Kære borgere

Ja, kære borgere, siger jeg, for borgere, det er I, og derpå er det værd at huske. Det er nemlig dét, Grundlovsdag handler om: at vi er borgere. Borgere med rettigheder – og pligter. Borgere i intet mindre end et demokratisk land, hvor vi hver især har indflydelse.

Indflydelse på landets ledelse.

Indflydelse på vores dagligdag.

Og det er bestemt værd at fejre. Alligevel er vi trods det flotte fremmøde ved dagens grundlovsfest her i Hersom snarere undtagelsen end reglen. Langt de fleste danskere bruger således deres søndag på helt andre gøremål – nogle endog uden at skænke hverken Grundloven eller grundlovsdag en tanke.

Det er næppe tegn på tankeløshed. Disse mennesker tænker utvivlsomt noget andet. Måske trænger haven til en overhaling. Måske er der et regnskab, der skal føres eller et brev, der skal skrives. Måske skal familien på udflugt. Mange gøremål kan i øjeblikket forekomme vigtigere end Grundlovsdag. For hvad er der at bekymre sig om?

Som danskere har vi vænnet os til tanken: Danmark er et demokratisk land. Danskerne er borgere. Danskerne er demokrater. På en solrig dag som denne kan vi se ud over engen, før vi igen vender ansigterne mod hinanden og nikker veltilfredse. Vi er demokratiske, slet og ret.

Måske tænker man endda, at demokrati – det er der noget dansk over. At demokrati er en del af vores kultur. At det derfor er en selvfølgelighed, at vi har demokrati i Danmark.

Ifølge den tankegang kan vi således læne os tilbage og hvile på laurbærrene. Men kultur er ikke uforanderlig. Danmark har ikke altid været et demokrati, og vedligeholdelsen af et velfungerende demokratisk samfund kan ikke udføres fra divanen.

Demokrati kræver blod, sved og tårer. Det så vi under besættelsen, hvor danske frihedskæmpere sang:

Kæmp for alt, hvad du har kært
dø om så det gælder

Og i øvrigt levede derefter.

Det ser vi i dag, når lande som Irak og Afghanistan trods Vestens hjælp langt fra bliver demokratier med den hast, vi kunne have ønsket os det. Det forekommer os måske mærkværdigt, at irakere og afghanere ikke blot bukker og nejer i ren og skær taknemmelighed og straks tager demokratiet til sig.

Men også i Danmark tog det en rum tid at indføre. Et ord som forfatningskamp klinger underlig hult nu om stunder, men der er grund til at erindre, at det netop var, hvad der gav os en grundlov: vi kæmpede for den. Og det var ikke en kamp, der sluttede med den første grundlov af 1849.

Dengang besluttede man nemlig, at ikke alle skulle have stemmeret. Nærmere betegnet var de fem f’er – fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter og fjollede – undtaget. I begyndelsen var det altså i Danmark lidt som det i det gamle Athen, hvor kun mænd over en vis alder, der samtidig var indfødte athenere, var fuldgyldige borgere. At være borger var ikke kun enten eller, borger eller ej. Det var også et spørgsmål om mere eller mindre.

Og fruentimmere fik som bekendt først stemmeret langt senere i 1915. Ideen om lighed for loven var heller ikke i Danmark noget, der kom af sig selv.

Det er ikke nok at vælte en diktator og bygge et parlament og en domstol, akkurat som man heller ikke kommer i bedre form af at købe et par løbesko, før man rent faktisk kommer ud at løbe.

I det antikke Grækenland levede i øvrigt en mand, der hed Aristoteles. Han gik gerne og undrede sig, for den slags gjorde man som bekendt dengang.

Blandt andet undrede han sig såre over, hvorfor der fandtes medfødt talent i matematikkens og sprogets verden, men ikke i etikkens. Efter lang tids grublen nåede han frem til et svar: etik er dyd og duelighed – og de kan kun erhverves gennem praksis og opøvelse af gode vaner. Jeg tror, det forholder sig på samme måde med demokratiet.

