Religionslighed er en misforståelse (Konflikten)
“Folk sammenblander religionsfrihed med religionslighed. Religionsfrihed, som den er i grundloven, er sådan set slet ikke nogen frihed i sig selv. Det er snarere en indirekte kombination af forsamlingsfriheden, foreningsfriheden og ytringsfriheden. Religionsfrihed betyder ganske enkelt, at ingen kan tvinge dig ind i et religiøst fællesskab, du ikke ønsker, og at du iøvrigt er fri til at mødes med andre ligesindede og dyrke jeres fælles gudstro i henhold til loven. Det er altså en indirekte anerkendelse af ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden og ikke i sig selv en distinkt frihedsret.

Hvis man skal tage den logiske konsekvens af fortalerne for religionslighed, så burde vi altså også have indført ‘ytringslighed’ og ‘foreningslighed’ [...] Hvis staten giver penge til én bestemt oplysningskampagne, skal den også give den samme mængde penge til en oplysningskampagne, der siger det nøjagtigt modsatte. Det ville være ytringslighed. Det er naturligvis åbenlyst for enhver, at ytringslighed er en grotesk meningsløs blindgyde [...] Men hvordan kan det så være, at folk taler varmt om religionslighed? Hvordan kan det være, at folk ligefrem siger, at ‘vi har brug’ for en stormoské for at skabe mere ‘lighed mellem religioner’?
- Troels Heeger og Søren Villemoes

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. På en anden JP-blog, nemlig Karsten Bundgaards Er det bare mig?, står der også noget, jeg kan tilslutte mig, og det er jo altid opmuntrende. I dette tilfælde om den famøse bog af Thomas Rathsack, der stadig skaber overskrifter i medierne og antagelig vil gøre det et stykke tid endnu, bl.a. fordi Forsvaret ikke har frafaldet deres anklager mod Rathsack.

Nærmere bestemt nogle kloge ord om de konsekvenser af informationssamfundets mange videnspredningskanaler, jeg også selv var inde på i mit indlæg om sagen.

Jeg har oversat “Jægerbogen” (Er det bare mig?)
“I gamle dage kunne man nedlægge et fogedforbud mod en udgivelse, og derefter – hvis anmelder fik ret i sin påstand – kunne man så brændeoriginalmanuskriptet  og hele oplaget på bålet. Så var alle spor slettet. Men den går ikke længere. Murphys lov “Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt” kan omskrives til “Hvis noget kan offentliggøres, vil det blive offentliggjort””
- Karsten Bundgaard

Mit beskedne gæt er, at vi i den kommende tid kommer til at høre meget mere om den iboende konflikt, der er imellem hensynet til ophavsret og ytringsfrihed. Hvad har forrang? Og hvordan afgør man egentlig, om en handling er udført for at forsvare ytringsfriheden?

Min egen udlægning af Politikens trykning af Jæger – i krig med eliten var relativt positiv, især idet jeg valgte at godtage Tøger Seidenfadens forklaring om, at aktionen repræsenterede et forsvar for ytringsfriheden. Som den offentlige debat tydeligt illustrerede, er det imidlertid muligt at nå frem til mange andre konklusioner, og prioriteringen af hhv. ytringsfriheds- og ophavsretshensyn vil altid være en politisk afgørelse:

Politiken-sag sætter lov om ophavsret under pres (Information)
“I de her år ser vi en stigende tendens til, at ytringsfriheden tillægges en større og større betydning. Ytringsfriheden har vundet terræn i forhold til ophavsretten på en måde, vi ikke har set tidligere.”
- Morten Rosenmeier, lektor i jura og ph.d. ved Københavns Universitet

Ovenfor citerede lektor Rosenmeier går så langt som til at foreslå en ændring af ophavsretten, så den “bedre tager hensyn til ytringsfriheden.” Desværre glimrer et konkret bud på en sådan ændring ved sit fravær.

Det er da også en sag med ualmindelig mange spændende vinkler: spredningen af information i den moderne verden, ophavsretten (må Seidenfaden trykke en People’s Press-bog uden tilladelse?), (soldaters) ytringsfrihed, Forsvarets metoder, medierne som fjerde statsmagt osv.

Det arbejde, Forsvaret udfører i Afghanistan, er kompliceret og yderst risikabelt, hver eneste dag. Af hensyn til rigets sikkerhed og vores udsendte i verdens brændpunkter skal Forsvaret, PET osv. nødvendigvis have visse censurerende beføjelser, bl.a. i respekt og ærbødighed for de udsendte soldaters professionelle arbejde. Derfor ville jeg, hvis Forsvaret havde specificeret de passager i bogen, der truer rigets sikkerhed, over for forlaget, ikke have haft det fjerneste imod, at de blev fjernet.

