Politik er imidlertid ikke på denne liste, og det må komme som en overraskelse for de politiske kommentatorer, der fylder mere og mere i dansk politik. Disse kommentatorer har, som DSU og VU’s fælles såkaldte “bullshitbarometer” dokumenterer, i de forløbne år fået større og større medieopmærksomhed.

Det er berettiget: deres beskrivelser af magtkampe og taktiske træk i dansk politik er underholdende og dejlig uforpligtende nyhedsdækning, der kan indtages problemfrit, medens man slænger sig på sofaen eller surfer på sin pc, omtrent som sæbeoperaer o.l. i eftermiddagstimerne på TV2 – eller netop sportskommentarer som dem, der publiceres i forbindelse med OL og andre idrætsbegivenheder.

De såkaldte analyser er kort sagt metafor- og farverige beretninger om politik i dagens Danmark på godt og ondt, og sådanne kulørte historier har naturligvis deres plads. Problemet er blot, at de netop kun er kulørte historier, ikke seriøs politisk journalistik.

Deres fremtrædende position i mediebilledet kombineret med den kultdyrkelse, flere kommentatorer har haft held til at skabe om sig selv, afspejler ikke dette forhold. Kommentatorernes tiltagende magt og dominans i den politiske journalistik bør anspore dem til ikke blot at beskæftige sig med de taktiske overvejelser, selve det politiske spils form, men også med spillets indhold, den politiske substans.

Politik er nemlig ikke kun intriger, personspørgsmål, tæl til 90-leg og katten om den varme grød. Politik er ligeledes helt konkrete politiske forslag og udspil, der ikke – som mangen en kommentator ellers rutinemæssigt har hævdet – hovedsageligt er udtryk for, at “regeringen er presset” eller “oppositionen demonstrerer sammenhold”, men derimod udtrykker politikernes interesse for de problemer, samfundets borgere oplever, og deres løsninger.

Netop derfor er et initiativ som Bullshitbarometeret – omend man efter undertegnedes mening godt kunne have fundet på et bedre navn, hvad for eksempel med Varmluftsmåleren, Tomgangsdetektoren eller lignende – yderst velkomment. Det kommer i rette tid (om ikke for sent). Tanken med barometeret er ganske enkelt at give den besøgende muligheden for at anmelde og vurdere en politisk kommentators optræden i medierne på en art lødighedsskala, hvorefter denne vurdering så lægges offentligt til skue.

Man kan nære et lønligt håb om, at det vil være med til at sætte fokus på den forfladigelse af den politiske debat, de senere års mediedækning har faciliteret. Mindre sport, mere substans, tak. Eller som VU’s formand, Jakob Engel Schmidt, og DSU’s mand på samme post, Peter H. Thomsen, ytrer i deres fælles kronik i Berlingske Tidende:

Skru ned for politiske kommentatorer (Berlingske Tidende)
“Skrevne såvel som elektroniske medier skyder vælgerne og demokratiet i foden ved at fokusere på formen frem for indholdet.  [...] mere tid til den politiske journalistik og gå kritisk i dybden med politiske forslag. Hvad taler for og imod et givent udspil? Holder politikerne det, de lover, og er der noget, de glemmer? Alt dette er ganske relevant og langt mere interessant end taktik og spin.”
- Jakob Engel Schmidt og Peter H. Thomsen

Korruption er om ikke demokratiets modsætning, så i hvert fald en af dets værste fjender, og i undersøgelser af demokratiets tilstand rundt om i verden er korruption netop derfor et af de helt centrale parametre. I hvor høj grad skabes politik i en reel offentlig diskussion snarere end af velstillede interessenters økonomiske bidrag til at fremme specifikke politiske beslutninger? Dét er et centralt anliggende for demokratiet.

Tænk, hvis Venstres og Konservatives partiprogrammer var skrevet af A.P. Møller Mærsk, tænk, hvis Danmarks rigeste mand, hr. Mærsk Mc-Kinney Møller, dikterede regeringens politik, således at fremsatte lovforslag på forhånd var afpasset med virksomhedens behov på samtlige relevante områder. Ville det være demokratisk – eller sagt på en anden måde: kan politik være til salg i et demokrati?

