Læserbreve

Hvem ringer klokkerne for?

af Isak Krab Koed | 3. oktober 2014 | Permalink | Kommentér

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 29/9 – 2014.

Som kirkegænger igennem mange år er jeg glad for folkekirken. Faktisk så glad, at jeg læser teologi for engang selv at kunne forkynde Guds ord – gerne her i Viborg Stift. Jeg holder meget af vores kirkeordning, der betyder, at folkekirken er bredt funderet og rodfæstet i Danmark.

Ordningen trues af tidens luner, som forvrænger »Ordet« og lader det blive anledning til at hyppe forskelligartede politiske kartofler, så man pludselig kan tage politisk anstød af sin kirke.

Allerede i dagens kirkeordning kan det forekomme. Tænk på de afviste asylansøgere, der besatte Brorsons Kirke, og på »klimaringningerne« landet over i forbindelse med COP15 i København 2009 – men det er da i det mindste netop lokalt vedtaget, så man kan arbejde imod det i egen sognekirke og altid lufte sine såvel evangeliske som politiske betænkeligheder frit.

Denne lokaldemokratiske sikkerhed mod politiserende meningstyranni i »Ordets« navn er måske snart en saga blot. Det kafkask klingende »Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken« (i folkemunde Strukturudvalget) har efter endt udvalgsarbejde i den såkaldte betænkning 1544 foreslået, at vores kirkeordning omstruktureres, idet der nedsættes et folkekirkeligt fællesudvalg, der skal kunne udtale sig på kirkens vegne om såvel økonomi som om de såkaldte indre anliggender – altså alt det, der kan gå politik i.

Argumentationen for forslaget opsummeres udmærket af udvalgets navn. Folkekirken har brug for en »moderne« og »sammenhængende« styringsstruktur, og en sådan er denne fællesudvalgsmodel, må man forstå. Men under den nuværende kirkeordnings vinger bor høj og lav i et fællesskab, som hviler på gamle sædvaner, skønsomhed og en tradition for at lytte.

Der er altså ikke noget, der tyder på, at kirken har brug for hverken mere »sammenhængende« eller »moderne« styringsstruktur. Den hænger allerede sammen. Og hvorfor skulle en kirke, der hviler på en 2000-årig tradition, i grunden abonnere på den rodløse opfattelse, at nyt er godt i sig selv?

Hvad dette forhold angår, er der markant forskel på de to tilbageværende kandidater i stiftets bispevalgkamp. Henrik Stubkjær støtter forslaget om det folkekirkelige fællesudvalgs etablering. Stemmer man på ham, risikerer man med andre ord mere politik i kirken: Flere kontroversielle politiske udmeldinger, politiserede klokkeringninger og ulovlige kirkebesættelser.

Stemmer man derimod på Peter Hedegaard, stemmer man samtidig for den rummelige og fredsommelige enhed, der har været den danske folkekirkes adelsmærke.

Tags:, , , ,

Læserbreve

Hvad ellers, Jensen?

af Isak Krab Koed | 6. februar 2014 | Permalink | Kommentér

 Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 5/2 – 2014.

Den tidligere Viborg-borgmester, socialdemokraten Carl Anker Jensen, skriver i VSF 31. januar 2014, at »vi er kommet i en situation, hvor vort demokrati ikke længere er det, samfundet har brug for.«

Jeg kan naturligvis kun være enig med Jensen i, at den røde regerings tragikomiske tirader af vrøvl og virak lader meget tilbage at ønske – men det er netop demokratiet som bekendt løsningen på, for så vidt som befolkningen ved valgene får lejlighed til at holde regeringen ansvarlig.

Hvis Jensen foretrækker en anden måde at organisere magten på, hører jeg gerne om det. Er det måske en stærk mand, han savner? Eller vil et teknokrati behage ham? Alternativet glimrer ved sit fravær.

Kommentarer

De gode hensigters tyranni

af Isak Krab Koed | 30. december 2013 | Permalink | Kommentér

Dette indlæg er offentliggjort på Venstres Ungdoms hjemmeside.

“A foolish friend may cause more woe
Than could, indeed, the wisest foe”
– La Fontaine

Endskønt GGGI-polemikken har huseret i dagspressen igennem flere måneder, er sagens mest interessante spørgsmål stort set ikke diskuteret. Det er nemlig ikke Lars Løkke Rasmussen, som har overholdt gældende rejseregler og endda på eget initiativ ændret dem, fordi han fandt dem for ekstravagante. Det er heller ikke Christian Friis Bach, som formentlig er blevet misinformeret af sine embedsmænd. Nej, det interessante spørgsmål er i virkeligheden, om vi i det hele taget bør bruge skattekroner på et udviklingspolitisk projekt, som det er praktisk talt umuligt at dokumentere resultaterne af? Og hvor mange andre projekter med samme luftige karakter modtager aktuelt dansk støtte?

