Og hvad er det egentlig helt præcist, Obama har udrettet? Hvad er den konkrete forbedring af verdensfreden, hans virke er resulteret i? Det er der ikke rigtig nogen, der har kunnet give et kvalificeret svar på. Nobelpriskomiteens bud på en begrundelse, der kan berettige til fredsprisen,  er en løst formuleret ros til Obamas visioner, hvor såvel den nye atomvåbenstategi som USA’s indstilling til klimaudfordringen nævnes:

Nobelpris-komiteens begrundelse (Information)
“Den norske Nobelkomité har besluttet, at Nobels fredspris for 2009 tildeles præsident Barack Obama for hans ekstraordinære indsats for at styrke det internationale diplomati og samarbejde mellem folkene. Vi har i bedømmelsesudvalget navnlig lagt vægt på Obamas vision om og arbejde for en verden uden atomvåben. Obama har som præsident skabt et nyt klima i international politik. [...] Takket være Obamas initiativ spiller USA nu en mere konstruktiv rolle for at imødegå de store klimatiske udfordringer, som verden står overfor.”
- Nobelkomiteen

Jeg tror ikke, at  mange vil erklære sig uenige i, at Obama har gjort en positiv forskel som USA’s præsident. Derom er undertegnede heller ikke i tvivl. Det, der udløser min kritik af Nobelpriskomiteens valg, er således ikke en forudindtaget modvilje mod Barack Obama som person eller det, han står for. Snarere udløses den af et spørgsmål, der i en verden med 6 mia. mennesker at vælge af må forekomme logisk for de fleste: er der ikke nogen, der har fortjent den mere?

Ser man på listen over modtagerne af Nobels fredspris igennem tiderne, glider øjnene ned over navne som Nelson Mandela, Martin Luther King, Desmond Tutu og Jimmy Carter. Fælles for modtagerne er for det første, at de ikke blot har holdt visionære taler. De har rent faktisk ført ordene ud i livet. For det andet og nok så vigtigt har de tillige det til fælles, at de har fået prisen efter at have ydet en indsats for verdensfreden. Ikke før. Man må yde, før man kan nyde, lyder et gammelt mundheld, og det er sund fornuft, også for Nobelpristagere.

Obama, derimod, har fået prisen for sine gode intentioner. Finn Ziegler, der er medstifter af Libertas, skriver på sin blog Zieglers hjørne om valget af Obama:

Nobelkomite udsteder en “fredspris-future” til Obama (Zieglers hjørne)
“Det er første gang i min erindring, at prisen går til en, som intet har udrettet. Absolut intet. Obama har fået prisen for gode intentioner. Det er vel typisk sådan, at mødre vil behandle deres børn: Belønne dem for gode intentioner. Fædrene vil nok se handlinger snarere end gode intentioner.”
- Finn Ziegler

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har i et indlæg på sin blog, Verden omkring Danmark, kaldt tildelingen for “på forventet efterbevilling” og mindes ligesom Ziegler ikke, at Nobelkomiteen tidligere har uddelt fredsprisen på et så vagt grundlag. Wall Street Journal, som Ziegler også henviser til, omdøber i en kommentar Nobels fredspris til “The Nobel Hope Prize”, altså noget i retning af Nobels håbspris på dansk. Obama har fået prisen, fordi han giver os håb, er budskabet. Eller med lidt andre ord: Obama har fået prisen, fordi han har givet os forhåbninger om, at han kan levere varen.

Men hvad nu, hvis han ikke kan løfte opgaven? Kan prisen så trækkes tilbage? Nej, vel? Information skrev i går om den nye strategi for Afghanistan, Obamas administration har offentliggjort. Fokus er især på en bestemt kontroversiel bestanddel af den nys lancerede strategi. Obama vil, skriver avisen, stik mod ekspertanbefalinger og med tvivlrådige allierede, udruste op mod 50000 militsfolk i Afghanistan med våben, der skal gøre dem forsvarsdygtige og dermed muliggøre lokalt selvstyre uafhængigt af Taleban, hvorved man håber at svække bevægelsen, der netop står stærkest i de uvejsomme og tyndtbefolkede områder.

