Liberalismens primære sigte er at sætte mennesket før systemet og give det så frie udfoldelsesmuligheder som overhovedet muligt, det vil sige uindskrænket frihed på de områder, hvor det ikke skader andre individers tilsvarende frihed. Når kontrol og bureaukrati ikke er nødvendigt for at sikre menneskets basale rettigheder, hvorfor så have den, er liberalistens spørgsmål, der som regel rettes mod staten, det danske samfunds mest fremtrædende kontrollant af borgernes gøren og laden.

Liberalisten vil med andre ord have mest mulig frihed. Egocentrisk selvfedme og tilsidesættelse af andres behov er der dog ikke tale om: liberalismen vil sikre en maksimal frihed til alle. En frihed, de så vidt muligt skal kunne administrere, som de ønsker det i opnåelsen af deres egne personlige mål. Personlige mål, råber socialisten, hvad så med fællesskabet, solidariteten, sammenhængskraften…? Det fine ved det hele er, at ingen af disse glimrende fænomener går fløjten i et liberalistisk idealsamfund.

Det, socialisternes kritik overser, er, at fællesskabet sagtens kan være et personligt mål. Liberalismen har absolut intet imod fællesskab, liberalister ditto. Forskellen på den liberalistiske og den socialistiske opfattelse af fællesskabet er blot, at medens liberalister ønsker sig fællesskaber, der opstår naturligt som følge af frie menneskers samarbejde og samkvem af forskellig art, det være sig såvel bridgeklubber som fagforeninger og sportsforeninger, accepterer socialisterne uden videre fællesskaber, der mere eller mindre tvinges ned over hovedet på den enkelte. Altså ikke frit fællesskab, men tvungent fællesskab.

Men, kunne man så indvende, hvis fællesskaber blev frivillige, ville nogle af dem vel med tiden forfalde og forgå? Javist – frivillighed skaber et vist frafald i nogle fælles ordninger, det er der ingen tvivl om. Spørgsmålet er, om det ikke kun er en god ting. Liberalisten svarer ja. Det er nemlig hans opfattelse, at fællesskaber er gode, men at de bliver allerbedst og mest velfungerende, hvis de bygger på frihed både til og fra deltagelse. Og at når et fællesskab forgår, opstår et andet, der udfylder samme funktion lige så godt eller bedre, helt af sig selv som følge af den menneskelige natur.

Hvad da med de økonomisk, socialt eller på anden måde særligt belastede borgere i vores samfund, der ikke har samme muligheder for at udnytte deres frihed som vi andre? Det er et spørgsmål, hvortil det er lykkedes venstrefløjen at skabe almen accept af følgende svar: de bliver ladt i stikken. Det er der dog ikke tale om; en sådan kynisme er hverken i socialliberalismen eller klassisk liberalisme udbredt. Tværtimod lægges der vægt på det, bl.a. Liberal Alliance har kaldt socialt ansvar.

Forskellen på socialt ansvar og det venstreorienterede kernebegreb solidaritet kan måske forklares således, at solidaritet i sin essens går ud på at give det samme til alle. Samme offentlige ydelser, samme niveau af kontrol og styring fra statens side. Solidaritet er lig med ensretning, også på det konkrete niveau: man er solidarisk med arbejderne ved at gå i arbejdertøj. Socialt ansvar, derimod, udmøntes i en differentieret hjælp, der tilfalder de, for hvem en sådan hjælp er nødvendig og formålstjenlig, medens de, der ikke har hjælp behov, ikke får hjælp, men i bytte herfor større individuel frihed.

De, der kan klare sig selv, skal nemlig i et liberalt idealsamfund ikke tilbydes muligheder for at springe over, hvor gærdet er lavest og lade sig fratage ansvar og friheden til selv at vælge. De, der ret beset ikke kan klare sig selv, altså ikke middelklassefamilierne på børnecheck og de velbjergede pensionister, men f.eks. psykisk syge, handicappede, folk med kroniske lidelser o. lign., samfundets sande svageste, skal derimod heller ikke i liberal optik lades i stikken. Myten om den asociale liberalisme er altså stærkt overdrevet.

Socialdemokraterne fabler om en statsbank. Du godeste:

Socialdemokraterne: Staten skal drive bank (180Grader)
“For det første kunne det hjælpe virksomhederne. Men det kunne også få de private banker op på stikkerne, når der er konkurrence fra det offentlige.”
- Anders Lundkvist

Siger hvem? Anders Lundkvist, der er ekstern lektor i økonomi – men samtidig medforfatter af leksikon.org, som de fleste vist indrømmer mildest talt er en temmelig tendentiøs størrelse til trods for deres leksikale ambitioner. Det der med objektivitet er jo en hård nød at knække. De forsøger sikkert – kanske de bare ser et rødt flag smælde lidt for ofte? Men 180Grader, helt ærligt, hvad er en ultrasocialist? Jeg spørger bare.

