“I dag er der mange kristne, der ikke deltager i den demokratiske proces, og det er et problem, fordi det er de kristne stemmer, der skal vælte regeringen. Ved at hedde Danmarks Kristne, kan vi få flere kristne til at deltage i politik. Der skal bygges bro mellem kristne og det øvrige samfund”
- N.N., formand for Danmarks Kristne

Lyder det usandsynligt? Ja. Det er heldigvis også en and. Det samme kunne man tro om det nye parti Danmarks Muslimer, der netop er blevet godkendt af Indenrigsministeriet – men den er god nok. Citatet ovenfor er sakset fra en artikel i Information i dag, hvor partiets formand, Ras Anbessa, udtaler ordene som skrevet står, blot med muslimsk fortegn i stedet for kristent.

Det er selvsagt en aldeles glimrende ambition at engagere alle samfundsgrupper på tværs af religiøse, etniske og kulturelle skel i det politiske arbejde på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Det politiske system kan i høj grad trænge til endnu større fokus på den repræsentationsproblemstilling, der opstår, når dele af samfundet af den ene eller den anden grund ikke deltager aktivt i samme grad som resten.

Når det er sagt, tror jeg ikke, at et parti for muslimer er løsningen – ligesom et parti for kristne heller ikke umiddelbart er en frugtbar ide. Hvis vi et øjeblik ser bort fra den atypiske kirkepolitik, handler politik nemlig forsvindende lidt om religion. Derfor vil et parti, hvis medlemmer har muslimsk overbevisning, men ikke nødvendigvis så meget andet, til fælles, stå splittet og dermed uden handlekraft og beslutsomhed i langt de fleste konkrete sager.

Simpelthen fordi det, at man er muslim, ikke er ensbetydende med, at man også har en bestemt politisk overbevisning. Akkurat som kristne, buddhister, jøder, ateister og så videre kan muslimer både være socialister, liberale, konservative og alle afarter heraf, helt uafhængig af deres religiøse overbevisning. Danmarks Muslimer har med andre ord ingen mulighed for at repræsentere alle Danmarks muslimer, som partinavnet og markedsføringen som partiet, der samler muslimerne, ellers antyder.

Såfremt man bruger et minut eller to på at sætte sig ind i, hvad Danmarks Muslimer egentlig står for, vil man da også komme til den konklusion, at det ikke er partiets reelle mål. Ras Anbessa siger det selv: “I dag er der mange muslimer, der ikke deltager i den demokratiske proces, og det er et problem, fordi det er de muslimske stemmer, der skal vælte regeringen.”

Ergo har partiet Danmarks Muslimer til hensigt at vælte regeringen og placerer sig dermed entydigt på venstrefløjen i dansk politik. Den ædle ambition om at skabe en højere muslimsk deltagelse i den demokratiske proces er i øvrigt kun relevant, “fordi det er de muslimske stemmer, der skal vælte regeringen,” som Anbessa udtrykker det. De muslimske stemmer, der ikke er interesserede i at vælte regeringen, men alligevel gerne deltager i den demokratiske proces, bedes med andre ord søge et andet sted hen – og ideen om at repræsentere hele det muslimske vælgerkorps går fløjten. Danmarks Muslimer er på ingen måde lig med Danmarks muslimer som helhed.

Med en mindre navneændring til Danmarks Venstreorienterede Muslimer eller lignende kunne partiet snildt undgå den falske varedeklaration, men eftersom der fint er plads til regeringsvenlige muslimer i regeringspartierne, hvorfor er der så ikke ligeledes plads til regeringskritiske muslimer i oppositionspartierne, kunne man spørge. Det er der naturligvis også. Ved kommunalvalget i november så vi alle, hvorledes muslimer såvel som mennesker af utallige andre religiøse observanser stillede op til kommunal- og regionalvalgene for partier, hvis holdninger lignede deres egne, deres religiøse ståsted ufortalt.

Set herfra er partiet Danmarks Muslimer derfor fra begyndelsen en overflødig konstruktion, der i bedste fald vil vise sig nytteløs og gå i sig selv inden længe, i værste fald vil bidrage til en yderligere politisk marginalisering af Danmarks muslimske befolkningsgruppe. Overflødig eller ej, de etablerede partier må tage dannelsen af Danmarks Muslimer alvorligt. Den vidner om, at der er behov for en tydelig og utvetydig markering af, at politik er for alle. Politik kan og skal være det, der samler os som borgere i det danske samfund – på tværs af etniske, religiøse og kulturelle skel.