Dansk økonomi skal på ret køl. Overholdelse af EU’s konvergenskrav fordrer, at gælden i Danmark skal nedbringes med 24,5 milliarder kroner. Hvordan det skal foregå, findes der to forskellige bud på. Regeringens genopretningsplan, der bl.a. tilbageruller skattelettelser for 9,8 mia. kr. og forkorter dagpengeperioden fra 4 til 2 år, og oppositionens Fair Løsning, hvis mest markante forslag er, at hvis vi arbejder tolv minutter mere om dagen (hvilket svarer til en time om ugen), giver den øgede arbejdstid et provenu, der dækker en stor del af det underskud på statsbudgettet, der er tale om. Forårets politiske debat har derfor været præget af en talkrig uden lige.

Som borgerlig er det svært at være entydigt begejstret for nogen af planerne – hverken S-SF-planen eller regeringens genopretningsplan er skruet optimalt sammen. Genopretningsplanens genistreg er dagpengeperiodens forkortelse. I lande, vi normalt sammenligner os med, er dagpengeperioden allerede lige så kort som eller kortere end de 2 år, hvortil den nu er reduceret. Statistikken fra disse lande viser, at når man forkorter dagpengeperioden, kommer de arbejdsløse hurtigere i arbejde – ekstra mange i månederne lige inden perioden udløber. Samme mekanisme har virket i Danmark i forbindelse med de tidligere forkortninger af den maksimale dagpengeperiode, der faktisk var på 7 år, indtil den blev reduceret af Nyrupregeringerne i løbet af 90′erne.

Til gengæld udgøres en stor del af genopretningsplanens finansieringsgrundlag af en udskydelse af skattelettelser, der ellers ville være trådt i kraft fra 1. januar 2011. Danmark har i forvejen verdens højeste skattetryk, og det er ikke hensigtsmæssigt. Det er muligt, at mange danskere hellere vil have mere velfærd end skattelettelser, men for at stå distancen i den internationale konkurrence er det en nødvendighed, at det danske skattetryk når et leje, der er acceptabelt for velkvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Ellers går de højttuddannede simpelthen udenom Danmark, når de skal vælge et sted at bo og arbejde. Eksemplerne herpå åbenbarer sig løbende – senest skrev epn.dk, at de forskere, der kommer til Danmark igennem den såkaldte forskerordning, forlader landet i hobetal, når ordningens favorable skattevilkår udløber. Utallige andre lande har nemlig en langt lavere beskatning. At rulle skattelettelser tilbage er derfor en uambitiøs og helt forfejlet måde at gribe spareøvelsen an på.

Loftet over børnechecken på 30.000 kr. er også en uhensigtsmæssig kilde til besparelser. Checken skaber et økonomisk incitament til at få børn, der er uundværligt, som landet ligger nu. Danskerne får nemlig langt fra børn nok. Børnefødselstallet ligger på 1,9 barn pr. kvinde, og indtil vi når 2,1, reproducerer vi end ikke os selv. Det kan forekomme uskyldigt, at der bliver lidt færre af os i de nye generationer, men det kan man ingenlunde forsvare at mene i et samfundsøkonomisk perspektiv. Allerede nu er der flere ældre, end der er borgere i den arbejdsdygtige alder, og misforholdet mellem forsørger og forsørget bliver kun større i de kommende år. I fremtiden vil vi mangle hænder og hoveder på arbejdsmarkedet i hidtil uset omfang, og den mest effektive måde at løse dét problem på er netop ved at få flere børn.

Heller ikke oppositionens Fair Løsning er som sagt uden fejl. Planen skæmmes af flere afgørende mangler. For det første forholder planen sig kun til de økonomiske udfordringer på langt sigt. Det betyder, at planen ikke anviser, hvordan overholdelse af EU’s konvergenskrav på kort sigt kan sikres. Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, formulerer det sådan, at S og SF “nærmest satser på ikke at leve op til kravet fra EU.” Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, mener godt nok ikke, at man behøver overholde kravene – den slags kan man bare tage en snak med kommissionen om. Det lyder i grunden tilforladeligt, men sandheden er, at når EU kræver af et lille land som Danmark, at økonomien skal bringes på fode inden 2013, så gør vi mildest talt klogt i at makke ret.

