I første del af artikelserien om det italienske demokrati og landets politiske kultur beskæftigede jeg mig med en sammenligning af Berlusconis politiske bevægelse og Mussolinis fascisme for at uddrage særlige fascistiske træk ved fænomenet Berlusconi. Selv om jeg veg tilbage fra at kalde ham fascist, konkluderede jeg også, at hans metoder er betænkelige set i en moderne demokratisk kontekst. I denne seriens anden artikel ser jeg nærmere på italiensk politisk kultur og søger at vise, hvori den adskiller sig fra den politiske kultur, der hersker i Danmark.

Politisk kultur. En foreløbig definition
Min opfattelse af, hvad der er acceptabelt i et demokrati, kommer ikke ud af den blå luft. Den er grundlagt gennem en tidlig oplæring i et bestemt demokratisk kodeks, der afstikker alment anerkendte standarder for, hvordan et demokrati fungerer, altså en slags ”uskrevne regler for politisk adfærd”. Sagen er imidlertid den, at disse uskrevne regler ikke er lige udbredte i alle nationale sammenhænge, medens de i visse lande kan være decideret uvigtige og erstattet af andre normer med lignende status. Det følgende er et forsøg på at karakterisere Italiens sæt af uskrevne regler for måske derigennem at opnå en forklaring på, hvorledes en mand som f.eks. Berlusconi kan vinde opbakning som landets regeringschef, altså om der er en sammenhæng mellem landets politiske kultur og dets valg af ledertype.

Som nævnt i første artikel kaldes disse uskrevne regler almindeligvis for politisk kultur. Begrebets grundpræmis er, at en stat ikke kun udgøres af institutionelle og lovmæssige foranstaltninger, men i lige så høj – eller endnu højere grad – af de mennesker, der lever i den, og deres kultur. Der er til stadighed uenighed inden for både humaniora og samfundsvidenskaberne om, hvorledes begrebet skal defineres, men denne diskussion vil jeg her sidde overhørig for i stedet at vælge en definition, der umiddelbart forekommer nyttig i sammenhængen, nemlig at politisk kultur er et mere eller mindre sammenhængende mønster af værdier, normer, holdninger, viden og handlemønstre, der fungerer som fikspunkter i det politiske liv.

Man opdeler traditionelt politisk kultur i tre grundniveauer, der indbyrdes hænger sammen på forskellig vis, nemlig 1) konsensusniveauet, 2) niveauet for grundlæggende politiske konflikter og 3) et aktualitetspræget niveau, så at sige for ”akutte” eller kortvarige aktuelle sager. Forudsætningen for et velfungerende demokrati er, at der er nogenlunde enighed om de centrale spilleregler for netop demokratiet på konsensusniveauet. I Danmark viser flere undersøgelser, at dette er tilfældet, men hvad med Italien?

Nord og syd – det todelte land
En meningsmåling foretaget af analyseinstituttet SWG i 1994 spurgte et repræsentativt udsnit af italienerne om, hvad de betragtede som særlige italienske karaktertræk. Kun 36 % betragtede ”tilslutning til de demokratiske værdier” som vigtigt, medens sølle 16 % mente, at ”samfundssind og tillid til staten” var et essentielt træk. Tværtimod er det vigtigste karaktertræk for en italiener ifølge dem selv et meget lokalt ”hensyn til familiens interesser” med 70 % opbakning. For at drage en parallel til den foregående artikel om Berlusconi kan man vel se sejren i 1994 som udtryk for en evne til at vende disse italienernes iboende opfattelser til egen fordel, idet hans kampagne identificerede institutionernes og statens etablerede elite med kommunismen og modsat kategoriserede sig selv som noget nyt og uprøvet, en ny mulighed. Det betyder ikke, at italienerne ikke var stolte af deres nationalitet, det gjaldt nemlig for 71,9 % af de adspurgte. Denne tilsyneladende positive indstilling overfor italiensk nationalitet skal dog sidestilles med, at over 50 % af de adspurgte var ”meget stolte” af at tilhøre deres geografiske lokalområde eller region. National- og regionalfølelse udelukker altså ikke hinanden.

