Nobels fredspris har i de senere år klinget en smule hult. Ved sidste års prisuddeling gik hæderen til USA’s på det tidspunkt ganske nyvalgte præsident, Barack Obama, og mange undrede sig. For hvori bestod egentlig den prisværdige indsats, han havde været i stand til at yde efter under et år i embedet? Obamas administration havde hidtil udvist større forhandlingsvilje og stået for en mere diplomatisk linje end forgængerens, men hvem havde ærlig talt forestillet sig, at det var muligt at overgå George W. Bushs udenrigspolitiske unilateralisme?

Og hvad var det egentlig helt præcist, Obama havde udrettet? Hvad var den konkrete forbedring af verdensfreden, hans virke havde resulteret i? Det var der ikke rigtig nogen, der kunne give et kvalificeret svar på, og spørgsmålet er til stadighed ubesvaret.

Ser man på listen over modtagerne af Nobels fredspris igennem tiderne, glider øjnene ned over navne som Nelson Mandela, Martin Luther King, Desmond Tutu og Jimmy Carter. Fælles for modtagerne er for det første, at de ikke blot har holdt visionære taler. De har rent faktisk ført ordene ud i livet. For det andet og nok så vigtigt har de tillige det til fælles, at de har fået prisen efter at have ydet en indsats for verdensfreden. Ikke før. Man må yde, før man kan nyde, lyder et gammelt mundheld, og det er sund fornuft, også for Nobelpristagere.

Fredsprisens troværdighed undergraves, når den tildeles nyvalgte præsidenter uden nævneværdige resultater i bagagen – blandt andet af den indlysende grund, at det på ingen måde skorter på andre og bedre kandidater. Det har man gudskelov indset i år, og tildelingen af Nobels fredspris til Liu Xiaobo er et modigt og nødvendigt valg. Men hvad er det helt præcist, Liu Xiaobo har udrettet, spørger læseren sikkert, og det er ingen skam, for kinesiske systemkritikere er ikke just et emne, der prioriteres højt i de danske nyhedsmedier.

Han har kæmpet utrætteligt for demokratiske valg, magtens tredeling og frihedsværdier. Og han var med, da studerende demonstrerede på Den Himmelske Freds Plads i 1989 – ja, han var selv en af dem, der oplevede det, der måske er det bedst kendte eksempel på det kinesiske styres brutalitet. En brutalitet, der tages i anvendelse overfor enhver, der formaster sig til at kræve nogle af de basale rettigheder, vi opfatter som helt naturlige i et land som Danmark, men som bestemt ikke er det i et land som Kina.

Fra 1989 til i dag har Liu både siddet uretmæssigt fængslet og været sendt i arbejdslejr flere gange. Senest blev han i 2009 idømt ikke mindre end elleve års fængsel for sit arbejde med Charter 08, et manifest for demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder, der blev offentliggjort på tresårsdagen for Kinas underskrivelse af FN’s Menneskerettighedskonvention. Chartrets titel refererer i øvrigt til et andet dokument, nemlig Charter 77, der forfattedes af blandt andre Václav Havel som et angreb på det kommunistiske Tjekkoslovakiets negligering af basale frihedsrettigheder og demokrati. Ved offentliggørelsen blev Havel og chartrets medforfattere øjeblikkeligt opfattet som forrædere, og omdeling af dokumentet betragtedes som politisk kriminalitet. Det bør nok nævnes, at Václav Havel siden blev Tjekkoslovakiets sidste præsident såvel som Tjekkiets første.

Også på baggrund af ovennævnte er Charter 08 en voldsom provokation af det kommunistiske Kina, og det siger sig selv, at den kinesiske regering ikke er videre begejstret for prisen – hvilken hån mod det kinesiske retssystem er det ikke at uddele en fredspris til en mand, der i Kina sidder inde for forræderi? I vrede over Nobelkomiteens valg har Kina løsladt en kinesisk statsborger, der er fængslet for et tilstået mord på en norsk kvinde. Så jo, såmænd, at give fredsprisen til Liu Xiaobo er ganske rigtigt en eftertrykkelig lussing til det kinesiske styre, men at den er tiltrængt, kan der vist ikke herske megen tvivl om.

Og hvad er det egentlig helt præcist, Obama har udrettet? Hvad er den konkrete forbedring af verdensfreden, hans virke er resulteret i? Det er der ikke rigtig nogen, der har kunnet give et kvalificeret svar på. Nobelpriskomiteens bud på en begrundelse, der kan berettige til fredsprisen,  er en løst formuleret ros til Obamas visioner, hvor såvel den nye atomvåbenstategi som USA’s indstilling til klimaudfordringen nævnes:

Nobelpris-komiteens begrundelse (Information)
“Den norske Nobelkomité har besluttet, at Nobels fredspris for 2009 tildeles præsident Barack Obama for hans ekstraordinære indsats for at styrke det internationale diplomati og samarbejde mellem folkene. Vi har i bedømmelsesudvalget navnlig lagt vægt på Obamas vision om og arbejde for en verden uden atomvåben. Obama har som præsident skabt et nyt klima i international politik. [...] Takket være Obamas initiativ spiller USA nu en mere konstruktiv rolle for at imødegå de store klimatiske udfordringer, som verden står overfor.”
- Nobelkomiteen

