Siden Japans besættelse af Korea, der varede fra 1910-1945, ophørte, har landet været delt i to, Nord- og Sydkorea. Delingen var et resultat af forhandlinger mellem sejrherrerne efter Stillehavskrigen. Landene har befolkninger med ens kulturel og etnisk baggrund, der lever under vidt forskellige regimer. Nordkorea kom hurtigt efter tilbagetrækningen under sovjetisk indflydelse og har siden været et planøkonomisk, socialistisk diktatur, omend det har udviklet sig i en retning, der er ganske unik.

Oprindeligt lignede Den Demokratiske Folkerepublik Korea, som Nordkorea rettelig hedder, de lydstater, der blev etableret af Sovjetunionen i det central- og østeuropæiske område, men efter Koreakrigen løsrev landet sig delvist fra det kommunistiske tankegods. Kim Il-sung, landets første diktator, der er fader til den nuværende, Kim Jong-il, skabte en ny ideologisk retning; en med Politikens Asien-ekspert Flemming Ytzens ord “bizar ideologisk cocktail, der inkorporerede stalinistisk personkult og kungfutsiansk paternalisme med en udviklingspolitisk filosofi kaldet Juche, der nærmest kan oversættes med selvforsyning.”

Kim Il-sung blev landets ubestridte leder og lod sig hylde i alle tænkelige sammenhænge ved hjælp af en mytisk propaganda, der gennemsyrede alle dele af det nordkoreanske samfund med dens kommunistiske, nationalistiske og lederglorificerende budskaber. Ved Il-sungs død i 1994 blev han udnævnt til præsident for republikken til evig tid og sønnen udpeget som arvtager. Tilliden til Jong-il er imidlertid ikke den samme som til faderen, særligt ikke i militæret, hvorfor man påbegyndte yderligere oprustning, udvikling af atomvåben og tiltagende isolering af det nordkoreanske folk, der er fortsat til i dag.

Sydkorea, derimod, har taget form af et demokratisk og i høj grad vestligt inspireret styre på grundlag af det frie marked. Disse ideologiske forskelle har kun forstærket de modstridende territoriale interesser, der gjorde og gør sig gældende i Korea, og som medførte udbruddet af Koreakrigen i 1950. Grænserne mellem de to lande er lagt mere eller mindre arbitrært der, hvor fronten var, da kamphandlingerne efterhånden ebbede ud.

Krigen er aldrig officielt afsluttet, og igennem adskillige år har Nord- og Sydkorea gentagne gange været på kollisionskurs i grænseområderne. En våbenhvile blev indgået i 1953, og der er ikke daglige kamphandlinger som under krigen, men begge lande bruger mange ressourcer på militært beredskab og bevogter nidkært grænseområderne – og der er ikke tale om bevogtning a la dansk grænsevagt eller lignende, men omfattende tilstedeværelse af topprofessionelle soldater og tungt artilleri. Nogle steder er grænsen blot markeret ved en smal forhøjning, og nord- og sydkoreanske soldater står inden for hinandens umiddelbare ikke blot skud-, men i princippet nævevidde. Det indbyder konstant til potentielle konflikter, og alene i år har der været flere sammenstød og provokationer.

I tirsdags skete det igen. Nordkoreansk militær angreb den sydkoreanske ø Yeonpyeong. Angrebet bestod i flere hundrede granater og var ifølge Nordkoreas pressebureau, KCNA, svar på tiltale. Sydkorea skulle angiveligt have angrebet først. Fra Sydkorea forlyder det omvendt, at der ikke var tale om et angreb, men en militær øvelse på sydkoreansk territorium. Det medgives dog, at Nordkorea tidligere havde varslet, at de ville opfatte øvelserne som en provokation og opfordret til, at man ikke gennemførte dem. Angrebene blev i medierne slået stort op med forsideartikler i alle større danske dagblade, og det er ingenlunde grundløst.

