Hvad skaber et demokrati? For at begynde ved begyndelsen, betyder ordet folkestyre – eller alternativt folkets styre. Demokrati er med andre ord en styreform, der er kendetegnet ved, at den er både for og af folket. Folket styrer. I forsøget på at besvare spørgsmålet om, hvori et demokrati består, må man derfor nødvendigvis tage udgangspunkt i en søgen efter de karakteristika ved et styre, der gør det muligt for folket at regere.

For at tage beslutninger på et fornuftigt grundlag skal man først og fremmest have adgang til information. I diktaturer, der styres af et eller ganske få mennesker, er det ikke en forudsætning for styrets fortsatte drift, at denne informationsadgang gælder folket i dets helhed. Når blot en lille skare har ansvaret for at træffe beslutninger på befolkningens vegne, gør det ingen forskel, om folket har fri adgang til den information, der ligger til grund for magthavernes beslutninger.

I et folkestyre, derimod, forekommer det naturligt at antage, at den frie adgang til information og viden om forhold såvel i landet som uden for dets grænser er nødvendig, ej blot for de repræsentanter, borgerne vælger til parlamentet, men også for menigmand, den almindelige borger. Enhver information, der unddrages offentlighedens opmærksomhed og gøres utilgængelig, og hvorom befolkningen følgelig forbliver uvidende, kan nemlig ikke indgå i den meningsdannelse, der foregår i det offentlige rum. Enhver information, der ikke er tilgængelig, forringer med andre ord den viden, der gør det muligt for befolkningen kritisk at vurdere de tiltag, de folkevalgte repræsentanter præsenterer dem for.

Samfund, der præges af mangel på åbenhed om de politiske beslutningsprocesser og den viden om landet og den omkringliggende verden, der muliggør stillingtagen, vil uundgåeligt lide af en offentlig debat, der, selv i de tilfælde, hvor den af denne eller hin grund måtte blusse op, har et lavt vidensniveau og derfor hurtigt antager polemisk og propagandistisk karakter eller stagnerer for siden at forstumme helt. Uden åbenhed ingen (kvalificeret) diskussion – og uden diskussion ingen kritik eller kontrol.

Med det ovenstående in mente kan man spørge, hvorfor et demokratisk samfund som det danske ikke giver fri og ubesværet adgang til al den information, der produceres af offentlige myndigheder. Det er dog et spørgsmål, der – omend fundamentalt og essentielt som basis for videre undersøgelse – let lader sig besvare. Nærliggende er det nemlig, at ikke al information tjener til landets og borgernes interesse at offentliggøre. Den aktuelle lækagesag er et eksempel på netop dette: militære operationer bør af gode grunde ikke underlægges et fundamentalistisk krav om absolut åbenhed, og visse oplysninger af særlig karakter – heriblandt information som den, Forsvarsministeriet (i skikkelse af en endnu ukendt medarbejder) i sin tid kom for skade at offentliggøre – bør endda formenes offentlighedens adgang, simpelthen af sikkerhedsmæssige årsager.

Der er således grænser for offentlighed. Ingen tvivl om det. Hvad der imidlertid er mere uklart, er den grænsedragning, der knytter sig til erkendelsen om offentlighedens grænser. Hvad karakteriserer den type eller de typer af information, der skal tilbage- og hemmeligholdes? Militære operationer bør ikke havne på forsiden af dagens avis, før de føres ud i livet, det siger sig selv. Diplomatiske anliggender, der af modparten ønskes behandlet i al fortrolighed, bør ligeledes som udgangspunkt håndteres derefter. Desværre kan man forestille sig en lang række gråzoner. Sager, hvor afvejningen af hensynet til offentlighed over for militært og/eller administrativt hensigtsmæssige dispositioner ikke er så ligetil, som den fremstår herover.

