Hvad skaber et demokrati? For at begynde ved begyndelsen, betyder ordet folkestyre – eller alternativt folkets styre. Demokrati er med andre ord en styreform, der er kendetegnet ved, at den er både for og af folket. Folket styrer. I forsøget på at besvare spørgsmålet om, hvori et demokrati består, må man derfor nødvendigvis tage udgangspunkt i en søgen efter de karakteristika ved et styre, der gør det muligt for folket at regere.

For at tage beslutninger på et fornuftigt grundlag skal man først og fremmest have adgang til information. I diktaturer, der styres af et eller ganske få mennesker, er det ikke en forudsætning for styrets fortsatte drift, at denne informationsadgang gælder folket i dets helhed. Når blot en lille skare har ansvaret for at træffe beslutninger på befolkningens vegne, gør det ingen forskel, om folket har fri adgang til den information, der ligger til grund for magthavernes beslutninger.

I et folkestyre, derimod, forekommer det naturligt at antage, at den frie adgang til information og viden om forhold såvel i landet som uden for dets grænser er nødvendig, ej blot for de repræsentanter, borgerne vælger til parlamentet, men også for menigmand, den almindelige borger. Enhver information, der unddrages offentlighedens opmærksomhed og gøres utilgængelig, og hvorom befolkningen følgelig forbliver uvidende, kan nemlig ikke indgå i den meningsdannelse, der foregår i det offentlige rum. Enhver information, der ikke er tilgængelig, forringer med andre ord den viden, der gør det muligt for befolkningen kritisk at vurdere de tiltag, de folkevalgte repræsentanter præsenterer dem for.

Samfund, der præges af mangel på åbenhed om de politiske beslutningsprocesser og den viden om landet og den omkringliggende verden, der muliggør stillingtagen, vil uundgåeligt lide af en offentlig debat, der, selv i de tilfælde, hvor den af denne eller hin grund måtte blusse op, har et lavt vidensniveau og derfor hurtigt antager polemisk og propagandistisk karakter eller stagnerer for siden at forstumme helt. Uden åbenhed ingen (kvalificeret) diskussion – og uden diskussion ingen kritik eller kontrol.

Med det ovenstående in mente kan man spørge, hvorfor et demokratisk samfund som det danske ikke giver fri og ubesværet adgang til al den information, der produceres af offentlige myndigheder. Det er dog et spørgsmål, der – omend fundamentalt og essentielt som basis for videre undersøgelse – let lader sig besvare. Nærliggende er det nemlig, at ikke al information tjener til landets og borgernes interesse at offentliggøre. Den aktuelle lækagesag er et eksempel på netop dette: militære operationer bør af gode grunde ikke underlægges et fundamentalistisk krav om absolut åbenhed, og visse oplysninger af særlig karakter – heriblandt information som den, Forsvarsministeriet (i skikkelse af en endnu ukendt medarbejder) i sin tid kom for skade at offentliggøre – bør endda formenes offentlighedens adgang, simpelthen af sikkerhedsmæssige årsager.

Der er således grænser for offentlighed. Ingen tvivl om det. Hvad der imidlertid er mere uklart, er den grænsedragning, der knytter sig til erkendelsen om offentlighedens grænser. Hvad karakteriserer den type eller de typer af information, der skal tilbage- og hemmeligholdes? Militære operationer bør ikke havne på forsiden af dagens avis, før de føres ud i livet, det siger sig selv. Diplomatiske anliggender, der af modparten ønskes behandlet i al fortrolighed, bør ligeledes som udgangspunkt håndteres derefter. Desværre kan man forestille sig en lang række gråzoner. Sager, hvor afvejningen af hensynet til offentlighed over for militært og/eller administrativt hensigtsmæssige dispositioner ikke er så ligetil, som den fremstår herover.

Og hvad gør man så? Da den borgerlige regering trådte til i 2001, var en af dens ambitioner at skabe bedre vilkår for den frie offentlighed. Man ønskede med andre ord at revidere offentlighedsloven, således at den i mindre grad end tidligere indeholdt uhensigtsmæssige smuthuller, der kunne bruges til at skjule relevant information for borgerne. Man ønskede, at det skulle være nemmere at holde myndighederne i ørerne. I 2002 nedsatte man derfor en såkaldt Offentlighedskommission, der skulle udarbejde forslag til en ny offentlighedslov. Det stod skrevet om kommissionens formål, at “det overordnede sigte [...] skal være at udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol med den offentlige forvaltning og i den forbindelse tilpasse loven til nutidens forhold.” Efter syv års arbejde blev frugterne af kommissionens arbejde afleveret til justitsminister Brian Mikkelsen d. 10. november 2009 i form af et digert værk på intet mindre end 1216 sider.