Nordkorea er et korrupt, udemokratisk og ustabilt regime med adgang til imponerende militære ressourcer. Kombinationen af utilregnelighed og farlighed er uhensigtsmæssig og indebærer store risici, dels som følge af Nordkoreas egne militære dispositioner, dels på grund af samarbejdsaftaler med andre udemokratiske regimer, der kan tænkes at have interesse i at påføre vestlige stater skade. Senest har en lækage frigivet af WikiLeaks antydet, at Iran har modtaget 19 nordkoreanske missiler. Missiler af en type, der ved en smule ombygning er så langtrækkende, at Vesteuropa er inden for skudvidde.

En konfliktoptrapning i Korea kan få fatale konsekvenser. Landene ligger mellem Kina og Japan, to af Asiens vækstlokomotiver; ikke i en ørken, på en afsidesliggende ø eller deslige. Geografien har afgørende betydning for den bevågenhed, konflikten bør mødes med. Dertil kommer de mangeartede engagementer, udlandet har i regionen, militære såvel som finansielle. Kina har ofte holdt hånden over Nordkorea. Begge styrer er kommunistiske, og hvis Nordkorea falder eller Koreaerne forenes, vil Kina grænse op til en stærk, demokratisk stat med store militære ressourcer. Et scenarium, der langt fra står på kinesernes ønskeliste. En anden stormagt, USA, har styrker udstationeret permanent i Sydkorea. Også de har interesser i konflikten, både hvad angår prestige og fortjeneste i kroner og ører. Endvidere er FN-styrker at finde i området, eftersom konflikten som nævnt aldrig er afsluttet og overvåges af FN. Set i lyset heraf var det naturligt, at FN’s Sikkerhedsråd øjeblikkeligt satte konfliktens eskalering på dagsordenen, da granatangrebene blev kendt.

Uanset, hvor farlig situationen er, må det dog konstateres, at Nordkoreas reaktioner afspejler en bevidsthed om, at regimet er presset. De diplomatiske muligheder, der tidligere har været for forbrødring, lempelse af sanktioner og økonomisk og humanitær hjælp til det fattige og hungersnødsramte regime, er mere eller mindre udtømt, og det er svært at se vejen ud af de meget penible omstændigheder, Nordkorea skal håndtere. Angrebene er tydeligvis ikke koordineret med kineserne, der i det hele taget i de senere år har været yderst kritiske overfor Nordkoreas manglende samarbejdsvilje og hovedløse politik. Den kinesiske viceudenrigsminister, He Yafei, har således i en drøftelse med USA’s ambassade kaldt nordkoreanernes handlinger for “et forkælet barns.” Godt nok er denne bemærkning kun nået offentligheden, fordi WikiLeaks har lækket dokumenterne, men i internationalt diplomati er det alligevel en overraskende skarp kritik – der også tyder på, at Kinas indflydelse på Nordkorea er begrænset.

Desuden er der tale om en højst agressiv reaktion på forudvarslede øvelser, der blev foretaget på sydkoreansk territorium. Det har medført spekulationer om, hvorvidt Nordkoreas ledelse med Kim Jong-il og sønnen Kim Jong-un i spidsen har fuld kontrol med landets militære apparat. Det er en plausibel mulighed, at militæret har foretrukket en mere konfrontatorisk strategi end regimets ledelse og ganske enkelt handlet på egen hånd. Oprør og uroligheder af denne karakter ses med jævne mellemrum i svage diktaturer, og et sådant er Nordkorea utvivlsomt.

En anden mulighed er, at angrebet er en magtdemonstration, der er iværksat for at understrege Kim Jong-uns frygtløshed overfor fjenden i Sydkorea og deres allierede, USA. Reuters beretter, at Kim Jong-il og sønnen Jong-un besøgte militærbasen, hvorfra granaterne blev affyret, i timerne umiddelbart inden angrebet. En sådan magtdemonstration er udtryk for, at den relativt ukendte Jong-un, der er udset til at overtage ledelsen af landet, når den hensygnende fader går bort, mangler opbakning i militær og befolkning.

