Ved det nylige parlamentsvalg i Rusland rapporterede en lang række internationale observatører om omfattende og systematisk valgsvindel. SILBA, der arbejder for og med demokratisk udvikling i det baltiske område, konkluderer lakonisk, at valget til det russiske parlament, Dumaen, var “[un]free and unfair to such an extent that we are in deep concern of the validity of the official results” og anfører flere eksempler på den svindel, de kunne konstatere, heriblandt organiseret bustransport af vælgere fra stemmested til stemmested med det formål at afgive stemmer ved flere forskellige valgsteder, ikke-anonym stemmeafgivning, politi ved stemmestederne og trusler mod valgobservatører.

Selv om der er tale om ualmindelig grov og velorganiseret svindel, er det ganske forudsigeligt, at det russiske valg er præget af valgsvindel. Det er i større eller mindre udstrækning tilfældet ved hvert eneste russiske valg. Til gengæld skete der det uventede, at Vladimir Putins parti, Et Forenet Rusland, på trods af systematisk og omfattende valgsvindel gik tilbage. Faktisk så meget, at partiet ikke længere har kvalificeret flertal i det russiske parlament, Dumaen. Et valgresultat, der langt fra er tilfredsstillende for Putin, som genopstiller til posten som Ruslands præsident i marts 2012, når Dimitri Medvedevs præsidentperiode udløber.

Forretningsmanden Dimitri Medvedev blev præsident, da Putin faldt for den russiske forfatnings regel om maksimalt to perioders valg til præsidentembedet i træk, og til trods for det faktum, at Medvedevs retorik har budt på et vist håb om fornyelse og modernisering af det russiske demokrati, er det begrænset, hvad der rent faktisk er ført ud i livet i den henseende, og Medvedev har igennem hele sin tid som præsident måttet lægge ører til tiltagende kritik. Enkelte kritikere har sågar kaldt Medvedev for Putins nikkedukke – en udlægning, der blev yderligere sandsynliggjort af begivenhederne på Et Forenet Ruslands partikongres i september, hvor Medvedev anbefalede russerne at støtte Putin som partiets kandidat til Ruslands præsidentpost.

I det perspektiv kommer Medvedevs periode til at ligne en art vikariat i den sande leders fravær. I øvrigt et billede, som Putin med garanti har det aldeles udmærket med. Siden Putin tog over efter Jeltsin, der allerede dengang skrantede alvorligt, har han været genstand for en efter europæisk standard uhørt overdreven kultdyrkelse. Præsidenten er således karikeret som den stærke mand, der kan og gør alt, hvad der skal til for at sikre Ruslands og russerne mod det onde. Konkret kommer det for eksempel til udtryk i den måde, hvorpå Putin håndterer skovbrande og andre ulyksaligheder. Han nøjes nemlig ikke med at møde ofrene og vise sin medlidenhed, når det værste er overstået, som andre statsoverhoveder ville gøre det. Nej, han organiserer og deltager selv i den akutte indsats. Det vil sige: sådan fremstilles det.

Putins resultater som præsident er imidlertid ikke det rene ingenting. Den russiske økonomi har i hans periode indtil for nylig været i imponerende vækst, og den almindelige russers levestandard er forbedret betragteligt. Det er således intet under, at mange russere har givet afkald på deres eventuelle demokratiske idealer til fordel for den oprydning i Ruslands økonomiske morads, der har været Putins store trumfkort. Desværre for Putin har den økonomiske vækst skabt en russisk middelklasse af hidtil uset størrelse. En middelklasse, der nu er så velbeslået, at den begynder at stille krav om andet og mere end det daglige brød – og det er den middelklasse, der nu udgør kernen i de største demonstrationer på russisk jord i mands minde. Putin ligger med andre ord, som han har redt.

Hvor problematisk denne nyetablerede middelklasses krav om demokrati og politisk medbestemmelse end måtte synes for Putin, er der til gengæld tale om gode nyheder for alle dem, der tror på folkestyre og ikke bryder sig alt for meget om at have et slagkraftigt  pseudodemokrati i baghaven. Såvel det nylige valgresultat som de efterfølgende demonstrationer fortæller os nemlig noget, vi længe har håbet på at erfare: Noget virker i Rusland. Det russiske demokrati vejrer morgenluft.

Kære borgere

Ja, kære borgere, siger jeg, for borgere, det er I, og derpå er det værd at huske. Det er nemlig dét, Grundlovsdag handler om: at vi er borgere. Borgere med rettigheder – og pligter. Borgere i intet mindre end et demokratisk land, hvor vi hver især har indflydelse.

Indflydelse på landets ledelse.

Indflydelse på vores dagligdag.

Og det er bestemt værd at fejre. Alligevel er vi trods det flotte fremmøde ved dagens grundlovsfest her i Hersom snarere undtagelsen end reglen. Langt de fleste danskere bruger således deres søndag på helt andre gøremål – nogle endog uden at skænke hverken Grundloven eller grundlovsdag en tanke.

Det er næppe tegn på tankeløshed. Disse mennesker tænker utvivlsomt noget andet. Måske trænger haven til en overhaling. Måske er der et regnskab, der skal føres eller et brev, der skal skrives. Måske skal familien på udflugt. Mange gøremål kan i øjeblikket forekomme vigtigere end Grundlovsdag. For hvad er der at bekymre sig om?

Som danskere har vi vænnet os til tanken: Danmark er et demokratisk land. Danskerne er borgere. Danskerne er demokrater. På en solrig dag som denne kan vi se ud over engen, før vi igen vender ansigterne mod hinanden og nikker veltilfredse. Vi er demokratiske, slet og ret.

Måske tænker man endda, at demokrati – det er der noget dansk over. At demokrati er en del af vores kultur. At det derfor er en selvfølgelighed, at vi har demokrati i Danmark.

Ifølge den tankegang kan vi således læne os tilbage og hvile på laurbærrene. Men kultur er ikke uforanderlig. Danmark har ikke altid været et demokrati, og vedligeholdelsen af et velfungerende demokratisk samfund kan ikke udføres fra divanen.

Demokrati kræver blod, sved og tårer. Det så vi under besættelsen, hvor danske frihedskæmpere sang:

Kæmp for alt, hvad du har kært
dø om så det gælder

Og i øvrigt levede derefter.