Såfremt man er i det lune, er det oplagt at korse sig over en betænkning af en sådan længde, når man tager emnet i betragtning. Hvem læser nogensinde et sådant tekstmonstrum? Debattøren og forfatteren Rune Lykkeberg polemiserer:

De vælter vrøvl i hovedet på os (Information)
“I stedet for at sige for lidt siger man for meget og lægger det hele frem. I stedet for at skjule informationer ved at holde dem væk, så gemmer man dem i en overflod af andre informationer: Offentlighedskommissionens betænkning er på 1.216 sider. Der findes sikkert ikke en eneste engageret borger i dette land, som kommer til at læse hele denne betænkning. Det er et utroligt spændende tema, som bliver gjort utroligt tungt ved at blive lagt frem som en mursten.”
- Rune Lykkeberg

Jeg skal straks indrømme, at jeg langtfra altid er enig i den gode Lykkebergs udgydelser, men i dette tilfælde er jeg tilbøjelig til at give ham ret. Den tekniske og bureaukratiske indgang, Offentlighedskommissionen her leverer til debatten om offentlighedsloven, er ingenlunde i nærheden af at kunne udgøre grobunden for en bred diskussion. En betænkning af denne karakter har i sig den iboende risiko, at den bliver lige lovlig elitær. Skrevet af eliten om eliten til eliten, så at sige. Det er dog ikke helt så simpelt, som Lykkeberg stiller det op. En betænkning er ikke blot et politisk papir bestående af visioner, hensigtserklæringer og grove skitser, men et stykke fagligt håndværk, og offentlighedsloven er et kompliceret stofområde, der knytter an til mange andre områder. Ønsker man sig en betænkning, der med hensyn til detaljeringsgrad og faglig tyngde er tilstrækkelig til, at man kan lovgive ud fra den, er det således ikke så let endda at korte den ned. 1216 sider virker dog stadig i overkanten af det strengt nødvendige.

Heldigvis findes der råd herfor. Selv slap jeg uden om den fuldstændige gennemlæsning – som jeg desværre må erkende langt fra at have tid til – ved at forholde mig til Justitsministeriets pressemeddelelse ved betænkningens aflevering. Nederst i pressemeddelelsen gennemgås i punktform de væsentligste ændringsforslag til den gamle offentlighedslov. Blandt de gode nyheder er bl.a. ret til aktindsigt på grundlag af et retsligt tema, hvor man førhen har været henvist til at kræve aktindsigt i enkelte sager en ad gangen; minimumslovkrav om journalisering (tro det eller ej, registrering af korrespondance mellem borgere og institutioner er, trods praksis de fleste steder, endnu ikke lovpligtigt) og endelig øgede forpligtelser til aktiv information, dvs. pligt til for en myndighed at informere om sin gøren og laden også uden, at nogen forudgående har krævet aktindsigt. Medlem af kommissionen, Oluf Jørgensen, har anskueliggjort de væsentligste perspektiver i det ovenfor beskrevne.

Nogle af de mest interessante punkter er desværre ikke iblandt dem, Jørgensen kommer ind på. Undtagelserne! En række dokumenter, der tidligere var underlagt ret til aktindsigt på forespørgsel, skal efter Offentlighedskommissionens mening undtages herfra i den reviderede offentlighedslov.

Undtagelse af interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem myndigheder i forbindelse med ministerbetjening.

Undtagelse af interne oplysninger og dokumenter, der udveksles mellem KL, Danske Regioner, kommunerne og regionerne i forbindelse med bl.a. økonomiske eller politiske forhandlinger med staten.

Undtagelse af dokumenter, der udarbejdes og udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces (der foreligger en mindretalsudtalelse).
- Justitsministeriets pressemeddelelse

Jeg vil vove den påstand, at der er tale om ret vidtrækkende undtagelser. Det vil kommissionsmedlemmet og pressejuristen Olof Jørgensen også – for selv om han kun nævner åbenhedsfremmende tiltag i kommentaren på DJH’s Update, går han selvsamme dag, d. 11. november 2009, i medierne med et budskab om, at undtagelserne i Offentlighedskommissionens fremlagte forslag til ny lov “svækker den demokratiske kontrol med politikerne.” Information opremser en lang række sager, hvori der ikke fremover vil kunne begæres aktindsigt, såfremt § 24 (som er den paragraf i det nye lovudkast, der modsvarer de undtagelser fra aktindsigten, jeg har klippet ind fra Justitsministeriets pressemeddelelse).

Det er højst relevante og betydningsfulde sager, der fremdrages. Hvem vil f.eks. ikke gerne holde hånd i hanke med, hvorledes henholdsvis privat- og kommunalhospitalers serviceydelser afregnes? Hvem vil ikke gerne lade Ekstra Bladets Bo Elkjær grave i noget så afgørende som Irakkrigens bevæggrunde? I det hele taget tegner der sig et billede af en paragraf, der fortolket på rette måde er i stand til at holde megen nyttig information uden for offentlighedens søgelys. I forlængelse af dette billede udtrykte en række dagbladsredaktører deres bekymring for den uklare paragraf. Som indikator på kontroversialiteten af undtagelserne er det måske ligeledes værd at nævne, at de er vedtaget af et snævert flertal på 11 ud af 21 i kommissionen.

