Politik er imidlertid ikke på denne liste, og det må komme som en overraskelse for de politiske kommentatorer, der fylder mere og mere i dansk politik. Disse kommentatorer har, som DSU og VU’s fælles såkaldte “bullshitbarometer” dokumenterer, i de forløbne år fået større og større medieopmærksomhed.

Det er berettiget: deres beskrivelser af magtkampe og taktiske træk i dansk politik er underholdende og dejlig uforpligtende nyhedsdækning, der kan indtages problemfrit, medens man slænger sig på sofaen eller surfer på sin pc, omtrent som sæbeoperaer o.l. i eftermiddagstimerne på TV2 – eller netop sportskommentarer som dem, der publiceres i forbindelse med OL og andre idrætsbegivenheder.

De såkaldte analyser er kort sagt metafor- og farverige beretninger om politik i dagens Danmark på godt og ondt, og sådanne kulørte historier har naturligvis deres plads. Problemet er blot, at de netop kun er kulørte historier, ikke seriøs politisk journalistik.

Deres fremtrædende position i mediebilledet kombineret med den kultdyrkelse, flere kommentatorer har haft held til at skabe om sig selv, afspejler ikke dette forhold. Kommentatorernes tiltagende magt og dominans i den politiske journalistik bør anspore dem til ikke blot at beskæftige sig med de taktiske overvejelser, selve det politiske spils form, men også med spillets indhold, den politiske substans.

Politik er nemlig ikke kun intriger, personspørgsmål, tæl til 90-leg og katten om den varme grød. Politik er ligeledes helt konkrete politiske forslag og udspil, der ikke – som mangen en kommentator ellers rutinemæssigt har hævdet – hovedsageligt er udtryk for, at “regeringen er presset” eller “oppositionen demonstrerer sammenhold”, men derimod udtrykker politikernes interesse for de problemer, samfundets borgere oplever, og deres løsninger.

Netop derfor er et initiativ som Bullshitbarometeret – omend man efter undertegnedes mening godt kunne have fundet på et bedre navn, hvad for eksempel med Varmluftsmåleren, Tomgangsdetektoren eller lignende – yderst velkomment. Det kommer i rette tid (om ikke for sent). Tanken med barometeret er ganske enkelt at give den besøgende muligheden for at anmelde og vurdere en politisk kommentators optræden i medierne på en art lødighedsskala, hvorefter denne vurdering så lægges offentligt til skue.

Man kan nære et lønligt håb om, at det vil være med til at sætte fokus på den forfladigelse af den politiske debat, de senere års mediedækning har faciliteret. Mindre sport, mere substans, tak. Eller som VU’s formand, Jakob Engel Schmidt, og DSU’s mand på samme post, Peter H. Thomsen, ytrer i deres fælles kronik i Berlingske Tidende:

Skru ned for politiske kommentatorer (Berlingske Tidende)
“Skrevne såvel som elektroniske medier skyder vælgerne og demokratiet i foden ved at fokusere på formen frem for indholdet.  [...] mere tid til den politiske journalistik og gå kritisk i dybden med politiske forslag. Hvad taler for og imod et givent udspil? Holder politikerne det, de lover, og er der noget, de glemmer? Alt dette er ganske relevant og langt mere interessant end taktik og spin.”
- Jakob Engel Schmidt og Peter H. Thomsen

Korruption er om ikke demokratiets modsætning, så i hvert fald en af dets værste fjender, og i undersøgelser af demokratiets tilstand rundt om i verden er korruption netop derfor et af de helt centrale parametre. I hvor høj grad skabes politik i en reel offentlig diskussion snarere end af velstillede interessenters økonomiske bidrag til at fremme specifikke politiske beslutninger? Dét er et centralt anliggende for demokratiet.

Tænk, hvis Venstres og Konservatives partiprogrammer var skrevet af A.P. Møller Mærsk, tænk, hvis Danmarks rigeste mand, hr. Mærsk Mc-Kinney Møller, dikterede regeringens politik, således at fremsatte lovforslag på forhånd var afpasset med virksomhedens behov på samtlige relevante områder. Ville det være demokratisk – eller sagt på en anden måde: kan politik være til salg i et demokrati?