Demokrati forudsætter praksis. At vi praktiserer det at være demokratiske. Kun sådan bliver vi gode borgere. I Jyske Lov, den ældste samlede danske lov helt tilbage fra 1241, hedder det sig, at med lov skal land bygges. Med lov skal land bygges.

Allerede dengang overså man således Aristoteles væsentlige indsigt: at demokratiet ikke kun forudsætter, at vi har love og regler, der regulerer vort fællesskab. Det forudsætter også, at lovene overholdes. At borgerne i Danmark rent faktisk praktiserer det demokrati, de er en del af.

Vi borgere har i dag mange rettigheder. Som de rettelig hedder: borgerrettigheder. Man kan måske ligefrem sige, at Danmark borger for os, en formulering, der i disse dage er mere aktuel end nogensinde før med alle de rettigheder, vi efterhånden har fået.

Nok er det ikke med de traditionelle frihedsrettigheder. Ytrings- og pressefrihed. Forsamlingsfrihed. Ejendomsret. Religionsfrihed. Næh, mere vil have mere.

Tænk blot på fænomenet ”velfærdsrettigheder.”

Et noget luftigt begreb, der dækker over den stadig stigende grad af hjælp, vi modtager staten. Vi har ret til sundhedsbehandling. Vi har ret til børnepasning. Vi har ret til undervisning. At have det godt er efterhånden en rettighed i vores samfund. Vi har ret til det gode liv. Det er hjælp, vi har betalt os til. Eller skulle man sige: hjælp, vi har betalt os fra?

Meget af det, vi i dag betragter som samfundets opgave, har engang været folkets. I udgangspunktet er det et godt tegn. Muligheden for at få assistance og møde en hjælpende hånd, når man trænger til den, er et tegn på vort samfunds velstand. Et tegn på, at vi har råd til at tænke på andre end os selv.

Men alle disse rettigheder rummer også en fare for, at vi glemmer den anden del af det at være borger. Vi er nemlig ikke kun borgere med rettigheder, vi er også borgere med pligter.

Den franske tænker Frédéric Bastiat sagde engang, at samfundet er den store fiktion, at alle kan leve på andres regning. Den fiktion lever også i dag i fuld vigør, når talen falder på gratis offentlig transport, gratis uddannelse og gratis lægehjælp. For den er jo ikke gratis.

Eller, som det hedder på engelsk: there’s no such thing as a free lunch. Det gratis måltid findes ikke.

Den gratis uddannelse, den gratis transport og den gratis lægehjælp synes måske nok gratis i øjeblikket for den, der modtager den. Men det er fiktion. For vi betaler alle sammen til samfundet. Samfundet er intet – bogstaveligt talt – uden de mennesker, der udgør det.

Forudsætningen for, at Danmark vedbliver at være Danmark, som vi kender det, er, at vi erkender netop det. Hvis ingen yder, og alle nyder, gøres der hurtigt en ende på vor velstand.

Ligeså er det med demokratiet. At være borger i et demokrati er ensbetydende med rettigheder. Med alskens milde gaver.

Men det er også ensbetydende med pligter. Og gør vi ikke vores borgerpligt – at deltage i demokratiet, at opdrage vore børn til stræbsomhed og velopdragenhed, at følge med i stort og småt og tage ansvar for vores lokalsamfund og vore medmennesker – forvitrer demokratiet på ingen tid.