Men hvis det er så kontroversielt og åbenlyst kritisabelt at unddrage embedsværkets ministerbetjening, kommunikation mellem ministerier og mellem ministerier og folketingsmedlemmer aktindsigt, hvorfor i alverden så overveje at gøre det? Den bedste begrundelse, jeg kan komme på, og som samtidig er den bedste, jeg har hørt, lyder noget i retning af, at det sikrer ministeriernes embedsmænd arbejdsro og stabilitet, at de kan forvisse sig om, at deres foreløbige dokumenter ikke offentliggøres på avisernes forsider som følge af aktindsigten. For så vidt et udmærket argument, som jeg dog ikke godtager. Det, at det bliver lettere at være embedsmand, er jo ikke det primære gode, vi efterstræber i et demokrati. Det primære gode er åbenhed og gennemsigtighed i beslutningsprocessen for borgere og medier. Argumentet om, at aktindsigt fører til ringere lovgivning, er ikke desto mindre også vægtigt – men noget tyder på, at det ikke er videre veldokumenteret. I hvert fald erindrer et flertal af Folketingets retsordførere ikke tilfælde, hvor aktindsigten har besværliggjort lovgivningsarbejdet.

Kommissionens oprindelige formålsbestemmelse var som nævnt at “udbygge lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol.” Eftersom der er klare indicier på, at undtagelserne fra aktindsigtsmuligheden repræsenterer det modsatte, altså undergravning af lovens grundlæggende princip om åbenhed og demokratisk kontrol, samtidig med at der ikke foreligger klare tegn på, at fuld aktindsigt vil forringe lovgivningens kvalitet, forstår undertegnede ikke, hvad der nøles med. Stryg da de undtagelser og lad os få en fuldbyrdelse af det gode offentlighedsprincip i stedet for den amputerede udgave, der lægges op til i Offentlighedskommissionens betænkning. Det er meget muligt, at det er til besvær for ministre og embedsmænd – men det er godt for folkestyret. Dixit.

Da Lars Løkke Rasmussen i tirsdags afholdt det ugentlige pressemøde som statsminister i Danmark, stod den samlede danske journaliststand klar med mikrofoner, kameraer og videoapparatur. Som Løkke selv bemærkede, var der højst sandsynligt tale om en rekorddeltagelse. Repræsentanter for alle dele af dansk presse var mødt talstærkt op.

Og det er forståeligt. Landet har fået ny statsminister, der godt nok har regeret i nogen tid nu, men alligevel først for alvor er trådt i karakter som statsmand efter klimatopmødets afvikling, så der er uden tvivl masser af vigtige spørgsmål at få besvaret. Hvad vil han? Hvordan vil han det – og hvorfor? Ikke mindst står et spørgsmål centralt i den nuværende situation, hvor 00′ernes uafbrudte højkonjunktur er afløst af en eksploderende statsgæld og økonomisk ustabilitet i hele verden: hvordan vil Løkke få Danmark igennem krisen?

Så langt, så godt. Problemet opstod, da pressefolkene åbnede munden, for hvad spurgte de om? Jo, de ville såmænd vide, om statsministeren sov godt om natten. Og hvordan gik det med hans børns lektielæsning? Mon de kunne klare at tage et par dage fri fra skole for at tage på ferie med mor og far? Og gad vide, hvad statsministeren lavede på Tenerife? Gudfader bevares. Løkke svarede beredvilligt og humoristisk på spørgsmålene, men det var tydeligt, at han hellere ville tale om noget andet. Således forsøgte han adskillige gange at dreje samtalen hen på det, der efter hans mening betød noget.

Det er naturligvis økonomien, jeg tænker på – og det konvergensprogram, regeringen fremlægger inden længe. Et program, der vil åbenbare den økonomiske situation i dens fulde omfang og skitsere den vej, regeringen vil gå i forsøget på at få Danmark sikkert ud på den anden side. Et program, der skal sørge for, at vi overholder de EU-krav, der gælder for det økonomiske samarbejde – og ikke mindst et program, der uundgåeligt vil medføre besparelser og nedskæringer i årene fremover. Det lykkedes ikke helt for Løkke at få pressen til at interessere sig for sagen. Der var andre emner, der havde større betydning for pressens oplags- og seertal.

Eller også syntes de fremmødte pressefolk bare, at konvergensprogrammer er lidt for komplicerede til at kunne forklares for for læsere og seere? Op på hesten. Lad os se en seriøs nyhedsformidling, der ikke negligerer vor generations presserende udfordringer, selv om de er for omfattende til, at det altid lader sig gøre at dække dem fyldestgørende uden at sætte sig grundigt ind i sagerne, fordi man i modsat fald vil vide for lidt til at kunne stille de kritiske, dybdeborende og præcise spørgsmål, der holder magthavernes sortsnakkeri i ave og leverer reelt indhold til befolkningen.

Medgivet, det er svært at levere ordentlige nyheder -  og desværre skyldes det ikke kun mediernes egne forsimplinger og overspringshandlingslignende lad os tale om noget andet-prioriteringer, når lokummet brænder, og økonomien sejler. Det skyldes også, at politikerne leger med. For Lars Løkke Rasmussens vedkommende betød debatten om hans børns fritagelse fra undervisningen for eksempel, at pressen helt glemte at forholde sig kritisk til udmeldingerne om konvergensprogrammet, der er lige på trapperne. Det var han givet vis taknemmelig over, for hvor længe har det ikke været tilfældet? Så lang tid kan det da ikke tage regeringen at gøre status over dansk økonomi, kunne journalisterne have konstateret – for derefter at stille det oplagte opfølgende spørgsmål: så er det ikke snarere sådan, at I udmærket godt ved, hvordan situationen ser ud, men ikke kan finde fælles fodslag med Konservative med hensyn til, hvordan den skal håndteres?