Der tegner sig ikke desto mindre en fremtrædende uenighed om, hvad italienskhed er, når man opdeler besvarelserne efter politisk tilhørsforhold, især mellem højrefløjen, der vægter samfundssind relativt højt, og samfundets øvrige politiske grupperinger, der ikke agter denne værdi, men i stedet værdsætter mere nære, individuelle værdier. Sociologen Anthony D. Smith definerer en nationalstat som afhængende af en række grundlæggende integrerende træk, heriblandt vigtigst fælles territorium, historiske minder, fælles massekultur, fælles anerkendte grundlæggende rettigheder og pligter og en fælles økonomi. De formelle træk er naturligvis på plads i Italien, men hvad med fælles historie og kultur? Filosoffen Norberto Bobbio har engang påpeget, at denne følelse af fælles rødder i Italiens tilfælde glimrer ved sit fravær.

Den kulturelle opdeling af Italien i Nord- og Syditalien, som jeg kunne forestille mig, at han sigter til, har rødder helt tilbage fra Italiens samling, hvor Italien var kendetegnet ved at være et særdeles heterogent land både i religiøs, politisk, økonomisk, kulturel og social forstand. De mange elitære forsøg på at skabe en reel national identitet har haft den stik modsatte effekt. Da man efter Italiens skabelse omkring 1860 gik i gang med at hæve befolkningens intellektuelle niveau med elitens som forbillede, overså man f.eks., at den jævne befolkning først sent kom med i noget så basalt som det italienske sprogfællesskab, da eliten med ét dæmoniserede dialekter og udnævnte toskansk til det officielle rigsmål.

På det tidspunkt talte nemlig kun 0,8 % af den ikke-toskanske befolkning den nys kanoniserede dialekt. De uligheder mellem syd og nord, som bl.a. denne sprogbarriere medførte, er fortsat indtil i dag. Sat på spidsen kan man sige, at Norditaliens befolkning er velhavende og veluddannet, medens Syditaliens indbyggere er lavt- eller uuddannede og fattige – typisk engagerede i de primære (altså de agrare) erhverv. Denne heterogenitet giver slette vilkår for national enighed om en konsistent politisk kultur.

Mistilliden og dens konsekvenser
Det unge demokrati – Italiens styre indtil slutningen af 2. verdenskrig baseredes på den monarkiske Statuto-forfatning indført i 1848, der gav monarkiet omfattende konstitutionelle muligheder – Italien har i sin dannelsesproces været udsat for en række undtagelsestilstande, der udstiller dets skrøbelighed, dels de dysfunktionelle liberale regeringer før fascismen, så Mussolinis fascistiske regime og senest den række af korruptionsskandaler i det politiske establishment, der er fulgt i hælene på operation Rene Hænder (Operation Rene Hænder betegner en lang række retssager mod Italiens politiske elite for korruption, magtmisbrug og deslige) fra 1992. Faktisk synes skandaler og undtagelsestilstande at være så hyppigt forekommende, at der nærmest kan udråbes permanent undtagelsestilstand i det italienske demokrati efter danske forhold.

De nævnte undtagelsestilstande har tilsammen medvirket til at lægge selv de demokratisk indstillede borgerskab en dyb skepsis over for statsmagten på sinde. Denne skepsis har medført en udbredt utilfredshed med demokratiet, der blandt andre er dokumenteret af CENSIS, et italiensk socialforskningsinstitut, der dels publicerer en stort anlagt årsrapport, dels en række mindre lejlighedsbestemte undersøgelser med jævne mellemrum. En CENSIS-undersøgelse fra 1995 viste nemlig, at kun 4,5 % af italienerne følte sig repræsenterede af regeringen, lidt flere af parlamentet. Denne utilfredshed har ført til, at italienerne har orienteret sig imod familien og nærmiljøet i en grad, der ikke er hensigtsmæssig, hvis målet er at skabe en formålstjenlig politisk kultur ikke ulig den danske.

