Det siges, at Danmark for øjeblikket regeres af et borgerligt flertal. Af og til kan det dog være svært at tro. Det gør sig for eksempel gældende, når snakken falder på landets børnehavebørn. Fra 1. januar 2010 er disse – det vil sige mere end 100000 danskere – nemlig underlagt en tvungen madordning. Forslaget? Det stammer såmænd fra regeringen selv.

Det lyder utroligt: En borgerlig regering med statsministerpartiet Venstre for bordenden, der burde lægge vægt på værdier som frihed, selvstændighed og personligt ansvar, fremsætter og stemmer for et forslag, der indebærer tvungen madordning i de danske børnehaver. Ikke desto mindre er det lige så sandt, som det er sagt.

Madpakker har alle dage været forældrenes opgave, og det er der mange grunde til. Lad mig nævne dem, der efter min mening er særlig væsentlige. For det første er det helt grundlæggende forældrenes ansvar som netop forældre at brødføde deres børn – og det er et ansvar, som de i forvejen varetager ganske udmærket, helt uden at kny. For det andet giver det børnene en medindflydelse på, hvad de får i madpakken. For det tredje er der ressourceproblematikken: mange af landets børnehaver har langt fra de køkkenfaciliteter, der er nødvendige for at sikre mad af ordentlig kvalitet. Mens vi venter på faciliteterne, venter der børnene masseproduceret fabriksmad, der, selv hvis den skulle vise sig at være rig på næringsstoffer, vil blive leveret i kedelig og upersonlig indpakning. Ud med de farverige og opfindsomme madpakker med gulerod, leverpostejsmadder og agurkeskiver; ind med grå foliebakker på køl.

En fjerde og måske mindre rationel grund til, at dette scenarium er en dårlig ide, er i forlængelse heraf den mulighed for omsorg og omtanke, forældrene mister. Tabet af den kærlighed, der ligger i en lille seddel fra mor med ønsket om en god dag, kan for barnet betyde mindst lige så meget som tabet af sund og nærende mad. Der er altså på alle måder tale om en ordning, der ikke kan fungere optimalt fra begyndelsen.

Nuvel – det kommer den sikkert til, og indtil da kan forældrene vel bare fortsætte med at smøre madpakker til deres små poder? Nej. Det kan forældrene netop ikke. Der er nemlig (og det kan vel siges at udgøre en femte grund) tale om tvang. Danmarks Statistik opgjorde i 2005 antallet af børnehavebørn til 109 447. Disse godt 100 000 børn udsættes for noget, man med et lidt grimt ord kan kalde tvangsfodring – og de (sikkert omtrent dobbelt så mange) forældre, der før var klar fra morgenstunden med madkasser og pålæg, udsættes samtidig for regulær berøvelse af deres forældremyndighed, idet de ikke længere har retten til at bestemme, hvad deres børn skal spise. Spis, min gris – i morgen skal du slagtes!

I Århus Kommune og andre steder har man forsøgt sig med en omgåelse af reglerne ved at registrere forældrene som private leverandører af mad til kommunen. Et forståeligt modtræk, der dog bestemt ikke er uden ulemper. For eksempel betyder det stort bureaukrati, både for institutioner og forældre. Det må man bare ikke, siger socialminister Karen Ellemann. Næh, her i Danmark må forældre skam ikke smøre deres børns madpakker. Hvis de skulle få lyst, kan de jo blot tage deres børn ud af børnehaven, som ministeren kom for skade at ytre. Jovist, det kan de vel i teorien, men jeg tror, det står klart for de fleste, hvilke konsekvenser en sådan manøvre i praksis vil få, hvis den foretages af ret mange. For hvor skal børnene så passes? Hjemme? Og hvornår skal forældrene arbejde, hvis dét er svaret?

Som om det ikke skulle være nok, er der faktisk en sjette grund til, at madpakken bør forblive i forældrenes hænder, og det er en grund, der efter min mening er blevet overset på besynderligste vis i Venstres og mediernes diskussioner. For hvad med det kommunale selvstyre? Ideen om, at kommunerne på baggrund af en rammeaftale med staten i videst muligt omfang selv administrerer midlerne og foretager de økonomiske og politiske prioriteringer, der følger heraf, er på nogle områder efterhånden ikke mere værd end det stykke papir, hvorpå den står skrevet. Det kommunale selvstyre er i disse år under betydeligt pres fra Folketinget, og den statsligt dikterede tvangsfodring er endnu et eksempel på denne udvikling. En skam, for den decentrale styring af kommunerne er en liberal kongstanke. Derfor bør vi råbe vagt i gevær, også selv om det denne gang er Venstre, der leverer anledningen.