Se, det kunne have været et interessant spørgsmål. Ligesom det kunne være spændende at høre Villy Søvndals svar på et spørgsmål, der lyder i omegnen af “hvad laver du ellers, når du ikke fordømmer lokale forældrearrangementer i de landsdækkende medier?” Forstå mig ret, naturligvis er det et skråplan at indrette samfundet efter forældede normer for køn og seksualitet.

Alligevel er udtalelsen, der faldt i relation til et forældremøde for mødre på Holbergskolen, tåbelig. For det første, fordi den falder sporenstrengs efter det indledende mediepip, helt uden forudgående refleksion og research. At fare i blækhuset, inden man har hold på de mest basale oplysninger i en sag, er aldrig klædeligt for en politiker, der af folket er valgt til at lede landet med kløgt og omhu. For det andet, fordi den måde, hvorpå forældremøder afvikles i lokalsamfundene, hvor uhensigtsmæssigt det end måtte ske, ganske enkelt ikke er Christiansborgpolitikernes ansvar. Håndteringen af konkrete problemstillinger på enkelte skoler er skolernes eget område. Ikke politikernes. Og for det tredje, fordi Søvndal burde have langt vigtigere ting at tage sig til.

Dette indlæg er offentliggjort som diskussionsoplæg på Venstre i Viborg Kommunes hjemmeside. Derudover bringes det i næste nummer af Venstre i Viborg Kommunes medlemsblad.

Det siges, at Danmark for øjeblikket regeres af et borgerligt flertal. Af og til kan det dog være svært at tro. Det gør sig for eksempel gældende, når snakken falder på landets børnehavebørn. Fra 1. januar 2010 er disse – det vil sige mere end 100000 danskere – nemlig underlagt en tvungen madordning. Forslaget? Det stammer såmænd fra regeringen selv.

Det lyder utroligt: En borgerlig regering med statsministerpartiet Venstre for bordenden, der burde lægge vægt på værdier som frihed, selvstændighed og personligt ansvar, fremsætter og stemmer for et forslag, der indebærer tvungen madordning i de danske børnehaver. Ikke desto mindre er det lige så sandt, som det er sagt.

Madpakker har alle dage været forældrenes opgave, og det er der mange grunde til. Lad mig nævne dem, der efter min mening er særlig væsentlige. For det første er det helt grundlæggende forældrenes ansvar som netop forældre at brødføde deres børn – og det er et ansvar, som de i forvejen varetager ganske udmærket, helt uden at kny. For det andet giver det børnene en medindflydelse på, hvad de får i madpakken. For det tredje er der ressourceproblematikken: mange af landets børnehaver har langt fra de køkkenfaciliteter, der er nødvendige for at sikre mad af ordentlig kvalitet. Mens vi venter på faciliteterne, venter der børnene masseproduceret fabriksmad, der, selv hvis den skulle vise sig at være rig på næringsstoffer, vil blive leveret i kedelig og upersonlig indpakning. Ud med de farverige og opfindsomme madpakker med gulerod, leverpostejsmadder og agurkeskiver; ind med grå foliebakker på køl.

En fjerde og måske mindre rationel grund til, at dette scenarium er en dårlig ide, er i forlængelse heraf den mulighed for omsorg og omtanke, forældrene mister. Tabet af den kærlighed, der ligger i en lille seddel fra mor med ønsket om en god dag, kan for barnet betyde mindst lige så meget som tabet af sund og nærende mad. Der er altså på alle måder tale om en ordning, der ikke kan fungere optimalt fra begyndelsen.

Nuvel – det kommer den sikkert til, og indtil da kan forældrene vel bare fortsætte med at smøre madpakker til deres små poder? Nej. Det kan forældrene netop ikke. Der er nemlig (og det kan vel siges at udgøre en femte grund) tale om tvang. Danmarks Statistik opgjorde i 2005 antallet af børnehavebørn til 109 447. Disse godt 100 000 børn udsættes for noget, man med et lidt grimt ord kan kalde tvangsfodring – og de (sikkert omtrent dobbelt så mange) forældre, der før var klar fra morgenstunden med madkasser og pålæg, udsættes samtidig for regulær berøvelse af deres forældremyndighed, idet de ikke længere har retten til at bestemme, hvad deres børn skal spise. Spis, min gris – i morgen skal du slagtes!

I Århus Kommune og andre steder har man forsøgt sig med en omgåelse af reglerne ved at registrere forældrene som private leverandører af mad til kommunen. Et forståeligt modtræk, der dog bestemt ikke er uden ulemper. For eksempel betyder det stort bureaukrati, både for institutioner og forældre. Det må man bare ikke, siger socialminister Karen Ellemann. Næh, her i Danmark må forældre skam ikke smøre deres børns madpakker. Hvis de skulle få lyst, kan de jo blot tage deres børn ud af børnehaven, som ministeren kom for skade at ytre. Jovist, det kan de vel i teorien, men jeg tror, det står klart for de fleste, hvilke konsekvenser en sådan manøvre i praksis vil få, hvis den foretages af ret mange. For hvor skal børnene så passes? Hjemme? Og hvornår skal forældrene arbejde, hvis dét er svaret?

