Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 3/1 – 2012.

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 28/11 – 2011.

Før valget lød det fra Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, at det ikke ville blive dyrere for den almindelige dansker, hvis Socialdemokraterne kom til magten. En målsætning, der for mange danskere formentlig forekom en kende uambitiøs.

Det var allerede før valget mere end dyrt nok at være dansker i forvejen – og man kunne jo i stedet have valgt den målsætning, at det skulle være billigere! Et løfte om, at det i det mindste ikke ville blive dyrere, var dog trods alt noget.

Siden regeringsskiftet er det imidlertid blevet dyrere at ryge, at drikke et glas rødvin, at spise fredagsslik, at drive virksomhed, at betale sin skat, at skrue op for varmen, at arbejde hjemmefra – og det er kun en foreløbig liste. En lang række fordyringer, der kan mærkes på pengepungen.

Tilbage står to muligheder: enten har Socialdemokraterne som i så mange andre tilfælde ikke holdt det, de lovede før valget, eller også er det bare meget få individer, der i socialdemokratisk optik er almindelige danskere. Eftersom jeg er opdraget til at tro på det bedste i mine medmennesker, må jeg gå ud fra, at det er mig, der har misforstået budskabet. På den baggrund lyder mit spørgsmål til Socialdemokraterne: Hvem er den almindelige dansker?

Dette indlæg er offentliggjort på Venstres Ungdoms hjemmeside.

Ved det nylige parlamentsvalg i Rusland rapporterede en lang række internationale observatører om omfattende og systematisk valgsvindel. SILBA, der arbejder for og med demokratisk udvikling i det baltiske område, konkluderer lakonisk, at valget til det russiske parlament, Dumaen, var “[un]free and unfair to such an extent that we are in deep concern of the validity of the official results” og anfører flere eksempler på den svindel, de kunne konstatere, heriblandt organiseret bustransport af vælgere fra stemmested til stemmested med det formål at afgive stemmer ved flere forskellige valgsteder, ikke-anonym stemmeafgivning, politi ved stemmestederne og trusler mod valgobservatører.

Selv om der er tale om ualmindelig grov og velorganiseret svindel, er det ganske forudsigeligt, at det russiske valg er præget af valgsvindel. Det er i større eller mindre udstrækning tilfældet ved hvert eneste russiske valg. Til gengæld skete der det uventede, at Vladimir Putins parti, Et Forenet Rusland, på trods af systematisk og omfattende valgsvindel gik tilbage. Faktisk så meget, at partiet ikke længere har kvalificeret flertal i det russiske parlament, Dumaen. Et valgresultat, der langt fra er tilfredsstillende for Putin, som genopstiller til posten som Ruslands præsident i marts 2012, når Dimitri Medvedevs præsidentperiode udløber.

Forretningsmanden Dimitri Medvedev blev præsident, da Putin faldt for den russiske forfatnings regel om maksimalt to perioders valg til præsidentembedet i træk, og til trods for det faktum, at Medvedevs retorik har budt på et vist håb om fornyelse og modernisering af det russiske demokrati, er det begrænset, hvad der rent faktisk er ført ud i livet i den henseende, og Medvedev har igennem hele sin tid som præsident måttet lægge ører til tiltagende kritik. Enkelte kritikere har sågar kaldt Medvedev for Putins nikkedukke – en udlægning, der blev yderligere sandsynliggjort af begivenhederne på Et Forenet Ruslands partikongres i september, hvor Medvedev anbefalede russerne at støtte Putin som partiets kandidat til Ruslands præsidentpost.

I det perspektiv kommer Medvedevs periode til at ligne en art vikariat i den sande leders fravær. I øvrigt et billede, som Putin med garanti har det aldeles udmærket med. Siden Putin tog over efter Jeltsin, der allerede dengang skrantede alvorligt, har han været genstand for en efter europæisk standard uhørt overdreven kultdyrkelse. Præsidenten er således karikeret som den stærke mand, der kan og gør alt, hvad der skal til for at sikre Ruslands og russerne mod det onde. Konkret kommer det for eksempel til udtryk i den måde, hvorpå Putin håndterer skovbrande og andre ulyksaligheder. Han nøjes nemlig ikke med at møde ofrene og vise sin medlidenhed, når det værste er overstået, som andre statsoverhoveder ville gøre det. Nej, han organiserer og deltager selv i den akutte indsats. Det vil sige: sådan fremstilles det.

