Dette indlæg er offentliggjort som diskussionsoplæg på Venstre i Viborg Kommunes hjemmeside. Derudover bringes det i næste nummer af Venstre i Viborg Kommunes medlemsblad.

Det siges, at Danmark for øjeblikket regeres af et borgerligt flertal. Af og til kan det dog være svært at tro. Det gør sig for eksempel gældende, når snakken falder på landets børnehavebørn. Fra 1. januar 2010 er disse – det vil sige mere end 100000 danskere – nemlig underlagt en tvungen madordning. Forslaget? Det stammer såmænd fra regeringen selv.

Det lyder utroligt: En borgerlig regering med statsministerpartiet Venstre for bordenden, der burde lægge vægt på værdier som frihed, selvstændighed og personligt ansvar, fremsætter og stemmer for et forslag, der indebærer tvungen madordning i de danske børnehaver. Ikke desto mindre er det lige så sandt, som det er sagt.

Madpakker har alle dage været forældrenes opgave, og det er der mange grunde til. Lad mig nævne dem, der efter min mening er særlig væsentlige. For det første er det helt grundlæggende forældrenes ansvar som netop forældre at brødføde deres børn – og det er et ansvar, som de i forvejen varetager ganske udmærket, helt uden at kny. For det andet giver det børnene en medindflydelse på, hvad de får i madpakken. For det tredje er der ressourceproblematikken: mange af landets børnehaver har langt fra de køkkenfaciliteter, der er nødvendige for at sikre mad af ordentlig kvalitet. Mens vi venter på faciliteterne, venter der børnene masseproduceret fabriksmad, der, selv hvis den skulle vise sig at være rig på næringsstoffer, vil blive leveret i kedelig og upersonlig indpakning. Ud med de farverige og opfindsomme madpakker med gulerod, leverpostejsmadder og agurkeskiver; ind med grå foliebakker på køl.

En fjerde og måske mindre rationel grund til, at dette scenarium er en dårlig ide, er i forlængelse heraf den mulighed for omsorg og omtanke, forældrene mister. Tabet af den kærlighed, der ligger i en lille seddel fra mor med ønsket om en god dag, kan for barnet betyde mindst lige så meget som tabet af sund og nærende mad. Der er altså på alle måder tale om en ordning, der ikke kan fungere optimalt fra begyndelsen.

Nuvel – det kommer den sikkert til, og indtil da kan forældrene vel bare fortsætte med at smøre madpakker til deres små poder? Nej. Det kan forældrene netop ikke. Der er nemlig (og det kan vel siges at udgøre en femte grund) tale om tvang. Danmarks Statistik opgjorde i 2005 antallet af børnehavebørn til 109 447. Disse godt 100 000 børn udsættes for noget, man med et lidt grimt ord kan kalde tvangsfodring – og de (sikkert omtrent dobbelt så mange) forældre, der før var klar fra morgenstunden med madkasser og pålæg, udsættes samtidig for regulær berøvelse af deres forældremyndighed, idet de ikke længere har retten til at bestemme, hvad deres børn skal spise. Spis, min gris – i morgen skal du slagtes!

I Århus Kommune og andre steder har man forsøgt sig med en omgåelse af reglerne ved at registrere forældrene som private leverandører af mad til kommunen. Et forståeligt modtræk, der dog bestemt ikke er uden ulemper. For eksempel betyder det stort bureaukrati, både for institutioner og forældre. Det må man bare ikke, siger socialminister Karen Ellemann. Næh, her i Danmark må forældre skam ikke smøre deres børns madpakker. Hvis de skulle få lyst, kan de jo blot tage deres børn ud af børnehaven, som ministeren kom for skade at ytre. Jovist, det kan de vel i teorien, men jeg tror, det står klart for de fleste, hvilke konsekvenser en sådan manøvre i praksis vil få, hvis den foretages af ret mange. For hvor skal børnene så passes? Hjemme? Og hvornår skal forældrene arbejde, hvis dét er svaret?

Som om det ikke skulle være nok, er der faktisk en sjette grund til, at madpakken bør forblive i forældrenes hænder, og det er en grund, der efter min mening er blevet overset på besynderligste vis i Venstres og mediernes diskussioner. For hvad med det kommunale selvstyre? Ideen om, at kommunerne på baggrund af en rammeaftale med staten i videst muligt omfang selv administrerer midlerne og foretager de økonomiske og politiske prioriteringer, der følger heraf, er på nogle områder efterhånden ikke mere værd end det stykke papir, hvorpå den står skrevet. Det kommunale selvstyre er i disse år under betydeligt pres fra Folketinget, og den statsligt dikterede tvangsfodring er endnu et eksempel på denne udvikling. En skam, for den decentrale styring af kommunerne er en liberal kongstanke. Derfor bør vi råbe vagt i gevær, også selv om det denne gang er Venstre, der leverer anledningen.