Det er således langt fra usandsynligt, at de tiltagende provokationer, der for øjeblikket præger Nordkoreas udenrigspolitik, om nogle år vil blive betragtet som Pyongyangs svanesang. På nuværende tidspunkt er situationen ikke desto mindre yderst risikabel – især i det tilfælde, at Nordkoreas provokationer fortsætter og måske endda tiltager. Sydkorea reagerede afdæmpet på granatangrebene, idet man rettede et mindre granatangreb mod udvalgte mål på den nordkoreanske side af grænsen. Reaktionen var givetvis klog set i et militærstrategisk perspektiv, men mødte voldsom kritik i den sydkoreanske offentlighed, hvilket fik landets forsvarsminister,  Kim Tae-young, til at træde tilbage. Sydkoreanerne opfatter svaret som svagt og kræver mere resolut handling.

Folkehavets protester har lokket Sydkoreas præsident, Lee Myung-bak, ud af sit flyverskjul. Han kritiserer nu Nordkorea i hårde vendinger og lover blandt andet, at “Nord betaler prisen for enhver provokation” og understreger yderligere, at “mere tolerance og tilbageholdenhed blot vil føre til større provokationer.” En retorisk opgradering af konflikten, som han kan blive tvunget til at stå til regnskab for, hvis Nordkoreas provokationer fortsættes.

Diskussionen om FN’s rolle i det internationale samfund har i de senere år fået en renæssance i dansk politik. Naser Khader bekendtgjorde i 2008 som leder af Ny Alliance, at FN havde spillet fallit, og at man måtte se at etablere et alternativt forum, et demokratiernes FN, hvorfra diktaturer var udelukket. Siden blandede blandt andre Søren Pind sig i sin daværende egenskab af udenrigsordfører for Venstre. Pind ytrede i 2009, at “FN er en meningsløs organisation”, og det mener han i øvrigt stadig nu, hvor han har indtaget Udviklingsministeriet – omend han formulerer sig i lidt mere godmodige vendinger.

I denne artikel forsøger jeg for det første at give mit besyv med i diagnosen af FN’s situation: hvori består organisationens svagheder, hvilke muligheder for forbedring er tilgængelige, og er de politisk realisable? For det andet kan artiklen ses som et indlæg i den aktuelle diskussion om et demokratiernes FN. Hvad er henholdsvis de væsentligste fordele og ulemper ved en sådan alternativ organisatorisk konstruktion, og kan den overhovedet lade sig gøre og ikke mindst afgrænses på en fornuftig facon? Allerførst dog en kort omtale af de to grundlæggende teoretiske retninger inden for international politik. Selv om det selvsagt ofte er således, at en given debattørs udtalelser ikke stemmer entydigt overens med en af teorierne, er de ikke desto mindre baggrunden for mange af de ræsonnementer, man møder i den udenrigspolitiske debat.

Realismen og idealismen: teorier om international politik
I analysen af international politik forefindes to grundlæggende forskellige retninger, hvis tilhængere ofte kommer frem til vidt divergerende tolkninger af tingenes faktiske tilstand. Man taler om realismen og idealismen. Realisterne fastholder, at det internationale system består af suveræne stater, der handler udelukkende efter egeninteresse, hvorved ideologisk bestemte gode gerninger afvises som en reel mulighed. Grundlæggende er realismen også en pessimistisk retning, idet realisterne som følge af den kyniske egeninteressemotiverede handlen afviser fremskridt i form af etablering af et forhandlingsbaseret verdenssamfund, der på fredelig vis løser de forekommende konflikter. I stedet fastholder realisterne, at verdenssamfundet er anarkistisk, og at overstatslige organisationer som FN og EU udelukkende er fora for den interstatslige interaktion, altså arenaer for denne snarere end selvstændige aktører i det internationale samfund. Overstatslige organisationer er ikke et brud med anarkiet, blot en modning af dette.