For det andet bygger planens realiserbarhed på, at fagbevægelserne er villige til at indgå aftale om de forlængede arbejdstider. Fagbevægelserne – det er dem, der ved overenskomstforhandlingerne gang på gang skriger på højere løn, kortere arbejdstider og bedre arbejdsforhold. Hvad er sandsynligheden for, at de vil gå med til en 38-timers arbejdsuge – og vel at mærke uden løn for den sidste time, for ellers forsvinder en god del af de 15 mia. kr., forslaget skulle tilvejebringe? Den synes ikke overvældende. I manges øjne er det derfor et noget risikabelt farvand at bevæge sig ud i, når man på den måde gør sig afhængig af arbejdsmarkedets parters velvilje.

Eksperter har kritiseret planen for at være meget svær at gennemføre, og 25 førende danske økonomer har vurderet, at planen ikke kan genoprette dansk økonomi. Sågar Nationalbankens direktør, Nils Bernstein, har noget utraditionelt taget parti for genopretningsplanen ved at udtrykke sin bekymring. Han siger om Fair Løsning, at han vil have det “skidt med at overdrage nødvendige politiske beslutninger, som hører hjemme i de folkevalgte forsamlinger, til interesseorganisationer” og understreger, at erfaringerne med at lade fagbevægelsen få indflydelse på aftaler af denne art ikke er videre imponerende. Bemærkelsesværdigt er det da også, at De Radikale, venstrefløjens økonomisk ansvarlige stemme, har forholdt sig yderst skeptisk til S og SF’s plan. Hvor skal de 15 mia. kr. findes, spørger Margrethe Vestager forundret, og det er et begavet spørgsmål. Jovist, LO har lovet, at de bliver fundet, men har til gengæld på forhånd afvist både efterlønsreformer og den oprindelige model med en 38-timers arbejdsuge.

Det ser ikke alt for lyst ud. At Fair Løsning slet intet løser, som overskriften antyder, er naturligvis politisk retorik, når den er værst (eller bedst, om man vil), for det kan da tænkes, at fagbevægelsen i tilfælde af et regeringsskift kan lokkes med i en aftale, der på en eller anden facon skaffer de 15 milliarder, der sikrer, at Fair Løsning medvirker til en løsning af Danmarks langsigtede problemer. På kort sigt, derimod, er Fair Løsning vitterlig ikke en løsning på noget som helst. Snarere tværtimod. De reformstrategier, planen indbefatter, vil på det korte sigt ligefrem øge statsgælden. Sammenfattende må konklusionen derfor være, at regeringens genopretningsplan er at foretrække. Ikke fordi den løser alle problemerne, eller fordi den løser de problemer, den løser, på den mest forbilledlige vis, for den gør ingen af delene – men fordi den alt andet lige er det bedste bud på en genopretning af dansk økonomi, der foreligger på nuværende tidspunkt. Hverken mere eller mindre.

Hvem er inden i Villy Søvndal? Umiddelbart et noget særpræget spørgsmål, for svaret må selvsagt være, at det er Villy Søvndal, der er inden i Villy Søvndal – alt andet ville være højst foruroligende. Det ellers indlysende svar er bare ikke helt korrekt. Svaret er nemlig (også) Sebastian Dorset. Den lune og humoristiske tone, der har været et gennemgående træk ved Villy Søvndals politiske retorik, viser sig overraskende at være et produkt af den kendte komikers kyndige vejledning.

Søvndal selv ser “intet odiøst” i, at han har modtaget rådgivning udi komikkens svære kunst og bedyrer i øvrigt, at størstedelen af hans jokes er udtænkt af ham selv. Det mest skræmmende er vel i grunden, at han har ret. Det er ikke spor odiøst, at vi ikke aner, hvor grænsen mellem politikerne selv og det fernis af smart design, der er spartlet nænsomt ud over deres medieoptrædener, går.

Rådgivningen af vort lands politiske ledelse angår i dag snart sagt enhver situation, de kan tænkes at optræde i. Der rådgives om politisk indhold, debatteknik, tv-optræden, brug af Internettets nye medier – og nu også i komik. Brugen af særlige rådgivere af forskellig art er udbredt på begge fløje i dansk politik, og intet tyder på, at tendensen er for nedadgående. Snarere tværtimod.