Jeg tror ikke, at  mange vil erklære sig uenige i, at Obama har gjort en positiv forskel som USA’s præsident. Derom er undertegnede heller ikke i tvivl. Det, der udløser min kritik af Nobelpriskomiteens valg, er således ikke en forudindtaget modvilje mod Barack Obama som person eller det, han står for. Snarere udløses den af et spørgsmål, der i en verden med 6 mia. mennesker at vælge af må forekomme logisk for de fleste: er der ikke nogen, der har fortjent den mere?

Ser man på listen over modtagerne af Nobels fredspris igennem tiderne, glider øjnene ned over navne som Nelson Mandela, Martin Luther King, Desmond Tutu og Jimmy Carter. Fælles for modtagerne er for det første, at de ikke blot har holdt visionære taler. De har rent faktisk ført ordene ud i livet. For det andet og nok så vigtigt har de tillige det til fælles, at de har fået prisen efter at have ydet en indsats for verdensfreden. Ikke før. Man må yde, før man kan nyde, lyder et gammelt mundheld, og det er sund fornuft, også for Nobelpristagere.

Obama, derimod, har fået prisen for sine gode intentioner. Finn Ziegler, der er medstifter af Libertas, skriver på sin blog Zieglers hjørne om valget af Obama:

Nobelkomite udsteder en “fredspris-future” til Obama (Zieglers hjørne)
“Det er første gang i min erindring, at prisen går til en, som intet har udrettet. Absolut intet. Obama har fået prisen for gode intentioner. Det er vel typisk sådan, at mødre vil behandle deres børn: Belønne dem for gode intentioner. Fædrene vil nok se handlinger snarere end gode intentioner.”
- Finn Ziegler

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har i et indlæg på sin blog, Verden omkring Danmark, kaldt tildelingen for “på forventet efterbevilling” og mindes ligesom Ziegler ikke, at Nobelkomiteen tidligere har uddelt fredsprisen på et så vagt grundlag. Wall Street Journal, som Ziegler også henviser til, omdøber i en kommentar Nobels fredspris til “The Nobel Hope Prize”, altså noget i retning af Nobels håbspris på dansk. Obama har fået prisen, fordi han giver os håb, er budskabet. Eller med lidt andre ord: Obama har fået prisen, fordi han har givet os forhåbninger om, at han kan levere varen.

Men hvad nu, hvis han ikke kan løfte opgaven? Kan prisen så trækkes tilbage? Nej, vel? Information skrev i går om den nye strategi for Afghanistan, Obamas administration har offentliggjort. Fokus er især på en bestemt kontroversiel bestanddel af den nys lancerede strategi. Obama vil, skriver avisen, stik mod ekspertanbefalinger og med tvivlrådige allierede, udruste op mod 50000 militsfolk i Afghanistan med våben, der skal gøre dem forsvarsdygtige og dermed muliggøre lokalt selvstyre uafhængigt af Taleban, hvorved man håber at svække bevægelsen, der netop står stærkest i de uvejsomme og tyndtbefolkede områder.

Militserne i Afghanistan er lokalt funderede, uafhængige militære enheder, som NATO tidligere har brugt enorme ressourcer på at afvæbne for at vinde kontrol med landet og sikre dets indbyggere mod interne militsstridigheder og de blodbad, disse risikerer at ende med. Nu skal de altså bevæbnes igen – og præsident Barack Obama, modtager af Nobels fredspris, betaler regningen.

Man kommer uvægerlig til at tænke på George Orwells 1984, hvor det altseende og altkontrollerende parti, der slet og ret hedder Partiet, blandt andet opererer med en tankekontrollogik, der går ud på, at hvis man kan redefinere sproget, kan man også redefinere, hvorom det overhovedet er muligt at tale. Derfor har Partiet opfundet det såkaldte newspeak, eller nysprog, der umuliggør kritik af Partiets styre igennem en konsekvent begrebsforvanskning. For eksempel hedder det ministerium, der beskæftiger sig med krigsførelse, Ministeriet for Fred.

Gad vide, om vi fremover skal se Nobels fredspris som udtryk for samme tankegang – så det, vi kalder en fredspris, i virkeligheden er en eufemistisk omskrivning af realiteterne, ifølge hvilke vi nærmere burde tale om Nobels krigspris? Lad os endelig ikke håbe det. Under alle omstændigheder står det dog klart, at Nobels fredspris – også med Al Gores modtagelse af prisen i 2008 in mente – bevæger sig længere og længere væk fra det antimilitaristiske udgangspunkt, Alfred Nobel oprindelig havde tiltænkt den i sit testamente. Ja, nordmanden Frederik Heffermehl hævder sågar i en ny bog, at Nobelkomiteen uddeler ulovlige fredspriser.

Nobels fredspris tilbage på sporet, tak.