Kritikere af værnepligten fremhæver ofte, at den bygger på forældede præmisser. Værnepligten, hviskes der i krogene, er fra dengang, hvor der var fædrelandskærlighed til, dengang, hvor soldaterne var ‘vores drenge’ – en rolle, fodboldlandsholdet synes at have overtaget? Giver det i et kulturelt, etnisk og socialt heterogent land som det moderne Danmark overhovedet mening at forudsætte den enkelte borgers lyst og evne til i kærlighed og stolthed at værne om sit land, spørger de.

Andre påpeger værnepligtens forældede karakter hvad angår rent kønspolitiske træk ved fænomenet. Hvordan forsvares det i et kønsligt ligestillet land at opretholde en værnepligtsordning, hvori kun mænd er obligatoriske deltagere. Er det ikke, lyder det, udtryk for en arkaisk opfattelse af kvindens rolle i samfundet?

Spørger man undertegnede, har begge kritikpunkter på sin vis fat i noget af det rigtige. Der er noget gammeldags over værnepligten: tanken om de unge, danske mænd, blomsten af Danmarks ungdom, der marcherer og gør honnør på land og vej for Gud, konge og fædreland, mens deres underskønne forlovede venter derhjemme. Det mest problematiske er dog i min optik hverken det faktum, at kun mænd indkaldes til session, eller at det at værne om sit land i nogens ører sikkert klinger en kende hult.

Det mest problematiske er selve forståelsen, ja, tolkningen af begrebet værnepligt. I dag findes kun én autoriseret og korrekt måde at udføre sin pligt og værne om samfundet, være samfundets værn, nemlig at blive rekrut, lade sig indskrive i militærets rækker, gå på øvelser og sove i køjeseng på kasernen. Jovist, man kan aftjene sin værnepligt som bibliotekar, pædagogmedhjælper, kustodevikar og meget andet godt – men man må i så tilfælde finde sig i betegnelsen militærnægter, et udtryk, der klinger fælt i retning af Holocaustbenægter, klimafornægter og så videre i samme gænge.

Der knytter sig med andre ord en lingvistisk implicit despekt til den del af den danske ungdom, der helst er fri for at stå ret og præsentere gevær. De nægter militæret – og, synes tanken at være, nægter at værne om det samfund, de er en del af. Det synes mig at være en mærkværdig holdning, idet alternativet til at sætte fire måneder i sit liv af til militærtjeneste for langt de flestes vedkommende ikke er at lægge sig på sofaen og leve det fede driverliv.

Tværtimod kan der være tale om, at de unge siger nej til lovende jobmuligheder, videreuddannelse eller må skrinlægge andre personlige ambitioner for at trække i trøjen og tjene deres land. Som nyuddannet akademiker kan man i den nuværende udformning af værnepligtsordningen tvinges til at stå i et bibliotek til lav løn i fire måneder i en situation, hvor mulighederne for mere givtige og fremtidsorienterede ansættelser ellers i allerhøjeste grad foreligger.

Det må man ofre for fællesskabets skyld, høres det ofte. Men hvad er egentlig fællesskabets interesse? Er fællesskabets interesse at låse veluddannede og ambitiøse samfundsborgere fast i enten militærtjeneste eller lavtlønnet undskyld jeg skulker-arbejde i fire måneder? Eller er det tværtimod at lade selvsamme unge afgøre med sig selv, om de vil satse på en karriere i Forsvaret, eller om de hellere vil bruge deres tid på noget, de brænder mere for/er bedre kvalificeret til/som passer bedre ind i deres planer for fremtiden i det hele taget?

Vil en nyuddannet cand.mag. ikke tjene samfundet mere optimalt ved at blive gymnasielærer straks end ved at gøre honnør i Forsvaret i fire måneder først, når det i virkeligheden mest af alt er lærergerningen, han ser for sit indre øje? Med andre ord: tjener enhver borger ikke samfundet ved netop at gøre det, han er bedst til – efter bedste evne?

I så tilfælde er der brug for en ny forståelse af værnepligten. At værne om sit samfund er ikke kun at skyde til måls og marchere i takt. At værne om sit samfund er også at rette stile til den lyse morgen. At vække fru Hansen på plejehjemmet ved morgengry og give hende et varmt bad, før børnebørnene kommer. At bringe posten ud i regn og slud. At hjælpe den gamle dame over gaden og holde døren for et travlt forældrepar, når de kommer rendende med seks Netto-poser og snottede børn i hælene. At smile til sin sidemand i bussen på vej hjem.

Med den erkendelse i baghovedet må vi foretage os to ting. Først må vi afskaffe værnepligten, som den er nu. Forsvaret udfører en række vigtige opgaver, såvel nationalt som internationalt, og disse opgaver må ikke undervurderes. Netop derfor bør Forsvaret ikke tvinge mennesker, hvis evne og interesse ligger et helt andet sted, til at tage del i arbejdet. Det bør forbeholdes dem, der både kan og vil af egen fri vilje. At det sagtens kan fungere på frivillig basis, ved vi fra mange andre lande, hvor det har gjort det i umindelige tider. USA, for bare at nævne et enkelt eksempel.

Dernæst må vi indføre den igen for både mænd og kvinder, uden frinumre og mulighed for fritagelse ved lægeerklæring om fysisk uegnethed, for alle kan værne om deres land, hertil er ingen uegnet. Alle kan holde loven, betale deres skat, gå på arbejde og behandle deres medmennesker med respekt og omsorgsfuldhed. Alle kan tjene samfundet på hver deres måde – ved at gøre det, netop de gør bedst.