Dette indlæg blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad 1/4 – 2011.

Nyheden om, at Socialdemokraterne har til hensigt at øge antallet af spindoktorer pr. ministerium fra en til tre, hvis de vinder det kommende folketingsvalg, bør mane til eftertanke. For hvad er det, initiativet viser om den socialdemokratiske ledelse? Dette spørgsmål kan besvares på flere måder. For det første indikerer behovet for spindoktorer, at Socialdemokraterne mangler politiske ideer og i grunden ikke ved, hvad der skal ske efter et valg. I dette tilfælde vil en hær af spindoktorer dels kunne være behjælpelig med politikudviklingen, dels med at skjule tomgangen, medens man får tænkt sig om.

For det andet antyder planen, at S-toppen ikke stoler på det danske embedsmandsapparats politiske uafhængighed og faglighed. I så fald er der tale om en beklagelig og uforståelig mistillid til et velfungerende og ikke mindst politisk neutralt embedsværk.

For det tredje er der selvfølgelig den mulighed, at Socialdemokratiets ledelse ganske enkelt ikke vurderer, at deres ministeremner ved en eventuel valgsejr er rustet til at klare den store opgave, det er at lede et ministerium. Her er en flok kompetente ministerpædagoger selvsagt hensigtsmæssig. Den slags er en ærlig sag, men så skulle de måske overlade ansvaret til nogen, der magter at lede – og har en flyvefærdig politik?

Søvndal selv ser “intet odiøst” i, at han har modtaget rådgivning udi komikkens svære kunst og bedyrer i øvrigt, at størstedelen af hans jokes er udtænkt af ham selv. Det mest skræmmende er vel i grunden, at han har ret. Det er ikke spor odiøst, at vi ikke aner, hvor grænsen mellem politikerne selv og det fernis af smart design, der er spartlet nænsomt ud over deres medieoptrædener, går.

Rådgivningen af vort lands politiske ledelse angår i dag snart sagt enhver situation, de kan tænkes at optræde i. Der rådgives om politisk indhold, debatteknik, tv-optræden, brug af Internettets nye medier – og nu også i komik. Brugen af særlige rådgivere af forskellig art er udbredt på begge fløje i dansk politik, og intet tyder på, at tendensen er for nedadgående. Snarere tværtimod.

Men er det ikke, kunne man måske spørge, blot rimeligt, at vore politikere søger råd og vejledning, for så vidt denne rådgivning kun medvirker til at sikre kompetente beslutninger, interessante tv-shows og levende profiler på Facebook? Eftersom politikerne i umindelige tider har modtaget rådgivning af deres embedsapparat, partisekretariater og deslige, er spørgsmålet sådan set godt nok. Hvorfor er den massive personlige rådgivning, der vel kan betragtes som en simpel professionalisering og systematisering af den rådgivning, der allerede har fundet sted siden tidernes morgen, overhovedet problematisk?

Det er den, fordi rådgivningen gør det uigennemskueligt, hvem vi egentlig stemmer på, når vi går til valgurnerne og sætter vort kryds. Tusinder af danskere, der har stemt på Villy Søvndal måske blandt andet for at anerkende hans hyggelige og morsomme tilgang til den ellers lidt træge og tørre politiske debat, afgav deres stemmer i troen på, at ophavsmanden til Villy Søvndals komik var Søvndal selv. Det viser sig ikke at holde stik, og det er dybest set svindel.

Grundlaget for, at borgerne i et demokratisk samfund kan træffe kvalificerede valg og stemme på de politikere, de finder bedst egnede til at lede landet, er, at det er borgerne muligt at vurdere de enkelte politikeres styrker og svagheder. Når Villy Søvndals komik er Dorsets, er det Dorset og ikke Søvndal, der i realiteten tages stilling til, ligesom det er LO’s og ikke Socialdemokraternes politiske kompetence, der tages stilling til, når S’s politiske program er udformet af LO og ikke af S, som det hændte i Odense og København i forbindelse med den seneste kommunale valgkamp.

Den fremherskende politikerlede, hvorom man har hørt megen frygtsom tale blandt politisk interesserede, er et fuldt ud forståeligt modtræk til det billede af utroværdigt glinsende og ned til mindste detalje perfekte politikere, der fremmanes af spindoktorer, særlige rådgivere og lignende. Såfremt man foretrækker et gennemskueligt og åbent folkestyre, hvortil borgerne trygt kan sætte deres lid, er politikere, der er ærlige om sig selv og deres formåen, en grundlæggende forudsætning. Katten må med andre ord ud af sækken i dansk politik – borgerne fortjener at vide, hvem og hvad de stemmer på.

