  og desværre skyldes det ikke kun mediernes egne forsimplinger og overspringshandlingslignende lad os tale om noget andet-prioriteringer, når lokummet brænder, og økonomien sejler. Det skyldes også, at politikerne leger med. For Lars Løkke Rasmussens vedkommende betød debatten om hans børns fritagelse fra undervisningen for eksempel, at pressen helt glemte at forholde sig kritisk til udmeldingerne om konvergensprogrammet, der er lige på trapperne. Det var han givet vis taknemmelig over, for hvor længe har det ikke været tilfældet? Så lang tid kan det da ikke tage regeringen at gøre status over dansk økonomi, kunne journalisterne have konstateret – for derefter at stille det oplagte opfølgende spørgsmål: så er det ikke snarere sådan, at I udmærket godt ved, hvordan situationen ser ud, men ikke kan finde fælles fodslag med Konservative med hensyn til, hvordan den skal håndteres?

Se, det kunne have været et interessant spørgsmål. Ligesom det kunne være spændende at høre Villy Søvndals svar på et spørgsmål, der lyder i omegnen af “hvad laver du ellers, når du ikke fordømmer lokale forældrearrangementer i de landsdækkende medier?” Forstå mig ret, naturligvis er det et skråplan at indrette samfundet efter forældede normer for køn og seksualitet.

Alligevel er udtalelsen, der faldt i relation til et forældremøde for mødre på Holbergskolen, tåbelig. For det første, fordi den falder sporenstrengs efter det indledende mediepip, helt uden forudgående refleksion og research. At fare i blækhuset, inden man har hold på de mest basale oplysninger i en sag, er aldrig klædeligt for en politiker, der af folket er valgt til at lede landet med kløgt og omhu. For det andet, fordi den måde, hvorpå forældremøder afvikles i lokalsamfundene, hvor uhensigtsmæssigt det end måtte ske, ganske enkelt ikke er Christiansborgpolitikernes ansvar. Håndteringen af konkrete problemstillinger på enkelte skoler er skolernes eget område. Ikke politikernes. Og for det tredje, fordi Søvndal burde have langt vigtigere ting at tage sig til.