Man kan mene meget om den måde, hvorpå det danske samfund er indrettet, og denne diskussion er i dag så livlig som nogensinde. Hvordan skal vi skabe den vækst, der betaler for fremtidens velfærd – ved at øge den offentlige sektors andel af BNP og investere målrettet i ”vækstindustrier” og særligt udvalgte former for velfærd? Eller ved at mindske den og give borgerne deres penge tilbage, så de selv kan prioritere deres forbrug og investeringer? Som det antydes her, hælder undertegnede i retning af sidstnævnte.

Imidlertid er jeg et frit menneske og kan når som helst, jeg måtte ønske det, vælge at hive teltpælene op og slå mig ned et andet sted. I et andet land, hvor folk og fæ er blevet enige om en anderledes samfundsindretning. Man kan sige, at min fortsatte tilstedeværelse i Danmark også er et samtykke: ja, jeg synes, at fordelene ved at bo her opvejer ulemperne.

Derfor er det rimeligt, at jeg betaler den skat, jeg gør. Jeg har muligheden for at vælge dén – og alt det andet, der gælder for borgere i Danmark – fra. Skatteopkrævningen kan altså ingenlunde, som det ellers med jævne mellemrum sker i skattesnyder- og nægterkredse, karakteriseres som røveri. Den bygger på en indgået aftale, på en kontrakt mellem borger og stat, som det står i borgerens magt at annullere efter forgodtbefindende.

Det vil sige: således ville konklusionen lyde, hvis ellers staten holdt sig til at beskatte de levende. Det gør den desværre ikke. Død mand svarer nemlig – hvor bizart det end måtte lyde – også skat. Eller rettere, død mand svarer også afgift. Det sker igennem den såkaldte arveafgift, der betales af afdøde danskeres formuer, inden de kan overgå til de slægtninge, der er bestemt til at modtage dem enten i et tastamente eller ifølge de almindelige arveretlige regler.

Det betyder, at en borger i Danmark efter at have betalt op mod 70 % i skat igennem et helt liv får lov at betale skat én gang til af de penge, det trods brandbeskatningen er lykkedes vedkommende at spare op. Men det betyder først og fremmest, at beskatningen ikke begrænser sig til mennesker, der qua deres held at være i levende live har mulighed for at flytte, hvis de ikke bryder sig om lugten i bageriet.

Den gælder også mennesker, der af naturlige årsager (eksempelvis dødens indtræffen) ikke har nogen mulighed for at gøre indsigelser. Lidt ligesom når røvere og banditter plyndrer egyptiske faraoners skatkamre i pyramidernes indre og sælger guld og andre værdier for egen vindings skyld. Et fænomen, der slet og ret er kendt som gravrøveri. Gravrøveri straffes med fængsling. Nogen vil måske indvende, at eftersom vedkommende ved sin død levede i Danmark, kan man med en vis sandsynlighed antage, at han eller hun er indforstået med, at der også i tiden efter livet svares dansk skat af vedkommendes formue.

Men akkurat som kiosktyvens selvretfærdiggørelse med tanker som ”ingen vil mangle den her pakke smøger alligevel” og deslige på ingen måde legitimerer tyveriet, kan heller ikke statens formodning om, at borgeren ikke har noget imod afgiften, legitimere opkrævningen. Gravrøveri straffes med fængsling. Men, vil nogen ganske givet indvende, det går jo til et godt formål? Det kan selvfølgelig diskuteres – og når man frem til, at det ikke er tilfældet, er der god grund til at sænke skatten eller at vedtage en revideret finanslov. Uanset konklusionen er problematikken dog uændret: der foreligger intet samtykke. Intet godtgør, at vedkommende skatteyder er enig i vurderingen og ikke ville være flyttet, såfremt han havde været i stand til at gøre noget sådant.

