Krablog » finanskrise

Finanspolitik under krisen
Det er næppe nogen hemmelighed, at Danmark er midt i et finansielt uvejr. Arbejdsløsheden er stigende, huspriserne faldende eller stagnerende og forbrugerne gået i flyverskjul. Der er således brug for finanspolitik, der kan få landet fri af krisens klør. Det er nemt for oppositionen at kræve investeringer i det offentlige. Sygehusvæsenet, ældreplejen, uddannelsessystemet, pasningsinstitutionerne etcetera.

Vi ved nemlig godt, at det hjælper – på kort sigt giver offentlige investeringer en beskæftigelseseffekt, der er væsentlig større end den, skattelettelser kan mønstre. Også med hensyn til vækst virker offentlige investeringer bedst på den korte bane. Næsten dobbelt så godt som skattelettelser, faktisk – et faktum, som blandt andre Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ikke er sene til at påpege, hver gang chancen byder sig. Alligevel kan der paradoksalt nok være fornuft i at holde igen med de offentlige investeringer – og i stedet give skattelettelser, selv midt i en økonomisk krise.

Det forholder sig nemlig sådan, at mens offentlige investeringer fungerer godt på kort sigt som akut kriseknuser, er skattelettelsernes effekter mere langsigtede. Arbejdsudbuddet øges, og velstanden stiger. I projektet Danmarks Konsensus, som er et samarbejde mellem Copenhagen Consensus og Politiken, har en række af landets førende økonomer undersøgt effekterne af begge finanspolitiske redskaber.

I analysen Derfor giver skattelettelser mest for pengene konkluderer de, at

“[...] en nedsættelse af topskatten på længere sigt er langt mere effektiv til  at øge væksten end offentlige investeringer. Hvis der benyttes en krone  på at nedsætte topskatten, øger det velstanden med 1,98 kr., hvorimod en  krone anvendt på offentlige investeringer kun øger velstanden med 1,28  kr.”

- Jan Rose Skaksen m.fl.

Helt nøjagtigt viser beregningerne, at det efter 4 års forløb er lettelser i marginalskatten, der betaler sig bedst. Men hvorfor, kunne man spørge, skal vi interessere os for noget, der virker om fire år, når vi har finanskrisen hængende over os nu? Hvorfor ikke bare vælge det mest effektive vækstværktøj på kort sigt og se at slippe af med de deprimerende nøgletal? Svaret gemmer sig i en politisk diskussion, som efterhånden ligger nogle år tilbage, det vil sige før finanskrisen rystede økonomer og økonomier verden over.

Dengang manglede vi nemlig arbejdskraft. Vores arbejdsudbud var mærkbart mindre end efterspørgslen på samme, og manglen skyldtes ikke kun de gode tider. Den er i høj grad strukturelt betinget, idet den skyldes, at medens de store årgange går på pension, er de årgange, der sluses ud på arbejdsmarkedet og erstatter dem, ikke nær så store. Færre unge og arbejdsdygtige skal med andre ord forsørge flere ældre og uarbejdsdygtige. Problematikken, der har fået den lidet politisk korrekte betegnelse “ældrebyrden”, bliver uheldigvis kun større i fremtiden. Det gør sundhedsudgifterne også – så meget, at vi ifølge overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen alene på grundlag af disse udgifter vil få et hul i statskassen på op mod 54 mia. om året. Et tal, der, såfremt det står til troende, endog er større end det forventede hul i selvsamme statskasse på ca. 16 mia. kr. om året, det stigende antal ældre ventes at afstedkomme.