Som om det ikke skulle være nok, er der faktisk en sjette grund til, at madpakken bør forblive i forældrenes hænder, og det er en grund, der efter min mening er blevet overset på besynderligste vis i Venstres og mediernes diskussioner. For hvad med det kommunale selvstyre? Ideen om, at kommunerne på baggrund af en rammeaftale med staten i videst muligt omfang selv administrerer midlerne og foretager de økonomiske og politiske prioriteringer, der følger heraf, er på nogle områder efterhånden ikke mere værd end det stykke papir, hvorpå den står skrevet. Det kommunale selvstyre er i disse år under betydeligt pres fra Folketinget, og den statsligt dikterede tvangsfodring er endnu et eksempel på denne udvikling. En skam, for den decentrale styring af kommunerne er en liberal kongstanke. Derfor bør vi råbe vagt i gevær, også selv om det denne gang er Venstre, der leverer anledningen.

År 2009 går på hæld. Tak til dem, der har fulgt med på bloggen i de forløbne fem måneder og kommenteret mine indlæg på Facebook og andre steder. Husk, at det også er tilladt at benytte kommentarfunktionen på selve bloggen. Tak til dem, der bare har læst med i tavshed. Og tak til dem, der ikke har fulgt med, men som alligevel på et tidspunkt endte herinde ved et tilfælde og læste et indlæg eller to. Jeg håber, at mine skriverier vakte nogle tanker og måske endda eftertanker, I kunne bruge til noget.

Jeg beklager, at mine “regelmæssige kommentarer og links inden for politik og samfund i al almindelighed” ikke blev helt så regelmæssige, som jeg selv havde troet det muligt – men sådan er det nu engang, når man har studier, Venstres Ungdom, korrekturlæsning og webdesign med meget mere at passe. Ambitionen i det nye år er et indlæg om ugen – heraf vil det indlæg, jeg skriver den sidste uge i måneden, fra nu af være en linksamling med mine bud på månedens bedste artikler om politik og samfundsrelaterede problemstillinger, selvfølgelig garneret med mine kommentarer.

I anledning af julens (og siden eksamens) komme leges der stilleleg på Krablog til ultimo januar. Når jeg igen tager bladet fra munden, bliver det med nye spændende emner, der som vanligt vil blive kritisk belyst og diskuteret på grundlag af de borgerlig-liberale værdier. Blandt andet temaer som åbenhed og demokrati (set i sammenhæng med Offentlighedskommissionens arbejde) og beherskelsen af den politiske dagsorden (et emne, som jeg netop nu skriver opgave i på universitetet) står for skud.

Glædelig jul!

Meget apropos de senere døgn, hvor Italiens premierminister, Silvio Berlusconi, igen har formået at sætte sig tungt på såvel den italienske som den internationale presse, endda midt under det ellers allestedsnærværende klimatopmøde, forsøger jeg i det nedenstående at give et bud på Berlusconis politiske ståsted. Det er blevet hævdet, at han er at betragte som fascist, men holder den påstand nu også i alle henseender? Eftersom indlægget er en let omskrevet udgave af en passage fra en opgave om netop den italienske fascisme og dennes spor i vore dages Italien, optræder der fodnoter i bunden af indlægget.

Erhvervs- og mediemanden, fodboldklubejeren og politikeren, den 72-årige Silvio Berlusconi, er et billede på den italienske drøm. Han begyndte sin karriere i bunden af det italienske erhvervsliv, avancerede som ejendomsinvestor for langsomt, men sikkert at skabe sig den unikke position, han har i dagens Italien. Han er landets rigeste og ejer talrige aviser, tv-kanaler og andre medieforetagender. I 1994 valgtes han for første gang til Italiens regeringschef med sit eget parti Forza Italia[1], i 2006 valgtes han endnu en gang, ved valget i 2006 var det lige ved og næsten, og ved valget i 2008 fik han sin tredje periode som regeringschef. En post, han stadig beklæder.

Umiddelbart lyder det som en ren succeshistorie, og der er da heller ingen tvivl om, at det er tilfældet for Berlusconis vedkommende, men hvad med det italienske demokrati? Silvio Berlusconi er manden, der konsekvent har udnyttet sin monopollignende position på mediemarkedet til at udkonkurrere politiske modstandere, han er manden, der har udnyttet sin politiske karriere til at skaffe sig immunitet i en lang række retssager – både vedrørende hans forretningsførelse og korruption i regeringsførelsen. Han er også manden, der har sammenlignet sig selv med Jesus[2], og både hans forfængelighed og hans skandaløse smarte bemærkninger – for eksempel har han kaldt USAs nyvalgte præsident, Barack Obama, for ”solbrændt”, og da pressen spurgte, om han fortrød bemærkningen, fik de prædikatet ”idioter” hæftet på sig[3] – skaber overskrifter med jævne mellemrum.

