Når hele Vorherres skaberværk stander i våde (eller bogstavelig talt er i fare for det) som følge af klimaforandringerne, er det oplagt for et kristent menneske at interessere sig for emnet. Derfor, må ræsonnementet være, er det også oplagt for kirken som sådan at blande sig i det. Det gør man så med klokkeringning på dagen for klimatopmødet i København d. 13. december 2009. Ikke bare én, men 350 gange (for de 350 ppm, CO2′ens andel af atmosfæren ifølge målsætningerne mindst skal reduceres til) skal klokkerne landet over bimle og bamle for Jordens ve og vel.

Mange steder i landet vil man endog akkompagnere klokkeringningen (eller omvendt) med en såkaldt skabelsesgudstjeneste, der skal bidrage til at sætte yderligere fokus på klimaudfordringen. Initiativet, der organiseres af Grøn Kirke og Danske Kirkers Råd, har affødt mange og meget forskelligartede reaktioner. Min reaktion sammenfattes meget godt af Folketingets kirkeudvalgs formand, Venstres Britta Schall Holberg:

Politikere strides om klimaringning (Kristeligt Dagblad)
“Jeg tror, at de er blevet fuldstændig gale. Det er misbrug at spænde kirken for en klima-vogn. Jeg kan ikke gøre andet end at ryste på hovedet.”
- Britta Schall Holberg (V)

Der er intet problematisk i, at man som kristen på baggrund af Bibelens ord finder det nødvendigt at deltage i klimadebatten. Slet ikke. Det må man naturligvis gøre, lige så tosset man vil, akkurat som alle mulige andre må deltage efter forgodtbefindende med deres egne bevæggrunde herfor, de være sig verdslige såvel som religiøse. Det problematiske består deri, at kirken som sådan, kirken som institution i sin helhed støtter ringningerne.

Denne støtte er nemlig udtryk for en politisering af folkekirken. Det ved de biskopper, der støtter ringningerne, godt. Derfor har et af deres hovedbudskaber i debatten været at dementere dette forhold. Som biskop Peter Fischer-Møller formulerede det:

Klimaklokker skal kalde til nødvendige forandringer (Kristeligt Dagblad)
“Klimaet er ikke en partipolitisk sag. Det handler om klodens og vor fælles fremtid, som vi som kirke også bør forholde os til.”
- Biskop Peter Fischer-Møller

Et udsagn, der ganske åbenlyst er aldeles tåbeligt – for hvorom er det, politik i reglen drejer sig? Netop: “klodens og vor fælles fremtid.” Med andre ord er klimaet i allerhøjeste grad en partipolitisk sag, hvilket da også understreges af, at klimatopmødet ikke er et religiøst forum, men derimod et politisk topmøde med deltagelse af politikere og deres embedsmænd fra hele verden, der efter planen skal munde ud i politiske beslutninger.

Nu er det sådan, at man for at kunne foretage en verdslig ringning – principielt i kategori med de ringninger, der tidligere skete ved radioaktivt nedfald, luftforurenings- eller mobiliseringsvarsler (mere herom i kirkeministerens svar til kirkeudvalget på et spørgsmål om klokkeringningerne) – skal have Kirkeministeriets tilladelse. En sådan tilladelse har Grøn Kirke-initiativet dog end ikke forsøgt at opnå, for, siger man (blandt andre biskop Fischer-Møller med udgangspunkt i ovennævnte citat), det er skam en kirkelig ringning.

Spørgsmålet er så blot: hvis ikke den internationale politiske forhandling om foranstaltninger til bevarelse af Jordens miljø er en så politisk sag, at den kan afvises som værende kirkelig, hvad i alverden vil man da kunne nævne som et eksempel på en sag, der ligger uden for den kirkelige sfære? Med “kirkelige” klimaringninger er grænsen mellem religion og politik i folkekirken ikke bare overskredet, den er gjort fuldstændig indholdsløs og dermed i realiteten ophævet.

Når miljøpolitik er et kirkeligt anliggende, hvorfor mener kirken ikke også noget om socialpolitik? Integrationspolitik? Eller hvad med trafikpolitik – det er vel god kristen etik at gøre busserne gratis, så moster Oda kan komme til gudstjeneste om søndagen uden at skulle give afkald på sin i forvejen sparsomme folkepension.