I et land, hvor 80 % af indbyggerne ser familien som det vigtigste i deres liv, har der udviklet sig en særlig italiensk norm på konsensusniveauet i den politiske kultur, der legaliserer personlig og familiemæssig vinding som motiv til politisk engagement rangerende på lige fod med ønsket om at tjene staten og udvikle samfundet i en bestemt retning. Antropologen Edward Banfield har lanceret begrebet amoralsk familisme til at dække denne norm, der altså gør det legitimt at sætte sine egne og familiens interesse over statens. Familismen har som implicit konsekvens, at loven, staten og samfundet, med andre ord hele demokratiet og det parlamentariske system, kun fungerer, hvis familiens interesser ikke strider mod lovens bogstav.

Sideløbende med den amoralske familisme, der jo egentlig kan sammenlignes med det mere alment udbredte begreb nepotisme, har også en anden tendens spredt sig og fået indflydelse på den politiske kultur i Italien. Det er den såkaldte klientelisme, der som system går tilbage til det gamle Rom. Begrebet dækker over et bytteforhold mellem en stærk, rig eller velanset mand, en patron, og en mindre rig, stærk eller velanset klient. Forholdet kommer til udtryk gennem udvekslingen af goder, af hvilke der findes to hovedtyper, nemlig de instrumentelle og de ekspressive goder.

Klientelisme og familisme i samfundslivet
De instrumentelle goder er de fordele, en patron giver sine klienter, f.eks. økonomisk støtte, fremmelse af klientens karriere, hjælp til en sag el.lign. De ekspressive er derimod udtryk for den hengivenhed, loyalitet og tillid, en klient viser patronen som tak for dennes patronage. Det farlige er ikke i sig selv klientelismen og familismen, men så snart disse bestanddele i den civile kultur accepteres i den politiske ditto, opstår interessekonflikter, magtmisbrug osv. i stil med det, vi har set i Berlusconis tilfælde. Forza Italia, der som behandlet har organisatorisk grundlag i Berlusconis virksomhed, ledes for eksempel af koncernen Fininvests ledende medarbejdere. Klientelismens udbredelse er en tendens, der så at sige reproducerer sig selv i og med, at undergravningen af effektiviteten af og tilliden til den demokratiske praksis gør det endnu mere fordelagtigt at vende det demokratiske system ryggen og i stedet dyrke nærmiljøet og individuelle interesser.

Baggrunden for, at Berlusconi med disse tvivlsomme meritter alligevel gang på gang vælges af et flertal af den italienske vælgerbefolkning, er måske netop, at hans måde at agere på og den måde, hvorpå han kommunikerer sine budskaber, minder italienerne om noget velkendt, nemlig deres lokale informelle system af patroner, hos hvilke de ligeledes ser igennem fingre med små fejl og mangler set i lyset af de instrumentelle goder, de kan opnå ved fortsat hengivenhed.

Måske kan Berlusconis succes grundlæggende forklares ved, at han ikke spiller efter reglerne. Et eksempel: folk er gennemgående utilfredse med staten. Berlusconi ytrer, at skattesystemet er et overgreb på individets frihed. Summa summarum: lad bare være at betale. Et andet: folk er gennemgående utilfredse med bureaukratiet og synes ikke, at det taler deres sprog. Berlusconi kommunikerer simpelt og metaforrigt og ignorerer banal politisk etikette. Lingvisten Raffaele Simone er ophavsmand til betegnelsen ”forsimplende metaforisering” om det, Berlusconi gør med sit sprog. Mange metaforer hentes i fodboldverdenen. Den almindelige italiener henledes til at tænke, at det ikke er nødvendigt at sætte sig ind i politik, for “i virkeligheden forstår jeg det godt, når der tales rent ud. Det handler om fodbold!” Berlusconi legitimerer eller anpriser altså ligefrem den gængse politiske kultur og taler italienerne efter munden i stedet for at modarbejde den ud fra et ædelt demokratisk motiv. For at gentage en pointe fra seriens første artikel: han er populist – og dét i usædvanlig udstrækning!

