Religionslighed er en misforståelse (Konflikten)
“Folk sammenblander religionsfrihed med religionslighed. Religionsfrihed, som den er i grundloven, er sådan set slet ikke nogen frihed i sig selv. Det er snarere en indirekte kombination af forsamlingsfriheden, foreningsfriheden og ytringsfriheden. Religionsfrihed betyder ganske enkelt, at ingen kan tvinge dig ind i et religiøst fællesskab, du ikke ønsker, og at du iøvrigt er fri til at mødes med andre ligesindede og dyrke jeres fælles gudstro i henhold til loven. Det er altså en indirekte anerkendelse af ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden og ikke i sig selv en distinkt frihedsret.

Hvis man skal tage den logiske konsekvens af fortalerne for religionslighed, så burde vi altså også have indført ‘ytringslighed’ og ‘foreningslighed’ [...] Hvis staten giver penge til én bestemt oplysningskampagne, skal den også give den samme mængde penge til en oplysningskampagne, der siger det nøjagtigt modsatte. Det ville være ytringslighed. Det er naturligvis åbenlyst for enhver, at ytringslighed er en grotesk meningsløs blindgyde [...] Men hvordan kan det så være, at folk taler varmt om religionslighed? Hvordan kan det være, at folk ligefrem siger, at ‘vi har brug’ for en stormoské for at skabe mere ‘lighed mellem religioner’?
- Troels Heeger og Søren Villemoes

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. På en anden JP-blog, nemlig Karsten Bundgaards Er det bare mig?, står der også noget, jeg kan tilslutte mig, og det er jo altid opmuntrende. I dette tilfælde om den famøse bog af Thomas Rathsack, der stadig skaber overskrifter i medierne og antagelig vil gøre det et stykke tid endnu, bl.a. fordi Forsvaret ikke har frafaldet deres anklager mod Rathsack.

Nærmere bestemt nogle kloge ord om de konsekvenser af informationssamfundets mange videnspredningskanaler, jeg også selv var inde på i mit indlæg om sagen.

Jeg har oversat “Jægerbogen” (Er det bare mig?)
“I gamle dage kunne man nedlægge et fogedforbud mod en udgivelse, og derefter – hvis anmelder fik ret i sin påstand – kunne man så brændeoriginalmanuskriptet  og hele oplaget på bålet. Så var alle spor slettet. Men den går ikke længere. Murphys lov “Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt” kan omskrives til “Hvis noget kan offentliggøres, vil det blive offentliggjort””
- Karsten Bundgaard

Mit beskedne gæt er, at vi i den kommende tid kommer til at høre meget mere om den iboende konflikt, der er imellem hensynet til ophavsret og ytringsfrihed. Hvad har forrang? Og hvordan afgør man egentlig, om en handling er udført for at forsvare ytringsfriheden?

Min egen udlægning af Politikens trykning af Jæger – i krig med eliten var relativt positiv, især idet jeg valgte at godtage Tøger Seidenfadens forklaring om, at aktionen repræsenterede et forsvar for ytringsfriheden. Som den offentlige debat tydeligt illustrerede, er det imidlertid muligt at nå frem til mange andre konklusioner, og prioriteringen af hhv. ytringsfriheds- og ophavsretshensyn vil altid være en politisk afgørelse:

Politiken-sag sætter lov om ophavsret under pres (Information)
“I de her år ser vi en stigende tendens til, at ytringsfriheden tillægges en større og større betydning. Ytringsfriheden har vundet terræn i forhold til ophavsretten på en måde, vi ikke har set tidligere.”
- Morten Rosenmeier, lektor i jura og ph.d. ved Københavns Universitet

Ovenfor citerede lektor Rosenmeier går så langt som til at foreslå en ændring af ophavsretten, så den “bedre tager hensyn til ytringsfriheden.” Desværre glimrer et konkret bud på en sådan ændring ved sit fravær.

Jeg går som liberal ind for adskillelse af kirke og stat, men jeg må understrege, at jeg på ingen måde sympatiserer med den kampagne, VU leverede forleden. Det skyldes som antydet ikke primært indholdet, men derimod formen.Velsagtens for at give budskabet den rette pondus og medietække valgte man nemlig at lade den centrere sig om en bestemt og helt konkret handling: udmeldelse af folkekirken.