Militserne i Afghanistan er lokalt funderede, uafhængige militære enheder, som NATO tidligere har brugt enorme ressourcer på at afvæbne for at vinde kontrol med landet og sikre dets indbyggere mod interne militsstridigheder og de blodbad, disse risikerer at ende med. Nu skal de altså bevæbnes igen – og præsident Barack Obama, modtager af Nobels fredspris, betaler regningen.

Man kommer uvægerlig til at tænke på George Orwells 1984, hvor det altseende og altkontrollerende parti, der slet og ret hedder Partiet, blandt andet opererer med en tankekontrollogik, der går ud på, at hvis man kan redefinere sproget, kan man også redefinere, hvorom det overhovedet er muligt at tale. Derfor har Partiet opfundet det såkaldte newspeak, eller nysprog, der umuliggør kritik af Partiets styre igennem en konsekvent begrebsforvanskning. For eksempel hedder det ministerium, der beskæftiger sig med krigsførelse, Ministeriet for Fred.

Gad vide, om vi fremover skal se Nobels fredspris som udtryk for samme tankegang – så det, vi kalder en fredspris, i virkeligheden er en eufemistisk omskrivning af realiteterne, ifølge hvilke vi nærmere burde tale om Nobels krigspris? Lad os endelig ikke håbe det. Under alle omstændigheder står det dog klart, at Nobels fredspris – også med Al Gores modtagelse af prisen i 2008 in mente – bevæger sig længere og længere væk fra det antimilitaristiske udgangspunkt, Alfred Nobel oprindelig havde tiltænkt den i sit testamente. Ja, nordmanden Frederik Heffermehl hævder sågar i en ny bog, at Nobelkomiteen uddeler ulovlige fredspriser.

Nobels fredspris tilbage på sporet, tak.

Når hele Vorherres skaberværk stander i våde (eller bogstavelig talt er i fare for det) som følge af klimaforandringerne, er det oplagt for et kristent menneske at interessere sig for emnet. Derfor, må ræsonnementet være, er det også oplagt for kirken som sådan at blande sig i det. Det gør man så med klokkeringning på dagen for klimatopmødet i København d. 13. december 2009. Ikke bare én, men 350 gange (for de 350 ppm, CO2′ens andel af atmosfæren ifølge målsætningerne mindst skal reduceres til) skal klokkerne landet over bimle og bamle for Jordens ve og vel.

Mange steder i landet vil man endog akkompagnere klokkeringningen (eller omvendt) med en såkaldt skabelsesgudstjeneste, der skal bidrage til at sætte yderligere fokus på klimaudfordringen. Initiativet, der organiseres af Grøn Kirke og Danske Kirkers Råd, har affødt mange og meget forskelligartede reaktioner. Min reaktion sammenfattes meget godt af Folketingets kirkeudvalgs formand, Venstres Britta Schall Holberg:

Politikere strides om klimaringning (Kristeligt Dagblad)
“Jeg tror, at de er blevet fuldstændig gale. Det er misbrug at spænde kirken for en klima-vogn. Jeg kan ikke gøre andet end at ryste på hovedet.”
- Britta Schall Holberg (V)

Der er intet problematisk i, at man som kristen på baggrund af Bibelens ord finder det nødvendigt at deltage i klimadebatten. Slet ikke. Det må man naturligvis gøre, lige så tosset man vil, akkurat som alle mulige andre må deltage efter forgodtbefindende med deres egne bevæggrunde herfor, de være sig verdslige såvel som religiøse. Det problematiske består deri, at kirken som sådan, kirken som institution i sin helhed støtter ringningerne.