Men er det ikke, kunne man måske spørge, blot rimeligt, at vore politikere søger råd og vejledning, for så vidt denne rådgivning kun medvirker til at sikre kompetente beslutninger, interessante tv-shows og levende profiler på Facebook? Eftersom politikerne i umindelige tider har modtaget rådgivning af deres embedsapparat, partisekretariater og deslige, er spørgsmålet sådan set godt nok. Hvorfor er den massive personlige rådgivning, der vel kan betragtes som en simpel professionalisering og systematisering af den rådgivning, der allerede har fundet sted siden tidernes morgen, overhovedet problematisk?

Det er den, fordi rådgivningen gør det uigennemskueligt, hvem vi egentlig stemmer på, når vi går til valgurnerne og sætter vort kryds. Tusinder af danskere, der har stemt på Villy Søvndal måske blandt andet for at anerkende hans hyggelige og morsomme tilgang til den ellers lidt træge og tørre politiske debat, afgav deres stemmer i troen på, at ophavsmanden til Villy Søvndals komik var Søvndal selv. Det viser sig ikke at holde stik, og det er dybest set svindel.

Grundlaget for, at borgerne i et demokratisk samfund kan træffe kvalificerede valg og stemme på de politikere, de finder bedst egnede til at lede landet, er, at det er borgerne muligt at vurdere de enkelte politikeres styrker og svagheder. Når Villy Søvndals komik er Dorsets, er det Dorset og ikke Søvndal, der i realiteten tages stilling til, ligesom det er LO’s og ikke Socialdemokraternes politiske kompetence, der tages stilling til, når S’s politiske program er udformet af LO og ikke af S, som det hændte i Odense og København i forbindelse med den seneste kommunale valgkamp.

Den fremherskende politikerlede, hvorom man har hørt megen frygtsom tale blandt politisk interesserede, er et fuldt ud forståeligt modtræk til det billede af utroværdigt glinsende og ned til mindste detalje perfekte politikere, der fremmanes af spindoktorer, særlige rådgivere og lignende. Såfremt man foretrækker et gennemskueligt og åbent folkestyre, hvortil borgerne trygt kan sætte deres lid, er politikere, der er ærlige om sig selv og deres formåen, en grundlæggende forudsætning. Katten må med andre ord ud af sækken i dansk politik – borgerne fortjener at vide, hvem og hvad de stemmer på.

En af de vestlige værdier, vi betænker som et særligt adelsmærke for vores kultur, er ligestillingen af kønnene. Med god grund. Ikke mange år skal man tilbage i tiden, førend kvinder på adskillige områder havde en ringere social, økonomisk og kulturel status end mænd. Kvinder havde ikke stemmeret, deres adgang til arbejdsmarked og uddannelse var begrænset etcetera. Der herskede altså det, vi gerne betegner kønsdiskriminerende tilstande. Den negative diskrimination af kvinder var ensbetydende med inefficiens og uværdig behandling af individer. Den rivende kulturelle, sociale og økonomiske udvikling, vesten har gennemgået, er utvivlsomt i et vist omfang et resultat af den omvæltning af fasttømrede kønsroller og disses medfølgende arkaiske samfundsopbygning, feminismen orkestrerede, på dansk grund især fra 1970 og fremefter.

At kere sig om ligestilling er derfor naturligt, hvorfor samtlige danske partier har en ligestillingsordfører, hvis opgave det er at se til, at ligestillingenstilstanden opretholdes og – i de tilfælde, hvor den endnu ikke er opnået – udbygges. Måske var det det med at udbygge, Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher, havde i tankerne, da hun proklamerede i landsdækkende medier, at S ønsker kønskvotering i danske virksomheders bestyrelser.