År 2009 går på hæld. Tak til dem, der har fulgt med på bloggen i de forløbne fem måneder og kommenteret mine indlæg på Facebook og andre steder. Husk, at det også er tilladt at benytte kommentarfunktionen på selve bloggen. Tak til dem, der bare har læst med i tavshed. Og tak til dem, der ikke har fulgt med, men som alligevel på et tidspunkt endte herinde ved et tilfælde og læste et indlæg eller to. Jeg håber, at mine skriverier vakte nogle tanker og måske endda eftertanker, I kunne bruge til noget.

Jeg beklager, at mine “regelmæssige kommentarer og links inden for politik og samfund i al almindelighed” ikke blev helt så regelmæssige, som jeg selv havde troet det muligt – men sådan er det nu engang, når man har studier, Venstres Ungdom, korrekturlæsning og webdesign med meget mere at passe. Ambitionen i det nye år er et indlæg om ugen – heraf vil det indlæg, jeg skriver den sidste uge i måneden, fra nu af være en linksamling med mine bud på månedens bedste artikler om politik og samfundsrelaterede problemstillinger, selvfølgelig garneret med mine kommentarer.

I anledning af julens (og siden eksamens) komme leges der stilleleg på Krablog til ultimo januar. Når jeg igen tager bladet fra munden, bliver det med nye spændende emner, der som vanligt vil blive kritisk belyst og diskuteret på grundlag af de borgerlig-liberale værdier. Blandt andet temaer som åbenhed og demokrati (set i sammenhæng med Offentlighedskommissionens arbejde) og beherskelsen af den politiske dagsorden (et emne, som jeg netop nu skriver opgave i på universitetet) står for skud.

Glædelig jul!

Meget apropos de senere døgn, hvor Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, igen har formået at sætte sig tungt på såvel den italienske som den internationale presse, endda midt under det ellers allestedsnærværende klimatopmøde, forsøger jeg i det nedenstående at give et bud på Berlusconis politiske ståsted. Det er blevet hævdet, at han er at betragte som fascist, men holder den påstand nu også i alle henseender? Eftersom indlægget er en let omskrevet udgave af en passage fra en opgave om netop den italienske fascisme og dennes spor i vore dages Italien, optræder der fodnoter i bunden af indlægget.

Erhvervs- og mediemanden, fodboldklubejeren og politikeren, den 72-årige Silvio Berlusconi, er et billede på den italienske drøm. Han begyndte sin karriere i bunden af det italienske erhvervsliv, avancerede som ejendomsinvestor for langsomt, men sikkert at skabe sig den unikke position, han har i dagens Italien. Han er landets rigeste og ejer talrige aviser, tv-kanaler og andre medieforetagender. I 1994 valgtes han for første gang til Italiens regeringschef med sit eget parti Forza Italia[1], i 2006 valgtes han endnu en gang, ved valget i 2006 var det lige ved og næsten, og ved valget i 2008 fik han sin tredje periode som regeringschef. En post, han stadig beklæder.

Umiddelbart lyder det som en ren succeshistorie, og der er da heller ingen tvivl om, at det er tilfældet for Berlusconis vedkommende, men hvad med det italienske demokrati? Silvio Berlusconi er manden, der konsekvent har udnyttet sin monopollignende position på mediemarkedet til at udkonkurrere politiske modstandere, han er manden, der har udnyttet sin politiske karriere til at skaffe sig immunitet i en lang række retssager – både vedrørende hans forretningsførelse og korruption i regeringsførelsen. Han er også manden, der har sammenlignet sig selv med Jesus[2], og både hans forfængelighed og hans skandaløse smarte bemærkninger – for eksempel har han kaldt USAs nyvalgte præsident, Barack Obama, for ”solbrændt”, og da pressen spurgte, om han fortrød bemærkningen, fik de prædikatet ”idioter” hæftet på sig[3] – skaber overskrifter med jævne mellemrum.