Derfor diskuterede politikerne reformer, og i 2006 vedtog regeringen, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti et forlig om en ny velfærdsreform. Forliget indeholdt blandt andet en hævning af tilbagetrækningsalderen og en række tiltag, hvormed man ønskede at øge indvandreres beskæftigelsesfrekvens. Allerede ved reformens offentliggørelse lød der imidlertid et kor af kritiske røster, der ikke fandt forliget tilstrækkeligt (læs for eksempel Dansk Arbejdsgiverforenings og Nationalbankens kritik), og der var da også mildt sagt synlige forskelle mellem de reformforslag, Velfærdskommissionen fremlagde, og politikernes derpå følgende forligsresultat. Dertil kom, at forliget først træder fuldt i kraft i 2019.

Da krisen kom, forstummede megen af den politiske debat, der havde handlet om de strukturelle problemer, arbejdsmarkedet (og hermed Danmarks økonomi) stod overfor. Lavkonjunkturerne bevirkede, at arbejdskraftmanglen forsvandt, efterhånden som krisen bed sig fast – og det er svært at bevare vælgernes gunst, hvis man taler om et svindende arbejdsudbud, medens folk bliver arbejdsløse. Ergo talte S, SF og Enhedslisten i stedet om offentlige investeringer. Det var og er en skam, for selv om det er trist, må vi erkende, at de langsigtede problemer ikke fordufter, blot fordi man undlader at diskutere, hvordan vi håndterer dem.

De vender frygteligt tilbage, så snart krisen er overstået. Til den tid er står valget mellem at bruge flere penge på offentlige investeringer, der på kort sigt er  effektive, men allerede efter 4 års forløb er mindre vækstskabende end  marginalskattelettelser, eller at bruge flere penge på at lette marginalskatten. Vælger vi at bruge finanspolitiske redskaber, der egner sig bedst til at løse kortsigtede problemer, til at adressere et langsigtet af slagsen? Eller vælger vi kortsigtede løsninger til kortsigtede problemer og vice versa? Tja. For mig at se er der tale om et spørgsmål, hvortil det korrekte svar er af rimelig indlysende karakter.

Mens der trilles tommelfingre til den helt store guldmedajle på Christiansborg, vokser de økonomiske udfordringer stedse. Ingen tør for alvor tage tyren ved hornene. Det gør sig på forunderlig vis både gældende for oppositionen og  regeringen.  Måske skyldes det slet og ret frygt for vælgernes dom? Måske skyldes det, at man stiller det forkerte spørgsmål: velfærd eller skattelettelser? Eftersom  skattelettelser (og reformer, helst i noget  mere vidtgående form end den, velfærdsreformen indebærer) er en  forudsætning for en fremtidig stigning i arbejdsudbuddet af  tilstrækkelig størrelse til, at velfærdssamfundet kan overleve, er det  kategoriske spørgsmål bygget på helt forkerte præmisser.

Et spørgsmål af større relevans er uden tvivl, hvor meget længere, politikerne vover at tøve? Lad os nu få de reformer, tak.

Konvergens-hvad for en fisk?
Da Lars Løkke Rasmussen i tirsdags afholdt det ugentlige pressemøde som statsminister i Danmark, stod den samlede danske journaliststand klar med mikrofoner, kameraer og videoapparatur. Som Løkke selv bemærkede, var der højst sandsynligt tale om en rekorddeltagelse. Repræsentanter for alle dele af dansk presse var mødt talstærkt op.

Og det er forståeligt. Landet har fået ny statsminister, der godt nok har regeret i nogen tid nu, men alligevel først for alvor er trådt i karakter som statsmand efter klimatopmødets afvikling, så der er uden tvivl masser af vigtige spørgsmål at få besvaret. Hvad vil han? Hvordan vil han det – og hvorfor? Ikke mindst står et spørgsmål centralt i den nuværende situation, hvor 00′ernes uafbrudte højkonjunktur er afløst af en eksploderende statsgæld og økonomisk ustabilitet i hele verden: hvordan vil Løkke få Danmark igennem krisen?

