Socialdemokraterne fabler om en statsbank. Du godeste:

Socialdemokraterne: Staten skal drive bank (180Grader)
“For det første kunne det hjælpe virksomhederne. Men det kunne også få de private banker op på stikkerne, når der er konkurrence fra det offentlige.”
- Anders Lundkvist

Siger hvem? Anders Lundkvist, der er ekstern lektor i økonomi – men samtidig medforfatter af leksikon.org, som de fleste vist indrømmer mildest talt er en temmelig tendentiøs størrelse til trods for deres leksikale ambitioner. Det der med objektivitet er jo en hård nød at knække. De forsøger sikkert – kanske de bare ser et rødt flag smælde lidt for ofte? Men 180Grader, helt ærligt, hvad er en ultrasocialist? Jeg spørger bare.

Pia Kjærsgaard lutrer min sjæl med et fornuftigt ugebrev – ja, de findes faktisk – om klimadebattens eskalerende hysteri. Mind mig om at skrive en klimapolitisk kommentar ved førstkommende lejlighed. Men lææs nu, hvad fru Kjærsgaard ytrer:

Giv os proportionerne tilbage (Dansk Folkeparti)
“Ingen med fornuften i behold kan være modstander af, at vi træffer vore forholdsregler, når det gælder om at modvirke opvarmningen – også selv om omfanget af menneskets indflydelse på denne ikke entydigt er fastlagt, og selv om klimaet er en uhyggelig kompleks størrelse, der er genstand for stor uenighed blandt forskere. Men jeg står helt af, når man ”aftaler”, at temperaturen ikke må stige mere end to grader over en årrække. Hvordan i alverden kan man aftale noget, som man end ikke aner, om man har indflydelse på?”
- Pia Kjærsgaard

Godt brølt, løve, som man siger (om man har læst Shakespeare eller ej). Et af de oversete dilemmaer i klimadebatten, som Kjærsgaard mere eller mindre bevidst berører, ligger mig i høj grad på sinde: forskningsfriheden. For når medierne og politikerne ukritisk labber alle dommedagsprofetierne i sig og giver dem al den taletid, der er til rådighed, er der ingen taletid til den forskning, der er kritisk over for tanken om menneskeskabt global opvarmning – eller som måske bare er af den opfattelse, at pengene kan bruges bedre end til at halse efter Kyoto-målene her og nu. Og de forskere, der ikke er taletid til, er der heller ingen forskningsbevillinger til. Så enkelt er det.

Den kritik, Socialdemokraternes Mette Gjerskov (miljøordfører, og det er ikke arbejdsmiljøet, der er tale om) straks buser ud med, er ret sigende for niveauet i klimadebatten. Enten er man med os, eller også er man imod os, og i sidstnævnte tilfælde har vi gloserne klar. Klimafornægter o. lign. – ikke at forveksle med Holocaustfornægter, selv om ordvalget unægtelig bærer på en negativ konnotation, der peger i den retning. Pia Kjærsgaards udmelding er “direkte skadelig,” mener Gjerskov. Værsgo at læse med: Pia Kjærsgaard: Vi aner ikke, om vi har indflydelse på klimaet (Ingeniøren). Hvori består det skadelige i at se kritisk på omstridt forskning? Er det ikke snarere Gjerskovs klimahetz, der er skadelig, når det kommer til stykket? Klimahetz. Nyt ord. Tag det og brug det!

Debatten om mænd og kvinders respektive ansvar for manglende børn i landet tillige med sædeligheden i singlekvinder med børn fortsætter naturligvis – jeg deler lige to gode links med jer. For det første et befriende fordoms- og floskelfrit opråb til mænd og kvinder fra en kommunikationsrådgiver ved navn Signe Wenneberg, jeg ikke har hørt om før. For det andet endnu en kvinde, Marie Wandel Kampmann, der også rusker op i mændene: hvis I synes, det er en katastrofe, at børn vokser op uden en far, så kom da i gang. Kurtisér, charmér, forfør de enlige mødre! De leder stadig efter den eneste ene.

For så vidt et sympatisk budskab, men jeg vil nu stadig vove at påstå, at det har mændene nok prøvet – at være prinsen på den hvide hest er sin sag i dag. Enten er hesten desværre lidt for grålig, eller også glemte prinsessen lige at specificere: det er naturligvis kun kronprinser, der har interesse. Gør op med perfektionismen, find hinanden og find jer i hinanden, som jeg skrev, og det gjaldt for øvrigt såvel kvinder som mænd. Alt andet er synd, ikke kun for mændene (det tykkes mig, at der går en smule feminisme i denne debat), men for kvinderne ligeså.