At dømme den italienske politiske kultur mindreværdig i forhold til den danske vil naturligvis repræsentere en form for kulturel egocentrisme, hvilket ikke er ideen med denne diskussion, men under alle omstændigheder synes det på baggrund af det foregående fornuftigt at konkludere, at Italiens politiske kultur som følge af en kort udviklingsperiode med en række turbulente begivenheder har en række kendetegn, der afviger fra dansk – og for så vidt nordeuropæisk – politisk kultur. De afvigende kendetegn skyldes en af de turbulente begivenheder grundlagt skepsis over for det demokratiske system i almindelighed og staten i særdeleshed, idet denne skepsis har skabt en tendens til orientering mod nærmiljøet, det være sig regionen, familien og de personlige kontakter, i forsøget på at etablere et alternativ til den ineffektive og korrupte stat i form af familisme og klientelisme på det lokale niveau.

Ydermere har udviklingen forårsaget et skred i retning af, at klientelisme og familisme som metode er blevet accepteret ikke kun i den civile sfære, men ligeledes i statsligt regi; i parlamentarisk kontekst med stemmeafgivningen som oplagt ekspressivt gode. Denne accept har haft en selvforstærkende effekt, der har gjort italienernes tillid til statsmagten endnu mere fraværende. Endvidere kan den tjene som forklaring på, hvorfor italienerne ikke som vi med dansk politisk kulturs målestok finder Berlusconis regeringsførelse problematisk i langt højere grad, end tilfældet er.

Meget apropos de senere døgn, hvor Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, igen har formået at sætte sig tungt på såvel den italienske som den internationale presse, endda midt under det ellers allestedsnærværende klimatopmøde, forsøger jeg i det nedenstående at give et bud på Berlusconis politiske ståsted. Det er blevet hævdet, at han er at betragte som fascist, men holder den påstand nu også i alle henseender? Eftersom indlægget er en let omskrevet udgave af en passage fra en opgave om netop den italienske fascisme og dennes spor i vore dages Italien, optræder der fodnoter i bunden af indlægget.

Erhvervs- og mediemanden, fodboldklubejeren og politikeren, den 72-årige Silvio Berlusconi, er et billede på den italienske drøm. Han begyndte sin karriere i bunden af det italienske erhvervsliv, avancerede som ejendomsinvestor for langsomt, men sikkert at skabe sig den unikke position, han har i dagens Italien. Han er landets rigeste og ejer talrige aviser, tv-kanaler og andre medieforetagender. I 1994 valgtes han for første gang til Italiens regeringschef med sit eget parti Forza Italia[1], i 2006 valgtes han endnu en gang, ved valget i 2006 var det lige ved og næsten, og ved valget i 2008 fik han sin tredje periode som regeringschef. En post, han stadig beklæder.

Umiddelbart lyder det som en ren succeshistorie, og der er da heller ingen tvivl om, at det er tilfældet for Berlusconis vedkommende, men hvad med det italienske demokrati? Silvio Berlusconi er manden, der konsekvent har udnyttet sin monopollignende position på mediemarkedet til at udkonkurrere politiske modstandere, han er manden, der har udnyttet sin politiske karriere til at skaffe sig immunitet i en lang række retssager – både vedrørende hans forretningsførelse og korruption i regeringsførelsen. Han er også manden, der har sammenlignet sig selv med Jesus[2], og både hans forfængelighed og hans skandaløse smarte bemærkninger – for eksempel har han kaldt USAs nyvalgte præsident, Barack Obama, for ”solbrændt”, og da pressen spurgte, om han fortrød bemærkningen, fik de prædikatet ”idioter” hæftet på sig[3] – skaber overskrifter med jævne mellemrum.