Der tegner sig altså et billede af et enevældigt, arrogant, narcissistisk og udemokratisk menneske, men er han også fascist? En af de grunde, jeg har til at finde en undersøgelse af denne sammenlignings holdbarhed relevant, er, at Berlusconis sejre repræsenterer de største vælgerskred i Italiens historie netop Mussolinis PNF-partis sejre i sin tid[4]. Som en passende ramme om undersøgelsen indføres sociologen Max Webers[5] typologi. Godt nok er denne teori møntet på personlighedstyper, men Webers tre personlighedstyper modsvarer tre magttyper eller snarere magtlegitimeringstyper med tilsvarende træk[6], nemlig den karismatiske magt, der består i en udnyttelse af Berlusconis karisma og gennemslagskraft. Denne magtlegitimering var i høj grad på banen i Mussolinis tilfælde; fascismen som bevægelse var netop afhængig af at aktivere masserne med denne ressource, som Sørensen 2008, 165 kalder ”fascinationskraften”. Hos Berlusconi er brugen sublimeret vha. tv-mediet, der giver ham en langt større rækkevidde.

Næste magttype er den traditionelle magt, der kort sagt går ud på, at man udpeges – altså ligesom monarker er selvskrevne pga. arvefølgen. Dette træk var ikke til stede for Mussolinis vedkommende i begyndelsesfasen, hvorimod det senere blev understreget som en historisk nødvendighed[7], at fascismen tog over. For Berlusconi ser det ud, som om han helt og holdent har skabt sin egen karriere, men dels kan man stille spørgsmål til den ikke helt afklarede opbakning, han har fået i netværket P2, dels understreger han selv i sin retorik ”forsynet” som en faktor. Her er altså også en vis lighed.

Sørensen 2008 taler også om en legalistisk/bureaukratisk magtlegitimering, der udvider Webers typologi, altså en legitimering af magt via lovgivningen[8]. En magtlegitimeringstype, der i høj grad blev udnyttet i Mussolonis tid, hvor loven klargjorde, at il Duce havde den absolutte magtdominans. Inden for et demokratisk systems rammer er det selvsagt ikke en mulighed for Berlusconi at legitimere sin magt så klart på denne facon, men der er træk af det alligevel. Som før omtalt har han bl.a. benyttet sin position til at vedtage love, der gavnede ham selv. Herudover er hans lovfæstede kontrol over Rais tre kanaler også et udslag af legalistisk magt. I det følgende behandles Berlusconis brug af de forskellige magttyper. Først tv-mediet som udtryk for hans udnyttelse af karismatisk magt.

Forudsætningen for demokratisk debat må nødvendigvis først og fremmest være en fri debat. Denne frie debat kræver lige vilkår[9], og disse er med Berlusconis sammenblanding af det politiske og økonomiske ressourcer ikkeeksisterende, idet Berlusconi kontrollerer alle private medier af afgørende betydning i sin egenskab af ejer af selskabet Fininvest og samtidig kontrollerer de statslige kanaler i sin egenskab af regeringschef. Dernæst er en forudsætning for demokratisk debat, at et vist vidensniveau i debatten opretholdes. Hvis dette vidensniveau forfalder øges risikoen for, at demokratiet afdemokratiseres og glider over i en anden styreform[10]. I det italienske tilfælde kan man frygte, at monopolet på specielt tv-mediet, der har indtaget en stadig mere dominerende hegemoni i landets mediebillede som formidler af nyheder og viden[11], åbner en dør for Berlusconi, der muliggør en aktiv medvirken til sænkning eller stagnering af den politiske debats saglige niveau. Filosoffen Giorgio Agamben har udtrykt det sådan, at den offentlige sfære under Berlusconi i tiltagende grad ikke er et rum for kritisk diskussion, men snarere et rum for ensidig hyldest til lederskikkelsen[12].

Det italienske demokrati er af den italienske politolog Giovanni Sartori blevet døbt et telekrati for at understrege den kolossale indflydelse, Berlusconis tre private og tre statslige kanaler har på den demokratiske debat.[13] Ifølge Sartori er deltagelsesdemokratiet simpelthen gradvist blevet omdannet til et mediedemokrati, hvor fakta – som f.eks. Berlusconis gedulgte forbindelser til mafiaen og medlemskab af den hemmelige loge P2, der er karakteriseret af domstolen som undergravende for demokratiet[14] – ikke længere er et overbevisende argument. I stedet spredes rygter, smarte slagord og smalltalk via de billedbaserede medier og former borgernes politiske bevidsthed.

Accepterer man denne analyse, er det ensbetydende med, at der er skabt et demokratisk tomrum, og det er med en politisk personlighed som Berlusconi nærliggende at monitorere, om dette tomrum udnyttes på slet vis, det vil i dette tilfælde sige om han qua sit politiske liv medvirker til at trække Italien i en fascistisk retning. Ser man udelukkende på den retoriske og symbolske dimension, er der skræmmende mange ligheder.