Og hvad gør man så? Da den borgerlige regering trådte til i 2001, var en af dens ambitioner at skabe bedre vilkår for den frie offentlighed. Man ønskede med andre ord at revidere offentlighedsloven, således at den i mindre grad end tidligere indeholdt uhensigtsmæssige smuthuller, der kunne bruges til at skjule relevant information for borgerne. Man ønskede, at det skulle være nemmere at holde myndighederne i ørerne. I 2002 nedsatte man derfor en såkaldt Offentlighedskommission, der skulle udarbejde forslag til en ny offentlighedslov. Det stod skrevet om kommissionens formål, at “det overordnede sigte [...] skal være at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold.” Efter syv års arbejde blev frugterne af kommissionens arbejde afleveret til justitsminister Brian Mikkelsen d. 10. november 2009 i form af et digert værk på intet mindre end 1216 sider.

Såfremt man er i det lune, er det oplagt at korse sig over en betænkning af en sådan længde, når man tager emnet i betragtning. Hvem læser nogensinde et sådant tekstmonstrum? Debattøren og forfatteren Rune Lykkeberg polemiserer:

De vælter vrøvl i hovedet på os (Information)
“I stedet for at sige for lidt siger man for meget og lægger det hele frem. I stedet for at skjule informationer ved at holde dem væk, så gemmer man dem i en overflod af andre informationer: Offentlighedskommissionens betænkning er på 1.216 sider. Der findes sikkert ikke en eneste engageret borger i dette land, som kommer til at læse hele denne betænkning. Det er et utroligt spændende tema, som bliver gjort utroligt tungt ved at blive lagt frem som en mursten.”
- Rune Lykkeberg

Jeg skal straks indrømme, at jeg langtfra altid er enig i den gode Lykkebergs udgydelser, men i dette tilfælde er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Den tekniske og bureaukratiske indgang, Offentlighedskommissionen her leverer til debatten om offentlighedsloven, er ingenlunde i nærheden af at kunne udgøre grobunden for en bred diskussion. En betænkning af denne karakter har i sig den iboende risiko, at den bliver lige lovlig elitær. Skrevet af eliten om eliten til eliten, så at sige. Det er dog ikke helt så simpelt, som Lykkeberg stiller det op. En betænkning er ikke blot et politisk papir bestående af visioner, hensigtserklæringer og grove skitser, men et stykke fagligt håndværk, og offentlighedsloven er et kompliceret stofområde, der knytter an til mange andre områder. Ønsker man sig en betænkning, der med hensyn til detaljeringsgrad og faglig tyngde er tilstrækkelig til, at man kan lovgive ud fra den, er det således ikke så let endda at korte den ned. 1216 sider virker dog stadig i overkanten af det strengt nødvendige.

Heldigvis findes der råd herfor. Selv slap jeg uden om den fuldstændige gennemlæsning – som jeg desværre må erkende langt fra at have tid til – ved at forholde mig til Justitsministeriets pressemeddelelse ved betænkningens aflevering. Nederst i pressemeddelelsen gennemgås i punktform de væsentligste ændringsforslag til den gamle offentlighedslov. Blandt de gode nyheder er bl.a. ret til aktindsigt på grundlag af et retsligt tema, hvor man førhen har været henvist til at kræve aktindsigt i enkelte sager en ad gangen; minimumslovkrav om journalisering (tro det eller ej, registrering af korrespondance mellem borgere og institutioner er, trods praksis de fleste steder, endnu ikke lovpligtigt) og endelig øgede forpligtelser til aktiv information, dvs. pligt til for en myndighed at informere om sin gøren og laden også uden, at nogen forudgående har krævet aktindsigt. Medlem af kommissionen, Oluf Jørgensen, har anskueliggjort de væsentligste perspektiver i det ovenfor beskrevne.

Nogle af de mest interessante punkter er desværre ikke iblandt dem, Jørgensen kommer ind på. Undtagelserne! En række dokumenter, der tidligere var underlagt ret til aktindsigt på forespørgsel, skal efter Offentlighedskommissionens mening undtages herfra i den reviderede offentlighedslov.