Medlemmer af Venstres Ungdom gik altså på gaden i Århus, København og Odense for at uddele udmeldelsesblanketter, så handlende og tilfældigt forbipasserende fik en ekstra mulighed for at udmelde sig. Det svarer lidt til at gå på gaden og uddele udmeldelsesblanketter til 3F for at slå et slag for fagforeningsfriheden. VU bedyrede ganske vist, at der ikke var tale om et korstog (undskyld udtrykket) mod kristendommen som sådan, og det er da heller ikke mit indtryk på baggrund af mit kendskab til udvalgsarbejdet, at dette var tanken bag.

Derfor forekommer valget af provokation mig særdeles tåbelig, idet sammenkædningen af den principielle diskussion om religionslighed og udmeldelse af folkekirken ikke kan undgå at resultere i negativ opmærksomhed om netop kristendommen og folkekirken som sådan.

Stiller man spørgsmålet “er du for religionslighed”, er det meget svært at svare andet end ja, og når opfordringen herefter lyder “så meld dig ud af folkekirken”, er det om muligt sværere i forbifarten at skue ind bag det negativt ladede og argumentatorisk forvrøvlede imperativ med et “ellers tak, fortsat god dag.” Det kan altså ikke undre, at folk i et vist omfang fulgte opfordringen og meldte sig ud på stedet – jeg vil skyde på, at en god del af de nys udmeldte ender med at melde sig ind igen før eller siden, for eksempel til næste dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse, de kommer i nærheden af. For mig at se er der med andre ord tale om en kampagne i retning af decideret hetz mod folkekirken.

Med hensyn til den rent principielle diskussion, der druknede lidt i VU’s klodsede indpakning af budskabet, er der adskillige problematiske aspekter af brugen af tilfældet folkekirken som eksempel på manglende religionslighed.

For det første glemmer mange, at vi allerede har religionsfrihed, dvs. at alle er frie til at dyrke deres tro som buddhister, muslimer, kristne, jøder og så videre efter forgodtbefindende. Det nuværende kirke-stat-forhold forhindrer på ingen måde folk af anden religiøs overbevisning end kristendommen i at gøre dette.

For det andet er det tilskud, staten giver kirken, ikke blot penge, der kan snoldes væk eller bruges på nye præstekjoler. Det er tværtom i høj grad penge, der går direkte til driften af de mange opgaver af bl.a. administrativ art, folkekirken i dag varetager for den danske stat.

Nogle af disse opgaver kunne uden videre løses i privat – og dermed religionsneutralt – regi. Denne ændring bør ingenlunde udsættes. Derimod er det fornuftigste fra et liberalt perspektiv straks at bringe disse opgaver, hvortil bl.a. tæller fødselsregistreringen, i udbud. Hvem kan løse dem bedst og billigst? Imidlertid må man, så længe ordningen er, som den er, ikke lade det ligge folkekirken til last. Der er tale om en politisk beslutning, hvorom der for øvrigt er bred enighed blandt Folketingets partier.

Gå nu efter bolden, ikke manden, VU!

Dertil kommer, og her bevæger jeg mig holdningsmæssigt væk fra mange af mine bekendte i VU, at man efter min bedste overbevisning kan diskutere, om de penge, der tilgår folkekirken ud over den del af tilskuddet, der i realiteten blot dækker omkostninger ved det administrative arbejde, folkekirken udfører, virkelig skal fjernes fra de kommende finanslove. I et samfund som det danske, der i høj grad bygger på kristne værdier, og hvor over 80 % af befolkningen er medlemmer af samme kirke, forekommer det mig faktisk en kende uforståeligt at nægte denne massivt støttede kirke enhver minimalt fordelagtig ordning.

Det er da at gå i for små sko i liberalismens navn fuldkommen at overse den unikke effekt, der følger af en folkelig konsensus om en fredelig, samfundsgavnlig og -opretholdende religionsdyrkelse, der både udmærker sig i kraft af den omfattende verdsliggørelse og den store integration med samfundet på alle niveauer: et massivt bidrag til sammenhængskraft og stabilitet i det danske samfund, før som nu. Ingen tvivl om, at religionsfrihed er et must i ethvert demokrati – men er religionslighed?

Man kunne måske vende diskussionen om og spørge: hvis 80 % af danskerne havde været muslimer/buddhister/hinduer/jøder, mon dog ikke dét faktum også havde medført visse særlige indretninger i den anledning? For mig er svaret klart.