Religionslighed er en misforståelse (Konflikten)
“Folk sammenblander religionsfrihed med religionslighed. Religionsfrihed, som den er i grundloven, er sådan set slet ikke nogen frihed i sig selv. Det er snarere en indirekte kombination af forsamlingsfriheden, foreningsfriheden og ytringsfriheden. Religionsfrihed betyder ganske enkelt, at ingen kan tvinge dig ind i et religiøst fællesskab, du ikke ønsker, og at du iøvrigt er fri til at mødes med andre ligesindede og dyrke jeres fælles gudstro i henhold til loven. Det er altså en indirekte anerkendelse af ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden og ikke i sig selv en distinkt frihedsret.

Hvis man skal tage den logiske konsekvens af fortalerne for religionslighed, så burde vi altså også have indført ‘ytringslighed’ og ‘foreningslighed’ [...] Hvis staten giver penge til én bestemt oplysningskampagne, skal den også give den samme mængde penge til en oplysningskampagne, der siger det nøjagtigt modsatte. Det ville være ytringslighed. Det er naturligvis åbenlyst for enhver, at ytringslighed er en grotesk meningsløs blindgyde [...] Men hvordan kan det så være, at folk taler varmt om religionslighed? Hvordan kan det være, at folk ligefrem siger, at ‘vi har brug’ for en stormoské for at skabe mere ‘lighed mellem religioner’?
- Troels Heeger og Søren Villemoes

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. På en anden JP-blog, nemlig Karsten Bundgaards Er det bare mig?, står der også noget, jeg kan tilslutte mig, og det er jo altid opmuntrende. I dette tilfælde om den famøse bog af Thomas Rathsack, der stadig skaber overskrifter i medierne og antagelig vil gøre det et stykke tid endnu, bl.a. fordi Forsvaret ikke har frafaldet deres anklager mod Rathsack.

Nærmere bestemt nogle kloge ord om de konsekvenser af informationssamfundets mange videnspredningskanaler, jeg også selv var inde på i mit indlæg om sagen.

Jeg har oversat “Jægerbogen” (Er det bare mig?)
“I gamle dage kunne man nedlægge et fogedforbud mod en udgivelse, og derefter – hvis anmelder fik ret i sin påstand – kunne man så brændeoriginalmanuskriptet  og hele oplaget på bålet. Så var alle spor slettet. Men den går ikke længere. Murphys lov “Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt” kan omskrives til “Hvis noget kan offentliggøres, vil det blive offentliggjort””
- Karsten Bundgaard

Mit beskedne gæt er, at vi i den kommende tid kommer til at høre meget mere om den iboende konflikt, der er imellem hensynet til ophavsret og ytringsfrihed. Hvad har forrang? Og hvordan afgør man egentlig, om en handling er udført for at forsvare ytringsfriheden?

Min egen udlægning af Politikens trykning af Jæger – i krig med eliten var relativt positiv, især idet jeg valgte at godtage Tøger Seidenfadens forklaring om, at aktionen repræsenterede et forsvar for ytringsfriheden. Som den offentlige debat tydeligt illustrerede, er det imidlertid muligt at nå frem til mange andre konklusioner, og prioriteringen af hhv. ytringsfriheds- og ophavsretshensyn vil altid være en politisk afgørelse:

Politiken-sag sætter lov om ophavsret under pres (Information)
“I de her år ser vi en stigende tendens til, at ytringsfriheden tillægges en større og større betydning. Ytringsfriheden har vundet terræn i forhold til ophavsretten på en måde, vi ikke har set tidligere.”
- Morten Rosenmeier, lektor i jura og ph.d. ved Københavns Universitet

Ovenfor citerede lektor Rosenmeier går så langt som til at foreslå en ændring af ophavsretten, så den “bedre tager hensyn til ytringsfriheden.” Desværre glimrer et konkret bud på en sådan ændring ved sit fravær.