Jeg skal gerne indrømme, at jeg måbede, da jeg læste om afgørelsen. At tænke sig: Italien er et kristent land, hvis indbyggermajoritet udgøres af kristne. Hvad ligner det at forbyde kristne religiøse symboler i dette land? Dette er i sig selv galt nok til, at man vitterlig korser sig. Imidlertid er sagen langt fra ovre. Hvis dommen stadfæstes, er det nemlig ej blot krucifikser i offentlige sammenhænge som for eksempel i undervisningsinstitutioner, der trues. En række europæiske staters nationale flag er tillige i farezonen, eftersom disse på forskellig måde indeholder kors og/eller andre religiøse symboler. Således også Dannebrog, kunne medierne berette. Det lyder som det rene vanvid, men påstanden underbygges af ikke mindre end 37 europæiske juraprofessorer.

Kristne symboler hyppige forekomst i det offentlige rum i Danmark såvel som i en lang række af de øvrige europæiske lande afspejler en kulturhistorisk arv fra kristendommen, der gennemsyrer hele det vestlige samfund. Forbud mod kors i det offentlige rum er ganske enkelt udtryk for kulturel ignorance og historieløshed af en kaliber, der er så uforståeligt uintelligent, at det halve kunne være nok. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech udtalte om dommen:

Birthe Rønn vil blæse på menneskerettighedsdomstol (Kristeligt Dagblad)
“Menneskerettighedsdomstolen [...] har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden fremfor at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder”
- Birthe Rønn Hornbech

Heri kan man kun være enig. En dom som den beskrevne er desværre ikke blot håbløs, fordi den udtrykker mangel på enhver form for forståelse for europæisk kulturs baggrund – den er også håbløs, fordi den i sagens natur krænker en af de mest grundlæggende frihedsrettigheder, religionsfriheden. Beklageligvis er dommen ikke en enlig svale.

Begrænsningen af basale frihedsrettigheder med misforstået henvisning til beskyttelse af mennesker, der kan føle sig stødt af rettighedsudøvelsen, er et tilbagevendende fænomen, der eksempelvis også ses i FN-regi, hvor en række lande på Durban II-konferencen søgte at få indskrevet frihed fra religionskritik i FN’s Menneskerettighedskonvention. En tilføjelse, der – såfremt den var blevet vedtaget – kunne have fået katastrofale følger, idet den er i åbenbar modstrid med en anden grundlæggende rettighed, ytringsfriheden. Heldigvis kom det ikke så vidt, og forbuddet mod religionsforhånelse blev ikke en del af den endelige tekst.

Dommen i den italienske krucifikssag er endnu ikke nået igennem sidste appelinstans, og der er derfor stadig mulighed for, at de talrige opråb om den forskruede dom kombineret med appelinstansens om- og eftertanke fører til, at den forkastes. Derpå må vi følgelig håbe og så i øvrigt afvente den kommende afgørelse. Forhåbentlig besinder domstolen sig, og i så fald er der vel strengt taget ingen ko på isen.

Ikke desto mindre er det højst alarmerende, at en domstol, der er nedsat af Europarådet – hvis medlemsstater til forskel fra de stater, som i FN var bannerførere for forbuddet mod religionsforhånelse, er demokratiske, vestlige nationer med kristne majoriteter – overhovedet kan komme i tanke om at dømme, som det er sket, i første omgang. Ja, man fristes til at udtrykke sig med et godt, gammelt mundheld: kors i hytten!

Rønn om Danmark: For meget stat og for lidt borger (180Grader)
“Der er alt for meget stat og alt for lidt borger. Hvis man kommer lidt ud over slagordene, så er samfundet i alt for høj grad blevet præget af forkælelse, og alle partier har været med til det. Dét, vi skal have tilbage, er glæden og ansvarsfølelsen overfor sit eget liv, arbejde, familie og samfundet.”
- Birthe Rønn Hornbech

Netop som jeg lancerer Krablog, pøser Birthe Rønn Hornbech vand på min mølle i ret og pligt-diskussionen, jeg nævnte i første indlæg her på bloggen. Det virker næsten som aftalt spil, ikke sandt? Men et er selvfølgelig, hvad man siger – noget andet er, som 180Grader påpeger, hvad man gør.

Leder: For meget snak, for lidt handling (180Grader)
“Det er én ting at gennemskue, at det danske samfund er præget af krævementalitet, hjælpeløshed og uvirksomhed – det er tilsyneladende noget helt andet at gøre noget ved det [...] På et eller andet tidspunkt må de partipolitiske og parlamentariske hensyn vel vige for Birthe Rønn Hornbechs egentlige holdninger. I sidste ende er det jo rent faktisk folketingsmedlemmernes ret at stemme som deres samvittighed og overbevisning byder dem det. Det står i Grundlovens §56, hvis nogen skulle være i tvivl.”
- 180Grader

Ja tak. Naturligvis skal politikerne sige, hvad de gør og gøre, hvad de siger. Det siger – hvis jeg må bruge det udtryk – sig selv. Ikke desto mindre er det at lade sig interviewe med overskriften “Rønn ønsker liberal revolution” mildest talt også et signal, der vil noget, især i en parlamentarisk situation som den nuværende, hvor V og K er afhængige af DF’s stemmer. Dertil kommer, at udmeldingen efter al sandsynlighed er koordineret med Lars Løkke – jo, mon ikke?

I så tilfælde kan udmeldingen måske ses som Løkkes forsøg på at få luftet den i Foghs regeringstid lettere undertrykte liberalisme – på en måde, så det hele ikke falder tilbage på ham selv, når han skal brænde igennem ude i stuerne. Lidt i stil med den kampagne for det personlige ansvar, daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i sin tid lancerede. Kilden til interviewet er som sagt Kristeligt Dagblad:

Rønn ønsker liberal revolution (Kristeligt Dagblad)
“Vælgerne skal vækkes af deres tornerosesøvn ved en liberal kulturrevolution. Danskerne skal opdrages til at tage større personligt ansvar. Forholdet mellem stat og borger er det helt grundlæggende politiske spørgsmål.”

Og det er bare Kristeligt Dagblads indledning. Det er stærke sager!