Heroverfor står den anden retning, idealismen, der på mange måder er realismens diametrale modsætning. Idealisterne hævder, at fremskridt i form af fred, velstand og demokrati er inden for rækkevidde, dels fordi interdependensen på det internationale marked øges, hvorved fordelene ved at føre krig mindskes, dels fordi mennesket er af fornuftig og rationel natur, hvorfor det lærer af egne erfaringer og tager velovervejede beslutninger.

Idealisterne ser FN, EU, WTO osv. som manifestationen af en international orden, der tiltager sig en stadig stærkere position som selvstændig aktør, efterhånden som staterne afgiver suverænitet og sideløbende optrapper det multilaterale samarbejde. Idealisterne ser en magtstruktur, der ikke kun som realisternes er domineret af suveræne stater rangerende efter deres befolknings-, råstof-, areal-, teknologi- og økonomimæssige ressourcer, men også af internationale organisationer, multinationale virksomheder mm. Et mere komplekst magtbillede, der anerkender flere aktørtyper.

For en god ordens skyld skal det allerede her nævnes, at jeg personligt hælder mest til den realistiske opfattelse – og at det vil afspejle sig i det nedenstående, skønt jeg vil forsøge at inddrage så mange aspekter som muligt i håb om, at artiklen på trods af min let farvede tilgang kan bidrage til, at argumenterne for ikke kun realismens, men også idealismens verdensbillede tydeliggøres.

FN’s organisatoriske struktur
FN er på grund af den organisatoriske struktur hæmmet i en lang række tilfælde, hvor staternes egeninteresser er modstridende. Sikkerhedsrådet, der træffer beslutninger om militær intervention af såvel fredsbevarende som fredsskabende tilsnit, består af 15 lande, hvoraf de fem (Rusland, USA, England, Frankrig og Kina) har vetoret og fast sæde i rådet, medens de resterende ti medlemmer fordeles igennem en rotationsordning for to år ad gangen.

Den særlige konstruktion med vetoret til sejrherrerne efter 2. verdenskrig har været omdiskuteret, og adskillige stormagter har kandideret til vetoret i Sikkerhedsrådet, heriblandt Indien, Japan, Brasilien, Tyskland m.fl. Imidlertid er stormagterne naturligvis ikke meget for at afgive magt. En vetoretsordning sikrer stormagternes interesser og sørger dermed for, at FN ikke kommer til at stå i en situation, hvor der interveneres mod deres vilje, men samtidig mister FN beslutningskompetence, fordi stormagterne som en del af deres interstatslige sammenspil og som følge af deres egeninteresser kan blokere beslutninger, der ellers er enighed om. I 2008-konfliktoptrapningen mellem Israel og Hamas i Gazastriben udsendte FN f.eks. en meget intetsigende erklæring med et ønske om snarlig fredsslutning (men ingen form for trussel om intervention), fordi USA som god ven af Israel modsatte sig en mere konkret udformning og nedlagde veto herimod.

Sanktionsfrihedsproblemet
FN som et globalt sikkerhedssystem, der hurtigt og effektivt kan håndtere globale sikkerhedspolitiske trusler, kræver dog ikke kun en større beslutningskompetence, men også en reel militær styrke af betragtelig størrelse. Som det er nu, er FN afhængig af, at de suveræne nationalstater vælger at stille materiel og mandskab til rådighed for en FN-aktion. Ofte kan det lade sig gøre at skaffe sådanne militære ressourcer, men de overnationalt gyldige resolutioner, Sikkerhedsrådet har udsendt, er ikke altid blevet efterlevet. I tilfældet Israel foreskrev resolution 242 eksempelvis, at Israel skulle trække sig tilbage fra besatte områder, dvs. Golanhøjderne, Gazastriben og Vestbredden. Det er bare aldrig sket, og hvad gør FN så? Respekt om FN’s beslutninger kan måske opbygges, hvis organisationen får et reelt magtapparat til rådighed, hvormed ulydige stater kan sanktioneres.