Denne støtte er nemlig udtryk for en politisering af folkekirken. Det ved de biskopper, der støtter ringningerne, godt. Derfor har et af deres hovedbudskaber i debatten været at dementere dette forhold. Som biskop Peter Fischer-Møller formulerede det:

Klimaklokker skal kalde til nødvendige forandringer (Kristeligt Dagblad)
“Klimaet er ikke en partipolitisk sag. Det handler om klodens og vor fælles fremtid, som vi som kirke også bør forholde os til.”
- Biskop Peter Fischer-Møller

Et udsagn, der ganske åbenlyst er aldeles tåbeligt – for hvorom er det, politik i reglen drejer sig? Netop: “klodens og vor fælles fremtid.” Med andre ord er klimaet i allerhøjeste grad en partipolitisk sag, hvilket da også understreges af, at klimatopmødet ikke er et religiøst forum, men derimod et politisk topmøde med deltagelse af politikere og deres embedsmænd fra hele verden, der efter planen skal munde ud i politiske beslutninger.

Nu er det sådan, at man for at kunne foretage en verdslig ringning – principielt i kategori med de ringninger, der tidligere skete ved radioaktivt nedfald, luftforurenings- eller mobiliseringsvarsler (mere herom i kirkeministerens svar til kirkeudvalget på et spørgsmål om klokkeringningerne) – skal have Kirkeministeriets tilladelse. En sådan tilladelse har Grøn Kirke-initiativet dog end ikke forsøgt at opnå, for, siger man (blandt andre biskop Fischer-Møller med udgangspunkt i ovennævnte citat), det er skam en kirkelig ringning.

Spørgsmålet er så blot: hvis ikke den internationale politiske forhandling om foranstaltninger til bevarelse af Jordens miljø er en så politisk sag, at den kan afvises som værende kirkelig, hvad i alverden vil man da kunne nævne som et eksempel på en sag, der ligger uden for den kirkelige sfære? Med “kirkelige” klimaringninger er grænsen mellem religion og politik i folkekirken ikke bare overskredet, den er gjort fuldstændig indholdsløs og dermed i realiteten ophævet.

Når miljøpolitik er et kirkeligt anliggende, hvorfor mener kirken ikke også noget om socialpolitik? Integrationspolitik? Eller hvad med trafikpolitik – det er vel god kristen etik at gøre busserne gratis, så moster Oda kan komme til gudstjeneste om søndagen uden at skulle give afkald på sin i forvejen sparsomme folkepension.

Provst i Helsingør Stift, Peter Balslev-Clausen, er enig:

Klima-kirkeklokker skaber uro (Jyllands-Posten)
“Den planlagte klokkeringning er en klar politisk tilkendegivelse og tager evangeliet som gidsel i en sag, der skal løses politisk og teknisk. Man skal passe morderlig på, at der ikke går religion i klimadebatten. Så kan man også ringe med kirkeklokkerne for en ny sociallov og andre politiske dagsordener”
- Provst Peter Balslev-Clausen

Så vidt er det gudskelov (!) ikke kommet, og det er der god grund til at glæde sig over. For det første, fordi det er i strid med kirkens religiøse grundlag, lutheranismen (man bruger ikke udtrykket den evangelisk-lutherske folkekirke for ingenting). En af lutheranismens centrale pointer er nemlig toregimentelæren, der kort sagt går ud på, at livet har to regimenter, det verdslige og det åndelige. Heraf er det kun kirkens opgave at beskæftige sig med det åndelige regimente. Denne sondring mellem det åndelige og det verdslige giver god mening, når man læser Bibelen. Jesus engagerede sig aldrig i politik. Som han udtrykker det i Matthæusevangeliet: “giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”

For det andet, fordi en politisering af kirken rent opbakningsmæssigt ikke just er et intelligent træk fra kirkens side. Ved at tage så klart politisk stilling risikerer folkekirken at støde de sognebørn fra sig, der ikke er enige i kirkens politiske standpunkt. For eksempel bliver det efter d. 13. december lidt sværere for dem, der har et mere nuanceret syn på klimaproblematikken end Fischer-Møller og kompagni, at tage kirken seriøst, ligesom nogen sikkert også ærgrede sig over forløbet i Brorsons Kirke, hvor sognepræst Per Ramsdal ligeledes spændte kirken for en politisk vogn.

