Som borgerlig er det svært at være entydigt begejstret for nogen af planerne – hverken S-SF-planen eller regeringens genopretningsplan er skruet optimalt sammen. Genopretningsplanens genistreg er dagpengeperiodens forkortelse. I lande, vi normalt sammenligner os med, er dagpengeperioden allerede lige så kort som eller kortere end de 2 år, hvortil den nu er reduceret. Statistikken fra disse lande viser, at når man forkorter dagpengeperioden, kommer de arbejdsløse hurtigere i arbejde – ekstra mange i månederne lige inden perioden udløber. Samme mekanisme har virket i Danmark i forbindelse med de tidligere forkortninger af den maksimale dagpengeperiode, der faktisk var på 7 år, indtil den blev reduceret af Nyrupregeringerne i løbet af 90′erne.

Til gengæld udgøres en stor del af genopretningsplanens finansieringsgrundlag af en udskydelse af skattelettelser, der ellers ville være trådt i kraft fra 1. januar 2011. Danmark har i forvejen verdens højeste skattetryk, og det er ikke hensigtsmæssigt. Det er muligt, at mange danskere hellere vil have mere velfærd end skattelettelser, men for at stå distancen i den internationale konkurrence er det en nødvendighed, at det danske skattetryk når et leje, der er acceptabelt for velkvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Ellers går de højttuddannede simpelthen udenom Danmark, når de skal vælge et sted at bo og arbejde. Eksemplerne herpå åbenbarer sig løbende – senest skrev epn.dk, at de forskere, der kommer til Danmark igennem den såkaldte forskerordning, forlader landet i hobetal, når ordningens favorable skattevilkår udløber. Utallige andre lande har nemlig en langt lavere beskatning. At rulle skattelettelser tilbage er derfor en uambitiøs og helt forfejlet måde at gribe spareøvelsen an på.

Loftet over børnechecken på 30.000 kr. er også en uhensigtsmæssig kilde til besparelser. Checken skaber et økonomisk incitament til at få børn, der er uundværligt, som landet ligger nu. Danskerne får nemlig langt fra børn nok. Børnefødselstallet ligger på 1,9 barn pr. kvinde, og indtil vi når 2,1, reproducerer vi end ikke os selv. Det kan forekomme uskyldigt, at der bliver lidt færre af os i de nye generationer, men det kan man ingenlunde forsvare at mene i et samfundsøkonomisk perspektiv. Allerede nu er der flere ældre, end der er borgere i den arbejdsdygtige alder, og misforholdet mellem forsørger og forsørget bliver kun større i de kommende år. I fremtiden vil vi mangle hænder og hoveder på arbejdsmarkedet i hidtil uset omfang, og den mest effektive måde at løse dét problem på er netop ved at få flere børn.

Heller ikke oppositionens Fair Løsning er som sagt uden fejl. Planen skæmmes af flere afgørende mangler. For det første forholder planen sig kun til de økonomiske udfordringer på langt sigt. Det betyder, at planen ikke anviser, hvordan overholdelse af EU’s konvergenskrav på kort sigt kan sikres. Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, formulerer det sådan, at S og SF “nærmest satser på ikke at leve op til kravet fra EU.” Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, mener godt nok ikke, at man behøver overholde kravene – den slags kan man bare tage en snak med kommissionen om. Det lyder i grunden tilforladeligt, men sandheden er, at når EU kræver af et lille land som Danmark, at økonomien skal bringes på fode inden 2013, så gør vi mildest talt klogt i at makke ret.

For det andet bygger planens realiserbarhed på, at fagbevægelserne er villige til at indgå aftale om de forlængede arbejdstider. Fagbevægelserne – det er dem, der ved overenskomstforhandlingerne gang på gang skriger på højere løn, kortere arbejdstider og bedre arbejdsforhold. Hvad er sandsynligheden for, at de vil gå med til en 38-timers arbejdsuge – og vel at mærke uden løn for den sidste time, for ellers forsvinder en god del af de 15 mia. kr., forslaget skulle tilvejebringe? Den synes ikke overvældende. I manges øjne er det derfor et noget risikabelt farvand at bevæge sig ud i, når man på den måde gør sig afhængig af arbejdsmarkedets parters velvilje.

