Som borgerlig er det svært at være entydigt begejstret for nogen af planerne – hverken S-SF-planen eller regeringens genopretningsplan er skruet optimalt sammen. Genopretningsplanens genistreg er dagpengeperiodens forkortelse. I lande, vi normalt sammenligner os med, er dagpengeperioden allerede lige så kort som eller kortere end de 2 år, hvortil den nu er reduceret. Statistikken fra disse lande viser, at når man forkorter dagpengeperioden, kommer de arbejdsløse hurtigere i arbejde – ekstra mange i månederne lige inden perioden udløber. Samme mekanisme har virket i Danmark i forbindelse med de tidligere forkortninger af den maksimale dagpengeperiode, der faktisk var på 7 år, indtil den blev reduceret af Nyrupregeringerne i løbet af 90′erne.

Til gengæld udgøres en stor del af genopretningsplanens finansieringsgrundlag af en udskydelse af skattelettelser, der ellers ville være trådt i kraft fra 1. januar 2011. Danmark har i forvejen verdens højeste skattetryk, og det er ikke hensigtsmæssigt. Det er muligt, at mange danskere hellere vil have mere velfærd end skattelettelser, men for at stå distancen i den internationale konkurrence er det en nødvendighed, at det danske skattetryk når et leje, der er acceptabelt for velkvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Ellers går de højttuddannede simpelthen udenom Danmark, når de skal vælge et sted at bo og arbejde. Eksemplerne herpå åbenbarer sig løbende – senest skrev epn.dk, at de forskere, der kommer til Danmark igennem den såkaldte forskerordning, forlader landet i hobetal, når ordningens favorable skattevilkår udløber. Utallige andre lande har nemlig en langt lavere beskatning. At rulle skattelettelser tilbage er derfor en uambitiøs og helt forfejlet måde at gribe spareøvelsen an på.

Loftet over børnechecken på 30.000 kr. er også en uhensigtsmæssig kilde til besparelser. Checken skaber et økonomisk incitament til at få børn, der er uundværligt, som landet ligger nu. Danskerne får nemlig langt fra børn nok. Børnefødselstallet ligger på 1,9 barn pr. kvinde, og indtil vi når 2,1, reproducerer vi end ikke os selv. Det kan forekomme uskyldigt, at der bliver lidt færre af os i de nye generationer, men det kan man ingenlunde forsvare at mene i et samfundsøkonomisk perspektiv. Allerede nu er der flere ældre, end der er borgere i den arbejdsdygtige alder, og misforholdet mellem forsørger og forsørget bliver kun større i de kommende år. I fremtiden vil vi mangle hænder og hoveder på arbejdsmarkedet i hidtil uset omfang, og den mest effektive måde at løse dét problem på er netop ved at få flere børn.

Heller ikke oppositionens Fair Løsning er som sagt uden fejl. Planen skæmmes af flere afgørende mangler. For det første forholder planen sig kun til de økonomiske udfordringer på langt sigt. Det betyder, at planen ikke anviser, hvordan overholdelse af EU’s konvergenskrav på kort sigt kan sikres. Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, formulerer det sådan, at S og SF “nærmest satser på ikke at leve op til kravet fra EU.” Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, mener godt nok ikke, at man behøver overholde kravene – den slags kan man bare tage en snak med kommissionen om. Det lyder i grunden tilforladeligt, men sandheden er, at når EU kræver af et lille land som Danmark, at økonomien skal bringes på fode inden 2013, så gør vi mildest talt klogt i at makke ret.

For det andet bygger planens realiserbarhed på, at fagbevægelserne er villige til at indgå aftale om de forlængede arbejdstider. Fagbevægelserne – det er dem, der ved overenskomstforhandlingerne gang på gang skriger på højere løn, kortere arbejdstider og bedre arbejdsforhold. Hvad er sandsynligheden for, at de vil gå med til en 38-timers arbejdsuge – og vel at mærke uden løn for den sidste time, for ellers forsvinder en god del af de 15 mia. kr., forslaget skulle tilvejebringe? Den synes ikke overvældende. I manges øjne er det derfor et noget risikabelt farvand at bevæge sig ud i, når man på den måde gør sig afhængig af arbejdsmarkedets parters velvilje.

Eksperter har kritiseret planen for at være meget svær at gennemføre, og 25 førende danske økonomer har vurderet, at planen ikke kan genoprette dansk økonomi. Sågar Nationalbankens direktør, Nils Bernstein, har noget utraditionelt taget parti for genopretningsplanen ved at udtrykke sin bekymring. Han siger om Fair Løsning, at han vil have det “skidt med at overdrage nødvendige politiske beslutninger, som hører hjemme i de folkevalgte forsamlinger, til interesseorganisationer” og understreger, at erfaringerne med at lade fagbevægelsen få indflydelse på aftaler af denne art ikke er videre imponerende. Bemærkelsesværdigt er det da også, at De Radikale, venstrefløjens økonomisk ansvarlige stemme, har forholdt sig yderst skeptisk til S og SF’s plan. Hvor skal de 15 mia. kr. findes, spørger Margrethe Vestager forundret, og det er et begavet spørgsmål. Jovist, LO har lovet, at de bliver fundet, men har til gengæld på forhånd afvist både efterlønsreformer og den oprindelige model med en 38-timers arbejdsuge.