Svaret er naturligvis et klokkeklart nej. Formelt set ville Danmark i den ovenfor skitserede hypotetiske situation til stadighed have karakter af et demokrati, men det er åbenlyst, at demokrati som begreb er tømt for det indhold, hvormed vi ellers associerer det, i det øjeblik demokratiske beslutninger kan fremprovokeres direkte af utilslørede finansielle  overførsler.

En ting er, at erhvervsdrivende støtter borgerlige partier, medens fagbevægelsen traditionelt har haft et godt øje til venstrefløjen og følgelig har bidraget til de herunder rangerende partikasser. Disse transaktioner er udtryk for støtte til den politik, partierne fører; vel at mærke en støtte, der ikke indeholder modkrav om særlige hensyn og politiske markeringer.

Noget andet er, hvis nogen – en virksomhed, en fagforening, en rigmand, en avis – uden blusel kan købe et partis politik, overtage politikformuleringen og idéudviklingen mod et nærmere aftalt beløb. Noget andet er, når politik er til salg. Heldigvis lever vi i et eksemplarisk land uden korruption af betydning, det dokumenterer alle komparative internationale undersøgelser (se for eksempel Transparency International-undersøgelsen fra 2008). Politikere kan ikke købes, ikke i Danmark.

Troede vi. Indtil det for nylig kom for en dag, at odenseanere og københavnere, der i disse dage følger med i den kommunale valgkamp, er blevet snydt. Socialdemokraterne i Odense og København – under henholdsvis Anker Boyes og Frank Jensens ledelse – præsenterer nemlig ikke, som man ellers ganske oplagt kunne tænkes at formode, Socialdemokraternes politik. De præsenterer LO’s. Begge steder har LO formuleret de partiprogrammer, som i øvrigt ikke bare Socialdemokraterne, men tillige flere af de øvrige venstrefløjspartier godvilligt har skrevet under på – og begge steder har partierne gjort det velvidende, at baggrunden var en klar aftale om økonomisk støtte til gengæld for ulejligheden.

Ud over det betænkelige i, at politikere kan købes – og endda undlader at gøre opmærksom på det eller ligefrem lyver sig fra det, som Anker Boye forsøger – har sagen også en anden vinkel. Fagforeninger er ikke politiske partier. De er interesseorganisationer, hvori mennesker af forskellig politisk observans organiserer sig for at fremme netop deres vilkår. Interesseorganisationer, der påberåber sig politisk neutralitet. Denne påstands absurditet stilles nu offentligt til skue – og det er en skam, at det forholder sig sådan, for stærke fagforeninger er en vigtig del af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel.

En fragmentering af de store organisationer udi liberale, konservative og socialistiske foreninger er ikke ønskelig, da en sådan fragmentering vil mindske den styrke, hvormed foreningerne kan tale på deres medlemmers vegne, betragteligt. Omtrent halvdelen af LO’s medlemmer stemmer ifølge undersøgelser på Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti. Ved at tage klart politisk stilling til fordel for venstrefløjen lægger LO afstand til disse medlemmer, og dermed graver fagforeningen sin egen grav.

Venstres Ungdoms formand, Jakob Engel Schmidt, var blandt de første til at reagere på dette galimatias. I et provokerende, men vedkommende og gennemtænkt stunt troppede VU’s formand op ved Frank Jensens kampagnehovedkvarter medbringende en check på 100.000 kr., som han offentligt tilbød Jensens kampagne til gengæld for retten til at formulere kandidatens politiske budskaber. Et tilbud, der er fuldstændig analogt til det, LO valgte at tilbyde Socialdemokraterne i København. I dette tilfælde afslog Frank Jensen dog tilbuddet.

Tilbage er kun at spørge: hvem har mon købt venstrefløjen i din kommune?