Det ønskede Forsvaret ikke at medvirke til, og det er det springende punkt for mig, der legitimerer Politikens udgivelse af bogen før fogedrettens afgørelse. Ingen offentlig myndighed skal kunne standse en udgivelse – og altså udøve censur – på et så vagt grundlag. Sagligt ubegrundede fogedforbud er, som jeg ser det, nærmest at sammenligne med Middelalderens bogafbrændinger. Forskellen er blot, at hvor forne tiders kontroversielle eller ‘skadelige’ materiale kunne udryddes ved indsamling og efterfølgende kort proces i de slikkende flammer, er det i dag så godt som umuligt at standse spredningen af information.

Derfor havde Forsvaret tabt på forhånd, som det også fremgår af Fogedrettens afgørelse:

Fogedrettens afgørelse (PDF)
“Under hensyn til, at bogen er blevet offentliggjort i sin helhed i Politiken den 16. september 2009, at bogen allerede har været omtalt og citeret bredt i andre dele af pressen og at bogen ligger tilgængelig på internettet, hvorfra den frit kan downloades, [...] og det på nuværende tidspunkt må antages reelt ikke længere at være muligt at forhindre viderespredning, findes formålet med at nedlægge fogedforbud over for ArtPeople A/S – at ville forhindre viderespredning af oplysningerne til offentligheden – ikke længere at kunne opnås.”
- Bodil Toftemann, Fogedretten

Alt i alt virker det, som om Forsvaret ikke har tænkt sig synderligt om. For det første, hvordan forklarer Forsvarskommandoen, at man kendte til Rathsacks bog langt tidligere, end man blandede sig i sagen? For det andet, hvorfor gav man ikke blot Rathsack og People’s Press specifikke anvisninger, der kunne lede til eliminering af bogens potentielt nationalsikkerhedsskadelige passager, så det resterende manuskript kunne udkomme uhindret? Og for det tredje, hvorfor er Forsvaret så hurtigt ude med skråsikre meldinger om en arabisk oversættelse af bogen til ministeren, inden dets arabiskkyndige har tjekket oversættelsen efter?

Der har været røster i debatten, som har fremført det plausible i, at Forsvarets panikagtige reaktion skyldes bogens afsløring af, at Genevekonventionerne ikke overholdes, og det er selvfølgelig, sandfærdigt eller ej, nogle beskyldninger, der retfærdiggør offentliggørelsen af Rathsacks bog – og maksimalt tænkelig åbenhed om Forsvarets arbejde (under hensyntagen til den nationale sikkerhed) i det hele taget – på endnu et plan. Hvordan sikrer vi offentligheden adgang til at føre fri og kritisk kontrol med Forsvarets arbejde, såfremt oplysninger, dokumenter og informationer kan holdes tilbage uden videre?

Politikens udgivelse af bogen var et forsvar for ytringsfriheden, der samtidig aktualiserede et vigtigt spørgsmål: har vi et Forsvar for ytringsfriheden? Man kan påpege, at jeg i min lovprisning af et landsdækkende medie, der publicerer en bog i fuld længde uden forudgående aftale med forlaget bag, tilsyneladende må have glemt mine ord om ophavsrettens ukrænkelighed som forudsætning for et liberalt, demokratisk samfund – og deri er der bestemt en interessant pointe, som jeg dog ikke er enig i.

Det faktum, at krænkelser af ophavsretten er ulovlige, må ikke afholde os fra at forsvare vores samfund mod tilstande, hvor fogedforbud og censur uden domstolsprøvelse bliver almindelig retspraksis. Det essentielle i denne sag er som skrevet står:

Grundlovens §77
“Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”
- Grundloven

Ifald det bliver retspraksis, at man med diffus henvisning til “rigets sikkerhed” uden videre kan standse bogudgivelser uden rettergang, vil dette være en alvorlig knægtelse af ytringsfriheden. Politiken valgte – under domstolsansvar – at trodse reglerne om ophavsret for at forsvare ytringsfriheden, og People’s Press vil formentlig sagsøge avisen for dens gerninger i et forsvar af deres og Rathsacks ophavsret. Det pudsige – og på sin vis fabelagtige – ved sagen er, at de begge gør det eneste rigtige.

Fik man ikke fat i Politiken, udkommer bogen som planlagt på forlaget inden længe – og kan allerede nu forudbestilles rundt om i landets boghandlere. Den giver forhåbentlig et relevant, velskrevet og oplysende billede af en jægersoldats og Forsvarets arbejde; i modsat fald kan vi siges at have spildt både tid og spaltemeter i de forløbne uger.