Alligevel svarer også død mand skat i dagens Danmark – og ingen fængsles. Ingen løfter så meget som et øjenbryn på trods af, at gravfreden hver dag krænkes over det ganske land. På trods af, at staten udplyndrer afdøde borgere, der ikke længere kan svare for sig selv. Jeg betaler gerne min skat – og den dag, hvor jeg hellere er fri for dét og de goder, der trods alt følger med, skal jeg nok pakke mine sager og finde et andet sted at bo. Bevares. Jeg finder næppe et sted, hvor alle til fuldkommenhed deler min opfattelse af, hvorledes samfundet bør udformes, og så må jeg forhandle mig frem og i øvrigt nøjes – eller tage kufferten i egen hånd. Skik følge eller land fly. Men kan vi i det mindste ikke enes om dette ene: at give død mand den gravens fred, han fortjener. Også for skattefar. Gravrøveri er ganske enkelt uværdigt. Både for den, det går ud over, og for dem, der lader det ske.

Hvorfor i alverden støtter danskerne så et sådant forslag? Det er dagens gåde for undertegnede. Skatteministeren kalder forslaget for et “misundelsesforslag”. Vil det sige, at danskerne også vælger at støtte forslaget på baggrund af jantelovsmotiver og misundelse – eller er det snarere på baggrund af en manglende viden om de sandsynlige økonomiske konsekvenser af forslaget? Jeg vælger nu at tro det sidste.

Og så leverer de borgerlige regeringspartier en tydelig indikation af, at jeg har ret i min mistanke om de negative konsekvenser af ensidigheden i klimadebatten. Konservatives Per Ørum Jørgensen siger om Lomborg og hans forskning, at

K: Lomborg er en støjsender (Information)
“Jeg har svært ved at tage ham alvorligt – ikke mindst efter at have set det mobile springvandshow, han nu lancerer. Hvis vi lytter for meget til hans fantasifulde påfund, risikerer vi at negligere de kæmpemæssige klimaudfordringer, som vi står over for – og som førende forskere i verden videnskabeligt har dokumenteret.”
- Per Ørum Jørgensen

Man er i sin gode ret til som politiker at indtage en holdning, negativ eller positiv, til en given forskers arbejde og resultater, men at kalde Lomborgs forskning for “fantasifulde påfund” og hans skyfabrikker for et “mobilt springvandsshow” er simpelthen for tykt og lugter langt væk af opportunisme og populistisk flyden med strømmen i forsøget på at score nogle billige points på klimadagsordenen.Venstre (in casu Eyvind Vesselbo), der jo oprindelig gik foran i støtten til Lomborg i oprettelsen af Institut for Miljøvurdering, trækker også i land og vil undersøge, om man får mere medvind for pengene andetsteds… mere miljø, mener jeg!

Faktisk er denne debat et eklsempel på, at DF ikke altid vælger den mest populistiske vej at gå. Klimadiskursen farver enhver snak om miljøet, og det langt nemmeste er immervæk at afvise enhver kritisk forsknings relevans i skarpe vendinger. Det, DF gør, at beskytte og gå i brechen for en forsker, hvis resultater og holdninger strider imod de gængse, kræver politisk mod.

Forresten er min vurdering, at hele diskussionen om DF i regering eller ej er komplet irrellevant. DF ved udmærket godt, at de ingenlunde har interesse i regeringsdeltagelse af adskillige årsager. Først og fremmest vil det give dem et langt mere snævert spillerum til at lege opposition og kritisere regeringen og dens ministre. For det andet risikerer de at ende med tunge og upopulære sager, som på nuværende tidspunkt varetages af ministre fra V og K, hvilket kan mindske deres folkelige appel ganske drastisk. Langt mere givtig er den aktuelle position som magtfuldt støtteparti, der skal tages i ed ved alle større beslutninger og har udstrakt handlefrihed i kritikken af de regerende partier, fordi disse4 er helt afhængige af DF’s støtte i den etablerede parlamentariske situation.

Som Kjærsgaard selv udtrykker det:

Pia Kjærsgaard vil gerne i regering (Børsen)
“Lige nu ligger ministrene længere nede på magtbarometeret end jeg, og det siger, at vi lige nu har stor indflydelse.”
- Pia Kjærsgaard

Hvorfor i alverden skulle hun overhovedet overveje at bytte den position med ministertaburetter? Det sker ikke foreløbig, hvis man spørger undertegnede.