Putins resultater som præsident er imidlertid ikke det rene ingenting. Den russiske økonomi har i hans periode indtil for nylig været i imponerende vækst, og den almindelige russers levestandard er forbedret betragteligt. Det er således intet under, at mange russere har givet afkald på deres eventuelle demokratiske idealer til fordel for den oprydning i Ruslands økonomiske morads, der har været Putins store trumfkort. Desværre for Putin har den økonomiske vækst skabt en russisk middelklasse af hidtil uset størrelse. En middelklasse, der nu er så velbeslået, at den begynder at stille krav om andet og mere end det daglige brød – og det er den middelklasse, der nu udgør kernen i de største demonstrationer på russisk jord i mands minde. Putin ligger med andre ord, som han har redt.

Hvor problematisk denne nyetablerede middelklasses krav om demokrati og politisk medbestemmelse end måtte synes for Putin, er der til gengæld tale om gode nyheder for alle dem, der tror på folkestyre og ikke bryder sig alt for meget om at have et slagkraftigt  pseudodemokrati i baghaven. Såvel det nylige valgresultat som de efterfølgende demonstrationer fortæller os nemlig noget, vi længe har håbet på at erfare: Noget virker i Rusland. Det russiske demokrati vejrer morgenluft.

Dette indlæg er offentliggjort på Venstres Ungdoms hjemmeside. Indlægget er forfattet før regeringsskiftet, men er fortsat relevant, i det mindste indtil den nye regering har fundet fodfæste og fremlagt en mere konkret vision for deres politik på udviklingsområdet.

I et demokratisk, velstående i-land som Danmark er de fleste enige om, at vi har en forpligtelse til at hjælpe de mennesker, der lever under trangere kår – ikke kun i Danmark, men også i udlandet. En forpligtelse, der nok er moralsk, men også har at gøre med sikkerhedspolitiske hensyn: ønsker vi fortsat en fredelig og fornuftig dialog med vores omverden (og ikke mindst gunstige handelsbetingelser), er det nødvendigt at investere i undgåelse af hungersnød, sygdomsspredning og ekstrem fattigdom.

Denne investering kan naturligvis foregå i privat regi og gør det da også under prædikatet nødhjælp, særligt i tilspidsede situationer, hvor tv-skærmenes billeder af nød og ulykke ansporer folk til barmhjertig gavmildhed. Skal man imidlertid sikre en vis kontinuitet – og ihukommelse af ikke kun den moralske, men også den sikkerhedspolitiske forpligtelse – til den hjælpende hånd til verdens syge og fattige, er en mere overordnet og mindre katastrofefølsom koordinering hensigtsmæssig.

Måske netop derfor er der almindelig enighed om, at en del af borgernes skattepenge i snart sagt alle udviklede lande skal gå til, at der også opretholdes en statslig hjælpende hånd – det, vi kender som udviklingspolitikken. Andelen af den enkelte danskers indkomst, der øremærkes udviklingspolitikken, er ikke prangende, men i kroner og ører er dansk udviklingspolitik en bekostelig affære – faktisk så bekostelig, at Danmark er et af de lande, der i skrivende stund giver den største andel af bruttonationalproduktet til udviklingspolitik. Det er derfor helt oplagt, at der må foreligge en omfattende evaluering af, om de penge, der bruges, resulterer i mærkbare fremskridt i de lande, der modtager dem.

Men hvordan måler man i grunden udvikling? Det er desværre et spørgsmål, der længe er blevet overset – ja, ligefrem afvist som irellevant – i dansk udviklingspolitik. Og meget tyder på, at resultatet af den manglende resultatorienterethed (om man så må sige) har været, at netop resultaterne er udeblevet. Et studium af Martin Paldam, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, viste således i 2008, at dansk udviklingspolitik over en bred kam har haft en effekt – og jeg citerer – ”lig nul.” En ganske nedslående konklusion, især når man tænker på de store beløb, der er ofret på de nyttesløse initiativer.

Givet den ovenstående retfærdiggørelse af udviklingshjælp som en statslig opgave bliver det relevante opfølgningsspørgsmål naturligvis, hvad man kan gøre for at sikre hjælpens effektivitet – og hvad angår dette spørgsmål er man heldigvis nået ikke bare til et svar, men også til et mere liberalt svar end den hidtidige linje. Svaret er selvstændighed. ”Giv manden en fisk, og han får mad i dag – giv ham en fiskestang, og han får også mad i morgen,” lyder et kinesisk ordsprog, og det er akkurat denne filosofi, der er udgangspunktet for en moderne udviklingspolitik.