Provst i Helsingør Stift, Peter Balslev-Clausen, er enig:

Klima-kirkeklokker skaber uro (Jyllands-Posten)
“Den planlagte klokkeringning er en klar politisk tilkendegivelse og tager evangeliet som gidsel i en sag, der skal løses politisk og teknisk. Man skal passe morderlig på, at der ikke går religion i klimadebatten. Så kan man også ringe med kirkeklokkerne for en ny sociallov og andre politiske dagsordener”
- Provst Peter Balslev-Clausen

Så vidt er det gudskelov (!) ikke kommet, og det er der god grund til at glæde sig over. For det første, fordi det er i strid med kirkens religiøse grundlag, lutheranismen (man bruger ikke udtrykket den evangelisk-lutherske folkekirke for ingenting). En af lutheranismens centrale pointer er nemlig toregimentelæren, der kort sagt går ud på, at livet har to regimenter, det verdslige og det åndelige. Heraf er det kun kirkens opgave at beskæftige sig med det åndelige regimente. Denne sondring mellem det åndelige og det verdslige giver god mening, når man læser Bibelen. Jesus engagerede sig aldrig i politik. Som han udtrykker det i Matthæusevangeliet: “giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.”

For det andet, fordi en politisering af kirken rent opbakningsmæssigt ikke just er et intelligent træk fra kirkens side. Ved at tage så klart politisk stilling risikerer folkekirken at støde de sognebørn fra sig, der ikke er enige i kirkens politiske standpunkt. For eksempel bliver det efter d. 13. december lidt sværere for dem, der har et mere nuanceret syn på klimaproblematikken end Fischer-Møller og kompagni, at tage kirken seriøst, ligesom nogen sikkert også ærgrede sig over forløbet i Brorsons Kirke, hvor sognepræst Per Ramsdal ligeledes spændte kirken for en politisk vogn.

I et interview i Politiken slår Ramsdal til lyd for, at kirke og stat skal adskilles, idet han ønsker “en kirke, der træder i karakter, melder ud om samfundsanliggender og engagerer sig i det sociale arbejde – uden dog at gå ind i politik.” Hans argumentation herfor er legitim nok, nemlig at ordene fra prædikestolen ikke giver mening, hvis de ikke omsættes til handling. Deri har han ret. Han har blot misforstået folkekirkens lutherske grundlag, ifølge hvilket denne udøvelse af kristendommen jævnfør tankerne om det personlige gudsforhold i praksis er det enkelte individs anliggende. Desuden kunne jeg godt tænke mig at høre Ramsdals bud på en grænsedragning mellem “samfundsanliggender” og “politik”? Jeg tror næppe, at det lader sig gøre på en meningsfuld måde.

Personligt er jeg meget glad for at komme i kirken og agter ikke at lade mig skræmme væk af enkelttilfælde som disse, men folkekirkens i stigende omfang politiserende linje generer mig ikke desto mindre. Andre med en mindre tilknytning til folkekirken end jeg, der står i samme situation, kan nok tænkes at tage deres kirkegang – eller endda deres medlemskab – op til overvejelse. Den 13. december ringer klokkerne for klimaet, men kirken risikerer, at de en skønne dag ringer for kirken selv i en noget sørgeligere kontekst, hvis den fortsætter med at se bort fra de lutherske ideer om toregimente, personligt gudsforhold og så videre, hvorpå den bygger, og blande sig i den politiske debat som nu.

Jeg går som liberal ind for adskillelse af kirke og stat, men jeg må understrege, at jeg på ingen måde sympatiserer med den kampagne, VU leverede forleden. Det skyldes som antydet ikke primært indholdet, men derimod formen.Velsagtens for at give budskabet den rette pondus og medietække valgte man nemlig at lade den centrere sig om en bestemt og helt konkret handling: udmeldelse af folkekirken.