I et interview i Politiken slår Ramsdal til lyd for, at kirke og stat skal adskilles, idet han ønsker “en kirke, der træder i karakter, melder ud om samfundsanliggender og engagerer sig i det sociale arbejde – uden dog at gå ind i politik.” Hans argumentation herfor er legitim nok, nemlig at ordene fra prædikestolen ikke giver mening, hvis de ikke omsættes til handling. Deri har han ret. Han har blot misforstået folkekirkens lutherske grundlag, ifølge hvilket denne udøvelse af kristendommen jævnfør tankerne om det personlige gudsforhold i praksis er det enkelte individs anliggende. Desuden kunne jeg godt tænke mig at høre Ramsdals bud på en grænsedragning mellem “samfundsanliggender” og “politik”? Jeg tror næppe, at det lader sig gøre på en meningsfuld måde.

Personligt er jeg meget glad for at komme i kirken og agter ikke at lade mig skræmme væk af enkelttilfælde som disse, men folkekirkens i stigende omfang politiserende linje generer mig ikke desto mindre. Andre med en mindre tilknytning til folkekirken end jeg, der står i samme situation, kan nok tænkes at tage deres kirkegang – eller endda deres medlemskab – op til overvejelse. Den 13. december ringer klokkerne for klimaet, men kirken risikerer, at de en skønne dag ringer for kirken selv i en noget sørgeligere kontekst, hvis den fortsætter med at se bort fra de lutherske ideer om toregimente, personligt gudsforhold og så videre, hvorpå den bygger, og blande sig i den politiske debat som nu.

Hvorfor i alverden støtter danskerne så et sådant forslag? Det er dagens gåde for undertegnede. Skatteministeren kalder forslaget for et “misundelsesforslag”. Vil det sige, at danskerne også vælger at støtte forslaget på baggrund af jantelovsmotiver og misundelse – eller er det snarere på baggrund af en manglende viden om de sandsynlige økonomiske konsekvenser af forslaget? Jeg vælger nu at tro det sidste.

Og så leverer de borgerlige regeringspartier en tydelig indikation af, at jeg har ret i min mistanke om de negative konsekvenser af ensidigheden i klimadebatten. Konservatives Per Ørum Jørgensen siger om Lomborg og hans forskning, at

K: Lomborg er en støjsender (Information)
“Jeg har svært ved at tage ham alvorligt – ikke mindst efter at have set det mobile springvandshow, han nu lancerer. Hvis vi lytter for meget til hans fantasifulde påfund, risikerer vi at negligere de kæmpemæssige klimaudfordringer, som vi står over for – og som førende forskere i verden videnskabeligt har dokumenteret.”
- Per Ørum Jørgensen

Man er i sin gode ret til som politiker at indtage en holdning, negativ eller positiv, til en given forskers arbejde og resultater, men at kalde Lomborgs forskning for “fantasifulde påfund” og hans skyfabrikker for et “mobilt springvandsshow” er simpelthen for tykt og lugter langt væk af opportunisme og populistisk flyden med strømmen i forsøget på at score nogle billige points på klimadagsordenen.Venstre (in casu Eyvind Vesselbo), der jo oprindelig gik foran i støtten til Lomborg i oprettelsen af Institut for Miljøvurdering, trækker også i land og vil undersøge, om man får mere medvind for pengene andetsteds… mere miljø, mener jeg!

Faktisk er denne debat et eklsempel på, at DF ikke altid vælger den mest populistiske vej at gå. Klimadiskursen farver enhver snak om miljøet, og det langt nemmeste er immervæk at afvise enhver kritisk forsknings relevans i skarpe vendinger. Det, DF gør, at beskytte og gå i brechen for en forsker, hvis resultater og holdninger strider imod de gængse, kræver politisk mod.