En filosofi, der modsat tidligere tiders udviklingspolitiske paradigme, som var kendetegnet ved store udskrivninger uden reel dokumentation for effekterne, lægger vægt på at bruge pengene på en måde, der skaber synlige resultater. En filosofi, der med andre ord går efter mest mulig udvikling for pengene – og en filosofi, der som en konsekvens af den resultatorienterede tilgang stiller skarpt på, at det ikke er nok at hjælpe. Skal udviklingspolitikken gøre en forskel, skal den hjælpe folk til at hjælpe sig selv.

Den nye tilgang til udviklingspolitikken stadfæstes formelt i Paris-erklæringen fra 2005, der er underskrevet af over hundrede lande, der er engageret i udviklingshjælpen. Erklæringen betoner nødvendigheden af at udvikle og benytte forskellige mål for bistandseffektivitet for at kunne måle, om udviklingspolitikken skaber resultater. Endvidere lægger erklæringen vægt på, at udviklingspolitikken skal udformes og administreres i overenstemmelse med og til dels af modtagerlandets egne institutionelle strukturer for at skabe ejerskab og gensidig ansvarlighed.

En modernisering af dansk udviklingspolitik har lige siden helt åbenlyst været en påtrængende opgave. Imidlertid har den samtidig været besværlig, fordi fagkundskaben på det udviklingspolitiske område har været præget af en indgroet venstresnoethed. Denne venstresnoethed har bl.a. betydet en stærk modvilje mod det eneste analyseredskab, der kan sikre optimal udnyttelse af bistandskronerne – nemlig cost benefit-analyser, der kortlægger værdien i kroner og øre af forskellige udviklingspolitiske strategier og prioriteringer. Analysen forudsætter nemlig, at man værdifastsætter menneskeliv – og det må man ikke på venstrefløjen. Det er ”inhumant” – også selv om fraværet af cost benefit-analyse qua udviklingspolitikkens deraf følgende ineffektivitet resulterer i flere tabte menneskeliv end brugen af den.

Med Søren Pinds udnævnelse til udviklingsminister anno 2010 indledte regeringen en proces, der skulle modernisere dansk udviklingspolitik i lyset af erkendelsen af, at hjælp kun nytter, hvis der er tale om hjælp til selvhjælp. I den strategi for dansk udviklingspolitik, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Udviklingsministeriet og Danida i 2010, Frihed fra fattigdom – frihed til forandring, betyder den nye tilgang, at Danmark fremover fokuserer udviklingshjælpen på færre lande. Herudover lancerer strategien en hidtil uset grad af specialisering i udviklingspolitikken: skal vi have mest muligt for hver bistandskrone, må vi koncentrere os om den type projekter, vi er gode til.

Udover det resultatorienterede islæt udmærker strategien sig ved, at en anden liberal kongstanke, nemlig kombinationen af demokrati og det frie marked, i overensstemmelse med nyere forskning tillægges stor betydning for udviklingen af tredjeverdenslande. Strategien er mere konkret udtryk for den erkendelse, at fattigdom ikke bedst udryddes ved at begynde med fattigdommen selv, hvilket risikerer at skabe et udsigtsløst afhængighedsforhold, men derimod ved at begynde med samfundsstrukturerne og igennem reformer af disse sikre et friere marked og en mere demokratisk samfundsorganisering. Den enkelte borgers større økonomiske og politiske frihed som følge af dette fokus skal gøre borgerne i ulande bedre i stand til på egen hånd at forbedre deres situation, hvilket igen medfører øget vækst og velstand. I stedet for at symptombehandle ved at bruge udviklingspolitikken til at give hjælpen som en art smertestillende medicin, bruger man nu udviklingspolitikken til aktivt at hjælpe patienten af med sygdommen – nemlig den mangel på politiske, økonomiske og sociale rettigheder, som borgerne i mange tredjeverdenslande lider under.

For liberalt sindede kan disse indsigter måske synes banale, og helt forkert er en sådan betragtning næppe. Ikke desto mindre er der tale om intet mindre end et paradigmeskift i den måde, hvorpå vi praktiserer udviklingshjælp. Et paradigmeskift, der nu også er nået til Danmark. Takket være Søren Pind. Vi skal hjælpe ulandene – til at kunne selv!

Her til lands betaler vi skat. Alle sammen – bortset selvfølgelig fra dem, der snyder. Gennem hele livet betaler vi op mod 70 % i skatter og afgifter. Og vi danskere gør det i almindelighed gerne. Undersøgelser har tilmed vist, at et flertal af danskerne gerne betaler om muligt endnu mere i skat for at finansiere velfærden i fremtiden.