Spørgsmålet er naturligvis, om det kan lade sig gøre at etablere et sådant apparat – og om det overhovedet er ønskeligt ved nærmere eftertanke. Min vurdering er, at en egentlig FN-styrke, hvor fristende ideen end umiddelbart måtte lyde, hverken er en realisabel eller ønskværdig mulighed. Ikke ønskværdig, fordi det nok ikke vil gøre den store forskel på grund af de interessekonflikter mellem Sikkerhedsrådets vetoretsindehavere, der til stadighed ville bestå. Ikke realisabel, fordi det enkelte land kun har ringe eller ingen incitamenter til at bidrage. Ved at stille en del af sit militær til FN’s absolutte rådighed påfører man nemlig landet den risiko, at man i princippet kan opleve FN-aktioner rettet mod ens eget land ledet af ens egne soldater. Et scenarium, de fleste statsledere næppe vil fornøjes ved.

Taler man ikke kun om globale sikkerhedspolitiske trusler som de ”hårde” trusler, dvs. international terrorisme og masseødelæggelsesvåben, men også klimaforandringer, fattigdom, undertrykkelse af minoriteter, forurening, pandemisk og epidemisk hærgende lidelser mv., må det konstateres, at ligesom FN har problemer med beslutningsdygtigheden i de hårde truslers tilfælde, gør det samme sig gældende i de bløde truslers. Generalforsamlingen, i hvilket regi det humanitære arbejde i organisationer som WHO, UNESCO, UNDP, ILO, UNHCR m.fl. udføres, har nemlig karakter af et mellemstatsligt forum, hvis afgørelser ikke er bindende. Henstillinger, anmodninger og konventioner, der udfærdiges her, kan simpelthen reelt ignoreres eller fortolkes efter forgodtbefindende af medlemslandene, selv hvis de vælger at skrive under.

USA’s betydning
Disse rent strukturelle uhensigtsmæssigheder får særlig stor betydning på grund af et modsætningsforhold mellem medlemslandene på såvel stormagts- som smånationsniveau, for selv om den traditionelle øst-vest modsætning er bortfaldet efter Sovjetunionens sammenbrud og murens fald, er der til stadighed mange brudflader. Disse modsætninger medfører vetoer, der igen medfører et handlingslammet FN. Det hidtidige hovedproblem har dog været, at USAs opbakning til en udvidelse af FN’s arbejde har manglet. Bushregeringens unilaterale ageren har som tidligere omtalt været kendetegnet af den holdning til FN, at det da kunne udnyttes, når FN kunne finde fælles fodslag med USA, men at man ellers ikke så noget i vejen for at gå solo.

USA’s nuværende præsident, demokraten Barack Obama, har signaleret en noget mere diplomatisk og multilateral kurs, der muligvis på sigt kan betyde en formindskelse af dette problem. Hvis USA efter Obamas tiltrædelse orienterer sig mere konsekvent mod det internationale samfund, vil dette utvivlsomt gøre et FN i rollen som funktionsdygtigt kollektivt sikkerhedssystem mere plausibel.

Universalitet versus kontekstualitet
Der er dog ligeledes andre problematiske forhold, der må bringes i orden, hvis FN skal kunne udvikle sig til en fuldt ud selvstændig aktør i det internationale samfund, og disse er ikke af strukturel, men nærmere af ideologisk-principiel karakter. Således er der som antydet i det foregående et grundlæggende misforhold mellem to hovedprincipper i FN’s arbejde, nemlig tankerne om universelle og alment gyldige værdier, heriblandt de, der udtrykkes i FN’s menneskerettighedskonvention, og tanken om national suverænitet i egne anliggender. For hvad er egne anliggender, og hvad hidrører det internationale samfund?