I et tillidssamfund som det danske er den oplagte kortslutning, at dét er der formentlig styr på – GGGI må være en enlig svale. Adskillige studier har imidlertid for længst desavoueret denne tillids grundlag. Professor emeritus ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, Martin Paldam, viste eksempelvis i 2008 en effekt lig nul af de daværende danske udviklingsprojekter. Flere afrikanske forskere – blandt andre Harvard-økonomen Dambisa Moyo – har i de senere år bekræftet Paldams resultater og advaret imod de talrige tilfælde, hvor udviklingsbistand enten ikke har nogen effekt eller ligefrem skader udviklingen af stabile politiske, økonomiske og juridiske institutioner.

Også på andre politiske ressortområder er eksemplerne på projekter, der modtager offentlig støtte, uden at nogen som helst virkning kan eftervises, desværre legio. Et aktuelt eksempel er de penge, der op til kommunalvalget er spenderet på en landsdækkende kampagne for at øge valgdeltagelsen.

Den franske intellektuelle Jean de la Fontaine skrev i 1700-tallet en mængde fabler – satiriske dyrefortællinger, der på fabulerende (deraf genrebetegnelsen) vis udstiller alskens menneskelig dårskab.

I en af de fabler, jeg holder mest af, knytter en bjørn venskabsbånd med en gartner. På en fælles vandretur lægger han sig til hvile under et træs svalende skygge for at tage en lur. På ulyksaligste vis forstyrres søvnen af et par fluer, som uafladelig sværmer om ansigtet, sætter sig på næsen og i ørerne. Bjørnen, der er et godmodigt og taknemmeligt væsen, vil naturligvis gerne hjælpe sin nye kammerat og forsøger derfor at klaske fluerne med en tung sten. Det er svært, for de bevæger sig hurtigt, men da de et øjeblik sætter sig til rette på gartnerens pande, leverer den endelig en eftertrykkelig kraftpræstation af et bjørnedask. En flue omkommer – tillige med en sagesløs, trygt snorkende mand, der forbløder under træets skygge, medens bjørnen fortvivlet ser til.

Til alt held er der meget at sige til den formastelige bjørns forsvar. Det er tydeligt for enhver, at den handlede af lutter godhjertethed – og det er som bekendt tanken, der tæller. Måske kan man endog på bjørnens vegne under påberåbelse af god tro henvise til, at actus non facit reum nisi mens sit rea – det stakkels dyr må gå fri, thi det vidste ikke, hvad det gjorde! For den uskyldige, der blev dræbt på stedet af bjørnens uforsigtighed, er der tværtimod ingen kære mor. Selv de bedste hensigter reddede ham ikke.

Akkurat ligeså forholder det sig med de mange velgørende udviklingsprojekter, der i dag modtager offentlig støtte uden at levere de resultater, der burde kræves. I en fjern utopi, hvor de rette hensigter alene kunne forandre verden, ville ingen mand dø ved ubetænksomme bjørnes hænder, og enhver skattekrone uddelt af et godt hjerte ville uden videre palaver omsættes i behørig glæde og gavn. Spørgsmålet er da, hvorfor der ikke er flere, der tør påtale, at det ikke er den virkelighed, de kender?

Vor egen nationaldigter, H.C. Andersen, har i en berømmet fortælling, der godt nok ikke kan karakteriseres som en fabel, men indskriver sig i den ligefuldt fabulerende eventyrtradition, beskrevet, hvordan en pyntesyg kejser lod sig narre til at investere i tøj, der ikke eksisterede, for at han kunne procedere i det. En skinbarlig absurditet, skulle man synes, men ikke for kejseren. Med kløgt og snilde har nemlig de udspekulerede luftskræddere forinden bildt ham ind, at dem, der ikke kan få øje på de prægtige klæder, er dumme og uduelige i deres embede – og så vover naturligvis ingen sige højt, at kejseren spankulerer omkring in puris naturalibus, som Vorherre har skabt ham.

I diskussionen om udviklingsbistanden er det ikke svært at udpege de listige luftskræddere som venstrefløjens perfide moralister, der med henvisning til alt fra den barmhjertige samaritaner til menneskerettigheder proklamerer allehånde skurkagtighed og dårligdomme iboende dem, der fordrister sig til at sætte spørgsmålstegn ved bistandskronernes anvendelse. Dem, der ikke vil hjælpe Afrika, er egoistiske, hjerteløse pengepugere. Dem, der ikke kan se de prægtige klæder, duer ikke til deres embede!

Med H.C. Andersen in mente giver det heldigvis næsten sig selv, hvordan dette de gode hensigters tyranni gendrives bedst: “Jamen, de har jo ikke noget tøj på!”