Det ser vi i dag, når lande som Irak og Afghanistan trods Vestens hjælp langt fra bliver demokratier med den hast, vi kunne have ønsket os det. Det forekommer os måske mærkværdigt, at irakere og afghanere ikke blot bukker og nejer i ren og skær taknemmelighed og straks tager demokratiet til sig.

Men også i Danmark tog det en rum tid at indføre. Et ord som forfatningskamp klinger underlig hult nu om stunder, men der er grund til at erindre, at det netop var, hvad der gav os en grundlov: vi kæmpede for den. Og det var ikke en kamp, der sluttede med den første grundlov af 1849.

Dengang besluttede man nemlig, at ikke alle skulle have stemmeret. Nærmere betegnet var de fem f’er – fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter og fjollede – undtaget. I begyndelsen var det altså i Danmark lidt som det i det gamle Athen, hvor kun mænd over en vis alder, der samtidig var indfødte athenere, var fuldgyldige borgere. At være borger var ikke kun enten eller, borger eller ej. Det var også et spørgsmål om mere eller mindre.

Og fruentimmere fik som bekendt først stemmeret langt senere i 1915. Ideen om lighed for loven var heller ikke i Danmark noget, der kom af sig selv.

Det er ikke nok at vælte en diktator og bygge et parlament og en domstol, akkurat som man heller ikke kommer i bedre form af at købe et par løbesko, før man rent faktisk kommer ud at løbe.

I det antikke Grækenland levede i øvrigt en mand, der hed Aristoteles. Han gik gerne og undrede sig, for den slags gjorde man som bekendt dengang.

Blandt andet undrede han sig såre over, hvorfor der fandtes medfødt talent i matematikkens og sprogets verden, men ikke i etikkens. Efter lang tids grublen nåede han frem til et svar: etik er dyd og duelighed – og de kan kun erhverves gennem praksis og opøvelse af gode vaner. Jeg tror, det forholder sig på samme måde med demokratiet.

Demokrati forudsætter praksis. At vi praktiserer det at være demokratiske. Kun sådan bliver vi gode borgere. I Jyske Lov, den ældste samlede danske lov helt tilbage fra 1241, hedder det sig, at med lov skal land bygges. Med lov skal land bygges.

Allerede dengang overså man således Aristoteles væsentlige indsigt: at demokratiet ikke kun forudsætter, at vi har love og regler, der regulerer vort fællesskab. Det forudsætter også, at lovene overholdes. At borgerne i Danmark rent faktisk praktiserer det demokrati, de er en del af.

Vi borgere har i dag mange rettigheder. Som de rettelig hedder: borgerrettigheder. Man kan måske ligefrem sige, at Danmark borger for os, en formulering, der i disse dage er mere aktuel end nogensinde før med alle de rettigheder, vi efterhånden har fået.

Nok er det ikke med de traditionelle frihedsrettigheder. Ytrings- og pressefrihed. Forsamlingsfrihed. Ejendomsret. Religionsfrihed. Næh, mere vil have mere.

Tænk blot på fænomenet ”velfærdsrettigheder.”

Et noget luftigt begreb, der dækker over den stadig stigende grad af hjælp, vi modtager staten. Vi har ret til sundhedsbehandling. Vi har ret til børnepasning. Vi har ret til undervisning. At have det godt er efterhånden en rettighed i vores samfund. Vi har ret til det gode liv. Det er hjælp, vi har betalt os til. Eller skulle man sige: hjælp, vi har betalt os fra?

Meget af det, vi i dag betragter som samfundets opgave, har engang været folkets. I udgangspunktet er det et godt tegn. Muligheden for at få assistance og møde en hjælpende hånd, når man trænger til den, er et tegn på vort samfunds velstand. Et tegn på, at vi har råd til at tænke på andre end os selv.

Men alle disse rettigheder rummer også en fare for, at vi glemmer den anden del af det at være borger. Vi er nemlig ikke kun borgere med rettigheder, vi er også borgere med pligter.

Den franske tænker Frédéric Bastiat sagde engang, at samfundet er den store fiktion, at alle kan leve på andres regning. Den fiktion lever også i dag i fuld vigør, når talen falder på gratis offentlig transport, gratis uddannelse og gratis lægehjælp. For den er jo ikke gratis.

Eller, som det hedder på engelsk: there’s no such thing as a free lunch. Det gratis måltid findes ikke.

Den gratis uddannelse, den gratis transport og den gratis lægehjælp synes måske nok gratis i øjeblikket for den, der modtager den. Men det er fiktion. For vi betaler alle sammen til samfundet. Samfundet er intet – bogstaveligt talt – uden de mennesker, der udgør det.

Forudsætningen for, at Danmark vedbliver at være Danmark, som vi kender det, er, at vi erkender netop det. Hvis ingen yder, og alle nyder, gøres der hurtigt en ende på vor velstand.

Ligeså er det med demokratiet. At være borger i et demokrati er ensbetydende med rettigheder. Med alskens milde gaver.

Men det er også ensbetydende med pligter. Og gør vi ikke vores borgerpligt – at deltage i demokratiet, at opdrage vore børn til stræbsomhed og velopdragenhed, at følge med i stort og småt og tage ansvar for vores lokalsamfund og vore medmennesker – forvitrer demokratiet på ingen tid.

Heldigvis er det en pointe, der ligger dybt forankret i den danske folkesjæl. Vi kalder det Foreningsdanmark, Frivillighedsdanmark. Kært barn har mange navne – og mange ansigter:

Det er faderen, der tager sig tid til at være træner for sin søns fodboldhold. Det er moderen, der hjælper med lektierne ved stuebordet. Det er bedsteforældrene, der passer børnebørnene, når forældrene har travlt. Ja, det er folk i menighedsrådene og borgerforeningerne. Og – i al beskedenhed – i de politiske partier. Den unge mand, der drager til fjerne egne af verden for at forsvare vort land og vise andre folkeslag, at demokrati kan lade sig gøre. De unge mænd og kvinder, der uddanner sig flittigt og arbejder ligeså.

Alt dét er borgerens pligt – og til borgerens ære, når det bliver gjort. Og det er det, der holder Danmark sammen.

Vi står i en tid med ekstraordinære udfordringer. Udfordringer af meget forskellig art. Der er en økonomisk udfordring: dansk økonomi hænger ikke sammen. Vi har ikke råd til at sakke bagefter. Blandt andet dét vil det kommende valg handle om.

