Børnefødselstallet er på sølle 1,9 pr. dansk kvinde i den fødedygtige alder (DJØF). Der er med andre ord ingen grund til at forvente, at nytilstrømningen til arbejdsmarkedet i den nærmeste fremtid vil se stort anderledes ud end i dag. Vi reproducerer end ikke os selv (grænsen for dét er som bekendt 2,1). Samtidig stiger gennemsnitsalderen for førstegangsfødsler. Det interessante er, at det tilsyneladende ikke skyldes en udbredt tendens til, at kvinder ikke ønsker børn og hellere vil bruge deres liv på andre foreteelser.

Tværtom, skulle man tro, for samtidig med det lave børnefødselstal stiger anvendelsen af forskellige former for fertilitetsbehandling, og nu om stunder bliver mange kvinder tilmed kunstigt befrugtet og vælger at påtage sig ansvaret for et barn uden en mand ved deres side. Men hvorfor skal børnene så sættes så sent i verden? Undertegnedes bud er helt klart: børn er blevet et projekt – på linje med det perfekte hjem, den perfekte karriere osv. skal vi nu også have de perfekte børn.

Det indebærer to ting. For det første, at den perfekte mand findes inden. For det andet, at barnet ankommer på et tidspunkt, der er om ikke perfekt, så i det mindste så velvalgt, at det ikke må deles om opmærksomheden med andre presserende livsopgaver og -processer. Dem – de presserende livsopgaver – er der imidlertid ret mange af. Omvendt er der nok ikke så mange perfekte mænd, ligesom jeg heller ikke skyder på, at der findes frygtelig mange perfekte kvinder.

De præmisser, der skal være på plads, før den selvrealiserende, selvkritiske, evigt selvevaluerende kvinde anno 2009 (og muligvis i stigende grad ditto mand?) kan afse tid til projekt barn, er med andre ord ikke bare høje, de rækker ind i Himlen og skriger til den på én gang i deres skingrende naivitet. Selv når man som gennemsnitligt 28-årig kvinde står og efterhånden synes, at man har rimelig godt styr på det hele, aner man jo i realiteten ikke, om drømmemanden er ligeså drømmeagtig om bare 2 eller 3 år – eller om han kører galt på Ringvejen i morgen, for den sags skyld. Får en tagsten i hovedet. Perfektion er en definitorisk umulighed i en uperfekt verden.

Og hvorfor skal alting egentlig være så perfekt? Lykke og perfektion hænger ikke nødvendigvis sammen, hverken for børn eller forældre. Desuden  er børn er klogest, sundest og med mindst risiko for komplikationer o.lign., når de fødes tidligt – helst i 20-25-årsalderen skal man i gang. Dertil kommer, at tidlige børnefødsler forebygger brystkræft. Som  sundhedsminister Jakob Axel Nielsen så rigtigt har sagt:

Få børn før du bliver 30 (BT)
“Jeg synes, at det er skønt, at man kan forebygge noget så forfærdeligt som kræft, med noget så fantastisk som børn.”
- Jakob Axel Nielsen

Selvfølgelig skaber samfundsmæssige problemer nærmest reflektorisk en rask mudderkastningsdebat, ikke mindst når de giver mulighed forat snakke køn, sex og så videre. Hvem sidder med Sorteper, hvem har aben på skuldrene? Særlig fremtrædende har debatten mellem Morten Staberg og Anna Sophia Hermansen været – de har nemlig to forskellige bud, der på ingen måde kommer godt overens. Medens Staberg bl.a. klandrer kvinden af i dag for at være for perfektionistisk og kere sig for lidt om sin femininitet, forklarer Anna Sophia Hermansen kvinders ulyst til at få børn med den moderne mand med, at han er for meget drengerøv. Hvem der trækker det længste strå, vil undertegnede lade læseren bedømme.

Undertegnede har en ide om, hvad der går galt for begge kombattanter: de er for perfektionistiske. Staberg, helt ærligt, kan man ikke elske en kvinde, bare fordi hun – også – viser sig med morgenhår 0g udtværet mascara engang imellem? Hermansen, gør det virkelig en mand totalt ucharmerende, at han tager til fodbold med gutterne i ny og næ? Nu om stunder, hvor både kvinder og mænd og folk i det hele taget tror sig nok i sig selv, glemmes det let, at kærlighed ikke kun er fryd og gammen. Kærlighed er også et offer. Et afkald. Man finder hinanden – og finder sig i hinanden. Også på de dårlige dage.