Medlemmer af Venstres Ungdom gik altså på gaden i Århus, København og Odense for at uddele udmeldelsesblanketter, så handlende og tilfældigt forbipasserende fik en ekstra mulighed for at udmelde sig. Det svarer lidt til at gå på gaden og uddele udmeldelsesblanketter til 3F for at slå et slag for fagforeningsfriheden. VU bedyrede ganske vist, at der ikke var tale om et korstog (undskyld udtrykket) mod kristendommen som sådan, og det er da heller ikke mit indtryk på baggrund af mit kendskab til udvalgsarbejdet, at dette var tanken bag.

Derfor forekommer valget af provokation mig særdeles tåbelig, idet sammenkædningen af den principielle diskussion om religionslighed og udmeldelse af folkekirken ikke kan undgå at resultere i negativ opmærksomhed om netop kristendommen og folkekirken som sådan.

Stiller man spørgsmålet “er du for religionslighed”, er det meget svært at svare andet end ja, og når opfordringen herefter lyder “så meld dig ud af folkekirken”, er det om muligt sværere i forbifarten at skue ind bag det negativt ladede og argumentatorisk forvrøvlede imperativ med et “ellers tak, fortsat god dag.” Det kan altså ikke undre, at folk i et vist omfang fulgte opfordringen og meldte sig ud på stedet – jeg vil skyde på, at en god del af de nys udmeldte ender med at melde sig ind igen før eller siden, for eksempel til næste dåb, konfirmation, bryllup eller begravelse, de kommer i nærheden af. For mig at se er der med andre ord tale om en kampagne i retning af decideret hetz mod folkekirken.

Med hensyn til den rent principielle diskussion, der druknede lidt i VU’s klodsede indpakning af budskabet, er der adskillige problematiske aspekter af brugen af tilfældet folkekirken som eksempel på manglende religionslighed.

For det første glemmer mange, at vi allerede har religionsfrihed, dvs. at alle er frie til at dyrke deres tro som buddhister, muslimer, kristne, jøder og så videre efter forgodtbefindende. Det nuværende kirke-stat-forhold forhindrer på ingen måde folk af anden religiøs overbevisning end kristendommen i at gøre dette.

For det andet er det tilskud, staten giver kirken, ikke blot penge, der kan snoldes væk eller bruges på nye præstekjoler. Det er tværtom i høj grad penge, der går direkte til driften af de mange opgaver af bl.a. administrativ art, folkekirken i dag varetager for den danske stat.

Nogle af disse opgaver kunne uden videre løses i privat – og dermed religionsneutralt – regi. Denne ændring bør ingenlunde udsættes. Derimod er det fornuftigste fra et liberalt perspektiv straks at bringe disse opgaver, hvortil bl.a. tæller fødselsregistreringen, i udbud. Hvem kan løse dem bedst og billigst? Imidlertid må man, så længe ordningen er, som den er, ikke lade det ligge folkekirken til last. Der er tale om en politisk beslutning, hvorom der for øvrigt er bred enighed blandt Folketingets partier.

Gå nu efter bolden, ikke manden, VU!

Dertil kommer, og her bevæger jeg mig holdningsmæssigt væk fra mange af mine bekendte i VU, at man efter min bedste overbevisning kan diskutere, om de penge, der tilgår folkekirken ud over den del af tilskuddet, der i realiteten blot dækker omkostninger ved det administrative arbejde, folkekirken udfører, virkelig skal fjernes fra de kommende finanslove. I et samfund som det danske, der i høj grad bygger på kristne værdier, og hvor over 80 % af befolkningen er medlemmer af samme kirke, forekommer det mig faktisk en kende uforståeligt at nægte denne massivt støttede kirke enhver minimalt fordelagtig ordning.

Det er da at gå i for små sko i liberalismens navn fuldkommen at overse den unikke effekt, der følger af en folkelig konsensus om en fredelig, samfundsgavnlig og -opretholdende religionsdyrkelse, der både udmærker sig i kraft af den omfattende verdsliggørelse og den store integration med samfundet på alle niveauer: et massivt bidrag til sammenhængskraft og stabilitet i det danske samfund, før som nu. Ingen tvivl om, at religionsfrihed er et must i ethvert demokrati – men er religionslighed?

Man kunne måske vende diskussionen om og spørge: hvis 80 % af danskerne havde været muslimer/buddhister/hinduer/jøder, mon dog ikke dét faktum også havde medført visse særlige indretninger i den anledning? For mig er svaret klart.