Kort sagt er problemstillingen noget i retning af denne: hvordan kan FN fremme organisationens oprindelige værdier, når den samtidig helt og holdent overlader det til enkelte medlemslande at fortolke disse ind i deres egen sociokulturelle og politiske kontekst? Hvordan kan et FN, der advokerer for demokrati, fred og universelle rettigheder, fungere, når det som medlemmer har ikke kun demokratier, men også en række mere eller mindre udemokratiske styrer, til hvilke der end ikke stilles krav af afgørende betydning som præmis for deres deltagelse?

Et demokratiernes FN
Et FN, der kun bestod af demokratiske og vestligt orienterede nationalstater, ville utvivlsomt have en større beslutningskompetence. Godt nok ville et demokratiernes FN selvfølgelig stadig svækkes af interne statslige hensyn, men disse ville dog befinde sig i en demokratisk ramme, og alle lande ville qua deres politiske kultur have en positiv forudindstilling til FN og opnåelsen af kompromiser som et værdigt og gyldigt forhandlingsresultat. Ved at samles i en mindre gruppe, der klarere definerer grænserne for, hvornår man tilhører gruppen, opnår man selvsagt større enighed. Denne enighed vil lette arbejdet med at definere, hvor frie rammer der er for overholdelse af konventioner, resolutioner osv., både hvad angår håndhævelsen af universelle principper (og sanktioneringen af nationer, der ignorerer disse, i form af humanitær intervention) og håndteringen af såvel bløde som hårde globale sikkerhedspolitiske trusler.

Til gengæld går en del af FN’s legitimitet tabt, når ikke alle nationer tillades at deltage i organisationens arbejde. FN er som en samling af alle nationer i en flok ideelt set legitimeret derved, at alle har deltaget i beslutningsprocesserne og dermed må acceptere kompromisernes endelige udformning, hvorimod FN som en samling af demokratiske nationer kun bevarer denne åbenlyse legitimitet internt i de deltagende demokratier. Skrækscenariet vil være, at diktaturer, slyngelstater og alle andre styreformer på kanten af den vestligt definerede demokratiske form simpelthen melder sig ud af demokratiernes FN og enten agerer fuldstændig egenrådigt eller danner en alternativ gruppering. Herudover har tanken om et demokratiernes FN en iboende svaghed, nemlig de kriterier, der skal facilitere sondringen mellem demokratier og ikke-demokratier. Er Venezuela for eksempel et demokrati? Chavez’ svar ville utvivlsomt være et rungende ja – hvis man ser bort fra de bekymringer om skævvredet og uretfærdig valgprocedure o.l., som f.eks. Europaparlamentet har udtrykt, er han faktisk valgt hele tre gange. Alligevel er der mange, der med god grund vil stille sig kritisk overfor den klassificering af Venezuelas styreform.

Summa summarum
Konklusionen må være, at FN’s mulighed for at fungere som et funktionsdygtigt kollektivt sikkerhedssystem under de nuværende betingelser er ganske begrænset, men at man ideelt set med en række strukturelle ændringer vil kunne afhjælpe nogle af de problemer, der især står i vejen for en videreudvikling af FN’s aktørrolle i det internationale samfund. Set herfra er chancerne for, at FN kan gennemføre de grundlæggende reformer, der er nødvendige for at sikre organisationens betydning i fremtiden, ganske små. Hvorvidt man tror på, at disse strukturelle ændringer på sigt er realpolitisk spiselige for de deltagende lande, afhænger dog mest af alt af den grundlæggende retning inden for international politik, der danner baggrund for analysen af de forhindringer, der må forceres.

Er man idealist, ser man FN’s udvikling og stadigt større betydning som en naturlig konsekvens af demokratiets sejrsgang kloden rundt og vil måske hertil påpege, at den overstatslige myndigheds tiltagende indflydelse endvidere vil  stimuleres af handelsmæssig interdependens, der gør det fordelagtigt for nationalstaterne at afgive suverænitet. I takt med denne fordelagtigheds øgning vil også mulighederne for et mere handlekraftigt FN øges.