Så langt, så godt. Problemet opstod, da pressefolkene åbnede munden, for hvad spurgte de om? Jo, de ville såmænd vide, om statsministeren sov godt om natten. Og hvordan gik det med hans børns lektielæsning? Mon de kunne klare at tage et par dage fri fra skole for at tage på ferie med mor og far? Og gad vide, hvad statsministeren lavede på Tenerife? Gudfader bevares. Løkke svarede beredvilligt og humoristisk på spørgsmålene, men det var tydeligt, at han hellere ville tale om noget andet. Således forsøgte han adskillige gange at dreje samtalen hen på det, der efter hans mening betød noget.

Det er naturligvis økonomien, jeg tænker på – og det konvergensprogram, regeringen fremlægger inden længe. Et program, der vil åbenbare den økonomiske situation i dens fulde omfang og skitsere den vej, regeringen vil gå i forsøget på at få Danmark sikkert ud på den anden side. Et program, der skal sørge for, at vi overholder de EU-krav, der gælder for det økonomiske samarbejde – og ikke mindst et program, der uundgåeligt vil medføre besparelser og nedskæringer i årene fremover. Det lykkedes ikke helt for Løkke at få pressen til at interessere sig for sagen. Der var andre emner, der havde større betydning for pressens oplags- og seertal.

Eller også syntes de fremmødte pressefolk bare, at konvergensprogrammer er lidt for komplicerede til at kunne forklares for for læsere og seere? Op på hesten. Lad os se en seriøs nyhedsformidling, der ikke negligerer vor generations presserende udfordringer, selv om de er for omfattende til, at det altid lader sig gøre at dække dem fyldestgørende uden at sætte sig grundigt ind i sagerne, fordi man i modsat fald vil vide for lidt til at kunne stille de kritiske, dybdeborende og præcise spørgsmål, der holder magthavernes sortsnakkeri i ave og leverer reelt indhold til befolkningen.

Medgivet, det er svært at levere ordentlige nyheder -  og desværre skyldes det ikke kun mediernes egne forsimplinger og overspringshandlingslignende lad os tale om noget andet-prioriteringer, når lokummet brænder, og økonomien sejler. Det skyldes også, at politikerne leger med. For Lars Løkke Rasmussens vedkommende betød debatten om hans børns fritagelse fra undervisningen for eksempel, at pressen helt glemte at forholde sig kritisk til udmeldingerne om konvergensprogrammet, der er lige på trapperne. Det var han givet vis taknemmelig over, for hvor længe har det ikke været tilfældet? Så lang tid kan det da ikke tage regeringen at gøre status over dansk økonomi, kunne journalisterne have konstateret – for derefter at stille det oplagte opfølgende spørgsmål: så er det ikke snarere sådan, at I udmærket godt ved, hvordan situationen ser ud, men ikke kan finde fælles fodslag med Konservative med hensyn til, hvordan den skal håndteres?

Se, det kunne have været et interessant spørgsmål. Ligesom det kunne være spændende at høre Villy Søvndals svar på et spørgsmål, der lyder i omegnen af “hvad laver du ellers, når du ikke fordømmer lokale forældrearrangementer i de landsdækkende medier?” Forstå mig ret, naturligvis er det et skråplan at indrette samfundet efter forældede normer for køn og seksualitet.

Alligevel er udtalelsen, der faldt i relation til et forældremøde for mødre på Holbergskolen, tåbelig. For det første, fordi den falder sporenstrengs efter det indledende mediepip, helt uden forudgående refleksion og research. At fare i blækhuset, inden man har hold på de mest basale oplysninger i en sag, er aldrig klædeligt for en politiker, der af folket er valgt til at lede landet med kløgt og omhu. For det andet, fordi den måde, hvorpå forældremøder afvikles i lokalsamfundene, hvor uhensigtsmæssigt det end måtte ske, ganske enkelt ikke er Christiansborgpolitikernes ansvar. Håndteringen af konkrete problemstillinger på enkelte skoler er skolernes eget område. Ikke politikernes. Og for det tredje, fordi Søvndal burde have langt vigtigere ting at tage sig til.