Der tegner sig altså et billede af et enevældigt, arrogant, narcissistisk og udemokratisk menneske, men er han også fascist? En af de grunde, jeg har til at finde en undersøgelse af denne sammenlignings holdbarhed relevant, er, at Berlusconis sejre repræsenterer de største vælgerskred i Italiens historie netop Mussolinis PNF-partis sejre i sin tid[4]. Som en passende ramme om undersøgelsen indføres sociologen Max Webers[5] typologi. Godt nok er denne teori møntet på personlighedstyper, men Webers tre personlighedstyper modsvarer tre magttyper eller snarere magtlegitimeringstyper med tilsvarende træk[6], nemlig den karismatiske magt, der består i en udnyttelse af Berlusconis karisma og gennemslagskraft. Denne magtlegitimering var i høj grad på banen i Mussolinis tilfælde; fascismen som bevægelse var netop afhængig af at aktivere masserne med denne ressource, som Sørensen 2008, 165 kalder ”fascinationskraften”. Hos Berlusconi er brugen sublimeret vha. tv-mediet, der giver ham en langt større rækkevidde.

Næste magttype er den traditionelle magt, der kort sagt går ud på, at man udpeges – altså ligesom monarker er selvskrevne pga. arvefølgen. Dette træk var ikke til stede for Mussolinis vedkommende i begyndelsesfasen, hvorimod det senere blev understreget som en historisk nødvendighed[7], at fascismen tog over. For Berlusconi ser det ud, som om han helt og holdent har skabt sin egen karriere, men dels kan man stille spørgsmål til den ikke helt afklarede opbakning, han har fået i netværket P2, dels understreger han selv i sin retorik ”forsynet” som en faktor. Her er altså også en vis lighed.

Sørensen 2008 taler også om en legalistisk/bureaukratisk magtlegitimering, der udvider Webers typologi, altså en legitimering af magt via lovgivningen[8]. En magtlegitimeringstype, der i høj grad blev udnyttet i Mussolonis tid, hvor loven klargjorde, at il Duce havde den absolutte magtdominans. Inden for et demokratisk systems rammer er det selvsagt ikke en mulighed for Berlusconi at legitimere sin magt så klart på denne facon, men der er træk af det alligevel. Som før omtalt har han bl.a. benyttet sin position til at vedtage love, der gavnede ham selv. Herudover er hans lovfæstede kontrol over Rais tre kanaler også et udslag af legalistisk magt. I det følgende behandles Berlusconis brug af de forskellige magttyper. Først tv-mediet som udtryk for hans udnyttelse af karismatisk magt.

Forudsætningen for demokratisk debat må nødvendigvis først og fremmest være en fri debat. Denne frie debat kræver lige vilkår[9], og disse er med Berlusconis sammenblanding af det politiske og økonomiske ressourcer ikkeeksisterende, idet Berlusconi kontrollerer alle private medier af afgørende betydning i sin egenskab af ejer af selskabet Fininvest og samtidig kontrollerer de statslige kanaler i sin egenskab af regeringschef. Dernæst er en forudsætning for demokratisk debat, at et vist vidensniveau i debatten opretholdes. Hvis dette vidensniveau forfalder øges risikoen for, at demokratiet afdemokratiseres og glider over i en anden styreform[10]. I det italienske tilfælde kan man frygte, at monopolet på specielt tv-mediet, der har indtaget en stadig mere dominerende hegemoni i landets mediebillede som formidler af nyheder og viden[11], åbner en dør for Berlusconi, der muliggør en aktiv medvirken til sænkning eller stagnering af den politiske debats saglige niveau. Filosoffen Giorgio Agamben har udtrykt det sådan, at den offentlige sfære under Berlusconi i tiltagende grad ikke er et rum for kritisk diskussion, men snarere et rum for ensidig hyldest til lederskikkelsen[12].