Med et link til Henriette Kjærs snak om et “psykologisk spil” om regningen for oprettelsen af fribyer for forfattere, der er forfulgt for at bruge deres ytringsfrihed, er vi ved at være ved vejs ende:

Ingen betaler for forfulgte forfattere (Danmarks Radio)
“Det er ærgerligt, vi ikke er blevet et friby-land, når vi har besluttet det. Men jeg ser det sådan, at der kører et psykologisk spil mellem staten og kommunerne om regningen.”
- Henriette Kjær

Og så? Et psykologisk spil om regningen skal forhindre os i at tilslutte os dette glimrende initiativ? Der skal findes en løsning, og det med det vuns. Ingen pris er for høj at betale for ytringsfriheden. Og så har vi endda penge stående i Kulturministeriet! Hvad venter vi på?

Børnefødselstallet er på sølle 1,9 pr. dansk kvinde i den fødedygtige alder (DJØF). Der er med andre ord ingen grund til at forvente, at nytilstrømningen til arbejdsmarkedet i den nærmeste fremtid vil se stort anderledes ud end i dag. Vi reproducerer end ikke os selv (grænsen for dét er som bekendt 2,1). Samtidig stiger gennemsnitsalderen for førstegangsfødsler. Det interessante er, at det tilsyneladende ikke skyldes en udbredt tendens til, at kvinder ikke ønsker børn og hellere vil bruge deres liv på andre foreteelser.

Tværtom, skulle man tro, for samtidig med det lave børnefødselstal stiger anvendelsen af forskellige former for fertilitetsbehandling, og nu om stunder bliver mange kvinder tilmed kunstigt befrugtet og vælger at påtage sig ansvaret for et barn uden en mand ved deres side. Men hvorfor skal børnene så sættes så sent i verden? Undertegnedes bud er helt klart: børn er blevet et projekt – på linje med det perfekte hjem, den perfekte karriere osv. skal vi nu også have de perfekte børn.

Det indebærer to ting. For det første, at den perfekte mand findes inden. For det andet, at barnet ankommer på et tidspunkt, der er om ikke perfekt, så i det mindste så velvalgt, at det ikke må deles om opmærksomheden med andre presserende livsopgaver og -processer. Dem – de presserende livsopgaver – er der imidlertid ret mange af. Omvendt er der nok ikke så mange perfekte mænd, ligesom jeg heller ikke skyder på, at der findes frygtelig mange perfekte kvinder.

De præmisser, der skal være på plads, før den selvrealiserende, selvkritiske, evigt selvevaluerende kvinde anno 2009 (og muligvis i stigende grad ditto mand?) kan afse tid til projekt barn, er med andre ord ikke bare høje, de rækker ind i Himlen og skriger til den på én gang i deres skingrende naivitet. Selv når man som gennemsnitligt 28-årig kvinde står og efterhånden synes, at man har rimelig godt styr på det hele, aner man jo i realiteten ikke, om drømmemanden er ligeså drømmeagtig om bare 2 eller 3 år – eller om han kører galt på Ringvejen i morgen, for den sags skyld. Får en tagsten i hovedet. Perfektion er en definitorisk umulighed i en uperfekt verden.

Og hvorfor skal alting egentlig være så perfekt? Lykke og perfektion hænger ikke nødvendigvis sammen, hverken for børn eller forældre. Desuden  er børn er klogest, sundest og med mindst risiko for komplikationer o.lign., når de fødes tidligt – helst i 20-25-årsalderen skal man i gang. Dertil kommer, at tidlige børnefødsler forebygger brystkræft. Som  sundhedsminister Jakob Axel Nielsen så rigtigt har sagt:

Få børn før du bliver 30 (BT)
“Jeg synes, at det er skønt, at man kan forebygge noget så forfærdeligt som kræft, med noget så fantastisk som børn.”
- Jakob Axel Nielsen

Selvfølgelig skaber samfundsmæssige problemer nærmest reflektorisk en rask mudderkastningsdebat, ikke mindst når de giver mulighed forat snakke køn, sex og så videre. Hvem sidder med Sorteper, hvem har aben på skuldrene? Særlig fremtrædende har debatten mellem Morten Staberg og Anna Sophia Hermansen været – de har nemlig to forskellige bud, der på ingen måde kommer godt overens. Medens Staberg bl.a. klandrer kvinden af i dag for at være for perfektionistisk og kere sig for lidt om sin femininitet, forklarer Anna Sophia Hermansen kvinders ulyst til at få børn med den moderne mand med, at han er for meget drengerøv. Hvem der trækker det længste strå, vil undertegnede lade læseren bedømme.

Undertegnede har en ide om, hvad der går galt for begge kombattanter: de er for perfektionistiske. Staberg, helt ærligt, kan man ikke elske en kvinde, bare fordi hun – også – viser sig med morgenhår 0g udtværet mascara engang imellem? Hermansen, gør det virkelig en mand totalt ucharmerende, at han tager til fodbold med gutterne i ny og næ? Nu om stunder, hvor både kvinder og mænd og folk i det hele taget tror sig nok i sig selv, glemmes det let, at kærlighed ikke kun er fryd og gammen. Kærlighed er også et offer. Et afkald. Man finder hinanden – og finder sig i hinanden. Også på de dårlige dage.