Det ser ikke alt for lyst ud. At Fair Løsning slet intet løser, som overskriften antyder, er naturligvis politisk retorik, når den er værst (eller bedst, om man vil), for det kan da tænkes, at fagbevægelsen i tilfælde af et regeringsskift kan lokkes med i en aftale, der på en eller anden facon skaffer de 15 milliarder, der sikrer, at Fair Løsning medvirker til en løsning af Danmarks langsigtede problemer. På kort sigt, derimod, er Fair Løsning vitterlig ikke en løsning på noget som helst. Snarere tværtimod. De reformstrategier, planen indbefatter, vil på det korte sigt ligefrem øge statsgælden. Sammenfattende må konklusionen derfor være, at regeringens genopretningsplan er at foretrække. Ikke fordi den løser alle problemerne, eller fordi den løser de problemer, den løser, på den mest forbilledlige vis, for den gør ingen af delene – men fordi den alt andet lige er det bedste bud på en genopretning af dansk økonomi, der foreligger på nuværende tidspunkt. Hverken mere eller mindre.

I forlængelse af finanskrisen, der i Europa i vidt omfang er blevet håndteret ved hjælp af ekspansiv finanspolitik, er flere europæiske landes statsgæld i % af BNP eskaleret voldsomt, således at det for nuværende kun er sølle tre af 27 lande, der overholder de krav, der stilles til lande, som indgår i ØMU’ens 3. fase. Disse krav til konvergens eurolandene imellem indebærer blandt andet, at den samlede offentlige gæld ikke må overstige 60 % af BNP.

Kravet er yderst fornuftigt, fordi det sikrer, at enkeltlande ikke kan undergrave euroens stabilitet og derigennem dens troværdighed på det internationale valutamarked. Ikke desto mindre er dette dog, hvad der sket. Senest har Grækenlands dårlige økonomi været i mediernes søgelys, og det med god grund. Landets offentlige gæld er nemlig på 115 % af BNP. Det vil sige, at landets gæld overstiger værdien af et helt års produktion. Fundamentet under landets omfangsrige økonomi er med andre ord særdeles skrøbeligt. Med reference til den antikke græske kultur kan man måske formulere det sådan, at den efterhånden ligner en kolos på lerfødder.

I forsøget på at undgå en decideret statsbankerot har eurozonens lande tillige med flere lande i ØMU’ens fase 2 finansieret en lånepulje, der gør det muligt  for Grækenland at refinansiere deres lån og betale de renter, der forfalder løbende. Lånepuljen er en historisk stor fællesaftale, der andrager 720 milliarder euro, svarende til 5360 milliarder kroner. Alle 27 EU-lande stiller sikkerhed for beløbet, hvortil IMF bidrager med 1/3.

Rationalet bag lånepuljen synes at være, at hvis man lader falde, hvad ikke kan stå, vil den græske krise sprede sig til resten af eurozonen og ødelægge tilliden til euroen endegyldigt. Lande som Spanien, Portugal, Irland og Italien er alle i farezonen med høj andel af BNP i offentlig gæld og kunne meget vel gå statsbankerot som følge af en finansiel dominoeffekt, hvis investorerne mistede tilliden til, at eurolandene kunne håndtere krisen og redde de truede eurolande fra bankerot. Dette rationale er for så vidt ganske udmærket.

Problemet er blot, at lånepuljen langt fra løser eurozonens grundlæggende problem. Hovedparten af pengene til puljen kommer fra de øvrige eurolande, der allerede selv er plagede af en ekstraordinær gældspukkel i kølvandet på krisen. Dertil kommer, at Grækenland ikke bruger pengene fra puljen til at afbetale på deres statsgæld – det er der ikke mulighed for. I stedet går pengene som tidligere nævnt blot til midlertidig udsættelse af tilbagebetaling ved refinansiering af lån, der forfalder i øjeblikket. Gælden flyttes altså blot rundt inden for eurozonens grænser.

Den eneste måde, hvorpå det er muligt at afhjælpe euroens problemer, er at stille større krav til de enkelte landes økonomiske politik – samt ikke mindst sanktionere de lande, der blot ignorerer de henstillinger, de øvrige EU-lande kommer med. Det er naturligt nok, at de enkelte lande ønsker at bevare muligheden for at føre selvstændig udgiftspolitik. Tidligere har en række lande med Grækenland som det oplagte eksempel fået stiltiende accept af en højst uholdbar offentlig forbrugspolitik. Den græske pensionsalder er i gennemsnit 61 år (indenfor visse erhverv pensioneres man langt tidligere; politimænd pensioneres allerede som 45-årige), og er man offentligt ansat på græsk jord, er der tale om intet mindre end en livstidsstilling.

Det siger sig selv, at sådanne økonomiske prioriteringer bevirker, at hele eurozonens troværdighed i sin helhed undermineres. Derfor er ønsket om selvstændig udgiftspolitik ikke så ligetil at opfylde, som det lyder. Eurozonen er i forbindelse med den græske krise begyndt i langt højere grad end tidligere at lægge pres på gældsplagede lande – dog mangler vi stadig at se konkrete, håndfaste sanktioneringsmuligheder, der kan tages i anvendelse (og ikke mindst rent faktisk vil blive taget i anvendelse), når enkeltlande budgetterer med uacceptabelt store underskud.

Ideelt set kunne eurolandene på en gang føre selvstændig udgiftspolitik og høste alle fordelene ved fælles valuta. I virkelighedens verden ser tingene anderledes ud. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, som man siger. Skal euroen overleve, må eurozonen indse, at dette gamle ordsprog taler sandt.