Forslaget faldt ikke overvejende i god jord, idet Rademacher udtalte, at såfremt virksomhederne ikke overholdt kvoteringsreglerne, måtte de tvangsopløses. I sandhed et vanvittigt standpunkt, at virksomheder ikke skulle kunne vælge frit, hvem de ønsker har sæde i deres ledende organer – og tillige et praktisk umuligt standpunkt. Kom det dertil, at virksomhederne ikke agtede at følge loven på området, skulle man da opløse dem med det tab af arbejdspladser, fortjeneste og og produktion, det uundgåeligt ville medføre, til følge? Nej – truslen herom er naturligvis fuldkommen utroværdig: det er ingenlunde i politikernes interesse at nedlægge i øvrigt retskafne og profitable virksomheder på grundlag af deres bestyrelsers sammensætning.  Hverken ifald der med interesse menes den interesse, de burde have, nemlig landets, eller den interesse, de om ikke andet under alle omstændigheder har, interessen for eget genvalg.

At forslaget ikke er realiserbart, bør imidlertid ikke standse os, hvis det i tilfælde af realisation skønnes at bringe os tættere på idealet om kønnenes ligestilling. Hvis forslaget finder hjemmel i vor opfattelse af ligestillingsidealet, må man søge andre måder, hvorpå det engang i fremtiden bliver praktisk muligt at realisere det. Ergo: øger forslaget ligestillingen, er det betimeligt at søge det vedtaget og eksekveret, om ikke på den ene, så på den anden måde. Muligvis ser det ud, som om det netop er, hvad forslaget gør. Der er for få kvinder i bestyrelserne, og det er ikke ligestilling. Når vi indfører en kvindekvote på 40 %, kommer der flere, hvilket øger ligestillingen.

Det synes såre simpelt, men pas nu på, for skinnet bedrager. Indføres kvindekvoten, vil kvinderne stå i en fordelagtig position, når der skal vælges bestyrelsesmedlemmer. Dette tankeeksperiment illustrerer hvorfor: hvis man har valgt 60 % af en given bestyrelse ved at lade de de bedst kvalificerede kandidater indtræde, og disse kandidater ved en tilfældighed,  eller måske fordi mænd er overrepræsenterede i virksomhedens branche, alle er mænd, ja, så indebærer forslaget, at alle de resterende bestyrelsesmedlemmer skal vælges blandt de kvindelige kandidater.

Det betyder, at en mand og en kvinde, der har erhvervet sig ligelige kvalifikationer – lad os antage, at de er fuldstændig identiske – ikke har samme chance for at blive valgt. Kvinden har 100 % chance, manden 0%, ene og alene som følge af kandidaternes køn. I øvrigt vil selv en mand, hvis kvalifikationer er kvindens overlegne, blive vraget. Forslaget stiller med andre ord ikke kønnene ligeligt, det tilvejebringer ikke ligestilling,  men særstilling til kvinden i forhold til manden.

Særstilling, det var akkurat, hvad kvinden havde, før feministerne fik sko og (røde) strømper på og lod deres budskaber gjalde i gaderne – og det er akkurat, hvad Socialdemokraternes forslag skaber, nu blot ikke længere negativ, men positiv særstilling. Hvor kvinder før feminismen diskrimineredes negativt, vil de efter Rademachers forslag blive diskrimineret positivt. Summa summarum afskaffer forslaget ikke kønsdiskriminationen. Det ændrer blot dens fortegn, så vi får at gøre med en slags omvendt kønsdiskrimination, hvor kvinder gives særligt gunstige vilkår for at få dem ud i bestyrelserne. Jo før, des bedre.

Og denne omvendte diskrimination er, hvor belejlig den end måtte være for den enkelte bestyrelseshungrende kvinde, det stik modsatte af, hvad en ægte ligestillingsforkæmper bør anprise, for hvorledes er det egentlig muligt at retfærdiggøre kvindens særstilling? Er hun monstro dårligere til at varetage bestyrelsesposter, ringere til at erhverve sig kvalifikationer eller på anden vis mindre egnet til bestyrelsesarbejdet end mændene, siden hun er afhængig af et forslag som dette for at opnå en bestyrelsespost? Vi er nok mange, der er enige om, at der ikke er hold i dén tanke. Kvinden er naturligvis mindst lige så dygtige som mændene, også hvad angår bestyrelsesarbejde.