Korruption er om ikke demokratiets modsætning, så i hvert fald en af dets værste fjender, og i undersøgelser af demokratiets tilstand rundt om i verden er korruption netop derfor et af de helt centrale parametre. I hvor høj grad skabes politik i en reel offentlig diskussion snarere end af velstillede interessenters økonomiske bidrag til at fremme specifikke politiske beslutninger? Dét er et centralt anliggende for demokratiet.

Tænk, hvis Venstres og Konservatives partiprogrammer var skrevet af A.P. Møller Mærsk, tænk, hvis Danmarks rigeste mand, hr. Mærsk Mc-Kinney Møller, dikterede regeringens politik, således at fremsatte lovforslag på forhånd var afpasset med virksomhedens behov på samtlige relevante områder. Ville det være demokratisk – eller sagt på en anden måde: kan politik være til salg i et demokrati?

Svaret er naturligvis et klokkeklart nej. Formelt set ville Danmark i den ovenfor skitserede hypotetiske situation til stadighed have karakter af et demokrati, men det er åbenlyst, at demokrati som begreb er tømt for det indhold, hvormed vi ellers associerer det, i det øjeblik demokratiske beslutninger kan fremprovokeres direkte af utilslørede finansielle  overførsler.

En ting er, at erhvervsdrivende støtter borgerlige partier, medens fagbevægelsen traditionelt har haft et godt øje til venstrefløjen og følgelig har bidraget til de herunder rangerende partikasser. Disse transaktioner er udtryk for støtte til den politik, partierne fører; vel at mærke en støtte, der ikke indeholder modkrav om særlige hensyn og politiske markeringer.

Noget andet er, hvis nogen – en virksomhed, en fagforening, en rigmand, en avis – uden blusel kan købe et partis politik, overtage politikformuleringen og idéudviklingen mod et nærmere aftalt beløb. Noget andet er, når politik er til salg. Heldigvis lever vi i et eksemplarisk land uden korruption af betydning, det dokumenterer alle komparative internationale undersøgelser (se for eksempel Transparency International-undersøgelsen fra 2008). Politikere kan ikke købes, ikke i Danmark.

Troede vi. Indtil det for nylig kom for en dag, at odenseanere og københavnere, der i disse dage følger med i den kommunale valgkamp, er blevet snydt. Socialdemokraterne i Odense og København – under henholdsvis Anker Boyes og Frank Jensens ledelse – præsenterer nemlig ikke, som man ellers ganske oplagt kunne tænkes at formode, Socialdemokraternes politik. De præsenterer LO’s. Begge steder har LO formuleret de partiprogrammer, som i øvrigt ikke bare Socialdemokraterne, men tillige flere af de øvrige venstrefløjspartier godvilligt har skrevet under på – og begge steder har partierne gjort det velvidende, at baggrunden var en klar aftale om økonomisk støtte til gengæld for ulejligheden.

Ud over det betænkelige i, at politikere kan købes – og endda undlader at gøre opmærksom på det eller ligefrem lyver sig fra det, som Anker Boye forsøger – har sagen også en anden vinkel. Fagforeninger er ikke politiske partier. De er interesseorganisationer, hvori mennesker af forskellig politisk observans organiserer sig for at fremme netop deres vilkår. Interesseorganisationer, der påberåber sig politisk neutralitet. Denne påstands absurditet stilles nu offentligt til skue – og det er en skam, at det forholder sig sådan, for stærke fagforeninger er en vigtig del af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel.

En fragmentering af de store organisationer udi liberale, konservative og socialistiske foreninger er ikke ønskelig, da en sådan fragmentering vil mindske den styrke, hvormed foreningerne kan tale på deres medlemmers vegne, betragteligt. Omtrent halvdelen af LO’s medlemmer stemmer ifølge undersøgelser på Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti. Ved at tage klart politisk stilling til fordel for venstrefløjen lægger LO afstand til disse medlemmer, og dermed graver fagforeningen sin egen grav.

Venstres Ungdoms formand, Jakob Engel Schmidt, var blandt de første til at reagere på dette galimatias. I et provokerende, men vedkommende og gennemtænkt stunt troppede VU’s formand op ved Frank Jensens kampagnehovedkvarter medbringende en check på 100.000 kr., som han offentligt tilbød Jensens kampagne til gengæld for retten til at formulere kandidatens politiske budskaber. Et tilbud, der er fuldstændig analogt til det, LO valgte at tilbyde Socialdemokraterne i København. I dette tilfælde afslog Frank Jensen dog tilbuddet.

Tilbage er kun at spørge: hvem har mon købt venstrefløjen i din kommune?