Der tegner sig altså et billede af et enevældigt, arrogant, narcissistisk og udemokratisk menneske, men er han også fascist? En af de grunde, jeg har til at finde en undersøgelse af denne sammenlignings holdbarhed relevant, er, at Berlusconis sejre repræsenterer de største vælgerskred i Italiens historie netop Mussolinis PNF-partis sejre i sin tid[4]. Som en passende ramme om undersøgelsen indføres sociologen Max Webers[5] typologi. Godt nok er denne teori møntet på personlighedstyper, men Webers tre personlighedstyper modsvarer tre magttyper eller snarere magtlegitimeringstyper med tilsvarende træk[6], nemlig den karismatiske magt, der består i en udnyttelse af Berlusconis karisma og gennemslagskraft. Denne magtlegitimering var i høj grad på banen i Mussolinis tilfælde; fascismen som bevægelse var netop afhængig af at aktivere masserne med denne ressource, som Sørensen 2008, 165 kalder ”fascinationskraften”. Hos Berlusconi er brugen sublimeret vha. tv-mediet, der giver ham en langt større rækkevidde.

Næste magttype er den traditionelle magt, der kort sagt går ud på, at man udpeges – altså ligesom monarker er selvskrevne pga. arvefølgen. Dette træk var ikke til stede for Mussolinis vedkommende i begyndelsesfasen, hvorimod det senere blev understreget som en historisk nødvendighed[7], at fascismen tog over. For Berlusconi ser det ud, som om han helt og holdent har skabt sin egen karriere, men dels kan man stille spørgsmål til den ikke helt afklarede opbakning, han har fået i netværket P2, dels understreger han selv i sin retorik ”forsynet” som en faktor. Her er altså også en vis lighed.

Sørensen 2008 taler også om en legalistisk/bureaukratisk magtlegitimering, der udvider Webers typologi, altså en legitimering af magt via lovgivningen[8]. En magtlegitimeringstype, der i høj grad blev udnyttet i Mussolonis tid, hvor loven klargjorde, at il Duce havde den absolutte magtdominans. Inden for et demokratisk systems rammer er det selvsagt ikke en mulighed for Berlusconi at legitimere sin magt så klart på denne facon, men der er træk af det alligevel. Som før omtalt har han bl.a. benyttet sin position til at vedtage love, der gavnede ham selv. Herudover er hans lovfæstede kontrol over Rais tre kanaler også et udslag af legalistisk magt. I det følgende behandles Berlusconis brug af de forskellige magttyper. Først tv-mediet som udtryk for hans udnyttelse af karismatisk magt.

Forudsætningen for demokratisk debat må nødvendigvis først og fremmest være en fri debat. Denne frie debat kræver lige vilkår[9], og disse er med Berlusconis sammenblanding af det politiske og økonomiske ressourcer ikkeeksisterende, idet Berlusconi kontrollerer alle private medier af afgørende betydning i sin egenskab af ejer af selskabet Fininvest og samtidig kontrollerer de statslige kanaler i sin egenskab af regeringschef. Dernæst er en forudsætning for demokratisk debat, at et vist vidensniveau i debatten opretholdes. Hvis dette vidensniveau forfalder øges risikoen for, at demokratiet afdemokratiseres og glider over i en anden styreform[10]. I det italienske tilfælde kan man frygte, at monopolet på specielt tv-mediet, der har indtaget en stadig mere dominerende hegemoni i landets mediebillede som formidler af nyheder og viden[11], åbner en dør for Berlusconi, der muliggør en aktiv medvirken til sænkning eller stagnering af den politiske debats saglige niveau. Filosoffen Giorgio Agamben har udtrykt det sådan, at den offentlige sfære under Berlusconi i tiltagende grad ikke er et rum for kritisk diskussion, men snarere et rum for ensidig hyldest til lederskikkelsen[12].

Det italienske demokrati er af den italienske politolog Giovanni Sartori blevet døbt et telekrati for at understrege den kolossale indflydelse, Berlusconis tre private og tre statslige kanaler har på den demokratiske debat.[13] Ifølge Sartori er deltagelsesdemokratiet simpelthen gradvist blevet omdannet til et mediedemokrati, hvor fakta – som f.eks. Berlusconis gedulgte forbindelser til mafiaen og medlemskab af den hemmelige loge P2, der er karakteriseret af domstolen som undergravende for demokratiet[14] – ikke længere er et overbevisende argument. I stedet spredes rygter, smarte slagord og smalltalk via de billedbaserede medier og former borgernes politiske bevidsthed.