Det italienske demokrati er af den italienske politolog Giovanni Sartori blevet døbt et telekrati for at understrege den kolossale indflydelse, Berlusconis tre private og tre statslige kanaler har på den demokratiske debat.[13] Ifølge Sartori er deltagelsesdemokratiet simpelthen gradvist blevet omdannet til et mediedemokrati, hvor fakta – som f.eks. Berlusconis gedulgte forbindelser til mafiaen og medlemskab af den hemmelige loge P2, der er karakteriseret af domstolen som undergravende for demokratiet[14] – ikke længere er et overbevisende argument. I stedet spredes rygter, smarte slagord og smalltalk via de billedbaserede medier og former borgernes politiske bevidsthed.

Accepterer man denne analyse, er det ensbetydende med, at der er skabt et demokratisk tomrum, og det er med en politisk personlighed som Berlusconi nærliggende at monitorere, om dette tomrum udnyttes på slet vis, det vil i dette tilfælde sige om han qua sit politiske liv medvirker til at trække Italien i en fascistisk retning. Ser man udelukkende på den retoriske og symbolske dimension, er der skræmmende mange ligheder.

Den koalition, der under ledelse af Berlusconi vandt regeringsmagten i 2008, i.e. Casa delle Libertà, altså Frihedens Hus, består af hans eget Forza Italia, det nyfascistiske parti National Alliance, det norditalienske hjemstavnsparti Liga Nord og MPA, der er et siciliansk uafhængighedsparti. Det er naturligvis i sig selv ildevarslende, at Berlusconis parlamentariske grundlag bl.a. er et fascistisk parti, men også Berlisconis egne udtalelser kan tyde på en vis tilknytning til det fascistiske tankegods. Således udtalte han i 2003 til det britiske magasin The Spectator, at ”Mussolini aldrig dræbte nogen. [Han] plejede at sende folk på ferie i internt eksil.”[15] Det er imidlertid kun retorik og signalpolitik – eller spin med et moderne ord – alt sammen. Hvorvidt Berlusconi har flere skeletter i skabet er svært entydigt at besvare i et retssamfund, hvor man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, for Berlusconi er aldrig blevet dømt som følge af forhalinger, forældelsesfrister og føromtalte immunitetslove. Ligeledes er det svært at vurdere, om han står bag den fysiske terror og hetz mod sine modstandere, der er blevet udført igennem tiden[16]. Den er han nemlig heller aldrig dømt for.

Ser man imidlertid på noget andet, der kan dokumenteres, nemlig den førte politik (hvorigennem legalistisk magt ligeledes kan udøves), synes den fascistiske indflydelse ikke gennemskuelig. Berlusconis – og dermed Forza Italias – programmatiske ambitioner for magten lyder især som liberale toner. FI vil sikre en fortsat deregulering af staten, nedsætte skatterne og i det hele taget styrke det civile samfunds (og hermed individets) stilling over for samfundet[17]. Berlusconi benytter dog samtidig enhver lejlighed til at forsvare de frie markedskræfter og anser angreb på hans monopol eller på ham for angreb på hans personlige frihed – snarere end et korrekt forsøg på forsvar af det andet individs tilsvarende rettigheder og frihed.

Altså er der på overfladen tale om et parti med et højreorienteret valgprogram, der vil decentralisere og deregulere i individets tjeneste – alt andet end det fascistiske, hvor individet er en relativ størrelse underlagt staten til nationens bedste. I praksis skaber Berlusconi dog ikke nødvendigvis mindre stat – og da slet ikke mindre regulering. Den decentralisering og mangfoldiggørelse af informationerne, der umiddelbart ligger i tv-billedet som medietendens, er snarere reelt blevet udnyttet til en centralisering af samme.[18] Centraliseringen har derefter dannet grobund for en propagandisering af mediebilledet i ”føreren” Berlusconis favør. Samtidig er det værd at bemærke sig, at FI i vid udstrækning er et topstyret parti, i hvilket fri debat mere eller mindre konsekvent er erstattet af kæft, trit og retning efter chefens ordre.