Forresten er min vurdering, at hele diskussionen om DF i regering eller ej er komplet irrellevant. DF ved udmærket godt, at de ingenlunde har interesse i regeringsdeltagelse af adskillige årsager. Først og fremmest vil det give dem et langt mere snævert spillerum til at lege opposition og kritisere regeringen og dens ministre. For det andet risikerer de at ende med tunge og upopulære sager, som på nuværende tidspunkt varetages af ministre fra V og K, hvilket kan mindske deres folkelige appel ganske drastisk. Langt mere givtig er den aktuelle position som magtfuldt støtteparti, der skal tages i ed ved alle større beslutninger og har udstrakt handlefrihed i kritikken af de regerende partier, fordi disse4 er helt afhængige af DF’s støtte i den etablerede parlamentariske situation.

Som Kjærsgaard selv udtrykker det:

Pia Kjærsgaard vil gerne i regering (Børsen)
“Lige nu ligger ministrene længere nede på magtbarometeret end jeg, og det siger, at vi lige nu har stor indflydelse.”
- Pia Kjærsgaard

Hvorfor i alverden skulle hun overhovedet overveje at bytte den position med ministertaburetter? Det sker ikke foreløbig, hvis man spørger undertegnede.

Problemet opstår, fordi mennesket i kraft af afbrænding af fossile brændsler og organisk materiale frigør store mængder af især drivhusgassen CO2, der øger forekomsten af drivhusgasser i atmosfæren og dermed den andel af Jordens langbølgede varmestråling, der forbliver i atmosfæren. Drivhusgasserne fungerer altså som glasset i et drivhus – deraf navnet. Konsekvensen bliver en global opvarmning af atmosfæren og dermed Jorden. Men bliver der så ikke blot flere sydfranske feriestrande? Nej, siger klimaforskerne. Den øgede temperatur betyder massiv afsmeltning af polerne, der igen medfører en havstigning, som vil betyde, at lavtliggende egne af verden vil blive oversvømmet, heriblandt store dele af Holland, og Bangladesh. Desuden kan den store tilførsel af ferskvand svække Golfstrømmen, der medbringer varm luft til Nordeuropa. Hvis Golfstrømmen svækkes tilstrækkeligt – eller helt stopper – er der risiko for en ny istid.

Endvidere betyder opvarmningen, at plantebælter forskydes, så dyrkningsforholdene ændres dramatisk. I nogle lande vil det blot betyde nye dyrkningspotentialer, men fattige områder, hvis hovedsagelige indkomstkilde er landbrugsjord, bliver måske til ørken, så de lokale rammes af hungersnød og enten må sulte eller vandre til mere frugtbare områder, der så bliver belastet yderligere. På grund af disse alarmerende omstændigheder råber blandt andre FN’s klimapanel, IPCC, vagt i gevær.

En vurdering, der er af enestående vigtighed for debatten om klima og miljø, ikke kun i Danmark, men i hele verden, at den har fået lov at dominere den klimapolitiske debat på en hidtil fuldstændig uhørt facon. Imidlertid er det ikke alle, der er enige i FNs klimapanels antagelse om, at global opvarmning er forårsaget af menneskeskabt CO2. Andre forskere mener, at global opvarmning er naturlige temperatursvingninger. Disse temperatursvingninger kan observeres i iskerneboringer, hvor man ser på koncentrationen af forskellige stoffer i isens luftbobler. Til det historiske perspektiv hører også forskellige varme- og kuldeperioder, som er forekommet før industrialiseringen og derfor ikke kan være afhængig af en stor CO2-udledning. F.eks. var der i middelalderen en varmeperiode, som gjorde det muligt at dyrke druer i Nordeuropa. Denne periode efterfulgtes af en lille istid fra 1300-1900. I 1920’erne havde vi en usædvanlig varm periode, mens man fra 1945-75 diskuterede, hvorvidt man var på vej ind i en ny istid.

Fremdeles er der en ringe sammenhæng mellem udviklingen af atmosfærens CO2-indhold og temperaturstigningerne – stigningen i CO2s andel af atmosfæren ser nemlig ikke ud til at betyde en proportional temperaturstigning, derimod ser der ud til at være den sammenhæng, at højere temperaturer øger CO2-mængden. Dette kan forklares med, at havets evne til at binde CO2 forringes, når det opvarmes.