Accepterer man denne analyse, er det ensbetydende med, at der er skabt et demokratisk tomrum, og det er med en politisk personlighed som Berlusconi nærliggende at monitorere, om dette tomrum udnyttes på slet vis, det vil i dette tilfælde sige om han qua sit politiske liv medvirker til at trække Italien i en fascistisk retning. Ser man udelukkende på den retoriske og symbolske dimension, er der skræmmende mange ligheder.

Den koalition, der under ledelse af Berlusconi vandt regeringsmagten i 2008, i.e. Casa delle Libertà, altså Frihedens Hus, består af hans eget Forza Italia, det nyfascistiske parti National Alliance, det norditalienske hjemstavnsparti Liga Nord og MPA, der er et siciliansk uafhængighedsparti. Det er naturligvis i sig selv ildevarslende, at Berlusconis parlamentariske grundlag bl.a. er et fascistisk parti, men også Berlisconis egne udtalelser kan tyde på en vis tilknytning til det fascistiske tankegods. Således udtalte han i 2003 til det britiske magasin The Spectator, at ”Mussolini aldrig dræbte nogen. [Han] plejede at sende folk på ferie i internt eksil.”[15] Det er imidlertid kun retorik og signalpolitik – eller spin med et moderne ord – alt sammen. Hvorvidt Berlusconi har flere skeletter i skabet er svært entydigt at besvare i et retssamfund, hvor man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, for Berlusconi er aldrig blevet dømt som følge af forhalinger, forældelsesfrister og føromtalte immunitetslove. Ligeledes er det svært at vurdere, om han står bag den fysiske terror og hetz mod sine modstandere, der er blevet udført igennem tiden[16]. Den er han nemlig heller aldrig dømt for.

Ser man imidlertid på noget andet, der kan dokumenteres, nemlig den førte politik (hvorigennem legalistisk magt ligeledes kan udøves), synes den fascistiske indflydelse ikke gennemskuelig. Berlusconis – og dermed Forza Italias – programmatiske ambitioner for magten lyder især som liberale toner. FI vil sikre en fortsat deregulering af staten, nedsætte skatterne og i det hele taget styrke det civile samfunds (og hermed individets) stilling over for samfundet[17]. Berlusconi benytter dog samtidig enhver lejlighed til at forsvare de frie markedskræfter og anser angreb på hans monopol eller på ham for angreb på hans personlige frihed – snarere end et korrekt forsøg på forsvar af det andet individs tilsvarende rettigheder og frihed.

Altså er der på overfladen tale om et parti med et højreorienteret valgprogram, der vil decentralisere og deregulere i individets tjeneste – alt andet end det fascistiske, hvor individet er en relativ størrelse underlagt staten til nationens bedste. I praksis skaber Berlusconi dog ikke nødvendigvis mindre stat – og da slet ikke mindre regulering. Den decentralisering og mangfoldiggørelse af informationerne, der umiddelbart ligger i tv-billedet som medietendens, er snarere reelt blevet udnyttet til en centralisering af samme.[18] Centraliseringen har derefter dannet grobund for en propagandisering af mediebilledet i ”føreren” Berlusconis favør. Samtidig er det værd at bemærke sig, at FI i vid udstrækning er et topstyret parti, i hvilket fri debat mere eller mindre konsekvent er erstattet af kæft, trit og retning efter chefens ordre.

Partiet har også det særkende, at det har organisatorisk afsæt i en kommerciel koncern. Her adskiller det sig væsentligt fra oppositionspartierne, der er dannet i en kontinuerlig meningsudvekslingsproces på grundlag af en folkelig bevægelse, en ideologi eller deslige[19]. Selv om partiet altså er del af et demokrati, er det ikke skabt i henhold til almindelig demokratisk tradition. Endvidere agerer partiet ikke i den politiske virkelighed med de samme redskaber, som de øvrige partier benytter. Rettere sagt begrænser de øvrige politiske partier dig i højere grad til at agere i virkeligheden, medens FI fra begyndelsen satsede på at påvirke og i visse tilfælde ligefrem omkalfatre selvsamme virkelighed, således at partiet selv fremstår i et pr. automatik positivt lys.[20] Med andre ord var FI et af de første partier, der for alvor fandt ud af ikke blot at forholde sig til vælgernes diskurs, men tilmed at være dagsordensættende for denne.