Svaret er naturligvis et klokkeklart nej. Formelt set ville Danmark i den ovenfor skitserede hypotetiske situation til stadighed have karakter af et demokrati, men det er åbenlyst, at demokrati som begreb er tømt for det indhold, hvormed vi ellers associerer det, i det øjeblik demokratiske beslutninger kan fremprovokeres direkte af utilslørede finansielle  overførsler.

En ting er, at erhvervsdrivende støtter borgerlige partier, medens fagbevægelsen traditionelt har haft et godt øje til venstrefløjen og følgelig har bidraget til de herunder rangerende partikasser. Disse transaktioner er udtryk for støtte til den politik, partierne fører; vel at mærke en støtte, der ikke indeholder modkrav om særlige hensyn og politiske markeringer.

Noget andet er, hvis nogen – en virksomhed, en fagforening, en rigmand, en avis – uden blusel kan købe et partis politik, overtage politikformuleringen og idéudviklingen mod et nærmere aftalt beløb. Noget andet er, når politik er til salg. Heldigvis lever vi i et eksemplarisk land uden korruption af betydning, det dokumenterer alle komparative internationale undersøgelser (se for eksempel Transparency International-undersøgelsen fra 2008). Politikere kan ikke købes, ikke i Danmark.

Troede vi. Indtil det for nylig kom for en dag, at odenseanere og københavnere, der i disse dage følger med i den kommunale valgkamp, er blevet snydt. Socialdemokraterne i Odense og København – under henholdsvis Anker Boyes og Frank Jensens ledelse – præsenterer nemlig ikke, som man ellers ganske oplagt kunne tænkes at formode, Socialdemokraternes politik. De præsenterer LO’s. Begge steder har LO formuleret de partiprogrammer, som i øvrigt ikke bare Socialdemokraterne, men tillige flere af de øvrige venstrefløjspartier godvilligt har skrevet under på – og begge steder har partierne gjort det velvidende, at baggrunden var en klar aftale om økonomisk støtte til gengæld for ulejligheden.

Ud over det betænkelige i, at politikere kan købes – og endda undlader at gøre opmærksom på det eller ligefrem lyver sig fra det, som Anker Boye forsøger – har sagen også en anden vinkel. Fagforeninger er ikke politiske partier. De er interesseorganisationer, hvori mennesker af forskellig politisk observans organiserer sig for at fremme netop deres vilkår. Interesseorganisationer, der påberåber sig politisk neutralitet. Denne påstands absurditet stilles nu offentligt til skue – og det er en skam, at det forholder sig sådan, for stærke fagforeninger er en vigtig del af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel.

En fragmentering af de store organisationer udi liberale, konservative og socialistiske foreninger er ikke ønskelig, da en sådan fragmentering vil mindske den styrke, hvormed foreningerne kan tale på deres medlemmers vegne, betragteligt. Omtrent halvdelen af LO’s medlemmer stemmer ifølge undersøgelser på Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti. Ved at tage klart politisk stilling til fordel for venstrefløjen lægger LO afstand til disse medlemmer, og dermed graver fagforeningen sin egen grav.

Venstres Ungdoms formand, Jakob Engel Schmidt, var blandt de første til at reagere på dette galimatias. I et provokerende, men vedkommende og gennemtænkt stunt troppede VU’s formand op ved Frank Jensens kampagnehovedkvarter medbringende en check på 100.000 kr., som han offentligt tilbød Jensens kampagne til gengæld for retten til at formulere kandidatens politiske budskaber. Et tilbud, der er fuldstændig analogt til det, LO valgte at tilbyde Socialdemokraterne i København. I dette tilfælde afslog Frank Jensen dog tilbuddet.

Tilbage er kun at spørge: hvem har mon købt venstrefløjen i din kommune?

Jeg går som liberal ind for adskillelse af kirke og stat, men jeg må understrege, at jeg på ingen måde sympatiserer med den kampagne, VU leverede forleden. Det skyldes som antydet ikke primært indholdet, men derimod formen.Velsagtens for at give budskabet den rette pondus og medietække valgte man nemlig at lade den centrere sig om en bestemt og helt konkret handling: udmeldelse af folkekirken.