Heldigvis er det en pointe, der ligger dybt forankret i den danske folkesjæl. Vi kalder det Foreningsdanmark, Frivillighedsdanmark. Kært barn har mange navne – og mange ansigter:

Det er faderen, der tager sig tid til at være træner for sin søns fodboldhold. Det er moderen, der hjælper med lektierne ved stuebordet. Det er bedsteforældrene, der passer børnebørnene, når forældrene har travlt. Ja, det er folk i menighedsrådene og borgerforeningerne. Og – i al beskedenhed – i de politiske partier. Den unge mand, der drager til fjerne egne af verden for at forsvare vort land og vise andre folkeslag, at demokrati kan lade sig gøre. De unge mænd og kvinder, der uddanner sig flittigt og arbejder ligeså.

Alt dét er borgerens pligt – og til borgerens ære, når det bliver gjort. Og det er det, der holder Danmark sammen.

Vi står i en tid med ekstraordinære udfordringer. Udfordringer af meget forskellig art. Der er en økonomisk udfordring: dansk økonomi hænger ikke sammen. Vi har ikke råd til at sakke bagefter. Blandt andet dét vil det kommende valg handle om.

Men der er også en kulturel udfordring: hvordan holder vi fast i at være os selv i en verden, der er så global som aldrig før? Hvordan kombinerer vi udsyn og fremsyn med evnen til at se indad og kende vort eget land, vore egne traditioner og vor egen kultur?

Og det er ikke en udfordring, vi kan løbe fra. Ikke en udfordring, vi kan lukke ude. Vælger vi at overse den nu, bliver den kun større. For som den berømte digter og forfatter, Piet Hein, har bemærket det: fremtiden kommer af sig selv. Det gør fremskridtet ikke.

Hvis vi vil undgå, at Danmark ender som et frilandsmuseum, er vi derfor nødt til at spørge os selv:

Hvordan skaber vi dét Danmark, der kan overkomme disse udfordringer? Svaret på dette spørgsmål er måske i virkeligheden nogle andre spørgsmål: Hvordan skaber vi et Danmark, der engagerer sig? Et Danmark, der forpligter sig? Et Danmark, der værdsætter flid? Et Danmark, der tror på fremtiden, men kommer fortiden i hu?

Jeg tror ikke, det lader sig gøre. Jeg ved det, for vi har gjort det før. Nye tider er – paradoksalt nok – ikke noget synderlig nyt. Alskens omvæltninger har præget menneskehedens historie lige fra tidernes morgen. Og her i Danmark har vi altid løftet tidens byrder, selv når det har været drøjt.

Vi har haft hungersnød. Vi har haft pest og kolera. Vi har haft krige og været besat. I dag er det de færreste, der sulter, vi har penicillin og alskens medikamenter, og Europa har lært af historien. Alligevel er der noget at kæmpe for, med og imod. I dag har vi terrorisme. Vi har – måske – klimaforandringer.

Frem for alt har vi en hidtil uset grad af konkurrence. Det betyder pludselig noget, hvad kineserne foretager sig, og hvor gode de er til det. Vi er nødt til at klare os mindst lige så godt. Ellers koster det ved kasse et, når arbejdspladser og ordrer går uden om os. Men vi tager kampen op. Vi kaster ikke håndklædet i ringen. Vi vælger ikke stilstand. Vi vælger fremskridt og bevægelse. Bevægelse mod et nyt og bedre Danmark, en ny og bedre tid.

For danskerne ved, som det hedder i Kaalunds gamle sang, at:

Kamp maa der til, skal Livet gro,
ej Kamp blot for dagligt Brød,
men Kamp for Frihed i Liv og Tro —
thi evig Stilstand er Død!

Og denne kamp har allerede ført meget godt med sig.

Vi er i dag et velstående folk, der har råd til at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv. Råd til at hjælpe de hjælpeløse.

Vi er i dag et frit folk, der har lov at sige, tro og trykke akkurat det, vi har på hjerte, hvadenten det falder i andres smag eller ej.

Vi er i dag et folk, der tager internationalt ansvar for at bringe demokrati og frihed til klodens fjerneste egne. Et folk, der ganske vist har det rød-hvide Dannebrog som fane, men som bringer håbets grønne farve med sig, hvor det færdes.