Men der er også en kulturel udfordring: hvordan holder vi fast i at være os selv i en verden, der er så global som aldrig før? Hvordan kombinerer vi udsyn og fremsyn med evnen til at se indad og kende vort eget land, vore egne traditioner og vor egen kultur?

Og det er ikke en udfordring, vi kan løbe fra. Ikke en udfordring, vi kan lukke ude. Vælger vi at overse den nu, bliver den kun større. For som den berømte digter og forfatter, Piet Hein, har bemærket det: fremtiden kommer af sig selv. Det gør fremskridtet ikke.

Hvis vi vil undgå, at Danmark ender som et frilandsmuseum, er vi derfor nødt til at spørge os selv:

Hvordan skaber vi dét Danmark, der kan overkomme disse udfordringer? Svaret på dette spørgsmål er måske i virkeligheden nogle andre spørgsmål: Hvordan skaber vi et Danmark, der engagerer sig? Et Danmark, der forpligter sig? Et Danmark, der værdsætter flid? Et Danmark, der tror på fremtiden, men kommer fortiden i hu?

Jeg tror ikke, det lader sig gøre. Jeg ved det, for vi har gjort det før. Nye tider er – paradoksalt nok – ikke noget synderlig nyt. Alskens omvæltninger har præget menneskehedens historie lige fra tidernes morgen. Og her i Danmark har vi altid løftet tidens byrder, selv når det har været drøjt.

Vi har haft hungersnød. Vi har haft pest og kolera. Vi har haft krige og været besat. I dag er det de færreste, der sulter, vi har penicillin og alskens medikamenter, og Europa har lært af historien. Alligevel er der noget at kæmpe for, med og imod. I dag har vi terrorisme. Vi har – måske – klimaforandringer.

Frem for alt har vi en hidtil uset grad af konkurrence. Det betyder pludselig noget, hvad kineserne foretager sig, og hvor gode de er til det. Vi er nødt til at klare os mindst lige så godt. Ellers koster det ved kasse et, når arbejdspladser og ordrer går uden om os. Men vi tager kampen op. Vi kaster ikke håndklædet i ringen. Vi vælger ikke stilstand. Vi vælger fremskridt og bevægelse. Bevægelse mod et nyt og bedre Danmark, en ny og bedre tid.

For danskerne ved, som det hedder i Kaalunds gamle sang, at:

Kamp maa der til, skal Livet gro,
ej Kamp blot for dagligt Brød,
men Kamp for Frihed i Liv og Tro —
thi evig Stilstand er Død!

Og denne kamp har allerede ført meget godt med sig.

Vi er i dag et velstående folk, der har råd til at hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv. Råd til at hjælpe de hjælpeløse.

Vi er i dag et frit folk, der har lov at sige, tro og trykke akkurat det, vi har på hjerte, hvadenten det falder i andres smag eller ej.

Vi er i dag et folk, der tager internationalt ansvar for at bringe demokrati og frihed til klodens fjerneste egne. Et folk, der ganske vist har det rød-hvide Dannebrog som fane, men som bringer håbets grønne farve med sig, hvor det færdes.

Vi er i dag et folk, der sætter vid og kundskab højt. Men også et folk, der forstår, at hovmod til alle tider står for fald. Stolthed, derimod, er vort brændstof.

Vi er i dag et folk, der kan kalde sig noget så fint som borgere. Dét i sig selv er bestemt værd at fejre. At være borger er ikke enhver forundt.

Og vi er faktisk ikke helt dårlige til det, så selv om hverken friheds- eller fremtidskamp langt fra er ovre, skulle jeg mene, at vi har god grund til optimisme. Og optimisme er vigtigt. Troen på, at vi også i morgen kan udrette det nødvendige, er måske den vigtigste forudsætning for, at vi rent faktisk formår det.

For som en vis NATO-generalsekretær i en anden sammenhæng har sagt det, så kan alt kan gå i stå, hvis angsten for at handle er større end ønsket om at forbedre. Men alt kan lykkes, hvis viljen til at ville er større end frygten for at fejle.

Tak for ordet.

At en ung, arbejdsløs tunesisk akademikers selvantændelse blev startskuddet til et sandt virvar af oprør og folkelige protestbevægelser i snart sagt hele Mellemøsten, havde næppe mange ventet. I så forskellige lande som Algeriet, Marokko, Tunesien, Libyen, Ægypten, Jordan, Syrien, Irak, Saudi-Arabien, Iran, Bahrain og Yemen har befolkningen protesteret imod de siddende regimer.

Oprørets uforudsigelighed forklarer dog ikke, hvor den demokratiske verdens ledere blev af, da det brød ud. Hvorfor så man ikke en perlerække af sympati- og støtterklæringer til de nys opståede demokratibevægelser fra ledere som Obama, Merkel og Sarkozy? Eller sagt på en anden måde: hvorfor blev Vesten væk?

Det er der naturligvis en god forklaring på. Vesten, der stiltiende har accepteret de nu detroniserede diktatorers urimelige beherskelse og udnyttelse af deres respektive landes befolkninger, blev på det nærmeste taget på sengen af den pludselige bevægelse i regionen, hvilket understregedes af støtten til oprørerne, der kun langsomt og nølende blev meddelt alverdens medier.

Først da Ben Alis endeligt var en uundgåelighed, gav Vestens ledere oprørerne uforbeholden støtte. Især den tidligere kolonimagt i Tunesien, Frankrig (der først forlod Tunesien i 1956), vendte på en tallerken, da Ben Ali ikke stod til at redde. De første efterretninger om uro i landet affødte en fransk sympatierklæring med tilbud om intet mindre end militær assistance til nedkæmpelse af oprørerne.

Det er nærliggende at begrunde den franske støtte til Tunesien med et kolonialt broderskab, men sandheden er en anden. De franske interesser i området er omfattende, og det er til Frankrigs klare fordel, at landet er stabilt i tiden, der kommer. Fransk diplomati har således set med bekymring på de omkringliggende stater under islamisk herredømme, der har været langt sværere at finde fælles fodslag med, og ikke ønsket sig en sådan udvikling i Tunesien.