Men hvis menneskeskabt CO2 ikke bevirker klimaforandringerne, hvad i alverden styrer så klimaet? Klimaforskeren Henrik Svensmark har påpeget, at medens der ikke er nogen god sammenhæng mellem CO2-stigninger og temperaturens ditto, er der en meget nøjagtig sammenhæng mellem forekomsten af solpletter og temperaturstigninger. Jo flere solpletter, des mere stiger temperaturen. Det skyldes, at den kosmiske stråling mindskes, når Solens magnetfelt forstærkes – og Svensmark har påvist, at kosmisk stråling påvirker skydannelsen: lav kosmisk stråling er lig med lave temperaturer, fordi lav kosmisk stråling betyder færre skyer.

En anden sag er, at der måske reelt ikke er sket nogen opvarmning – eller i hvert fald en mindre opvarmning, end man antager. De målestationer, der igennem årtier har målt temperaturerne ved overfladen, er nemlig for det første blevet færre, for det andet er de udelukkende placeret på land (som kun udgør ca. 30 % af planeten), og for det tredje lå mange af de målestationer, der er blevet nedlagt (i alt 75 %), på landet – og desforuden har ny bydannelse omsluttet stationer, der tidligere lå på landet, med bymiljø. Det er et metodisk problem, fordi overfladens albedo i bymiljøer typisk er lavere, hvorved temperaturen er op til flere grader højere i byerne end på landet. Denne tendens forstærkes af det massive varmeudslip fra byens bebyggelser. Med satellitmålinger undgås denne unøjagtighed, da de er uafhængige af overfladealbedo og bebyggelse. Satellitmålingerne kan ikke påvise en generel temperaturstigning, men blot, at den varierer uden et fast mønster.

Forudsigelsen af fremtidige temperaturstigninger – der lyder på så skræmmende tal som 5 grader Celsius i 2100 – bygges i sagens natur ikke på målinger. I stedet baserer man profetierne på computermodeller, der har flere ulemper. Mens Jordens klima er et analogt og meget komplekst system, er computermodeller digitale systemer, der kun kan tage hensyn til de variable, der er velkendte – og typisk ikke dem alle på én gang. En computermodel er altså ikke en 100 % skudsikker måde at forudsige fremtiden på.

Undertegnede har ikke den rette akademiske baggrund til for alvor at kunne vurdere, hvorvidt Svensmark og hans kritiske kolleger eller hoben af mediedarlings på CO2-holdet har ret. Det lader jeg forskerne kriges om. Det, der er mit ærinde som borger i det danske samfund, der bruger store summer på et klimatopmøde, hvor temaerne lægger sig tæt op af CO2-diskursen, er to andre spørgsmål af bekymret og lettere panderynkende karakter.

For det første det, jeg også nævnte i min omtale af Kjærsgaards klimaugebrev forleden: hvilke konsekvenser får det for forskningsfriheden, at én teori har fået lov at dominere i så høj en grad? Det har forskeren Henrik Svensmark (ham med teorien om solpletter som udslagsgivende for temperaturændringer) et bud på:

Klimaskeptiske forskere lægges på is (180Grader)
“Min forskning viser jo det, den altid har vist, men politiske og økonomiske interesser har overtaget styringen af, hvilke konklusioner man ønsker at lytte til. Det skævvrider forskningen og giver ikke det bedste grundlag at træffe beslutninger på.”
- Henrik Svensmark