Vi er i dag et folk, der sætter vid og kundskab højt. Men også et folk, der forstår, at hovmod til alle tider står for fald. Stolthed, derimod, er vort brændstof.

Vi er i dag et folk, der kan kalde sig noget så fint som borgere. Dét i sig selv er bestemt værd at fejre. At være borger er ikke enhver forundt.

Og vi er faktisk ikke helt dårlige til det, så selv om hverken friheds- eller fremtidskamp langt fra er ovre, skulle jeg mene, at vi har god grund til optimisme. Og optimisme er vigtigt. Troen på, at vi også i morgen kan udrette det nødvendige, er måske den vigtigste forudsætning for, at vi rent faktisk formår det.

For som en vis NATO-generalsekretær i en anden sammenhæng har sagt det, så kan alt kan gå i stå, hvis angsten for at handle er større end ønsket om at forbedre. Men alt kan lykkes, hvis viljen til at ville er større end frygten for at fejle.

Tak for ordet.

Det er naturligvis et spørgsmål, der på ingen måde forholder sig til den virkelighed, der udspiller sig på den internationale scene. En international scene, hvor tibetanernes basale menneskerettigheder undertrykkes på det groveste af et kommunistisk Kina; hvor Rusland uden videre invaderer Georgien i strid med alt, hvad der ligner demokrati og internationalt diplomati; hvor det iranske præstestyre slår hårdt ned på horder af mennesker, der blot udnytter deres ytrings- og forsamlingsfrihed til at demonstrere mod det totalitære regime, de ikke længere ønsker at være en del af? En international scene, hvor Kim Jong-Il ublu truer alt og alle med død og ødelæggelse, mens han lader sig fotografere sammen med den enorme hær, han har ladet træne til gengæld for sit folks velstand; hvor talebanerne til stadighed holder stand på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan, og Osama bin Laden endnu ikke er fanget, selv om tropper fra brede dele af den vestlige verden ustandselig slår igen, hver gang Taleban rører på sig.

I denne virkelighed er der nemlig ikke brug for en udenrigspolitisk trillen tommelfingre. Der er ikke brug for en laden stå til og en resignerende eftergivenhed over for den modstand, der møder os. Der er brug for handling, og der er ikke mindst brug for en udenrigspolitik, der tør stå fast og insistere på de værdier, der har skabt det samfund, vi lever i i dag. Værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, ejendomsret, beskyttelse af privatlivets fred og kønnenes ligestilling. Med disse værdier må vi aldrig gå på kompromis, for gør vi det, har totalitarismen vundet.

Allerede i dagens Danmark vinder den store sejre, selv om vi måske ikke mærker det, som vi ville, hvis fremmede magter igen krydsede vore grænser. Den totalitarisme, der engang manifesterede sig i kommunismens, nazismens og fascismens markante lederskikkelser, og hvis fremmarch kunne observeres ved dramatiske invasioner og angreb, lever i bedste velgående, om end dens skikkelse er ny. Når bomberne sprænger i London, Madrid og selveste frihedsgudindens by, New York, er det en manifestation af netop denne selvsamme totalitære og formørkede tankegang. Når ambassaderne brænder, og harmløse karikaturtegnere må bevogtes i døgndrift af professionelle sikkerhedsvagter, er det netop denne selvsamme tankegang, der sejrer. Det må vi ikke lade ske.