Ligeledes lod også en støtteerklæring til Ægyptens demonstranter vente på sig, indtil det stod klart, at Mubaraks dage var talte. Særligt Obamas meddelelse kom sent – USA og Ægypten har siden Mubaraks tiltrædelse efter mordet på Sadat i 1981 været allierede med tæt samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitik, og Obama fik straks vrøvl for sin udmelding.

Israels præsident, Shimon Peres, sagde om Mubarak:

“Vi har altid haft og har stadig stor respekt for præsident Mubarak. Jeg siger ikke, at alt det, han har gjort, er rigtigt, men han gjorde én ting, som vi alle er ham taknemmelige for: han holdt fred i Mellemøsten.”

Peres’ ord afspejler det faktum, at Ægypten kort før mordet på Sadat som det første mellemøstlige regime indgik en fredsaftale med Israel. En aftale, Mubarak holdt i hævd, da han overtog magten – og som i øvrigt er enestående i den forstand, at kun ét af de øvrige lande, der nu i årtier formelt har været i krig med Israel, til dato har taget samme skridt.

John Mearsheimer og Stephen Walt, der er professorer i Statskundskab ved henholdsvis Chicago og Harvard University, beskriver i bogen Den israelske lobby, hvordan amerikansk politik – ikke mindst på udenrigsområdet – er under stærk påvirkning af en magtfuld jødisk lobby, der både officielt og i det skjulte har stor indflydelse i Washington. Jødernes frygt er, at Mubaraks fald vil føre til, at Det Muslimske Broderskab overtager magten i Ægypten, og faktisk har netop en demokratisk præsident i særlig høj grad grund til at lytte til jøderne i USA. De udgør nemlig en stor vælgergruppe – op mod 80 % af USA’s jøder stemmer gerne demokratisk.

I programmet Ellemann|Lykketoft på TV2 News, hvor de forhenværende udenrigsministre Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen diskuterer udenrigspolitik med Martin Krasnik, spørger Krasnik i en udsendelse d. 28. januar, hvorfor Vestens ledere ikke klart har støttet oprørerne i Mellemøsten. Altså: hvorfor blev Vesten væk, Lykketoft?

Han svarer lakonisk: “Fordi de gennemgående de sidste 30-40 år har støttet de diktaturer, som nu er ved at falde sammen.” Så enkelt kan det i grunden siges: Vesten har sovet i timen, fordi forskellige økonomiske og sikkerhedspolitiske hensyn har gjort en stærk diktator til en mere bekvem løsning end et svagt og ustabilt demokrati. Og hvordan skulle udenrigspolitikken ellers have set ud, kan man spørge? Er det overhovedet muligt at føre en idealistisk udenrigspolitik, der betoner frihedsrettigheder og demokrati, uden at rage uklar med en lang række strategisk vigtige allierede? Vi er vel nødt til at samarbejde også med de regimer, der ikke deler vore idealer?

Utvivlsomt. Ingen stat kan være tjent med at isolere sig fra det mellemstatslige samarbejde i stædig insisteren på egne værdier og normer. Enhver fornuftig udenrigspolitik tager således et realistisk udgangspunkt: vi skal tale og samarbejde med alle, akkurat som man i øvrigt gør det med politiske modstandere i nationale parlamenter. Et er imidlertid at samarbejde med diktatorer, noget andet er at blåstemple dem. Der er ikke et modsætningsforhold imellem kritik af et regimes undertrykkelse af dets borgere og et samtidigt diplomatisk samkvem, når blot diplomatisk samkvem ikke er ensbetydende med rygklapperi, støttekroner under bordet og den legitimering, der er følgen heraf. En sådan praksis er hyklerisk og fratager os muligheden for at kunne forsvare vore egne værdier mod beskyldninger om dobbeltmoral og selvforherligelse.

Vi kan ikke undgå at anerkende, at deres findes diktaturer, som vi næppe uden videre får bugt med, og vor udenrigspolitik bør følgelig søge at skabe diplomatiske løsninger, der er tålelige for begge parter – uden dog at forskåne nogen for vor skarpe og tilbagevendende kritik af de repressive og menneskefjendske vilkår, der bydes de folkeslag, som diktatorerne uretmæssigt undertrykker. Tilbage er kun at sige til Vestens ledere: kom frit frem!

I en tv-tale til nationen har Ægyptens vicepræsident, Omar Suleiman, annonceret præsidentens øjeblikkelige afgang. Det sker efter gårsdagens tale, hvori nu forhenværende præsident Hosni Mubarak trods demonstranternes vedvarende protester meddelte, at han blev siddende indtil valget i september. Det ægyptiske militær overtager midlertidigt magten – endnu forlyder intet om, hvorledes en ny regering skal sammensættes.

Militæret tager imod magtoverdragelsen, selv om der ikke synes at være tale om et traditionelt militærkup. Tværtom har en talsmand flere gange i dagens løb udtalt sig til pressen med løfter om snarligt startskud til en demokratisk proces i Ægypten. I udtalelserne har han bl.a. betonet, at befolkningens krav om reformer og demokratisering er legitime, og bekræftet, at militæret agter at tage opgaven på sig: “Vi vil hjælpe Egypten med at opnå folkets ønsker.”

Voldsorgie undgås formentlig
Præsident Mubaraks titel har ellers indtil for nylig været solidt sikret af militærets opbakning, blandt andet fordi det ægyptiske militær, der har store kommercielle foretagender indenfor bil- og madproduktion mm., har gode grunde til at foretrække en stabilitet, der er tilstrækkelig til at beskytte militærets egne interesser. Den stabilitet har Mubarak hidtil været garant for, og det er efter al sandsynlighed de seneste dages massive folkeprotester overalt i Ægypten, der har overbevist militæret om, at en fortsættelse af Mubaraks regeringstid ikke længere kan garantere den ro og orden, de efterspørger.

Den nye udmelding om militærets magtovertagelse betyder formentlig, at omfanget af yderligere voldsudgydelser minimeres. Så sent som i går så det ellers ud til, at konflikten eskalerede. Mange demonstranter havde ventet, at Mubarak ville annoncere sin afgang. Da han tværtimod bekendtgjorde, at han agtede at fortsætte, var vreden hos de utallige ægyptere på Tahrirpladsen i det centrale Cairo ikke svær at få øje på.