Men hvorfor da indføre denne særbehandling for de stærke, oplyste og karrierebevidste kvinder? Den er jo fuldstændig overflødig: kvinderne både kan og vil selv.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der hører under Europarådet (og ikke, som mange ellers har givet udtryk for, er en del af EU-systemet), har for nylig dømt til fordel for en italiensk kvinde, der indklagede hendes børns skoles brug af krucifikser som udsmykning i undervisningslokalerne. Krucifikserne er, mener domstolen, en krænkelse af hendes børns rettigheder og dermed ulovlige.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg måbede, da jeg læste om afgørelsen. At tænke sig: Italien er et kristent land, hvis indbyggermajoritet udgøres af kristne. Hvad ligner det at forbyde kristne religiøse symboler i dette land? Dette er i sig selv galt nok til, at man vitterlig korser sig. Imidlertid er sagen langt fra ovre. Hvis dommen stadfæstes, er det nemlig ej blot krucifikser i offentlige sammenhænge som for eksempel i undervisningsinstitutioner, der trues. En række europæiske staters nationale flag er tillige i farezonen, eftersom disse på forskellig måde indeholder kors og/eller andre religiøse symboler. Således også Dannebrog, kunne medierne berette. Det lyder som det rene vanvid, men påstanden underbygges af ikke mindre end 37 europæiske juraprofessorer.

Kristne symboler hyppige forekomst i det offentlige rum i Danmark såvel som i en lang række af de øvrige europæiske lande afspejler en kulturhistorisk arv fra kristendommen, der gennemsyrer hele det vestlige samfund. Forbud mod kors i det offentlige rum er ganske enkelt udtryk for kulturel ignorance og historieløshed af en kaliber, der er så uforståeligt uintelligent, at det halve kunne være nok. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech udtalte om dommen:

Birthe Rønn vil blæse på menneskerettighedsdomstol (Kristeligt Dagblad)
“Menneskerettighedsdomstolen [...] har valgt side imod kristendommen og religion. Den undertrykker religionsfriheden fremfor at beskytte den, og det kan gå ud over alle frihedsrettigheder”
- Birthe Rønn Hornbech

Heri kan man kun være enig. En dom som den beskrevne er desværre ikke blot håbløs, fordi den udtrykker mangel på enhver form for forståelse for europæisk kulturs baggrund – den er også håbløs, fordi den i sagens natur krænker en af de mest grundlæggende frihedsrettigheder, religionsfriheden. Beklageligvis er dommen ikke en enlig svale.

Begrænsningen af basale frihedsrettigheder med misforstået henvisning til beskyttelse af mennesker, der kan føle sig stødt af rettighedsudøvelsen, er et tilbagevendende fænomen, der eksempelvis også ses i FN-regi, hvor en række lande på Durban II-konferencen søgte at få indskrevet frihed fra religionskritik i FN’s Menneskerettighedskonvention. En tilføjelse, der – såfremt den var blevet vedtaget – kunne have fået katastrofale følger, idet den er i åbenbar modstrid med en anden grundlæggende rettighed, ytringsfriheden. Heldigvis kom det ikke så vidt, og forbuddet mod religionsforhånelse blev ikke en del af den endelige tekst.

Dommen i den italienske krucifikssag er endnu ikke nået igennem sidste appelinstans, og der er derfor stadig mulighed for, at de talrige opråb om den forskruede dom kombineret med appelinstansens om- og eftertanke fører til, at den forkastes. Derpå må vi følgelig håbe og så i øvrigt afvente den kommende afgørelse. Forhåbentlig besinder domstolen sig, og i så fald er der vel strengt taget ingen ko på isen.

Ikke desto mindre er det højst alarmerende, at en domstol, der er nedsat af Europarådet – hvis medlemsstater til forskel fra de stater, som i FN var bannerførere for forbuddet mod religionsforhånelse, er demokratiske, vestlige nationer med kristne majoriteter – overhovedet kan komme i tanke om at dømme, som det er sket, i første omgang. Ja, man fristes til at udtrykke sig med et godt, gammelt mundheld: kors i hytten!

Dette indlæg er offentliggjort på Venstres Ungdoms hjemmeside.

I forlængelse af finanskrisen, der i Europa i vidt omfang er blevet håndteret ved hjælp af ekspansiv finanspolitik, er flere europæiske landes statsgæld i % af BNP eskaleret voldsomt, således at det for nuværende kun er sølle tre af 27 lande, der overholder de krav, der stilles til lande, som indgår i ØMU’ens 3. fase. Disse krav til konvergens eurolandene imellem indebærer blandt andet, at den samlede offentlige gæld ikke må overstige 60 % af BNP.