Og kampen stopper ikke ved vore egne landegrænser. Vi hverken kan eller skal lukke os inde i den osteklokke, Danmark hidtil har været. De tider, hvor vi har kunnet hvile på laurbærrene, er ovre. Byder vi ikke totalitarismen trods, vil den sprede sig – og når den spreder sig, vil den før eller siden nå os. Det kan ikke nytte noget at spille småstatskortet og undvige stillingtagen og deltagelse med henvisning til vor egen lidenhed i det store billede. Demokratiet, menneskerettighederne og de borgerlige frihedsværdier har brug for alle de hænder og hoveder, der endnu er frie til at kæmpe deres sag. Også Danmark har en rolle i denne kamp. Hvad vi ikke har i muskler og maskiner, har vi i mund og mæle. Først den dag, hvor frihedens fane vejrer i vinden ikke kun her, men også hisset; først den dag, hvor alle Jordens folk kan nyde frihedens frugter; først den dag er frihedskampen til ende.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg måbede, da jeg læste om afgørelsen. At tænke sig: Italien er et kristent land, hvis indbyggermajoritet udgøres af kristne. Hvad ligner det at forbyde kristne religiøse symboler i dette land? Dette er i sig selv galt nok til, at man vitterlig korser sig. Imidlertid er sagen langt fra ovre. Hvis dommen stadfæstes, er det nemlig ej blot krucifikser i offentlige sammenhænge som for eksempel i undervisningsinstitutioner, der trues. En række europæiske staters nationale flag er tillige i farezonen, eftersom disse på forskellig måde indeholder kors og/eller andre religiøse symboler. Således også Dannebrog, kunne medierne berette. Det lyder som det rene vanvid, men påstanden underbygges af ikke mindre end 37 europæiske juraprofessorer.

Kristne symboler hyppige forekomst i det offentlige rum i Danmark såvel som i en lang række af de øvrige europæiske lande afspejler en kulturhistorisk arv fra kristendommen, der gennemsyrer hele det vestlige samfund. Forbud mod kors i det offentlige rum er ganske enkelt udtryk for kulturel ignorance og historieløshed af en kaliber, der er så uforståeligt uintelligent, at det halve kunne være nok. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech udtalte om dommen:

Birthe Rønn vil blæse på menneskerettighedsdomstol (Kristeligt Dagblad)
“Menneskerettighedsdomstolen [...] har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden fremfor at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder”
- Birthe Rønn Hornbech

Heri kan man kun være enig. En dom som den beskrevne er desværre ikke blot håbløs, fordi den udtrykker mangel på enhver form for forståelse for europæisk kulturs baggrund – den er også håbløs, fordi den i sagens natur krænker en af de mest grundlæggende frihedsrettigheder, religionsfriheden. Beklageligvis er dommen ikke en enlig svale.

Begrænsningen af basale frihedsrettigheder med misforstået henvisning til beskyttelse af mennesker, der kan føle sig stødt af rettighedsudøvelsen, er et tilbagevendende fænomen, der eksempelvis også ses i FN-regi, hvor en række lande på Durban II-konferencen søgte at få indskrevet frihed fra religionskritik i FN’s Menneskerettighedskonvention. En tilføjelse, der – såfremt den var blevet vedtaget – kunne have fået katastrofale følger, idet den er i åbenbar modstrid med en anden grundlæggende rettighed, ytringsfriheden. Heldigvis kom det ikke så vidt, og forbuddet mod religionsforhånelse blev ikke en del af den endelige tekst.

Dommen i den italienske krucifikssag er endnu ikke nået igennem sidste appelinstans, og der er derfor stadig mulighed for, at de talrige opråb om den forskruede dom kombineret med appelinstansens om- og eftertanke fører til, at den forkastes. Derpå må vi følgelig håbe og så i øvrigt afvente den kommende afgørelse. Forhåbentlig besinder domstolen sig, og i så fald er der vel strengt taget ingen ko på isen.

Ikke desto mindre er det højst alarmerende, at en domstol, der er nedsat af Europarådet – hvis medlemsstater til forskel fra de stater, som i FN var bannerførere for forbuddet mod religionsforhånelse, er demokratiske, vestlige nationer med kristne majoriteter – overhovedet kan komme i tanke om at dømme, som det er sket, i første omgang. Ja, man fristes til at udtrykke sig med et godt, gammelt mundheld: kors i hytten!