Såfremt demonstranterne havde indledt et angreb på præsidentpaladset, og militæret var forblevet loyale overfor Mubarak, kunne Tahrirpladsens uroligheder være eksploderet i et sandt voldsorgie. Et orgie, der kunne have spredt sig med lynets hast, hvis Sikkerhedspolitiet, der er omtrent tre gange hærens størrelse og ubetinget loyalt overfor Mubarak, havde blandet sig i kamphandlingerne.

Lysner det i Mellemøst?
Selv om den vestlige verdens ledere i de senere dage i mere eller mindre bombastisk stil har proklameret, at Mubaraks tid er omme, vil hans afgang ikke nødvendigvis føre til en situation, der er entydigt ønskelig. Det Muslimske Broderskab, der officielt er forbudt i Ægypten, har i hans regeringstid vundet stadig flere ægypteres sympati. Broderskabet er et muslimsk parti, der har islamisering af Ægypten som erklæret målsætning.

Selv hvis hærens lovede forfatningsændringer og et frit, demokratisk valg til september bliver en realitet, risikerer vi således, at Det Muslimske Broderskab benytter lejligheden til om ikke at tage magten i landet, så i hvert fald tage del i den. En situation, der imødeses med frygtsomhed. Visse kommentatorer advarer om paralleller til shahens fald i Iran 1979, hvor ayatollaherne tilkæmpede sig styret.

Særligt Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, har fremhævet denne skræmmende parallel og talt for, at en stærk og stabil diktator er bedre end et islamisk demokrati. Ægyptens relativt sekulære (og Israel-venlige) linje under Mubarak har netop været en af årsagerne til, at regimet er blevet stiltiende accepteret af vestlige ledere.

Iran 1979 og Ægypten 2011 er dog ikke sammenlignelige på alle områder. For det første var Mubarak ikke i samme grad som shahen i Iran en vestlig stråmand. Jovist, Mubarak havde gode forbindelser til især USA og fulgte de facto i visse dele af udenrigspolitikken blot den amerikanske instruks, men han var dog – til at begynde med – legitimt indsat efter mordet på Sadat i 1981 og havde mange ægypteres opbakning. Ikke som shahen i Iran, der inden revolutionen i 1979 faktisk var blevet tvunget til flugt én gang tidligere, hvorefter CIA havde iscenesat afsættelsen af den folkevalgte regering og shahens efterfølgende genindsættelse. En dygtigt udført manøvre, muligvis, men ikke en manøvre, der forbedrede shahens ry i befolkningen.

Det iranske præsteskab med dets allestedsnærværende indflydelse findes heller ikke tilsvarende i Ægypten. Jovist, der findes religiøse mænd med indflydelse, men de har ikke samme tætte og tillidsfulde samarbejde med den ægyptiske handelsindustri, som det iranske præsteskab havde og har med den iranske. Heller ikke islamismens politiske udtryk, Det Muslimske Broderskab, er lige så populært i det ægyptiske samfund som det præsteskab, der overtog magten ved ayatollah Khomeinis kup i 1979. For at opnå denne popularitet mangler Broderskabet for eksempel helt oplagt en mand af Khomeinis støbning, der kan lede en magtovertagelse og vinde folkets gunst.

Dertil kommer, at de analyser, der understreger risikoen for islamisk magtovertagelse, tilsyneladende glemmer en afgørende ægyptisk spiller, der manglede i Iran 1979, nemlig militæret. Modsat datidens iranske militær, der ikke var forberedt på shahens fald og fremstod usikkert famlende, da det skete, har det ægyptiske militær i mange år fremstået som en anderledes selvbevidst og samlende kraft i det ægyptiske samfund. De ægyptiske generaler kender utvivlsomt til omstændighederne ved shahens fald og vil næppe lade noget tilsvarende hænde på ægyptisk jord. Især ikke, fordi den islamiske magtovertagelse i Iran medførte en brutal udrensning af shahens militære støtter. Mon ikke, militæret har lært historiens lektie og sætter en effektiv stopper for eventuelle islamiske kupforsøg? Måske vil man ikke engang afkriminalisere Broderskabets aktiviteter, når det kommer til stykket?

Demokrati frem for alt
Det kan meget vel tænkes, at dette skridt vil lade vente på sig. Huske må vi dog også, at om end det ikke er utænkeligt, at en demokratisering af Ægypten vil føre til større og mere formaliseret indflydelse til Det Muslimske Broderskab, er der i sig selv tale om markante fremskridt blot i og med, at demokratiske valg gennemføres. De sikkerhedspolitiske interesser, vi har i et stabilt og Israel-venligt Ægypten, må ikke forhindre os i at støtte den demokratiske udvikling, ægypterne har igangsat.

Når vi i Danmark går til stemmeurnerne ved valg til Folketinget, kommunal- og regionsbestyrelserne, tænker vi måske ikke meget over den frihed, hvormed vi vælger vort lands ledelse. Denne frihed og andre basale frihedsrettigheder har i årtier reelt været ikke-eksisterende for den enkelte ægypter. Som liberale er det derfor vores fornemste forpligtigelse at insistere på, at en sådan undertrykkelse af individets rettigheder er utålelig, og være konsekvente i afvisningen af at lade sikkerhedspolitisk bekvemmelighed begrunde negligeringen af ethvert menneskes ret til de universelle friheder, vi tror på.

Demokrati er til enhver tid at foretrække – også hvis de mennesker, det ægyptiske folk vælger, ikke er dem, vi havde valgt i deres sted.

Det er naturligvis et spørgsmål, der på ingen måde forholder sig til den virkelighed, der udspiller sig på den internationale scene. En international scene, hvor tibetanernes basale menneskerettigheder undertrykkes på det groveste af et kommunistisk Kina; hvor Rusland uden videre invaderer Georgien i strid med alt, hvad der ligner demokrati og internationalt diplomati; hvor det iranske præstestyre slår hårdt ned på horder af mennesker, der blot udnytter deres ytrings- og forsamlingsfrihed til at demonstrere mod det totalitære regime, de ikke længere ønsker at være en del af? En international scene, hvor Kim Jong-Il ublu truer alt og alle med død og ødelæggelse, mens han lader sig fotografere sammen med den enorme hær, han har ladet træne til gengæld for sit folks velstand; hvor talebanerne til stadighed holder stand på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan, og Osama bin Laden endnu ikke er fanget, selv om tropper fra brede dele af den vestlige verden ustandselig slår igen, hver gang Taleban rører på sig.

