I første del af artikelserien om det italienske demokrati og landets politiske kultur beskæftigede jeg mig med en sammenligning af Berlusconis politiske bevægelse og Mussolinis fascisme for at uddrage særlige fascistiske træk ved fænomenet Berlusconi. Selv om jeg veg tilbage fra at kalde ham fascist, konkluderede jeg også, at hans metoder er betænkelige set i en moderne demokratisk kontekst. I denne seriens anden artikel ser jeg nærmere på italiensk politisk kultur og søger at vise, hvori den adskiller sig fra den politiske kultur, der hersker i Danmark.

Politisk kultur. En foreløbig definition
Min opfattelse af, hvad der er acceptabelt i et demokrati, kommer ikke ud af den blå luft. Den er grundlagt gennem en tidlig oplæring i et bestemt demokratisk kodeks, der afstikker alment anerkendte standarder for, hvordan et demokrati fungerer, altså en slags ”uskrevne regler for politisk adfærd”. Sagen er imidlertid den, at disse uskrevne regler ikke er lige udbredte i alle nationale sammenhænge, medens de i visse lande kan være decideret uvigtige og erstattet af andre normer med lignende status. Det følgende er et forsøg på at karakterisere Italiens sæt af uskrevne regler for måske derigennem at opnå en forklaring på, hvorledes en mand som f.eks. Berlusconi kan vinde opbakning som landets regeringschef, altså om der er en sammenhæng mellem landets politiske kultur og dets valg af ledertype.

Som nævnt i første artikel kaldes disse uskrevne regler almindeligvis for politisk kultur. Begrebets grundpræmis er, at en stat ikke kun udgøres af institutionelle og lovmæssige foranstaltninger, men i lige så høj – eller endnu højere grad – af de mennesker, der lever i den, og deres kultur. Der er til stadighed uenighed inden for både humaniora og samfundsvidenskaberne om, hvorledes begrebet skal defineres, men denne diskussion vil jeg her sidde overhørig for i stedet at vælge en definition, der umiddelbart forekommer nyttig i sammenhængen, nemlig at politisk kultur er et mere eller mindre sammenhængende mønster af værdier, normer, holdninger, viden og handlemønstre, der fungerer som fikspunkter i det politiske liv.

Man opdeler traditionelt politisk kultur i tre grundniveauer, der indbyrdes hænger sammen på forskellig vis, nemlig 1) konsensusniveauet, 2) niveauet for grundlæggende politiske konflikter og 3) et aktualitetspræget niveau, så at sige for ”akutte” eller kortvarige aktuelle sager. Forudsætningen for et velfungerende demokrati er, at der er nogenlunde enighed om de centrale spilleregler for netop demokratiet på konsensusniveauet. I Danmark viser flere undersøgelser, at dette er tilfældet, men hvad med Italien?

Nord og syd – det todelte land
En meningsmåling foretaget af analyseinstituttet SWG i 1994 spurgte et repræsentativt udsnit af italienerne om, hvad de betragtede som særlige italienske karaktertræk. Kun 36 % betragtede ”tilslutning til de demokratiske værdier” som vigtigt, medens sølle 16 % mente, at ”samfundssind og tillid til staten” var et essentielt træk. Tværtimod er det vigtigste karaktertræk for en italiener ifølge dem selv et meget lokalt ”hensyn til familiens interesser” med 70 % opbakning. For at drage en parallel til den foregående artikel om Berlusconi kan man vel se sejren i 1994 som udtryk for en evne til at vende disse italienernes iboende opfattelser til egen fordel, idet hans kampagne identificerede institutionernes og statens etablerede elite med kommunismen og modsat kategoriserede sig selv som noget nyt og uprøvet, en ny mulighed. Det betyder ikke, at italienerne ikke var stolte af deres nationalitet, det gjaldt nemlig for 71,9 % af de adspurgte. Denne tilsyneladende positive indstilling overfor italiensk nationalitet skal dog sidestilles med, at over 50 % af de adspurgte var ”meget stolte” af at tilhøre deres geografiske lokalområde eller region. National- og regionalfølelse udelukker altså ikke hinanden.