Pia Kjærsgaard lutrer min sjæl med et fornuftigt ugebrev – ja, de findes faktisk – om klimadebattens eskalerende hysteri. Mind mig om at skrive en klimapolitisk kommentar ved førstkommende lejlighed. Men lææs nu, hvad fru Kjærsgaard ytrer:

Giv os proportionerne tilbage (Dansk Folkeparti)
“Ingen med fornuften i behold kan være modstander af, at vi træffer vore forholdsregler, når det gælder om at modvirke opvarmningen – også selv om omfanget af menneskets indflydelse på denne ikke entydigt er fastlagt, og selv om klimaet er en uhyggelig kompleks størrelse, der er genstand for stor uenighed blandt forskere. Men jeg står helt af, når man ”aftaler”, at temperaturen ikke må stige mere end to grader over en årrække. Hvordan i alverden kan man aftale noget, som man end ikke aner, om man har indflydelse på?”
- Pia Kjærsgaard

Godt brølt, løve, som man siger (om man har læst Shakespeare eller ej). Et af de oversete dilemmaer i klimadebatten, som Kjærsgaard mere eller mindre bevidst berører, ligger mig i høj grad på sinde: forskningsfriheden. For når medierne og politikerne ukritisk labber alle dommedagsprofetierne i sig og giver dem al den taletid, der er til rådighed, er der ingen taletid til den forskning, der er kritisk over for tanken om menneskeskabt global opvarmning – eller som måske bare er af den opfattelse, at pengene kan bruges bedre end til at halse efter Kyoto-målene her og nu. Og de forskere, der ikke er taletid til, er der heller ingen forskningsbevillinger til. Så enkelt er det.

Den kritik, Socialdemokraternes Mette Gjerskov (miljøordfører, og det er ikke arbejdsmiljøet, der er tale om) straks buser ud med, er ret sigende for niveauet i klimadebatten. Enten er man med os, eller også er man imod os, og i sidstnævnte tilfælde har vi gloserne klar. Klimafornægter o. lign. – ikke at forveksle med Holocaustfornægter, selv om ordvalget unægtelig bærer på en negativ konnotation, der peger i den retning. Pia Kjærsgaards udmelding er “direkte skadelig,” mener Gjerskov. Værsgo at læse med: Pia Kjærsgaard: Vi aner ikke, om vi har indflydelse på klimaet (Ingeniøren). Hvori består det skadelige i at se kritisk på omstridt forskning? Er det ikke snarere Gjerskovs klimahetz, der er skadelig, når det kommer til stykket? Klimahetz. Nyt ord. Tag det og brug det!

Debatten om mænd og kvinders respektive ansvar for manglende børn i landet tillige med sædeligheden i singlekvinder med børn fortsætter naturligvis – jeg deler lige to gode links med jer. For det første et befriende fordoms- og floskelfrit opråb til mænd og kvinder fra en kommunikationsrådgiver ved navn Signe Wenneberg, jeg ikke har hørt om før. For det andet endnu en kvinde, Marie Wandel Kampmann, der også rusker op i mændene: hvis I synes, det er en katastrofe, at børn vokser op uden en far, så kom da i gang. Kurtisér, charmér, forfør de enlige mødre! De leder stadig efter den eneste ene.

For så vidt et sympatisk budskab, men jeg vil nu stadig vove at påstå, at det har mændene nok prøvet – at være prinsen på den hvide hest er sin sag i dag. Enten er hesten desværre lidt for grålig, eller også glemte prinsessen lige at specificere: det er naturligvis kun kronprinser, der har interesse. Gør op med perfektionismen, find hinanden og find jer i hinanden, som jeg skrev, og det gjaldt for øvrigt såvel kvinder som mænd. Alt andet er synd, ikke kun for mændene (det tykkes mig, at der går en smule feminisme i denne debat), men for kvinderne ligeså.

Med et link til Henriette Kjærs snak om et “psykologisk spil” om regningen for oprettelsen af fribyer for forfattere, der er forfulgt for at bruge deres ytringsfrihed, er vi ved at være ved vejs ende:

Ingen betaler for forfulgte forfattere (Danmarks Radio)
“Det er ærgerligt, vi ikke er blevet et friby-land, når vi har besluttet det. Men jeg ser det sådan, at der kører et psykologisk spil mellem staten og kommunerne om regningen.”
- Henriette Kjær

Og så? Et psykologisk spil om regningen skal forhindre os i at tilslutte os dette glimrende initiativ? Der skal findes en løsning, og det med det vuns. Ingen pris er for høj at betale for ytringsfriheden. Og så har vi endda penge stående i Kulturministeriet! Hvad venter vi på?