I denne virkelighed er der nemlig ikke brug for en udenrigspolitisk trillen tommelfingre. Der er ikke brug for en laden stå til og en resignerende eftergivenhed over for den modstand, der møder os. Der er brug for handling, og der er ikke mindst brug for en udenrigspolitik, der tør stå fast og insistere på de værdier, der har skabt det samfund, vi lever i i dag. Værdier som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, ejendomsret, beskyttelse af privatlivets fred og kønnenes ligestilling. Med disse værdier må vi aldrig gå på kompromis, for gør vi det, har totalitarismen vundet.

Allerede i dagens Danmark vinder den store sejre, selv om vi måske ikke mærker det, som vi ville, hvis fremmede magter igen krydsede vore grænser. Den totalitarisme, der engang manifesterede sig i kommunismens, nazismens og fascismens markante lederskikkelser, og hvis fremmarch kunne observeres ved dramatiske invasioner og angreb, lever i bedste velgående, om end dens skikkelse er ny. Når bomberne sprænger i London, Madrid og selveste frihedsgudindens by, New York, er det en manifestation af netop denne selvsamme totalitære og formørkede tankegang. Når ambassaderne brænder, og harmløse karikaturtegnere må bevogtes i døgndrift af professionelle sikkerhedsvagter, er det netop denne selvsamme tankegang, der sejrer. Det må vi ikke lade ske.

Og kampen stopper ikke ved vore egne landegrænser. Vi hverken kan eller skal lukke os inde i den osteklokke, Danmark hidtil har været. De tider, hvor vi har kunnet hvile på laurbærrene, er ovre. Byder vi ikke totalitarismen trods, vil den sprede sig – og når den spreder sig, vil den før eller siden nå os. Det kan ikke nytte noget at spille småstatskortet og undvige stillingtagen og deltagelse med henvisning til vor egen lidenhed i det store billede. Demokratiet, menneskerettighederne og de borgerlige frihedsværdier har brug for alle de hænder og hoveder, der endnu er frie til at kæmpe deres sag. Også Danmark har en rolle i denne kamp. Hvad vi ikke har i muskler og maskiner, har vi i mund og mæle. Først den dag, hvor frihedens fane vejrer i vinden ikke kun her, men også hisset; først den dag, hvor alle Jordens folk kan nyde frihedens frugter; først den dag er frihedskampen til ende.

Men, lyder det relevante og næsten intuitive modspørgsmål: hvad så med partierne? Kan det virkelig være sandt, at de blot er statister i en virkelighed, der er medieret og italesat af mediernes profetiske røst? Kan det passe, at dagsordenen, den politiske debat i offentligheden, holder sig til de rammer, der afstikkes af denne fjerde statsmagt? Da vi som afslutning på faget Politologisk Introduktionskursus skulle udfærdige en selvvalgt eksamensopgave, var det netop dette spørgsmål, jeg og mine to studiekammerater, Nikolaj Bøjlesen og Martin Hellfritzsch, satte os for at undersøge nærmere.

Det vil næppe være hensigtsmæssigt her at komme ind på alle de teoretiske mellemregninger, vi gjorde os. Dertil er en weblog ikke egnet. Til gengæld vil jeg komme ind på den empiriske del af opgaven, der nok er dens mest originale – og dermed interessante – bestanddel. Idet vi søgte at falsificere hypotesen om, at medierne styrer den offentlige dagsorden, tog vi udgangspunkt i en række forskellige sager og mediernes dækning af disse.

De sager, der behandledes i opgaven, var indvandringsspørgsmålet generelt, burkasagen specifikt og ulandsbistanden. Ergo behandlede opgaven udelukkende værdipolitiske emner. En tilsvarende opgave kunne ganske givet skrives på baggrund af fordelingspolitiske emner, men da det ville være for omfattende at inddrage begge, foretog vi et valg til fordel for værdipolitikken. For hvert enkelt sag valgte vi en mængde søgeord, der karakteriserede dens emne, og undersøgte forekomsten af disse søgeord i avisernes nyhedsdækning over tid ved hjælp af Infomedia, avisernes fælles artikeldatabase.

Resultaterne talte for sig selv. Kort sagt viste graferne over den databehandling, vi foretog, en klar sammenhæng mellem politiske udmeldinger og medieopmærksomhed om en given sag. Dette indikerede, at medierne ikke er ene om at sætte dagsordenen. Man kan naturligvis spørge, om ikke det blot kan være udtryk for tilfældigheder, at indvandrerdebatten udbredes og oplever øget fokus i medierne sammenfaldende med partiernes udmeldinger om emnet. Hvorledes kan det eksempelvis siges med sikkerhed, at det skyldes Dansk Folkepartis stiftelse, når indvandrerdebatten får fremdrift i tiden efter 1995? Det kan det selvsagt ikke; en sådan antagelse vil være behæftet med betydelig usikkerhed.

Havde vi blot observeret en generelt og jævnt stigende opmærksomhed om emnet, kunne denne altså ikke have været forklaret tilstrækkeligt af partiernes dagsordensfastsættende funktion – ej heller af mediernes. I så fald måtte vi i stedet have set på den mulighed, at borgernes interesse i et emne og den deraf følgende placering af dette emne højt på deres dagsorden medførte en gradvist stærkere position på mediedagsordenen. Imidlertid kan vi som beskrevet se en række signifikante stigninger i opmærksomheden.

Såfremt det havde været tilfældet, at disse stigninger kun i begrænset omfang kunne relateres til politiske udmeldinger, men eksempelvis i stedet til forskellige enkeltsager, der var sat på dagsordenen af selvstændig journalistisk undersøgelse, ville databehandlingen derimod have bestyrket den traditionelle opfattelse af dagsordensfastsættelsen: at det er medierne, der styrer.

Det, der kunne observeres, var dog snarere en bestyrkelse af den nyere politologiske forskning, der påpeger partiernes dagsordensættende funktion. Bestyrkelsen var tydeligst i burkasagen, hvor emnet overhovedet ikke var omtalt i en årrække, hvorefter det eksploderede i 2009 i forbindelse med Konservatives burkaforslag, men den kunne også ses i indvandrercasen, selv om dette emne var på dagsordenen over en længere periode end fra 1995, idet stigningen blev væsentligt mere markant derefter. Siden sker der bemærkelsesværdige stigninger ifm. dels valg, dels andre konkrete enkeltsager aktualiseret af politiske udspil. Således altså en række forandringer, der alle – om end med varierende grad af sikkerhed – kunne henføres til konkrete politiske udmeldinger.