Undtagelse af interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem myndigheder i forbindelse med ministerbetjening.

Undtagelse af interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem KL, Danske Regioner, kommunerne og regionerne i forbindelse med bl.a. økonomiske eller politiske forhandlinger med staten.

Undtagelse af dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces (der foreligger en mindretalsudtalelse).
- Justitsministeriets pressemeddelelse

Jeg vil vove den påstand, at der er tale om ret vidtrækkende undtagelser. Det vil kommissionsmedlemmet og pressejuristen Olof Jørgensen også – for selv om han kun nævner åbenhedsfremmende tiltag i kommentaren på DJH’s Update, går han selvsamme dag, d. 11. november 2009, i medierne med et budskab om, at undtagelserne i Offentlighedskommissionens fremlagte forslag til ny lov “svækker den demokratiske kontrol med politikerne.” Information opremser en lang række sager, hvori der ikke fremover vil kunne begæres aktindsigt, såfremt § 24 (som er den paragraf i det nye lovudkast, der modsvarer de undtagelser fra aktindsigten, jeg har klippet ind fra Justitsministeriets pressemeddelelse).

Det er højst relevante og betydningsfulde sager, der fremdrages. Hvem vil f.eks. ikke gerne holde hånd i hanke med, hvorledes henholdsvis privat- og kommunalhospitalers serviceydelser afregnes? Hvem vil ikke gerne lade Ekstra Bladets Bo Elkjær grave i noget så afgørende som Irakkrigens bevæggrunde? I det hele taget tegner der sig et billede af en paragraf, der fortolket på rette måde er i stand til at holde megen nyttig information uden for offentlighedens søgelys. I forlængelse af dette billede udtrykte en række dagbladsredaktører deres bekymring for den uklare paragraf. Som indikator på kontroversialiteten af undtagelserne er det måske ligeledes værd at nævne, at de er vedtaget af et snævert flertal på 11 ud af 21 i kommissionen.

Men hvis det er så kontroversielt og åbenlyst kritisabelt at unddrage embedsværkets ministerbetjening, kommunikation mellem ministerier og mellem ministerier og folketingsmedlemmer aktindsigt, hvorfor i alverden så overveje at gøre det? Den bedste begrundelse, jeg kan komme på, og som samtidig er den bedste, jeg har hørt, lyder noget i retning af, at det sikrer ministeriernes embedsmænd arbejdsro og stabilitet, at de kan forvisse sig om, at deres foreløbige dokumenter ikke offentliggøres på avisernes forsider som følge af aktindsigten. For så vidt et udmærket argument, som jeg dog ikke godtager. Det, at det bliver lettere at være embedsmand, er jo ikke det primære gode, vi efterstræber i et demokrati. Det primære gode er åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocessen for borgere og medier. Argumentet om, at aktindsigt fører til ringere lovgivning, er ikke desto mindre også vægtigt – men noget tyder på, at det ikke er videre veldokumenteret. I hvert fald erindrer et flertal af Folketingets retsordførere ikke tilfælde, hvor aktindsigten har besværliggjort lovgivningsarbejdet.

Kommissionens oprindelige formålsbestemmelse var som nævnt at “udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol.” Eftersom der er klare indicier på, at undtagelserne fra aktindsigtsmuligheden repræsenterer det modsatte, altså undergravning af lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol, samtidig med at der ikke foreligger klare tegn på, at fuld aktindsigt vil forringe lovgivningens kvalitet, forstår undertegnede ikke, hvad der nøles med. Stryg da de undtagelser og lad os få en fuldbyrdelse af det gode offentlighedsprincip i stedet for den amputerede udgave, der lægges op til i Offentlighedskommissionens betænkning. Det er meget muligt, at det er til besvær for ministre og embedsmænd – men det er godt for folkestyret. Dixit.