Sørensen 2008 noterer sig det faktum, at FIs vælgere ved valget i 1994 nærede en udbredt mistillid til institutionerne og kæder denne observation sammen med, at samme vælgere typisk var mindre tværmedielle i deres søgen efter oplysninger end gennemsnittet – den primære kilde var tv’et. Kampagnen i 1994 bar, stadig ifølge Sørensens ræsonnement, præg af et forsøg på at forbinde institutionerne med kommunismen[21] og yderligere forbinde den socialistiske opposition hermed.

Diskurspåvirkningsmuligheden er opstået som følge af den specielle konstruktion, FI er i og med, at partiet repræsenterer en hidtil uset symbiose mellem den kommercielle og den politiske sfære. NGO’en Freedom House vurderede i 2005, at Italien er et land, hvor der ikke hersker fuld pressefrihed.[22]

NGO’ens konklusion understøtter min tese om, at de via markedsøkonomien indhentede finansielle ressourcer i milliardklassen altså ikke er udnyttet til at skabe politisk eller personlig frihed for den enkelte, som programmet påstår, men nærmere til at forstærke den magtkonsolidering af Berlusconi og hans allierede, der har profitmaksimering og amnesti fra korruptionssager osv. som endeligt mål.[23] Man kan altså sagtens sammenligne Berlusconis magtlegitimeringsmetoder med fascismens, og dog bør man ikke lade denne analogi gå for langt, for hvad gør Berlusconi med den opnåede magt?

Han fører i hvert fald ikke fascistisk politik – begrebet populisme er mere dækkende. Det betegner en politisk bevægelse, hvis politik er forankret i det jævne folks verdensbillede[24]. I modsætning til mange af de traditionelle ideologier opererer populismen ikke hen mod et ideologisk betinget mål, og populisme kan således både være venstreorienteret, højreorienteret og midterorienteret. Selv om fascismen ikke var populistisk, er der her et lighedspunkt, for også fascismen stod som Berlusconis bevægelse i opposition til det traditionelle, etablerede politiske apparat.

Alt i alt synes det ikke rimeligt at påklistre Berlusconi mærkatet ”fascist”, idet den faktiske førte politik ikke tilnærmelsesvis godtgør denne påstand. Derimod er det meget passende at anføre, at nogle af de metoder, han benytter sig af i kampen for at opnå og legitimere sin magtposition, indeholder klare fascistiske træk, der udgør faretegn i et moderne vestligt demokratis udvikling. Af disse træk skal den omfattende magtcentralisering og monopolisering af de diskursdannende medier nævnes. Disse tendenser er især ildevarslende, fordi de udmøntes i en idolisering grænsende til guddommeliggørelse af FIs leder[25] og ydermere indebærer spredning af partisk og særdeles farvet – og i nogle tilfælde direkte misinformerende – nyhedsstrømme til store dele af den italienske befolkning. En cocktail, der virker decideret underminerende for den demokratiske debat. Endvidere er det særdeles betimeligt at rejse en debat i det italienske folk om, hvad demokrati egentlig er og består i – for så vidt at landets med stort flertal valgte leder i sin eksploitering af magten udviser en problematisk disrespekt over for det demokratiske retssamfunds spilleregler.

Den konkrete sag, der gav anledning til omarbejdning og publicering af denne tekst, indeholder lignende bekymrende elementer. Midt i den massive italienske forståelse og omsorg for premierministeren giver indenrigsministeren nemlig oppositionen skylden for overfaldet og bebuder stramninger af reglerne for demonstrationer og brugen af internet som adækvate konsekvenser af forløbet. Jeg vil ikke påstå, at Berlusconi har bestilt angrebet, men han forstår ikke desto mindre at udnytte det til at skabe sympati om sin person og yderligere cementere sin mediehegemonstatus i højst betænkelig grad.

[2] Beiter, Morten (2003): ”Europas lille Cæsar ”. Berlingske Tidende 22/6. 1

[3] Lindqvist, Andreas (2008): ”Berlusconi forsvarer lykønskning til Obama”. Politiken 8/11. http://politiken.dk/udland/valgiusa/article595414.ece [Besøgt 14/12 - 2008] 6. afsnit.

[4] Sørensen, Gert (2008): Berlusconi og den moderne fyrste – om demokratiets tilstand i Europa. Museum Tusculanums Forlag. S. 162

[5] Maximilian Weber (1864-1920) var en tysk økonom og sociolog, der i dag almindeligvis vurderes som en af sociologiens grundlæggere. Hans hovedområde var sociologien, men også en del økonomiske emner er undergået hans behandling.