Er man realist som undertegnede, ser man snarere FN som fastlåst i sin nuværende rolle som arena for interstatsligt samspil, der bygger på suveræne staters hævdelse af egne interesser. Arenaen har måske nok medført en modning af anarkiet, men selv inden for arenaen er forhandlingspositioner og –resultater stadig bestemt af nationalstaternes hårde magtressourcer og deraf følgende implicitte evne til at presse hinanden til det ønskede resultat. Den demokratisk-diplomatiske tilgang er blot en bureaukratiseret udgave af tidligere tiders fysiske krige, og de grundlæggende forudsætninger for magtkampen er de samme som dengang.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg måbede, da jeg læste om afgørelsen. At tænke sig: Italien er et kristent land, hvis indbyggermajoritet udgøres af kristne. Hvad ligner det at forbyde kristne religiøse symboler i dette land? Dette er i sig selv galt nok til, at man vitterlig korser sig. Imidlertid er sagen langt fra ovre. Hvis dommen stadfæstes, er det nemlig ej blot krucifikser i offentlige sammenhænge som for eksempel i undervisningsinstitutioner, der trues. En række europæiske staters nationale flag er tillige i farezonen, eftersom disse på forskellig måde indeholder kors og/eller andre religiøse symboler. Således også Dannebrog, kunne medierne berette. Det lyder som det rene vanvid, men påstanden underbygges af ikke mindre end 37 europæiske juraprofessorer.

Kristne symboler hyppige forekomst i det offentlige rum i Danmark såvel som i en lang række af de øvrige europæiske lande afspejler en kulturhistorisk arv fra kristendommen, der gennemsyrer hele det vestlige samfund. Forbud mod kors i det offentlige rum er ganske enkelt udtryk for kulturel ignorance og historieløshed af en kaliber, der er så uforståeligt uintelligent, at det halve kunne være nok. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech udtalte om dommen:

Birthe Rønn vil blæse på menneskerettighedsdomstol (Kristeligt Dagblad)
“Menneskerettighedsdomstolen [...] har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden fremfor at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder”
- Birthe Rønn Hornbech

Heri kan man kun være enig. En dom som den beskrevne er desværre ikke blot håbløs, fordi den udtrykker mangel på enhver form for forståelse for europæisk kulturs baggrund – den er også håbløs, fordi den i sagens natur krænker en af de mest grundlæggende frihedsrettigheder, religionsfriheden. Beklageligvis er dommen ikke en enlig svale.

Begrænsningen af basale frihedsrettigheder med misforstået henvisning til beskyttelse af mennesker, der kan føle sig stødt af rettighedsudøvelsen, er et tilbagevendende fænomen, der eksempelvis også ses i FN-regi, hvor en række lande på Durban II-konferencen søgte at få indskrevet frihed fra religionskritik i FN’s Menneskerettighedskonvention. En tilføjelse, der – såfremt den var blevet vedtaget – kunne have fået katastrofale følger, idet den er i åbenbar modstrid med en anden grundlæggende rettighed, ytringsfriheden. Heldigvis kom det ikke så vidt, og forbuddet mod religionsforhånelse blev ikke en del af den endelige tekst.

Dommen i den italienske krucifikssag er endnu ikke nået igennem sidste appelinstans, og der er derfor stadig mulighed for, at de talrige opråb om den forskruede dom kombineret med appelinstansens om- og eftertanke fører til, at den forkastes. Derpå må vi følgelig håbe og så i øvrigt afvente den kommende afgørelse. Forhåbentlig besinder domstolen sig, og i så fald er der vel strengt taget ingen ko på isen.

Ikke desto mindre er det højst alarmerende, at en domstol, der er nedsat af Europarådet – hvis medlemsstater til forskel fra de stater, som i FN var bannerførere for forbuddet mod religionsforhånelse, er demokratiske, vestlige nationer med kristne majoriteter – overhovedet kan komme i tanke om at dømme, som det er sket, i første omgang. Ja, man fristes til at udtrykke sig med et godt, gammelt mundheld: kors i hytten!