Læserbreve

Nej, jeg vil op

af Isak Krab Koed | 18. november 2013 | Permalink | Kommentér

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 18/11 – 2013.

Min foretagsomme, leende og indsigtsfulde mormor fik demens. Hun blev forvirret og huskede ikke altid sine gøremål, men en gårdmandskone, som havde været vant til at klare alting selv, lod sig ikke sådan umyndiggøre.

Min morfar, der var en bestemt, kærlig og trofast mand, lod sig heller ikke kue og gjorde i flere år et professionelt plejerarbejde, til han måtte indlægges efter en besvimelse og døde af hjertestop kort efter.

Der var ingen vej uden om – huset blev sat til salg, og mormor kom på plejehjem.

Fra den ene dag til den anden ændrede hendes hverdag sig totalt. I sit hjem på Valmuevej havde hun holdt kontakt med venner og familie, passet huset og tilrettelagt dagligdagen. På plejehjemmet blev hun en brik i et puslespil, hun ikke selv fik lov at lægge.

Til det sidste bagte hun i hjemmet boller til os, når vi kom på besøg. På plejehjemmet blev al mad serveret. Kan vi byde nogen en dagligdag, hvor muligheden for at gøre nytte er så begrænset?

I hjemmet gav hun altid Tuborg Squash til os børnebørn.Da hun bad om selv at få denne sodavand serveret i stedet for saftevand, som hun aldrig brød sig om, fik hun den melding, at det ikke kunne lade sig gøre. Hvordan kan det forsvares, at den slags ikke kan tilkøbes?

Og som om det ikke var nok, blev vandkanden taget fra hende, for sæt nu, hun i forvirring – eller iver efter at gøre nytte? – kom til at overvande blomsterne! En dag kom vi forbi og fik at vide, at hun endnu ikke var stået op. Man havde simpelthen vurderet, at hun ikke skulle have mad og ulejliges med en vækning, for nu var det nok snart slut.

Meldingen fra mormor selv var klar: »Nej, jeg vil op!« Op kom hun til en hel dag fuld af smil, knus og glædestårer – og to måneders godt liv oveni. Kan vi virkelig tillade os plejehjem, der har så knappe ressourcer, at de må tage mad og medicin fra ældre, der gerne vil op?

Min mormors historie gør, at jeg ikke er i tvivl. Derfor vil jeg kæmpe for plejehjem med medindflydelse, rummelighed og tid til blomster.

Læserbreve

Ikke for børn og sarte sjæle

af Isak Krab Koed | 17. november 2013 | Permalink | Kommentér

Dette indlæg blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad 16/11 – 2013.

I et land, der har verdens højeste skatte- og afgiftstryk, er det kun de færreste forældre, der har mulighed for at passe deres børn selv.

Heldigvis har vi en lovgivning på børnepasningsområdet, der giver forældrene en udstrakt mulighed for selv at vælge det, de vurderer er det bedste alternativ.

Også i Viborg Kommune findes en bred palette af såvel offentlige som private børnehaver, vuggestuer og dagplejeordninger. Alle undergår kommunalt tilsyn, men kan i vidt omfang foretage forskellige pædagogiske prioriteringer, som passer til de enkelte forældres ønsker og behov – og forældrene kan søge om tilskud, hvis de vælger en privat børnepasningsordning, så det frie valg er reelt og ikke betyder, at man betaler dobbelt, hvis man vælger den private model.

Udviklingen har i de senere år budt på øget søgning til de private pasningstilbud. På fem år er antallet af 0-5-årige børn i privatinstitution eller privat børnepasning nemlig fordoblet. Som liberal kan jeg kun glæde mig over et godt eksempel på, at frit valg giver kvalitet, fleksibilitet og plads til forskellighed.

Spørger man Enhedslisten, er det imidlertid et alarmerende tal – ja, faktisk så alarmerende, at partiet helt vil afskaffe privat børnepasning. Børneordfører Rosa Lund begrundede det i Politiken 28/10 med, at når pasningen er offentlig, “kan man stille krav til kvalitet i pædagogikken.”

Krav til kvalitet i pædagogikken er en indlysende nødvendighed, og udsagnet virker måske tilforladeligt, men djævlen ligger som sædvanlig i detaljen. Det er jo allerede i dag sådan, at forældrene igennem det frie valg kan vælge det pasningstilbud, der passer bedst til deres hverdag og prioriteter – så hvem gemmer sig mon i stedet bag det undseelige ord “man”?

Det skulle vel aldrig være kommunen – eller måske endda staten – og dermed politikerne, der ifølge Enhedslisten nu skal have endnu en luns af forældrenes i forvejen udhulede ansvar for deres egne børn?

Enhedslisten er godt nok ikke for børn og sarte sjæle.

« Ældre indlæg