[6] Tak til Læsjø, Jon Helge (1982): ”Uddannelse”. http://www.leksikon.org/art.php?n=2664 [Besøgt 16/12 – 2008], for ideen til denne parallel. 5. afsnit

[7] Kategoriske påstande om historiens gang er et gennemgående kendetegn ved de totalitære ideologiers legitimering af sig selv. Karl Popper har i sin totalitarismekritik kaldt det ved navnet historicisme.

[8] Sørensen 2008, 165

[9] Altså lige muligheder for at komme til orde. I Danmark forpligtes public service-stationerne DR og TV2 af denne grund til at dække alle opstillede partier ligeligt. Noget tilsvarende findes ikke i Italien.

[10] Sørensen 2008, 17f

[11] Jævnfør Frese, Mads (2008): ”Berlusconi på vej tilbage”. Information 26/2. http://www.information.dk/155446 [Besøgt 14/12 – 2008],  læser 60 % af italienerne f.eks. ikke aviser – og selv, hvis de gør, så ejer Berlusconi jo en del af dem i tilgift. 2. afsnit

[12] Sørensen 2008, 19

[13] Frese, 5. afsnit

[14] Frese, 12. afsnit

[15]  Gregersen, Henrik m.fl. (2003): ” Berlusconi: Mussolini sendte kun folk på ferie”.  BT 11/9. http://www.bt.dk/article/20030911/nyheder/109110440/ [Besøgt 14/12 – 2008]. 2. afsnit

[16] Som eksempel kan nævnes den påsatte brand i den Berlusconikritiske avis l’Espressos vicedirektørs ferievilla, eller den Berlusconikritiske politiker Gianfranco Mascia, der kort efter sejren i 1994 blev overfaldet af maskerede mænd på sit kontor. Se Beiter, 3

[17] Sørensen 2008, 151

[18] Sørensen 2008, 150

[19] Sørensen 2008, 147-148

[20] Sørensen 2008, 148

[21] En ideologi, der i høj grad blev benyttet som et fascistisk skræmmebillede.

[22]Sørensen 2008, 193

[23] En lignende observation findes i øvrigt i Sørensen 2008, 152

[24] For Berlusconi gælder dog, at han jf. mediernes rolle som det, italieneren Giovanni Valentini har kaldt ”konsensusfabrik”, selv er med til at støbe det verdensbillede, han som populist navigerer i. Se Sørensen 2008, 151

[25] Som fordi den giver mindelser til guddommeliggørelsen af Roms nok bedst kendte kejser, Julius Cæsar, har fået betegnelsen cæsarisme.

“I dag er der mange kristne, der ikke deltager i den demokratiske proces, og det er et problem, fordi det er de kristne stemmer, der skal vælte regeringen. Ved at hedde Danmarks Kristne, kan vi få flere kristne til at deltage i politik. Der skal bygges bro mellem kristne og det øvrige samfund”
- N.N., formand for Danmarks Kristne

Lyder det usandsynligt? Ja. Det er heldigvis også en and. Det samme kunne man tro om det nye parti Danmarks Muslimer, der netop er blevet godkendt af Indenrigsministeriet – men den er god nok. Citatet ovenfor er sakset fra en artikel i Information i dag, hvor partiets formand, Ras Anbessa, udtaler ordene som skrevet står, blot med muslimsk fortegn i stedet for kristent.

Det er selvsagt en aldeles glimrende ambition at engagere alle samfundsgrupper på tværs af religiøse, etniske og kulturelle skel i det politiske arbejde på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Det politiske system kan i høj grad trænge til endnu større fokus på den repræsentationsproblemstilling, der opstår, når dele af samfundet af den ene eller den anden grund ikke deltager aktivt i samme grad som resten.

Når det er sagt, tror jeg ikke, at et parti for muslimer er løsningen – ligesom et parti for kristne heller ikke umiddelbart er en frugtbar ide. Hvis vi et øjeblik ser bort fra den atypiske kirkepolitik, handler politik nemlig forsvindende lidt om religion. Derfor vil et parti, hvis medlemmer har muslimsk overbevisning, men ikke nødvendigvis så meget andet, til fælles, stå splittet og dermed uden handlekraft og beslutsomhed i langt de fleste konkrete sager.

Simpelthen fordi det, at man er muslim, ikke er ensbetydende med, at man også har en bestemt politisk overbevisning. Akkurat som kristne, buddhister, jøder, ateister og så videre kan muslimer både være socialister, liberale, konservative og alle afarter heraf, helt uafhængig af deres religiøse overbevisning. Danmarks Muslimer har med andre ord ingen mulighed for at repræsentere alle Danmarks muslimer, som partinavnet og markedsføringen som partiet, der samler muslimerne, ellers antyder.