Partiet har også det særkende, at det har organisatorisk afsæt i en kommerciel koncern. Her adskiller det sig væsentligt fra oppositionspartierne, der er dannet i en kontinuerlig meningsudvekslingsproces på grundlag af en folkelig bevægelse, en ideologi eller deslige[19]. Selv om partiet altså er del af et demokrati, er det ikke skabt i henhold til almindelig demokratisk tradition. Endvidere agerer partiet ikke i den politiske virkelighed med de samme redskaber, som de øvrige partier benytter. Rettere sagt begrænser de øvrige politiske partier dig i højere grad til at agere i virkeligheden, medens FI fra begyndelsen satsede på at påvirke og i visse tilfælde ligefrem omkalfatre selvsamme virkelighed, således at partiet selv fremstår i et pr. automatik positivt lys.[20] Med andre ord var FI et af de første partier, der for alvor fandt ud af ikke blot at forholde sig til vælgernes diskurs, men tilmed at være dagsordensættende for denne.

Sørensen 2008 noterer sig det faktum, at FIs vælgere ved valget i 1994 nærede en udbredt mistillid til institutionerne og kæder denne observation sammen med, at samme vælgere typisk var mindre tværmedielle i deres søgen efter oplysninger end gennemsnittet – den primære kilde var tv’et. Kampagnen i 1994 bar, stadig ifølge Sørensens ræsonnement, præg af et forsøg på at forbinde institutionerne med kommunismen[21] og yderligere forbinde den socialistiske opposition hermed.

Diskurspåvirkningsmuligheden er opstået som følge af den specielle konstruktion, FI er i og med, at partiet repræsenterer en hidtil uset symbiose mellem den kommercielle og den politiske sfære. NGO’en Freedom House vurderede i 2005, at Italien er et land, hvor der ikke hersker fuld pressefrihed.[22]

NGO’ens konklusion understøtter min tese om, at de via markedsøkonomien indhentede finansielle ressourcer i milliardklassen altså ikke er udnyttet til at skabe politisk eller personlig frihed for den enkelte, som programmet påstår, men nærmere til at forstærke den magtkonsolidering af Berlusconi og hans allierede, der har profitmaksimering og amnesti fra korruptionssager osv. som endeligt mål.[23] Man kan altså sagtens sammenligne Berlusconis magtlegitimeringsmetoder med fascismens, og dog bør man ikke lade denne analogi gå for langt, for hvad gør Berlusconi med den opnåede magt?

Han fører i hvert fald ikke fascistisk politik – begrebet populisme er mere dækkende. Det betegner en politisk bevægelse, hvis politik er forankret i det jævne folks verdensbillede[24]. I modsætning til mange af de traditionelle ideologier opererer populismen ikke hen mod et ideologisk betinget mål, og populisme kan således både være venstreorienteret, højreorienteret og midterorienteret. Selv om fascismen ikke var populistisk, er der her et lighedspunkt, for også fascismen stod som Berlusconis bevægelse i opposition til det traditionelle, etablerede politiske apparat.

Alt i alt synes det ikke rimeligt at påklistre Berlusconi mærkatet ”fascist”, idet den faktiske førte politik ikke tilnærmelsesvis godtgør denne påstand. Derimod er det meget passende at anføre, at nogle af de metoder, han benytter sig af i kampen for at opnå og legitimere sin magtposition, indeholder klare fascistiske træk, der udgør faretegn i et moderne vestligt demokratis udvikling. Af disse træk skal den omfattende magtcentralisering og monopolisering af de diskursdannende medier nævnes. Disse tendenser er især ildevarslende, fordi de udmøntes i en idolisering grænsende til guddommeliggørelse af FIs leder[25] og ydermere indebærer spredning af partisk og særdeles farvet – og i nogle tilfælde direkte misinformerende – nyhedsstrømme til store dele af den italienske befolkning. En cocktail, der virker decideret underminerende for den demokratiske debat. Endvidere er det særdeles betimeligt at rejse en debat i det italienske folk om, hvad demokrati egentlig er og består i – for så vidt at landets med stort flertal valgte leder i sin eksploitering af magten udviser en problematisk disrespekt over for det demokratiske retssamfunds spilleregler.