Der tegner sig ikke desto mindre en fremtrædende uenighed om, hvad italienskhed er, når man opdeler besvarelserne efter politisk tilhørsforhold, især mellem højrefløjen, der vægter samfundssind relativt højt, og samfundets øvrige politiske grupperinger, der ikke agter denne værdi, men i stedet værdsætter mere nære, individuelle værdier. Sociologen Anthony D. Smith definerer en nationalstat som afhængende af en række grundlæggende integrerende træk, heriblandt vigtigst fælles territorium, historiske minder, fælles massekultur, fælles anerkendte grundlæggende rettigheder og pligter og en fælles økonomi. De formelle træk er naturligvis på plads i Italien, men hvad med fælles historie og kultur? Filosoffen Norberto Bobbio har engang påpeget, at denne følelse af fælles rødder i Italiens tilfælde glimrer ved sit fravær.

Den kulturelle opdeling af Italien i Nord- og Syditalien, som jeg kunne forestille mig, at han sigter til, har rødder helt tilbage fra Italiens samling, hvor Italien var kendetegnet ved at være et særdeles heterogent land både i religiøs, politisk, økonomisk, kulturel og social forstand. De mange elitære forsøg på at skabe en reel national identitet har haft den stik modsatte effekt. Da man efter Italiens skabelse omkring 1860 gik i gang med at hæve befolkningens intellektuelle niveau med elitens som forbillede, overså man f.eks., at den jævne befolkning først sent kom med i noget så basalt som det italienske sprogfællesskab, da eliten med ét dæmoniserede dialekter og udnævnte toskansk til det officielle rigsmål.

På det tidspunkt talte nemlig kun 0,8 % af den ikke-toskanske befolkning den nys kanoniserede dialekt. De uligheder mellem syd og nord, som bl.a. denne sprogbarriere medførte, er fortsat indtil i dag. Sat på spidsen kan man sige, at Norditaliens befolkning er velhavende og veluddannet, medens Syditaliens indbyggere er lavt- eller uuddannede og fattige – typisk engagerede i de primære (altså de agrare) erhverv. Denne heterogenitet giver slette vilkår for national enighed om en konsistent politisk kultur.

Mistilliden og dens konsekvenser
Det unge demokrati – Italiens styre indtil slutningen af 2. verdenskrig baseredes på den monarkiske Statuto-forfatning indført i 1848, der gav monarkiet omfattende konstitutionelle muligheder – Italien har i sin dannelsesproces været udsat for en række undtagelsestilstande, der udstiller dets skrøbelighed, dels de dysfunktionelle liberale regeringer før fascismen, så Mussolinis fascistiske regime og senest den række af korruptionsskandaler i det politiske establishment, der er fulgt i hælene på operation Rene Hænder (Operation Rene Hænder betegner en lang række retssager mod Italiens politiske elite for korruption, magtmisbrug og deslige) fra 1992. Faktisk synes skandaler og undtagelsestilstande at være så hyppigt forekommende, at der nærmest kan udråbes permanent undtagelsestilstand i det italienske demokrati efter danske forhold.

De nævnte undtagelsestilstande har tilsammen medvirket til at lægge selv de demokratisk indstillede borgerskab en dyb skepsis over for statsmagten på sinde. Denne skepsis har medført en udbredt utilfredshed med demokratiet, der blandt andre er dokumenteret af CENSIS, et italiensk socialforskningsinstitut, der dels publicerer en stort anlagt årsrapport, dels en række mindre lejlighedsbestemte undersøgelser med jævne mellemrum. En CENSIS-undersøgelse fra 1995 viste nemlig, at kun 4,5 % af italienerne følte sig repræsenterede af regeringen, lidt flere af parlamentet. Denne utilfredshed har ført til, at italienerne har orienteret sig imod familien og nærmiljøet i en grad, der ikke er hensigtsmæssig, hvis målet er at skabe en formålstjenlig politisk kultur ikke ulig den danske.