Man kan mene meget om den måde, hvorpå det danske samfund er indrettet, og denne diskussion er i dag så livlig som nogensinde. Hvordan skal vi skabe den vækst, der betaler for fremtidens velfærd – ved at øge den offentlige sektors andel af BNP og investere målrettet i ”vækstindustrier” og særligt udvalgte former for velfærd? Eller ved at mindske den og give borgerne deres penge tilbage, så de selv kan prioritere deres forbrug og investeringer? Som det antydes her, hælder undertegnede i retning af sidstnævnte.

Imidlertid er jeg et frit menneske og kan når som helst, jeg måtte ønske det, vælge at hive teltpælene op og slå mig ned et andet sted. I et andet land, hvor folk og fæ er blevet enige om en anderledes samfundsindretning. Man kan sige, at min fortsatte tilstedeværelse i Danmark også er et samtykke: ja, jeg synes, at fordelene ved at bo her opvejer ulemperne.

Derfor er det rimeligt, at jeg betaler den skat, jeg gør. Jeg har muligheden for at vælge dén – og alt det andet, der gælder for borgere i Danmark – fra. Skatteopkrævningen kan altså ingenlunde, som det ellers med jævne mellemrum sker i skattesnyder- og nægterkredse, karakteriseres som røveri. Den bygger på en indgået aftale, på en kontrakt mellem borger og stat, som det står i borgerens magt at annullere efter forgodtbefindende.

Det vil sige: således ville konklusionen lyde, hvis ellers staten holdt sig til at beskatte de levende. Det gør den desværre ikke. Død mand svarer nemlig – hvor bizart det end måtte lyde – også skat. Eller rettere, død mand svarer også afgift. Det sker igennem den såkaldte arveafgift, der betales af afdøde danskeres formuer, inden de kan overgå til de slægtninge, der er bestemt til at modtage dem enten i et tastamente eller ifølge de almindelige arveretlige regler.

Det betyder, at en borger i Danmark efter at have betalt op mod 70 % i skat igennem et helt liv får lov at betale skat én gang til af de penge, det trods brandbeskatningen er lykkedes vedkommende at spare op. Men det betyder først og fremmest, at beskatningen ikke begrænser sig til mennesker, der qua deres held at være i levende live har mulighed for at flytte, hvis de ikke bryder sig om lugten i bageriet.

Den gælder også mennesker, der af naturlige årsager (eksempelvis dødens indtræffen) ikke har nogen mulighed for at gøre indsigelser. Lidt ligesom når røvere og banditter plyndrer egyptiske faraoners skatkamre i pyramidernes indre og sælger guld og andre værdier for egen vindings skyld. Et fænomen, der slet og ret er kendt som gravrøveri. Gravrøveri straffes med fængsling. Nogen vil måske indvende, at eftersom vedkommende ved sin død levede i Danmark, kan man med en vis sandsynlighed antage, at han eller hun er indforstået med, at der også i tiden efter livet svares dansk skat af vedkommendes formue.

Men akkurat som kiosktyvens selvretfærdiggørelse med tanker som ”ingen vil mangle den her pakke smøger alligevel” og deslige på ingen måde legitimerer tyveriet, kan heller ikke statens formodning om, at borgeren ikke har noget imod afgiften, legitimere opkrævningen. Gravrøveri straffes med fængsling. Men, vil nogen ganske givet indvende, det går jo til et godt formål? Det kan selvfølgelig diskuteres – og når man frem til, at det ikke er tilfældet, er der god grund til at sænke skatten eller at vedtage en revideret finanslov. Uanset konklusionen er problematikken dog uændret: der foreligger intet samtykke. Intet godtgør, at vedkommende skatteyder er enig i vurderingen og ikke ville være flyttet, såfremt han havde været i stand til at gøre noget sådant.

Alligevel svarer også død mand skat i dagens Danmark – og ingen fængsles. Ingen løfter så meget som et øjenbryn på trods af, at gravfreden hver dag krænkes over det ganske land. På trods af, at staten udplyndrer afdøde borgere, der ikke længere kan svare for sig selv. Jeg betaler gerne min skat – og den dag, hvor jeg hellere er fri for dét og de goder, der trods alt følger med, skal jeg nok pakke mine sager og finde et andet sted at bo. Bevares. Jeg finder næppe et sted, hvor alle til fuldkommenhed deler min opfattelse af, hvorledes samfundet bør udformes, og så må jeg forhandle mig frem og i øvrigt nøjes – eller tage kufferten i egen hånd. Skik følge eller land fly. Men kan vi i det mindste ikke enes om dette ene: at give død mand den gravens fred, han fortjener. Også for skattefar. Gravrøveri er ganske enkelt uværdigt. Både for den, det går ud over, og for dem, der lader det ske.