Alt i alt viste opgavens empiri med andre ord en stærk sammenhæng mellem partiernes politiske udmeldinger og mediernes efterfølgende dækning heraf. En sammenhæng, der med rimelig overbevisende styrke afsvækkede antagelsen om, at det primært er medierne, der fastsætter den politiske dagsorden. Medierne lytter også til politikerne, når rammerne for den offentlige debat skal lægges fast – og godt for det, kunne man sige, for det er vel akkurat det skønne ved demokratiet, den genistreg, der sikrer demokratiske beslutningers legitimitet og fremsynethed: den åbne, frie og ja, slet og ret demokratiske debat, der ikke lader sig tøjle af hverken magthavere, medier eller menigmand, men tværtimod er som en slagmark. En slagmark, hvor det bedste argument må vinde.

Lad os derfor glæde os over mediernes magt – og deres afmagt med.

Hvad skaber et demokrati? For at begynde ved begyndelsen, betyder ordet folkestyre – eller alternativt folkets styre. Demokrati er med andre ord en styreform, der er kendetegnet ved, at den er både for og af folket. Folket styrer. I forsøget på at besvare spørgsmålet om, hvori et demokrati består, må man derfor nødvendigvis tage udgangspunkt i en søgen efter de karakteristika ved et styre, der gør det muligt for folket at regere.

For at tage beslutninger på et fornuftigt grundlag skal man først og fremmest have adgang til information. I diktaturer, der styres af et eller ganske få mennesker, er det ikke en forudsætning for styrets fortsatte drift, at denne informationsadgang gælder folket i dets helhed. Når blot en lille skare har ansvaret for at træffe beslutninger på befolkningens vegne, gør det ingen forskel, om folket har fri adgang til den information, der ligger til grund for magthavernes beslutninger.

I et folkestyre, derimod, forekommer det naturligt at antage, at den frie adgang til information og viden om forhold såvel i landet som uden for dets grænser er nødvendig, ej blot for de repræsentanter, borgerne vælger til parlamentet, men også for menigmand, den almindelige borger. Enhver information, der unddrages offentlighedens opmærksomhed og gøres utilgængelig, og hvorom befolkningen følgelig forbliver uvidende, kan nemlig ikke indgå i den meningsdannelse, der foregår i det offentlige rum. Enhver information, der ikke er tilgængelig, forringer med andre ord den viden, der gør det muligt for befolkningen kritisk at vurdere de tiltag, de folkevalgte repræsentanter præsenterer dem for.

Samfund, der præges af mangel på åbenhed om de politiske beslutningsprocesser og den viden om landet og den omkringliggende verden, der muliggør stillingtagen, vil uundgåeligt lide af en offentlig debat, der, selv i de tilfælde, hvor den af denne eller hin grund måtte blusse op, har et lavt vidensniveau og derfor hurtigt antager polemisk og propagandistisk karakter eller stagnerer for siden at forstumme helt. Uden åbenhed ingen (kvalificeret) diskussion – og uden diskussion ingen kritik eller kontrol.

Med det ovenstående in mente kan man spørge, hvorfor et demokratisk samfund som det danske ikke giver fri og ubesværet adgang til al den information, der produceres af offentlige myndigheder. Det er dog et spørgsmål, der – omend fundamentalt og essentielt som basis for videre undersøgelse – let lader sig besvare. Nærliggende er det nemlig, at ikke al information tjener til landets og borgernes interesse at offentliggøre. Den aktuelle lækagesag er et eksempel på netop dette: militære operationer bør af gode grunde ikke underlægges et fundamentalistisk krav om absolut åbenhed, og visse oplysninger af særlig karakter – heriblandt information som den, Forsvarsministeriet (i skikkelse af en endnu ukendt medarbejder) i sin tid kom for skade at offentliggøre – bør endda formenes offentlighedens adgang, simpelthen af sikkerhedsmæssige årsager.

Der er således grænser for offentlighed. Ingen tvivl om det. Hvad der imidlertid er mere uklart, er den grænsedragning, der knytter sig til erkendelsen om offentlighedens grænser. Hvad karakteriserer den type eller de typer af information, der skal tilbage- og hemmeligholdes? Militære operationer bør ikke havne på forsiden af dagens avis, før de føres ud i livet, det siger sig selv. Diplomatiske anliggender, der af modparten ønskes behandlet i al fortrolighed, bør ligeledes som udgangspunkt håndteres derefter. Desværre kan man forestille sig en lang række gråzoner. Sager, hvor afvejningen af hensynet til offentlighed over for militært og/eller administrativt hensigtsmæssige dispositioner ikke er så ligetil, som den fremstår herover.

Og hvad gør man så? Da den borgerlige regering trådte til i 2001, var en af dens ambitioner at skabe bedre vilkår for den frie offentlighed. Man ønskede med andre ord at revidere offentlighedsloven, således at den i mindre grad end tidligere indeholdt uhensigtsmæssige smuthuller, der kunne bruges til at skjule relevant information for borgerne. Man ønskede, at det skulle være nemmere at holde myndighederne i ørerne. I 2002 nedsatte man derfor en såkaldt Offentlighedskommission, der skulle udarbejde forslag til en ny offentlighedslov. Det stod skrevet om kommissionens formål, at “det overordnede sigte [...] skal være at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold.” Efter syv års arbejde blev frugterne af kommissionens arbejde afleveret til justitsminister Brian Mikkelsen d. 10. november 2009 i form af et digert værk på intet mindre end 1216 sider.