Professor Ole Humlum udtaler sammesteds (oprindeligt i Kristeligt Dagblad, på hvis hjemmeside jeg desværre ikke kan finde artiklen): “Der har udviklet sig en ubehagelig tendens til, at synspunkter, der afviger fra FN’s Klimapanel og dermed danske politikeres, bliver mødt med vrede.” Hvis seriøse forskere pludselig står tilbage med oplevelsen af, at folkeliggørelsen og mediernes overfokusering på et bestemt videnskabeligt resultat har medført en endog særdeles svækket lydhørhed over for deres forskningsresultater, ja, så kan jeg ikke finde på andre ord for det end bekymrende. Meget bekymrende. “Klimafornægtere” er forskere, der baserer deres udmeldinger på objektive og tilstræbt eksakte videnskabelige undersøgelser. Hvis den offentlige debat ikke formår at inddrage deres forskning på lige linje med CO2-fløjens, risikerer vi at vigtig viden og nuancering af klimaproblemstillingen går tabt.

For det andet, og dette spørgsmål er ikke for sarte sjæle, da det har karakter af en udpræget politisk ukorrekthed i brede dele af samfundsdebatten: selv hvis de forskere, der tror på menneskeskabt global opvarmning, har ret, bør vi så prioritere klimatiske ændringer til store beløb højest? Højere end f.eks. underernæring, malaria, urent drikkevand og manglende uddannelsesmuligheder i den 3. verden?

Hvis man tager udgangspunkt i økonomiens grundantagelse om, at der altid er knappe ressourcer, og at man derfor er nødt til at prioritere dem, så de bliver brugt med størst mulig virkning, viser det sig, at overholdelse af Kyoto og eventuelle skrappere reduktionsmål efter klimatopmødet i København langtfra er den måde, hvorpå vi bruger pengene bedst (her defineres bedst som ‘størst mulige resultater til færrest mulig penge’). Prioriteringsmetoden kaldes cost-benefit-analysen og er på dansk grund især personificeret i Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus-konferencer og deres opsigtsvækkende konklusioner. I den miljøøkonomiske disciplin er klimaforskere ikke – som andre steder i klimadebatten – de førende eksperter.

Det er økonomerne derimod. Deres analyse lyder, at ved at give kosttilskud, uddannelse og medicin til verdens fattige, øges deres levestandard betragteligt samtidig med, at deres muligheder for at forsvare sig mod klimaforandringer øges. Satser man i stedet på Kyotoaftalens mål om at nedsætte CO2-udslippet, opnår man en reduktion på 0,07 % til og med 2100. En ubetydelig reduktion, der ligeledes vil hæmme væksten i såvel i- som ulande, fordi den vil ske gennem begrænsninger for industrien vha. kvoter.

Behøver det virkelig at være politisk kamikaze at fremstamme, om det ikke kan diskuteres, hvor pengene er bedst brugt, ligesom det gøres indenfor alle øvrige politikområder?

Socialdemokraterne fabler om en statsbank. Du godeste:

Socialdemokraterne: Staten skal drive bank (180Grader)
“For det første kunne det hjælpe virksomhederne. Men det kunne også få de private banker op på stikkerne, når der er konkurrence fra det offentlige.”
- Anders Lundkvist

Siger hvem? Anders Lundkvist, der er ekstern lektor i økonomi – men samtidig medforfatter af leksikon.org, som de fleste vist indrømmer mildest talt er en temmelig tendentiøs størrelse til trods for deres leksikale ambitioner. Det der med objektivitet er jo en hård nød at knække. De forsøger sikkert – kanske de bare ser et rødt flag smælde lidt for ofte? Men 180Grader, helt ærligt, hvad er en ultrasocialist? Jeg spørger bare.

Pia Kjærsgaard lutrer min sjæl med et fornuftigt ugebrev – ja, de findes faktisk – om klimadebattens eskalerende hysteri. Mind mig om at skrive en klimapolitisk kommentar ved førstkommende lejlighed. Men lææs nu, hvad fru Kjærsgaard ytrer:

Giv os proportionerne tilbage (Dansk Folkeparti)
“Ingen med fornuften i behold kan være modstander af, at vi træffer vore forholdsregler, når det gælder om at modvirke opvarmningen – også selv om omfanget af menneskets indflydelse på denne ikke entydigt er fastlagt, og selv om klimaet er en uhyggelig kompleks størrelse, der er genstand for stor uenighed blandt forskere. Men jeg står helt af, når man ”aftaler”, at temperaturen ikke må stige mere end to grader over en årrække. Hvordan i alverden kan man aftale noget, som man end ikke aner, om man har indflydelse på?”
- Pia Kjærsgaard