Den koalition, der under ledelse af Berlusconi vandt regeringsmagten i 2008, i.e. Casa delle Libertà, altså Frihedens Hus, består af hans eget Forza Italia, det nyfascistiske parti National Alliance, det norditalienske hjemstavnsparti Liga Nord og MPA, der er et siciliansk uafhængighedsparti. Det er naturligvis i sig selv ildevarslende, at Berlusconis parlamentariske grundlag bl.a. er et fascistisk parti, men også Berlisconis egne udtalelser kan tyde på en vis tilknytning til det fascistiske tankegods. Således udtalte han i 2003 til det britiske magasin The Spectator, at ”Mussolini aldrig dræbte nogen. [Han] plejede at sende folk på ferie i internt eksil.”[15] Det er imidlertid kun retorik og signalpolitik – eller spin med et moderne ord – alt sammen. Hvorvidt Berlusconi har flere skeletter i skabet er svært entydigt at besvare i et retssamfund, hvor man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, for Berlusconi er aldrig blevet dømt som følge af forhalinger, forældelsesfrister og føromtalte immunitetslove. Ligeledes er det svært at vurdere, om han står bag den fysiske terror og hetz mod sine modstandere, der er blevet udført igennem tiden[16]. Den er han nemlig heller aldrig dømt for.

Ser man imidlertid på noget andet, der kan dokumenteres, nemlig den førte politik (hvorigennem legalistisk magt ligeledes kan udøves), synes den fascistiske indflydelse ikke gennemskuelig. Berlusconis – og dermed Forza Italias – programmatiske ambitioner for magten lyder især som liberale toner. FI vil sikre en fortsat deregulering af staten, nedsætte skatterne og i det hele taget styrke det civile samfunds (og hermed individets) stilling over for samfundet[17]. Berlusconi benytter dog samtidig enhver lejlighed til at forsvare de frie markedskræfter og anser angreb på hans monopol eller på ham for angreb på hans personlige frihed – snarere end et korrekt forsøg på forsvar af det andet individs tilsvarende rettigheder og frihed.

Altså er der på overfladen tale om et parti med et højreorienteret valgprogram, der vil decentralisere og deregulere i individets tjeneste – alt andet end det fascistiske, hvor individet er en relativ størrelse underlagt staten til nationens bedste. I praksis skaber Berlusconi dog ikke nødvendigvis mindre stat – og da slet ikke mindre regulering. Den decentralisering og mangfoldiggørelse af informationerne, der umiddelbart ligger i tv-billedet som medietendens, er snarere reelt blevet udnyttet til en centralisering af samme.[18] Centraliseringen har derefter dannet grobund for en propagandisering af mediebilledet i ”føreren” Berlusconis favør. Samtidig er det værd at bemærke sig, at FI i vid udstrækning er et topstyret parti, i hvilket fri debat mere eller mindre konsekvent er erstattet af kæft, trit og retning efter chefens ordre.

Partiet har også det særkende, at det har organisatorisk afsæt i en kommerciel koncern. Her adskiller det sig væsentligt fra oppositionspartierne, der er dannet i en kontinuerlig meningsudvekslingsproces på grundlag af en folkelig bevægelse, en ideologi eller deslige[19]. Selv om partiet altså er del af et demokrati, er det ikke skabt i henhold til almindelig demokratisk tradition. Endvidere agerer partiet ikke i den politiske virkelighed med de samme redskaber, som de øvrige partier benytter. Rettere sagt begrænser de øvrige politiske partier dig i højere grad til at agere i virkeligheden, medens FI fra begyndelsen satsede på at påvirke og i visse tilfælde ligefrem omkalfatre selvsamme virkelighed, således at partiet selv fremstår i et pr. automatik positivt lys.[20] Med andre ord var FI et af de første partier, der for alvor fandt ud af ikke blot at forholde sig til vælgernes diskurs, men tilmed at være dagsordensættende for denne.

Sørensen 2008 noterer sig det faktum, at FIs vælgere ved valget i 1994 nærede en udbredt mistillid til institutionerne og kæder denne observation sammen med, at samme vælgere typisk var mindre tværmedielle i deres søgen efter oplysninger end gennemsnittet – den primære kilde var tv’et. Kampagnen i 1994 bar, stadig ifølge Sørensens ræsonnement, præg af et forsøg på at forbinde institutionerne med kommunismen[21] og yderligere forbinde den socialistiske opposition hermed.

Diskurspåvirkningsmuligheden er opstået som følge af den specielle konstruktion, FI er i og med, at partiet repræsenterer en hidtil uset symbiose mellem den kommercielle og den politiske sfære. NGO’en Freedom House vurderede i 2005, at Italien er et land, hvor der ikke hersker fuld pressefrihed.[22]

NGO’ens konklusion understøtter min tese om, at de via markedsøkonomien indhentede finansielle ressourcer i milliardklassen altså ikke er udnyttet til at skabe politisk eller personlig frihed for den enkelte, som programmet påstår, men nærmere til at forstærke den magtkonsolidering af Berlusconi og hans allierede, der har profitmaksimering og amnesti fra korruptionssager osv. som endeligt mål.[23] Man kan altså sagtens sammenligne Berlusconis magtlegitimeringsmetoder med fascismens, og dog bør man ikke lade denne analogi gå for langt, for hvad gør Berlusconi med den opnåede magt?

Han fører i hvert fald ikke fascistisk politik – begrebet populisme er mere dækkende. Det betegner en politisk bevægelse, hvis politik er forankret i det jævne folks verdensbillede[24]. I modsætning til mange af de traditionelle ideologier opererer populismen ikke hen mod et ideologisk betinget mål, og populisme kan således både være venstreorienteret, højreorienteret og midterorienteret. Selv om fascismen ikke var populistisk, er der her et lighedspunkt, for også fascismen stod som Berlusconis bevægelse i opposition til det traditionelle, etablerede politiske apparat.