Såfremt man bruger et minut eller to på at sætte sig ind i, hvad Danmarks Muslimer egentlig står for, vil man da også komme til den konklusion, at det ikke er partiets reelle mål. Ras Anbessa siger det selv: “I dag er der mange muslimer, der ikke deltager i den demokratiske proces, og det er et problem, fordi det er de muslimske stemmer, der skal vælte regeringen.”

Ergo har partiet Danmarks Muslimer til hensigt at vælte regeringen og placerer sig dermed entydigt på venstrefløjen i dansk politik. Den ædle ambition om at skabe en højere muslimsk deltagelse i den demokratiske proces er i øvrigt kun relevant, “fordi det er de muslimske stemmer, der skal vælte regeringen,” som Anbessa udtrykker det. De muslimske stemmer, der ikke er interesserede i at vælte regeringen, men alligevel gerne deltager i den demokratiske proces, bedes med andre ord søge et andet sted hen – og ideen om at repræsentere hele det muslimske vælgerkorps går fløjten. Danmarks Muslimer er på ingen måde lig med Danmarks muslimer som helhed.

Med en mindre navneændring til Danmarks Venstreorienterede Muslimer eller lignende kunne partiet snildt undgå den falske varedeklaration, men eftersom der fint er plads til regeringsvenlige muslimer i regeringspartierne, hvorfor er der så ikke ligeledes plads til regeringskritiske muslimer i oppositionspartierne, kunne man spørge. Det er der naturligvis også. Ved kommunalvalget i november så vi alle, hvorledes muslimer såvel som mennesker af utallige andre religiøse observanser stillede op til kommunal- og regionalvalgene for partier, hvis holdninger lignede deres egne, deres religiøse ståsted ufortalt.

Set herfra er partiet Danmarks Muslimer derfor fra begyndelsen en overflødig konstruktion, der i bedste fald vil vise sig nytteløs og gå i sig selv inden længe, i værste fald vil bidrage til en yderligere politisk marginalisering af Danmarks muslimske befolkningsgruppe. Overflødig eller ej, de etablerede partier må tage dannelsen af Danmarks Muslimer alvorligt. Den vidner om, at der er behov for en tydelig og utvetydig markering af, at politik er for alle. Politik kan og skal være det, der samler os som borgere i det danske samfund – på tværs af etniske, religiøse og kulturelle skel.

Når Barack Obama tager til Oslo for at modtage Nobels fredspris, kan han nyde folkets hyldest for den store og agtværdige indsats for verdensfreden, han har gjort i sin tid som USA’s præsident. Men hvori består egentlig den prisværdige indsats, har har været i stand til at yde efter under et år i embedet? Obamas administration har hidtil udvist større forhandlingsvilje og stået for en mere diplomatisk linje end forgængerens, men hvem havde ærlig talt forestillet sig, at det var muligt at overgå George W. Bushs udenrigspolitiske unilateralisme?

Og hvad er det egentlig helt præcist, Obama har udrettet? Hvad er den konkrete forbedring af verdensfreden, hans virke er resulteret i? Det er der ikke rigtig nogen, der har kunnet give et kvalificeret svar på. Nobelpriskomiteens bud på en begrundelse, der kan berettige til fredsprisen,  er en løst formuleret ros til Obamas visioner, hvor såvel den nye atomvåbenstategi som USA’s indstilling til klimaudfordringen nævnes:

Nobelpris-komiteens begrundelse (Information)
“Den norske Nobelkomité har besluttet, at Nobels fredspris for 2009 tildeles præsident Barack Obama for hans ekstraordinære indsats for at styrke det internationale diplomati og samarbejde mellem folkene. Vi har i bedømmelsesudvalget navnlig lagt vægt på Obamas vision om og arbejde for en verden uden atomvåben. Obama har som præsident skabt et nyt klima i international politik. [...] Takket være Obamas initiativ spiller USA nu en mere konstruktiv rolle for at imødegå de store klimatiske udfordringer, som verden står overfor.”
- Nobelkomiteen

Jeg tror ikke, at  mange vil erklære sig uenige i, at Obama har gjort en positiv forskel som USA’s præsident. Derom er undertegnede heller ikke i tvivl. Det, der udløser min kritik af Nobelpriskomiteens valg, er således ikke en forudindtaget modvilje mod Barack Obama som person eller det, han står for. Snarere udløses den af et spørgsmål, der i en verden med 6 mia. mennesker at vælge af må forekomme logisk for de fleste: er der ikke nogen, der har fortjent den mere?