Godt brølt, løve, som man siger (om man har læst Shakespeare eller ej). Et af de oversete dilemmaer i klimadebatten, som Kjærsgaard mere eller mindre bevidst berører, ligger mig i høj grad på sinde: forskningsfriheden. For når medierne og politikerne ukritisk labber alle dommedagsprofetierne i sig og giver dem al den taletid, der er til rådighed, er der ingen taletid til den forskning, der er kritisk over for tanken om menneskeskabt global opvarmning – eller som måske bare er af den opfattelse, at pengene kan bruges bedre end til at halse efter Kyoto-målene her og nu. Og de forskere, der ikke er taletid til, er der heller ingen forskningsbevillinger til. Så enkelt er det.

Den kritik, Socialdemokraternes Mette Gjerskov (miljøordfører, og det er ikke arbejdsmiljøet, der er tale om) straks buser ud med, er ret sigende for niveauet i klimadebatten. Enten er man med os, eller også er man imod os, og i sidstnævnte tilfælde har vi gloserne klar. Klimafornægter o. lign. – ikke at forveksle med Holocaustfornægter, selv om ordvalget unægtelig bærer på en negativ konnotation, der peger i den retning. Pia Kjærsgaards udmelding er “direkte skadelig,” mener Gjerskov. Værsgo at læse med: Pia Kjærsgaard: Vi aner ikke, om vi har indflydelse på klimaet (Ingeniøren). Hvori består det skadelige i at se kritisk på omstridt forskning? Er det ikke snarere Gjerskovs klimahetz, der er skadelig, når det kommer til stykket? Klimahetz. Nyt ord. Tag det og brug det!

Debatten om mænd og kvinders respektive ansvar for manglende børn i landet tillige med sædeligheden i singlekvinder med børn fortsætter naturligvis – jeg deler lige to gode links med jer. For det første et befriende fordoms- og floskelfrit opråb til mænd og kvinder fra en kommunikationsrådgiver ved navn Signe Wenneberg, jeg ikke har hørt om før. For det andet endnu en kvinde, Marie Wandel Kampmann, der også rusker op i mændene: hvis I synes, det er en katastrofe, at børn vokser op uden en far, så kom da i gang. Kurtisér, charmér, forfør de enlige mødre! De leder stadig efter den eneste ene.

For så vidt et sympatisk budskab, men jeg vil nu stadig vove at påstå, at det har mændene nok prøvet – at være prinsen på den hvide hest er sin sag i dag. Enten er hesten desværre lidt for grålig, eller også glemte prinsessen lige at specificere: det er naturligvis kun kronprinser, der har interesse. Gør op med perfektionismen, find hinanden og find jer i hinanden, som jeg skrev, og det gjaldt for øvrigt såvel kvinder som mænd. Alt andet er synd, ikke kun for mændene (det tykkes mig, at der går en smule feminisme i denne debat), men for kvinderne ligeså.

Med et link til Henriette Kjærs snak om et “psykologisk spil” om regningen for oprettelsen af fribyer for forfattere, der er forfulgt for at bruge deres ytringsfrihed, er vi ved at være ved vejs ende:

Ingen betaler for forfulgte forfattere (Danmarks Radio)
“Det er ærgerligt, vi ikke er blevet et friby-land, når vi har besluttet det. Men jeg ser det sådan, at der kører et psykologisk spil mellem staten og kommunerne om regningen.”
- Henriette Kjær

Og så? Et psykologisk spil om regningen skal forhindre os i at tilslutte os dette glimrende initiativ? Der skal findes en løsning, og det med det vuns. Ingen pris er for høj at betale for ytringsfriheden. Og så har vi endda penge stående i Kulturministeriet! Hvad venter vi på?