Alt i alt synes det ikke rimeligt at påklistre Berlusconi mærkatet ”fascist”, idet den faktiske førte politik ikke tilnærmelsesvis godtgør denne påstand. Derimod er det meget passende at anføre, at nogle af de metoder, han benytter sig af i kampen for at opnå og legitimere sin magtposition, indeholder klare fascistiske træk, der udgør faretegn i et moderne vestligt demokratis udvikling. Af disse træk skal den omfattende magtcentralisering og monopolisering af de diskursdannende medier nævnes. Disse tendenser er især ildevarslende, fordi de udmøntes i en idolisering grænsende til guddommeliggørelse af FIs leder[25] og ydermere indebærer spredning af partisk og særdeles farvet – og i nogle tilfælde direkte misinformerende – nyhedsstrømme til store dele af den italienske befolkning. En cocktail, der virker decideret underminerende for den demokratiske debat. Endvidere er det særdeles betimeligt at rejse en debat i det italienske folk om, hvad demokrati egentlig er og består i – for så vidt at landets med stort flertal valgte leder i sin eksploitering af magten udviser en problematisk disrespekt over for det demokratiske retssamfunds spilleregler.

Den konkrete sag, der gav anledning til omarbejdning og publicering af denne tekst, indeholder lignende bekymrende elementer. Midt i den massive italienske forståelse og omsorg for premierministeren giver indenrigsministeren nemlig oppositionen skylden for overfaldet og bebuder stramninger af reglerne for demonstrationer og brugen af internet som adækvate konsekvenser af forløbet. Jeg vil ikke påstå, at Berlusconi har bestilt angrebet, men han forstår ikke desto mindre at udnytte det til at skabe sympati om sin person og yderligere cementere sin mediehegemonstatus i højst betænkelig grad.

[2] Beiter, Morten (2003): ”Europas lille Cæsar ”. Berlingske Tidende 22/6. 1

[3] Lindqvist, Andreas (2008): ”Berlusconi forsvarer lykønskning til Obama”. Politiken 8/11. http://politiken.dk/udland/valgiusa/article595414.ece [Besøgt 14/12 - 2008] 6. afsnit.

[4] Sørensen, Gert (2008): Berlusconi og den moderne fyrste – om demokratiets tilstand i Europa. Museum Tusculanums Forlag. S. 162

[5] Maximilian Weber (1864-1920) var en tysk økonom og sociolog, der i dag almindeligvis vurderes som en af sociologiens grundlæggere. Hans hovedområde var sociologien, men også en del økonomiske emner er undergået hans behandling.

[6] Tak til Læsjø, Jon Helge (1982): ”Uddannelse”. http://www.leksikon.org/art.php?n=2664 [Besøgt 16/12 – 2008], for ideen til denne parallel. 5. afsnit

[7] Kategoriske påstande om historiens gang er et gennemgående kendetegn ved de totalitære ideologiers legitimering af sig selv. Karl Popper har i sin totalitarismekritik kaldt det ved navnet historicisme.

[8] Sørensen 2008, 165

[9] Altså lige muligheder for at komme til orde. I Danmark forpligtes public service-stationerne DR og TV2 af denne grund til at dække alle opstillede partier ligeligt. Noget tilsvarende findes ikke i Italien.

[10] Sørensen 2008, 17f

[11] Jævnfør Frese, Mads (2008): ”Berlusconi på vej tilbage”. Information 26/2. http://www.information.dk/155446 [Besøgt 14/12 – 2008],  læser 60 % af italienerne f.eks. ikke aviser – og selv, hvis de gør, så ejer Berlusconi jo en del af dem i tilgift. 2. afsnit

[12] Sørensen 2008, 19

[13] Frese, 5. afsnit

[14] Frese, 12. afsnit

[15]  Gregersen, Henrik m.fl. (2003): ” Berlusconi: Mussolini sendte kun folk på ferie”.  BT 11/9. http://www.bt.dk/article/20030911/nyheder/109110440/ [Besøgt 14/12 – 2008]. 2. afsnit

[16] Som eksempel kan nævnes den påsatte brand i den Berlusconikritiske avis l’Espressos vicedirektørs ferievilla, eller den Berlusconikritiske politiker Gianfranco Mascia, der kort efter sejren i 1994 blev overfaldet af maskerede mænd på sit kontor. Se Beiter, 3

[17] Sørensen 2008, 151

[18] Sørensen 2008, 150

[19] Sørensen 2008, 147-148

[20] Sørensen 2008, 148

[21] En ideologi, der i høj grad blev benyttet som et fascistisk skræmmebillede.

[22]Sørensen 2008, 193

[23] En lignende observation findes i øvrigt i Sørensen 2008, 152

[24] For Berlusconi gælder dog, at han jf. mediernes rolle som det, italieneren Giovanni Valentini har kaldt ”konsensusfabrik”, selv er med til at støbe det verdensbillede, han som populist navigerer i. Se Sørensen 2008, 151

[25] Som fordi den giver mindelser til guddommeliggørelsen af Roms nok bedst kendte kejser, Julius Cæsar, har fået betegnelsen cæsarisme.