Ser man på listen over modtagerne af Nobels fredspris igennem tiderne, glider øjnene ned over navne som Nelson Mandela, Martin Luther King, Desmond Tutu og Jimmy Carter. Fælles for modtagerne er for det første, at de ikke blot har holdt visionære taler. De har rent faktisk ført ordene ud i livet. For det andet og nok så vigtigt har de tillige det til fælles, at de har fået prisen efter at have ydet en indsats for verdensfreden. Ikke før. Man må yde, før man kan nyde, lyder et gammelt mundheld, og det er sund fornuft, også for Nobelpristagere.

Obama, derimod, har fået prisen for sine gode intentioner. Finn Ziegler, der er medstifter af Libertas, skriver på sin blog Zieglers hjørne om valget af Obama:

Nobelkomite udsteder en “fredspris-future” til Obama (Zieglers hjørne)
“Det er første gang i min erindring, at prisen går til en, som intet har udrettet. Absolut intet. Obama har fået prisen for gode intentioner. Det er vel typisk sådan, at mødre vil behandle deres børn: Belønne dem for gode intentioner. Fædrene vil nok se handlinger snarere end gode intentioner.”
- Finn Ziegler

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har i et indlæg på sin blog, Verden omkring Danmark, kaldt tildelingen for “på forventet efterbevilling” og mindes ligesom Ziegler ikke, at Nobelkomiteen tidligere har uddelt fredsprisen på et så vagt grundlag. Wall Street Journal, som Ziegler også henviser til, omdøber i en kommentar Nobels fredspris til “The Nobel Hope Prize”, altså noget i retning af Nobels håbspris på dansk. Obama har fået prisen, fordi han giver os håb, er budskabet. Eller med lidt andre ord: Obama har fået prisen, fordi han har givet os forhåbninger om, at han kan levere varen.

Men hvad nu, hvis han ikke kan løfte opgaven? Kan prisen så trækkes tilbage? Nej, vel? Information skrev i går om den nye strategi for Afghanistan, Obamas administration har offentliggjort. Fokus er især på en bestemt kontroversiel bestanddel af den nys lancerede strategi. Obama vil, skriver avisen, stik mod ekspertanbefalinger og med tvivlrådige allierede, udruste op mod 50000 militsfolk i Afghanistan med våben, der skal gøre dem forsvarsdygtige og dermed muliggøre lokalt selvstyre uafhængigt af Taleban, hvorved man håber at svække bevægelsen, der netop står stærkest i de uvejsomme og tyndtbefolkede områder.

Militserne i Afghanistan er lokalt funderede, uafhængige militære enheder, som NATO tidligere har brugt enorme ressourcer på at afvæbne for at vinde kontrol med landet og sikre dets indbyggere mod interne militsstridigheder og de blodbad, disse risikerer at ende med. Nu skal de altså bevæbnes igen – og præsident Barack Obama, modtager af Nobels fredspris, betaler regningen.

Man kommer uvægerlig til at tænke på George Orwells 1984, hvor det altseende og altkontrollerende parti, der slet og ret hedder Partiet, blandt andet opererer med en tankekontrollogik, der går ud på, at hvis man kan redefinere sproget, kan man også redefinere, hvorom det overhovedet er muligt at tale. Derfor har Partiet opfundet det såkaldte newspeak, eller nysprog, der umuliggør kritik af Partiets styre igennem en konsekvent begrebsforvanskning. For eksempel hedder det ministerium, der beskæftiger sig med krigsførelse, Ministeriet for Fred.

Gad vide, om vi fremover skal se Nobels fredspris som udtryk for samme tankegang – så det, vi kalder en fredspris, i virkeligheden er en eufemistisk omskrivning af realiteterne, ifølge hvilke vi nærmere burde tale om Nobels krigspris? Lad os endelig ikke håbe det. Under alle omstændigheder står det dog klart, at Nobels fredspris – også med Al Gores modtagelse af prisen i 2008 in mente – bevæger sig længere og længere væk fra det antimilitaristiske udgangspunkt, Alfred Nobel oprindelig havde tiltænkt den i sit testamente. Ja, nordmanden Frederik Heffermehl hævder sågar i en ny bog, at Nobelkomiteen uddeler ulovlige fredspriser.

Nobels fredspris tilbage på sporet, tak.