Eksperter har kritiseret planen for at være meget svær at gennemføre, og 25 førende danske økonomer har vurderet, at planen ikke kan genoprette dansk økonomi. Sågar Nationalbankens direktør, Nils Bernstein, har noget utraditionelt taget parti for genopretningsplanen ved at udtrykke sin bekymring. Han siger om Fair Løsning, at han vil have det “skidt med at overdrage nødvendige politiske beslutninger, som hører hjemme i de folkevalgte forsamlinger, til interesseorganisationer” og understreger, at erfaringerne med at lade fagbevægelsen få indflydelse på aftaler af denne art ikke er videre imponerende. Bemærkelsesværdigt er det da også, at De Radikale, venstrefløjens økonomisk ansvarlige stemme, har forholdt sig yderst skeptisk til S og SF’s plan. Hvor skal de 15 mia. kr. findes, spørger Margrethe Vestager forundret, og det er et begavet spørgsmål. Jovist, LO har lovet, at de bliver fundet, men har til gengæld på forhånd afvist både efterlønsreformer og den oprindelige model med en 38-timers arbejdsuge.

Det ser ikke alt for lyst ud. At Fair Løsning slet intet løser, som overskriften antyder, er naturligvis politisk retorik, når den er værst (eller bedst, om man vil), for det kan da tænkes, at fagbevægelsen i tilfælde af et regeringsskift kan lokkes med i en aftale, der på en eller anden facon skaffer de 15 milliarder, der sikrer, at Fair Løsning medvirker til en løsning af Danmarks langsigtede problemer. På kort sigt, derimod, er Fair Løsning vitterlig ikke en løsning på noget som helst. Snarere tværtimod. De reformstrategier, planen indbefatter, vil på det korte sigt ligefrem øge statsgælden. Sammenfattende må konklusionen derfor være, at regeringens genopretningsplan er at foretrække. Ikke fordi den løser alle problemerne, eller fordi den løser de problemer, den løser, på den mest forbilledlige vis, for den gør ingen af delene – men fordi den alt andet lige er det bedste bud på en genopretning af dansk økonomi, der foreligger på nuværende tidspunkt. Hverken mere eller mindre.

Søvndal selv ser “intet odiøst” i, at han har modtaget rådgivning udi komikkens svære kunst og bedyrer i øvrigt, at størstedelen af hans jokes er udtænkt af ham selv. Det mest skræmmende er vel i grunden, at han har ret. Det er ikke spor odiøst, at vi ikke aner, hvor grænsen mellem politikerne selv og det fernis af smart design, der er spartlet nænsomt ud over deres medieoptrædener, går.

Rådgivningen af vort lands politiske ledelse angår i dag snart sagt enhver situation, de kan tænkes at optræde i. Der rådgives om politisk indhold, debatteknik, tv-optræden, brug af Internettets nye medier – og nu også i komik. Brugen af særlige rådgivere af forskellig art er udbredt på begge fløje i dansk politik, og intet tyder på, at tendensen er for nedadgående. Snarere tværtimod.

Men er det ikke, kunne man måske spørge, blot rimeligt, at vore politikere søger råd og vejledning, for så vidt denne rådgivning kun medvirker til at sikre kompetente beslutninger, interessante tv-shows og levende profiler på Facebook? Eftersom politikerne i umindelige tider har modtaget rådgivning af deres embedsapparat, partisekretariater og deslige, er spørgsmålet sådan set godt nok. Hvorfor er den massive personlige rådgivning, der vel kan betragtes som en simpel professionalisering og systematisering af den rådgivning, der allerede har fundet sted siden tidernes morgen, overhovedet problematisk?

Det er den, fordi rådgivningen gør det uigennemskueligt, hvem vi egentlig stemmer på, når vi går til valgurnerne og sætter vort kryds. Tusinder af danskere, der har stemt på Villy Søvndal måske blandt andet for at anerkende hans hyggelige og morsomme tilgang til den ellers lidt træge og tørre politiske debat, afgav deres stemmer i troen på, at ophavsmanden til Villy Søvndals komik var Søvndal selv. Det viser sig ikke at holde stik, og det er dybest set svindel.

Grundlaget for, at borgerne i et demokratisk samfund kan træffe kvalificerede valg og stemme på de politikere, de finder bedst egnede til at lede landet, er, at det er borgerne muligt at vurdere de enkelte politikeres styrker og svagheder. Når Villy Søvndals komik er Dorsets, er det Dorset og ikke Søvndal, der i realiteten tages stilling til, ligesom det er LO’s og ikke Socialdemokraternes politiske kompetence, der tages stilling til, når S’s politiske program er udformet af LO og ikke af S, som det hændte i Odense og København i forbindelse med den seneste kommunale valgkamp.

Den fremherskende politikerlede, hvorom man har hørt megen frygtsom tale blandt politisk interesserede, er et fuldt ud forståeligt modtræk til det billede af utroværdigt glinsende og ned til mindste detalje perfekte politikere, der fremmanes af spindoktorer, særlige rådgivere og lignende. Såfremt man foretrækker et gennemskueligt og åbent folkestyre, hvortil borgerne trygt kan sætte deres lid, er politikere, der er ærlige om sig selv og deres formåen, en grundlæggende forudsætning. Katten må med andre ord ud af sækken i dansk politik – borgerne fortjener at vide, hvem og hvad de stemmer på.