Kravet er yderst fornuftigt, fordi det sikrer, at enkeltlande ikke kan undergrave euroens stabilitet og derigennem dens troværdighed på det internationale valutamarked. Ikke desto mindre er dette dog, hvad der sket. Senest har Grækenlands dårlige økonomi været i mediernes søgelys, og det med god grund. Landets offentlige gæld er nemlig på 115 % af BNP. Det vil sige, at landets gæld overstiger værdien af et helt års produktion. Fundamentet under landets omfangsrige økonomi er med andre ord særdeles skrøbeligt. Med reference til den antikke græske kultur kan man måske formulere det sådan, at den efterhånden ligner en kolos på lerfødder.

I forsøget på at undgå en decideret statsbankerot har eurozonens lande tillige med flere lande i ØMU’ens fase 2 finansieret en lånepulje, der gør det muligt  for Grækenland at refinansiere deres lån og betale de renter, der forfalder løbende. Lånepuljen er en historisk stor fællesaftale, der andrager 720 milliarder euro, svarende til 5360 milliarder kroner. Alle 27 EU-lande stiller sikkerhed for beløbet, hvortil IMF bidrager med 1/3.

Rationalet bag lånepuljen synes at være, at hvis man lader falde, hvad ikke kan stå, vil den græske krise sprede sig til resten af eurozonen og ødelægge tilliden til euroen endegyldigt. Lande som Spanien, Portugal, Irland og Italien er alle i farezonen med høj andel af BNP i offentlig gæld og kunne meget vel gå statsbankerot som følge af en finansiel dominoeffekt, hvis investorerne mistede tilliden til, at eurolandene kunne håndtere krisen og redde de truede eurolande fra bankerot. Dette rationale er for så vidt ganske udmærket.

Problemet er blot, at lånepuljen langt fra løser eurozonens grundlæggende problem. Hovedparten af pengene til puljen kommer fra de øvrige eurolande, der allerede selv er plagede af en ekstraordinær gældspukkel i kølvandet på krisen. Dertil kommer, at Grækenland ikke bruger pengene fra puljen til at afbetale på deres statsgæld – det er der ikke mulighed for. I stedet går pengene som tidligere nævnt blot til midlertidig udsættelse af tilbagebetaling ved refinansiering af lån, der forfalder i øjeblikket. Gælden flyttes altså blot rundt inden for eurozonens grænser.

Den eneste måde, hvorpå det er muligt at afhjælpe euroens problemer, er at stille større krav til de enkelte landes økonomiske politik – samt ikke mindst sanktionere de lande, der blot ignorerer de henstillinger, de øvrige EU-lande kommer med. Det er naturligt nok, at de enkelte lande ønsker at bevare muligheden for at føre selvstændig udgiftspolitik. Tidligere har en række lande med Grækenland som det oplagte eksempel fået stiltiende accept af en højst uholdbar offentlig forbrugspolitik. Den græske pensionsalder er i gennemsnit 61 år (indenfor visse erhverv pensioneres man langt tidligere; politimænd pensioneres allerede som 45-årige), og er man offentligt ansat på græsk jord, er der tale om intet mindre end en livstidsstilling.

Det siger sig selv, at sådanne økonomiske prioriteringer bevirker, at hele eurozonens troværdighed i sin helhed undermineres. Derfor er ønsket om selvstændig udgiftspolitik ikke så ligetil at opfylde, som det lyder. Eurozonen er i forbindelse med den græske krise begyndt i langt højere grad end tidligere at lægge pres på gældsplagede lande – dog mangler vi stadig at se konkrete, håndfaste sanktioneringsmuligheder, der kan tages i anvendelse (og ikke mindst rent faktisk vil blive taget i anvendelse), når enkeltlande budgetterer med uacceptabelt store underskud.

Ideelt set kunne eurolandene på en gang føre selvstændig udgiftspolitik og høste alle fordelene ved fælles valuta. I virkelighedens verden ser tingene anderledes ud. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, som man siger. Skal euroen overleve, må eurozonen indse, at dette gamle ordsprog taler sandt.