Den konkrete sag, der gav anledning til omarbejdning og publicering af denne tekst, indeholder lignende bekymrende elementer. Midt i den massive italienske forståelse og omsorg for premierministeren giver indenrigsministeren nemlig oppositionen skylden for overfaldet og bebuder stramninger af reglerne for demonstrationer og brugen af internet som adækvate konsekvenser af forløbet. Jeg vil ikke påstå, at Berlusconi har bestilt angrebet, men han forstår ikke desto mindre at udnytte det til at skabe sympati om sin person og yderligere cementere sin mediehegemonstatus i højst betænkelig grad.

[2] Beiter, Morten (2003): ”Europas lille Cæsar ”. Berlingske Tidende 22/6. 1

[3] Lindqvist, Andreas (2008): ”Berlusconi forsvarer lykønskning til Obama”. Politiken 8/11. http://politiken.dk/udland/valgiusa/article595414.ece [Besøgt 14/12 - 2008] 6. afsnit.

[4] Sørensen, Gert (2008): Berlusconi og den moderne fyrste – om demokratiets tilstand i Europa. Museum Tusculanums Forlag. S. 162

[5] Maximilian Weber (1864-1920) var en tysk økonom og sociolog, der i dag almindeligvis vurderes som en af sociologiens grundlæggere. Hans hovedområde var sociologien, men også en del økonomiske emner er undergået hans behandling.

[6] Tak til Læsjø, Jon Helge (1982): ”Uddannelse”. http://www.leksikon.org/art.php?n=2664 [Besøgt 16/12 – 2008], for ideen til denne parallel. 5. afsnit

[7] Kategoriske påstande om historiens gang er et gennemgående kendetegn ved de totalitære ideologiers legitimering af sig selv. Karl Popper har i sin totalitarismekritik kaldt det ved navnet historicisme.

[8] Sørensen 2008, 165

[9] Altså lige muligheder for at komme til orde. I Danmark forpligtes public service-stationerne DR og TV2 af denne grund til at dække alle opstillede partier ligeligt. Noget tilsvarende findes ikke i Italien.

[10] Sørensen 2008, 17f

[11] Jævnfør Frese, Mads (2008): ”Berlusconi på vej tilbage”. Information 26/2. http://www.information.dk/155446 [Besøgt 14/12 – 2008],  læser 60 % af italienerne f.eks. ikke aviser – og selv, hvis de gør, så ejer Berlusconi jo en del af dem i tilgift. 2. afsnit

[12] Sørensen 2008, 19

[13] Frese, 5. afsnit

[14] Frese, 12. afsnit

[15]  Gregersen, Henrik m.fl. (2003): ” Berlusconi: Mussolini sendte kun folk på ferie”.  BT 11/9. http://www.bt.dk/article/20030911/nyheder/109110440/ [Besøgt 14/12 – 2008]. 2. afsnit

[16] Som eksempel kan nævnes den påsatte brand i den Berlusconikritiske avis l’Espressos vicedirektørs ferievilla, eller den Berlusconikritiske politiker Gianfranco Mascia, der kort efter sejren i 1994 blev overfaldet af maskerede mænd på sit kontor. Se Beiter, 3

[17] Sørensen 2008, 151

[18] Sørensen 2008, 150

[19] Sørensen 2008, 147-148

[20] Sørensen 2008, 148

[21] En ideologi, der i høj grad blev benyttet som et fascistisk skræmmebillede.

[22]Sørensen 2008, 193

[23] En lignende observation findes i øvrigt i Sørensen 2008, 152

[24] For Berlusconi gælder dog, at han jf. mediernes rolle som det, italieneren Giovanni Valentini har kaldt ”konsensusfabrik”, selv er med til at støbe det verdensbillede, han som populist navigerer i. Se Sørensen 2008, 151

[25] Som fordi den giver mindelser til guddommeliggørelsen af Roms nok bedst kendte kejser, Julius Cæsar, har fået betegnelsen cæsarisme.