Korruption er om ikke demokratiets modsætning, så i hvert fald en af dets værste fjender, og i undersøgelser af demokratiets tilstand rundt om i verden er korruption netop derfor et af de helt centrale parametre. I hvor høj grad skabes politik i en reel offentlig diskussion snarere end af velstillede interessenters økonomiske bidrag til at fremme specifikke politiske beslutninger? Dét er et centralt anliggende for demokratiet.

Tænk, hvis Venstres og Konservatives partiprogrammer var skrevet af A.P. Møller Mærsk, tænk, hvis Danmarks rigeste mand, hr. Mærsk Mc-Kinney Møller, dikterede regeringens politik, således at fremsatte lovforslag på forhånd var afpasset med virksomhedens behov på samtlige relevante områder. Ville det være demokratisk – eller sagt på en anden måde: kan politik være til salg i et demokrati?

Svaret er naturligvis et klokkeklart nej. Formelt set ville Danmark i den ovenfor skitserede hypotetiske situation til stadighed have karakter af et demokrati, men det er åbenlyst, at demokrati som begreb er tømt for det indhold, hvormed vi ellers associerer det, i det øjeblik demokratiske beslutninger kan fremprovokeres direkte af utilslørede finansielle  overførsler.

En ting er, at erhvervsdrivende støtter borgerlige partier, medens fagbevægelsen traditionelt har haft et godt øje til venstrefløjen og følgelig har bidraget til de herunder rangerende partikasser. Disse transaktioner er udtryk for støtte til den politik, partierne fører; vel at mærke en støtte, der ikke indeholder modkrav om særlige hensyn og politiske markeringer.

Noget andet er, hvis nogen – en virksomhed, en fagforening, en rigmand, en avis – uden blusel kan købe et partis politik, overtage politikformuleringen og idéudviklingen mod et nærmere aftalt beløb. Noget andet er, når politik er til salg. Heldigvis lever vi i et eksemplarisk land uden korruption af betydning, det dokumenterer alle komparative internationale undersøgelser (se for eksempel Transparency International-undersøgelsen fra 2008). Politikere kan ikke købes, ikke i Danmark.

Troede vi. Indtil det for nylig kom for en dag, at odenseanere og københavnere, der i disse dage følger med i den kommunale valgkamp, er blevet snydt. Socialdemokraterne i Odense og København – under henholdsvis Anker Boyes og Frank Jensens ledelse – præsenterer nemlig ikke, som man ellers ganske oplagt kunne tænkes at formode, Socialdemokraternes politik. De præsenterer LO’s. Begge steder har LO formuleret de partiprogrammer, som i øvrigt ikke bare Socialdemokraterne, men tillige flere af de øvrige venstrefløjspartier godvilligt har skrevet under på – og begge steder har partierne gjort det velvidende, at baggrunden var en klar aftale om økonomisk støtte til gengæld for ulejligheden.

Ud over det betænkelige i, at politikere kan købes – og endda undlader at gøre opmærksom på det eller ligefrem lyver sig fra det, som Anker Boye forsøger – har sagen også en anden vinkel. Fagforeninger er ikke politiske partier. De er interesseorganisationer, hvori mennesker af forskellig politisk observans organiserer sig for at fremme netop deres vilkår. Interesseorganisationer, der påberåber sig politisk neutralitet. Denne påstands absurditet stilles nu offentligt til skue – og det er en skam, at det forholder sig sådan, for stærke fagforeninger er en vigtig del af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel.

En fragmentering af de store organisationer udi liberale, konservative og socialistiske foreninger er ikke ønskelig, da en sådan fragmentering vil mindske den styrke, hvormed foreningerne kan tale på deres medlemmers vegne, betragteligt. Omtrent halvdelen af LO’s medlemmer stemmer ifølge undersøgelser på Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti. Ved at tage klart politisk stilling til fordel for venstrefløjen lægger LO afstand til disse medlemmer, og dermed graver fagforeningen sin egen grav.

Venstres Ungdoms formand, Jakob Engel Schmidt, var blandt de første til at reagere på dette galimatias. I et provokerende, men vedkommende og gennemtænkt stunt troppede VU’s formand op ved Frank Jensens kampagnehovedkvarter medbringende en check på 100.000 kr., som han offentligt tilbød Jensens kampagne til gengæld for retten til at formulere kandidatens politiske budskaber. Et tilbud, der er fuldstændig analogt til det, LO valgte at tilbyde Socialdemokraterne i København. I dette tilfælde afslog Frank Jensen dog tilbuddet.

Tilbage er kun at spørge: hvem har mon købt venstrefløjen i din kommune?