I et land, hvor 80 % af indbyggerne ser familien som det vigtigste i deres liv, har der udviklet sig en særlig italiensk norm på konsensusniveauet i den politiske kultur, der legaliserer personlig og familiemæssig vinding som motiv til politisk engagement rangerende på lige fod med ønsket om at tjene staten og udvikle samfundet i en bestemt retning. Antropologen Edward Banfield har lanceret begrebet amoralsk familisme til at dække denne norm, der altså gør det legitimt at sætte sine egne og familiens interesse over statens. Familismen har som implicit konsekvens, at loven, staten og samfundet, med andre ord hele demokratiet og det parlamentariske system, kun fungerer, hvis familiens interesser ikke strider mod lovens bogstav.

Sideløbende med den amoralske familisme, der jo egentlig kan sammenlignes med det mere alment udbredte begreb nepotisme, har også en anden tendens spredt sig og fået indflydelse på den politiske kultur i Italien. Det er den såkaldte klientelisme, der som system går tilbage til det gamle Rom. Begrebet dækker over et bytteforhold mellem en stærk, rig eller velanset mand, en patron, og en mindre rig, stærk eller velanset klient. Forholdet kommer til udtryk gennem udvekslingen af goder, af hvilke der findes to hovedtyper, nemlig de instrumentelle og de ekspressive goder.

Klientelisme og familisme i samfundslivet
De instrumentelle goder er de fordele, en patron giver sine klienter, f.eks. økonomisk støtte, fremmelse af klientens karriere, hjælp til en sag el.lign. De ekspressive er derimod udtryk for den hengivenhed, loyalitet og tillid, en klient viser patronen som tak for dennes patronage. Det farlige er ikke i sig selv klientelismen og familismen, men så snart disse bestanddele i den civile kultur accepteres i den politiske ditto, opstår interessekonflikter, magtmisbrug osv. i stil med det, vi har set i Berlusconis tilfælde. Forza Italia, der som behandlet har organisatorisk grundlag i Berlusconis virksomhed, ledes for eksempel af koncernen Fininvests ledende medarbejdere. Klientelismens udbredelse er en tendens, der så at sige reproducerer sig selv i og med, at undergravningen af effektiviteten af og tilliden til den demokratiske praksis gør det endnu mere fordelagtigt at vende det demokratiske system ryggen og i stedet dyrke nærmiljøet og individuelle interesser.

Baggrunden for, at Berlusconi med disse tvivlsomme meritter alligevel gang på gang vælges af et flertal af den italienske vælgerbefolkning, er måske netop, at hans måde at agere på og den måde, hvorpå han kommunikerer sine budskaber, minder italienerne om noget velkendt, nemlig deres lokale informelle system af patroner, hos hvilke de ligeledes ser igennem fingre med små fejl og mangler set i lyset af de instrumentelle goder, de kan opnå ved fortsat hengivenhed.

Måske kan Berlusconis succes grundlæggende forklares ved, at han ikke spiller efter reglerne. Et eksempel: folk er gennemgående utilfredse med staten. Berlusconi ytrer, at skattesystemet er et overgreb på individets frihed. Summa summarum: lad bare være at betale. Et andet: folk er gennemgående utilfredse med bureaukratiet og synes ikke, at det taler deres sprog. Berlusconi kommunikerer simpelt og metaforrigt og ignorerer banal politisk etikette. Lingvisten Raffaele Simone er ophavsmand til betegnelsen ”forsimplende metaforisering” om det, Berlusconi gør med sit sprog. Mange metaforer hentes i fodboldverdenen. Den almindelige italiener henledes til at tænke, at det ikke er nødvendigt at sætte sig ind i politik, for “i virkeligheden forstår jeg det godt, når der tales rent ud. Det handler om fodbold!” Berlusconi legitimerer eller anpriser altså ligefrem den gængse politiske kultur og taler italienerne efter munden i stedet for at modarbejde den ud fra et ædelt demokratisk motiv. For at gentage en pointe fra seriens første artikel: han er populist – og dét i usædvanlig udstrækning!

At dømme den italienske politiske kultur mindreværdig i forhold til den danske vil naturligvis repræsentere en form for kulturel egocentrisme, hvilket ikke er ideen med denne diskussion, men under alle omstændigheder synes det på baggrund af det foregående fornuftigt at konkludere, at Italiens politiske kultur som følge af en kort udviklingsperiode med en række turbulente begivenheder har en række kendetegn, der afviger fra dansk – og for så vidt nordeuropæisk – politisk kultur. De afvigende kendetegn skyldes en af de turbulente begivenheder grundlagt skepsis over for det demokratiske system i almindelighed og staten i særdeleshed, idet denne skepsis har skabt en tendens til orientering mod nærmiljøet, det være sig regionen, familien og de personlige kontakter, i forsøget på at etablere et alternativ til den ineffektive og korrupte stat i form af familisme og klientelisme på det lokale niveau.