Såfremt man er i det lune, er det oplagt at korse sig over en betænkning af en sådan længde, når man tager emnet i betragtning. Hvem læser nogensinde et sådant tekstmonstrum? Debattøren og forfatteren Rune Lykkeberg polemiserer:

De vælter vrøvl i hovedet på os (Information)
“I stedet for at sige for lidt siger man for meget og lægger det hele frem. I stedet for at skjule informationer ved at holde dem væk, så gemmer man dem i en overflod af andre informationer: Offentlighedskommissionens betænkning er på 1.216 sider. Der findes sikkert ikke en eneste engageret borger i dette land, som kommer til at læse hele denne betænkning. Det er et utroligt spændende tema, som bliver gjort utroligt tungt ved at blive lagt frem som en mursten.”
- Rune Lykkeberg

Jeg skal straks indrømme, at jeg langtfra altid er enig i den gode Lykkebergs udgydelser, men i dette tilfælde er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Den tekniske og bureaukratiske indgang, Offentlighedskommissionen her leverer til debatten om offentlighedsloven, er ingenlunde i nærheden af at kunne udgøre grobunden for en bred diskussion. En betænkning af denne karakter har i sig den iboende risiko, at den bliver lige lovlig elitær. Skrevet af eliten om eliten til eliten, så at sige. Det er dog ikke helt så simpelt, som Lykkeberg stiller det op. En betænkning er ikke blot et politisk papir bestående af visioner, hensigtserklæringer og grove skitser, men et stykke fagligt håndværk, og offentlighedsloven er et kompliceret stofområde, der knytter an til mange andre områder. Ønsker man sig en betænkning, der med hensyn til detaljeringsgrad og faglig tyngde er tilstrækkelig til, at man kan lovgive ud fra den, er det således ikke så let endda at korte den ned. 1216 sider virker dog stadig i overkanten af det strengt nødvendige.

Heldigvis findes der råd herfor. Selv slap jeg uden om den fuldstændige gennemlæsning – som jeg desværre må erkende langt fra at have tid til – ved at forholde mig til Justitsministeriets pressemeddelelse ved betænkningens aflevering. Nederst i pressemeddelelsen gennemgås i punktform de væsentligste ændringsforslag til den gamle offentlighedslov. Blandt de gode nyheder er bl.a. ret til aktindsigt på grundlag af et retsligt tema, hvor man førhen har været henvist til at kræve aktindsigt i enkelte sager en ad gangen; minimumslovkrav om journalisering (tro det eller ej, registrering af korrespondance mellem borgere og institutioner er, trods praksis de fleste steder, endnu ikke lovpligtigt) og endelig øgede forpligtelser til aktiv information, dvs. pligt til for en myndighed at informere om sin gøren og laden også uden, at nogen forudgående har krævet aktindsigt. Medlem af kommissionen, Oluf Jørgensen, har anskueliggjort de væsentligste perspektiver i det ovenfor beskrevne.

Nogle af de mest interessante punkter er desværre ikke iblandt dem, Jørgensen kommer ind på. Undtagelserne! En række dokumenter, der tidligere var underlagt ret til aktindsigt på forespørgsel, skal efter Offentlighedskommissionens mening undtages herfra i den reviderede offentlighedslov.

Undtagelse af interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem myndigheder i forbindelse med ministerbetjening.

Undtagelse af interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem KL, Danske Regioner, kommunerne og regionerne i forbindelse med bl.a. økonomiske eller politiske forhandlinger med staten.

Undtagelse af dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces (der foreligger en mindretalsudtalelse).
- Justitsministeriets pressemeddelelse

Jeg vil vove den påstand, at der er tale om ret vidtrækkende undtagelser. Det vil kommissionsmedlemmet og pressejuristen Olof Jørgensen også – for selv om han kun nævner åbenhedsfremmende tiltag i kommentaren på DJH’s Update, går han selvsamme dag, d. 11. november 2009, i medierne med et budskab om, at undtagelserne i Offentlighedskommissionens fremlagte forslag til ny lov “svækker den demokratiske kontrol med politikerne.” Information opremser en lang række sager, hvori der ikke fremover vil kunne begæres aktindsigt, såfremt § 24 (som er den paragraf i det nye lovudkast, der modsvarer de undtagelser fra aktindsigten, jeg har klippet ind fra Justitsministeriets pressemeddelelse).

Det er højst relevante og betydningsfulde sager, der fremdrages. Hvem vil f.eks. ikke gerne holde hånd i hanke med, hvorledes henholdsvis privat- og kommunalhospitalers serviceydelser afregnes? Hvem vil ikke gerne lade Ekstra Bladets Bo Elkjær grave i noget så afgørende som Irakkrigens bevæggrunde? I det hele taget tegner der sig et billede af en paragraf, der fortolket på rette måde er i stand til at holde megen nyttig information uden for offentlighedens søgelys. I forlængelse af dette billede udtrykte en række dagbladsredaktører deres bekymring for den uklare paragraf. Som indikator på kontroversialiteten af undtagelserne er det måske ligeledes værd at nævne, at de er vedtaget af et snævert flertal på 11 ud af 21 i kommissionen.

Men hvis det er så kontroversielt og åbenlyst kritisabelt at unddrage embedsværkets ministerbetjening, kommunikation mellem ministerier og mellem ministerier og folketingsmedlemmer aktindsigt, hvorfor i alverden så overveje at gøre det? Den bedste begrundelse, jeg kan komme på, og som samtidig er den bedste, jeg har hørt, lyder noget i retning af, at det sikrer ministeriernes embedsmænd arbejdsro og stabilitet, at de kan forvisse sig om, at deres foreløbige dokumenter ikke offentliggøres på avisernes forsider som følge af aktindsigten. For så vidt et udmærket argument, som jeg dog ikke godtager. Det, at det bliver lettere at være embedsmand, er jo ikke det primære gode, vi efterstræber i et demokrati. Det primære gode er åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocessen for borgere og medier. Argumentet om, at aktindsigt fører til ringere lovgivning, er ikke desto mindre også vægtigt – men noget tyder på, at det ikke er videre veldokumenteret. I hvert fald erindrer et flertal af Folketingets retsordførere ikke tilfælde, hvor aktindsigten har besværliggjort lovgivningsarbejdet.

Kommissionens oprindelige formålsbestemmelse var som nævnt at “udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol.” Eftersom der er klare indicier på, at undtagelserne fra aktindsigtsmuligheden repræsenterer det modsatte, altså undergravning af lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol, samtidig med at der ikke foreligger klare tegn på, at fuld aktindsigt vil forringe lovgivningens kvalitet, forstår undertegnede ikke, hvad der nøles med. Stryg da de undtagelser og lad os få en fuldbyrdelse af det gode offentlighedsprincip i stedet for den amputerede udgave, der lægges op til i Offentlighedskommissionens betænkning. Det er meget muligt, at det er til besvær for ministre og embedsmænd – men det er godt for folkestyret. Dixit.