Medlemmer af Venstres Ungdom gik altså på gaden i Århus, København og Odense for at uddele udmeldelsesblanketter, så handlende og tilfældigt forbipasserende fik en ekstra mulighed for at udmelde sig. Det svarer lidt til at gå på gaden og uddele udmeldelsesblanketter til 3F for at slå et slag for fagforeningsfriheden. VU bedyrede ganske vist, at der ikke var tale om et korstog (undskyld udtrykket) mod kristendommen som sådan, og det er da heller ikke mit indtryk på baggrund af mit kendskab til udvalgsarbejdet, at dette var tanken bag.

Derfor forekommer valget af provokation mig særdeles tåbelig, idet sammenkædningen af den principielle diskussion om religionslighed og udmeldelse af folkekirken ikke kan undgå at resultere i negativ opmærksomhed om netop kristendommen og folkekirken som sådan.

Stiller man spørgsmålet “er du for religionslighed”, er det meget svært at svare andet end ja, og når opfordringen herefter lyder “så meld dig ud af folkekirken”, er det om muligt sværere i forbifarten at skue ind bag det negativt ladede og argumentatorisk forvrøvlede imperativ med et “ellers tak, fortsat god dag.” Det kan altså ikke undre, at folk i et vist omfang fulgte opfordringen og meldte sig ud på stedet – jeg vil skyde på, at en god del af de nys udmeldte ender med at melde sig ind igen før eller siden, for eksempel til næste dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse, de kommer i nærheden af. For mig at se er der med andre ord tale om en kampagne i retning af decideret hetz mod folkekirken.

Med hensyn til den rent principielle diskussion, der druknede lidt i VU’s klodsede indpakning af budskabet, er der adskillige problematiske aspekter af brugen af tilfældet folkekirken som eksempel på manglende religionslighed.

For det første glemmer mange, at vi allerede har religionsfrihed, dvs. at alle er frie til at dyrke deres tro som buddhister, muslimer, kristne, jøder og så videre efter forgodtbefindende. Det nuværende kirke-stat-forhold forhindrer på ingen måde folk af anden religiøs overbevisning end kristendommen i at gøre dette.

For det andet er det tilskud, staten giver kirken, ikke blot penge, der kan snoldes væk eller bruges på nye præstekjoler. Det er tværtom i høj grad penge, der går direkte til driften af de mange opgaver af bl.a. administrativ art, folkekirken i dag varetager for den danske stat.

Nogle af disse opgaver kunne uden videre løses i privat – og dermed religionsneutralt – regi. Denne ændring bør ingenlunde udsættes. Derimod er det fornuftigste fra et liberalt perspektiv straks at bringe disse opgaver, hvortil bl.a. tæller fødselsregistreringen, i udbud. Hvem kan løse dem bedst og billigst? Imidlertid må man, så længe ordningen er, som den er, ikke lade det ligge folkekirken til last. Der er tale om en politisk beslutning, hvorom der for øvrigt er bred enighed blandt Folketingets partier.

Gå nu efter bolden, ikke manden, VU!

Dertil kommer, og her bevæger jeg mig holdningsmæssigt væk fra mange af mine bekendte i VU, at man efter min bedste overbevisning kan diskutere, om de penge, der tilgår folkekirken ud over den del af tilskuddet, der i realiteten blot dækker omkostninger ved det administrative arbejde, folkekirken udfører, virkelig skal fjernes fra de kommende finanslove. I et samfund som det danske, der i høj grad bygger på kristne værdier, og hvor over 80 % af befolkningen er medlemmer af samme kirke, forekommer det mig faktisk en kende uforståeligt at nægte denne massivt støttede kirke enhver minimalt fordelagtig ordning.

Det er da at gå i for små sko i liberalismens navn fuldkommen at overse den unikke effekt, der følger af en folkelig konsensus om en fredelig, samfundsgavnlig og -opretholdende religionsdyrkelse, der både udmærker sig i kraft af den omfattende verdsliggørelse og den store integration med samfundet på alle niveauer: et massivt bidrag til sammenhængskraft og stabilitet i det danske samfund, før som nu. Ingen tvivl om, at religionsfrihed er et must i ethvert demokrati – men er religionslighed?

Man kunne måske vende diskussionen om og spørge: hvis 80 % af danskerne havde været muslimer/buddhister/hinduer/jøder, mon dog ikke dét faktum også havde medført visse særlige indretninger i den anledning? For mig er svaret klart.