Ydermere har udviklingen forårsaget et skred i retning af, at klientelisme og familisme som metode er blevet accepteret ikke kun i den civile sfære, men ligeledes i statsligt regi; i parlamentarisk kontekst med stemmeafgivningen som oplagt ekspressivt gode. Denne accept har haft en selvforstærkende effekt, der har gjort italienernes tillid til statsmagten endnu mere fraværende. Endvidere kan den tjene som forklaring på, hvorfor italienerne ikke som vi med dansk politisk kulturs målestok finder Berlusconis regeringsførelse problematisk i langt højere grad, end tilfældet er.

Søvndal selv ser “intet odiøst” i, at han har modtaget rådgivning udi komikkens svære kunst og bedyrer i øvrigt, at størstedelen af hans jokes er udtænkt af ham selv. Det mest skræmmende er vel i grunden, at han har ret. Det er ikke spor odiøst, at vi ikke aner, hvor grænsen mellem politikerne selv og det fernis af smart design, der er spartlet nænsomt ud over deres medieoptrædener, går.

Rådgivningen af vort lands politiske ledelse angår i dag snart sagt enhver situation, de kan tænkes at optræde i. Der rådgives om politisk indhold, debatteknik, tv-optræden, brug af Internettets nye medier – og nu også i komik. Brugen af særlige rådgivere af forskellig art er udbredt på begge fløje i dansk politik, og intet tyder på, at tendensen er for nedadgående. Snarere tværtimod.

Men er det ikke, kunne man måske spørge, blot rimeligt, at vore politikere søger råd og vejledning, for så vidt denne rådgivning kun medvirker til at sikre kompetente beslutninger, interessante tv-shows og levende profiler på Facebook? Eftersom politikerne i umindelige tider har modtaget rådgivning af deres embedsapparat, partisekretariater og deslige, er spørgsmålet sådan set godt nok. Hvorfor er den massive personlige rådgivning, der vel kan betragtes som en simpel professionalisering og systematisering af den rådgivning, der allerede har fundet sted siden tidernes morgen, overhovedet problematisk?

Det er den, fordi rådgivningen gør det uigennemskueligt, hvem vi egentlig stemmer på, når vi går til valgurnerne og sætter vort kryds. Tusinder af danskere, der har stemt på Villy Søvndal måske blandt andet for at anerkende hans hyggelige og morsomme tilgang til den ellers lidt træge og tørre politiske debat, afgav deres stemmer i troen på, at ophavsmanden til Villy Søvndals komik var Søvndal selv. Det viser sig ikke at holde stik, og det er dybest set svindel.

Grundlaget for, at borgerne i et demokratisk samfund kan træffe kvalificerede valg og stemme på de politikere, de finder bedst egnede til at lede landet, er, at det er borgerne muligt at vurdere de enkelte politikeres styrker og svagheder. Når Villy Søvndals komik er Dorsets, er det Dorset og ikke Søvndal, der i realiteten tages stilling til, ligesom det er LO’s og ikke Socialdemokraternes politiske kompetence, der tages stilling til, når S’s politiske program er udformet af LO og ikke af S, som det hændte i Odense og København i forbindelse med den seneste kommunale valgkamp.

Den fremherskende politikerlede, hvorom man har hørt megen frygtsom tale blandt politisk interesserede, er et fuldt ud forståeligt modtræk til det billede af utroværdigt glinsende og ned til mindste detalje perfekte politikere, der fremmanes af spindoktorer, særlige rådgivere og lignende. Såfremt man foretrækker et gennemskueligt og åbent folkestyre, hvortil borgerne trygt kan sætte deres lid, er politikere, der er ærlige om sig selv og deres formåen, en grundlæggende forudsætning. Katten må med andre ord ud af sækken i dansk politik – borgerne fortjener at vide, hvem og hvad de stemmer på.