Aarhus Universitet har ret mange kvindelige studerende. Faktisk så mange, at flere kvinder end mænd studerer i det århusianske. Hele 54,3 % af de studerende er kvinder. Til gengæld er der ikke helt så mange kvindelige ph.d.-studerende, kun 47,3 %, og jo længere opad i det akademiske hierarki, man bevæger sig, des mindre bliver andelen af kvinder – tænk, der er kun 11,5 % kvindelige professorer! Ledelsen af Aarhus Universitet er ikke tilfreds med denne fordeling og har derfor oprettet 10 lektorater og 10 tidsbegrænsede professorater, de såkaldte MSO-professorater.

Stillingerne skal kunne søges af såvel mænd som kvinder, men besætter en kvinde en af de nyoprettede stillinger, bevilges der fra en central pulje tilskud af forskellig art. Besættes en lektorstilling af en kvinde, betales lønnen i det indledende postdoc-forløb af universitetet, medens der ved overgangen til den egentlige lektorstilling stilles 100.000 kroner i forskningsmidler til rådighed. Ansættes en kvindelig MSO-professor, betaler puljen forskellen mellem en lektorløn og en professorløn i de første 2½ år af stillingens løbetid. Formålet med tiltaget er at rette op på den lave andel af kvinder i højere akademiske stillinger, der af universitetet ses som udtryk for manglende ligestilling på området.

Med puljemidlerne gives der i de enkelte ansættelsessituationer et klokkeklart økonomisk incitament til at ansætte en kvinde, for så vidt både i tilfælde, hvor der findes bedre kvalificerede mænd, og hvor de mandlige og kvindelige kandidater er nogenlunde lige kvalificerede. Selv hvis man vælger at stole på, at der i førstnævnte tilfælde ikke skeles til puljemidlerne, men kun til faglige kvalifikationer, vil der under alle omstændigheder i andet tilfælde, hvor mænd og kvinder er lige kvalificerede, blive ansat flere kvinder. Alt andet ville stride imod enhver fornuftig betragtning af fordele og ulemper. Derfor vil initiativet virke – der skal nok komme flere kvinder i både lektorater og professorater.

Alligevel er der tale om en veritabel katastrofe for ligestillingen. Aarhus Universitet har nemlig totalt misforstået, hvad ligestilling går ud på. Ligestilling handler, som ordet antyder, om lige stilling, men det er ikke statistisk lige stilling a la 50/50, der menes hermed. Det er muligt, at ligestilling vil resultere i en sådan fordeling af mænd og kvinder, men den kan aldrig være ligestillingens mål.

Reel ligestilling er, når mænd og kvinder har lige muligheder. Lige muligheder for at tage en uddannelse. Lige muligheder for at søge ansættelse og gøre karriere. Lige muligheder for at leve det liv, de ønsker. Det betyder, at hvis man går ind for ligestilling, bør man arbejde for at skabe et samfund, hvori der ikke diskrimineres. Hvor det er ligegyldigt, om man er mand eller kvinde, sort eller hvid, kristen eller muslim. Med andre ord et samfund, hvor disse karakteristika har lige gyldighed; hvor der ikke ses op eller ned til nogen af delene, fordi det vigtige er, hvem der er villig og bedst kvalificeret til at yde den indsats, der er brug for. Det afgørende er altså, om der foregår diskrimination i proceduren, ikke den procentvise fordeling, den måtte munde ud i.

Aarhus Universitets ledelse har øjensynlig stirret sig blind på tallene og i iveren efter at få dem til at se ’pænere’ ud rent glemt, hvad ligestilling i grunden betyder. I stedet for reel ligestilling har man derfor indført særstilling i kvindernes favør, og det kan hverken kvinderne, der ansættes på særstillingens nåde, eller mændene, der diskrimineres groft, være tjent med. Man har rent glemt, at ligestillingskampens mål er at udrydde kønsdiskriminationen, der i sin tid på dybt uretfærdig vis overgik kvinder, og indført netop kønsdiskriminationen som en del af universitetets officielle politik, nu blot med omvendt fortegn. Et sådant tilbageslag for ligestillingen må skære enhver ligestillingsforkæmper i hjertet. Det er lige groft nok.

At kere sig om ligestilling er derfor naturligt, hvorfor samtlige danske partier har en ligestillingsordfører, hvis opgave det er at se til, at ligestillingenstilstanden opretholdes og – i de tilfælde, hvor den endnu ikke er opnået – udbygges. Måske var det det med at udbygge, Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher, havde i tankerne, da hun proklamerede i landsdækkende medier, at S ønsker kønskvotering i danske virksomheders bestyrelser.

Forslaget faldt ikke overvejende i god jord, idet Rademacher udtalte, at såfremt virksomhederne ikke overholdt kvoteringsreglerne, måtte de tvangsopløses. I sandhed et vanvittigt standpunkt, at virksomheder ikke skulle kunne vælge frit, hvem de ønsker har sæde i deres ledende organer – og tillige et praktisk umuligt standpunkt. Kom det dertil, at virksomhederne ikke agtede at følge loven på området, skulle man da opløse dem med det tab af arbejdspladser, fortjeneste og og produktion, det uundgåeligt ville medføre, til følge? Nej – truslen herom er naturligvis fuldkommen utroværdig: det er ingenlunde i politikernes interesse at nedlægge i øvrigt retskafne og profitable virksomheder på grundlag af deres bestyrelsers sammensætning.  Hverken ifald der med interesse menes den interesse, de burde have, nemlig landets, eller den interesse, de om ikke andet under alle omstændigheder har, interessen for eget genvalg.

At forslaget ikke er realiserbart, bør imidlertid ikke standse os, hvis det i tilfælde af realisation skønnes at bringe os tættere på idealet om kønnenes ligestilling. Hvis forslaget finder hjemmel i vor opfattelse af ligestillingsidealet, må man søge andre måder, hvorpå det engang i fremtiden bliver praktisk muligt at realisere det. Ergo: øger forslaget ligestillingen, er det betimeligt at søge det vedtaget og eksekveret, om ikke på den ene, så på den anden måde. Muligvis ser det ud, som om det netop er, hvad forslaget gør. Der er for få kvinder i bestyrelserne, og det er ikke ligestilling. Når vi indfører en kvindekvote på 40 %, kommer der flere, hvilket øger ligestillingen.

Det synes såre simpelt, men pas nu på, for skinnet bedrager. Indføres kvindekvoten, vil kvinderne stå i en fordelagtig position, når der skal vælges bestyrelsesmedlemmer. Dette tankeeksperiment illustrerer hvorfor: hvis man har valgt 60 % af en given bestyrelse ved at lade de de bedst kvalificerede kandidater indtræde, og disse kandidater ved en tilfældighed,  eller måske fordi mænd er overrepræsenterede i virksomhedens branche, alle er mænd, ja, så indebærer forslaget, at alle de resterende bestyrelsesmedlemmer skal vælges blandt de kvindelige kandidater.

Det betyder, at en mand og en kvinde, der har erhvervet sig ligelige kvalifikationer – lad os antage, at de er fuldstændig identiske – ikke har samme chance for at blive valgt. Kvinden har 100 % chance, manden 0%, ene og alene som følge af kandidaternes køn. I øvrigt vil selv en mand, hvis kvalifikationer er kvindens overlegne, blive vraget. Forslaget stiller med andre ord ikke kønnene ligeligt, det tilvejebringer ikke ligestilling,  men særstilling til kvinden i forhold til manden.

Særstilling, det var akkurat, hvad kvinden havde, før feministerne fik sko og (røde) strømper på og lod deres budskaber gjalde i gaderne – og det er akkurat, hvad Socialdemokraternes forslag skaber, nu blot ikke længere negativ, men positiv særstilling. Hvor kvinder før feminismen diskrimineredes negativt, vil de efter Rademachers forslag blive diskrimineret positivt. Summa summarum afskaffer forslaget ikke kønsdiskriminationen. Det ændrer blot dens fortegn, så vi får at gøre med en slags omvendt kønsdiskrimination, hvor kvinder gives særligt gunstige vilkår for at få dem ud i bestyrelserne. Jo før, des bedre.

Og denne omvendte diskrimination er, hvor belejlig den end måtte være for den enkelte bestyrelseshungrende kvinde, det stik modsatte af, hvad en ægte ligestillingsforkæmper bør anprise, for hvorledes er det egentlig muligt at retfærdiggøre kvindens særstilling? Er hun monstro dårligere til at varetage bestyrelsesposter, ringere til at erhverve sig kvalifikationer eller på anden vis mindre egnet til bestyrelsesarbejdet end mændene, siden hun er afhængig af et forslag som dette for at opnå en bestyrelsespost? Vi er nok mange, der er enige om, at der ikke er hold i dén tanke. Kvinden er naturligvis mindst lige så dygtige som mændene, også hvad angår bestyrelsesarbejde.

Men hvorfor da indføre denne særbehandling for de stærke, oplyste og karrierebevidste kvinder? Den er jo fuldstændig overflødig: kvinderne både kan og vil selv.